Hvordan de sunde og stærke får skal bevares og vogtes

Joh 21

1. Simon, søn af Johannes, elsker du mig mere end disse? Han svarede ham: Ja, Herre, du ved, at jeg holder af dig. Han sagde til ham: Vogt mine lam! Igen, for anden gang, sagde han til ham: Simon, søn af Johannes, elsker du mig? Han svarede ham: Ja, Herre, du ved, at jeg holder af dig. Han sagde til ham: Vær hyrde for mine får! For tredje gang sagde han til ham: Simon, søn af Johannes, holder du af mig? Peter blev bedrøvet over, at han for tredje gang sagde til ham: Holder du af mig? og han svarede ham: Herre, du ved alt, du ved, at jeg holder af dig. Jesus sagde til ham: Vogt mine får!

1 Pet 5

2. De ældste blandt jer formaner jeg, som medældste og vidne om Kristi lidelser og som den, der har del i den herlighed, som skal åbenbares: Vær hyrde for Kristi hjord blandt jer, og før tilsyn med den, ikke tvungent, men frivilligt, ikke for skammelig vinding, men villigt, heller ikke som nogle, der vil herske over deres folk, men bliv forbilleder for hjorden. Så skal I, når overhyrden åbenbares, få herlighedens uvisnelige krans.

ApG 20

3. I ved, hvordan jeg lige fra den første dag, jeg kom til Asien, hele tiden har været hos jer og har tjent Herren i al ydmyghed, under mange tårer og prøvelser, som er overgået mig fra jøderne, der stræbte mig efter livet; og hvordan jeg ikke har holdt noget tilbage af det, der kunne gavne jer, men har forkyndt det for jer og undervist jer både offentligt og hjemme i husene og har vidnet både for jøder og grækere om omvendelse til Gud og tro på vor Herre Jesus.

Samme sted

4. Derfor erklærer jeg for jer på denne dag, at jeg er uden skyld i nogens blod. For jeg har ikke holdt noget tilbage, men har forkyndt jer hele Guds råd. Så giv nu agt på jer selv og på hele hjorden, i hvilken Helligånden har sat jer til biskopper, for at være hyrder for Guds menighed, som han har vundet sig med sit eget blod.

1 Thess 2

5. For vi kom aldrig med smigrende ord, som I ved, og vi gik heller ikke efter vinding – Gud er vidne. Vi søgte heller ikke ære fra mennesker, hverken fra jer eller fra andre, skønt vi kunne have været til byrde for jer som Kristi apostle. Men vi var som en mor blandt jer, ligesom en amme plejer sine børn. Sådan havde vi hjertelig glæde af jer og var villige til at give jer del i ikke alene Guds evangelium, men også vores eget liv, fordi vi havde fået jer kær. I husker jo, kære brødre, vores slid og besvær: Nat og dag arbejdede vi for ikke at være til byrde for nogen af jer, og vi forkyndte Guds evangelium for jer. I er vidner, og Gud, om hvor helligt, retfærdigt og uangribeligt vi færdedes blandt jer, som troede. I ved jo også, at vi som en far sine børn har formanet, trøstet og indtrængende bedt hver enkelt af jer om at vandre Gud værdigt, ham som har kaldet jer til sit rige og sin herlighed.

1 Kor 5

6. Og I er opblæste og har ikke hellere sørget, så han, som har gjort denne gerning, blev fjernet fra jer.

Samme sted

7. Jeres stolthed er ikke smuk. Ved I ikke, at en smule surdej gennemsyrer hele dejen? Rens derfor den gamle surdej ud, for at I kan blive en ny dej, ligesom I jo er usyrede.

Samme sted

8. Men nu skriver jeg til jer, at I ikke må omgås nogen, som bærer brodernavn og er utugtig eller grisk eller afgudsdyrker eller spotter eller drukkenbolt eller røver. I må ikke engang spise sammen med en sådan. For er det min sag at dømme dem udenfor? Dømmer I ikke dem indenfor? Gud vil dømme dem udenfor. Fjern den onde fra jer selv.

Hvem der er de sunde og stærke får, er sagt ovenfor. Ganske vist er ingen helt uden mangler og skrøbeligheder. Men de, som lever i gudsfrygt, bliver i Guds menighed og også viser sig flittige og ivrige i den – ved de hellige kirkelige øvelser og i hele det kristne liv – kaldes de sunde og stærke får.

Disse skal nu bevares og vogtes, det vil sige beskyttes mod al skade og forsynes med alt, hvad de har brug for, som det er ret, i det mål og den orden, som Herren har befalet. I denne Herrens gerning skal alle Herrens lemmer nu tjene, hver efter sin opgave og evne, sådan som vi også tidligere har forklaret det om de andre gerninger i Herrens tjeneste. Enhver kristen skal jo efter bedste evne hjælpe og råde den anden, så han bliver beskyttet mod alt ondt og forsynet med alt godt. Men især skal de, der har nogen magt over andre, lægge vind på dette: husfædre og lærere og over dem alle den fælles øvrighed. Men da vi her særligt behandler sjælesorgen og den åndelige hyrdetjeneste, som kirkens tjenere skal udføre, har vi kun anført de skriftsteder, der taler om den bevaring og vogtning, som kirkens ældste skal udføre. Sådanne ældste var jo de hellige Peter og Paulus selv, og det samme var de, som de formaner til denne gerning i det andet og tredje skriftsted.

Når vi nu ser ret på disse skriftsteder, lærer de os udmærket alt, hvad der kræves til denne tjeneste, og hvordan den kan udføres ret. For det første skal vi her se, hvad målet og hensigten med denne bevaring og vogtning er. For det andet, hvordan og ved hvilke gerninger man kan komme frem til og nå dette mål. For det tredje, hvordan hyrderne og sjælesørgerne skal være rustet for at kunne udføre denne gerning godt og nå det mål, der er sat. For det fjerde, hvilke grunde der skal drive og bevæge dem til det.

Da alt, hvad der hører til denne gerning, erkendes ud fra gerningens mål og hensigt, vil vi først overveje dette mål. Målet er tilstrækkeligt angivet i alle fire skriftsteder, men den hellige Paulus angiver det i det fjerde skriftsted med noget klarere og enklere ord, nemlig: at leve og vandre i overensstemmelse med nåden og kaldet fra Gud, som har kaldet os til sit rige og sin herlighed. For dette er jo målet og hensigten med al bevaring og vogtning af Kristi får: at de bliver holdt fast og ført frem i et liv, der svarer til nåden fra Gud, som har kaldet dem til sit rige og sin herlighed. Det vil sige, at de lever og vandrer som Guds børn, som dem, der har del i Himmeriget, uden fejl og mangel, i al hellighed og retfærdighed, uden anstød og fyldt med frugter af alle gode gerninger, sådan som det sømmer sig for Guds børn og Kristi lemmer.

De sjælesørgere, som nu trofast vil se hen til denne hensigt og dette mål og vogte Kristi får sådan, at de når dette mål for deres vogtning hos dem, vil straks også forstå alt det, der hører hertil. De vil også holde den rette måde og det rette mål, når de udfører det ret og frugtbart. Således tjener de virkelig Kristi får frugtbart, så de i alt, hvad der hører til et ret kristent liv, ikke alene bliver holdt fast og bevaret, men også altid vokser og tager til. Dermed har vi det første: hvad målet og hensigten med den kristne vogtning er. Hvordan man så når dette mål – det andet punkt – lærer vi af det første på denne måde:

At leve i overensstemmelse med Herrens nådige kald til sit rige og sin herlighed beror helt på den sande og levende tro på vor Herre Jesus Kristus. Af den vokser og flyder så med sikkerhed al tugt, tålmodighed og kærlighed og dermed et helt kristent liv og alle gode gerninger, som også nævnt tidligere. For hvor denne tro virkelig lever og er virksom i os, dér vil vi vide og også grundigt betænke, at vi på grund af hele vores natur, evne og gerning er under Guds vrede og unåde. For i alt dette lever vi evigt i modstrid og genstridighed mod Gud, vor skaber og det evige gode, både i vores forhold til os selv og til alle skabninger, og derfor er vi også evigt forkastet og fordømt af Gud. Men vi vil også vide, at han, vor himmelske Fader, ved vor Herre Jesu Kristi fyldestgørelse og fortjeneste nådigt vil tilgive os al denne genstridighed mod hans vilje, som alene er god, ja, så stor uretfærdighed og synd sammen med alle de overtrædelser, der udspringer af denne onde rod og vokser dag for dag, og at han aldrig mere vil tilregne os dem. Og dertil vil han også give os sin Ånd, forstand og god vilje, så vi altid tragter og stræber efter et nyt, gudfrygtigt liv. Og alt, hvad der end møder os på denne vej, sødt og surt, godt og ondt, vil han lade tjene os til alt godt på legeme og sjæl.

Heraf må det jo nu følge, at vores eget fordærvede væsen, vores forvendte tanker, lyster og begær mishager os af hjertet, og at vi har al vores glæde, trøst og tillid i ham, Kristus, vor Herre. For ved denne tro lever han i os og vi i ham, og hans Ånd driver os, så vi mere og mere ønsker og sætter os for at korsfæste og døde alle vores medfødte, tåbelige og onde tilbøjeligheder, lyster og planer og at rette og hengive hele vores liv til at tjene næsten i sand kærlighed og til Kristi pris – alene for at hans hellige navn også ved os må blive gjort stort og hans rige udbredt.

Da nu hele dette kristne og gudfrygtige liv udspringer af den sande, levende tro på Kristus, Herren, er det let at se: Vil man bevare de kristne i dette liv, vogte dem og hjælpe dem frem, så de lever i overensstemmelse med deres kald og den nåde, de har modtaget, det vil sige fører et sandt kristent liv, så må man frem for alt sørge for, at de er sunde i troen, og at de i alle ting rådslår, beslutter og handler ud fra troen og en levende erkendelse af Kristus. De skal altid have for øje og betænke, hvad Kristus er blevet for os, hvad han har gjort og givet os, og hvad han vil være, gøre og give. Når den hellige Paulus beder om fremgang i det kristne liv for de troende, beder han da også altid om, at de må vokse og tage til i åndelig visdom, åbenbaring og erkendelse, oplysning, forstand og erfaring og blive fyldt, så de kan erkende, føle og slutte, hvad vores håb og vores rige arv er, som er vundet for os ved Kristus, og dernæst ud fra dette også, hvad der behager Gud, og hvad der i sandhed er nyttigt og godt, så de lever i overensstemmelse med deres kald og til Herrens pris, uden anstød og fyldt med al retfærdighedens frugt. Ef 1; Fil 1; Kol 1. Da troen nu først fødes af hørelsen af Guds ord og derefter også vokser og bliver stærk, kan man ud fra dette mål og formål med den sande sjælesorg og den rette vogtning lære det andet stykke: hvordan man kan komme til dette mål og nå det. De retskafne sjælesørgere må nemlig intet forsømme, så Kristi sunde får hele tiden bliver undervist mere fuldkomment i det hellige evangelium, og så hele Guds råd altid trofast bliver holdt frem for dem med undervisning, formaning og vidnesbyrd og med alt, hvad der ellers kan tjene til, at erkendelsen af Kristus vokser og bliver skarpere hos de troende.

Og for at man desto bedre kan nå dette hos Kristi får, må man også med den største flid og alvor tilskynde, føre og drive dem bort fra alle verdslige og kødelige gøremål og lyster til alt åndeligt og himmelsk liv og virke – til ordet, til bønnen, både hver for sig og i menigheden, og til alle gudsdyrkelsens øvelser på enhver mulig måde – både i fællesskab og hver enkelt for sig. Det har vi eksemplet på hos den kære Paulus i det tredje og det femte skriftsted. Over for Kristi får, som han havde fået betroet at vogte, har han slet intet holdt tilbage af det, som er gavnligt. Hele Guds råd har han forkyndt dem, og han har undervist, trøstet, formanet og vidnet for dem, både samlet i menigheden og særskilt hjemme i husene, ja, hver enkelt for sig. Denne undervisning er nu en vejledning, der rummer alt det, som stadig mere kan hjælpe et menneske frem til at fatte de guddommelige ting ret, så det engang kan være en kristen og leve kristent. At vidne er den allermest alvorlige formaning, hvorved et troende hjerte på det kraftigste bliver ransaget og bevæget. Det har den hellige Paulus drevet på med uophørligt, dag og nat og med tårer. Så stor alvor og omsorg har han vist heri, og al sin kraft, al sin møje og sit arbejde har han sat ind på at lære dem omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus.

Men her skal man især lægge godt mærke til, at man med al troskab må fremme Kristi lære ikke alene i den fælles kirke og forsamling, men også hjemme og over for hver enkelt for sig, efter Paulus' eksempel i det tredje og det femte skriftsted. For sådan siger han i det tredje skriftsted: «Jeg har forkyndt og lært jer Kristi lære i den fælles og offentlige forsamling, δημοσίᾳ, og også særskilt fra hus til hus, κατ᾽ οἴκους.» Og derefter: «I tre år har jeg ikke holdt op med dag og nat at undervise hver enkelt.» Og i det femte skriftsted: «Som en far formaner sine børn, har jeg formanet hver enkelt af jer» osv. Læren i Kristi hellige evangelium er læren om den evige salighed, og dog er intet sværere og mere møjsommeligt for os at lære på grund af vores fordærvede natur. Derfor kræver denne lære den mest trofaste, alvorlige og uophørlige undervisning, vejledning og formaning, som et menneske overhovedet kan vise. Men hvor meget det udretter også at undervise og formane folk hver for sig, det ved enhver godt.

Derfor må man endelig ikke lukke den kristne lære og formaning inde i forsamlingen og på prædikestolen. For mange lader det, der læres og formanes i fællesskab, forblive noget almindeligt, og de tyder og forstår det snarere om andre end om sig selv. Derfor er det nødvendigt, at man også hjemme og hver for sig underviser, lærer og vejleder folk i Kristus. Og derfor har de kirker handlet klogt, som har bevaret den særlige adgang til hver enkelt for i Kristus, Herren, at lære ham omvendelsen og troen. Og de, som ønsker at hindre, at alle Kristi tjenere overalt uddeler og fremmer Kristi lære – ikke alene i de offentlige og fælles prædikener, men også fra hus til hus over for hver enkelt for sig – de står Helligånden imod og bekæmper kirkens opbyggelse. Helligåndens værk i den hellige Paulus ligger jo klart for dagen. Hvad Helligånden har virket i den kære Paulus til opbyggelse af sin kirke, hvorfor skulle han så ikke også virke det samme i alle sine andre redskaber i dette kald og hverv?

Men vores lumske, genstridige kød vil altid give sig skin af også at ville være Kristi discipel, og dog kan det intet mindre tåle end Kristi lære. Derfor vil det gerne have, at man lader Kristi lære forblive almindelig tale: Rammer den, så rammer den. Men det kan Kristi Ånd ikke nøjes med; han er en trofast lærer, som ikke holder op, før han fører sine elever ind i hele sandheden. Derfor ser han også efter fra hus til hus, fra menneske til menneske, hvordan hans lektion i de offentlige, fælles prædikener er blevet modtaget, og hvad den har udrettet hos hver enkelt; han overhører sine elever og ser, hvad de har forstået, og hvad de ikke har forstået. Sådan har han altid holdt det i sin kirke. Og den, som ikke synes om dette og ikke ønsker at tage det i brug igen, vil ikke, at Helligånden skal lære sin kirke ret og være dens sande værge og lærer, sådan som Herren har lovet. Paulus skriver til thessalonikerne, at han som en far har formanet hver enkelt af dem osv. Om sådanne tjenere skal vi bede Herren, og en sådan tjeneste skal vi, hvor vi overhovedet kan, genoprette og fremme. Og det vil vi også gøre med al troskab, hvis vi ellers hører Kristus til, og hans Ånd driver os.

Dette er altså, hvad man må gøre med Kristi får, når man vil vogte og bevare dem ret, det vil sige føre og hjælpe dem ret frem til at leve i overensstemmelse med deres kald og den nåde, de har modtaget. Alt må man forsøge, tage fat på og øve med dem med den største flid og alvor, og det i fællesskab, hjemme og over for hver enkelt for sig, så de kan hjælpes frem til hele tiden at vokse og tage til i troen og i erkendelsen af Kristus, og så alt det holdes borte fra dem, som på nogen måde kunne drage dem bort fra dette eller hindre dem i det.