Historien om Jesu Kristi herlige opstandelse og himmelfart efter de fire evangelisters beretning

Da sabbatten var forbi, købte og tilberedte Maria Magdalene og den anden Maria, som kaldes Jakobs, og Salome og Johanna og de andre kvinder, som var med dem, og som var kommet med Jesus fra Galilæa, kostbar salve for at gå hen og salve Jesus. For på sabbatten holdt de hvile efter loven.

Sent efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, om morgenen, meget tidligt, mens det endnu var mørkt, kom de til graven, da solen stod op, med den kostbare salve, som de havde tilberedt. Og se, der skete et stort jordskælv, for Herrens engel kom ned fra himlen, gik hen og væltede stenen fra døren og satte sig på den. Hans skikkelse var som lynet og hans klæder hvide som sne. [usikker læsning i kilden: «Hæder»] Men vagterne skælvede af frygt og blev som døde.

Og kvinderne sagde til hinanden: «Hvem skal vælte stenen fra døren til graven for os?» For den var meget stor. Og de så derhen og opdagede, at stenen var væltet bort fra graven. De gik ind i graven og fandt ikke Herren Jesu legeme. Da løber Maria Magdalene hen og fortæller det. Og mens kvinderne var bedrøvede over, at Jesu legeme ikke var der, se, da stod der to mænd hos dem i skinnende klæder. De blev forfærdede og bøjede ansigtet mod jorden. Da sagde de til dem: «Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået. Tænk på, hvordan han talte til jer, da han var i Galilæa, og sagde: Menneskesønnen skal overgives i synderes hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.» Og de huskede hans ord, gik tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og alle de andre. De sagde det til apostlene, men for dem lød kvindernes ord som løs snak, og de troede dem ikke.

Maria Magdalene løber altså (som sagt) og kommer til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: «De har taget Herren bort fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.»

Da gik Peter og den anden discipel ud og kom til graven. De løb begge sammen, men den anden discipel løb i forvejen, hurtigere end Peter, og kom først til graven. Han kigger ind og ser linklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Så kom Simon Peter efter ham og gik ind i graven og ser linklæderne ligge der, og svededugen, som havde været bundet om Jesu hoved, lå ikke sammen med linklæderne, men var rullet sammen for sig selv på et særskilt sted. Da gik også den anden discipel ind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. For de forstod endnu ikke Skriften, at han skulle opstå fra de døde. Så gik disciplene tilbage sammen, og Peter undrede sig over, hvordan det var gået til.

Maria stod uden for graven og græd. Mens hun græd, kigger hun ind i graven og ser to engle sidde i hvide klæder, den ene ved hovedet og den anden ved fødderne, dér hvor de havde lagt Jesu legeme. Og de sagde til hende: «Kvinde, hvorfor græder du?» Hun siger til dem: «De har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.» Da hun havde sagt det, vendte hun sig om og ser Jesus stå der, men ved ikke, at det er Jesus. Jesus siger til hende: «Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?» Hun troede, det var havemanden, og siger til ham: «Herre, har du båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg hente ham.» Jesus siger til hende: «Maria!» Da vendte hun sig om og siger til ham: «Rabbuni!», det betyder

Mester. Jesus siger til hende: «Rør ikke ved mig, for jeg er endnu ikke steget op til min Fader. Men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.» Det var den Maria Magdalene, som Jesus havde drevet syv dæmoner ud af, og som han havde vist sig for først, efter at han var opstået tidligt om morgenen på ugens første dag. Hun gik hen og fortalte det til disciplene, som havde været sammen med ham, og som sørgede og græd: at hun havde set Herren, og at han havde sagt dette til hende. Men da de hørte, at han levede og havde vist sig for hende, troede de det ikke. Men kvinderne gik ind i graven og så en ung mand sidde ved højre side; han havde en lang hvid klædning på, og de blev forfærdede. Det var Herrens engel. Og han sagde til dem: «Vær ikke forfærdede, for jeg ved, at I leder efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er ikke her, han er opstået, som han sagde. Kom og se stedet, hvor Herren lå. Og gå hurtigt hen og sig til hans disciple og til Peter, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa; dér skal I se ham, som han har sagt jer. Se, jeg har sagt jer det.»

Og de gik hurtigt ud af graven med frygt og stor glæde og løb for at fortælle det til hans disciple; for bævelse og forfærdelse var kommet over dem, og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Og mens de gik for at fortælle det til hans disciple, se, da kom Jesus dem i møde og sagde: «Vær hilset!» De gik hen til ham, greb om hans fødder og faldt ned for ham. Da sagde Jesus til dem: «Frygt ikke! Gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa; dér skal de se mig.»

Mens de gik derhen, se, da kom nogle af vagterne ind i byen og fortalte ypperstepræsterne alt, hvad der var sket. De kom sammen med de ældste, holdt rådslagning og gav soldaterne rigeligt med penge og sagde: «Sig, at hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov. Og hvis landshøvdingen får det at vide, skal vi nok berolige ham og sørge for, at I ikke kommer i fare.» De tog pengene og gjorde, som de havde fået besked på. Og den snak har været almindelig blandt jøderne helt til denne dag.

Og se, samme dag gik to af dem til en landsby, som lå tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus, og de talte med hinanden om alt det, der var sket. Og det skete, mens de sådan talte og drøftede med hinanden, at Jesus kom hen og gik sammen med dem. Men deres øjne blev holdt tilbage, så de ikke kendte ham, for han viste sig for dem i en anden skikkelse. Og han sagde til dem: «Hvad er det for en samtale, I fører med hinanden på vejen, og hvorfor er I bedrøvede?»

Da svarede den ene af dem, som hed Kleopas, og sagde til ham: «Er du den eneste blandt de fremmede i Jerusalem, som ikke ved, hvad der er sket dér i disse dage?» Og han sagde til dem: «Hvad da?» De sagde til ham: «Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord for Gud og hele folket, og hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer overgav ham til dødsdom og korsfæstede ham. Men vi håbede, at det var ham, der skulle forløse Israel. Og oven i alt dette er det i dag tredje dag, siden dette skete. Desuden har nogle af vore kvinder gjort os forfærdede; de var tidligt ved graven og fandt ikke hans legeme. De kom og sagde, at de havde set et syn af engle, som siger, at han lever. Og nogle af os gik hen til graven og fandt det sådan, som kvinderne sagde, men ham fandt de ikke.»

Og han sagde til dem: «O, I uforstandige, hvor er jeres hjerte sent til at tro alt det, som profeterne har sagt! Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?» Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem alle de skriftsteder, der var sagt om ham.

Og de kom nær til landsbyen, hvor de skulle hen, og han lod, som om han ville gå videre. Men de nødte ham og sagde: «Bliv hos os, for det lakker mod aften, og dagen er ved at gå på hæld.» Og han gik ind for at blive hos dem. Og det skete, da han sad til bords med dem, at han tog brødet, takkede, brød det og gav dem det. Da blev deres øjne åbnet, og de kendte ham. Og han forsvandt for deres øjne.

Og de sagde til hinanden: «Brændte vort hjerte ikke i os, mens han talte med os på vejen og åbnede Skriften for os?» Og de brød op i samme stund og vendte tilbage til Jerusalem og fandt de elleve forsamlet og dem, der var sammen med dem, og de sagde: «Herren er virkelig opstået og har vist sig for Simon.» Og de fortalte dem, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde kendt ham, da han brød brødet. Men dem troede de heller ikke.

Men om aftenen samme dag, da disciplene var forsamlet, og dørene var lukkede af frygt for jøderne, og mens de talte om dette og sad til bords, kom Jesus selv og trådte midt ind blandt dem og siger til dem: «Fred være med jer!» Han irettesatte deres vantro og deres hjertes hårdhed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham opstået. Da blev de forfærdede og bange og troede, at de så en ånd.

Og han sagde til dem: «Hvorfor er I så forfærdede, og hvorfor kommer sådanne tanker op i jeres hjerte? Se mine hænder og mine fødder: Det er mig selv. Rør ved mig og se, for en ånd har ikke kød og knogler, sådan som I ser, at jeg har.» Og da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og fødder og sin side. Da blev disciplene glade, da de så Herren.

Men da de endnu ikke kunne tro det af lutter glæde og undrede sig, sagde han til dem: «Har I noget at spise her?» Og de lagde et stykke stegt fisk og noget honningkage frem for ham, og han tog det og spiste det, mens de så på.

Og han sagde til dem: «Det er de ord, jeg talte til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det skal opfyldes, som er skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i Salmerne.» Da åbnede han deres forstand, så de forstod Skriften, og sagde til dem: «Sådan står der skrevet, og sådan skulle Kristus lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse og syndernes forladelse blandt alle folkeslag, begyndende i Jerusalem. Og I er vidner om alt dette.» Da sagde Jesus igen til dem: «Fred være med jer! Ligesom Faderen har sendt mig, sender jeg jer.» Og da han havde sagt det, åndede han på dem og siger til dem: «Modtag Helligånden! Hvis synder I forlader, dem er de forladt, og hvis synder I fastholder, dem er de fastholdt.»

Her slutter historien om påskedag.

Men Thomas, en af de tolv, som kaldes Tvilling, var ikke sammen med dem, da Jesus kom. Da sagde de andre disciple til ham: «Vi har set Herren.» Men han sagde til dem: «Medmindre jeg ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, vil jeg ikke tro.»

Og otte dage efter var hans disciple igen derinde, og Thomas var med dem. Jesus kommer, mens dørene var lukkede, og står midt iblandt dem og siger: «Fred være med jer.» Derefter siger han til Thomas: «Ræk din finger herhen, og se mine hænder, og ræk din hånd herhen, og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.» Thomas svarede og sagde til ham: «Min Herre og min Gud.» Jesus siger til ham: «Fordi du har set mig, Thomas, tror du. Salige er de, som ikke ser og dog tror.»

Derefter viste Jesus sig igen i Galilæa ved søen, ved Tiberias. Og han viste sig sådan: Simon Peter og Thomas, som kaldes Tvilling, og Natanael fra Kana i Galilæa og Zebedæus' sønner og to andre af hans disciple var sammen. Simon Peter siger til dem: «Jeg tager ud for at fiske.» De sagde til ham: «Så går vi med dig.» De gik ud og steg straks i båden, og den nat fangede de ingenting. Da det nu var morgen, stod Jesus på bredden, men disciplene vidste ikke, at det var Jesus. Jesus siger til dem: «Børn, har I ikke noget at spise?» De svarede ham: «Nej.» Da sagde han til dem: «Kast nettet ud i højre side af båden, så skal I finde.» Så kastede de det ud og kunne ikke længere trække det ind for de mange fisk. Da siger den

discipel, som Jesus elskede, til Peter: «Det er Herren.» Da Simon Peter hørte, at det var Herren, bandt han kjortlen om sig, for han var nøgen, og kastede sig i søen. Men de andre disciple kom i båden, for de var ikke langt fra land, kun omkring to hundrede alen, og de trak nettet med fiskene ind. Da de nu gik i land, så de et kulbål med fisk på og brød. Jesus siger til dem: «Kom med nogle af de fisk, som I nu har fanget.» Simon Peter gik om bord og trak nettet i land, fuldt af store fisk, hundrede og treoghalvtreds. Og selv om de var så mange, gik nettet dog ikke i stykker. Jesus siger til dem: «Kom og spis.» Men ingen af disciplene vovede at spørge ham: «Hvem er du?» For de vidste, at det var Herren. Så kommer Jesus og tager brødet og giver dem det, og ligeså fisken. Det er nu tredje gang, at Jesus er blevet åbenbaret for sine disciple, efter at han er opstået fra de døde.

Da de nu havde spist, siger Jesus til Simon Peter: «Simon, Johannes' søn, har du mig kærere, end disse har mig?» Han siger til ham: «Ja, Herre, du ved, at jeg elsker dig.» Han siger til ham: «Fød mine lam.» Han siger igen, anden gang, til ham: «Simon, Johannes' søn, elsker du mig?» Han siger til ham: «Ja, Herre, du ved, at jeg elsker dig.» Han siger til ham: «Fød mine får.» Han siger tredje gang til ham: «Simon, Johannes' søn, elsker du mig?» Peter blev bedrøvet over, at han sagde tredje gang til ham: «Elsker du mig?», og han sagde til ham: «Herre, du ved alt; du ved, at jeg elsker dig.» Jesus siger til ham: «Fød mine får. Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv bæltet om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du række dine hænder ud, og en anden skal binde bæltet om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.» Det sagde han for at antyde, med hvilken død han skulle prise Gud.

Og da han havde sagt det, siger han til ham: «Følg mig.» Da vendte Peter sig om og så den discipel følge efter, som

Jesus elskede, og som også havde ligget ved hans bryst under nadveren og havde sagt: «Herre, hvem er det, som skal forråde dig?» Da Peter så ham, siger han til Jesus: «Herre, hvad så med ham?» Jesus siger til ham: «Hvis jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad kommer det dig ved? Følg du mig.» Så kom det rygte ud blandt brødrene: «Denne discipel dør ikke.» Men Jesus sagde ikke til ham: «Han dør ikke», men: «Hvis jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad kommer det dig ved?» Det er den discipel, som vidner om dette og har skrevet det, og vi ved, at hans vidnesbyrd er sandt.

Men de elleve disciple gik til Galilæa, til et bjerg, hvor Jesus havde sagt, de skulle gå hen. Og dér blev han set af mere end fem hundrede brødre på én gang, hvoraf mange endnu lever, mens nogle er sovet ind. Og da de så ham, faldt de ned for ham, men nogle tvivlede. Og Jesus trådte hen til dem, talte med dem og sagde: «Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor ud i hele verden, og prædik evangeliet for al skabningen, og lær alle folk, og døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og lær dem at holde alt det, jeg har befalet jer. Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst, men den, som ikke tror, skal blive fordømt. Og de tegn, som skal følge dem, der tror, er disse: I mit navn skal de uddrive dæmoner, tale med nye tunger og fordrive hugorme, og hvis de drikker nogen gift, skal det ikke skade dem. På de syge skal de lægge deres hænder, så skal det blive bedre med dem. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.» Derefter blev han set af Jakob.

Således indtil den dag, da han blev taget op, efter at han ved Helligånden havde givet apostlene, som han havde udvalgt, deres befaling. Efter sin lidelse havde han vist sig levende for dem med mange beviser, og han lod sig se iblandt dem i fyrre dage og talte med dem om Guds rige. Og han åbnede deres forstand, så de forstod Skriften. Og da han havde samlet dem, befalede han dem, at de ikke skulle forlade Jerusalem, men vente på Faderens løfte: «Og se, jeg vil sende min Faders løfte over jer, som I har hørt om fra mig,» sagde han. «Men I skal blive i byen Jerusalem, indtil I bliver iført kraft fra det høje. For Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage.»

Men de, som var kommet sammen, spurgte ham og sagde: «Herre, vil du på denne tid genoprette Israels rige?» Han sagde til dem: «Det tilkommer ikke jer at kende tid eller stund, som Faderen har forbeholdt sin egen magt. Men I skal få Helligåndens kraft, som skal komme over jer, og I skal være mine vidner i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og indtil jordens ende.»

Og han førte dem ud til Betania, løftede hænderne og velsignede dem. Og det skete, mens han velsignede dem – efter at han nu havde talt nok med dem, efter at han var opstået –, at han skiltes fra dem og blev løftet op, mens de så på det. Han for op til himlen, og en sky tog ham bort fra deres øjne, og han satte sig ved Guds højre hånd. Og mens de så efter ham, da han for op til himlen, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem, og de sagde: «Galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op mod himlen? Denne Jesus, som er taget op fra jer til himlen, skal komme på samme måde, som I har set ham fare til himlen.»

Men de tilbad ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde fra det bjerg, som kaldes Oliebjerget, og som ligger nær ved Jerusalem, en sabbatsvej derfra. Og da de kom ind, gik de op i salen ovenpå og blev der: Peter og Jakob, Johannes og Andreas, Filip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alfæus' søn, og Simon Zelotes og Judas, Jakobs søn. Alle disse holdt stadig enigt fast ved bøn og påkaldelse sammen med kvinderne og Maria, Jesu mor, og hans brødre, og de var altid i templet og priste og lovede Gud. Amen.

Og i de dage stod Peter op blandt disciplene og sagde (der var samlet en skare på omkring hundrede og tyve personer): «Mænd og brødre, det skriftord måtte opfyldes, som Helligånden forud talte gennem Davids mund om Judas, der blev vejviser for dem, som greb Jesus. For han var regnet med blandt os og havde fået dette embede sammen med os. Han erhvervede en mark for den uretfærdige løn, og han hængte sig og brast midt over, og alle hans indvolde væltede ud. Og det er blevet kendt for alle, som bor i Jerusalem, sådan at den mark på deres sprog kaldes Hakeldama, det vil sige en blodmark. For der står skrevet i Salmernes Bog: Deres bolig skal lægges øde, og der skal ingen være, som bor i den. Og en anden skal overtage hans bispeembede.

Derfor skal nu en af disse mænd, som har været sammen med os hele den tid, da vor Herre Jesus gik ud og ind hos os, fra Johannes' dåb indtil den dag, da han blev taget fra os, være vidne om hans opstandelse sammen med os.» Og de stillede to frem, Josef, som blev kaldt Barsabbas, med tilnavnet Justus, og Matthias, og de bad og sagde: «Herre, du som kender alles hjerter, vis, hvem af disse to du har udvalgt, så han kan overtage denne tjeneste og det apostelembede, som Judas forlod for at gå bort til sit eget sted.» Og de kastede lod om dem, og loddet faldt på Matthias, og han blev regnet med blandt de elleve apostle.

Og da pinsedagen var kommet, var de alle enigt samlet. Og pludselig kom der en brusen fra himlen som af et vældigt stormvejr, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og man så tunger, der delte sig og var som gloende, og der satte sig en på hver enkelt af dem, og de blev alle fyldt med Helligånden og begyndte at prædike med andre tunger, alt efter som Helligånden gav dem at sige. Og de gik ud og prædikede overalt, og Herren virkede med dem og stadfæstede

ordet ved de tegn, der fulgte med.

Kristus lever som konge i evighed. Amen.