Hvordan de skadede og sårede får skal forbindes og helbredes

Matt 18

Men hvis din bror synder mod dig, så gå hen og irettesæt ham mellem dig og ham alene. Hører han dig, har du vundet din bror. Hører han dig ikke, så tag endnu én eller to med dig, for at enhver sag kan stå fast på to eller tre vidners udsagn. Hører han dig ikke, så sig det til menigheden.

2 Kor 2

Men det er nok, at han er blevet straffet sådan af de mange, så I nu tværtimod så meget mere skal tilgive og trøste ham, for at han ikke skal synke ned i alt for stor bedrøvelse. Derfor formaner jeg jer til at vise ham kærlighed.

2 Kor 12

Jeg frygter, at når jeg kommer, finder jeg jer ikke sådan, som jeg vil, og I finder heller ikke mig sådan, som I vil; at der er strid, misundelse, vrede, kiv, bagtalelse, sladder, opblæsthed og oprør; at jeg, når jeg kommer igen, skal ydmyges af Gud hos jer og må sørge over mange, som før har syndet og ikke har omvendt sig fra den urenhed, utugt og udsvævelse, som de har drevet.

Gal 6

Kære brødre, hvis et menneske skulle blive grebet i et fejltrin, så skal I, som er åndelige, hjælpe ham til rette i en mild ånd. Og se til dig selv, at ikke også du bliver fristet. Bær hinandens byrder, så opfylder I Kristi lov.

Disse skriftsteder lærer os tre ting. For det første, at alle kristne skal hjælpe de sårede får, men især sjælesørgerne. For det andet, at man skal give denne hjælp til alle får, der bliver skadet eller såret. For det tredje, hvad den hjælp og den lægedom er, som man skal helbrede de sårede får med.

Hvem de skadede og sårede får er, er sagt ovenfor: nemlig dem, der ganske vist bliver i kirken og i Kristi fællesskab, men som forser sig med åbenlyse og kendte synder og misgerninger. Det gælder for eksempel frafald fra bekendelsen til Kristus, fornægtelse af Kristi sandhed og anden bespottelse af Gud, hans hellige ord og alt guddommeligt; ulydighed og trods mod de foresatte; al krænkelse af næsten i ord og gerning, på gods, liv eller ære; al utugt og al umådeholdenhed.

Det første, vi her skal lære, er altså, hvem der skal forbinde og helbrede de skadede og sårede får. Det påhviler først alle kristne, for Kristus må jo leve i alle kristne og udøve sine gerninger i dem. Men først og fremmest skal de, der er særligt indsat til sjælesorgen og til denne lægedom mod synden, være flittige hermed. Også øvrigheden skal gøre sit hertil og samtidig sørge for, at de særlige sjælelæger og alle kristne udfører deres embede heri trofast og med frugt. For øvrigheden, som Gud har underlagt alle sjæle, har jo det embede at sørge for og hjælpe til, at alle sjæle lever ret og godt og tjener Kristus, vor Herre, rettelig og med flid i alle ting – ham, som Faderen har givet al magt i himlen og på jorden.

I det første skriftsted ser vi, at Herren taler til hver eneste kristen: «Synder din bror mod dig.» Sådan kræver Helligånden også i det fjerde skriftsted, at enhver, som er åndelig – det vil sige en kristen, som gerne vil leve kristent – skal hjælpe dem, der bliver grebet af synder, til rette igen.

Men i det andet skriftsted har vi den straf, som var blevet givet af de mange og på kirkens vegne. Den hellige Paulus havde sat den i gang, og kirkens ældste i Korinth havde fuldbyrdet den. Derfor viser dette skriftsted os den straf og bedring, som sjælesørgerne skal udføre. Denne straf kræver Herren, når han befaler, at de, som ikke vil bedre sig efter den særlige advarsel, skal meldes til kirken, for at kirken ved sine ældste også kan advare og straffe dem. Og det er det, den hellige Paulus befaler Timotheus, når han skriver til ham: «Irettesæt dem, der synder, i alles påhør, for at også de andre skal frygte,» 1 Tim 5.

Men i det tredje skriftsted ser vi endnu tydeligere, hvordan kirkens tjenere frem for andre skal være flittige og nidkære med en sådan lægedom for de skadede og sårede sjæle, og hvordan de skal gøre det godt igen, som andre forsømmer heri. Sådan viste den hellige Paulus sig jo over for korintherne: Det, som kirken i Korinth havde ladet gå ustraffet og uden bod hen hos sig, ville han derfor sørge over og ydmyge sig for, det vil sige faste og bede og sådan gøre bod. Sådan ville han vække hele kirken dér til den nidkærhed og alvor i denne sag, som sømmer sig. Ja, han ville også selv komme og vise straf og alvor over for dem, over for hvem de havde forsømt deres embede, sådan som han skriver lige efter i kapitel 13.

Dermed har vi det første: hvem der skal forbinde og helbrede de sårede, nemlig enhver kristen sin næste, men især de, der særligt er indsat til at passe og vogte Kristi får. Hovedgrunden hertil er denne: At forbinde og helbrede sådan er en gerning, som Kristus har lovet at udøve over for sine får. Derfor vil han heller ikke undlade at udøve den i nogen af sine lemmer. Og han vil udøve den med særlig flid i de af sine lemmer, som han særligt har indsat hertil, og det er hans underhyrder, både øvrigheden og sjælesørgerne.

Det andet: at man skylder alle skadede og sårede får denne omsorg, denne forbinding og helbredelse, så længe de bliver ved med at være får og tåler deres hyrde Kristi røst. Det bevidner – ud over andre skriftsteder – alle de anførte skriftsteder. For de taler helt alment: Den, som synder; den, som bliver grebet i et fejltrin; det, som er skadet og såret. Herren siger: «Hvis din bror synder mod dig,» og han angiver ingen anden grund til denne hjælp, end at den, som skal have hjælpen, er en bror og har syndet. Herren siger ganske vist «mod dig», men sande kristne regner alt, hvad de erkender er syndet og forbrudt mod deres hoved og herre, Kristus, for syndet mod sig selv.

Det tredje: Hvad den hjælp og den lægedom er, som vi skal give de skadede og sårede får, kan vi også lære – ud over andre skriftsteder – af alle de fire anførte skriftsteder. For denne lægedom er intet andet end at vise den, der har syndet, hans synd sådan, at han derved i tilstrækkelig grad bliver ført og bevæget til sand erkendelse, anger og sorg over synden; og så igen at trøste ham og styrke ham til håb om nåden sådan, at han bliver helt ivrig og glad for at bedre sig for alvor.

For Herren kræver jo i det første skriftsted, at man skal vise og afdække synden for den, som har syndet, sådan at han bliver overbevist om sin synd og overvundet og på den måde vundet ved den sande omvendelse. Han bruger jo ordet ἐλέγχειν, som betyder at vise én uretten klart og overbevise ham om den. Og han tilføjer: «Hører han dig, har du vundet din bror.» Ved de små ord «din bror» og «vinde» viser han, at han kræver en sådan irettesættelse af dem, der har syndet, som stemmer overens med og sømmer sig for ret broderkærlighed og omsorgen for at vinde brødrene fra den evige død til det evige liv. Men synderen er først vundet, når han er bevæget og bragt dertil, at han siger: «Jeg har syndet, jeg beder om nåde, jeg vil bedre mig» – når han er helt knust og ydmyget over sin synd, men også igen er godt trøstet i Kristus og er blevet helt ivrig og brændende efter at bedre sig i alt. Så er skaden ret forbundet, og det skadede lem på det indre menneske heles.

Hos dem, som efter Kristi befaling vil irettesætte og vinde synderne, vil det da følge af sig selv, at de gør det i en mild ånd, som det fjerde skriftsted kræver, og af virkelig inderlig kærlighed. Den kærlighed gør én helt villig og rede til at bære synderens byrde, som det fjerde skriftsted lærer, og også til at gøre bod for ham, sådan som det tredje skriftsted stiller Paulus' eksempel frem.

En sådan lægedom har den hellige apostel beredt og givet den omtalte korinther. Han har ladet ham straffe på hele kirkens vegne, og han har også for sit eget vedkommende tugtet ham særskilt i sin ånds kraft og overgivet ham til Satan til kødets tugtelse, for at ånden kunne blive hjulpet. Dermed har han bragt denne synder til en sådan anger og omvendelse fra synden, at synden i ham blev helt undertrykt og dræbt. For at dette menneske så også kunne rejse sig igen, trøstet, til ret bedring og blive styrket i den, skrev han til kirken i Korinth, at der nu var straf og alvor nok; nu skulle de tværtimod tilgive ham, trøste ham og vise ham kærlighed, for at han ikke skulle synke ned i alt for stor bedrøvelse. Og han tilgav ham og trøstede ham også selv.

Heraf kan man jo tydeligt se, hvad denne åndelige lægedom for de skadede og sårede får er, og hvordan den også skal gives dem. Denne korinther var hårdt skadet på det indre menneske; hans blod og hud var stygt besmittet af urenheden. Ham har apostlen sammen med kirken i Korinth renset ved straffen og tugten; med en sådan skarphed har han skuret de stygge bylder og det rådne kød rent og ætset det bort. Ved at tilgive og trøste ham og vise ham kærlighed har han så igen ladet et godt, sundt blod og en ren og sund hud vokse frem hos ham og på den måde helbredt ham.

Netop sådan helbredte Natan Davids skade, da han var faldet i ægteskabsbrud, drab og en så alvorlig bespottelse af Guds navn, at han med vilje gav Guds fjender sejr over Guds folk, bare for at også Urias skulle omkomme. Ved skarpt at vise ham den store uret og overbevise ham om den satte profeten Davids brækkede lemmer på plads igen og rensede det onde, rådne stof ud. Det var for alvor sket med David, da han sagde til Natan: «Jeg har syndet mod Herren.» Men da profeten igen trøstede ham med Guds nåde og sagde: «Herren har taget din synd bort, du skal ikke dø,» da styrkede han ham ret igen og helede hans åndelige lemmer.

For det indre menneskes sundhed og liv består i en ret, levende tro på Guds barmhjertighed og en sikker tillid til syndernes forladelse, som Kristus, Herren, har erhvervet og fortjent for os. For denne tro og tillid får os til ret at elske Gud og alt, hvad han har behag i; den bringer os hans gode Ånd, som virker en ret vilje og evne i os til at undgå alt ondt og gøre alt godt.

Men der er nogle skader, som kræver lang tids medicinering, skarp udrensning, ætsning, skæring og brænding, før man kan helbrede dem rigtigt, det vil sige bringe folk til fuldkommen anger over synden og fuldstændig rensning fra de onde lyster og tilbøjeligheder. En sådan skade var netop den korinthiske mands fald, som det andet skriftsted omtaler. Derfor overgav den gode og milde apostel ham i så lang tid til Satan, til kødets fordærv og åndens hjælp. Straffen og udstødelsen fra den kristne menighed, kirken i Korinth, voldte ham også ikke så lidt smerte, for den hellige Paulus skriver om ham, at han ikke skal synke hen i alt for stor bedrøvelse. Men denne lange og skarpe medicin bragte stor forbedring både hos ham og hos de andre. I ham dræbte den al kødelig letfærdighed, og de andre skræmte den bort fra den og fra alle synder.

Af samme art var også Davids bod. Han fik ikke alene pålagt, at det barn, som Batseba først havde født ham, skulle dø, men også den forfærdelige og meget alvorlige tugt, at hans søn Absalom gjorde oprør.

Samme alvor viste de gamle og apostoliske kirker over for alle grove overtrædelser. Dermed bragte de dem, der havde syndet, til den bedrøvelse efter Guds vilje, som virker en anger, der ikke fortrydes. Og i menigheden bevarede og fremmede de frygten, flid og iver efter at leve kristent og desuden vrede og straf mod lasterne, sådan som den hellige apostel vidner om i 2 Kor 7.

Derfra stammer det offentlige skriftemål og den offentlige bod, som vi læser om hos Tertullian, Cyprian, Ambrosius og alle de gamle hellige fædre. Var en af de kristne faldet i en grov og offentlig synd, som også andre tog anstød af, så lod man ham ikke få adgang til fællesskabet ved Kristi bord, før han havde givet kirken et tydeligt og fyldestgørende tegn på sin anger og forbedring og havde gjort fyldest, det vil sige havde vist sig som en, der virkelig var ked af sin synd og af hjertet havde givet sig ind på at forbedre sig.

Denne fyldestgørelse og dette bevis på anger og forbedring måtte de, som havde syndet og givet kirken anstød, yde på denne måde: Først måtte de offentligt i kirken skrifte og bekende for hele folket, at de havde syndet og forbrudt sig. Dernæst måtte de i en tid, som kirkens ældste fastsatte for dem, sørge og bøde for deres synd med gråd og klage, med megen og inderlig bøn og påkaldelse, med faste og nattevåg og ved at afholde sig fra alle legemlige fornøjelser, også med større almisser og med alle sande kristne øvelser. I klæder, mad og drikke og i alt, hvad de gjorde, måtte de vise sig som sørgende, der søgte syndernes forladelse med et helt sønderknust hjerte og en knust ånd, og som med den største iver og alvor havde sat sig for at omvende og forbedre hele deres liv.

Sådan viste de i den fastsatte tid kirken deres anger og sorg over deres synd og deres sande, faste forsæt om at forbedre sig, og dermed gjorde de fyldest over for den. Ved deres eksempel skræmte de også dem, som de før med deres overtrædelse havde givet anstød og tilskyndet til synd, bort fra det onde igen og bevægede dem til uskyld. Først efter alt dette benådede de ældste dem igen på kirkens vegne. De forsonede dem offentligt med Kristus, Herren, og med hans kirke, løste dem af Guds vredes bånd og tilgav dem synden i Herrens navn. Derpå lod de dem igen få adgang til Herrens bord og til hele kirkens fællesskab og optog dem i det. Denne tugt og bod for synden holdt de gamle hellige fædre meget alvorligt fast ved, sådan som man kan læse hos dem alle.

Den mest gudfrygtige og retskafne kejser Theodosius blev overmandet af sin vrede (som han også var særlig udsat for, sådan som den hellige Ambrosius selv skriver til ham), så han i Thessaloniki begik et meget groft drab på grund af et oprør, hvor nogle af hans embedsmænd var blevet dræbt. Han havde kaldt borgerne sammen på skuepladsen, som om han ville lade et skuespil opføre for dem. Derpå havde han befalet soldaterne at falde over dem og slå dem ihjel, og de dræbte da også omkring syv tusind af dem, skyldige og uskyldige.

Efter denne grove gerning kom kejseren til Milano og ville gå i kirken og til Herrens bord ligesom andre kristne. Det forbød den hellige Ambrosius ham ansigt til ansigt. Han bandt ham i Jesu Kristi navn til bod og udelukkede ham dermed fra Kristi menighed, indtil han havde gjort tilbørlig bod for det grusomme drab og det grove anstød. Dette bånd bar kejseren i otte måneder med kristen ydmyghed. Først gennem sin hofmester Rufinus og siden også personligt bad han under tårer og i den dybeste ydmyghed den hellige Ambrosius om benådning og forsoning med kirken. Alligevel løste den hellige Ambrosius ikke dette bånd, før kejseren offentligt i kirken havde stillet sig blandt de bodfærdige, var faldet på sit ansigt til jorden og dér offentligt havde bekendt og begrædt sin synd for Kristi menighed. Desuden indvilligede han, som den bod, den hellige Ambrosius pålagde ham, i at lade en lov udgå i hele riget, og det lod han også straks ske. Derved skulle hans anger og bod blive kendt i hele riget. Alle de, som med rette var blevet krænket af hans hastværk med at straffe oprøret i Thessaloniki, skulle få oprejsning ved denne bod, og alle, der havde taget anstød, skulle blive bedret, når de i denne lov tydeligt så, at kejseren af hjertet angrede sin alt for hurtige og hårde straf, og at han i sandhed havde givet sig ind på at forbedre sig.

For i denne lov skød han en slå for al utidig hast og strenghed i straffen, både for sig selv og for andre fyrster, og henviste al sådan strenghed til en mildere tid. Derfor lod han heller ikke denne lov udgå i sit eget navn alene, men satte navnene på sine medregenter i kejserdømmet, Gratian og Valentinian den Yngre, foran. Efter bestemmelse fra deres far, den ældre Valentinian, var han så at sige deres formynder og dog også medregent i kejserdømmet.

Lovens indhold er dette: Når kejserne under hensyn til forbrydelsen befaler, at nogen skal straffes strengere, end de plejer, så skal de anklagede, hvis straf er befalet, ikke straks straffes eller modtage deres dom. Deres skæbne og udfaldet af deres sag skal derimod udsættes i tredive dage. Dog skal de anklagede imens være i lænker og i forvaring og bevogtes af omhyggelige vagter.

Den retskafne kejser Theodosius lod denne lov udgå og gav den sådan kraft, at den blev antaget overalt og fik så stor gyldighed, at kejser Justinian senere optog den i sin samling af kejserlige love og påbud, sådan som vi stadig har den: C. de poenis, som begynder med «Si vindicari». [Codex Justinianus 9,47,20, titlen «Om straffe»; lovens indledningsord betyder «Hvis vi befaler at straffe …».]

Se, en sådan alvor har man i kirken udøvet over for dem, der har krænket kirken med offentlige, grove synder, dengang de sande biskopper styrede kirkerne.

Disse hellige, trofaste biskopper har heller ikke udøvet denne alvor som en menneskelig ordning, men som befalet og krævet af Kristus. For den hellige Paulus holdt ikke alene selv alvorligt fast ved denne ordning som en befaling fra Herren, men han irettesætter også andre, hvor en sådan ordning blev forsømt. Til korintherne skriver han: «Og I er opblæste og har ikke hellere sørget, så han, som har forbrudt sig, blev fjernet fra jer.» Se, hele kirken i Korinth burde have sørget og klaget over dette menneskes overtrædelse og udstødt ham fra sig. Han siger ikke: «Hvis han ikke vil holde op med sit onde», men: «han, som har gjort dette og forbrudt sig.»

Og da korintherne havde godtaget apostlens irettesættelse og havde rettet op på det, de før havde forsømt, skriver apostlen til dem: «Det er nok for ham – han mener den, der har gjort bod – med denne straf fra de mange, så I tværtimod snarere skal tilgive ham og trøste ham, for at han ikke skal synke hen i alt for stor bedrøvelse.» Se, apostlen formaner korintherne til at tilgive denne bodfærdige: Den straf, han havde fået fra de mange, det vil sige fra hele kirken, sådan som apostlen havde bestemt det i det første brev, kapitel 5, skulle være nok. Og han tilføjer denne begrundelse: «for at han ikke skal synke hen i alt for stor bedrøvelse.» Har dette menneske nu været så bedrøvet over sin synd, at man måtte frygte, at han kunne synke hen i så stor en bedrøvelse og helt fortvivle, så har han sikkert for længst givet sig ind på at forbedre sig og i den dybeste ydmyghed taget imod kirkens straf og altså i sandhed hørt kirken. Alligevel var han endnu ikke tilgivet, men måtte blive så længe under straf og bod. Efter at den hellige apostel havde skrevet det første brev til korintherne, sendte han nemlig først Timotheus og siden også Titus til dem. Først efter alt dette, og efter at han havde tilbagelagt lange rejser, skrev han dette andet brev til korintherne og formanede dem til at tilgive denne bodfærdige, og han tilgav ham også selv. Den tid har varet mere end et år, sådan som man også kan forstå af kapitel 9 i dette brev til korintherne.

Heraf ser vi jo, at apostlen regnede denne udelukkelse fra menigheden og denne bod for en ordning og befaling fra Herren, som ingen kirke må forsømme – også for dem, der engang er faldet i de grove synder, selv om de rejser sig fra synderne og angrer dem. Ellers ville han ikke have irettesat korintherne så skarpt og med en sådan alvor for deres forsømmelse. Menneskelige forordninger har han nemlig aldrig regnet så højt. [At den offentlige kirkebod er en befaling fra Herren, som ingen kirke må forsømme, er Bucers egen lære; Apologien (art. 12) regner oldkirkens kanoniske fyldestgørelser for menneskelige ordninger, der ikke er nødvendige til syndernes forladelse.]

Det kan vi også forstå af det, vi læser i 2 Kor 13: «Jeg har sagt det før, og jeg siger det på forhånd, som da jeg var til stede anden gang, og nu skriver jeg det i mit fravær til dem, som før har syndet, og til alle de andre: Når jeg kommer igen, vil jeg ikke skåne nogen, eftersom I kræver at få at se, hvem der taler i mig, nemlig Kristus, han som ikke er svag over for jer, men er stærk i jer.» Og videre: «Derfor skriver jeg dette, mens jeg er fraværende, for at jeg, når jeg er nærværende, ikke skal vise strenghed med den myndighed, som Herren har givet mig til at opbygge og ikke til at nedbryde.»

I alt dette ser vi, hvordan apostlen truer korintherne med en særlig skarp og alvorlig straf. «Jeg vil ikke skåne nogen,» siger han, og: «… for at jeg ikke skal vise strenghed.» Og for at vise, at denne alvor og denne strenghed ikke skal være noget ringe, truer han med Kristi magt: «Eftersom I kræver at få at se, hvem der taler i mig, nemlig Kristus, han som ikke er svag over for jer, men er stærk i jer.» Hermed viser apostlen jo klart, at denne straf, som han truer dem med, der havde syndet, er en alvorlig sag og en befaling fra Herren og ikke en menneskelig ordning.

Det viser han også ved det, han skriver i det tolvte kapitel, og som vi ovenfor har anført som det tredje skriftsted: «… at Gud skal ydmyge mig hos jer, og at jeg må sørge over mange, som før har syndet» osv. Denne ydmygelse og sorg har han også krævet af korintherne i det første brev, kapitel 5: «Og I er opblæste,» skriver han, «og har ikke hellere sørget.»

Denne ydmygelse og sorg var nu en alvorlig faste, bøn og klage over synden. Det kan vi forstå af alle de steder i Skriften, hvor vi læser om det, som de gamle græske oversættere [Septuaginta] på deres sprog har gengivet med «ydmyge» og «sørge».

Det gælder nemlig 2 Mos 33, da folket skulle gøre bod for overtrædelsen med guldkalven; ligeledes 3 Mos 16, hvor Gud påbyder den årlige, fælles bod; også Dom 21, hvor Israels folk klager og faster, da det var blevet slået af benjaminitterne; 1 Sam 7, hvor folket klager over sin synd og gør bod for den. Sådan var også kong Akabs bod, da han gjorde bod for mordet på Nabot, 1 Kong 21. Ligeledes ninevitternes bod og alle de andres, hvis bod vi læser om i Bibelen, og som de kære profeter opfordrer til, når de formaner til sand anger, omvendelse og forsoning for synderne.

Nu vel, kære kristne, lad os da se, hvad der følger af alt dette, og hvad man kan slutte: Den ydmygelse og sorg, som apostlen skriver om, er en alvorlig tugtelse af kødet, en faste, klage, bøn og bønfaldelse for synden. En sådan ydmygelse kræver apostlen nu også af hele kirken, hvor der var blevet syndet groft. Ja, han anser den for så nødvendig, at han som en ledende sjælesørger erkender, at han over for Gud selv er forpligtet til at tage en sådan ydmygelse på sig, hvis de, der havde syndet, undlod den. «Jeg frygter,» skriver han, «at Gud, når jeg kommer til jer, vil ydmyge mig, og at jeg må sørge.» Se, han erkender, at det er Gud og ikke noget menneske, der pålægger ham en sådan ydmygelse.

Den kære apostel mente altså, at Gud krævede en så alvorlig ydmygelse af ham for at gøre bod for andre folks synd, ja, at han selv måtte pålægge sig den, hvis de, der havde syndet, undlod den – han, som dog af hjertet sørgede over al overtrædelse og intet undlod for at hindre, afværge og rette al synd hos enhver. Så ser vi jo klart, at apostlen ikke forstår denne straf, tugt og bod for de grovere synder anderledes end som noget, Gud Herren kræver på det allerstrengeste – og kræver sådan, at også en hel kirke og især sjælesørgerne skal tage det på sig, når nogen i kirken har syndet og forbrudt sig groft.

Og hvordan skulle den hellige apostel kunne forstå denne ydmygelse og bod anderledes? Det var jo netop den samme Helligånd, som havde drevet de gamle, kære hellige, der drev ham. Ja, Kristi Ånd drev ham, den Ånd, som i de troende holder og opfylder alt det, som Gud nogensinde har forordnet og befalet sit gamle folk i bogstaven – for så vidt det i sig selv og til alle tider er til opbyggelse – uden bogstavens tvang, af fri vilje og med større iver. Nu læser vi i 3 Mos 4, 5 og 6 [trykket har «andet Mosebog»], at Gud har forordnet og befalet sit folk: Hvis nogen af folket, af præsterne eller af fyrsterne, eller hvis hele folket, har forset sig mod hans lov, hvad enten det var ved at gøre, hvad han havde forbudt, eller ved at undlade, hvad han havde befalet, så skulle de komme frem for ham i hans kirke og for præsten, dér bekende deres synd, bede om nåde, bringe deres offer og således ved præsten opnå forsoning. Og det skete i sandhed ikke uden den alvorlige ydmygelse, klage og faste, som vi ovenfor har anført nogle skriftsteder om. For på disse steder og overalt i Skriften, hvor der tales om bod for synderne, læser vi, at man har måttet opnå forsoning for synderne med en sådan ydmygelse, klage, faste, bøn og bønfaldelse.

At hele kirken og især de ældste har erkendt sig forpligtet til at gøre bod for og sammen med dem, der havde syndet så groft, har vi meget herlige og stærke eksempler på hos Moses, Josva, Samuel, Jeremias, Ezra og andre. De troende er lemmer på hinanden, og derfor skal deres forstandere for deres del vise hovedets art, som især lider med i alle lemmernes lidelser og har den største omsorg for, at det bliver bedre. De troende har alt godt og ondt fælles. Den ene bærer den andens byrde og lader det, de andre synder, være sin egen skyld. Derfor gør de også bod med og for hinanden, og det gør først og fremmest de, der skal udføre hovedets tjeneste, de sande sjælesørgere, som Moses, Josva, Paulus og deres lige var. Man kan læse om Moses, hvordan han klagede, bad og bønfaldt for folket, 2 Mos 32, da han bad om, at Gud skulle slette ham af livets bog eller tilgive folket; 3 Mos 9; ligeledes om Josva i hans bogs kapitel 7, hvordan han sammen med de ældste lå hele dagen for Herrens ansigt og klagede og bønfaldt, skønt det kun var Akan, der havde forgrebet sig på det, der var lagt band på i byen Jeriko, og syndet, men dermed havde vakt Guds vrede mod hele folket. Gud lader menighederne have gavn af alle deres lemmer; derfor må de også bære sådanne synder og have del i straffen for dem.

Heraf ser vi nu, hvordan den almægtige, gode Gud også har befalet sit gamle folk dette lægemiddel mod synderne: den alvorlige og offentlige ydmygelse, tugt og bod. Og det så alvorligt, at han ikke alene ville have dem, der havde syndet, forpligtet hertil, men også hele folket og først og fremmest forstanderne, hyrderne og sjælesørgerne. Vi ser også i alt dette, hvordan den sande guddommelige Ånd altid har drevet alle rettroende hertil og selv har gjort dem villige.

I Kristi kirke skal alt godt, alt, hvad der gavner og bedrer, alt, hvad der er et lægemiddel mod synderne, jo øves langt mere fuldkomment, alvorligt og ivrigt end hos de gamle, for den har også mere fuldkomment modtaget Kristi nåde og forløsning, han hvis gerning det er at hjælpe sit folk fra synderne. Hvordan skulle så den hellige Paulus sammen med alle de andre apostle og sjælesørgere ikke med al alvor have krævet, selv have udført og med al iver have drevet og holdt enhver til et sådant lægemiddel mod synderne, som Gud kræver så alvorligt, og som derfor er yderst helsebringende – selv om denne ordning ikke udtrykkeligt er givet os i bogstaven, sådan som den blev givet de gamle?

Og det skal man netop lægge godt mærke til ved denne og ved alle kirkens ydre øvelser, at vor Herre Jesus i bogstaven har foreskrevet os meget lidt om alle ydre handlinger, og hvad han har foreskrevet om dem, har han også ladet sammenfatte i korte ord. Kun om den hellige dåb, nadveren og boden har vi hans skrevne ordning, og den endda så kort som muligt. Om dåben har vi i bogstaven jo ikke mere befaling eller bud end: «Gør alle folk til mine disciple, idet I døber dem» osv. Om den hellige nadver kun, at vi, når vi holder den, skal holde den til hans ihukommelse. Sådan har vi heller ikke mere om denne sag, som vi nu behandler, boden, end at sjælesørgerne skal tilgive alle, der angrer og lover bedring, deres synder; og at det, de binder på jorden, skal være bundet i himlen, og det, de løser på jorden, skal også være løst i himlen; at dem, de fastholder synderne for, skal de være fastholdt for, og dem, de tilgiver synderne, skal de være tilgivet. Men de kære apostle, ja, Helligånden i apostlene, har så ved disse og andre ordninger i kirken yderligere indrettet, hvad Kristi gerning krævede deri, og også hvad der kan gøre Guds gerning stor, anselig og tiltalende.

Ved den hellige dåb har Helligånden ordnet, at når den skal gives til voksne, skal de bekende deres synd, forsage djævelen og verden og med deres egen bekendelse overgive sig til Kristus og kirken. For sådan holdt apostlene det ved dåben, som vi læser i Apostlenes Gerninger, og det i sandhed alene efter Helligåndens indskydelse.

Sådan har den hellige Paulus også irettesat misbruget ved den hellige nadver, som havde bredt sig i Korinth, og har lært og ordnet den rette brug og den gode orden deri, både i sit brev og personligt, da han senere kom til dem, som han havde lovet dem i brevet.

På samme måde har apostlene også ordnet, hvad der hører til den rette bod. I bogstaven har man ikke mere end dette: Hvad kirken binder, og hvis synder den fastholder, det skal være bundet, og de synder skal være fastholdt; og hvad den løser, og hvis synder den tilgiver, det skal være løst, og de synder skal være tilgivet. Men hvilke mennesker kirken skal binde eller løse, hvem den skal fastholde eller tilgive synderne, og hvad den skal kræve af dem eller pålægge dem – derom har vi ingen skriftlig befaling fra Herren, der i bogstaven tydeligt og udtrykkeligt giver os besked om alt dette. Men vi har apostlenes handlemåde, og hvordan de i dette har handlet ud fra Kristi Ånd, sådan som vi nu har påvist ud fra den hellige Paulus' skrifter. For de andre apostle har uden tvivl handlet på samme måde, ligesom den ene Kristi Ånd jo har ført og drevet dem alle.

Herren befalede den hellige Paulus og de andre apostle at vogte sine får, og det på den mest trofaste og bedste måde. Heraf havde de tilstrækkelig befaling til at gøre, ordne og kræve alt det, som kan tjene til fårenes frelse. Men at den omtalte straf og bod for dem, der er faldet i de grovere synder, tjener til fårenes frelse, det havde de for længst lært af loven og profeterne, og de havde også allerede øvet den. Dertil er de også blevet drevet af Helligånden, som styrer Kristi kirke.

Og Helligånden har sandelig ikke alene lært Guds folk, både det nye og det gamle, at det er meget nyttigt og opbyggeligt, ja, også nødvendigt med en særlig tugt og straf for dem, der er faldet i de grovere synder – også en, som undertiden varer et godt stykke tid. Han lærer også alle mennesker det ved naturens lys. Faderen tugter sit barn, taler ikke til det i en periode, jager det undertiden helt bort og lader det ikke komme ham for øje, når det har syndet for groft og har forbrudt sig alt for frækt mod ham, indtil det har gjort ordentlig bod og i alt, hvad det gør og lader være, grundigt har vist sin anger over overtrædelsen og sin vilje og sit forsæt om at forbedre sig. Det viser det ved med særlig flid at holde sig fra alt det, som kan mishage faderen, og ved at stræbe efter alt det, som behager faderen. Og selv når barnet har gjort alt dette og allerede har gjort bod i en god tid og måske længe har lidt megen fattigdom og elendighed, tager faderen det alligevel ikke tilbage i sin tidligere kærlighed og gunst. Det må først bede ham om det i al ydmyghed, ofte også sende andre til ham og lade dem bede for sig, og så også alvorligt love og forpligte sig til det, som faderen vil.

Sådan behandler også retskafne herrer deres tjenere, når de har forset sig for groft. Og i alle velordnede samfund må alle, som har forbrudt sig i noget alvorligt, på samme måde gøre bod, gøre fyldest og bevise deres bedring. Og ingen får straks tilgivelse, blot fordi han holder op med overtrædelsen og siger, at han er ked af det. For ved en sådan straf, tugt og bod får folk en ret sky for at gøre uret, og deres køds kådhed bliver noget dæmpet, og de andre bliver afskrækket fra synd.

Gud har altså indstiftet en sådan tugt, straf og bod til menneskenes gavn og bedring og bruger den også gennem alle retskafne fædre, tugtemestre og foresatte, og i hans menighed skal den bedste tugt og ledelse findes, som drager og driver menneskene fra alt ondt til alt godt og holder dem til det. Derfor har han også befalet sit folk Israel en sådan tugt, straf og bod og foreskrevet den for det i bogstaven; men sit nye folk har han givet og befalet den gennem de kære apostle, ja, ved sin Helligånd, sådan som det er vist ovenfor ud fra den hellige Paulus.

Det er på grund af denne Guds befaling og Helligåndens ordning, at de hellige gamle fædre holdt så alvorligt fast ved det offentlige skriftemål og den offentlige bod, som vi har nævnt ovenfor.

Og hvis nogen, der havde syndet alvorligt, blev optaget i Kristi fællesskab og forsonet med kirken, før han ved en sådan bod havde gjort fyldest over for kirken i den tid, der var sat for ham, så regnede de gamle hellige martyrer og fædre det ikke for andet end en fræk overtrædelse af Kristi ordning og en sikker undergang både for den, der havde syndet, og for hele kirken. Sådan læser vi det hos den hellige Cyprian og andre fædre.

Herren har givet sin kirke nøglerne til Himmeriget og magt til at binde og løse, til at fastholde synden og til at tilgive den. Hvad er det nu at binde og fastholde synden andet end dette: når sagen er kommet for kirken, at binde og holde dem, der har syndet, til bod for deres synder – som syndere, der har foragtet Kristi forløsning, og som mennesker, der er faldet i Guds vrede og den evige fordømmelse – og at drive dem til af hjertet at søge nåde og bedring ved at ydmyge og tugte deres stolte og kåde kød?

Når kirken så også skal løse og tilgive synden, og den skal gøre det på Guds vegne og derfor handle med al alvor og sandhed, kan den jo ikke løse nogen eller tilgive nogen hans synd, medmindre den i sandhed kan erkende – så vidt det tilkommer den at erkende – at han står i sand anger over sine synder og af hjertet giver sig hen til bedring. Men en sådan sand anger og hengivelse til bedring efter de sværere og grovere fald beviser ingen alene ved, at han i gerning holder op med den synd, han har begået, og siger: «Jeg er ked af det, jeg vil ikke gøre det mere.» [Den Augsburgske Bekendelse (art. 12) lærer, at syndernes forladelse modtages ved troen, og at fyldestgørelser ikke er nødvendige for den; Bucer taler her om kirkens genoptagelse af offentlige syndere efter offentlig bod.]

Når nogen (et billede, som også den hellige Ambrosius bruger) blot har gjort en jordisk fyrste svært vred og dermed forbrudt sit liv, er faldet fra ham, har bedraget ham for noget eller på anden måde har forbrudt sig groft – hvor meget ydmyger han sig da ikke, og hvor meget bekender, beder og bønfalder han ikke, både selv og gennem sine nærmeste! Og hvad påtager og forpligter han sig ikke til for at bevise sand anger over sin forseelse og en fast vilje til at forbedre sig! Han tænker ikke, at det skulle være nok blot at holde op med misgerningen og sige: «Jeg vil aldrig gøre det igen.»

Hvor meget må de da ikke skrifte, klage, ydmyge sig, bede og bønfalde, og hvad må de ikke påtage sig og forpligte sig til – de, som ret erkender og angrer deres store og forfærdelige synder, hvormed de har gjort den almægtige, deres himmelske Fader, og vor Herre Jesus Kristus, deres eneste frelser, så svært vrede og har forarget hans menighed så skadeligt, at de derved har fortjent den evige død? Uden tvivl vil ingen sådan nogen sinde mene, at det er nok at holde op med synden i gerning og sige: «Jeg er ked af det.» Nej, ligesom den første Adam, som Israels børn og alle de blandt dem, der nogen sinde ret har erkendt og angret synden, som Peter og alle de i Kristi kirke, der nogen sinde i sandhed har gjort bod, og sådan som den hellige Paulus lærer korintherne, vil han med stor forskrækkelse og frygt, med alvorlig ydmygelse og tugtelse, med faste, bøn, gråd og indtrængende anråbelse og med den højeste iver rette sig efter Guds velbehag: i at lide, undgå, tåle og bære, gøre og lade alt det, hvormed man kan håbe at behage Gud.

Heller ikke den kære Peter nøjedes med, at han holdt op med at fornægte Herren og var ked af det. Han kunne ikke længere blive på det sted, hvor han var faldet, men gik ud, græd bittert, klagede og sørgede over sin så svære synd, indtil Herren selv trøstede ham. Og i den tid, han græd og klagede, har han sikkert kun undt sit legeme lidt fornøjelse. Sådan gjorde også Israels folk, så ofte det havde gjort Herren farligt vred. Sådan gjorde også David, Hizkija, Jeremias, Daniel, Paulus og alle de, som har klaget over og gjort bod for deres egne eller andres sværere synder. Hvad sagde tolderen i templet? Ikke: «Nå, Herre, nu vil jeg forbedre mig og holde op med at synde»; men han stod langt borte, turde ikke løfte øjnene mod himlen, slog sig for brystet og sagde: «Gud, vær mig, synderen, nådig!» Sådan også synderinden i Luk 7: Hun nøjedes ikke med, at hun var holdt op med sit lastefulde liv; hun trængte sig desuden frem til Herren, og det mens han var blandt de ubarmhjertige farisæere, og græd dér for alles øjne og klagede over sine synder, indtil Herren selv gav hende tilgivelse og bød hende gå bort i fred.

Kort sagt: Hvor folk er faldet i de sværere og grovere fald og synder og får en sand erkendelse af synden og har barnekårets rette Ånd fra Gud, dér kommer der i sandhed altid en sådan klage, gråd, bøn, indtrængende anråbelse, bekendelse og bod. Og det er da en meget kraftig lægedom til helt at rense ud, ætse bort og brænde ud alle syndens sygdomme og tilbøjeligheder til det onde – både hos dem, der har syndet så alvorligt, og hos de andre, som ved en sådan bod bliver bevæget til bedre at erkende og betænke syndens vederstyggelighed og skade og så meget mere og alvorligere at gyse tilbage for synden.

Og hvem kan nægte, at når der i kirken slet ingen straf, tugt eller bod er for nogen synd, hvor gruelig den end er, så bliver det unge og menige folk så meget mere letsindigt til alt ondt? Skam og skændsel forsvinder, og de arme mennesker forvildes og bliver, som den hellige Paulus klager, helt uden anger og hengiver sig til utugt og al forfængelighed og kan ikke få nok af det kåde og fordærvede liv.

Hermed har vi nu til fulde bevist, at den omtalte tugt og bod for synderne er en nødvendig, helsebringende og virkningsfuld lægedom mod synderne og den eneste rette måde at forbinde og læge de værre skader og sår hos Kristi får på, og at den gode Gud og barmhjertige Fader selv har ordnet og befalet sit folk denne tugt og bod. Han har også gennem sine hellige apostle alvorligt krævet og øvet den, og i sin hellige kirke har han opretholdt den med stor iver og alvor, så længe kirkens rette ordning bestod, og de sande biskopper og sjælesørgere tog vare på kirken. Dertil har han også ved sin Helligånd altid drevet sine rette og gode børn, og det gør han stadig.

Når det nu engang forholder sig sådan og ikke kan være anderledes – om ellers den hellige, guddommelige Skrift skal gælde for os – hvilken kristen kunne så tvivle på, at alle, som er indsat til hyrdetjenesten i kirken og skal være de vigtigste sjælelæger og sjælesørgere, er forpligtet til igen at indføre og oprette denne lægedom, den rettidige straf og bod for synderne, i kirken og således igen at tage nøglerne til Himmeriget frem og bringe dem i deres rette brug, og igen at øve den sande, helsebringende binding til bod og løsning til forsoning?

Men denne offentlige bod, som man skal pålægge dem, der har syndet, er – som vi viste i begyndelsen af denne drøftelse – en lægedom for de sværere skader og sår, som kræver en noget skarp udrensning, ætsning og brænding.

Der findes daglige, mindre overtrædelser, for eksempel når man utilsigtet forsømmer ordet, bønnen og kirkens øvelser, al unyttig tale og for megen lyst eller en ikke alt for grov umådeholdenhed i brugen af de gaver, Gud har tilladt os. Ligeledes når man forsømmer at hjælpe og tjene sin næste, uden at det dog er til nogen særlig skade, en mindre vrede og uvilje mod næsten og lignende. Det er de fejl og overtrædelser, som den retfærdige falder i syv gange, det vil sige mange gange om dagen, og som Herren vil have tilgivet halvfjerds gange syv gange, Matt 18 [trykket har «Matth. xvij»]. Disse synder og overtrædelser bekender de kristne og omvender sig fra i al deres bøn og i de øvelser i gudfrygtighed, som de holder hver for sig og i Guds forsamling. Og når sjælesørgerne ved deres trofaste formaning fremmer denne almindelige og daglige bekendelse, omvendelse og bedring, helbreder de disse daglige, mindre sår hos Kristi får.

Men desværre falder mange også i de grovere skader og sår på det indre menneske, netop de skader og sår, som den hellige apostel opregner i det tredje skriftsted: grov og vedvarende splid, misundelse, vrede, kiv, bagtalelse, sladder, opblæsthed, oprør, grov utugt, liderlighed og lignende. Og frem for alt den sværere og mere overlagte forhånelse af Gud, både når man forlader eller endda spotter gudstjenestens øvelser, og ved onde eder og forbandelser. Ligeledes den grovere ulydighed mod og foragt for øvrigheden og alle foresatte. Når Kristi får bliver såret med sådanne skader og sår, og sjælesørgerne og lægerne får det at vide, ser vi jo alene af dette ord af Paulus, hvad der skal gøres mod sådanne skader og sår. Naturligvis det samme, som apostlen ville gøre imod dem: ikke alene ved formaning og eksempel tilskynde dem, der er faldet i sådanne synder, til bod, men også med strenghed drive og holde dem til den.

Derfor: Hvor der i kirken er rette hyrder og sjælelæger, og kirkerne er godt og ret ordnet, vil de aldrig tie stille om sådanne skader og sår på det indre menneske, når de opdager dem hos Kristi får, eller lade dem gå hen uden bod. Men hvis mildheden ikke bevæger sådanne mennesker til bod, vil de ligesom den hellige Paulus ikke skåne dem længere, men vise Kristi magt og bruge strenghed: pålægge dem at ydmyge og spæge det overmodige kød og kræve et vist synligt bevis på anger og forsæt om bedring. For er sådanne hyrder og sjælesørgere sande Kristi tjenere i sjælesorgen og hyrdetjenesten, og anerkender kirkerne dem som sådanne, hvordan skulle Kristi Ånd så ikke virke og øve dette i dem lige så vel, som han har virket og øvet det i den hellige Paulus? Han har jo også ordnet og befalet det for sit gamle, grovere folk, sådan som det er vist ovenfor.

Men der findes endnu sværere og mere fordærvelige skader: for eksempel overlagt fornægtelse af troen, at man antager en falsk gudsdyrkelse, overlagt og fræk gudsbespottelse, bevidst forførelse ved falsk lære, mord, ægteskabsbrud, uretfærdig dom, falsk vidnesbyrd og lignende.

Disse skader kræver endnu større alvor og iver i straffen og boden. Derfor klager den hellige Paulus over, at korintherne ikke alle havde sørget og gjort bod over den korinther, der på utilbørlig vis havde sin stedmor hos sig (og det fald var en af disse farligste skader). Og han skriver, at han frygter, at Gud, når han kommer til dem, vil ydmyge ham ved en sådan bod for dem, der tidligere havde syndet og endnu ikke havde gjort bod for den urenhed, hor og utugt, som de havde drevet. Og den havde de endda drevet ganske groft og frækt.

Så alvorlig en bod kræver den sande sjælesorg her, at den kære apostel mente, at Gud ville, at også han skulle gøre bod for og med dem, der havde syndet så svært, hidtil havde taget så let på det og havde ladet det gå hen uden bod. Og deraf er det kommet, at man i kirkerne, så længe de blev styret ret, har tugtet med en lang og streng bod alle dem, der var faldet i så svære synder, men havde ladet sig vende om fra dem igen.

Men hvad angår spørgsmålet om, hvor længe og hvor strengt man skal lade folk gøre bod – hvad enten det er dem, der er faldet i de sværere og mere fordærvelige, eller dem, der er faldet i de allersværeste og mest fordærvelige skader – så skal boden altid afmåles sådan, at den er en sand og helsebringende lægedom mod synden og ikke tværtimod gør skaderne værre.

For en sådan bod kan gøre skade på tre måder. Den første: når folk ved bodens strenghed bliver drevet til helt at forlade kirken og kaste al tugt fra sig, skønt man ved en mildere bod kunne bringe dem til ret anger og sorg over deres synder og til sand bedring. Over for sådanne må man jo fare noget mildere frem. For en svag bod og en spag bedring er dog bedre end ingen.

Men hvis der var folk, der faldt i de grovere synder og slet ikke ville tage imod nogen tugt eller bod, så vil de heller ikke have nogen anger over deres synder, men foragter Kristus og hans kirke i en sådan grad, at ingen tro kirketjenere i sandhed kan erklære dem løst fra syndens bånd og lade dem komme til fællesskabet med Kristus. Herren har jo befalet kun at løse dem fra synd, som angrer og tror hans ord, og at holde dem, der ikke vil høre hans ord fra kirken eller tage imod det, som hedninger og som dem, der er faldet fra kirken.

Den anden måde, hvorpå denne pålæggelse af bod kan gøre skade, er, når den bliver pålagt uden ret alvor og uden at man trofast ser til samvittigheden, sådan at folk nok påtager sig og øver den ydre tugt, men forbliver uden inderlig anger og bedring af livet. Denne skade tog overhånd i kirken dengang, da de forsømmelige biskopper ikke længere så på samvittighederne og den sande, troende anger, men alene på den ydre øvelse og spægelse af legemet og afmålte boden efter, om overtrædelserne i sig selv var store eller små, uden at tage hensyn til de bodfærdiges forhold.

Derfor lavede de også deres bodsbøger, hvori de fastsatte en bestemt bod for hver enkelt synd. For eksempel for et forsætligt drab, mened og ægteskabsbrud først en karene, det vil sige at faste fyrre dage i træk på vand og brød, og derefter i syv år at faste tre dage om ugen – mandag, onsdag og fredag – med mange andre afsavn og bodsøvelser; for mindre synder en kortere tid og et mindre mål af faste og anden afholdenhed. Med tiden eftergav de så denne faste til gengæld for bøn, bespisning af de fattige eller penge, som blev givet til at løskøbe fanger, til Guds tjenere, som munkene dengang blev kaldt, til de fattige eller på det hellige alter. Deraf er siden afladen opstået, der ikke er andet end kirkens eftergivelse af en sådan pålagt bod.

Sådan er det ene misbrug efterhånden vokset ud af det andet og blevet indført gennem biskoppernes forsømmelighed. Allerede på den tid, da de foreskrev synderne bod på samme måde som verdslige straffe, var de også begyndt at lade sig finde mere ved hoffet end i kirken og at belæsse sig mere med verdsligt styre end med sjælesorgen. Det begyndte, da frankerne, det vil sige den store kejser Karl og hans efterkommere, regerede, altså omkring år 800 efter Kristi fødsel og senere.

Fra den tid er fordrejningen af boden, ligesom af sjælesorgens andre gerninger, trængt mere og mere ind, indtil det med boden er kommet så vidt, at man ikke har pålagt nogen offentlig bod uden de forsætlige drabsmænd, røvere og mordbrændere, kættere (og dog heller ikke alle) og de prostituerede, når de ville holde op med deres løsagtige liv. Og selv det er mere blevet til et skuespil end til en lægedom for sjælen. Dog forsvinder også dette nu næsten, og af hele boden bliver der ikke andet tilbage, end at de i skriftemålet pålægger folk nogle bønner, messer, valfarter og undertiden også faste og almisse. Men på den sande og troende anger lægger de kun lidt vægt, hvad der desværre ses alt for tydeligt hos skriftefædrene og skriftebørnene.

Denne fordrejning og fuldstændige afskaffelse af den helsebringende bod er oprindelig alt sammen kommet af, at sjælesørgerne mere har set på og krævet de ydre gerninger end den sande tro og den inderlige anger. De ydre gerninger, hvor strenge de end er, kan enhver udføre; sand anger og bedring kan ingen udføre uden den, der ved sand tro helt overgiver sig til Kristus, vor Herre, så der i ham, ud af en varmt brændende kærlighed og lyst til at leve efter Guds vilje, opstår og blusser op et had til synden og en iver efter at korsfæste og dræbe al syndig lyst og begær. Men denne tro, kærlighed og iver findes desværre ikke hos mange. Derfor skriver også den hellige Ambrosius, at han lettere har fundet sådanne, der har bevaret deres uskyld, end sådanne, der efter deres fald har gjort ret og tilbørlig bod.

Og derfor har de kære gamle fædre fra apostlenes tid af ikke afmålt boden efter synderne i sig selv, sådan som de forsømmelige biskopper siden har gjort, men efter de mennesker, der havde syndet, alt efter hvordan de fandt hver enkelt. De har trofast set på og overvejet hver enkelts forhold og evne til at leve kristent, og også hele kirkens, og derefter foreskrevet tid og mål for boden sådan, at det kunne tjene både dem, der havde syndet, og hele kirken til, at de blev mere fjendtlige mod synderne, friere af deres lyster og begær og mere ivrige i al gudfrygtighed.

Derfor har de kære fædre heller ikke pålagt eller tilladt nogen den store bod, som de holdt for en ny dåb og en fuldstændig omvendelse fra synderne til Gud, mere end én gang i livet, for at en sådan bod ikke, som Augustin skriver til Macedonius, skulle blive ringeagtet og blive en ydre handling, der hverken bringer eller fremmer den sande fornyelse til gudfrygtighed.

Det er altså den anden fejl ved boden, og næsten den farligste, når den misbruges til en ydre, hyklerisk handling og ikke bruges ret til det, som Gud har ordnet den til og befalet sin kirke. Den skal nemlig føre mennesket ind i en dybere, men troende betragtning af sin uret og dermed af den svære krænkelse af Guds godhed og af sin egen fortabelse. Derved skal han også længes så meget mere efter Guds nåde og blive så meget mere fjendtlig mod synderne, overgive sig desto mere inderligt og fuldkomment til Gud og elske ham desto mere brændende, jo mere han erkender, at der er tilgivet ham. Sådan skal han korsfæste og dræbe al ond lyst og begær i sig selv og vække og optænde al iver efter Guds vilje og velbehag. 2 Kor 7.

Den tredje fejl ved boden er, når man gør den så streng, at de bodfærdige synker ned i alt for stor sorg og fortvivler – det, som den kære Paulus var bekymret for hos korintheren. Den sande bod må udspringe af troen på Kristus; derfor må heller ikke håbet om nåden falde bort, selv om der også skal være skræk og bæven, fordi man så groft har krænket og forhånet Guds store og usigelige barmhjertighed mod os. Boden skal tæmme kødets frækhed og slå den ned og gøre al glæde uden for Gud modbydelig og bitter – men for at man desto bedre kan skue, erkende, håbe på og elske Guds godhed i Kristus Jesus, vor Herre, og ikke for at man skal fortvivle.

Da der altså også ved boden er lige så mange farer som ved alle nyttige og nødvendige ting, kræver det sandelig stor flid og en sand åndelig visdom og klogskab at pålægge og afpasse boden sådan, at man derved bringer, bevæger, driver og holder folk til den sande barnlige og sandt troende bod og bedring. Man må hverken drive nogen helt bort fra kirken – det er den første fare ved boden – eller lære dem at hykle i et ydre skin af bod – det er den anden fare – og heller ikke derved styrte dem i fortvivlelse – det er den tredje fare.

Derfor er den store flid og alvor med at forsyne kirkerne med virkelig egnede ældste, som vi har talt om i de foregående artikler, i allerhøjeste grad nødvendig. Det samme gælder den daglige bøn for dem, der har et sådant embede, så de kan forvalte sjælesorgen og lægemidlet til frelse. For selv om der var nok så mange farer ved dette lægemiddel for sjælen, og selv om djævelen ved sine falske kirketjenere havde ført det ud i nok så svært og langvarigt misbrug, vil alle sande Guds børn dog aldrig foragte deres himmelske Fader så groft, at de ikke skulle erkende denne bodsordning som nødvendig og frelsebringende og ønske at oprette den igen. Det er jo ham, der har givet dem den og så alvorligt befalet den, og ved sin Helligånd har han ladet den øve så alvorligt i sit gamle og sit nye folk til stor frelse for sine.

Men da kirkens gamle fjende så længe og så skændigt har fortrængt dette hellige og saliggørende lægemiddel for sjælen, boden, findes der stadig velmenende folk, som nødig vil foragte Herrens ordning, men som dog mener, at en sådan ordning ikke kan virke til bedring hos os, og at den derfor heller ikke er indsat for os. Deres indvendinger vil vi kort overveje.

For det første siger de: Gud har jo ved profeten Ezekiel lovet, at når den ugudelige omvender sig fra sine synder og gør det gode, så skal der ikke mere tænkes på de overtrædelser, han har begået. Og han har også befalet sine, Matt 18 og Luk 17, at når synderen kommer og siger, at han angrer sine synder, så skal de tilgive ham. Hvad skal så al den tugt og bod til, når synderen har vendt sig bort fra synden, angrer og begærer nåden?

Svar: Det er slet ikke nødvendigt for at opnå syndernes forladelse, for synderne er allerede tilgivet af Guds barmhjertighed. Heller ikke for at gøre fyldest for de begåede synder, for det sker alene ved Kristi blod. Men tugten og boden er nødvendig, for at synden desto bedre bliver erkendt og mere skyet, for at Kristi nåde bliver agtet desto dyrere, og man desto mere gør sig umage for ikke at tage imod den forgæves, og for at man vogter sig for så hurtigt at falde i synd igen.

Hvem forstår dog så lidt af de guddommelige ting og af menneskets natur og skrøbelighed, at han ikke kan indse det? Hvis der blev gjort bod for de grovere overtrædelser med den alvor, som den hellige apostel lærer, og som var hellig og velsignet skik i de gamle, velordnede kirker, så ville alle Guds børn sky og afsky synden langt mere alvorligt og få en helt anden iver for et sandt kristent liv, end vi desværre nu mærker hos os.

Da Adam vendte sig bort fra sine synder og begærede nåde, var de ham allerede tilgivet, og Gud lod ikke længere hans misgerning komme ham til unåde. Alligevel pålagde Gud ham og alle hans efterkommere døden og så megen jammer og lidelse til bod og bedring.

Sådan tilgav han også Israels folk, når de bekendte deres misgerninger og begærede nåde, men han lod dem også hver gang bøde meget alvorligt: I fyrre år førte han dem omkring i ørkenen, indtil alle de, der var draget ud af Egypten, var døde, undtagen Josva og Kaleb. Sådan fik heller ikke Moses og Aron lov at komme ind i det forjættede land, selv om Gud også havde tilgivet dem deres synd.

Mirjam, Moses' søster, talte imod sin bror Moses og hans embede; da slog Herren hende med spedalskhed. Straks bekendte hun sin synd og bad om nåde, og Moses bad Herren for hende. Men Herren svarede: Hvis hendes far havde spyttet hende i ansigtet, skulle hun så ikke skamme sig i syv dage? Lad hende være lukket ude af lejren i syv dage, og lad hende derefter komme ind igen. Herren havde uden tvivl tilgivet hende, så snart hun i sandhed sukkede over sin synd; alligevel ville han, at hun skulle gøre bod i syv dage. Og det skulle sandelig være til gavn for hende og for hele folket.

Sådan har Herren også handlet med David og andre, som vi har nævnt ovenfor. På samme måde har også apostlene og de hellige fædre, ja, Helligånden i dem, handlet med dem, der havde syndet. Boden er ikke en fyldestgørelse for de forgangne synder, men et lægemiddel mod de nuværende og kommende; for den skal rense de lyster og begær efter synden, som er tilbage, grundigt ud og derved værne mod kommende overtrædelser. Derfor beskriver de gamle bod og fyldestgørelse sådan: At gøre fyldest er at rykke syndernes årsager op med rode og lukke adgangen for tilskyndelserne til synd.

Derfor skal de sande sjælelæger ganske vist først og fremmest give alle, der har syndet, vender sig bort fra synden og begærer nåden, en fast trøst om syndernes forladelse, når de virkelig tror på Kristus og således angrer synden. Men Herren har befalet disse sjælelæger, at de også skal binde og løse i kirken – binde til bod og løse fra bodens bånd – og de skal netop løse dem, der angrer og vil bedre sig. Hvordan kunne det så sømme sig for dem at se mindre alvorligt efter, om de, som de skal løse, i sandhed klager over deres synder og vil bedre sig, end enhver retskaffen embedsmand må se efter, når han løser dem fra tugtens bånd, som han har bundet dem med på sin jordiske herres vegne?

Antag, at en herres undersåtter har syndet groft mod herren og dermed forbrudt deres liv, og at herren lader sig bevæge til at tilgive dem på deres løfte om bedring, men samtidig vil, at de skal bevise deres anger og bedring med en vis bod over for de andre borgere som et godt eksempel, så også andre bliver afskrækket fra en sådan forbrydelse og ulydighed. Antag nu, at en sådan herre giver sin embedsmand denne befaling: «Du skal tilgive alle dem, der fortryder deres ulydighed og vil forbedre sig, og skænke dem livet, men dog tugte dem noget til eksempel for de andre, så man også kan se, at de virkelig fortryder deres synd og forbrydelse.»

Skulle denne embedsmand så ikke, hvis han ville adlyde sin herre ret, alligevel pålægge de folk, som han således tilgav på herrens vegne, en vis bod og nøje se efter, hvor oprigtigt de tog fat på at bedre sig? Og dog var alle, der havde vilje til at forbedre sig, tilgivet, så snart herren havde lovet dem denne nåde, og om den ville de også være blevet fuldt forvisset, så snart embedsmanden havde forkyndt dem den. Alligevel ville de af hjertet gerne gøre den pålagte bod og dermed bedre de andre, som de forinden havde forarget. Det er også derfor, man kalder sådanne straffe og alle andre straffe – også når man tager livet af folk – for «bedring».

Da nu, som nævnt flere gange, alt, hvad der kan gøre synden modbydelig og drive den bort, skal holdes og øves med den største flid i kirken, hvorfor skulle så ikke en sådan bedring, tugt og bod holdes og øves med den største alvor i Kristi kirke – selv om al Guds unåde er borte og fuld forladelse af synderne er skænket, så snart vi angrer synden og i troen på Kristus begærer nåden? Men i dette og i alt andet, som det ret kristne fællesskab kræver, skyldes al uforstand og alt anstød, at vi desværre ikke tilstrækkeligt ved og betænker, hvilket fællesskab de kristne skal have med hinanden, og hvor vidt den sande sjælesorg og lydigheden mod evangeliet – det vil sige at tro sandt på Kristus – strækker sig.

Den anden indvending er: Selv om de, der engang er faldet i svær synd og har forarget Guds menighed groft, måske burde holdes under kirketugt og bod en tid, sig selv til advarsel og de andre til bedring, så passer det sig dog ikke, at man udelukker dem fra den hellige nadver, når de angrer synden. For når de i sandhed angrer deres synder, skal de trøstes, og fællesskabet med Herren i den hellige nadver giver en særlig trøst om, at vore synder er betalt ved Kristus, vor Herre. Og da ingen kan gøre ret bod uden i Kristus, skal man snarere tilskynde dem til fællesskabet med Kristus og ikke udelukke dem fra det.

Svar: I dette og i alt andet, der angår den kristne tugt, må vi ikke bedømme sagen ud fra vor fornuft, men ud fra Guds ord. Det er sandt, at de, der angrer ret, skal trøstes og tilskyndes til fællesskabet med Kristus og ikke udelukkes fra det. Det er også sandt, at Kristi fællesskab og stor trøst bliver meddelt i den hellige nadver. Men samtidig er også dette sandt: Kristi trøst kan ikke meddeles ret og med frugt, medmindre man først erkender og føler syndens fordærv og derfor har et sønderknust hjerte og en ængstet ånd og er blevet bedrøvet og sorgfuld efter Guds vilje. For den bedrøvelse, som er efter Guds vilje, «virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes», som den hellige apostel skriver, og som vi også har anført ovenfor, 2 Kor 7.

Derfor har Gud, vor himmelske Fader, ordnet det sådan, som det er tilstrækkeligt påvist ovenfor, at de, der synder groft, først skal ydmyges, tugtes, sættes til bod og således gøres bedrøvede og sorgfulde efter Guds vilje. Ikke for at de derfor skal fortvivle og kaste håbet om barmhjertigheden fra sig, men for at de alligevel skal klage og sørge over, at de har agtet Guds evige godhed mod os og hans Søns forløsning så ringe og foragtet dem så ugudeligt.

Denne klage og sorg vil også vise sig så meget mere alvorlig hos hver enkelt, jo fastere håb han har til Guds barmhjertighed og Kristi forløsning, og jo mere fuldkommen han er i fællesskabet med Kristus. For jo mere et menneske håber på Guds barmhjertighed og Kristi forløsning og jo mere fuldkomment han lever i Kristus, vor Herre, desto højere vil han også agte Guds godhed og Kristi forløsning, desto dyrere vil han skatte dem, og desto mere gudfrygtigt sindet vil han være ved Kristi Ånd. Deraf må det så følge, at han også skammer sig mere over synden, over sin foragt for Guds godhed og Kristi forløsning og over fællesskabet med Satan, som han i synden har vendt sig til, bort fra fællesskabet med Kristus, og at han sørger mere over det og korsfæster sig selv mere for det, både i sit indre og over for alle de troende.

For ligesom en søn, der groft har svigtet sin far, men siden for alvor har vendt om til farens kærlighed og vilje, ydmyger sig så meget mere over for sin far og sine retskafne brødre og så meget mere alvorligt beklager og gør bod for sin synd, jo mere han erfarer farens og brødrenes tilgivelse og godhed – og netop derfor bider hans synd ham også skarpere –, sådan vil enhver kristen, der i sandhed angrer, også give sig så meget mere hjerteligt og villigt ind under al kirkens tugt og ydmygelse, jo mere han erfarer Guds barmhjertighed og alle de helliges sande kærlighed, og jo kraftigere han drives af Kristi Ånd. Ja, det kan ikke være anderledes: Når et sådant menneske ligesom den fortabte søn kommer til sin himmelske Faders hus, det vil sige til kirken, så vil han, jo venligere faderen og hele huset viser sig mod ham dér, desto mere helhjertet også bekende sin synd dér, give sig ind under al straf og tugt og sige: «Far, jeg har syndet, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn, gør mig til en daglejer.» Et sådant menneske længes af hjertet også efter at erfare fællesskabet med Kristi lidelser i sit kød; han vil også blive ligedannet med Kristi død, for at han, når synden er dødet i ham, også kan gå Kristus, vor Herre, i møde i opstandelsen fra de døde og således i alle ting blive fundet i Kristus og ikke have sin egen, men Guds retfærdighed. Fil 3.

Altså skal de, der har syndet og angrer, bestemt trøstes og tilskyndes til fællesskabet med Kristus, men på en sådan måde, at de bliver trøstet i Gud og i sandhed får del i Kristus, vor Herre. Men dette kræver nu – sådan som vi jo også ser det i Kristus, vor Herre –, at ydmygelsen og sorgen over synden går forud for kirkens fulde benådning og det fuldkomne fællesskab med de hellige. Ja, den sande trøst i Gud og fællesskabet med Kristus, som de, der rejser sig fra svær synd, kan få del i, giver og virker af sig selv ydmygelse og sorg for en tid. Det ser vi hos David, hos Peter, hos korintheren og hos alle dem, der er stillet frem for os som eksempler på den rette anger. Det ser vi også i lignelsen om den fortabte søn, der først længe måtte lide elendighed og hungersnød og ydmyge sig for faderen og give sig ind under al tugt, før faderen løb ham i møde, faldt ham om halsen, klædte ham i kostbare klæder og gjorde festmåltidet klar til ham.

Men fordi den hellige nadver er Herrens herligste og mest glædefyldte mindefest og fællesskab, hvor den højeste benådning, den fulde fred og det fuldkomne fællesskab med ham og med alle Kristi lemmer holdes og meddeles, har Helligånden ordnet det sådan og altid holdt det sådan i sine kirker: De angrende skal altid hjerteligt trøstes med Guds nåde og Kristi forløsning og tilskyndes til fællesskabet med Kristus – og det er også det eneste, der skaber den sande omvendelse. Men de skal udelukkes og holdes borte fra den hellige nadver, indtil de har bevist deres anger i sand ydmyghed på en sådan måde, at kirken helt benåder dem og tilgiver dem deres synder. Sådan blev også i den gamle pagt de bodfærdige ikke lukket ind til de høje takofre, før de havde fuldført deres bod og renselse. Og dog blev fællesskabet med Kristus og Guds benådning ikke meddelt så herligt og så virkeligt i disse ofre, som det sker i den hellige nadver. Dette bord er indstiftet for Kristi disciple, som i alle ting er ét legeme og ét brød i Kristus. Men de, der er bundet til bod, og som kirken endnu ikke har tilgivet, kan endnu ikke regnes som sådanne. Derfor må kirken heller ikke straks tilgive enhver, der siger: «Jeg angrer mine synder», når angeren ellers slet ikke viser sig hos ham.

Den bitterligt grædende Peter, kvinden, der angrede så dybt, at hun vaskede Herrens fødder med sine tårer, og den fortabte søn, der så længe og hårdt havde gjort bod ude i det fremmede og med et helt knust hjerte og en ængstet ånd vendte hjem til faderen og dér åbent bekendte og beklagede sin synd – dem skal kirken bestemt tilgive straks og ikke holde Kristi salige nadver tilbage fra dem, sådan som dens Herre og brudgom har givet den eksempel og befaling til. Men ikke alle, der med ord begærer Kristi nåde, beviser deres anger på den måde.

Selv når hans herre befaler ham at vise nåde mod dem, der vil lade sig forbedre og retter sig derefter, må den retskafne embedsmand, som vi før har brugt som lignelse, jo ikke uden videre give sin herres timelige nåde til enhver, der siger: «Jeg vil forbedre mig.» Hvor meget mindre kan det så tilkomme Kristi tro tjenere at love Kristi evige nåde til enhver, der blot siger: «Jeg angrer mine synder, jeg vil forbedre mit liv», men som endnu slet ikke har bevist sin anger og sin vilje til forbedring over for kirken? Guds husholdere og tjenere skal jo handle med sandhed og al alvor i de guddommelige ting. Hvor længe holdt ikke den så overmåde gode og barmhjertige apostel korintheren, som vi har omtalt ovenfor, i bod? Og hvor længe holdt den hellige Ambrosius ikke kejser Theodosius i bod?

Og fordi den fulde og højeste forladelse af synderne og benådning af dem, der har syndet, altså meddeles i den hellige nadver, og fordi de tro tjenere ikke må tilgive nogen synderne, medmindre de har bevist deres anger og vilje til forbedring over for kirken med virkelig alvor og tydelige tegn, derfor skriver den hellige Ambrosius i bogen «Om boden» (De paenitentia), at de, der vil lukkes ind til Herrens bord, så snart de rejser sig fra synden, hellere vil binde de ældste end løse sig selv. For med en sådan for tidlig adgang og tilgivelse synder de ældste svært og får del i andres synder, fordi de ikke bruger boden, det lægemiddel, Gud har indstiftet, rigtigt over for dem.

Heraf kan man tydeligt se, at de, der mener, at man ikke skal holde den hellige nadver tilbage fra nogen, der begærer den, og at man ikke behøver at bekymre sig om, hvilke mennesker man giver Kristi højeste fællesskab og den himmelske fred, endnu har en svag erkendelse af Kristus og endnu ikke er tilstrækkeligt oplært til Kristi rige. Og dog ser de desværre, hvor mange stakkels mennesker der er, som ofte giver Guds menighed meget svær forargelse. Nogle har måske længe levet i åbent fjendskab med deres næste, har syndet mod deres næste med groft kiv og smædeord, bagtalelse og anden åbenlys uret og såret mange; de er faldet i grov utugt, i svær gudsbespottelse og foragt. Og alligevel går de til Herrens bord uden nogen bod og uden noget tegn på anger, ja, uden at have bekendt deres synder over for kirken; ja, desværre ofte også uden at have holdt op med sådan forargelse og uden at være forligt med deres næste.

Hvis den kære Paulus skulle skrive til os, der stadig er så skødesløse på dette punkt, sådan som han skrev til korintherne, hvor meget skarpere ville han så ikke skælde os ud for vores opblæsthed og vores forsømmelse af de stakkels sårede fårs frelse, end han nogen sinde skældte korintherne ud? Også den hellige martyr Cyprian ville dømme os skyldige i Herrens legeme og blod langt hårdere og kalde os slagtere og ikke hyrder for Kristi får, end han nogen sinde anklagede og skældte sine egne ud, da de alt for hurtigt havde givet dem, der var faldet fra under forfølgelsen, benådning og adgang til Herrens bord.

Ganske vist har Antikrist nu for flere hundrede år siden fjernet al kirkens tugt og bod, som det delvis er vist ovenfor. Men når vi tager den evangeliske reformation op, må vi påtage os at genoprette tugten og boden og hverken ved den hellige nadver eller på anden måde give eller love fred til mennesker, der ikke kan have fred på grund af deres ubodfærdighed. Ellers styrker også vi de ugudeliges hænder, kalker væggene over med kalk, der ikke holder, og stopper den falske indbildnings puder og hynder ind under armene og hovederne på folk. Og så nedkalder vi også over os selv Guds uudholdelige vrede og frygtelige hævn, som Herren truer de falske profeter med. Ez 13.

Nogle fremfører endnu en indvending i denne sag, nemlig ud fra det, den hellige Paulus skriver: «Ethvert menneske skal prøve sig selv, og så skal han spise af brødet.» Dertil siger de: Det skal man holde frem for folk, og vil nogen så ikke prøve sig selv, må han selv bære risikoen. Men de burde også betænke, at det, at apostlen befaler enhver at prøve sig selv, ikke betyder, at han derfor vil, at sjælesørgerne og de, der udfører hyrdetjenesten, intet skal gøre for eller hjælpe til med en sådan prøvelse. Det betyder heller ikke, at sjælesørgerne, når folk ikke prøver sig selv og forarger kirken groft, derfor skulle undlade det, som han selv dog så alvorligt kræver og befaler, 1 Kor 5: nemlig at udelukke de ubodfærdige fra menigheden, indtil de giver sig hen til sand anger og bod og beviser den tilstrækkeligt over for kirken, sådan som vi har vist ovenfor.

Det er dér, det hele går galt: Vi ved ikke, eller vi betænker dårligt, hvad den kristne kirke og de helliges samfund er, og hvad hyrdeembedet, sjælesorgen og den kristne tugt skal være og udrette i den. Og Satan lader intet uforsøgt for at drive får og hyrder, syge og læger, lærere og elever stadig længere fra hinanden og holde dem adskilt, så at Herrens ord – når det nu en gang skal høres – dog ikke bliver forstået ret, og så at man i den indbildning, at man lever kristent, alligevel lever kødeligt, uden frygt, uden tugt og uden iver.

Den tredje indvending lyder: Selv om det nok kan være godt at pålægge dem, der har syndet groft og igen beder om nåden, en bod for en tid og også at holde dem borte fra den hellige nadver, så længe boden varer, så er det dog ikke nødvendigt i de byer og menigheder, hvor der er en kristen øvrighed, som straffer de grovere laster og ikke tåler forargelser. Øvrighedens straf udretter desuden hos de fleste mennesker langt mere end al kirkens straf og tugt.

De, der fremfører denne indvending, ved ikke eller betænker ikke ret, hvor stor forskel der er mellem øvrighedens regering og de ældstes sjælesorg i den kristne menighed. Øvrigheden har den højeste legemlige magt over alle sjæle. Ved den skal den med lære, tugt, love, alle slags tilskyndelser og straffe sørge for og sætte i værk, at enhver hos dem, den regerer, tjener og hjælper til, at hele fællesskabet og alle, der er i fællesskabet og hører det til, lever godt og saligt, og at ingen hindrer eller skader dem deri, hverken indefra eller udefra. Og den skal sørge for, at de, der lever i eller ved fællesskabet, ikke blot undlader at krænke eller skade hinanden, men at heller ingen ved et tøjlesløst og udueligt liv gør sig selv unyttig for fællesskabet og uegnet til at tjene de andre.

Øvrigheden lærer ikke selv sine borgere skrivekunsten, alle gode kunster og færdigheder til legeme og sind og øver dem ikke selv deri. Den indsætter i stedet folk, som af naturen er særligt anlagt, dygtige og øvede til den slags, og giver dem også magt til, når det er nødvendigt, at holde deres elever til at lære, som de bør, ikke alene med ord, men også med tugt og straf. På samme måde indsætter den rette øvrighed også frem for alt og med den største flid særlige folk til religionen, som skal lære folk gudfrygtigheden. For ved den alene kommer alt godt og bliver bevaret.

Denne lære om gudfrygtigheden kræver sin ærefrygt og tugt så meget mere end al anden lære, som den skal føre folk højere op fra deres fordærvede art og natur til det guddommelige levned, ja helt forandre og forny dem. Derfor har alle vise, retskafne og gudfrygtige øvrigheder, også hos hedningerne, altid ikke blot gerne tilladt, men også befalet og sørget for, at tjenerne i den hellige religion og lærerne i det gudfrygtige liv, det vil sige i det salige og evige liv, også havde deres åndelige ærefrygt og magt til at tugte og straffe alle dem, der derved kunne forbedres til et gudfrygtigt levned.

Selv om den kære Gud derfor gav os en øvrighed – sådan en, som vi endnu aldrig har haft mange af på jorden – der alvorligt straffede alt, hvad der nogensinde blev sagt, gjort eller undladt imod gudfrygtigheden, imod den fælles fred og det fælles gavn, imod tugt og gode sæder, og som også, sådan som Platon lærer, altid trofast lod læren og advarslen gå forud for straffen, så ville det dog stadig være højst nødvendigt også at have de ældstes faderlige tugt og straf i kirken og trofast at øve den. Den skal ved Kristi ord og Helligåndens kraft afpasses og øves efter hver enkelt stakkels samvittigheds svaghed, for at man hos Guds børn, når de har syndet, kan vække og opnå den sande anger og en varig bedring ud fra troen på Kristus, vor Herre.

De gudfrygtige tager vel også den almindelige øvrigheds straf imod som fra Gud og Kristus, vor Herre, der jo har og udøver al magt og al dom i himlen og på jorden. Derfor lader de også en sådan straf ramme samvittigheden, ligesom de efter Paulus' ord også er øvrigheden underdanige for samvittighedens skyld, og samtidig husker de på den tilgivelse, som vor himmelske Fader har lovet alle dem, der i straffen vender om til ham og trøster sig ved hans barmhjertighed i Kristus. Men denne ånd og sådan en salig modtagelse og brug af øvrighedens straf findes ikke hos mange. Og dog skal alle sårede får i den kristne menighed forbindes og helbredes, det vil sige bringes til sand, troende anger og bedring, og en sådan anger vækkes ret alene ved evangeliet og kirkens åndelige tjeneste. Derfor er det, ud over øvrighedens almindelige tugt og straf – også selv om den er helt kristen og flittig og nidkær i at straffe – aldeles nødvendigt, at Kristi menigheder netop har deres egen tugt og straf. Denne tugt og straf skal udøves i vor Herre Kristi navn, i hans person og i hans sted, med en klar og indtrængende påmindelse om Guds strenge dom og om vor Herre Kristi fyldestgørelse for vore synder og også om hans alvorlige og trøstende befaling til sin kirke: at binde og løse på jorden, så det er bundet og løst i himlen.

Hovedårsagen hertil er denne: Vor Herre Jesus, kirkens eneste konge og hoved, har ordnet denne tugt og bod for sin kirke sådan, som det er vist ovenfor, og har ingen steder sagt, at denne hans ordning skal være forbi, når øvrigheden bliver kristen og trofast udfører sit embede med at straffe det onde. Men ligesom han har ordnet en sådan kirketugt og straf for det gamle folk ved siden af den gudfrygtige øvrigheds tugt og straf, sådan har han også klart og åbenbart bevidnet for os ved sin hellige apostel Paulus, ja ved sin Helligånd, at han vil, at denne kirketugt og straf skal holdes og øves hos os med så meget større alvor, som han med rette kræver af os, at vi skal være mere flittige og nidkære til at helbrede alle sjælens skader, end de hellige i Det Gamle Testamente nogensinde har været, fordi han også har givet os forløsningen fra synderne mere fuldkomment end dem. Helligånden har jo holdt så alvorligt fast ved denne sjælemedicin, ikke alene på apostlenes tid, men også på martyrernes og de hellige fædres tid. Og når kirken øver denne tugt med ret alvor, giver Herren, de arme sjæles øverste læge, også sin velsignelse dertil og stor, mærkbar frugt.

Heraf ser vi nu den forskel, der er mellem øvrighedens tugt og straf og sjælesørgernes tugt og straf. Og vi ser også, at kirken – selv om øvrigheden udførte sit embede med advarsel og straf af det onde så flittigt som overhovedet muligt – alligevel må have sin egen tugt og straf, som skal øves i Kristi navn og ud fra hans Ånd efter nøglernes befaling.

Hvor der derfor bliver sørget ret for Guds menigheder, og Guds rige står i sin fulde orden, dér vil øvrigheden jo med den største flid se til, at den ved love og også ved advarsler og straffe – med ord og med anden tugt på gods, ære eller legeme – fordriver og udrydder al synd og overtrædelse hos sine undersåtter, og først og fremmest hvad der angår vor hellige religion, og at den ikke lader noget af det gå ustraffet hen hos nogen som helst, hvem det end er. Men samtidig vil den også med den største flid fremme kirketugten og sjælemedicinen, som tjenerne for den åndelige binden og løsen skal udføre. For kirketugten ser ikke alene nøjere til samvittigheden, men har også både sin egen befaling og sin egen åndelige velsignelse og frugt ved vor Herre Jesu Kristi Ånd. Dér er nøglerne til Himmeriget.

Den fjerde indvending mod kirketugten og straffen over dem, der har syndet, går ud på, at det er umuligt. Selv om det i sig selv ville være godt, siger de, at kirkerne havde deres særlige tugt og straf og øvede den i alle henseender sådan, som den var i de apostoliske kirker – med pålæggelse af legemlig spægelse, udelukkelse fra Kristi bord og hvad dertil hører – så er folk dog nu for længst blevet så ødelagt af de pavelige kirketjenere og er kommet så langt bort fra al tugt og lydighed, at man må frygte, at hvis man ville forsøge at genoprette kirkens tugt, ville man derved snarere skræmme de sårede får bort fra Kristi fællesskab end helbrede dem. Så ville man falde i det første misbrug af boden, som vi har omtalt ovenfor.

Videre siger de: I vore kirker, hvor nu enhver bliver døbt og skal være kristen, er der ikke de samme forudsætninger for at øve tugt og bod, som der var i apostlenes og martyrernes kirker. Dengang var menighederne små i antal, og de, der ville være kristne, blev drevet tæt sammen af forfølgelsen og også holdt i al ydmyghed og hengivelse. Ja, dengang antog ingen troen, uden at han mente det alvorligt.

Til den første af disse indvendinger – at kirketugten ikke vil være mulig eller til gavn hos vort så ødelagte og ulydige folk, men snarere helt vil skræmme det bort fra kirken – er vort svar dette: Vi ønsker ikke at genindføre mere tugt eller bod i kirken, end Herren har ordnet og befalet os. Og hvor Herrens befaling og bud er, dér er også hans Ånd og hjælp, og alt er også ved hans hjælp muligt og til gavn. Vi har ovenfor bevidnet, at man må afpasse denne bod og kirketugt med en sådan åndelig klogskab, at de, der har syndet, ikke derved bliver drevet bort fra kirken eller forledt til et hyklerisk skin af bod eller styrtet i fortvivlelse, men bliver holdt i kirken og forbedret. Vi taler også her om den tugt, som vi stræber efter, og som vi skal genindføre i den rette orden og efterhånden. Vi siger ikke, at vi pludselig og uden den orden og de forudsætninger, som dette Kristi værk kræver, skal skride til handling og gribe til en sådan bodsordning og pålægge folk, som endnu intet ved om kristen bod, en bod, eller indføre noget strengt, som man endnu ikke kan erkende som en helsebringende medicin mod synderne eller bruge som sådan.

Men enhver kan let se, hvad der ville ske, hvis de troende ville forene sig således i Herren og give sig ind under Kristi styre, sætte dygtige og velmenende tjenere over sig og anerkende og behandle dem som Kristi tjenere og redskaber, og hvis disse tjenere også ville udføre deres tjeneste i al troskab og med ret kristelig skønsomhed, sådan som vi tidligere har fremlagt læren og Kristi befaling om alt dette. I en sådan kirke og menighed ville alle Guds børn med inderlig taknemmelighed tage imod den saliggørende sjælemedicin, som al irettesættelse og bod er, fra sådanne tro tjenere og Herrens husholdere, ja, snarere fra hele kirken og fra Kristus, Herren selv. Og derved ville de i høj grad blive fremmet til sand og salig anger og forbedring og blive saligt styrket, og ingen af dem ville derved blive drevet bort fra kirken. Og hvis nogen alligevel ikke ville høre Herren og hans kirke i en sådan kirkelig tjeneste, så ville alle de andre Kristi lemmer ønske og bede om, at man udelukkede sådanne ulydige foragtere af Kristus, vor Herre, og af deres egen frelse fra menigheden, for at en smule surdej ikke skulle gennemsyre hele dejen. Således ville denne kirketugt sandelig kun bringe hjælp og ingen skade; den ville være fuldt ud mulig og opbyggelig og på ingen måde umulig eller nedbrydende.

Ja, siger de, som stadig viger tilbage for kirketugten, men vi har endnu ikke et sådant fællesskab i Herren; folk vil endnu ikke give sig ind under en sådan lydighed mod evangeliet. Svar: Derfor er vi så meget mere forpligtet til med den største flid at vise, hvad Kristi Ånd kræver i alt dette og også virker hos sine, så vi af hjertet beder ham om at gøre os til det, vi endnu ikke er, oprette hos os det, der endnu mangler, og give os det, vi endnu ikke har. Og vi må ikke modstå Kristus, når han af sin særlige, store nåde selv vil hjælpe os til denne sjælemedicin, uden at vi har ønsket og bedt om det. Vi må ikke mene, at vi intet mangler og savner, eller bilde os ind, at vi allerede er en ret ordnet kirke og et ret ordnet Guds folk, når vi dog endnu mangler så meget af den ret kristelige orden.

Vi må en gang for alle beslutte os for, om vi da også vil være kristne. Vil vi være kristne og Herrens får, må vi sandelig høre hans røst, fornægte os selv og give os hen til ham, så han lever i os og vi i ham; vi må i sidste ende have et sådant fællesskab med hinanden i ham, som det er beskrevet ovenfor; vi må vælge os sådanne ældste, som Herren kræver, og så erkende, modtage og bruge Kristi værk i dem, sådan som han har forordnet det for os. Vil vi ikke bede om dette med al alvor og med hele vores hjerte stræbe efter det, så har vi sandelig ingen ret til at rose os højt af kristen tro og ånd. Og så må vi give skylden for, at kristen tugt og bod hindres hos os, ikke til tiden, ikke til pavedømmets ødelæggelse og ikke til prædikenerne mod pavens tyranni og om den kristne frihed, men til vores egen vantro og vores falske hykleri. Vi roser os meget af kristen tro, men har kun lidt af den, og vi længes heller ikke meget efter, at alt bliver indrettet efter troens rette art. For vi foragter Herrens ord og befaling, ja, regner dem for unyttige og skadelige, skønt han netop i dem lover, tilbyder og vil give os det evige liv.

Så meget om argumentet om den ødelæggelse af det kristne folk og den ulydighed, som papisterne har indført, og som skulle bevirke, at den kristne tugt mere ville vække forargelse end opbygge og derfor være umulig at oprette.

For nu at svare på det andet argument: Det går ud på, at de kristne er så mange og så blandede, og at der derfor nu ikke skulle være lejlighed til kirketugt som på apostlenes og martyrernes tid, da kirkerne var små og de kristne få, og der heller ikke var blandet så mange ukristne ind iblandt dem. Hertil giver vi dette svar: Hverken at der er mange kristne, eller at mange i alle kirkens stænder og tjenester vil være kristne, men i sandhed ikke er det, kan hindre Helligånden i at udøve sit værk hos sine som fra kirkens begyndelse. Helligånden har jo holdt fast ved dette sit værk, tugten og boden, og udøvet det med fasthed og alvor i sine kirker, også da de havde flere mennesker end nu, og da der heller ikke var færre onde bukke blandt Kristi får og heller ikke færre svage og skrøbelige får end nu.

Det hellige evangelium bar allerede på Paulus' tid frugt i hele verden, som apostlen roser sig af i Kol 1, og det trængte fra da af frem og bredte sig fra Konstantins tid så meget i hele verden, at afgudstemplerne allerede i Kristi år 357 var lukket, al afgudsdyrkelse sammen med al hedningernes afguderi var forbudt under de strengeste straffe, og kirker var oprettet i alle lande, så langt som Romerriget dengang strakte sig, og endnu videre. Men dengang var hele Syrien, Egypten, Asien, hele Illyrien, Grækenland, Italien, meget af Tyskland, hele Gallien, Spanien og Afrika endnu underlagt Romerriget.

Den hellige Ambrosius havde i Milano nok lige så mange mennesker i sin kirke, som nogen kirke hos os nu kan have, og alligevel kunne han opretholde boden i sin kirke, så selv kejser Theodosius måtte underkaste sig den, som vi har fortalt ovenfor.

Den hellige Chrysostomos anslog engang det folk, han havde for sig ved en prædiken i Konstantinopel, til hundrede tusind, og alligevel opretholdt han også tugten og boden. Det samme gjorde alle biskopper på den tid; nogle var blot mere ivrige og også klogere end andre til at fremme den sande forbedring ved boden.

Ja, siger nogle hertil, denne iver var ikke kirkens i almindelighed, men disse særlige biskoppers. Men den, der har læst kirkens historie og kender dens praksis fra de hellige fædres skrifter, ved, at denne kirketugt ikke var et værk alene af enkelte biskopper som Ambrosius, Chrysostomos og andre, der havde en fastere og mere alvorlig ånd, men en fælles tugt og lægedom mod kirkens synder overalt. Det fremgår jo også af, at en sådan bodsordning og strenghed varede helt frem til de letfærdige biskopper, der ville gennemføre den med love, som vi tidligere har gjort rede for.

Derfor vil mængden af mennesker sandelig ikke undskylde os, så vi med god samvittighed kan lade Kristi orden og tugt, en så helsebringende lægedom for Herrens sårede får, ligge. For ingen, der læser de kære gamle, hellige fædres skrifter, kan jo modsige, at kirkerne på deres tid uden tvivl var rigere på folk end nu, og alligevel opretholdt de denne tugt og bodsordning med frugt. Lever Kristus derfor i os, som han levede i dem, og driver den Ånd os, som drev dem, så vil vi sandelig stræbe efter denne sjælemedicin, boden, med større alvor, end det hidtil har vist sig hos os.

Og ligesom det, at vi har mange mennesker i vores kirker, ikke kan undskylde os, hvis vi er forsømmelige heri, således kan det heller ikke undskylde os, at vi har mange svage og skrøbelige mennesker eller også mange ukristne blandt de kristne. For i apostlenes, martyrernes og de hellige fædres kirker var der også mange svage og skrøbelige kristne, desuden meget ukrudt blandt hveden og bukke blandt fårene, og alligevel udøvede de denne sjælemedicin, boden og tugten, meget trofast og alvorligt. Hvilke alvorlige mangler – kiv, splid, strid, partidannelser og grov utugt – klager den hellige Paulus ikke over hos korintherne i 1 Kor 1; 3; 5; 6 og 11 og i 2 Kor 12 og 13! Hvilke alvorlige klager førte da også den hellige martyr Cyprian over sine, ligesom Tertullian og alle de gamle!

Heraf kan vi jo nu se, at hverken mængden af mennesker eller de mange skrøbeligheder hos vores folk kan undskylde os, hvis vi ikke med al alvor påtager os at genoprette tugten og boden i kirken; ja, netop dette vil mest af alt anklage og fordømme os. For jo flere Kristi får der er, og jo mere sårede og skadede de er i sig selv, desto mere skal alle kristne – alle dem, i hvem vor Herre Jesus lever, den gode hyrde, der ikke kan lade sine får være uden hjælp, og allermest de, som han har sat til denne sjælemedicin – drage omsorg for og sætte den største flid og alvor ind på, at denne sjælemedicin igen bliver ret kendt, udøvet og modtaget. Fårene er jo også i større fare på grund af de bukke, der er blandet ind iblandt dem, og som dagligt sårer og skader dem endnu hårdere.

Hvor de, der regerer i det timelige, har mange folk at drage omsorg for – det være sig i byer, ved hoffer, i hære eller på søfart –, dér indsætter man desto flere tilsynsmænd og forvaltere over alt det, der kræves til gavn for et sådant fællesskab. Guds gamle folk var meget talrigt, men da hver stamme, hver slægt og hvert hus havde sin egen styrer og tilsynsmand, og der var indsat særlige høvedsmænd over tusind, over hundrede og over ti, kunne man godt holde øje med alt og sørge ordentligt for alle fårene. Nu driver den timelige nød – ja, ofte ren egenvilje, sådan som man desværre for det meste ser det i de krige, vores fyrster fører mod hinanden – folk til at sørge for og ordne det sådan, at der bliver set til hver enkelt og hjulpet hver enkelt i det legemlige, hvor stor mængden af folk end er. Hvorfor skulle så ikke den evige nødvendighed – at leve kristeligt og at hele Kristi stakkels får – drive os langt mere dertil? Hvad formår Antikrist dog ikke for at ødelægge sjælene? Når han har kunnet proppe hver krog fuld af præster, munke, nonner, brødre og søstre for at bringe sin sjælegift til enhver, så ve os, hvis det ikke ligger os langt mere alvorligt på sinde at hjælpe og hele sjælene.

«Ja,» siger man, «hvor skal man finde så mange dygtige sjælelæger?» Sådan er alt jo muligt og let for den blinde fornuft – undtagen det, Gud befaler. Svar: Er der nu mange kristne hos os, så vil man også have mange, som kan være egnede til en sådan tjeneste med sjælemedicinen, og som Herren med sin Ånd nok ville ruste og gøre dygtige til det, hvis man blot én gang for alvor gik i gang med det i ham. Er der derimod ikke så mange kristne iblandt os, så behøver man heller ikke så mange sjælelæger. I alle byer og kommuner finder man folk, som lader sig bruge til fællesskabets verdslige opgaver. Hvordan skulle man så ikke langt snarere blandt de kristne finde mange, som lod sig bruge til at fremme sjælenes frelse, hvis blot Kristi fællesskab igen blev os ret bekendt, og vi ville give os ind i det? Der behøvedes heller ikke så uhyre mange folk, hvis kirkerne igen havde deres orden.

Det er altså åbenbart, at mængden af kristne i vore kirker ikke er en hindring, men snarere en hjælp til, at alle de sårede får i tide får råd. Det er heller ingen hindring, at de er behæftet med mange og svære skrøbeligheder. For lad dem være nok så skrøbelige, skadede og sårede: Så længe de dog stadig er får og bliver i Kristi fårefold, vil de også høre hans stemme og kunne holdes i lydigheden mod evangeliet.

Hvis man derfor blot tilbød og gav dem denne sjælemedicin på den måde og med den flid, som er nævnt ovenfor, kunne det ikke gå anderledes, end at det ville bringe stor gavn og bedring – det er jo Kristi gerning og befaling. Det ville altså ikke blot ikke skade eller være umuligt. Det ville heller ikke blive forhindret af, at der desværre er mange i vore kirker, som forgæves roser sig af det kristne navn. For de, som ikke ville høre Kristi stemme, vor Herres og hyrdes, når man efter deres offentlige, grove synder formanede dem til omvendelse, og som ikke ville tåle den rette, mådeholdne og sunde straf for synderne i kirken, havde heller ikke givet sig ind i Kristi fællesskab endnu; de var endnu ikke i Kristi fårefold.

Derfor kunne man heller ikke give dem dette lægemiddel for de sårede får endnu, men måtte først sætte al flid ind på at bringe dem ind i hans fårefold ved Herrens ord, det vil sige ind i hele hans fællesskab og i den sande lydighed mod evangeliet. Vi taler her om de sårede får, som allerede er i Kristi fårefold og har givet sig ind under Kristi ord. Og det skal man tænke grundigt over her: Over for dem, der endnu ikke har givet sig ind i Kristi menighed, må man øve de gerninger i sjælesorgen, som er beskrevet tidligere, og ikke gå i gang med et sådant bodens lægemiddel hos dem, før de helt har givet sig ind i Kristi fællesskab og i lydigheden mod evangeliet.

Dette må være nok om de vigtigste indvendinger mod kirkens tugt og bod, så vi endelig kan afslutte denne artikel, som vi har opholdt os temmelig længe ved. Når vi har opholdt os så længe ved den, er det, fordi vi dagligt erfarer, hvor få der endnu har en ret forståelse af den kristne tugt og af boden for synderne.

Nu er der endnu en ting i vejen i denne sag, som får temmelig mange – også gudfrygtige folk – til at sky kirketugten. Den må vi også rydde af vejen, så vidt Herren giver nåde til det. De mener nemlig, at pavens voldsherredømme og tyranni er vokset ud af denne kirkens tugt og bod. «Ja,» siger de, «da præsterne havde overtalt konger og kejsere og alle magthavere til, at de skulle adlyde dem i alt og være dem underdanige, var det let for dem at hæve sig op til denne magt, pragt og tyranni over al magt og øvrighed.»

Hertil svarer vi: For det første lærer vi ikke, at man skal underkaste sig præsterne eller nogen anden i alt, men alene Kristus og hans ord. Når øvrighederne så af hjertet ønsker at leve efter det, vil de snart kunne se, om kirkens ældste i tugten vil udøve Kristi tjeneste eller deres egen vilkårlighed. Og finder de så falskhed hos dem, skal de ikke alene nægte at give deres forehavende plads, men også straffe dem på det skarpeste. For alle sjæle skal være underlagt den ordentlige øvrighed, som bærer sværdet – også når det gælder straf på livet. Den bærer ikke sværdet forgæves. For det andet: Hvis vore øvrigheder ville sørge for, at de ældste blev valgt og holdt på den måde, som vi har vist ovenfor, hvor vi talte om Helligåndens orden, så behøvede man ikke at frygte ret meget vold eller tyranni fra dem. Denne Helligåndens orden og gerning vil sandelig ikke avle noget ondt eller fordærveligt. For det tredje gør man kirkens ordning for tugt og bod uret, når man siger, at præsternes magt og tyranni er vokset ud af den.

For vil man kende den egentlige grund til, at præsterne og paven er kommet til denne store magt, så er den følgende: For det første har de store herrer – og blandt dem ingen tidligere og mere end vore egne, nemlig de gamle franker – villet købe sig fri hos Gud for deres synder og deres dårlige styre ved at give meget gods til kirkerne og helt overlade magten over dette gods til biskopperne. Dernæst har de draget disse biskopper til hoffet, imod kirkens offentlige ret, som står meget strengt og alvorligt hos os i de kejserlige love og i koncilernes regler. Da biskopperne nu var mægtige landsfyrster og havde magt ved hoffet, tragtede enhver, der gerne ville komme til stort gods og høj magt, efter bispedømmerne. Kongerne og kejserne begyndte så også snart at forlene bispedømmerne efter gunst og fordel og af hensyn til slægten. Derved er bispedømmerne med tiden helt blevet til verdslige fyrstendømmer. Denne simoni tog først og grovest overhånd hos de frankiske konger, som mere end andre gjorde biskopperne til landsfyrster. Derfor klager den hellige Gregor meget ofte over det hos dem i de skrifter, han af den grund skrev til dem, nemlig til kong Childebert, kong Chlothar (som man snart kalder Lotharius, snart Clotharius), kong Theuderik, kong Theudebert og dronning Brunhilde. Disse skrifter har vi stadig blandt den hellige Gregors breve. Han blev pave i år 592 efter Kristi fødsel. [Gregor den Store blev pave i 590.]

Med tiden tog denne simoni alt for groft overhånd hos konger og kejsere, så de forlenede næsten alle prælaturer for penge og gunst. Samtidig var biskopperne, især i de tyske lande, allerede de mægtigste landsfyrster. Så slog disse to årsager sig sammen og undertrykte den kejserlige øvrighed og derefter også de andre fyrsters. Den egentlige begyndelse blev gjort med kejser Henrik IV.

For pave Gregor VII havde denne meget vægtige grund mod kejseren: den åbenlyse simoni. Han gav til kende – og godtgjorde det også med temmelig stor troværdighed – at han ikke søgte andet, end at kirkerne igen fik deres ordentlige valg af biskopper og prælater tilbage, så der blev indsat retskafne forstandere, og at den fordærvelige simoni og alle de gejstliges laster blev straffet og rettet. Dermed vandt han de agtværdige folks tilslutning mod kejseren. De andre blev bevæget og fået til det af nogle biskoppers store magt og af den betydelige uvilje, som næsten alle fyrster nærede mod denne kejser på grund af hans dårlige færd. De tyske biskoppers magt i riget var også dengang meget større end nu.

Da det nu én gang var lykkedes for denne pave, og han havde bragt en så klog, stridbar og mægtig kejser så vidt, at han måtte overgive sig på nåde, gjorde de andre paver ham det efter. Samtidig øgede de hele tiden deres ydre herredømmer, som dengang var ganske små, indtil de vovede at udgive sig for herrer over hele verden, der efter forgodtbefindende kan forandre alle kongeriger og herredømmer som deres ejendom – nemlig som Kristi stedfortrædere, i hvis hænder alt, hvad Kristus har på jorden, er givet, og med en fuldkommen magt, som ingen på jorden kan dømme. Det har ikke alene den forhærdede Bonifatius VIII, men også andre paver rost sig af. Alexander VI begyndte endda at befale englene.

Den, der vil se ret på historien og dømme efter sandheden, må altså indrømme med os, at årsagerne til og oprindelsen af al den uretmæssige magt og alt det tyranni, som de såkaldte gejstlige har, slet ikke er kirkens ordning for tugt og bod, men disse:

Den første og vigtigste årsag er Guds fortjente vrede over alle vore synder: at vore forfædre og vi ikke ret har elsket vor Herre Kristi rige og ikke har stolet på ham alene og af hjertet. I stedet har vi villet afbetale vore synder hos ham uden omvendelse og bedring – ved menneskers gerninger og ved at give bort af det, vi har for meget af – og købe os fri hos ham med det, der er hans eget.

Den anden: at de frankiske konger og kejsere og derefter også andre fyrster, herrer og formuende folk har givet kirkerne så meget land og folk og så helt overladt magten over det til biskopperne.

Den tredje: at kejserne, efter at de havde gjort biskopperne så mægtige, har draget dem til hoffet og ophøjet dem til rigsfyrster.

Den fjerde: at kejserne i den forbindelse har ladet simonien bryde ind på det allergroveste og selv har drevet den. Det er forfærdeligt at læse, hvordan det alene under kejser Henrik IV gik til med salget af alle prælaturer. Det var sandelig intet under, at paverne af den grund først begyndte at indskrænke den kejserlige øvrighed på denne måde netop hos ham. Denne kejser var nemlig også i øvrigt fra sin ungdom opdraget temmelig dårligt og til egenrådighed af ærkebiskoppen af Bremen og var en tung nok byrde for alle og enhver.

Sandelig: Hvis kejserne trofast havde passet deres embede og ret havde beholdt og brugt overhøjheden over kirkens tjenere, hvis de havde betroet kirkens gods til tro og prøvede tjenere og dermed holdt biskopperne fri for den byrde, hvis de ikke havde draget dem fra kirkerne til hoffet og trofast havde fremmet kirkens tugt både over for biskopperne og over for alle og enhver, så var biskopperne blevet under øvrighederne og var blevet holdt ret ved deres tjeneste. Så ville de også have straffet kongerne og magthaverne kristeligt for deres synder og bragt dem til bedring, sådan som de gamle biskopper gjorde. Og hvor fyrsterne havde forset sig groft, ville de have givet dem tilgivelse – ikke for agre og enge, land og folk, men når de ligesom kejser Theodosius havde vist sand anger og bedring. Dermed ville den jammerlige ødelæggelse af begge embeder være blevet undgået. Øvrighederne ville have holdt biskopperne og sjælesørgerne ved deres rette tjeneste og fremmet dem i den – og sjælesørgerne og biskopperne til gengæld øvrighederne.

Men kejserne gav selv først biskopperne land og folk at regere og overdrog dem al magt over sådanne lande og folk og over alt kirkegodset. Dernæst gjorde de biskopperne til rigsfyrster, for at de også kunne få gavn af det nu alt for store kirkegods – og det ikke alene til rigets nytte, men også til deres egen pragt og ofte til formål, der ikke var gode – og de brugte dem i hof- og krigssager og undertiden også til meget listige og uhæderlige rænker. Oven i alt dette så de gennem fingre med dem i alt deres ugudelige væsen og åbenlyse simoni og kirkens fordærv, ja, hjalp dem dertil og gjorde fælles sag med dem – alt sammen i højeste grad imod deres egne kirkelove, som står i Codex og Novellerne. Da har Herren for alle vores synders skyld også forkastet sådanne kejsere og konger. Og ligesom de så dårligt har udført deres embede som patroner over for Kristi kirker og over for Kristus, deres Herre, og har unddraget Herren og hans kirke deres tjenere, sådan har de givet netop disse tjenere anledning, råd og hjælp til, at de er blevet troløse og menedige mod Herren og kirkerne og åbenlyse «sacrilegi», det vil sige gudstyve og røvere og sjælemordere. Alle disse titler har ikke jeg givet dem, men deres egen gejstlige ret og alle de hellige fædre for mange år siden. Ja, da har den kære Gud efter en retfærdig dom ladet det komme dertil, at disse såkaldte gejstlige også er blevet troløse, menedige og oprørske mod kejserne og kongerne og andre fyrster og herrer og har draget rigets arvegods til sig og røvet det.

De har vovet at løse undersåtterne fra de løfter og pligter, de havde aflagt over for konger og kejsere, ja, at sætte alle dem i band, som holdt deres herrer ed og løfte, at anstifte forfærdelige landskrige og ødelæggelse og så at drage hele kongeriger og fyrstendømmer til sig og tage dem fra riget. Der er jo kun meget få betydelige byer blandt dem, som biskopperne har i riget – nemlig i de tyske lande – som ikke har været rigets og kejserdømmets byer.

Således er det jo let for enhver kristen, som vil betænke, hvordan det alvorlige frafald er trængt ind i kirken, at erkende, at kirketugten ikke har givet nogen anledning til præsternes tyranni, magt og pragt. Årsagen til alt dette er snarere, at kirketugten er forfaldet så fuldstændigt hos dem, kirkens tjenere, og hos andre. Ja, dette og intet andet har åbnet døren for djævelen til alle stænder, så han kunne bringe dem til et sådant frafald og en sådan forvanskning. Ligesom dette overalt har ødelagt Kristi frelsebringende rige, har det også overalt rejst Antikrists tyranni.

Derfor: Den, som præsternes tyranni trykker – og det bør trykke alle kristne på det allertungeste, for kristne bør jo intet hellere elske og begære end fremgang for Kristi rige – han skal bede Herren om, at kirketugten snart må blive genoprettet hos os. Så vil ingen blive tålt i kirkens gods og magt uden den, der i sandhed tjener i Kristi rige. Alle de gejstlige vil holde sig helt underdanige over for den ordentlige øvrighed; land og folk vil de lade fyrster og herrer og dem, Gud ellers kalder dertil, regere, og selv vil de tage vare på kirken. Tiende og andet gammelt og tilbørligt kirkegods vil man ved virkelig trofaste og prøvede diakoner anvende til kirkens salige opbyggelse, til at underholde enker og forældreløse og alle trængende, til at løskøbe fangerne fra tyrken og til alle menneskers fælles fornødenhed og nytte. Og den, der svigter noget heri, vil denne tugt drive til forbedring, eller også vil den straks befri kirken for ham.

Dette må de kære herrer betænke kristeligt – de, som altid frygter, når man taler om kirkens tugt og orden, at man vil bringe dem under igen, og at de nye præster vil blive deres herrer ligesom de gamle. Vores anden artikel i denne lille bog siger om Kristi rige, at der i kirken overhovedet ikke må mærkes eller findes nogen magt eller noget herredømme uden alene vor Herre Jesu Kristi. Dertil vil vi gerne føre det, og ikke til nogen anledning til antikristelig magt hos præsterne eller andre.

Da forklaringen af denne artikel nu er blevet så lang, vil jeg sammenfatte den i korte punkter, og de er disse:

Alle de sårede får – det vil sige dem, der er kristne og er i Kristi fårefold og holder sig i lydighed mod evangeliet, men falder i åbenbare synder – skal man give råd og hjælp, så de ved sand anger og forbedring igen bliver helbredte og sunde, det vil sige igen kommer til et ret, helligt, kristent liv.

Dette råd og denne hjælp skal alle kristne vise hinanden, for Kristus, Herren, virker dette råd og denne hjælp i alle sine. Dog skal de, som Herren særligt har sat til hyrder og sjælelæger for sine får, gøre sig endnu større flid med det, nemlig øvrigheden og dem, der forvalter sjælesorgen i kirken.

Og skønt øvrigheden er de øverste hyrder, og hele deres regering bør være rettet mod, at deres undersåtter lever kristeligt og hertil bliver fremmet af alle tjenester i menigheden, alt efter hver enkelts embede og kald – for kun et kristent liv er et godt og saligt liv –

så skal sjælesørgerne dog særligt tjene dette med Kristi ord og kirkens åndelige myndighed, fordi de særligt er indsat hertil og har modtaget den åndelige befaling over Himmerigets nøgler.

Men denne sjælemedicin, dette råd og denne hjælp, som man skal vise og give synderne – den rette forbinding og helbredelse af de skadede og sårede får – består i at minde dem, der har syndet, men stadig holder sig i lydighed mod kirken, sådan om deres synder, at de bliver bevæget og bragt til en ret, troende anger og således til sand forbedring.

Herren vil, at sjælesørgerne og de særlige åndelige sjælelæger skal helbrede de mindre synder alene med irettesættelse ved ordet. Men de tunge synder skal de helbrede ud over den allerflittigste formaning ved ordet også med frivillig spægelse af kødet og ved for en tid at holde synderen borte fra Herrens hellige nadver. Således skal de, der har syndet, ved en sådan straf og skam føres og drives til dybere anger og til større alvor og iver for at forbedre deres liv. Men heri skal man holde måde, så ingen bliver skræmt bort fra den kristne tugt eller styrtet i fortvivlelse eller forledt til et tomt skin af omvendelse i den ydre spægelse.

Og derfor må denne påmindelse altid ske ved Kristi ord, ved trøsten om tilgivelse og al nåde hos vor himmelske Fader ved Kristus, selv om syndernes tyngde også skal vises med alvor, så man ret kan erkende og hade dem og desto højere skatte Herrens nåde og syndernes forladelse og desto inderligere bede derom. Derfor må der ofte bruges skarp straf, og ikke alene med ord, men også med legemlig spægelse og tugtelse.

Og alt dette sker, fordi Gud har forordnet det sådan for sit gamle og sit nye folk, og det er altid blevet bevaret og øvet hos dette folk, når det havde sin rette orden, sådan som profeternes, apostlenes, martyrernes og de hellige fædres skrifter vidner. Man skal blot overveje de skriftsteder, vi har anført ovenfor, med ret kristen flid.

Dette er nu sammenfatningen af denne artikel. Herren give, at den også bliver kristeligt overvejet af alle dem, der vil være kristne. Og da Satan jo ikke vil holde inde med at drage hele denne sandhed og nødvendige lære fra Kristus ind i falsk forståelse og mistanke, må jeg tage forbehold for to ting endnu. Det ene: Jeg har nogle gange sagt, at det ikke er nok at løse enhver helt fra hans synder og lade ham gå til den hellige nadver, når han efter de grovere overtrædelser siger: «Det gør mig ondt, jeg vil ikke gøre det mere.»

Læg her mærke til, kære læser, at jeg også nogle gange har tilføjet: «og ellers på ingen måde viser sand anger». Den retskafne hyrde og læge skal jo her se til, at de stakkels syndere ikke prøver at bedrage sig selv og kirken. Den trofaste fader og den omsorgsfulde moder lader sig jo ikke nøje med, at barnet en gang siger: «Nu fejler jeg ikke noget mere», men de ser også efter, om det i sandhed forholder sig sådan med det.

Vi vil gerne, at man i sager, der angår ens samvittighed, tror enhver på hans egen bekendelse, dog kun for så vidt gerningen ikke viser det modsatte. Den, der af hjertet siger disse ord om de grovere og tungere synder: «Det gør mig ondt, jeg vil ikke gøre det mere», vil ud over disse ord også give mange flere alvorlige tegn på anger. Han vil også med den største ydmyghed og et ivrigt og villigt sind underkaste sig kirkens tugt og intet hellere gøre end ved sin bod at gøre kirken fyldest og gøre det godt igen over for dem, han har krænket ved sin synd.

Når kirken nu ikke giver voksne den hellige dåb blot på deres ord, men prøver dem en tid, også på deres liv, skønt den fra begyndelsen trøster dem med al nåde i Kristus, for så vidt de tror – hvorfor skulle kirken så give den hellige nadver straks blot på ord og ikke også kræve vidnesbyrd ved gerningen, når man ikke alene med ord, men også med gerningen har vist sin vantro, måske både længe og meget? Dette sakramente er lige så helligt som dåben og skal uddeles med lige så stor alvor og sandhed som dåben.

Det andet, der her må tages forbehold for, er, at jeg med de gamle hellige fædre også har udlagt den binding, som Herren har befalet sin kirke, så den også gælder det at binde til bod. Her må de retskafne kristne betænke, at den binding, som Herren har befalet kirken, ikke er andet end at fastholde synden og ikke tilgive den, ikke erklære synderen fri for den. Kirken kræver med rette af de grovere syndere, som har krænket kirken for tungt, et vidnesbyrd om deres anger ved en tidsbegrænset bod, før den igen af nåde optager dem i Kristi fulde fællesskab, og den tør ikke eftergive dem synderne helt, før de har udført en sådan bod. Så holder den jo for så vidt stadig disse syndere bundne. Og da den gør det efter Kristi ordning og befaling, som tidligere bevist, ser enhver vel, at denne tidsbegrænsede binding til bod og til at gøre kirken fyldest også er indbefattet i den binding, som Herren har befalet kirken. Der tilkommer altså kirken ikke alene den binding, hvorved den helt lukker himlen for de vantro og ubodfærdige, udelukker dem aldeles fra Guds menighed og binder dem til den evige død, men også den binding, hvorved den for en tid lukker kirkens himmelske fællesskab for de troende, holder dem i nogen grad borte fra de kristnes menighed og kun binder dem til en tidsbegrænset bod. Herren give os at stå fast i sandheden og at overgive os ret til hans græsgang og vogtning, hans råd og hjælp. Amen.