Hvordan de svage får skal styrkes

Es 35

Styrk de trætte hænder, og giv kraft til de vaklende knæ. Sig til de forsagte hjerter: Vær ved godt mod, frygt ikke! Se, jeres Gud kommer med hævn; Gud, som gengælder, kommer og vil hjælpe jer.

Luk 22

Herren sagde: «Simon, Simon! Satan har forlangt at få jer i sin magt for at sigte jer som hvede. Men jeg har bedt for dig, at din tro ikke må svigte. Og når du engang har vendt om, så styrk dine brødre.»

Rom 14

Tag imod den svage i troen, og forvir ikke samvittighederne.

1 Thess 5

Vi formaner jer, kære brødre: Vejled de uordentlige, trøst de modløse, tag jer af de svage, vær tålmodige mod alle.

Af disse skriftsteder skal vi lære, hvad svaghederne og sygdommene hos Kristi får er, hvordan og af hvem man skal møde dem, og hvordan de svage får skal styrkes. Hvilke får der i øvrigt er syge og svage, har vi kort vist ovenfor. Men de anførte skriftsteder nævner fire slags svaghed.

Den første er deres, som bliver modløse og mismodige under korset og forfølgelsen eller også af anden ulykke og modgang. Om denne svaghed taler hele det første skriftsted og det fjerde skriftsted med ordene «trøst de modløse».

Den anden svaghed er deres, som ikke holder sig fast nok til Kristus og ikke altid tænker nok over, at de har alt godt alene i Kristus. Derfor lader de sig let drage bort fra bekendelsen af Kristus af verdens gunst og ugunst, gavn og skade, lyst og ulyst, ære og skam, og de bliver hindret i et ret kristent liv. Om denne svaghed taler det andet skriftsted.

Den tredje svaghed er deres, som endnu ikke ret forstår Kristi forløsning og endnu ikke har en fyldig erkendelse af alt det, der hører til et kristent liv. De hænger endnu ved alle mulige ting, som ikke kan forliges med troen på Kristus, sådan som de i Rom, der endnu ikke turde holde alle tider og al mad for lige i Herren og bruge dem sådan. Sådanne svage findes også i vor tid: de, som endnu lægger for meget vægt på de almindelige ceremonier og ydre øvelser. Det kommer af, at de kun svagt forstår Kristus, vor Herre. Om denne svaghed taler det tredje skriftsted.

Den fjerde sygdom er deres, som i det, de gør og lader være, ikke ser fast nok hen til Kristus, Herren, og som er så svage i at se hen til hans vilje, at de meget let giver efter for kødets lyster og begær. Derfor lever de ikke så ivrigt efter deres kald og Kristi ordning, at de nemlig tjener alle til gavn og opbyggelse, men lever skødesløst, uordentligt og verdsligt.

Alle disse svagheder og sygdomme kommer af, at troen og gudsfrygten er svag. For hvis mennesket var ret grundfæstet i troen på Kristus, vor Herre, troede fuldt og helt alle hans ord og altid tænkte på dem, så kunne han ikke andet end også elske ham af hele sit hjerte, i alle ting frygte ham højest og have ham for øje og ikke sky og undgå noget mere end at gøre ham vred. For hvor man virkelig tror evangeliet, dér kan man jo ikke tvivle på, at Kristus, Herren, alene forsoner os med Faderen, afværger alt ondt og giver os alt godt, og at han alene skal dømme og fordømme os, her og i evighed. Nu er vores art og natur skabt sådan, at vi mest ønsker at leve for og behage den, som vi håber det meste gode af, og mest alvorligt frygter og har for øje den, som vi erkender har den største magt. Derfor kommer alt, hvad der end mangler og fattes i et ret kristent liv hos de kristne, af, at deres tro er svag og mangelfuld, så de enten endnu ikke ved tilstrækkeligt, hvad de skal vente sig af Kristus, vor Herre, eller ikke tænker så alvorligt over det, som de burde.

De, som endnu tager fejl om, hvad det er at tjene Gud, og mener, at nogle ydre ceremonier og skikke er nødvendige for at tjene Gud, skønt Herren dog ikke kræver dem – sådan som de svage i troen i Rom, som det tredje skriftsted taler om – de forstår endnu ikke evangeliet ret og ved ikke fuldt ud, hvad de skal trøste sig ved hos Kristus: nemlig at han alene ved sin fortjeneste gør dem salige og ikke kræver andet af dem, end at de fast tror og bekender dette og så, ham til tak, er og bliver alt for deres næste, så også næsten bliver ført frem til en sådan tro og bevaret og styrket i den.

Men de, som bliver matte og modløse under korset, og de, som holder så meget af de timelige ting, at de derfor viger fra bekendelsen af Kristus og fra den gavnlige tjeneste for næsten og fra den tugt og hellighed, som en sådan tjeneste kræver, eller bliver matte og slappe i det (om disse mangler taler det første, tredje og fjerde skriftsted), de tænker i almindelighed ikke tilstrækkeligt over, at Kristus, vor Herre, alene er alt for os og giver og gør alt, hvad vi kan begære til vores sande gavn, glæde og ære. For den, der med sand tro altid tænkte på, at Kristus, Herren, alene er alt for os og giver og gør alt, hvad vi nogensinde kan ønske eller begære, han ville også vide og tænke på, at al lidelse her må tjene til hans salighed, og at alt det, som nogensinde kan synes godt, er gift, der fører til den evige død, hvis han nyder det uden for Kristus og ved at krænke Kristus. Derfor kunne han ikke blive forsagt eller modløs i nogen lidelse. Der ville heller ikke møde ham noget i verden, der var så forfærdeligt eller så lokkende, at han af den grund nogensinde ville undlade at bekende og lovprise Kristus i ord eller gerning eller udføre det mere skødesløst, selv om han skulle dø mange gange og måtte undvære al lyst, alt gods og al ære på jorden.

Da altså alle sygdomme og svagheder i det kristne liv kommer af troens svaghed og skrøbelighed, og troen opstår, styrkes og fremmes af Guds ord, så vil al styrkelse af de svage, syge får bestå i, at Guds ord trofast bliver lagt frem for dem, og at de hele tiden bliver ført til at høre det gerne og at have al deres lyst i det.

Herren har, for at fremme den rette forståelse af sit hellige evangelium – hvorfra alene al retfærdighed og salighed kommer – indstiftet de hellige kirkelige forsamlinger og øvelser, og han har så alvorligt befalet sine at gøre sig så fri som muligt af alle andre gøremål og med helhjertet andagt begive sig til sådanne kirkelige forsamlinger og øvelser. Derfor må man over for de svage og skrøbelige får frem for alt sørge for at vise dem derhen og formane dem til med al flid at komme til de kirkelige forsamlinger, at høre Guds ord ivrigt, at modtage de hellige sakramenter og at være flittige og andægtige i alle kirkelige øvelser.

Og for at ordet ikke skal falde blandt tornene, de verdslige bekymringer og lyster, som kvæler sæden, Guds ord, må Kristi får også meget alvorligt drages bort fra sådanne verdslige gøremål og fornøjelser og formanes til særlig bøn og til stadig at grunde over Guds lov. Det vil tjene til, at de modtager og bevarer det hellige evangelium om Kristus Jesus, vor Herre, med så meget friere og renere hjerte og med klarere og mere virksom forståelse, og at de tænker bedre over det i alle deres overvejelser, har det ret for øje i alt, hvad de kommer ud for at skulle gøre eller lide, og retter og indretter alt i deres gøren og laden efter det.

Dette er den vigtigste og almindelige styrkelse af Kristi svage og skrøbelige får. Hvor der derfor er kristne, som kommer forsømmeligt til Guds menighed og de hellige forsamlinger og viser sig noget kølige over for de saliggørende kirkelige øvelser – lovsang, bøn, de fælles almisser, sakramentet og andet – dér skal man frem for alt sørge for at gøre dem glade for og ivrige efter disse guddommelige øvelser. For selv om man endnu ikke mærker noget særligt uordentligt liv hos dem, ingen særlig modløshed under korset og ingen høj agtelse for verden og ringeagt for Kristus, så vil disse svagheder dog helt sikkert meget snart vise sig og bryde ud hos dem, nemlig så snart anstød og modstand kommer. Det er også i almindelighed dem, der snart på det ene, snart på det andet punkt tager fejl i den kristne forståelse, fordi de ikke for alvor stræber efter at forstå Kristus.

Hvordan og på hvilken måde man i særdeleshed skal møde svaghederne hos Kristi får, er vist i de anførte skriftsteder. De uordentlige befaler apostlen at formane og vejlede, νουθετεῖν. De svage i troen, det vil sige i forståelsen af Kristus, skal man tage imod og ikke give sig til skarpt at granske deres tanker og samvittighed.

Hvor der er et uordentligt liv, så man ikke af hele sit hjerte, hele sin sjæl og al sin kraft holder sig til Kristus, vor Herre, og ikke stræber efter al gudfrygtighed, hellighed og kærlighed til næsten, dér er heller ikke noget ret sind og hjertelag. Derfor må man ved Guds ord vise sådanne mennesker deres fejl og vildfarelse, deres tåbelige sind og hjertelag, og vende og føre dem til Kristus, vor Herre, så de af ham får et ret sind og hjertelag og således kan se og erkende, at al vinding, al fornøjelse og al ære uden for Kristus er gift og død, men at alt i Kristus er sand og evig vinding, glæde og ære, selv om man for verden må leve et møjsommeligt og besværligt, fattigt og nødlidende, svækket og foragtet liv.

De, som bliver modløse, fordi korset og trængslen bliver dem for tung, dem må man tale meget venligt og trøstende til, det vil sige meget trofast indprente dem Guds godhed og Kristi forløsning, så de erkender og tror, at den kære Gud mener det helt faderligt og trofast med dem i alt det, han sender dem at lide. Deres tanker skal hele tiden drages bort fra deres synder og al ulykke og løftes op til Guds barmhjertighed og frelsen i Kristus Jesus.

De, som endnu farer noget vild i gudsdyrkelsen, skal man tage imod med al venlighed. Man må bære over med meget hos dem og ikke stille dem til regnskab for alt. Man må ikke trænge dem op i en krog med utidige disputer, for dermed ville man blot forvirre dem. Man må heller ikke drive dem derhen, hvor de endnu ikke er stærke nok til at gå. Man skal prise Gud for, at de er nået så langt, at de påkalder Kristus som deres frelser, bliver i Guds menighed og hører Herrens ord. Med det som udgangspunkt må man hele tiden styrke dem og hjælpe dem videre til at forstå, at Kristus, Herren, alene ved sin lidelse har vundet syndernes forladelse til os. De skal også forstå, at han vil have al vores flid og tjeneste rettet mod, at vi døder vores onde lyster og begær og indretter hele vores liv til Guds pris og næstens opbyggelse, og at vores gudsdyrkelse må ske i ånd og sandhed. Ligeledes at alt det ydre, vi gør, altid skal sigte mod, at vi bedre tjener Gud i næsten, i al hellighed og retfærdighed. Når denne erkendelse så vokser hos folk, falder de vantro forestillinger, som de endnu måtte fare vild i, til sidst bort af sig selv. Dermed bliver de også dag for dag bedre rustet og mere egnede til at gribe Kristi lære rent og fuldt.

Er der dernæst nogle, som sætter verdens gunst og ugunst så højt, at de ikke bekender og priser Kristus, vor Herre, og hans ord frimodigt nok, så må man hele tiden indprente dem, at Faderen har givet Kristus, vor Herre, al magt og al dom i himlen og på jorden. Han alene kan og vil give os alt godt og afvende alt ondt, mens hele verden i sig selv intet er og intet formår. Man må også indprente dem, at han på den dag over for sin himmelske Fader og sine hellige engle vil bekende dem, som her bekender ham over for denne utro verden, og fornægte dem, som har fornægtet ham over for denne verden.

På denne måde skal Kristi svage og syge får nu styrkes og trøstes – og det af alle kristne. For da Kristus lever i alle sine lemmer, vil han også udøve denne sin hyrdegerning i dem alle. Men da sjælesørgerne særligt er indsat til dette, påhviler det dem frem for alle andre at tage sig flittigt af denne gerning i sjælesorgen og udøve den så trofast som overhovedet muligt. Øvrighederne skal sørge for, at kirkerne er forsynet med sjælesørgere, som er flittige og nidkære i denne gerning og udøver den over for alle svage og forsagte får. Når øvrighederne også støtter dem i dette med al troskab, som de skal, yder også de for deres del Kristus, overhyrden, deres tjeneste ved at hjælpe og styrke de syge og svage får. Alt dette sker, som sagt, ved at folk gennem Kristi hellige evangelium bliver godt undervist og mindet om, at de skal søge alt alene hos Kristus, vor Herre, og have nok af alt i ham. Så meget om sjælesorgens fjerde gerning: hvordan de svage og syge får skal styrkes.