Om Kristi fårs lydighed

5 Mos 17

Og du skal gøre efter det, som de siger dig på det sted, Herren har udvalgt, og du skal holde fast ved at gøre efter alt det, de vil lære dig. Efter den lov, de lærer dig, og efter den ret, de siger dig, skal du rette dig, så du ikke viger fra den, hverken til højre eller til venstre. Og hvis nogen handler overmodigt og ikke adlyder præsten, som står dér i Herren din Guds tjeneste, eller dommeren, så skal han dø, og du skal skaffe det onde bort fra Israel, så hele folket hører det og frygter og ikke mere handler overmodigt.

Hos 4

Der er ingen, der fører sag, ingen, der irettesætter; ja, folket fører sag mod præsten. Derfor snubler du om dagen, og profeten med dig om natten, og med din mor (det vil sige hele folket) har jeg gjort ende. Det er forbi med mit folk, fordi det intet ved. Fordi du har forkastet kundskaben, har jeg forkastet dig fra min tjeneste; og fordi du har glemt din Guds lov, har også jeg glemt dine børn.

Luk 10

Den, som hører jer, hører mig, og den, som foragter jer, foragter mig; men den, som foragter mig, foragter den, som udsendte mig.

Gal 4

I ved, at det var i kødets svaghed, at jeg første gang forkyndte evangeliet for jer. Og mine anfægtelser, som jeg lider i kødet, foragtede og forsmåede I ikke, men I tog imod mig som en Guds engel, ja, som Kristus Jesus. Hvor var I dengang salige! Jeg er jeres vidne på, at hvis det havde været muligt, havde I revet jeres øjne ud og givet mig dem. Er jeg da blevet jeres fjende, fordi jeg holder sandheden frem for jer?

1 Thess 5

Men vi beder jer, kære brødre, at I anerkender dem, som arbejder blandt jer og står i spidsen for jer i Herren og formaner jer. Hold så meget mere af dem for deres gernings skyld, og hold fred med dem.

2 Tim 4

Så vidner jeg nu for Gud og Herren Jesus Kristus, som skal komme for at dømme levende og døde, ved hans tilsynekomst og hans rige: Forkynd ordet, hold ved, hvad enten det er i tide eller i utide, irettesæt, tru, forman med al tålmodighed og lære. For der vil komme en tid, da de ikke vil tåle den sunde lære, men efter deres egne lyster vil de samle sig lærere, efter som det klør dem i ørerne, og de vil vende ørerne bort fra sandheden og vende sig til fablerne. Men du, vær ædru i alle ting, lid ondt, gør en evangelisk prædikants gerning, udfør dit embede redeligt.

Tit 2

Dette skal du sige og formane, og irettesæt med al alvor. Lad ingen foragte dig.

Hebr 13

Adlyd jeres lærere og følg dem, for de våger over jeres sjæle som nogle, der skal aflægge regnskab for dem, for at de kan gøre det med glæde og ikke med suk; for det er ikke godt for jer.

Den, der vil se på disse og lignende skriftsteder med et gudfrygtigt sind, vil erkende til bunds, hvor overordentlig nødvendig den allerfuldkomneste lydighed er i Kristi kirke, og vil også af hele sit hjerte ønske at yde den. For disse skriftsteder viser os jo helt klart og alvorligt, at menighedens lydighed og agtelse over for dem, der er sat over den i lære og tugt, er nødvendig i allerhøjeste grad i Kristi kirke, og at der her kræves den allerfuldkomneste lydighed og den højeste agtelse.

At lydigheden og agtelsen for de foresatte er nødvendig i allerhøjeste grad, dertil er denne ene grund mere end nok for alle troende: at Herren kræver det så alvorligt. For han vil ikke, at den, der ikke adlyder præsten, skal leve blandt hans folk, som det første skriftsted viser. Og i det andet skriftsted viser han, at han har forkastet sit folk Israel og gjort det til intet, fordi det foragtede præstens irettesættelse og blev genstridigt mod præsten. Og i det tredje, at den, der foragter Ordets tjenere, foragter ham selv og Faderen.

Ja, denne så klare tilkendegivelse af Guds vilje og befaling bør for alle troende være grund nok til at erkende, at det er højst nødvendigt, at de troende adlyder Kristi tjenere, som tager sig af den kristne græsgang, og helt underordner sig Herrens ord, som disse forelægger dem. Herren befaler og kræver jo intet af os, som ikke i sandhed tjener til vores frelse og er nødvendigt for den. Han befaler og kræver så alvorligt den lydighed, som man skal yde tjenerne for hans ord og hans tugt: Når nogen ikke hører disse hans tjenere, vil han ikke opfatte det anderledes end som foragt for ham selv; en sådan vil han ikke lade leve blandt sit folk, og for en sådan ulydigheds skyld vil han forkaste sit folk helt og gøre det til intet. Derfor kan enhver kristen jo heraf tydeligt se, at en sådan lydighed og underordning er aldeles nødvendig, og at ingen uden den kan høre til Guds folk eller undfly Guds evige vrede og straf.

Når den kristne først har lagt denne sande trosgrund – Herrens så alvorlige befaling og ordning – i sit hjerte, kan han dernæst se på, hvor forskelligt Herren har udrustet os med forstand og god vilje. Han vil bruge os over for hinanden som lemmer, så det ene altid lærer og forbedrer det andet i alle ting, og de, der skal lære, må altid tro og stole på deres lærere og følge dem. Ser han dette, vil han også heraf tydeligt se, hvor nødvendig den lydighed og agtelse er, som hele menigheden i kirken må vise sine ældste og sjælesørgere, hvis det sande Guds rige skal bestå og vokse.

Der er så mange enfoldige, som ved så lidt, at de ikke kan rette og styre sig ved deres egen forstand. Og vi elsker alle os selv så meget, at vi ikke kan erkende eller bedømme vores egne gerninger ret. Hvis vi derfor ikke sætter dem højt, som Herren har sat over os, og som på hans vegne skal undervise, formane, advare og irettesætte os, og hvis vi ikke straks tager imod deres tale og lære med al frygt og bæven som Herrens tale og lære, så vil gudfrygtigheden aldrig få rum eller fremgang hos os. Det ser vi jo tydeligt og erfarer det dagligt.

For hvor denne agtelse for tjenerne ikke findes, dér ser vi også tydeligt, at der hverken kan blive nogen ret kirke eller nogen vækst i gudfrygtigheden. Og sådan må det også være, for Herren vil nu engang regere gennem sine tjenere, som vi har vist i den tredje hovedartikel. Hører man dem, så hører man ham; foragter man dem, så foragter man ham og Faderen. Hvor man så foragter Gud og Kristus, Herren, og er genstridig mod ham, som har skabt os og købt os med sit blod, dér har Djævelen sit tyranni, og dér kan intet andet følge end det, som Herren truer sit folk med i det andet skriftsted, og som den hellige Paulus forudsiger i det sjette skriftsted.

Det vil sige: at al kundskab om sandheden går tabt hos folket, at de ikke længere kan tåle sandheden og samler sig lærere, som kildrer dem i ørerne med falsk, smigrende lære, at Guds lov bliver helt glemt, og at de så bliver helt forkastet og udslettet af Gud. Sådan er det gået jøderne og siden så mange folk i Syrien, Egypten, Lilleasien, Grækenland, Afrika og flere andre lande, hvor der engang var meget herlige kirker. Dér hersker nu Muhammeds ødelæggende vederstyggelighed og andre elendige, fordærvelige sekter og partier, sammen med legemligt tyranni og ynkeligt slaveri.

Og netop fordi denne lydighed er så overordentlig nødvendig og gavnlig for de kristne, pålægger den hellige Paulus så omhyggeligt og alvorligt Timotheus og Titus – i det sjette og syvende skriftsted og flere andre steder i de breve, han skrev til disse sine disciple – at de trofast skal våge over denne lydighed og ikke lade sig foragte. De skal med al alvor og myndighed – som foresatte over for undergivne (det er, hvad ordet μετὰ πάσης ἐπιταγῆς [«med al myndighed», Tit 2,15] betyder) – pålægge og befale, true og irettesætte, alt efter hvad der kan tjene hver enkelt til forbedring. Af alt dette kan vi nu tydeligt erkende, hvor nødvendig denne lydighed er.

Men at denne lydighed skal være den allerfuldkomneste, og agtelsen for Kristi tjenere den højeste, hvor troen på Kristus er, som den skal være, og Kristi menigheder er ordnet på kristen vis, det lærer også alle de anførte skriftsteder. Herren har skabt os sådan, at vi giver os hen, adlyder og følger desto mere hjerteligt og fuldstændigt og agter lærere, rådgivere og dem, der befaler, desto højere og har dem for øje, jo mere nyttige og gavnlige ting man lærer os, råder os til og befaler os – og jo mere det sker på vegne af og i navn af enten højere og mægtigere herrer eller kærere og trofastere venner.

Nu kan der jo intet forelægges eller befales os, som er mere til frelse og salighed end det, som de sande tjenere for vor Herre Jesus Kristus lærer og befaler os. Og der er heller ingen højere og mægtigere, og ingen, der med rette burde være os kærere, end vor Herre Jesus. Hvilken lydighed kunne så være mere fuldkommen, hvilken hengivelse mere fuldstændig, hvilken agtelse og påskønnelse højere blandt mennesker end den, som alle, der ret kender ham som deres frelser og blot ret betænker dette hans ord: «Den, som hører jer, hører mig», må vise Kristus, Herren, i hans tjenere? For hvis ord og bud kunne vi skatte højere og tage imod mere hjerteligt end hans, som derved vil kalde og føre os fra den evige død til det evige liv?

Sandelig, hvor man betænkte og troede dette, dér ville man tage imod sjælesorgens tjenere, hvor svage og uanselige de end måtte være efter kødet, sådan som galaterne tog imod Paulus: som Guds engle og sendebud, hvad de også er, ja, som Kristus, Herren, selv. For han taler og handler også i dem og vil også kendes og holdes for at være den, der taler og handler i dem.

Heraf følger da også en sådan kærlighed og højagtelse over for tjenerne og en sådan villighed til at vise dem al tjeneste og ære, som den hellige Paulus stiller os et eksempel på hos galaterne: De ville, om det havde været muligt, gerne have revet deres øjne ud og givet ham dem. For selv om gerningen og gaven ikke er tjenernes, men Herrens, modtager vi jo i dette ord og disse gaver det evige liv, alt det, vi nogen sinde kan ønske eller begære. Derfor bevirker højagtelsen for disse gaver, at også tjenerne, som bringer os sådanne gaver, bliver os så dyrebare og kære. Al hjælp og alle gaver er Guds alene; og alligevel, hvor højt ærer ikke også verden dem, gennem hvem den rigeligt modtager sine goder, hvad enten det er sundhed, rigdom, ære og værdighed eller hvad der ellers er dyrebart og højt agtet i verden!

Gud give, at vi alle tænker grundigt over dette eksempel med galaterne, som det fjerde skriftsted [trykket har «v.»; Galaterbrevet er Bucers fjerde skriftsted] stiller os for øje, og at vi ligeledes lægger mærke til, at de – som apostlen vidner om dem – var salige, da de havde et så hjerteligt sindelag over for deres sjælesørger Paulus. Men da deres hjerte faldt fra Paulus, var de forført, forhekset og usalige, og i stedet for den salige lydighed mod Paulus hengav de sig til de falske apostles vildfarne og fordærvelige trolddom.

Denne lydighed har alle gudfrygtige altid holdt sig trofast til, hvor høje og store de end har været i verdslig magt. Da biskopperne i hans nærvær uretfærdigt ville anklage og håne hinanden i tåbelige og ubetydelige sager, tog Konstantin, den så herlige og mægtige kejser, deres klageskrifter og brændte dem, formanede dem til fred og enighed og sagde til dem: «Gud har givet jer magt til at dømme over os, og vi skal dømmes af jer, og ikke I af os.» Og da der skulle vælges biskop i Milano – det var ved det valg, den hellige Ambrosius blev valgt – sagde kejser Valentinian, den første af dette navn, til de biskopper, som han havde kaldt sammen til valget: «Vælg en sådan, som også vi, der regerer kejserriget, med god samvittighed kan bøje vores hoveder for, og hvis irettesættelse vi, når vi synder som mennesker, kan tage imod som lægens råd.» Hvordan den store og gudfrygtige kejser Theodosius underkastede sig den hellige Ambrosius for at gøre bod, har vi anført ovenfor i den niende artikel. Sådan har sandelig alle rettroende altid underkastet og overgivet sig til tjenerne og Herrens ord.

Heraf har papisterne ganske vist draget en falsk slutning: at al magt skal være underlagt dem og det åndelige sværd, som de fører, mens de selv ikke er underlagt nogen; at de skal dømme enhver og ikke selv dømmes af nogen, hvor ugudeligt og skændigt de end lærer og lever. Men derfor må vi ikke ringeagte disse retskafne kejseres så gudfrygtige ord og eksempler. Tværtimod skal vi stille dem frem for os selv som et kristent eksempel, sådan som de selv talte kristeligt, og sige til papisterne, at de fordrejer disse retskafne fyrsters ord og eksempler falskt og ugudeligt. For det har slet ikke været den kære Konstantins eller andre gudfrygtige fyrsters mening, at de ikke skulle dømme ugudelige biskopper, eller at alle skulle ligge for sådanne menneskers fødder, som deres ugudelige vilje lystede, blot fordi de kaldtes biskopper. For disse kejsere har altid afsat de onde biskopper, som lærte eller levede ugudeligt, fra deres bispeembede, sendt dem i landflygtighed og straffet dem på liv og lemmer, sådan som historieskrivningen og disse kejseres love, som vi stadig har, bevidner.

Derimod har den retskafne Konstantin, Valentinian og andre gudfrygtige kejsere forstået deres ord om biskoppernes magt og myndighed sådan, at biskopperne skulle leve uangribeligt og selv rette deres mangler, så ingen havde noget at straffe eller dømme dem for. For de forvalter jo Guds ord og skal ved det dømme alle troende og føre dem til bedring. Det verdslige sværd og al magt skal nemlig være under det åndelige sværd og den åndelige magt. Men dette åndelige sværd er Guds ord, ikke de såkaldte, falske biskoppers egenrådighed. Og når sjælesørgerne forvalter og fører dette åndelige sværd, Guds ord, ret, så skal alle mennesker – ligesom alle ting er skabt ved Herrens ord – underkaste sig dem, det vil sige Herrens ord, som de lærer, og som de dømmer efter, i den højeste og mest fuldkomne underdanighed og lydighed. Og således skal de nu ikke lade sig dømme og regere af de menneskelige tjenere, men af Kristus, den himmelske konge, i og gennem hans tjenere og med hans ord.

Derfor skal vi trofast bede Herren om, at han vil give os at tænke grundigt over alt dette: at vi i hans tjenere hører ham selv, vor eneste frelser; at vi, når vi adlyder dem, adlyder og følger ham til det evige liv; og at vi, når vi ikke adlyder og følger dem, men foragter dem, så ikke hører ham selv og foragter ham til vores evige fortabelse.

Når nu de trofaste tjenere handler med os i hans navn og til vores evige frelse, når de arbejder og bærer omsorg for os, når de tjener os til det evige liv, så skal vi jo elske dem desto mere for denne salige og frelsebringende gernings skyld, som det femte skriftsted [trykket har «vij.»; formaningen står i Bucers femte skriftsted, 1 Thess 5,13] formaner os. Og selv om det undertiden forekommer os, at de farer for hårdt frem over for os og handler for skarpt, skal vi alligevel – af hensyn til Herren, til deres så frelsebringende gerning og til, at de våger over vores sjæle – holde fred med dem og adlyde dem. Vi må ikke bedrøve dem med vores ulydighed og ikke gøre deres tjeneste og arbejde tungt for dem. For det kan jo ikke være os til andet end den største skade, som det ottende skriftsted formaner os og vidner om.

Men denne lydighed – at agte på tjenerne, sætte dem højt, elske og ære dem – skal alt sammen ydes i Herren og for så vidt som de er Herrens tjenere, ikke menneskers eller deres egne, og fører Herrens ord og lære. Vi vil hermed ikke på ny bane vejen for noget tyranni eller noget kødeligt hovmod. Vi har tidligere vist, hvilke ældste og tjenere i sjælesorgen kirkerne skal have, nemlig trofaste tjenere for Kristus, som i kirken på ingen måde søger, tager sig af og fremmer deres eget eller det, der tilhører andre mennesker eller skabninger, men alene det, der er Kristi. Dem skal Kristi får jo af hele hjertet adlyde som Kristi tjenere, agte dem allerhøjest og vise dem al kærlighed og tjeneste i Herren.

De skal ikke så let mistænke dem for noget ondt, ikke fordreje deres lære og deres handlinger i Herren og ikke så hurtigt og uden at have undersøgt sagen tage imod al slags løgn og bagtalelse imod dem. Men desværre vækker og anstifter Satan alt dette hos mange til alle tider. Derved bliver vor frelses værk på jammerlig vis hæmmet og hindret, til forfærdelig skade for mange: Fordærvelige sekter og partier føres ind, og man falder fra til et helt kødeligt og gudløst liv. Mod dette Satans bedrag og indfald, hvorved jo al det hellige evangeliums frugt ødelægges på ynkelig vis, vil vi gerne beskytte de retskafne hjerter, men på ingen måde lede dem til at blive menneskers trælle.

Enhver skal være opmærksom på, at han frem for alt og altid må høre dette af Kristi tjenere: «Omvend jer, Guds rige er kommet.» Men hvor man skal omvende sig og forbedre sig, dér er der mangler og fejl. Derfor skal enhver have det sind, at han gerne tager imod irettesættelse og belæring. Han skal dømme og tænke på den sande kærligheds vis om sine forstandere, ligesom om alle andre, stole på, at de mener ham det godt og søger hans frelse, og altid bede Herren om, at han vil give os at høre hans røst og ingen fremmeds. Han skal da høre og betragte det, der bliver sagt til ham i Kristi navn, med et virkelig enfoldigt hjerte og i det alene søge og have Kristus, Herren, for øje. Så vil Herren visselig bevare ham mod al falsk lære og mod at se alt for meget på mennesker og give ham at erkende og bevare sit ord til al bedring og til det evige liv – hvor meget end alle de, der høres i sjælesorgens tjeneste, måtte fejle eller handle utro. Ved disse midler vil enhver kristen vogte sig for den så fordærvelige ulydighed mod og foragt for Kristus i hans tjenere og derved også bevare sig mod al falskhed og menneskeligt tyranni og holde sig under Kristi åg og i hans rige.

Så meget ville vi til slut i denne lille bog også minde om og formane til, når det gælder Kristi fårs lydighed. Det er sandelig også i denne tid nødvendigt for mange at lære og betænke, ikke mindre end de foregående punkter. Herren give hertil enfoldige hjerter, som i sandhed elsker hans rige og ikke kødets frihed. Så vil de jo i al troskab hjælpe til at fremme alle de artikler, der er fremlagt heri, hos sig selv og hos andre – frem for alt i deres bønner til Herren og dernæst også med al kristen flid og vedholdenhed, så vidt enhver efter sit kald har noget at fremme her.