Johannesevangeliet kapitel 11: Om Lazarus

Der var en, som lå syg, Lazarus fra Betania, den landsby, hvor Maria og hendes søster Marta boede. Det var den Maria, som salvede Herren med salve og tørrede hans fødder med sit hår; hendes bror Lazarus var syg. Da sendte hans søstre bud til ham og lod sige: «Herre, se, han, som du elsker, ligger syg.» Da Jesus hørte det, sagde han: «Den sygdom er ikke til døden, men til Guds ære, for at Guds Søn skal blive æret ved den.» Og Jesus elskede Marta og hendes søster og Lazarus. Da han nu hørte, at han var syg, blev han to dage på det sted, hvor han var. Derefter siger han til sine disciple: «Lad os gå til Judæa igen.» Hans disciple sagde til ham: «Mester, for nylig ville jøderne stene dig, og nu vil du tage derhen igen?» Jesus svarede: «Er der ikke tolv timer om dagen? Den, som vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys. Men den, som vandrer om natten, snubler, for der er intet lys i ham.» Dette sagde han, og derefter siger han til dem: «Vor ven Lazarus sover, men jeg går hen for at vække ham.» Da sagde hans disciple: «Herre, hvis han sover, så bliver det bedre med ham.» Men Jesus talte om hans død, mens de mente, at han talte om den legemlige søvn. Da sagde Jesus det ligeud til dem: «Lazarus er død, og jeg er glad for jeres skyld, at jeg ikke var der, for at I skal tro. Men lad os gå hen til ham.» Da sagde Thomas, som kaldes Tvilling: «Lad os gå med, så vi kan dø med ham.» Da Jesus kom, fandt han, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven. Betania lå nær ved Jerusalem, omkring femten stadier borte [kilden har «agre», dvs. stadier]. Og mange jøder var kommet til Marta og Maria for at trøste dem over deres bror.

Da Marta nu hører, at Jesus kommer, går hun ham i møde, men Maria blev siddende hjemme. Da sagde Marta til Jesus: «Herre, havde du været her, så var min bror ikke død. Men også nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, det giver Gud dig.» Jesus siger til hende: «Din bror skal opstå.» Marta siger til ham: «Jeg ved godt, at han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.» Jesus siger til hende: «Jeg er opstandelsen og livet. Den, som tror på mig, skal leve, selv om han dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig dø. Tror du det?» Hun siger til ham: «Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, som kom til verden.» Da hun havde sagt det, gik hun bort og kaldte hemmeligt på sin søster Maria og sagde: «Mesteren er her og kalder på dig.» Da hun hørte det, rejste hun sig straks og gik ud til ham. For Jesus var endnu ikke kommet ind i byen, men var stadig på det sted, hvor Marta havde mødt ham. Da jøderne, som var i huset hos hende og trøstede hende, så, at Maria hastigt rejste sig og gik ud, fulgte de efter hende og sagde: «Hun går ud til graven for at græde der.» Da Maria nu kom derhen, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde til ham: «Herre, havde du været her, så var min bror ikke død.» Da Jesus så hende græde og også jøderne, som var kommet med hende, græde, blev han dybt oprørt i ånden og meget bevæget og sagde: «Hvor har I lagt ham?» De sagde til ham: «Herre, kom og se.» Og Jesu øjne flød over. Da sagde jøderne: «Se, hvor han holdt af ham!» Men nogle af dem sagde: «Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have sørget for, at denne mand ikke døde?» Men Jesus blev igen dybt oprørt i sig selv og kom til graven. Det var en hule, og en sten lå for den. Jesus sagde: «Tag stenen bort!» Marta, den dødes søster, siger til ham: «Herre, han lugter allerede, for han har ligget der i fire dage.» Jesus siger til hende: «Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?» Da løftede de stenen bort fra det sted, hvor den døde lå. Men Jesus løftede sine øjne og sagde: «Fader, jeg takker dig, fordi du har bønhørt mig. Jeg ved dog, at du altid hører mig, men for folkets skyld, som står her omkring, siger jeg det, for at de skal tro, at du har sendt mig.»

Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: «Lazarus, kom herud!» Og den døde kom ud, med fødder og hænder bundet med ligklæder, og hans ansigt var dækket af en svededug. Jesus siger til dem: «Løs ham, og lad ham gå.» Mange af jøderne, som var kommet til Maria og så, hvad Jesus gjorde, troede på ham. Men nogle af dem gik hen til farisæerne og fortalte dem, hvad Jesus havde gjort. Da holdt ypperstepræsterne og farisæerne rådsmøde og sagde: «Hvad skal vi gøre? Dette menneske gør mange tegn. Hvis vi lader ham fortsætte sådan, tror alle på ham, og så kommer romerne og tager både land og folk fra os.» Men en af dem, Kajfas, som var ypperstepræst det år, sagde til dem: «I ved ingenting, og I tænker heller ikke over, at det er bedre for os, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde.» Dette sagde han ikke af sig selv, men fordi han var ypperstepræst det år, profeterede han, at Jesus skulle dø for folket – og ikke for folket alene, men for også at samle Guds spredte børn. Fra den dag rådslog de om, hvordan de kunne slå ham ihjel.

Derfor vandrede Jesus ikke længere åbenlyst blandt jøderne, men gik derfra til en egn nær ørkenen, til en by, som hedder Efraim, og opholdt sig der med sine disciple. Men jødernes påske var nær, og mange fra egnen gik op til Jerusalem før påsken for at rense sig. De stod nu og spurgte efter Jesus og sagde til hinanden i templet: «Hvad mener I? Kommer han ikke til højtiden?» Men ypperstepræsterne og farisæerne havde givet befaling om, at hvis nogen vidste, hvor han var, skulle han melde det, så de kunne gribe ham.