Hvordan de fortabte får skal opsøges

Luk 14

Da blev husherren vred og sagde til sin tjener: «Skynd dig ud på byens gader og stræder, og før de fattige og vanføre og lamme og blinde herind!» Og tjeneren sagde: «Herre, det er sket, som du befalede, og der er endnu plads.» Og herren sagde til tjeneren: «Gå ud på vejene og ved gærderne, og nød dem til at gå ind, for at mit hus kan blive fuldt.»

Joh 10

Jeg har andre får, som ikke tilhører denne indhegning, og dem skal jeg også lede, og de vil høre min stemme, og der vil blive én hjord, én hyrde.

Mark 16

Gå ud i hele verden, og forkynd evangeliet for hele skabningen.

1 Tim 2

Gud vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden.

Af disse skriftsteder skal vi lære tre ting. Det første: at de, der udfører Kristi tjeneste i hans kirke, skal stræbe efter at bringe alle mennesker til erkendelse af Kristus. Det andet: at de skal gøre det med den største flid og med uophørlig vedholdenhed. Det tredje: at de fortabte får først er vundet, når de kommer ind i Kristi fårefold, det vil sige ind i kirkens fulde fællesskab, og helt overgiver sig til deres hyrde, Kristus.

Det første: at de sande sjælesørgere og trofaste tjenere for Kristus ikke må gå uden om nogen som helst med frelsens ord, men med al flid skal stræbe efter at opsøge enhver, som de på nogen måde kan få adgang til, og føre ham til Kristus, vor Herre. Det bevidner og lærer ikke alene de skriftsteder, der er anført her ovenfor, men alle de profetier og prædikener om Kristi rige, som vi har i hele Skriften. Faderen har givet Kristus, vor Herre, magt over alt kød; han skal genoprette alle ting i himlen og på jorden. Alle knæ skal bøje sig for ham, og alle tunger skal ære og prise Herren. Han skal herske til verdens ende, og alle folk skal være hans arv.

Nu er desværre ikke alle udvalgt af Gud hertil, og mange foragter den frelse, som Herren tilbyder dem, sådan som det er fremstillet i den anførte lignelse om de indbudte, hvoraf ingen skal smage Herrens aftensmåltid. Men Herren vil ikke åbenbare os hemmeligheden ved sit valg; han befaler os derimod at gå ud i hele verden og prædike hans evangelium for hele skabningen. Han siger: i hele verden og for hele skabningen. Derfor er det for os mere end grund nok til med al troskab at opsøge alle mennesker, så de kan nå det evige liv, at de er skabt af Gud og er Guds skabninger. Og derfor har Herren også brugt en fælles betegnelse: hele skabningen. Han vil jo ikke alene have kaldet dem til sit måltid, som viser sig at være borgere og indbyggere i hans by, men siger til sin tjener: «Gå ud på gaderne og stræderne, og før de fattige og vanføre og lamme og blinde herind.» Ligeledes: «Gå ud på vejene og ved gærderne, og nød dem til at gå ind.» Heraf lærer Herren os, at hans tjenere ganske enkelt skal stræbe efter at føre enhver, som de overhovedet kan nå, til hans kirke og til det fulde fællesskab i hans frelse, hvor elendige og skrøbelige de så end måtte være – ja, at drive og nøde dem.

De, der ikke er udvalgt og ikke hører til Kristi får, vil nok selv vise, hvem de er, når man med al flid har opsøgt dem, kaldet dem og nødet dem til at komme til Kristus: De foragter den tilbudte frelse og støder den fra sig, sådan som jøderne gjorde. Til dem siger Herren i Joh 10: «Men I tror ikke, for I tilhører ikke mine får.» Når nogen så, efter at være blevet tilstrækkeligt opsøgt og kaldet, foragter Kristi rige eller endda forfølger det, så har vi Herrens befaling om at ryste støvet af vores sko og overlade sådanne til hans dom og ikke kaste det hellige for hundene eller strø perlerne for svinene.

Men her må Kristi trofaste tjenere ikke let opgive nogen, så længe folk stadig er mennesker og Guds skabninger og ikke helt viser sig som hunde eller svin: som hunde, der raser desto mere mod dem, der kalder dem til Himmeriget, jo mere trofast disse vil hjælpe dem til frelsen, eller som svin, der foragter det hellige evangeliums perle og træder den under fode, desto mere jo tydeligere og herligere den bliver fremholdt for dem. Derfor skal vi tage det andet punkt nøje til hjerte og trofast overveje, med hvilken troskab, alvor og flid Herren vil have sine får opsøgt. Han vil, at man skal opsøge dem, også når de er spredt i alle retninger, og opsøge dem med en sådan alvor og flid, at man er rede til at blive alt for alle, sådan som den kære Paulus gjorde, ja, også til at sætte livet til, sådan som Herren selv har gjort, for at man kan finde og vinde de fortabte får.

Og heri vil han, at hans tjenere slet ikke bliver trætte eller giver op, før de virkelig bringer nogen til ham, så deres alvor og vedholdenhed ligner det at nøde. «Nød dem til at gå ind», siger Herren. Ikke sådan at nogen kan nødes til Kristus mod sin vilje, men sådan at man skal blive så vedholdende ved over for folk, at det onde kød virkelig føler sig nødet og trængt, fordi ånden derved bliver bevæget mod kødet og drevet til Kristus.

Det tredje, vi skal lære af de skriftsteder, der er anført ovenfor, er målet med at opsøge de fortabte får og føre dem til Kristus. Målet er at bringe dem ind i Kristi fårefold, så de helt overgiver sig til Kristus, til hans vogtning og græsgang, hører hans røst i alt og også gør brug af alt det, som Herren har ordnet til at fremme sine fårs frelse: lære, formaning, advarsel, irettesættelse, tugt og trøst, både i fællesskab og hver for sig, ved ordet og de hellige sakramenter, de hellige forsamlinger, de fælles bønner, taksigelser og omsorgen for de fattige. Kort sagt: Kristi frelse kan alene modtages i Kristi fællesskab, og vel at mærke i hele Kristi fællesskab, sådan som vi har beskrevet det i denne lille bogs første kapitel.

Herren vil altså føre sine fortabte får til sin hjord og fårefold, så der bliver én fårefold og én hyrde. Derfor må de, der skal tjene Herren ved at opsøge hans fortabte får og bringe dem til ham, ikke holde op med deres tjeneste, flid og arbejde for disse fortabte får, før de har nået så vidt med dem, at de helt vil være i Kristi hjord og fårefold og i alt adlyde og følge – slet ikke deres egen fornuft, men alene deres hyrdes røst. De ved jo, at alt, hvad Herren har forordnet og befalet sin menighed, netop må være det evige livs vogtning og græsgang.

Heraf følger nu for det første: Alle kristne er Kristi lemmer og redskaber, og Kristus skal leve i dem alle og ikke de selv. Derfor skal de alle – dog hver efter sit kald og sin evne, det vil sige efter som Kristus lever i hver enkelt – frem for alt og med den største flid tjene Herren ved at arbejde for, at alle hans fortabte får trofast bliver opsøgt, ført til ham og bragt ind i hans kirkes fællesskab. Vi beder jo alle frem for alt andet: Komme dit rige.

For det andet følger det: Øvrighederne og de magthavende er af Herren sat til at være de øverste hyrder for hans får på jorden (for han vil, at alle sjæle skal være dem underlagt). Derfor er også de forpligtet til først og fremmest at rette og bruge al deres magt og evne på, at Herrens får, som endnu er fortabte og farer vild, med al flid bliver opsøgt og samlet til ham på rette måde. Øvrighederne er guder og salvede frem for og over alle andre mennesker; derfor skal de også frem for og over alle andre vise og udøve Guds og Kristi gerning, som er altid at opsøge og frelse det, der er fortabt.

Ikke sådan at de selv skal prædike og forvalte ordet, sakramenterne og kirkens tugt – for det er en særlig tjeneste og et særligt embede i kirken, sådan som vi har vist ovenfor. Men øvrighederne har den højeste magt over alle mennesker og skal derfor frem for alle andre sørge for, at enhver lever ret og godt og passer sin tjeneste ordentligt. Derfor er alle øvrigheder sandelig også frem for alt forpligtet til at sørge for, at der under dem ikke lever nogen, som ikke altid med al troskab bliver opsøgt og hjulpet frem til Kristus. For ingen kan overhovedet have lykke eller frelse, uden at han hører til Kristi får og er i hans fårefold. Kun her er det evige livs vogtning og græsgang.

Det sørger øvrighederne ret for, når de efter eksemplet fra de gamle gudfrygtige fyrster og øvrigheder, der regerede gudfrygtigt i Israels folk og blandt de gamle retskafne kristne, indretter kirketjenesten og sjælesorgen sådan, at kirkerne ikke skades eller bebyrdes af ulve og lejesvende, men har deres trofaste og flittige tjenere, der udfører hyrdetjenesten og sjælesorgen med al troskab og i rette mål. Dernæst at de også sørger for skolerne og for opdragelsen af hele ungdommen og indretter og fremmer dem godt, så de tjener til undervisning i og fremme af gudfrygtigheden. Og for det tredje at de ikke tillader nogen at foragte eller hindre denne frelsens tjeneste over for gamle og unge eller selv at unddrage sig den, hvad enten det sker ved falsk lære eller ved anden letsindighed og tøjlesløshed.

Herom har vi stadig de gamle kristne kejseres love. I dem tillader de ingen overhovedet at indføre falsk lære og splittelse fra Kristi fællesskab, hverken offentligt, hvor den fælles kirketjeneste holdes, eller i det skjulte i krogene og over for enkeltpersoner. De lader heller ingen, der er mærket med Kristi navn, slippe af sted med at trække sig bort fra kirkens fællesskab og fra de hellige sakramenter. De, der ikke holder sig til Kristi fællesskab, fordømmer de nemlig som frafaldne og lader dem ikke komme til nogen æresposter eller hæderlige embeder. Og dem, der slutter sig til særlige sekter, driver de bort fra deres fordærvelse med pengebøder og andre hårde straffe. Disse love og forordninger har vi stadig i Codex, titlen De summa Trinitate et fide catholica, loven Nullus, og i hele titlen De haereticis; ligeledes i Novellerne, konstitution 109. [Codex Justinianus 1,1,2 og 1,5; Novella 109.]

Og disse kejserlige love roser og forsvarer den hellige Augustin i brevet til greven og den kejserlige hærfører Bonifatius og flere andre steder: at de er kristelige og gavnlige til frelse. Og han beviser med Skriften, at konger og øvrigheder netop tjener Herren med deres embede, når de med gudfrygtig strenghed forbyder og straffer det, der sker imod Guds bud. Ligeledes at de med langt større alvor skal våge over, at sjælene holder troskab mod Kristus, deres brudgom, end at hustruerne holder troskab mod deres mænd; at frafald fra Gud skal straffes langt strengere end frafald fra mennesker; og at de frafaldne skal drives og nødes tilbage til Herren med langt større alvor, end en hustru skal drives og nødes tilbage til sin mand, eller et andet menneske, der var forpligtet over for sin herre og havde forladt ham, tilbage til ham. Selv om dette frafald skal straffes mildere, fordi det undertiden sker af uvidenhed, må det dog ikke lades ustraffet. Han fortæller også, hvordan meget mange af de vildfarende ved kejsernes strenghed er blevet bragt til kirken og til det sande kristne fællesskab. Derfor anser han denne tilskyndelse og tvang fra vildfarelserne til sandheden, fra sekterne til Kristi fællesskab, for den nøden, som Herren har talt om i lignelsen om den store nadver, som er anført ovenfor, Luk 14. [trykket har «Luc. xv.»]

Men ingen skal vige tilbage for denne nøden. For den hellige Augustin lærer dermed ikke, at nogen skulle tvinges til troen, sådan som man plejer at indvende mod denne lære. Han vidste godt, at ingen kan tro på Kristus mod sin vilje eller gøre noget ret, og han ville heller ikke have hyklere, som siger med munden, at de tror, mens deres hjerte dog er uden tro. Men dette har den hellige lærer set: at den gode Gud giver sin nåde og velsignelse til den ordentlige straf og magtudøvelse lige så vel som til andre ord og gerninger, som han har forordnet til menneskenes frelse. Dermed driver han folk fra onde lyster og begær til den sunde lære og derefter også til at gøre godt af hjertet.

For den barmhjertige Gud og trofaste Fader, der bruger både surt og sødt for at hjælpe os, får ofte mange mennesker til at afsky stor tugtløshed og svær uret i andre ting og indgiver dem lyst og kærlighed til tugt og til at gøre ret, når den ordentlige øvrighed straffer dem kraftigt og med alvor for tugtløsheden og uretten og med magt holder dem tilbage fra deres egenrådighed. På samme måde har den retskafne biskop og trofaste sjælesørger Sankt Augustin erfaret det hos nogle tusinde, der ved kejsernes straf var blevet bragt fra donatisternes sekt til det sande fællesskab med Kristus: at den kære Gud ved straffen og den kraftige tvang også får folk til at afsky de falske lærdomme og sekter og al foragt for religionen. Først bringer han dem til at høre den sunde lære og hverken at forføre eller forarge andre. Derefter giver han dem ved læren sin Ånd, som befrier dem helt for vildfarelserne og gør dem helt glade og ivrige for sandheden.

Og selv hvor det ikke sker, og sådanne forvendte mennesker bliver i vildfarelsen, fordi de er så selvglade og så frækt foragter Kristus i andre, så er man dog uden skyld, hvad dem angår, når man også over for dem har forsøgt den ordentlige straf og magt og altså ikke har undladt noget af det, som Gud har forordnet at bruge over for sådanne. Han har jo befalet, at den ydre straf og kraftige tvang mod ethvert frafald og enhver krænkelse af religionen skal udøves så meget mere alvorligt, som dette onde er mere skadeligt og fordærveligt. For øvrighederne skal være til skræk for alle onde gerninger, og mest for de værste, 5 Mos 17; Rom 13; 1 Tim 1.

For det andet yder man sådanne vildfarende mennesker ingen ringe hjælp med denne alvor, når straffen holder dem tilbage fra også at føre andre i fordærv med sig. Det er altid lettere at bære, at én kun selv er forvildet, end at han også forvilder andre med sig.

Det er slet ikke meningen, som nogle bilder sig ind, at den ordentlige øvrighed skulle lade sine folk selv vælge, om de vil give sig hen til Kristus eller ej. De er givet Kristus til ejendom af den himmelske Fader, er skabt og født til ham og lever og nyder alt alene ved ham. Når nu en ordentlig øvrighed med rette med magt tvinger livegne til at blive hos deres jordiske herrer og tjene dem trofast – selv om ingen jo kan være tro mod sin vilje, og tvangen alene ikke giver nogen troskab – hvorfor skulle man så ikke så meget desto mere med magten, som jo helt tilhører Kristus, holde folk til at blive hos Kristus og tjene ham, så vidt Herren vil give det? At Antikrist misbruger denne magt til ugudelighed, ændrer jo ikke ved, at den i sig selv er en god gerning og gave fra Gud, som skal bruges ret til gavn for Kristi rige.

Man skal ganske vist ikke presse nogen til at sige, at han tror, når han ikke tror, og endnu mindre presse nogen, der ikke har lyst til det, til at gå til Herrens bord, sådan som paven gør. Men man skal heller ikke tillade, at nogen, som blandt de kristne er født til Kristus og døbt, nægter at høre Kristi lære og vil leve åbenlyst imod den, spotte den og gøre den modbydelig for andre.

Da de kristne også anser foragten for Kristus for den værste og mest afskyelige last og alene agter og ærer gudfrygtigheden, vil de rette kristne sandelig have kun lidt tilovers for alle dem, der foragter det dyrebare og salige fællesskab med Kristus i de hellige sakramenter og i alle kirkens øvelser, og de vil heller ikke drage dem frem til nogen æresposter. Men alle, der trækker sig bort fra dette fællesskab, foragter det i sandhed. For har de i sinde at leve ukristeligt, så skal de holde op med det, så de ikke behøver at holde sig fra sakramenterne. Vil de derimod leve kristeligt, så har Kristus forordnet dette hellige sakrament til brug for alle kristne.

Da nu de kristne skal sætte de allermest kristne mennesker til at regere, sømmer det sig også for dem, at de ikke vælger nogen ind i øvrigheden, som ikke i alle ting holder sig til kirkens fællesskab. Alt dette påbyder også de kejserlige love, nemlig den 109. konstitution i Novellerne.

Skulle nogen af de ukristne så ville skaffe sig adgang med sakramenterne under falsk skin, så vil man dog nok kende ulvene i fåreklæder på frugterne, hvis man vil. Den sande gudsfrygt og retskaffenhed lader sig ikke vise frem med tomt skin.

Kort sagt forholder det sig blandt de kristne, som Salme 15 synger: De agter ikke de ugudelige, men skyr dem, og de ærer de gudfrygtige. Deres styre siger, som Salme 101 synger: Mine øjne ser efter de trofaste i landet, så de kan bo hos mig, og jeg har gerne retskafne tjenere. Falske folk holder jeg ikke i mit hus, løgnerne trives ikke hos mig. Tidligt gør jeg det af med alle ugudelige i landet, så jeg udrydder alle ugerningsmænd fra Herrens by. Lad derfor enhver hykle og forstille sig, alt hvad han kan: Denne alvor fremmer gudfrygtigheden og driver ugudeligheden bort, om ikke fra hjertet, så dog fra munden og livet, så den ikke kan skade andre. Alt dette lærer den hellige Augustin meget fint og grundigt på det nævnte sted og mange andre steder. Det har jeg her villet anføre kort, for at ingen skulle støde sig på, at denne meget lærde og gudvise biskop anser øvrighedens straf og dens indtrængende, kraftige tilskyndelse til religionen for den evangeliske nøden til Kristi rige, som Kristus kræver af sine øvrigheder og magthavere.

Nu vender vi tilbage til vort emne. Hvis øvrighederne på den beskrevne måde med alvor sørgede for hos deres egne – som jo er født som Kristi, vor Herres, ejendom og også givet ham i den hellige dåb – at enhver blev ret opsøgt, fundet og drevet til gudfrygtighed, så ville den kære Gud visselig også vise dem, hvordan de ret kunne opsøge dem, som ved fødsel og opdragelse er fremmede for Kristus, vor Herre – såsom jøder, tyrkere og andre hedninger – og bringe dem til Kristus. Ja, hvis de blot elskede Kristi rige og var lige så ivrige efter at udbrede det, som de elsker deres jordiske herredømmer og gerne vil øge dem!

Men nu ser vi desværre, at man nok stræber efter jøders, tyrkeres og andre hedningers land og gods, men når det gælder, hvordan man kan vinde deres sjæle for Kristus, vor Herre, ser man kun lidt alvor – og det ikke alene hos de ordentlige fyrster, som man kalder verdslige herrer, men også hos de såkaldte gejstlige.

Da moskovitterne for nogle år siden af sig selv ville træde ind i den almindelige kirkes fællesskab, drev paven dem bort alene ved at ville pålægge dem at betale alt for mange penge. Og da han ikke kunne få ulden af disse små får, brød han sig heller ikke om fårene.

Derfor lader Gud ved sin retfærdige dom det ske, at de berøver os de timelige goder og herredømmer – fordi vi ikke prøver at vinde jøder, tyrkere og andre hedninger for Kristi rige, men kun at tage timeligt gods og herredømme fra dem. Sådan suger jøderne på forunderlig vis de stakkels kristnes ejendele ud med deres åger, og tyrkerne river dag for dag land og folk fra os med magt og med en ganske forfærdelig fremgang.

Sådan mærker man også en svær Guds vrede i opdagelsen og erobringen af de nye lande og øer, som man dog jubler så meget over, som om man derved øgede kristenheden betydeligt. For dér udretter man ikke andet end først at bringe de stakkels mennesker om liv og gods og derefter også om sjælen ved falsk overtro, som man lærer dem gennem tiggermunkene.

Jeg har hørt Johann Glapion, Hans Kejserlige Majestæts skriftefader, klage over for fremtrædende folk over, at spanierne i de nyopdagede lande tvang og plagede de stakkels mennesker sådan til arbejde – for at finde guld og andet til dem – at de tog livet af sig selv, fordi de ikke kunne bære et sådant arbejde og en sådan plage. For det andet: Hvad udretter man også, når det gælder vore egne? Hvor mange dygtige folk slider man ikke op på søfarterne! Og når man mener, at man har vundet meget, så giver de kun anledning og ansporing til forfærdelige krige, til pragt og hovmod og til undertrykkelse af det fattige, almindelige folk. For ved disse handler og gevinster samler nogle få hele verdens gods og ejendom i deres hænder og bruger det så til al slags egenrådighed. De indretter det sådan for de andre, at mange med deres hårde slid knap kan få det tørre brød. Det kaldes så at øge kristenheden. Herren give vore fyrster og øvrigheder forstand og vilje til i sandhed at udbrede og forbedre kristenheden.

For nu at afslutte dette punkt: Hvad de almindelige kristne og øvrigheden forsømmer, når det gælder om at opsøge de fortabte får, det skal kirkens ældste altid påtage sig at gøre godt igen. Og selv om de ikke har et apostolisk kald og en apostolisk befaling til at drage ud til fremmede folk, skal de dog i de kirker, hvor Helligånden har sat dem til biskopper og tilsynsmænd, ikke lade nogen som helst, der ikke holder sig til Kristi menighed, fare vild. De skal tværtimod prøve alt det hos hver enkelt, som Gud nogensinde giver dem lejlighed til at prøve, for at de kan bringe sådanne mennesker ind i det fulde fællesskab med Kristus.

Især skylder de at vise denne flid over for dem, der er døbt i Kristi navn. Af dem må de heller ikke svigte nogen som helst uden at pådrage sig en tung skyld over for Kristus, vor Herre. For de er netop i dåben overgivet til Kristus, Herren, og indlemmet i ham, for at de ved kirkens tjeneste skal opdrages til Kristi liv og hele tiden føres videre i det. Svigter Kristi tjenere derfor nogen af de døbte, før de endegyldigt har erfaret, at de er hunde eller svin – det vil sige modstandere eller foragtere af Kristus, som man intet kan udrette med ved Guds ord –, så må de aflægge tungt regnskab for dem over for Gud og Kristus, vor Herre. Sådanne bortjagede og fortabte får vil vel, som Gud siger ved profeten Ezekiel, gå til grunde i deres egen ugudelighed, men deres blod vil Herren kræve af hænderne på dem, som han i sin kirke har sat til at opsøge dem til frelse og kalde dem til omvendelse og til Kristi nåde. Ja, til deres store rædsel vil Herren foreholde sådanne forsømmelige og utro hyrder: I har ikke opsøgt det fortabte.

Måtte Kristus, vor eneste rette og gode hyrde, nu give, at hans menigheder overalt bliver forsynet og udstyret med virkelig trofaste og ihærdige ældste. De skal ikke lade noget uforsøgt hos alle de mennesker, som de nogensinde kan få adgang til – også jøder og tyrkere og alle vantro –, så de kan bringe alle blandt dem, der hører Kristus til, helt til Kristus. Og med særlig alvor og nidkærhed for Gud skal de tage sig af dem, som er døbt, men som enten ved en indbildt, falsk religion eller ved kødeligt overmod er så forført og bortjaget, at de lever helt fremmede for Kristi fårefold og hans græsgang.

Så meget om hyrdetjenestens og sjælesorgens første gerning, som er at opsøge Kristi fortabte får og bringe dem til Kristi hjord og ind i hans fårefold.