📚 Reformatorernes skrifter · Martin Bucer: Om den sande sjælesorg (1538) · Rhegius, Menius, Bugenhagen, Bucer, Myconius m.fl., 1529–1556
Sammenfatning af denne lille bog
📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold
For det første: at vi alle bliver ret forenet i Kristus, er hans sande legeme og således hinandens lemmer i ham, og at vi har det sande fællesskab i hans ord, i de hellige sakramenter og i kristen tugt og også viser troens husfæller og alle andre al råd og hjælp i legemlige og åndelige ting. Det lærer denne bogs første artikel.
Så vil Kristi rige sandelig være hos os, og han selv, Herren, vil føre og regere os til det evige liv indtil verdens ende. Det gennemgår den anden artikel.
Og Herren vil give os sine sande og tro tjenere og ved dem virke kraftigt hos os til vores genfødsel og dens daglige bedring, så hans rige hos os bliver stadig større og stærkere. Det redegør den tredje artikel for.
Og for at han ved disse sine tjenere kan udføre vor frelses værk på den allerbedste måde, vil han indsætte og ordne dem for os til dette værk efter alt, hvad der er nødvendigt, og med denne tjenestes inddeling i den bedste orden. Så bliver der ved dem sørget for alt, hvad menigheden behøver i åndelige og legemlige ting, og ingen lider nogen mangel på legeme eller sjæl. Og for at begge disse tjenester, i åndelige og i legemlige ting, kan udføres så meget mere frugtbart, vil han også give, at tjenerne indbyrdes har den orden, det tilsyn og det styre, som tilkommer dem. Så bliver intet nogen steder forsømt, men alt udføres til det bedste for kirken og Guds hus. Det er fremstillet i den fjerde artikel.
Så vil også vi tjene Herren trofast heri med et ordentligt valg og en ordentlig indsættelse af kirkens tjenere af alle grader og slags, så vi får og har dem, som alle har god tillid til og holder af, og som også er egnede og ivrige til denne tjeneste og den sande sjælesorg. Det redegør den femte artikel for.
Dermed vil sjælesorgens fem gerninger da komme ret i brug: at man opsøger og finder alle fortabte får, bringer de bortjagede tilbage, læger de sårede, styrker de syge, bevarer de sunde og vogter dem ret. Denne inddeling af Kristi får og af sjælesorgens tjeneste over for dem er forklaret i den sjette artikel.
Da vil alle Kristi menigheder, men først og fremmest øvrigheden og allermest og egentlig sjælesørgerne, sætte al flid og alt arbejde ind på, at de fortabte får, det vil sige Kristi udvalgte, som endnu ikke kender ham og endnu ikke er i hans fårefold, kommer til hans får og ind i hans fællesskab og lever i hele evangeliets lydighed. Det gennemgår den syvende artikel.
Således vil disse også, hver efter sit kald, se til og hjælpe med, at de bortjagede får, det vil sige alle, som igen er ført bort fra kirken til kødelig letfærdighed eller til åndelige sekter og partier, bringes tilbage til Kristi sande og fulde fællesskab. Det redegør den ottende artikel for.
Ligeledes at de sårede får bliver forbundet og lægt. Det er alle, som vel bliver i Guds menighed, men falder i de grovere synder og derved brækker og skader deres åndelige lemmer i Kristi liv. De skal forbindes og læges ved i tide at blive mindet om deres synder og også ved en sund tugt og bod, pålagt med legemlig spægelse, det vil sige, at de bliver bragt til en ret troende anger og en virkelig bedring. Det lærer den niende artikel. I den er også kirkens sande tugt og bod forklaret og begrundet temmelig udførligt: hvordan Herren har ordnet den, hvordan apostlene og de gamle hellige fædre holdt den til opbyggelse, og hvordan vi igen skal indrette og øve den til sand bedring. Desuden er alle slags indvendinger, som nogle fremfører imod brugen af denne tugt og bod, gendrevet.
Ligeledes at også de syge og svage får, det vil sige alle, som bliver i kirken og heller ikke falder i de grovere synder, men dog er svage og umodne i troen, i kærligheden, i tugten og i tålmodigheden, det vil sige i hele det kristne liv, bliver styrket til et ret kristent liv og gjort stadig ivrigere og mere alvorlige i alt godt. Det har vi redegjort for i den tiende artikel.
Dernæst også at de sunde får, det vil sige de, som bliver i Guds menighed og også fører sig vel og kristeligt i den, ikke falder i nogen grov synd og heller ikke på anden måde bliver matte og forsømmelige i Kristi liv, bliver bevaret mod al forargelse og vogtet ret kristeligt til fremme af alt godt. Det skal ske sådan, at de ikke mangler noget af kristen lære og formaning, hverken i fællesskab eller hver for sig, og at de, som kunne besmitte og forarge dem med deres uordentlige liv og eksempel, snarest bliver udelukket af fårenes fællesskab. Det er fremstillet i den ellevte artikel.
I den tolvte og sidste artikel har vi også redegjort for Kristi fårs sande lydighed mod sjælesorgen og mod dem, der forvalter den: hvor nødvendig denne lydighed er, og hvor fuldkommen den skal være. Vi har også vist, hvordan man kan undgå at tage et fremmed åg på sig i Kristi ågs navn og sted, og dog over for sjælesørgerne, som over for Herren selv, holde sig og vise sig i den største ydmyghed og lydighed.
Dette er indholdet og summen af denne lille bog, som vi alene til Herrens ære og hans kirkes opbyggelse har skrevet i denne tid, hvor Kristi får er så jammerligt spredt. Vi overlader den til alle Guds børns kristne bedømmelse – blot skal intet bedømmes efter kødeligt skøn, men alt efter Herrens ord. Herren give, at den må gavne hans rige meget. For sandelig er der endnu kun meget få, der ret kender denne Herrens ordning og den sande sjælesorgs så helsebringende og nødvendige gerning. Herren gøre dem ret kendte og kære for os alle. Amen.
Af M. Bucer efter pålæg fra hans medarbejdere i Herrens ord ved kirken i Strasbourg.
Reformatorernes skrifter (Rhegius, Menius, Bugenhagen, Bucer, Myconius m.fl., 1529–1556) er oversat fra tysk, latin og gammeldansk til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: Førstetryk fra Bayerische Staatsbibliothek (MDZ), Myconius’ Historia Reformationis (udg. E. S. Cyprian 1718), Peder Palladius’ Danske Skrifter IV (Vingaard 1575) og H. F. Rørdam, Danske Kirkelove I (1883) – alle public domain. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.