Om at udelukke og udskille de falske bukke

Heraf følger dernæst, at man ikke alene skal forebygge og afværge de hindringer og anstød, som kan opstå hos Kristi sunde får selv – dem, der lader sig holde på den kristne græsgang –, men også dem, der af og til trænger ind fra de skabede får og de falske bukke, som for en tid forklæder sig i fåreklæder. Derom handler de tre sidste skriftsteder.

En smule surdej gennemsyrer snart hele dejen. Ét skabet får ødelægger snart en hel hjord. Derfor har Herren også i sin lov så alvorligt befalet at fjerne de onde og slette folk fra Guds folk og feje dem ud, 5 Mos 13 og 17 og flere andre steder. Det har han også lært alle folkeslag ved naturens lys. For hvor der er eller nogen sinde har været ret ordnede byer, huse og andre ret indrettede fællesskaber, dér tåler man ikke dem, der ikke vil leve et ret, tugtigt, rimeligt og hæderligt liv efter fællesskabets orden. Man udelukker dem i stedet og forviser dem: for en tid, hvis man håber, at de derved vil forbedre sig, eller for altid, hvis man ikke håber på nogen forbedring, eller hvis forseelsen er så stor, at den kræver så streng en straf. Ja, er de alt for onde, fjerner man dem fra alt menneskeligt fællesskab og henretter dem. Vi er altid mere tilbøjelige til at følge det onde end det gode. Derfor kan det ikke undgå at vække svær forargelse, hvor man har onde eksempler for øje. Men de retskafne hyrder skal af al deres evne trofast forebygge og afværge alt, hvad der kan forarge Kristi små får.

Derfor skal de retskafne hyrder altid drive på med trofast lære, advarsel og vidnesbyrd om et gudfrygtigt liv, både i almindelighed og i det enkelte. Men ved siden af det er det også nødvendigt, for at de sunde får kan bevares og vogtes ret, at sjælesørgerne med al alvor og uden tøven udelukker og holder borte fra menigheden alle dem, der ikke vil høre kirken, når den formaner dem til omvendelse og bedring og til alt godt, men vil blive i deres uordentlige liv. Det gælder dem, der ikke vil gøre det gode efter deres kald og holde sig i lydighed mod det hellige evangelium og øve sig i et kristent liv; dem, der falder i svære synder og laster og ikke vil gøre bod for dem; og dem, der bliver oprørske og danner partier og sekter.

Alle disse skal udelukkes fra menigheden, sådan som Guds ord udtrykkeligt viser, Matt 18: «Han skal være som en hedning eller tolder for dig»; «I må ikke spise eller drikke med dem», 1 Kor 5; «Omgås dem ikke», 2 Thess 3. Og Guds ord og lære kan ikke lære og befale andet end det, der er muligt, nyttigt, godt og til opbyggelse.

Men over for dem, man udelukker, skal der også vises skønsomhed. Er der stadig håb om, at de en dag vil lade sig bevæge til omvendelse, skal man ikke undlade at formane dem til omvendelse, når man kan, selv om de er udelukket. En hyrde kaster jo heller ikke de skabede får, som han skiller fra de sunde, helt bort, før han har prøvet alle lægemidler på dem; men han giver dem lægemidlerne et særskilt sted og lader dem ikke gå blandt de andre, sunde får.

Om at holde dem borte til bod og om at ydmyge dem, der har syndet, men vil forbedre sig, er der talt i den tredje artikel om, hvordan de sårede får skal læges. Men dem, der ikke har nogen vilje til at høre, når man formaner dem til bedring, må man udelukke helt og ikke blot holde borte for en tid. Man skal nok bede for dem, så vidt Kristi Ånd tillader det, og formane dem til omvendelse, hvor man får lejlighed til det; men ellers skal man holde sig så meget som muligt fra dem og med kristen alvor vise dem sin uvilje mod og afsky for deres ugudelige væsen.

Men vi skal gøre godt mod alle, også mod fjenderne, og ligne vor himmelske Fader. Den retfærdige Gud, der er alt ondt i højeste grad fjendtlig, lader jo alligevel sin sol skinne og sin regn komme også over de onde, uretfærdige og utaknemmelige og giver dem således rigeligt af den legemlige føde og af det, dette liv kræver. Derfor må vi, hans børn, så længe vi lever sammen med de onde i denne verden, ikke holde nogen velgerning tilbage fra dem eller nægte dem noget, de har brug for. Vi må kun tage afstand fra deres ugudelige gerninger. Ved at trække os ud af det særlige fællesskab med dem skal vi vise og bevise, at deres ugudelige gerninger er os en tung byrde og en afsky, og at vi derfor ikke kan have andet fællesskab med dem end det, de har brug for fra os, fordi de på den måde kaster Kristi fællesskab fra sig.

For når den hellige apostel skriver: «I må ikke omgås dem eller spise sammen med dem», så vil apostlen kun forbyde det fællesskab ved måltider og i andre forhold, som er frivilligt, og som ikke kræves af den almindelige nødvendighed i naturen, i det borgerlige samfund eller i husstand og slægt.

Sådan tager alle hæderlige folk jo afstand fra løse og letsindige folk og holder sig fra dem, og sådan holder en hel slægt sig af og til fra dem af sine egne, som opfører sig uværdigt for slægten og fører et uordentligt hus. Alligevel har disse hæderlige folk og slægtninge at gøre med dem, de ellers undgår, i de ting, som det borgerlige fællesskab eller den almindelige menneskelige nødvendighed kræver. De gør sammen med dem, hvad øvrigheden almindeligvis pålægger dem. Derfor spiser de også af og til med dem, handler og forhandler, køber og sælger med dem og hjælper dem også i nød. Men ud over det tager de sig ikke af dem, har intet med dem at gøre, skyr deres selskab og viser i alle ting ulyst og uvilje mod deres letsindige og uhæderlige væsen. Sådan skal de kristne nu også forholde sig over for dem, der udelukkes fra Guds menighed. Når de kristne trofast yder de udelukkede alt det, som det borgerlige fællesskab og den menneskelige naturs almindelige nødvendighed kræver, har de bandlyste ingen grund til at klage over de troende, fordi de holder sig fra dem i alt det øvrige, som er frivilligt, og som ingen efter borgerlig ret er forpligtet til over for andre. Derfor kan det, at man undgår dem, i sig selv heller ikke føre til andet, end at disse ukristelige folk så meget før skammer sig og lader sig bevæge til omvendelse. For ellers møder de hos de troende al rimelighed, al kærlighed og velvilje, bortset fra det ene: at de troende ikke kan have behag i deres ugudelige væsen, men må bære inderlig sorg over det og afsky for det, fordi Herren Kristus er og gælder alt for dem. De kristne udelukker heller ikke nogen på denne måde, undtagen dem, der vil blive ved i åbenbar og kendt uret. Derfor kan hverken de udelukkede selv eller nogen anden opfatte en sådan udelukkelse og afstand som en upassende foragt. Hvor der desuden er en ret gudfrygtig samfundsorden, dér vil man efter de kejserlige love og den gamle kristne skik også i det borgerlige liv behandle dem, kirken har sat i band, som de fortjener. Man vil også holde dem til bedring ved den borgerlige udelukkelse og afstand, som øvrigheden sørger for. For blandt kristne skal hedninger behandles som hedninger.

Men har nogen husfæller, der er udelukket fra Guds menighed – for eksempel en ukristelig ægtefælle, forældre, børn eller andre slægtninge –, så kan ingen troende undgå dem, hverken ved bordet eller i andet ydre samkvem. Den troende ægtefælle skal tværtimod vise sig så venlig som muligt over for den vantro i hele det ægteskabelige fællesskab, som er det højeste af alt menneskeligt samkvem, så han eller hun desto før kan vinde sin vantro ægtefælle for Herren, 1 Kor 7. Sådan skal også enhver gøre over for sine slægtninge i alle de andre slægtskabs- og husstandsforhold. Hvad Gud har sammenføjet i disse eller andre kald, skal et menneske ikke adskille.

Det er heller ikke om sådanne slægtninge, den hellige Paulus har sagt: «I må ikke omgås dem, I må ikke spise sammen med dem.» For dermed har han ikke villet ødelægge de almindelige kald, eftersom de kristne også skal tjene de onde og gøre godt mod dem. Ligesom han formaner de livegne til alligevel at tjene deres vantro herrer trofast og ægtefællerne til omhyggeligt at vise deres vantro ægtefæller ægteskabelig troskab og kærlighed, sådan vil han også, at børn, forældre og andre, der hører sammen i husstand og slægt, hver især forholder sig til hinanden efter det kald, deres slægtskab giver.

Der er dog måder, hvorpå de troende kan vise deres gudfrygtige bekymring, afsky og sorg over de vantros fortabelse på en kristen og opbyggelig måde og uden at krænke Guds kald i de særlige slægtskabsforhold. For det første vil de troende ikke samtykke i de vantros synd, men bære inderlig sorg over den. For det andet vil de tværtimod så meget mere ivrigt og alvorligt holde fast ved at gøre det rette og med deres eget gode liv fordømme deres egnes onde liv og gøre det afskyeligt for dem. For det tredje vil de, når de får lejlighed til det, opsøge deres egne og formane dem til bedring med den største alvor, med anmodninger og indtrængende bønner, ja med tårer.

Står de troende derimod over de andre – som manden over for hustruen, faderen eller moderen over for børnene, herskabet over for tjenestefolkene og de ældre slægtninge over for de yngre –, så vil de vise deres ulyst over det urimelige liv også ved at tage mindre venligt imod dem og tale mindre venligt til dem, ved at trække sig ud af det særlige samvær og fornøjelserne, desuden ved større alvor i alle ting og ved skarpere og hurtigere straf. Dog vil de altid afpasse alt dette sådan, at det kan tjene til opbyggelse og til at bevæge folk til omvendelse, og så det ikke ødelægger Guds kald i deres slægtskab og dermed gør ondt værre.

Men de, der i disse kald skal være underordnede – hustruerne, børnene, tjenestefolkene og de unge slægtninge –, vil vise deres smerte over deres egnes fortabelse med gråd og med bønner og indtrængende bøn til Gud og til deres egne, der lever ukristeligt; og det fører ofte til mærkbar bedring. Således vil de kristne altid forhindre, at det onde bliver et eksempel, som andre følger, eller at det bliver mindre afskyeligt. Man skal tværtimod sky og flygte fra det mere og mere, og det skal blive en afsky – og dog uden at noget slægtskab, som Gud har ordnet, bliver ødelagt i de pligter, det giver, eller krænket på nogen måde. Dette skal sjælesørgerne trofast fremme ved i tide at udelukke fra Kristi menighed, så de kan bevare de sunde får mod at blive besmittet af det onde og arve det og desto bedre kan føre dem frem til alt godt.

Dette er altså det, som de trofaste sjælesørgere skal foretage sig og øve, så de desto hurtigere og mere fuldkomment kan nå det mål, der er sat for den kristne vogtning: De skal uophørligt og med den største troskab og alvor minde Kristi får om Kristi forløsning og undervise dem i, hvad den skal virke hos os. De skal forkynde hele Guds råd, lære, formane og vidne, både i menigheden og hos den enkelte, i kirken, i husene og overalt, hvor man kan komme til folk. Og de skal således altid stræbe efter, at troen og forbedringen hos dem bestandig fremmes, tager til og vokser. Dernæst skal de med al alvor også skille de skabede får og de onde, falske bukke ud fra de sande og sunde får og udelukke dem, så sådanne forargelige folk ikke også ødelægger andre blandt dem. Og dette er den anden artikel, som vi skal lære af de skriftsteder, der er anført ovenfor: hvordan sjælesørgerne skal nå det mål, der er sat dem.

Det tredje er nu, hvordan sjælesørgerne skal være skikket og indstillet, og hvilken fremgangsmåde og hvilket mådehold de skal bruge for at kunne udføre dette arbejde. Det lærer de anførte skriftsteder os også meget fint og rigeligt. For det første skal de inderligt elske Kristus, Herren, af hele deres hjerte; det er den kærlighed, som Herren krævede af Peter, da han betroede ham at vogte sine får, som det første skriftsted lærer. Af denne kærlighed vil da straks også den rette kærlighed til Kristi hjord følge. For til den skal de have et sandt faderligt og moderligt hjerte, sådan som den hellige Paulus havde det, som han vidner om sig selv i det femte skriftsted. De skal ikke se på eller søge andet end fårenes frelse, og dette sind og dette hjerte skal de bevise med gerningen. Guds børn skal kunne se, at de ikke alene er rede og ivrige efter at give dem del i evangeliet, men også i deres egen sjæl og deres eget liv, og at de virkelig af hele deres hjerte har glæde ved og kærlighed til dem alle, sådan som det femte skriftsted også stiller os Paulus' eksempel for øje. Hvor der da er et sådant sind, en sådan kærlighed og glæde ved hjorden, dér vil sjælesørgerne sandelig også udføre deres tjeneste utvunget, ja af egen fri vilje, uden at skele det mindste til vinding eller ære, men helt og fuldt af god vilje, sådan som Sankt Peter formaner de ældste i det andet skriftsted, og som den hellige Paulus stiller os sit eksempel for øje i det tredje og det femte skriftsted.

Heraf vil så også med sikkerhed følge, at sådanne sjælesørgere, hvis de kan og formår det, langt hellere vil arbejde nat og dag med deres egne hænder, sådan som Sankt Paulus gjorde, end de vil være nogen i kirken til byrde. Men måske kan og formår de ikke dette og må gøre brug af den ret, som Kristus, vor Herre, har givet, og som de troende med rette aldrig må finde byrdefuld: at de høster deres legemlige fornødenheder hos dem, hos hvem de sår det åndelige, og tager deres føde hos dem, blandt hvem de arbejder med det hellige evangelium. Ja, måske får de efter Paulus' ord endda den dobbelte ære – og kirkerne er jo for længst så rigeligt udstyret dertil, at man slet ikke behøver at lægge den mindste byrde på nogen for at underholde de trofaste tjenere, som arbejder med ordet og læren. Så vil de dog i alt dette vise sig så sparsommelige, så nøjsomme og så gavmilde mod alle trængende, at alle hæderlige folk må se, at de i deres tjeneste ikke tragter efter nogen vinding, men alene efter sjælenes frelse.

Videre vil der af en sådan sand kærlighed til Kristus og hans hjord også følge, at sjælesørgerne ikke vil optræde herskesygt eller uvenligt, men helt ydmygt og moderligt. Ligesom en amme plejer sit lille barn, sådan vil de omgås folk ganske blidt og venligt og vise sig glade og utrættelige over for dem i hele deres tjeneste, hvor dårligt den end til tider bliver modtaget. Af samme grund vil de også med al alvor stræbe efter at leve uangribeligt, retfærdigt og helligt i alle ting og være et forbillede for hjorden, sådan som det første og det femte skriftsted viser os.

Desuden vil de standhaftigt og frimodigt lide og tåle al anfægtelse og forfølgelse, hvad enten den kommer indefra eller udefra, sådan som vi også skal lære det af Kristi, Herrens, eksempel og af Paulus', Peters og alle Kristi fårs sande hyrders eksempel. For eftersom ingen gerning er mere nødvendig og mere til frelse end den sande og trofaste sjælesorg, er der heller ingen gerning, som skal prøves hårdere, og som Satan skal have lov til at angribe mere – dog sådan at han knuser sig selv på den. Derfor får han lov til at angribe denne tjeneste på det allerhårdeste og uafladeligt, ikke alene gennem sine lemmer, de troendes åbenlyse fjender, og gennem de skjulte forrædere, som endnu holder sig i kirken, men også gennem de svage og skrøbelige brødre. Dog udretter han intet undtagen hos fortabelsens børn. Derfor må disse tjenere i særlig grad være vidner om Kristi lidelser, som Peter skriver om sig selv; de må frem for andre tåle meget og blive hånet og altid prædike korsets evangelium under meget kors og stor kamp, som det tredje og det femte skriftsted lærer os hos Paulus. Således har vi nu også set, hvordan sjælesørgerne skal være, og hvilken fremgangsmåde og hvilket mådehold de skal bruge, når de vil udføre deres tjeneste og deres arbejde godt og således nå målet for den sande vogtning af Kristi hjord.

Det fjerde er nu, hvad der skal bevæge sjælesørgerne hertil og holde dem oppe i alt dette; det viser de anførte skriftsteder os også tydeligt. Men hovedgrunden, som alene bør være nok for alle retskafne sjælesørgere, er Kristi alvorlige befaling. Da den hellige Peter for tredje gang blev spurgt og så ofte havde bevidnet sin kærlighed til Herren, sagde Herren for tredje gang til ham: «Vogt mine får!» Det er, som om han ville sige: Elsker du mig så højt og vil bevise det med gerningen, så vogt mine får; for du kan ikke gøre noget for mig, som er mig kærere eller mere velbehageligt.

Er Kristus derfor alt for os, og elsker vi ham ret, så gælder det for enhver, der bliver kaldet til denne tjeneste: Hvor megen modgang, lidelse og kors han end må møde og tåle i den, så vil dette ene dog holde ham oppe og styrke ham tilstrækkeligt mod al modgang, lidelse og kors: at Herren Jesus har befalet det, og befalet det som den højeste kærlighedstjeneste, vi kan vise ham. Da vil enhver finde sig selv indstillet sådan, som den kære Paulus skriver om sig selv i 1 Kor 9: «For hvis jeg forkynder evangeliet, giver det mig ingen grund til ros, for en tvang er lagt på mig, for ve mig hvis jeg ikke forkynder evangeliet. Gør jeg det gerne, får jeg løn; men gør jeg det modvilligt, så er embedet mig dog betroet.»

«Så er embedet mig dog betroet», siger den kære apostel. For det skal jo for enhver kristen være mere end nok til, at han, når han bliver kaldet dertil, påtager sig denne tjeneste, udfører den med al troskab, bliver ved den og lider al møje, arbejde, hån, skade, skam, lidelse og kors, hvad han end derved måtte møde. For af alle dem, som enten ikke påtager sig denne tjeneste, når de bliver kaldet dertil, eller som forsømmer noget i den, vil Herren kræve sine fårs blod af deres hånd. Derfor siger den hellige Paulus til efeserne: «Jeg erklærer for jer i dag, at jeg er uden skyld i nogens blod. For jeg har ikke holdt mig tilbage …» osv. Dermed bekender han jo, at hvis han havde forsømt noget hos dem og holdt noget tilbage for dem, så havde han gjort sig skyldig i deres blod.

Men det er også en meget stor og inderlig trøst, at vi hermed viser vor Herre Jesus den højeste kærlighed, når vi tjener ham i hans elskede kirke, som han har købt sig med sit dyrebare blod, og som er hans elskede brud og hans legeme. Den grund nævner det fjerde skriftsted.

Måtte Herren give alle dem, som allerede er i sjælesorgens tjeneste, eller som endnu skal kaldes dertil, at de overvejer og betænker dette grundigt og også trofast efterlever det. Så vil Kristi får blive godt bevaret og vogtet, som det er ret. Så meget om sjælesorgens femte og sidste gerning.

Herren Jesus, vor overhyrde og biskop, give os sådanne ældste og sjælesørgere, som på den måde, der nu er beskrevet, opsøger de af hans får, der endnu er fortabte, bringer dem tilbage, der er bortjaget, læger dem, der er sårede, styrker dem, der er syge, og bevarer og vogter dem, der er sunde, som det er ret. De, som er får og ikke bukke, vil lade sig føre af sådanne sjælesørgere og Kristi tjenere ved Herrens ord til Kristi menighed og ind i hans fårefold. Dér vil de lade sig holde, læge, styrke, bevare og vogte i al lydighed og følge dem af hjertet. For den, der er født af Gud, hører hans ord, og Kristi får hører hans stemme og følger ham.

Men fordi Satan ved, at fårenes hele frelse afhænger af, at de hører og følger, lurer han med den største flid på, hvordan han hele tiden kan vække en vis modvilje, mistillid og genstridighed hos fårene mod dem, der bringer dem deres hyrdes stemme og lære, og som skal lede og vogte dem. I hele Herrens hus var der ingen, der var mere trofast og mere flittig og ivrig i tjenesten for Guds folk end Moses. Alligevel fik Satan bragt det dertil, at ikke alene det tåbelige folk så ofte knurrede og gjorde oprør mod ham, og at ikke alene Koras, Datans og Abirams flok rejste sig imod ham, men at også hans egen bror Aron og hans egen søster Mirjam satte sig op imod ham – og de var dog hellige mennesker, udvalgt og rigt begavet af Gud. På samme måde: Fordi ingen i kristenheden har arbejdet mere og båret rigere frugt end den hellige Paulus, har Satan heller ikke kastet sig så voldsomt over nogen anden apostel. Han forsøgte at gøre ham mistænkt og forhadt, ikke alene hos de almindelige kristne, men også hos de fornemste i Jerusalem og andre steder. Ikke alene galaterne, som dog havde modtaget ham som en engel, ja som Kristus selv, men alle i Asien blev vendt bort fra ham, og korintherne beholdt han kun med stor møje.

Sådan har det altid vist sig: Jo trofastere sjælesørgerne har været i hyrdetjenesten, desto mere ulydighed har Satan vakt imod dem, ikke alene hos bukkene, men også blandt de ufuldkomne får. Og omvendt får han de tåbelige får til helt og holdent at overgive sig til de utro, falske hyrder og til at tåle og finde sig i alt, hvad disse blot vover at forlange af dem. Det skete også for de kloge og åndsrige korinthere; derfor skriver den kære Paulus til dem i 2 Kor 11,20: «I tåler, hvis nogen gør jer til slaver, hvis nogen udsuger jer, hvis nogen udnytter jer, hvis nogen ophøjer sig, hvis nogen slår jer i ansigtet.»

Hvor mange er der ikke også i vor tid, som dog vil regnes blandt de fremmeste kristne, men som slet ikke kan tåle nogen irettesættelse eller tugt i Herren fra deres trofaste tjenere ved evangeliet! Sektførerne derimod underkaster de sig straks så fuldstændigt, at de helt af hjertet finder sig i al vold og rent tyranni fra dem. Hvor højt satte ikke tidligere alle, der havde blot lidt gudsfrygt, de pavelige foresatte, skønt næsten alle var blinde og førere for blinde, ja for størstedelens vedkommende bevidste forførere! Hvor meget lod de ikke deres ord og bud gælde hos sig! Men nu frygter de hele tiden, at de sætter deres tjenere ved det hellige evangelium for højt og følger dem for meget, skønt disse intet andet vil lægge på dem end Kristi salige åg. Hvad disse råder dem til eller forelægger dem – endda ud fra Herrens klare ord – det reagerer de på, ganske som om de havde fornægtet kristendommen, hvis de i noget fulgte og adlød dem i Herren og ikke altid levede og handlede efter deres kødelige sind uden al tugt og irettesættelse.

De kristne på jorden skal ganske vist ikke vogte sig omhyggeligere for noget end for, at nogen i Kristi navn lægger et fremmed åg på dem. Vi er købt af Kristus, vor Herre; derfor skal vi se til, at vi ikke bliver menneskers slaver (1 Kor 7,23). Men samtidig gælder det: Er vi Kristi får, er vi hans kirke og menighed, så må vi også have lærere og Herrens tjenere, som vi hører i hans navn og følger med den største hengivelse, lydighed og underdanighed. For det er gennem sin ordnede tjeneste, at Herren vil regere hos os. Herom har vi anført skriftsteder i denne lille bogs anden og tredje hovedartikel.

Derfor skal de kristne for det første med al alvor bede Herren om at give dem trofaste tjenere, og de skal også selv tjene ham trofast ved valget af dem og ved flittigt at se til, at de vandrer ret efter deres kald. Hvad sådanne tjenere så i Herrens navn end advarer, irettesætter, lærer eller formaner, det skal de ikke så letsindigt mistænkeliggøre, dømme og foragte, som mange desværre nu har for vane. De mistænkeliggør og dømmer deres tjeneres prædikener og alt, hvad de gør i kirken, så ganske uvenligt, som om de var sat til det og kun skulle høre prædiken for på den mest uvenlige måde at pille alt det fra hinanden, fordreje og spotte, som blev sagt eller ellers foretaget i kirken. For når de går fra prædikenerne, mærker man ikke den mindste tanke hos dem om, at prædikenerne har bevæget dem til bedre at erkende deres synd, til at give sig mere helhjertet hen til Kristus og til mere alvorligt at stræbe efter bedring. De dømmer og skælder kun ud, hvor der er sagt noget, som har ramt dem, eller som de ellers synes ikke passer til deres kødelige frækhed – ikke til kristen frihed. Og når de roser noget i prædikenerne, så er det som regel noget, der rammer andre, som de gerne hører skældt ud. Så tager de ikke andet med fra sådanne prædikener end en anledning til at spotte dem, de ikke bryder sig om – ikke til at advare dem eller hjælpe dem til bedring.

Man skal ganske vist prøve alt, så man kun tager imod og beholder det gode; men det må ikke ske så letsindigt og frækt, imod al kærlighed og sømmelighed, men i al gudsfrygt, med alvorlig bøn og sand ydmyghed. Da vil enhver nok betænke sin egen svaghed og uvidenhed; Herrens ordning og gaver i hans tjenere vil være ham meget dyrebare, og han vil dømme dem efter kærligheden og efter deres tjenestes store værdi. Hører eller erfarer han noget, som han ikke synes er godt, så vil han gerne tale med tjenerne om det i al kærlighed og troskab, venligt pege på det, der forvirrer ham, og tage imod en nærmere forklaring. Og han vil ikke fordømme noget, før han grundigt har erkendt, at det er ukristeligt. Da vil Herren nok give, at ingen bedrager os med fåreklæder og falsk skin af en vrang lære eller med et hyklerisk liv. Og samtidig vil al uorden, al fræk dom, ulydighed og foragt for Herren i hans tjeneste blive holdt borte. Hvis man så også indsatte ældste i kirkerne – agtværdige, gudfrygtige, pålidelige og virkelig nidkære folk af alle slags, sådan som vi har vist ovenfor i denne lille bogs femte artikel – så ville det hos alle, der havde blot lidt kristen ånd, være meget let at forebygge og afvende al utidig mistanke, dom og foragt for Kristi tjeneste i lære, irettesættelse og tugt.

Til slut i denne lille bog vil jeg dog anføre endnu nogle skriftsteder herom. Så kan de troende også ret betænke og tage sig til hjerte, hvilken hjertelig kærlighed og troskab, ydmyghed og lydighed de skal yde og vise – ikke tjenerne, men Kristus, vor Herre, i hans tjenere, ja i tjenesten for deres evige frelse – og hvor alvorligt og fordærveligt et onde det er at holde Kristi tjenere i så ringe agt og så letsindigt at mistænkeliggøre, dømme og foragte dem.