Den rette ordinans, som nu senest blev gennemset og beseglet på herredagen i Odense: Hvordan kirketjenesten skal holdes i Danmarks og Norges riger og i hertugdømmerne Slesvig og Holsten

Vi Christian, af Guds nåde konge af Danmark, Norge, Venderne og Goterne, hertug i Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve i Oldenborg og Delmenhorst. Vi hilser vore riger og hertugdømmer med nåde, fred og lykke fra Gud.

Efter at Gud vor Herre har bragt den krig og uro til ophør, som har været i nogen tid, og givet os vor herre farfaders og herre faders riger at styre og regere, er det vor allerhøjeste og største vilje og ønske, at vi kunne genrejse vor Herre Jesu Kristi forfaldne lære og den rette, sande kristne gudsdyrkelse. Det havde vi længe ønsket for vore lande, indtil vi nu fuldt ud kunne gøre det – tak og lov være vor Herre Jesus Kristus for det. Derfor lod vi højlærde mænd og prædikanter fra kirkerne i Danmarks rige og vore hertugdømmer samle og befalede dem at skrive en kristen ordinans til os, som vi kunne rådføre os om. Og da ordinansen var blevet overgivet til os, sendte vi den til den værdige fader doktor Martin Luther, ved hvem Gud af sin mildhed og barmhjertighed (i disse sidste tider) har sendt os Kristi hellige og rene evangelium igen. Så gennemså han ordinansen sammen med flere andre mænd i Wittenberg, der er højlærde i Den Hellige Skrift, og erklærede den for god og rigtig.

Men for at en så gudelig sag kunne foregå desto mere rigtigt, har vi bedt den højbårne fyrste Johann Friedrich, hertug af Sachsen, kurfyrste osv., vor særlig gode ven, om at sende os den elskelige Johannes Bugenhagen fra Pommern, doktor i Den Hellige Skrift. Denne højlærde mands råd og hjælp har vi sammen med vort råd brugt til at fuldende denne hellige ordinans. Man skal vide, at vi ikke har været egenrådige eller fremfusende i denne sag, men har brugt så mange og fremragende medhjælpere.

Da ordinansen nu var fuldendt, lod vi den ved vor kansler forelægge hele vort rigsråd. De godkendte ordinansen og samtykkede i den i alle henseender.

De bad kun om, at prædikanterne blev påmindet om i begyndelsen at gå lempeligt frem i den kristne menighed over for de syndere, som med tiden kan blive nægtet det hellige sakramente. Og hvem, der ellers er kristen, ville ikke synes godt om det? For her behandles jo intet andet end det rene og klare evangelium, sakramenterne efter Kristi egen indstiftelse, sang og hellige læsninger og en sømmelig sammenkomst til prædikenen og uddelingen af det hellige sakramente. Her handler det om, hvordan de unge kan opdrages i boglig lærdom og gode kunster til Guds hellige ord og Den Hellige Skrift, hvordan tjenerne i den hellige kirke kan blive godt forsørget og skolerne holdt ved magt, og hvordan de fattige kan få deres pleje. Og børnelærdommen skal findes i alle huse, så selv bønderbørn fremover kan vide det, som hidtil ikke alene bønder, men også adelsmænd, ja, selv konger og fyrster ikke har vidst.

Det skal de stå Kristus til regnskab for, som har rost sig af at være den hellige kirkes hoveder men alligevel har sørget for sig selv og deres egen fordel. Hvad kan der nu være mishageligt i dette? Hvem vil sige, at der er noget heri, som et kristent menneske ikke selv af hjertet gerne ville se ført ud i livet?

Men for at man ikke skal mene, at vi i dette helt og holdent har fulgt andres skøn, bekender vi med stor taknemmelighed, at Gud af sin godhed også har givet os nogen forstand på det hellige evangelium. Derfor vil vi nu sige vor mening om denne ordinans.

To hovedstykker [usikker læsning i kilden: «bonde stycker»; da-barth har «honde stycker», sandsynligvis «hovedstykker»] behandles i denne ordinans. Det ene tilhører Gud alene, nemlig at vi vil have Guds ord, som er loven og evangeliet, prædiket oprigtigt og ret, sakramenterne uddelt ret og børnene godt oplært, så de, der er døbt ind i Kristus, kan blive i Kristus, og at kirkens tjenere, skolerne og de fattige kan få deres underhold.

Dette er ikke vor ordinans, men dermed vil vi tjene vor Herre Jesu Kristi ordinans. Han er vor eneste lærer og mester, ligesom han er vor eneste frelser og vor visse salighed. Om ham råbte Faderen og sagde: «Hør ham!» Som han også selv siger: «Mine får hører min stemme.» Han har selv åbenbaret evangeliet og givet os det i verden; før havde det fra evighed været skjult i Gud. Og han befalede, at det skulle prædikes for alle skabninger. Ligeledes indstiftede han dåben og alterets hellige sakramente og befalede, at de skulle uddeles og modtages nøjagtigt efter hans egen indstiftelse og ikke anderledes. Imod dette evangelium og denne Kristi indstiftelse skal man ikke høre på eller bryde sig om nogen, om det så var en engel fra himlen, som Paulus vover at sige, ja, som Kristus selv siger: «Mine får kender ikke en fremmeds stemme, men flygter fra ham.» Hvorfor skulle vi nu være så tåbelige at ville vente på et koncil i denne sag og (måske) imens dø i vor vantro og ugudelighed? Koncilier eller menneskelige ordninger kan intet udrette her imod Guds ordinans. Hvis koncilierne ville fordømme djævelens lære og antikristelige skik, som vi hidtil er blevet bedraget af, og ville befale, at evangeliet skal prædikes rent og ret, og at sakramenterne skal uddeles efter Kristi egen indstiftelse og den apostoliske lære, sådan som vi nu gør med dette vort koncil og denne ordinans, så måtte de, der ikke tog imod det, jo være ugudelige og ikke kristne. Men på det har vi længe ventet forgæves.

Nu vil de sige: «Vi forbyder ikke evangeliet, men I burde dog vente på vor dom og vor udtalelse om jeres lære.»

Dertil svarer vi, at vi ikke bryder os det mindste om sådan bedragerisk og tåbelig snak. Vi har det rette og sande evangelium, som prædiker syndernes forladelse for de nedslagne samvittigheder, uforskyldt, alene for Kristi, Guds Søns, skyld, som er givet for os. Og når vi således er skilt fra synden, regnes vi retfærdige for Gud og er Guds børn og arvinger til det evige liv og alt det gode, Gud har. Dem vil Gud Fader evigt elske i sin elskede Søn, som vi har taget imod ved troen; ham har Faderen givet os. Hvorfor skulle han så ikke også give os alt andet godt med ham? Andet evangelium har vi ikke. Men i stedet for dette evangelium, hvorved Gud prises og æres, har det antikristelige parti givet os djævelens lære, som lærer at prædike løgnen under et hyklerisk skin, så den i høj grad ligner en sand gudsdyrkelse. De har givet os bøder og bod for synden, statutter, klosterregler, observanser, aflad, pilgrimsrejser, broderskaber, deres selvopfundne ofringer, deres vederstyggelige messer, skærsild, vievand, påbudte fastedage, unyttige tidebønner, vigilier for de døde, hellige steder, klokkedåb, salvelse, ragelse [dvs. skrammel], viede klæder, deres urene cølibat, deres forsværgelse af ægteskabet, som Gud dog har ordnet og indstiftet, forbudt mad, kalken med Kristi blod, som de har forbudt, påkaldelse af helgenerne og det misbrug, de har indført i alle gerninger og ceremonier, hvorved de har lært os, at vi skulle forlige os med Gud og betale bøder og gøre bod for synden og således erhverve syndernes forladelse.

De sagde nok, at de kendte Gud, som Paulus siger, men med sådan lære og handlemåde fornægtede de det sande, hellige evangelium, Jesu Kristi blod og Gud Faders barmhjertighed, idet de ikke lod syndernes forladelse være uforskyldt, alene for Jesu Kristi skyld.

Denne antikristelige lære, løgn og bedrageri sender vi nu hjem igen til djævelen, som de er kommet fra, og giver Gud æren, idet vi tager imod Kristi sande evangelium. Ligeledes lader vi sakramenterne uddele og modtager dem ret efter Kristi egen indstiftelse; ja, vi modtager dem af vor Herre Jesus Kristus selv, skønt det sker ved tjenerens hånd, ligesom vi også modtager evangeliet af ham selv, skønt det sker ved tjenerens mund, som forkynder det.

Hvordan skulle vi så ikke have det sande evangelium, når vi nu ved troen på Kristus er forsonet med Gud og gjort til Guds børn?

Så bekender vi nu det samme, som vi tror. Vi lærer det, og vore børn ligeså; vi påkalder, vi beder, vi takker Gud og hører Guds ord, og deri bliver vi faste og tro. Det er også den sande gudsdyrkelse efter de tre første bud.

Og så lader vi os også undervise om gode gerninger og et kristent liv, om tålmodighed under det hellige kors, om lydighed og om, at kristne ikke har anden lov at leve efter end kærligheden, hvori enhver efter sit kald tjener sin næste og er vis på, at han dermed gør det til tjeneste for Kristus selv. Gud give os nåde til at bære sådanne gode troens frugter i rette tid.

Dette har vi indtil nu sagt om de stykker, der hører til Guds ordinans og ordning. Den skal ikke kaldes vor, og den skal heller ikke krænkes eller overtrædes af noget menneske. Og vi byder, at den skal holdes, for at vi dermed kan være lydige mod vor Herre Jesus Kristus, som har ordnet og befalet denne ordinans, sig selv til ære og os til salighed.

Men det andet stykke i denne ordinans kan kaldes vort, fordi noget deri godt kan forandres (uden at Gud bliver vred), skønt det også tilhører Gud. Det er det, vi har fastsat om personer, tid, sted, antal, måde, tidebønner, sang og ceremonier, om visitats, om en sømmelig sammenkomst osv. – ikke uden rimelig grund og ikke med nogen tanke om særlig hellighed, men til tjeneste for den sande Guds ordinans, som der før er talt om, så den desto bedre kan holdes med passende sømmelighed, da alt sådant skal tjene Guds ord. Og hvem ville nu herefter, i et sådant evangelisk lys, ønske sig hine unyttige og forfængelige ceremonier, som også bærer vrange meninger med sig om gudsdyrkelse og retfærdighed? Dem plejer man at regne for gudstjeneste og for sådanne gode gerninger, som skulle bringe fortjeneste med sig – imod troen på Kristus og evangeliet om Guds rige. Vi har herefter nok at gøre med de rette, nødvendige gode gerninger, så vi ikke behøver at bebyrde os med sådant kram og unyttigt tingest.

Derfor beder vi alle vore undersåtter, uanset hvilken stand de er i, om at tage imod denne Guds og vor ordinans, som vi nu har ladet udgå, og hver på sin måde holde og bevare den. Ligeledes beder vi vore lensmænd og superintendenter om så hurtigt, de kan, at lade det, som her er fastsat, gennemføre både i købstæderne og i landsbyerne. Og tænk selv over det: Når de, der sætter sig imod denne Guds ordning, som er den verdslige magt og øvrighed, pådrager sig selv dom og fordømmelse (som Paulus siger), hvor meget mere må de så ikke fordømme sig selv, som foragter og står imod vor Herre Jesu Kristi hellige evangelium? Det har Moses også tidligere kundgjort: «Den, som ikke hører denne profet» – Kristus – «på ham vil jeg tage hævn», siger Herren.

Vi vil heller ikke lade det gå ustraffet, hvis nogen af egenrådighed vover at sætte sig imod noget i denne ordinans, for vi har heller ikke forgæves den magt, som Gud har givet os. Vor Herre Jesus Kristus bevare jer evigt. Amen.