Historien på palmesøndag (Matt 21; Mark 11; Luk 19; Joh 12)

Den næste dag, da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to af sine disciple af sted og sagde til dem: «Gå hen til landsbyen, som ligger foran jer, og straks når I kommer ind i den, vil I finde en æselhoppe, der står bundet, og et føl hos den, som intet menneske endnu har siddet på. Løs dem, og før dem herhen til mig. Og hvis nogen siger noget til jer, så sig: Herren har brug for dem. Så vil han straks lade jer tage dem og sende dem herhen.»

Disciplene gik hen og fandt føllet bundet ved døren udenfor ved vejkrydset, og de gjorde, som Jesus havde befalet dem. Og nogle af dem, der stod der, sagde til dem: «Hvad gør I? Hvorfor løser I føllet?» Og de svarede dem, sådan som Jesus havde befalet dem, og de lod dem gøre det. Og de førte æselhoppen og føllet til Jesus og lagde deres klæder på dem og satte ham derpå.

Men alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som er sagt ved profeten, der siger: «Sig til Zions datter: Frygt ikke, du Zions datter! Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, og rider på en æselhoppe og på føllet af lastdyret, æselhoppen.» Det forstod hans disciple ikke i begyndelsen. Men da Jesus var blevet herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham.

Men da den store skare, som var kommet til højtiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem, tog de palmegrene og gik ud for at møde ham. Og der kom mange af jøderne med Jesus fra Betania; de var gået derhen dagen før, ikke alene for Jesu skyld, men for at se Lazarus, som Jesus havde oprejst fra de døde. Men skaren, som havde været med ham, da han kaldte Lazarus ud af graven og oprejste ham fra de døde, priste den gerning. Derfor gik folket ham også i møde, fordi de havde hørt, at han havde gjort sådanne tegn.

Men farisæerne sagde til hinanden: «I ser, at I intet udretter. Se, hele verden løber efter ham.» Men mange af folket bredte deres klæder ud på vejen. Andre huggede grene af træerne og strøede dem på vejen.

Og da han nærmede sig og drog ned ad Oliebjerget, begyndte folket, som gik foran, og de, som fulgte efter, og hele skaren af hans disciple at love Gud med glæde og med høj røst for alle de underfulde gerninger, som de havde set, og de råbte og sagde:

«Hosianna, Davids søn! Lovet være han, som kommer, en konge, i Herrens navn! Lovet være vor fader Davids rige, som kommer i Herrens navn! Hosianna i det høje! Fred være i himlen og ære i det høje!»

Og nogle farisæere i skaren sagde til ham: «Mester, irettesæt dog dine disciple!» Han svarede og sagde til dem: «Jeg siger jer: Hvis disse tier, skal stenene råbe.»

Og da han kom nærmere, så han byen og græd over den og sagde: «Hvis du vidste det, ville også du i denne din tid tænke på, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For den tid skal komme over dig, da dine fjender skal slå en belejringsvold omkring dig og dine børn med dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider, og de skal lægge dig øde og ikke lade sten blive på sten, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.»

Men der var nogle grækere blandt dem, som var kommet op for at tilbede ved højtiden. De gik hen til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, bad ham og sagde: «Herre, vi vil gerne se Jesus.» Filip kommer og siger det til Andreas, og Filip og Andreas sagde det videre til Jesus. Da svarede Jesus dem og sagde: «Tiden er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres.

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis ikke hvedekornet falder i jorden og dør, bliver det alene; men hvis det dør, bærer det megen frugt. Den, som elsker sit liv, skal miste det, og den, som hader sit liv i denne verden, skal bevare det til det evige liv. Den, som vil tjene mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Og den, som tjener mig, ham skal min Fader ære.

Nu er min sjæl bedrøvet. Og hvad skal jeg sige? Fader, hjælp mig ud af denne time! Dog er jeg netop derfor kommet til denne time. Fader, herliggør dit navn!» Da kom der en røst fra himlen: «Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.» Da sagde folket, som stod der og hørte det: «Det tordnede.» Andre sagde: «En engel talte med ham.» Jesus svarede og sagde: «Denne røst kom ikke for min skyld, men for jeres skyld.

Nu begynder dommen over verden, nu skal denne verdens fyrste stødes ud. Og når jeg bliver ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.» Men det sagde han for at give til kende, hvilken død han skulle dø. Da svarede folket ham: «Vi har hørt i loven, at Kristus bliver til evig tid. Hvordan kan du så sige, at Menneskesønnen skal ophøjes? Hvem er denne Menneskesøn?» Da sagde Jesus til dem: «Lyset er endnu en kort tid hos jer. Vandr, mens I har lyset, så mørket ikke overfalder jer. Den, som vandrer i mørket, ved ikke, hvor han går hen. Tro på lyset, mens I har det, så I kan være lysets børn.»

Og da han drog ind i Jerusalem, kom hele byen i bevægelse, og man sagde: «Hvem er det?» Folket sagde: «Det er Jesus, profeten fra Nazaret i Galilæa.»

Og Jesus gik ind i Guds tempel og drev alle dem ud, som solgte og købte i templet, og han væltede vekselerernes borde og duekræmmernes stole og sagde til dem: «Der står skrevet: Mit hus skal kaldes et bedehus. Men I har gjort det til en røverkule.» Og blinde og lamme kom til ham i templet, og han helbredte dem.

Men da ypperstepræsterne og de skriftkloge så de underfulde gerninger, som han gjorde, og at børnene råbte i templet og sagde: «Hosianna, Davids søn!», blev de forargede og sagde til ham: «Hører du, hvad de siger?» Jesus sagde til dem: «Ja. Har I aldrig læst: Af små børns og spædbørns mund har du beredt lovsang?» Og da han havde set sig om på det hele i templet, forlod han dem dér og gik om aftenen ud til Betania og blev dér med de tolv i skjul for jøderne.

Og selv om han gjorde så mange tegn for deres øjne, troede de dog ikke på ham, for at profeten Esajas' ord skulle opfyldes, hvor han siger: «Herre, hvem tror vor prædiken, og for hvem er Herrens arm åbenbaret?» Derfor kunne de ikke tro, for Esajas siger også: «Han har forblindet deres øjne og forhærdet deres hjerte, så de ikke skal se med øjnene og ikke forstå med hjertet og omvende sig, så jeg kunne hjælpe dem.» Det sagde Esajas, da han så hans herlighed og talte om ham. Dog troede mange af de øverste på ham, men på grund af farisæerne bekendte de det ikke for ikke at blive sat i band. For de holdt mere af ære hos mennesker end af ære hos Gud.