Hvordan de bortjagede får skal bringes tilbage

Luk 15

Hvem af jer, som har hundrede får og mister ét af dem, lader ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: «Glæd jer med mig, for jeg har fundet mit får, som var tabt.»

Gal 4

Mine kære børn, som jeg igen føder med smerte, indtil Kristus har vundet skikkelse i jer. Jeg ville ønske, at jeg var hos jer nu og kunne ændre min stemme.

2 Tim 2

Men en Herrens tjener skal ikke strides, men være venlig mod alle, god til at undervise, en som med mildhed kan bære over med de onde og tilrettevise de genstridige, om Gud dog engang ville give dem omvendelse til erkendelse af sandheden, så de igen kunne komme til fornuft og undslippe Djævelens fælde, for de er fanget af ham, så de må gøre hans vilje.

Ovenfor har vi sagt, hvem de bortjagede og bortstødte får er: nemlig dem, der igen er kommet bort fra Kristi hjord og fårefold og farer vild, efter at de én gang har været ved hjorden og i Kristi fårefold. Hos nogle sker det ved falsk lære og religion, sådan som galaterne var blevet vendt bort fra den rette tro og fra fællesskabet med Kristus til lovens trældom under de svage og fattige grundelementer i Moses' ceremonier og dermed til de falske apostles sekter. Hos andre sker det ved kærlighed til denne verden, sådan som den hellige Paulus klager over Demas (2 Tim 4): Han havde forladt ham og havde igen fået verden kær. Det samme var også sket for Markus, da han i al stilhed skilte sig fra Paulus og Barnabas (ApG 13).

Men begge disse former for frafald sker, som også nævnt, på to måder. For nogle trækker sig sådan bort fra Kristi hjord, at de dog ikke helt falder fra vor Herre Kristus. Men andre falder sådan fra, at de bliver helt fremmede for Herren. De går ud fra os, som den hellige Johannes skriver (1 Joh 2), men de har aldrig rigtig hørt til os og har aldrig helt overgivet sig til Kristus, vor Herre. Sådan var de mennesker, som den hellige Paulus skriver om til filipperne (Fil 3): Mange vandrer, som jeg ofte har sagt jer, og nu siger jeg det også med gråd, som fjender af Kristi kors; deres ende er fortabelsen, deres gud er maven, og deres ære bliver til skam – de, som tænker på det jordiske. Sådan var også de letfærdige enker, som apostlen skriver om (1 Tim 5): For allerede har nogle vendt sig bort efter Satan.

Men da vi ikke så let kan vide, hvem der sådan er faldet fra Kristi kirke, at de bliver helt og endeligt fremmede for Kristus, vor Herre, må vi med al flid påtage os at bringe alle dem tilbage, som skiller sig fra Guds menighed – hvad enten det sker ved falsk lære og indbildt religion eller ved verdsligt og kødeligt overmod – og ikke lade noget uforsøgt hos dem, indtil vi også på vore skuldre bærer dem tilbage til Kristi får og ind i det fulde fællesskab med Kristus.

For som der er sagt om de fortabte får, sådan forholder det sig også med de bortjagede. Kort sagt: Alle dem, vi ser skille sig fra Kristi hjord, må vi påtage os at bringe tilbage, og det med helt alvorlig og utrættelig flid og så længe, indtil vi formår at bringe sådanne får tilbage i Kristi fårefold, det vil sige ind i det rette og fulde fællesskab med Kristus. Det viser og bevidner alle tre skriftsteder ovenfor meget smukt og udtrykkeligt, ligesom andre skriftsteder gør det.

For så snart blot ét får farer vild fra vor hjord, lærer det første skriftsted os at forlade de nioghalvfems får og gå efter det ene fortabte og søge det, indtil vi finder det. Så skal vi lægge det på vore skuldre og bære det tilbage til hjorden med den største længsel og glæde. Det vil sige: Vi skal være, blive og gøre alt for sådanne bortjagede får, og bære, undgå og lide alt fra dem og for deres skyld, indtil vi formår at bringe dem tilbage i kirkens sande og fulde fællesskab, til Kristi græsgang og under hans vogtning i kirken. For når vi ikke må undlade noget for at vinde alle dem for Kristus, som endnu aldrig har kendt ham – sådan som det er påvist ovenfor –, hvor meget mere skal vi så ikke anvende al flid, møje og arbejde på at føre dem tilbage til ham, som én gang har kendt ham og stadig er hans og derfor er os særligt betroet?

Ja, hertil skal der anvendes en sådan flid, alvor og angst, at det svarer til en fødendes angst og veer. Sådan giver den hellige Paulus os sit eksempel, som det andet skriftsted fortæller om. Men en kvinde, der ligger i fødsel – hvad kan hun ønske mere, og hvad skulle hun ængstes og anstrenge sig hårdere for, end at hun kan føde sit barn godt? Se, en sådan alvor, iver, angst, nød og møje kræves der, for at man igen kan føde Kristus i de frafaldne, så han får sin rette skikkelse i dem, det vil sige føre og drive de bortjagede får tilbage i Kristi fårefold og til det fulde fællesskab med Kristus.

Og denne alvor, iver og møje kræves vel af alle kristne og levende lemmer på Kristus, men især af de retmæssige overhyrder, magthaverne. For så vidt det skal ske ved belæring og undervisning i Kristi sandhed, kræves den først og fremmest af de indsatte hyrder og sjælesørgere. Øvrigheden skal gøre sin tjeneste heri ved flittigt at afværge falsk lære og al tilskyndelse til det onde og ved alvorligt at holde folk til at tage imod Kristi undervisning hos sjælesørgerne og igen slutte sig til Kristi menighed. Men sjælesørgerne må opsøge folk med den største flid og prøve alt det hos dem, som Gud nogensinde giver dem lejlighed til at prøve. Ved klar og kraftfuld påvisning og gendrivelse af vildfarelserne og ved inderligt at fremstille sandheden og Kristi forløsning skal de bringe folk helt ud af adspredelsen og Satans snarer, tilbage til Kristus, deres hyrde, og til hans hjord.

De må være de hyrder, der forlader alt andet og gør alt for ikke blot at føre eller drive de vildfarne får tilbage, men også bære dem på deres skuldre, sådan som det første skriftsted, der er anført her, lærer. De må være moderen, der igen føder dem med angst og nød, sådan som det andet skriftsted viser. De må være Herrens tjenere, der tåler og bærer alt, prøver og gør alt, med mildhed og med strenghed, for igen at befri dem, som Satan har fanget til at gøre hans vilje, fra Djævelens fælde, sådan som det tredje skriftsted siger.