Historien på palmelørdag (Joh 12)

Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus var, han som havde været død, og som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér gjorde de et måltid i stand for ham, og Marta vartede op, og Lazarus var en af dem, der sad til bords. Da tog Maria et pund salve af ægte, kostbar nardus og salvede Jesu fødder og tørrede hans fødder med sit hår, og huset blev fyldt af duften af salven. Da sagde en af hans disciple, Judas Iskariot, Simons søn, som senere forrådte ham: «Hvorfor blev denne salve ikke solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?» Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv og havde pungen og bar det, som blev givet. Da sagde Jesus: «Lad hende være i fred. Det har hun gemt til min begravelsesdag. For de fattige har I altid hos jer, men mig har I ikke altid.»

Da fik mange af det jødiske folk at vide, at han var der, og de kom, ikke alene for Jesu skyld, men fordi de også ville se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne havde i sinde at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder bort og troede på Jesus.