Historien fortsat

Og da de havde sunget lovsangen, gik Jesus efter sin vane ud over Kedrons bæk til Oliebjerget. Og hans disciple fulgte ham. Og Jesus sagde til dem: «I skal alle tage anstød af mig i denne nat. For der står skrevet: Jeg vil slå hyrden, og fårene skal spredes. Men når jeg er opstået, vil jeg gå i forvejen for jer til Galilæa.» Peter svarede og sagde til ham: «Selv om de alle tager anstød af dig, så vil jeg dog aldrig tage anstød.» Jesus sagde til ham: «Sandelig siger jeg dig: I dag, i denne nat, før hanen galer to gange, skal du fornægte mig tre gange.» Men han sagde endnu mere bestemt: «Ja, selv om jeg skulle dø med dig, ville jeg ikke fornægte dig.» Det samme sagde også alle disciplene.

Så kom Jesus med dem til en gård, som hed Getsemane. Der var en have, og dér gik Jesus ind med sine disciple. Men Judas, som forrådte ham, kendte også stedet, for Jesus samledes ofte dér med sine disciple. Så sagde Jesus til dem: «Sæt jer her, mens jeg går derhen og beder.»

Og han tog Peter og Jakob og Johannes, Zebedæus' to sønner, med sig og begyndte at blive bedrøvet og at skælve og bæve, og han sagde til dem: «Min sjæl er bedrøvet til døden. Bliv her og våg med mig. Bed, for at I ikke skal falde i fristelse.»

Og han rev sig løs fra dem, et stenkast væk, faldt på knæ og ned på jorden på sit ansigt og bad om, at timen måtte gå ham forbi, om det var muligt, og sagde: «Abba, min Fader, alt er muligt for dig. Tag denne kalk fra mig! Dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.» Og han kom til sine disciple og fandt dem sovende, og han sagde til Peter: «Simon, sover du? Kunne du ikke våge én time med mig? Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse. Ånden er villig, men legemet er skrøbeligt.»

Anden gang gik han atter hen, bad og sagde: «Min

Fader, er det ikke muligt, at denne kalk kan gå fra mig, uden at jeg drikker den, så ske din vilje.» Og han kom og fandt dem atter sovende, for deres øjne var tunge af søvn, og de vidste ikke, hvad de skulle svare ham. Og han lod dem være og gik atter hen og bad for tredje gang og sagde de samme ord: «Fader, vil du, så tag denne kalk fra mig. Men lad dog ikke min, men din vilje ske.»

Da viste der sig en engel fra himlen for ham og styrkede ham. Og han kom i dødskamp og bad inderligt. Og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden.

Og han rejste sig fra bønnen og kom til sine disciple og fandt dem sovende af bedrøvelse og sagde til dem: «Ak, vil I nu sove og hvile jer? Hvorfor sover I? Det er nok. Se, timen er kommet, da Menneskesønnen skal overgives i synderes hænder. Stå op, lad os gå! Se, han, der forråder mig, er nær. Bed om, at I ikke må falde i fristelse.»

Og straks, mens han endnu talte, se, da kom Judas, en af de tolv. Han havde taget skaren med sig og tjenerne fra ypperstepræsterne, de skriftkloge, farisæerne og folkets ældste, og han gik foran dem og kom derhen med fakler, lamper, sværd og stokke. Og forræderen havde givet dem et tegn og sagt: «Den, jeg kysser, er det. Grib ham, og før ham sikkert bort.»

Da Jesus nu vidste alt, hvad der skulle komme over ham, gik han ud og sagde til dem: «Hvem leder I efter?» De svarede ham: «Jesus fra Nazaret.» Jesus siger til dem: «Det er mig.»

Men Judas, som forrådte ham, stod også hos dem. Da Jesus nu sagde til dem: «Det er mig», veg de tilbage og faldt til jorden. Så spurgte han dem igen: «Hvem leder I efter?» De sagde: «Jesus fra Nazaret.» Jesus svarede: «Jeg har sagt jer, at det er mig. Leder I efter mig, så lad disse gå» – for at det ord skulle opfyldes, som han havde sagt: «Jeg har ikke mistet nogen af dem, som du har givet mig.»

Og Judas holdt sig tæt til Jesus for at kysse ham, og straks trådte han hen til ham og sagde: «Hil dig, Rabbi!» og kyssede ham. Jesus sagde til ham: «Min ven, hvorfor er du kommet? Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?» Så trådte de frem og lagde hånd på Jesus og greb ham.

Og da de, som var omkring ham, så, hvad der ville ske, sagde de til ham: «Herre, skal vi slå til med sværd?» Simon Peter havde et sværd, og han trak det og slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans højre øre af. Og tjeneren hed Malkus.

Da svarede Jesus og sagde: «Lad dem dog gå så vidt!» Og han sagde til Peter: «Stik dit sværd i skeden! For den, der tager sværdet, skal omkomme ved sværd. Eller mener du, at jeg ikke kunne bede min Fader om at sende mig mere end tolv skokke engle [et skok = 60]? Skal jeg da ikke drikke den kalk, som min Fader har givet mig? Men hvordan skulle Skriften så opfyldes? Sådan skal det gå til.» Og han rørte ved hans øre og helbredte ham.

På den tid sagde Jesus til ypperstepræsterne og tempelvagtens høvedsmænd og de ældste, som var kommet til ham: «I er draget ud som mod en røver med sværd og stokke for at fange mig. Jeg har dog dagligt siddet hos jer og undervist i templet, og I lagde ikke hånd på mig. Men dette er jeres time og mørkets magt, for at Skriften skal opfyldes.» Men alt dette er sket, for at profeternes skrifter skulle opfyldes. Da forlod alle disciplene ham og flygtede.

Og der var en ung mand, som fulgte efter ham. Han var klædt i et linklæde over sin bare krop, og de unge mænd greb ham. Men han slap linklædet og flygtede nøgen fra dem.

Men skaren og den øverste høvedsmand og jødernes tjenere tog Jesus og bandt ham og førte ham først til Annas. Han var svigerfar til Kajfas, som var ypperstepræst det år. Det var Kajfas, der havde givet jøderne det råd, at det var godt, at ét menneske døde for folket.

Og de førte Jesus hen til ypperstepræsten Kajfas, det vil sige til den øverste biskop over præsterne, hvor alle ypperstepræsterne og de ældste og de skriftkloge var forsamlet. Men Simon Peter og en anden discipel fulgte Jesus på lang afstand helt til ypperstepræstens gård. Den discipel var kendt af ypperstepræsten og gik med Jesus ind i ypperstepræstens gård. Men Peter stod uden for døren. Da gik den anden discipel, som var kendt af ypperstepræsten, ud og talte med dørvogtersken og fik Peter med ind.

Men tjenerne og vagterne stod og havde tændt et kulbål nede midt i gården og varmede sig, for det var koldt. Og Peter stod hos dem og varmede sig for at se, hvordan det ville ende. Men ypperstepræstens tjenestepige, som passede døren, så Peter sidde ved ilden, mens han varmede sig, og hun stirrede på ham og sagde til ham: «Du var også sammen med Jesus fra Galilæa? Er du ikke også en af dette menneskes disciple?» Da nægtede han det for dem alle og sagde: «Kvinde, det er jeg ikke. Jeg kender ham ikke. Jeg ved heller ikke, hvad du siger.»

Men ypperstepræsten spurgte Jesus om hans disciple og om hans lære. Jesus svarede ham: «Jeg har talt åbent for verden. Jeg har altid undervist i synagogen og i templet, hvor alle jøderne kommer sammen, og jeg har intet talt i det skjulte. Hvorfor spørger du mig om det? Spørg dem, som har hørt, hvad jeg talte til dem. Se, de ved, hvad jeg har sagt.» Da han sagde det, gav en af tjenerne, som stod der, Jesus et slag på kinden og sagde: «Skal du svare ypperstepræsten sådan?» Jesus svarede ham: «Har jeg talt ilde, så bevis, at det er ondt. Men har jeg talt ret, hvorfor slår du mig så?» Og Annas sendte ham bundet til ypperstepræsten Kajfas.

Men Simon Peter stod i forgården og varmede sig. Og kort efter den første fornægtelse, da han gik ud i forgården, galede hanen. Og en anden tjenestepige så ham og begyndte igen at sige til dem, der stod omkring: «Han her var også sammen med Jesus fra Nazaret.» Da sagde de til ham: «Er du ikke en af hans disciple?» Og en anden sagde: «Du er en af dem.» Og han nægtede igen og svor på det og sagde: «Menneske, det er jeg ikke, og jeg kender ikke det menneske.»

Og lidt efter holdt en anden fast ved det sammen med dem, der stod omkring, og sagde: «Sandelig, du er en af dem, for du er galilæer, og din tale røber dig.» En af ypperstepræstens tjenere, en slægtning til ham, som Peter havde hugget øret af, siger: «Så jeg dig ikke i haven sammen med ham?» Da begyndte han at forbande sig og sværge: «Jeg kender ikke det menneske, I taler om.»

Og straks, mens han endnu talte, galede hanen anden gang. Og Herren vendte sig og så på Peter. Og Peter kom i tanker om det ord, Herren havde sagt til ham: «Før hanen galer to gange, skal du fornægte mig tre gange.» Og Peter gik ud og græd bitterligt.

Men ypperstepræsterne og de ældste og hele rådet søgte falsk vidnesbyrd mod Jesus for at kunne få ham dømt til døden, men de fandt intet. Og skønt der trådte mange falske vidner frem, stemte deres vidnesbyrd ikke overens. Til sidst stod to falske vidner op og trådte frem og aflagde falsk vidnesbyrd mod ham og sagde: «Vi har hørt ham sige: Jeg kan og vil nedbryde Guds tempel, som er gjort med hænder, og inden tre dage bygge et andet, som ikke er gjort med hænder.» Og heller ikke da stemte deres vidnesbyrd overens.

Og ypperstepræsten rejste sig midt blandt dem og spurgte Jesus: «Svarer du intet til det, som disse vidner imod dig?» Men Jesus tav og svarede intet.

Da spurgte ypperstepræsten ham igen og sagde til ham: «Er du Kristus, den Velsignedes Søn? Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os, om du er Kristus, Guds Søn.» Jesus sagde: «Du siger det. Jeg er det. Men jeg siger jer: Fra nu af skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himlens skyer.» Da sønderrev ypperstepræsten sine klæder og sagde: «Han har spottet Gud! Hvad skal vi nu med flere vidner? Se, nu har I hørt hans gudsbespottelse. Hvad mener I?» De fordømte ham alle og sagde: «Han er skyldig til døden.»

Men de mænd, som holdt Jesus fanget, hånede ham og spyttede ham i ansigtet og slog ham med knyttede næver. Andre tildækkede hans ansigt og slog ham i ansigtet, især tjenerne, og sagde: «Profetér for os, Kristus! Hvem er det, der slog dig?» Og de sagde mange andre spottende ord imod ham.

Men om morgenen samledes alle ypperstepræsterne, de skriftkloge og folkets ældste og hele rådet, og de holdt råd om Jesus for at slå ham ihjel. Og de førte ham op for deres råd og sagde: «Er du Kristus, så sig os det.» Han sagde til dem: «Siger jeg jer det, tror I det ikke; og spørger jeg jer, svarer I ikke og lader mig dog ikke løs. Derfor skal Menneskesønnen fra nu af sidde ved Guds krafts højre hånd.» Da sagde de alle: «Er du da Guds Søn?» Han sagde til dem: «I siger det, for jeg er det.» Da sagde de: «Hvad skal vi nu med flere vidnesbyrd? Vi har selv hørt det af hans mund.»

Og hele skaren rejste sig, bandt Jesus og førte ham bunden fra Kajfas til domhuset og overgav ham til landshøvdingen Pontius Pilatus; og det var tidligt om morgenen.

Da Judas, som havde forrådt ham, så, at han var dømt til døden, angrede han, og han bragte de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: «Jeg har gjort uret ved at forråde uskyldigt blod.» De sagde: «Hvad kommer det os ved? Det må du selv se til.» Og han kastede sølvpengene ind i templet, skyndte sig derfra, gik bort og hængte sig; og han brast midt over, og alle hans indvolde væltede ud.

Men ypperstepræsterne tog sølvpengene og sagde: «Det er ikke passende, at vi lægger dem i Guds kiste, for det er blodpenge.»

Så holdt de råd og købte for sølvpengene, den uretfærdige løn, en pottemagers mark til at begrave fremmede i. Og det er blevet kendt for alle, som bor i Jerusalem, sådan at den mark på deres sprog kaldes Hakeldama, det vil sige en blodmark, den dag i dag. Da blev det opfyldt, som er sagt ved profeten Jeremias, hvor han siger:

«De tog de tredive sølvpenge, som han, der blev solgt, blev betalt med – ham købte de af Israels børn – og de gav dem for en pottemagers mark, sådan som Herren befalede mig.»

Men jøderne gik ikke ind i domhuset, for at de ikke skulle blive urene, men kunne spise påskemåltidet. Da gik Pilatus ud til dem og sagde: «Hvilken anklage rejser I mod dette menneske?» De svarede og sagde til ham: «Var han ikke en forbryder, havde vi ikke overgivet ham til dig.» Da sagde Pilatus til dem: «Så tag ham og døm ham efter jeres lov.» Da sagde jøderne til ham: «Vi har ikke lov til at slå nogen ihjel» – for at Jesu ord skulle opfyldes, som han sagde, da han gav til kende, hvilken død han skulle dø.

Og ypperstepræsterne og de ældste begyndte at anklage ham hårdt og sagde: «Vi har fundet ud af, at denne mand forfører folket og forbyder at give kejseren skat og siger, at han er Kristus, en konge.» Da gik Pilatus ind i domhuset igen, kaldte på Jesus og sagde til ham: «Er du jødernes konge?» Jesus stod foran ham og svarede: «Siger du det af dig selv, eller har andre sagt dig det om mig?» Pilatus svarede: «Er jeg en jøde? Dit eget folk og ypperstepræsterne har overgivet dig til mig. Hvad har du gjort?» Jesus svarede: «Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, ville mine tjenere kæmpe for, at jeg ikke blev overgivet til jøderne; men nu er mit rige ikke herfra.» Da sagde Pilatus til ham: «Så er du altså en konge?» Jesus svarede: «Du siger det: Jeg er en konge. Dertil er jeg født og kommet til verden: for at vidne om sandheden.»

«Enhver, som er af sandheden, hører min røst.» Pilatus siger til ham: «Hvad er sandhed?»

Og da han havde sagt dette, gik han ud til jøderne igen og siger til dem: «Jeg finder ingen skyld hos dette menneske.» Og da ypperstepræsterne og de ældste anklagede ham, svarede han intet. Da spurgte Pilatus ham igen og sagde: «Svarer du ikke? Se, hvor hårdt de anklager dig! Hører du det ikke?» Og han svarede ham ikke på et eneste ord, så landshøvdingen også undrede sig meget.

Men de blev ved og sagde: «Han har ophidset folket med sin lære rundt omkring i hele det jødiske land; han begyndte i Galilæa, og nu er han nået helt hertil.»

Men da Pilatus hørte Galilæa nævnt, spurgte han, om han var fra Galilæa. Og da han forstod, at han hørte under Herodes' myndighed, sendte han ham til Herodes, som også var i Jerusalem i de dage.

Da Herodes så Jesus, blev han meget glad, for han havde længe gerne villet se ham; han havde nemlig hørt meget om ham og håbede at se et tegn af ham. Og han spurgte ham ud på mange måder, men han svarede ham intet. Og ypperstepræsterne og de skriftkloge stod og anklagede ham hårdt. Men Herodes og hans hofmænd foragtede og hånede ham, hængte en hvid kappe om ham og sendte ham tilbage til Pilatus. Samme dag blev Pilatus og Herodes venner med hinanden, for før havde de været fjender.

Men Pilatus kaldte ypperstepræsterne, de øverste og folket sammen og sagde til dem: «I har ført dette menneske til mig som en, der forfører folket. Og se, jeg har forhørt ham i jeres påhør og finder ham ikke skyldig i noget af det, I anklager ham for. Det gør Herodes heller ikke, for jeg sendte jer til ham, og se, man har ikke kunnet påvise noget hos ham, som han fortjener at dø for. Derfor vil jeg straffe ham og lade ham løs.»

Men ved højtiden skulle landshøvdingen efter højtidens skik give folket en fange fri, den, de ønskede. Og han havde dengang en fange, der var mere berygtet end andre, en forbryder og en morder, som hed Barabbas. Han var kastet i fængsel sammen med oprørerne, fordi han havde begået et mord under et oprør i byen. Og folket gik op og bad om, at han ville gøre, som han plejede. Og da de var forsamlede, sagde Pilatus til dem: «I har en skik, at jeg skal give jer én fri til påske. Hvem vil I have, at jeg skal give jer fri, Barabbas eller Jesus, jødernes konge, som kaldes Kristus?» For han vidste godt, at ypperstepræsterne havde overgivet ham af had.

Og mens han (Pilatus) sad på dommersædet, sendte hans hustru bud til ham og lod sige: «Hav ikke noget at gøre med denne retfærdige mand, for jeg har i dag lidt meget i drømme for hans skyld.»

Men ypperstepræsterne og de ældste overtalte folket til at bede om Barabbas og få Jesus slået ihjel. Da tog landshøvdingen ordet og sagde til dem: «Hvem af disse to vil I have, at jeg skal give jer fri?» Da råbte hele skaren: «Væk med ham, og giv os Barabbas fri!» Da råbte Pilatus igen til dem, for han ville give Jesus fri, og sagde: «Hvad skal jeg da gøre med Jesus, der siges at være Kristus?» Men de råbte alle og sagde: «Korsfæst, korsfæst ham!» Da sagde han for tredje gang til dem: «Hvad ondt har han da gjort? Jeg finder ingen dødsskyld hos ham; derfor vil jeg straffe ham og lade ham løs.» Men de skreg endnu højere og sagde med store råb: «Korsfæst ham!» Og de forlangte, at han skulle korsfæstes, og deres og ypperstepræsternes råb fik overhånd.

Da tog Pilatus Jesus og lod ham piske. Men landshøvdingens soldater tog Jesus med sig ind i domhuset og samlede hele vagtstyrken om ham. Og de tog tøjet af ham, hængte en purpurkappe om ham, flettede en tornekrone og satte den på hans hoved og gav ham et rør i den højre hånd. Og de bøjede knæ for ham og hånede ham og begyndte at hilse ham og sagde: «Hil dig, du kære jødernes konge!» Og de slog ham i ansigtet og spyttede på ham, tog røret og slog ham i hovedet med det og faldt på knæ og tilbad ham.

Da gik Pilatus ud igen og sagde til dem: «Se, jeg fører ham herud til jer, for at I skal vide, at jeg ikke finder nogen skyld hos ham.» Så gik Jesus ud, og han bar en tornekrone og en purpurkappe. Og han siger til dem: «Se, hvilket menneske!» Da ypperstepræsterne og tjenerne så ham, råbte de: «Korsfæst, korsfæst ham!» Pilatus siger til dem: «Tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ingen skyld hos ham.» Jøderne svarede ham: «Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, for han har gjort sig selv til Guds Søn.»

Da Pilatus hørte det ord, blev han endnu mere bange. Og han gik ind i domhuset igen og siger til Jesus: «Hvor er du fra?» Men Jesus gav ham intet svar. Da sagde Pilatus til ham: «Taler du ikke med mig? Ved du ikke, at jeg har magt til at korsfæste dig, og at jeg har magt til at give dig fri?» Jesus svarede: «Du havde ingen magt over mig, hvis den ikke var givet dig ovenfra. Derfor har den, som overgav mig til dig, større synd.» Derefter tænkte Pilatus på, hvordan han kunne give ham fri. Men jøderne råbte og sagde: «Lader du ham løs, er du ikke kejserens ven; for den, der gør sig selv til konge, er imod kejseren.»

Da Pilatus hørte det ord, førte han Jesus ud og satte sig på dommersædet på det sted, som kaldes Stenbroen, men på hebraisk Gabbata. Og det var forberedelsesdagen i påsken, ved den sjette time. Og han siger til jøderne: «Se, det er jeres konge.» Men de råbte: «Væk, væk med ham, korsfæst ham!» Pilatus siger til dem: «Skal jeg korsfæste jeres konge?» Ypperstepræsterne svarede: «Vi har ingen anden konge end kejseren.»

Da Pilatus så, at han ikke udrettede noget, men at uroen blev meget større, ville han dog gøre folket tilfreds. Og Pilatus afgjorde, at deres krav skulle opfyldes. Da tog han

vand og vaskede sine hænder foran folket og sagde: «Jeg er uskyldig i denne retfærdiges blod. Se I selv til!» Da svarede hele folket og sagde: «Hans blod komme over os og over vore børn!»

Da gav han dem Barabbas fri, som de bad om, og som var kastet i fængsel for oprør og mord. Men Jesus lod han piske og håne, og han overgav ham efter deres vilje og krav til at blive korsfæstet.

Da tog soldaterne Jesus, tog purpurkappen af ham, gav ham hans eget tøj på og førte ham bort for at korsfæste ham; og han bar sit kors. Og da de gik ud, traf de en mand, der kom forbi, Simon fra Kyrene, som kom ude fra marken; han var far til Alexander og Rufus. Ham tvang de til at bære korset for ham, og de lagde korset på ham, for at han skulle bære det efter Jesus.

Og en stor skare folk og kvinder fulgte efter ham, og de klagede ynkeligt og græd over ham. Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: «I Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og over jeres børn. For se, den tid skal komme, da man skal sige: Salige er de ufrugtbare og de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die. Da skal de begynde at sige til bjergene: Fald over os! og til højene: Skjul os! For gør man dette med det grønne træ, hvad vil der så ske med det tørre?»

Der blev også to andre misdædere ført bort for at blive henrettet sammen med ham.

Og de førte ham til det sted, som på hebraisk kaldes Golgata, det betyder: Hovedskalstedet. Og de gav ham eddike – eller myrra i vin – blandet med galde at drikke. Og da han smagte det, ville han ikke drikke. Og de korsfæstede ham på det sted, som kaldes Golgata, og de to misdædere med ham, den ene ved højre og den anden ved venstre side, og Jesus midt imellem. Da blev Skriften opfyldt, som siger: «Han er regnet blandt misdædere.»

Og det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og Jesus sagde: «Fader, forlad dem, for de ved ikke, hvad de gør.»

Da skrev Pilatus en indskrift over hans hoved om, hvad man anklagede ham for, og om årsagen til hans død, og satte den på korset, og der stod skrevet: «Jesus fra Nazaret, jødernes konge.» Denne indskrift læste mange jøder, for det sted, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen. Og den var skrevet på hebraisk, græsk og latin. Da sagde jødernes ypperstepræster til Pilatus: «Skriv ikke: Jødernes konge, men at han sagde: Jeg er jødernes konge.» Pilatus svarede: «Det, jeg skrev, det skrev jeg.»

Og da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, en del til hver soldat. De tog også kjortlen. Men kjortlen var uden søm, vævet i ét stykke fra øverst og helt igennem. [usikker læsning i kilden: «knyt/ mindet»] Da sagde de til hinanden: «Lad os ikke dele den, men kaste lod om, hvem den skal tilhøre.» For at Skriften skulle opfyldes, som siger: «De delte mine klæder mellem sig og kastede lod om min kjortel.» Og de sad der og holdt vagt over ham. Det gjorde soldaterne. Og folket stod også og så på.

Og ved Jesu kors stod hans mor og hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus nu så sin mor og den discipel, som han elskede, stå ved siden af, siger han til sin mor: «Kvinde, se, det er din søn.» Derefter siger han til disciplen: «Se, det er din mor.» Og fra den time tog disciplen hende til sig.

Men de, som gik forbi, spottede ham, rystede på hovedet og sagde: «Ha! Du som så flot river templet ned og bygger det op på tre dage, hjælp nu dig selv! Er du Guds Søn, så stig ned af korset.» På samme måde spottede også ypperstepræsterne ham indbyrdes sammen med de skriftkloge, de ældste og folket og sagde: «Han har hjulpet andre og kan ikke hjælpe sig selv. Er han

Kristus og Israels konge, Guds udvalgte, så lad ham hjælpe sig selv og stige ned af korset nu, så vi kan se det; så vil vi tro på ham. Han stolede på Gud; lad nu Gud frelse ham, hvis han har behag i ham. For han sagde: Jeg er Guds Søn.» På samme måde blev han også hånet af røverne, som var korsfæstet med ham. Også soldaterne spottede ham, trådte hen til ham, rakte ham eddike og sagde: «Er du jødernes konge, så hjælp dig selv.»

Men en af misdæderne, som hang der, spottede ham og sagde: «Er du Kristus, så hjælp dig selv og os.» Da svarede den anden, irettesatte ham og sagde: «Frygter heller ikke du Gud, du som dog er under samme dom? Og vi er det med rette, for vi får, hvad vore gerninger har fortjent. Men denne har intet uret gjort.» Og han sagde til Jesus: «Herre, tænk på mig, når du kommer i dit rige.» Og Jesus sagde til ham: «Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.»

Og da det var ved den sjette time, kom der et mørke over hele landet indtil den niende time, og solen mistede sit skin. Og ved den niende time råbte Jesus højt og sagde: «Eli, Eli, lama asabthani?» Det betyder: «Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?» Og da nogle af dem, som stod der, hørte det, sagde de: «Se, han kalder på Elias.» Da Jesus derefter vidste, at alt nu var fuldbragt, siger han, for at Skriften skulle opfyldes: «Jeg tørster.» Der stod et kar fuldt af eddike. Og straks løb en af dem hen, tog en svamp, fyldte den med eddike og isop, satte den på et rør og holdt den op til hans mund. Han gav ham at drikke og sagde sammen med de andre: «Vent, lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.» Da Jesus nu havde taget eddiken, sagde han: «Det er fuldbragt.» Og Jesus råbte igen højt og sagde: «Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.» Og da han havde sagt det, bøjede han hovedet og opgav ånden.

Og se, forhænget i templet flængede i to stykker fra øverst til nederst, og jorden skælvede, og stenene revnede, og gravene åbnede sig, og mange af de hensovede helliges legemer stod op og gik ud af gravene efter hans opstandelse og kom ind i den hellige by og viste sig for mange. Men da officeren, som stod lige over for ham, og de, som var med ham og holdt vagt over Jesus, så, at han opgav ånden med et sådant råb, og så jordskælvet og det, der skete, blev de meget forfærdede og priste Gud og sagde: «Sandelig, dette var et retfærdigt menneske og Guds Søn.» Og alt det folk, som var der og så til, slog sig for brystet, da de så, hvad der skete, og vendte tilbage igen. Og alle hans bekendte stod langt borte, og mange kvinder, som havde fulgt ham fra Galilæa, så alt dette. Blandt dem var Maria Magdalene og Maria, Jakob den Lilles og Joses' mor, og Salome, Zebedæus' sønners mor, som også havde fulgt ham og tjent ham, da han var i Galilæa, og mange andre, som var gået op til Jerusalem med ham.

Men fordi det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive på korset over sabbatten (for den sabbatsdag var stor), bad jøderne Pilatus om, at deres ben måtte blive knust, og at de måtte blive taget ned. Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet med ham. Men da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben. Men en af soldaterne åbnede hans side med et spyd, og straks kom der blod og vand ud. Og den, som har set det, har vidnet om det, og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han siger sandheden, for at også I skal tro. Dette skete nemlig, for at Skriften skulle opfyldes: «I skal ikke knuse noget ben på ham.» Og et andet skriftsted siger igen: «De skal se på ham, som de har gennemstunget.»

Men derefter om aftenen, fordi det var forberedelsesdagen, som er dagen før sabbatten, kom en rig mand, Josef fra jødernes by Arimatæa, en god, retfærdig og hæderlig

rådsherre, som ikke havde givet sit samtykke til deres beslutning og handling, og som også ventede Guds rige. Han var en af Jesu disciple, dog i hemmelighed, for han frygtede jøderne. Han tog mod til sig og gik ind til Pilatus og bad ham om at måtte tage Jesu legeme ned. Da undrede Pilatus sig over, at han allerede var død. Og han kaldte officeren til sig og spurgte ham, om han havde været død længe. Og da han havde fået det at vide af officeren, gav han Josef Jesu legeme og befalede, at man skulle overgive ham det. Og Josef købte et linklæde. Der kom også Nikodemus, som tidligere var kommet til Jesus om natten, og bragte myrra og aloe blandet sammen, omkring hundrede pund. Da tog de Jesu legeme, som var taget ned, svøbte det i et rent linklæde og bandt det ind i linnedklæder med kostbar salve, sådan som jøderne plejer at begrave. På det sted, hvor han blev korsfæstet, var der også en have, og i haven en ny grav, som tilhørte Josef, og som han havde ladet hugge ud i klippen, og hvor endnu ingen havde været lagt. Der lagde de Jesus på grund af jødernes forberedelsesdag – og sabbatten begyndte – fordi graven var nær. Og de væltede en stor sten for døren til graven og gik bort. Men Maria Magdalene og den anden Maria, Joses' mor, var der. De satte sig lige over for graven sammen med de andre kvinder, som var kommet med ham fra Galilæa, og så til, hvor og hvordan hans legeme blev lagt. Og de vendte tilbage og tilberedte kostbare krydderier og salve, og på sabbatten holdt de sig i ro efter loven.

Den næste dag, som følger efter forberedelsesdagen, kom ypperstepræsterne og farisæerne i enighed til Pilatus og sagde: «Herre, vi husker, at denne bedrager sagde, mens han endnu levede: Efter tre dage vil jeg opstå. Befal derfor, at man bevogter graven indtil den tredje dag, så hans disciple ikke kommer og stjæler ham og siger til folket: Han er opstået fra de døde. Så bliver det sidste bedrag værre end det første.» Pilatus sagde til dem: «Der har I vagter. Gå hen og bevogt den, så godt I kan.»

De gik hen og bevogtede graven med vagter og forseglede stenen.

Her slutter historien om Jesu Kristi lidelse.