Om Jesu Kristi frelsende død, hans nedfart til helvede og hans herlige opstandelse, om årsagerne til og de uudsigelige frugter af denne lidelse og opstandelse og om hans evige rige

Urbanus: Det vil omtrent være de vigtigste artikler, som Kristus prædikede om på vejen til Emmaus. Og eftersom de hellige profeter for det meste forkynder disse Kristi hemmeligheder tæt sammen og binder dem sammen, vil vi også binde dem sammen og forklare dem ud fra hinanden, sådan som teksterne lægger op til.

Først: Hør den herlige profet David i Sl 8: «Hvad er mennesket, at du husker på ham, og menneskebarnet, at du tager dig af ham? Du vil lade ham en kort tid være forladt af Gud, men med ære og pragt vil du krone ham. Du vil gøre ham til herre over dine hænders værk; alt har du lagt under hans fødder: får og okser alle sammen, ja, også de vilde dyr, fuglene under himlen og fiskene i havet og alt, hvad der færdes i havet. Herre, vor hersker, hvor herligt er dit navn i alle lande!»

Denne 8. salme profeterer – sådan som Det Nye Testamente giver os en sikker forståelse og udlægning af den – om Messias: at han en kort tid skal fornedres og forlades af Gud, nemlig de tre dage, da han kom i jødernes og hedningernes hænder og blev taget til fange, hudstrøget, tornekronet, korsfæstet, dræbt og begravet. Den hebraiske tekst lyder sådan: vatechasserehu me'at me'elohim. Det vil sige: Du har ladet ham en kort tid savne Gud. For i lidelsens tid frem til den tredje dag, da han opstod igen, så det ud, som om Gud ikke var med ham, eftersom Gud lod ham dræbe og begrave. Jøderne mente endda, at det nu var forbi med ham, og at han aldrig mere kunne skade dem. For de forstod ikke Guds nådefulde råd: at han havde sendt Sønnen, for at Sønnen ved korset skulle bringe os tilbage til nåde, og at Kristus utvunget, gerne og villigt var Faderen lydig indtil døden på korset.

Den græske tekst lyder sådan, som den står i Hebr 2, hvor denne salme anføres og udlægges om Kristus: «Du har ladet ham en kort tid savne englene.» For så dybt har han fornedret sig for vores skyld og villet være forladt, at ikke engang en engel turde hjælpe og redde ham. Paulus udlægger i Hebræerbrevet salmen videre og siger: «Når han har lagt alt under ham, har han ikke undtaget noget, som ikke er lagt under ham. Men endnu ser vi ikke, at alt er lagt under ham. Men ham, som en kort tid har savnet englene, ser vi: Det er Jesus, som på grund af dødens lidelse er kronet med pris og ære, for at han af Guds nåde skulle smage døden for alle. For det sømmede sig for ham, for hvis skyld alle ting er, og ved hvem alle ting er, og som har ført mange børn til herlighed, at han gjorde deres frelses fører fuldkommen gennem lidelse. For de kommer alle af én, både han, som helliger, og de, som helliges.»

Se, sådan undrer profeten sig over, at dette sande menneske eller menneskesøn – som, synden undtaget, ellers er blevet os mennesker lig i alle ting – kun en kort tid, i sin frelsesgernings og sin lidelses tid, er forladt, foragtet og fornedret, men meget snart derefter, nemlig på den tredje dag, er kronet med den højeste ære og magt og sat til herre over alle skabninger i himlen og på jorden. Derfor er hans herlige navn blevet kendt og priset i hele verden. Det lærer Paulus meget rigt ud fra denne salme i Ef 1, hvor han siger: «Gud give jer visdommens Ånd og jeres forstands oplyste øjne, så I kan erkende, hvilket håb jeres kald giver, hvor rig hans herlige arv er blandt de hellige, og hvor overvældende stor hans kraft er hos os, som tror, efter hans vældige styrkes virkning, som han har virket i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himlen, over alle fyrstendømmer, al myndighed, magt og herredømme og alt, hvad der kan nævnes, ikke alene i denne verden, men også i den kommende. Og han har lagt alt under hans fødder og sat ham som hoved for kirken over alt; den er hans fylde, han som fylder alt i alle.»

I denne salme har David peget på mange af vores kristne tros hemmeligheder: Kristi lidelse, opstandelsen og hans rige over alle skabninger i himlen og på jorden. Dette rige er en frugt af Kristi gerninger: at han skulle lide, men ved denne lidelse udrette og fortjene så meget, at alle, der tror dette evangelium, skal udfries af Djævelens rige og sættes ind i himmeriget, så Kristus kan regere og bevare dem i evighed – her i troen under korset, men efter dette forgængelige liv åbenbart i herligheden.

Andre konger i denne verden vinder, regerer og bevarer som regel deres riger med sværdet, så de sejrer over deres fjender. Men denne konge har en særlig måde at begynde, regere og bevare sit kongerige på, nemlig med lidelse: Han lader sig dræbe. Og dog skal hans lidelse og allerdybeste fornedrelse, helt til døden på korset, udrette mere, end alle skabningers gerninger, lidelse og magt havde kunnet gøre, nemlig overvinde Djævelen og opsluge døden og desuden vinde den højeste ære og herlighed. Det lærer Paulus smukt i Fil 2, hvor han siger: «Kristus fornedrede sig selv og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud også ophøjet ham og givet ham et navn, som er over alle navne, for at i Jesu navn skal hvert knæ bøje sig, deres, som er i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herren, til Gud Faders ære.»

Anna: Eftersom Skriften ofte rummer så mange hemmeligheder i vores tro med få ord – som jeg lige har hørt i Sl 8, hvor Kristi lidelse, opstandelse, himmelfart og rige nævnes på én gang – vil jeg gerne have, at du først så kort som muligt viser mig frugterne af Kristi død og opstandelse, og hvad Kristi rige egentlig er. Så kan vi, når vi gennemgår profetierne, efterhånden som vi kommer til dem i samtalen, gå hurtigere frem med disse artikler, så jeg ikke trætter dig alt for længe. For vores samtale har nu trukket ud i flere dage.

Urbanus: Frugterne af Kristi kostbare død og sejrrige opstandelse er menneskeslægtens forløsning fra alt ondt og desuden sejren over døden, Djævelen og den evige fortabelse. Det vil sige, at vi ved Kristi uendelige fortjeneste – ved hans og ikke ved vores egne gerninger – har syndernes forladelse, forsoning med Gud, den sande retfærdighed, Helligånden med hans gaver og det højværdige barnekår, så vi bliver Guds børn, og han bliver vores Fader. Og efter dette forgængelige liv har vi vores køds opstandelse i vente, hvor vi med legeme og sjæl skal modtage den uforgængelige, ubesmittede og uvisnelige arv, det evige liv og Kristi evige rige. Det var lovet os i loven og profeterne, men alene i Jesus Kristus, Abrahams og Davids sæd efter kødet, som har fortjent og beredt det for os. Og det forkyndes os hver dag i evangeliet, og alle kaldes til det.

Denne frugt har evangelisterne og apostlene overalt i Det Nye Testamente påvist ud fra profeterne. For de er profeternes rette udlæggere.

Paulus i Rom 4: «Kristus er givet hen for vores synders skyld og oprejst for vores retfærdigheds skyld.»

Rom 5: «Gud viser sin kærlighed til os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Så skal vi meget mere frelses ved ham fra vreden, nu da vi er blevet retfærdige ved hans blod. For når vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi endnu var fjender, skal vi meget mere blive frelst ved hans liv, nu da vi er forsonet.»

I 1 Kor 1 siger Paulus: «Kristus er af Gud blevet os til visdom og til retfærdighed og til helliggørelse og til forløsning.» Og med disse få ord forklarer han alt, hvad Moses og profeterne tidligere har skrevet om syndofrene og sonofrene. For de kunne ikke forsone nogen og rense fra synder, men var kun forbilleder på Jesu Kristi dyrebare offer og blod. Han skulle forsone os med sin Fader og ved sit dyrebare blod afvaske alle vores synder.

2 Kor 5: «Kristus er død for alle, for at de, som lever, ikke skal leve for sig selv, men for ham, som er død og opstået for dem. Gud har gjort ham, som ikke kendte til synd, til synd for os, for at vi i ham skulle blive den retfærdighed, som gælder for Gud.»

Gal 1: «Vor Herre Jesus Kristus har givet sig selv for vores synder for at fri os ud af denne nuværende onde verden efter Guds, vor Faders, vilje. Ham være æren fra evighed til evighed. Amen.»

Gal 3: «Kristus har forløst os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse for os. For der står skrevet: Forbandet er enhver, som hænger på et træ.»

Ef 1: «Ved Kristus har vi forløsningen ved hans blod, nemlig syndernes forladelse, efter hans nådes rigdom.»

Ef 2: «I, som er i Kristus Jesus, og som engang var langt borte, er nu kommet nær ved Kristi blod. For han er vores fred, han som har forsonet både jøder og hedninger med Gud i ét legeme ved korset.»

Ef 5: «Kristus har elsket os og givet sig selv hen for os som en gave og et offer, Gud til en sød duft.»

Kol 1: «Kristus har skabt fred ved blodet på korset, ved sig selv.»

Kol 2: «Gud har oprejst Kristus fra de døde og har også gjort jer levende med ham, da I var døde i synderne og i jeres køds forhud. Og han har eftergivet os alle synder og udslettet gældsbeviset, som var imod os, og som opstod ved forskrifter og stod os imod. Han har skaffet det af vejen og naglet det til korset. Og han har afklædt fyrstendømmerne og de mægtige og stillet dem offentligt til skue og triumferet over dem ved sig selv.»

1 Thess 4: «Vi vil ikke, kære brødre, holde jer uvidende om dem, der sover, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. For når vi tror, at Jesus er død og opstanden, så vil Gud også ved Jesus føre dem, der er sovet ind, frem sammen med ham» osv.

1 Tim 1: «Kristus Jesus er kommet til verden for at frelse syndere.»

1 Tim 2: «Der er én Gud og én mellemmand mellem Gud og mennesker, nemlig mennesket Jesus Kristus, som gav sig selv for alle til forløsning.»

2 Tim 1: «Gud har frelst os og kaldet os med et helligt kald, ikke efter vores gerninger, men efter sit forsæt og sin nåde, som er givet os i Kristus Jesus fra verdens begyndelse, men nu er åbenbaret ved vor Frelser Jesu Kristi tilsynekomst. Han har taget magten fra døden og bragt livet og uforgængeligheden frem i lyset ved evangeliet.»

Tit 2: «Guds frelsende nåde er blevet åbenbaret for alle mennesker og opdrager os til at forsage ugudeligheden og de verdslige lyster og leve besindigt, retfærdigt og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på det salige håb og tilsynekomsten af den store Guds og vor Frelser Jesu Kristi herlighed. Han har givet sig selv for os for at forløse os fra al uretfærdighed og rense sig et folk til ejendom, som er ivrigt efter gode gerninger.»

Hebr 2: «Eftersom børnene har kød og blod, er han på samme måde blevet delagtig i det, for at han ved døden kunne tage magten fra ham, som havde magt over døden, det vil sige Djævelen, og forløse dem, som af frygt for døden måtte være trælle hele livet. For han antager jo slet ikke englene, men Abrahams afkom. Derfor måtte han i alle ting blive sine brødre lig, for at han kunne blive barmhjertig og en trofast ypperstepræst over for Gud til at sone folkets synder. For da han selv har lidt og er blevet fristet, kan han hjælpe dem, der bliver fristet.» Og i samme kapitel siger apostlen, at Kristus af Guds nåde har smagt døden for alle. Se hele Hebræerbrevet, især kapitel 5, 7, 8, 9 og 10, om Kristi præstedømme og om hans offer.

1 Pet 1: «Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som efter sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.» Og derefter:

«I er ikke forløst med forgængeligt sølv eller guld, men med Kristi dyrebare blod som et uskyldigt og ubesmittet lams. Han var vel forud udset, før verdens grundvold blev lagt, men er åbenbaret i de sidste tider for jeres skyld, I som ved ham tror på Gud, der har oprejst ham fra de døde og givet ham herligheden, for at I kunne have tro og håb til Gud.»

1 Pet 2: «Kristus har selv ofret vores synder på sit legeme på træet, for at vi skal være fri af synden og leve for retfærdigheden.»

1 Pet 3: «Kristus har lidt én gang for vores synder, den retfærdige for de uretfærdige, for at han kunne ofre os til Gud.»

1 Joh 1: «Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd.»

1 Joh 2: «Vi har en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, som er retfærdig, og han er sonofferet for vores synder, dog ikke alene for vores, men også for hele verdens.» «Jeres synder bliver jer tilgivet for hans navns skyld.»

1 Joh 3: «Guds Søn er blevet åbenbaret for at nedbryde Djævelens gerninger.»

1 Joh 4: «Deri er Guds kærlighed til os blevet åbenbaret, at Gud har sendt sin enbårne Søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin Søn som sonoffer for vores synder.»

Kort sagt: Dette er den rette kerne i al apostolisk prædiken, at vi har syndernes forladelse og det evige liv ved ingen anden end Jesus Kristus og ved ingen andre gerninger end hans frelsende død og sejrrige opstandelse. Derfor prædiker Peter frimodigt om Kristus for jøderne i ApG 4 og samler i få ord det, som det hele afhænger af: «I har korsfæstet Kristus, men Gud har oprejst ham fra de døde. Han er den sten, som I bygningsfolk forkastede, og som er blevet hovedhjørnesten. Der er ikke frelse i nogen anden, og der er heller ikke givet mennesker noget andet navn, hvorved vi skal blive frelst.»

Og Paulus i 1 Kor 15: «Kristus er død for vores synder efter Skriften og opstået igen på den tredje dag. Er Kristus ikke opstået, så er jeres tro forgæves, så er I endnu i jeres synder, og så er også de, der er sovet ind i Kristus, fortabt. Håber vi kun på Kristus i dette liv, så er vi de ynkeligste af alle mennesker. Men Kristus er opstået fra de døde og er blevet førstegrøden af dem, der sover. For eftersom døden kommer ved et menneske, kommer også de dødes opstandelse ved et menneske. For ligesom alle dør i Adam, sådan skal alle gøres levende i Kristus.»

Den hellige Augustin har et smukt ord i Om treenigheden, bog 4, kapitel 3, hvor han siger: «Jesu Kristi ene opstandelse har bragt os til opstandelsen, nemlig til den åndelige opstandelse fra synderne.» For når Kristus ved evangeliet vækker os op fra syndens åndelige død og oplyser vores hjerter med erkendelse af vores synder og af Guds nåde, tilgiver os vores synder og giver os Helligånden, så står vi op fra synderne og er retfærdige for Gud. Denne opstandelse sker her i dette liv ved troen på Kristus, som vi får, når vi hører hans røst i evangeliet. Joh 5: «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er der allerede nu, da de døde skal høre Guds Søns røst, og de, som hører den, skal leve.» Disse ord taler, sådan som Augustin udlægger dem, om denne åndelige opstandelse fra synderne.

Den anden opstandelse, som Kristus har fortjent til os og beredt med sin opstandelse, er legemets opstandelse, som skal ske på den yderste dag. Om den taler Johannes også i kapitel 5 sådan: «Den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans (det vil sige Jesu Kristi) røst, og de skal komme frem: de, som har gjort det gode, til livets opstandelse, men de, som har gjort det onde, til dommens opstandelse.»

Og Paulus i 1 Thess 4: «Tror vi, at Jesus er død og opstået igen, så vil Gud også ved Jesus føre dem, der er sovet ind, frem sammen med ham. For dette siger vi jer som et ord fra Herren: Vi, der lever og bliver tilbage til Herrens komme, skal ikke komme forud for dem, der sover. For Herren selv skal stige ned fra himlen med et feltråb, med ærkeengels røst og med Guds basun, og de døde i Kristus skal opstå først. Derefter skal vi, der lever og bliver tilbage, sammen med dem rykkes bort i skyerne, Herren i møde i luften, og så skal vi være hos Herren altid. Trøst derfor hinanden med disse ord.»

Anna: Jeg har ofte haft anfægtelser om opstandelsen, og det er tit faldet mig ind: Ja, Kristus er opstået ved egen kraft, for han er den sande Gud; men hvordan skal vi stakkels mennesker opstå, vi, der ikke engang kan fordrive den allermindste sygdom fra vores legeme? Sig mig derfor, hvordan Kristi opstandelse egentlig bevirker vores opstandelse og fører den med sig.

Urbanus: Hvis synder var det, som Kristus bar?

Anna: Det var vores.

Urbanus: Hvad var det for en natur, Kristus havde antaget?

Anna: Vores. For han har antaget vores sande menneskelige natur.

Urbanus: Sig mig: Hvorfor antog Kristus vores natur i enheden af sin guddommelige, evige person? Hvorfor tog han vores synder på sig?

Anna: Han blev et sandt menneske for vores skyld og bar vores synder for at sone dem på korset som det sande syndoffer og forsone os med Gud, vor himmelske Fader.

Urbanus: Så forstår jeg, at vores synder er en årsag til Kristi død. Hvilken frugt har synderne bragt over menneskeslægten?

Anna: Den evige forbandelse og død.

Urbanus: Når Kristus altså soner vores synder med sin død og dør for deres skyld for at udslette dem, så slår han sandelig også døden ihjel og udsletter den død, som herskede over os. Men udsletter han døden i os, så følger det jo, at vi må leve igen. For disse store gerninger, nemlig sin lidelse, død og opstandelse, har han jo ikke gjort for sin egen skyld – han er uskyldig og havde ikke selv brug for det – men hvad han har gjort og lidt, det har han gjort og lidt til gavn for os, og han har skænket os sin sejr over døden. Derfor er det en gyldig slutning, når man siger: Kristus er død for vores synders skyld og opstået igen for vores retfærdiggørelses skyld; derfor følger det med sikkerhed, at også vi skal opstå igen i vores eget kød. Ellers ville vi fornægte kraften og virkningen af Kristi lidelse og opstandelse i vores natur og være værre end hedninger og tyrkere.

Anna: Nu minder du mig om kapitel 15 i Første Korintherbrev, som du så trofast har pålagt mig at lære. Dér, siger du, har Paulus bundet vores opstandelse så fast til Kristi opstandelse, at de ikke kan skilles eller rives fra hinanden.

Urbanus: Jeg ville ønske, at alle kristne, der nogensinde har levet på jorden, kunne dette kapitel udenad og med god forståelse. For Paulus fører selv dér dette bevis: Kristus er opstået fra de døde, altså skal vi også opstå fra de døde, for han er død og opstået for vores skyld. Men hvis vi blev i døden, ville Kristi død og opstandelse ikke have udrettet noget og ikke have ændret noget ved vores dødelige natur; nej, så ville vi være og blive i døden, sådan som vi er født til døden af den jordiske Adam. Nej, vores håb er lige så sikkert, som det er sikkert, at Kristus er opstået og sidder ved Guds højre hånd; lige så sikkert skal vi også opstå. For Kristus er vores hoved, brudgom, forløser og liv. Derfor skal vi også blive i evighed dér, hvor han bliver. Du behøver ikke at frygte, at vores hoved vil lade sine kære lemmer, sit åndelige legeme, blive tilbage i jordens skarn efter sig. Hør, hvad Paulus lærer i Ef 5, og hvordan han binder os til Kristus. Vi er, siger han, lemmer på hans legeme, af hans kød og af hans ben.

Anna: Lovet være den barmhjertige Gud for hans nådes rigdom. Disse ord af Paulus bør med rette trøste os. For når vi er Kristi lemmer og af hans kød, så skal vi slet ikke tvivle på, at ligesom han er opstået i sit eget legeme, sådan skal også vi ved hans herlige opstandelses kraft opstå igen i vores eget legeme til det evige liv.

Urbanus: Det er lige så sikkert, som det er sikkert, at du nu ser dig selv og hører dig selv tale.

Anna: Men vores legeme vil uden tvivl være af en anden beskaffenhed end nu. For nu må det spise, drikke og sove og bliver træt. Og den, der spiser, fordøjer og må spise og drikke igen, ellers sygner han hen. Og alligevel kan al den mad og drikke ikke altid holde ham i live. For så snart mennesket bliver gammelt og sygt, og maven mister sin naturlige varme og kraft, hjælper hverken mad eller drikke, og så går mennesket bort. Derfor må der i det kommende liv være en vidunderlig føde, som man lever af i evighed. Derfor vil vores legemer ganske sikkert få en helt anden beskaffenhed.

Urbanus: Alt det har Paulus lært klart og grundigt, når han siger i Fil 3: Kristus vil på den yderste dag forvandle vores ringe legeme, så det bliver ligt hans forklarede legeme, ved den kraft, hvormed han også kan underlægge sig alle ting. Her og i 1 Kor 15 lærer han, hvordan vores legemer i opstandelsen skal blive rene og smukke som stjernerne på himmelhvælvingen og som solen og månen. Han siger: Vores legeme bliver ved den legemlige død sået i jorden som et lille korn, forgængeligt, og skal opstå uforgængeligt. Det bliver sået i vanære og skal opstå i herlighed. Det bliver sået i svaghed og skal opstå i kraft. Der bliver sået et naturligt legeme, og der skal opstå et åndeligt legeme.

Det vil sige: Vores legeme i dette liv er et naturligt legeme, som for at holde sig i live må spise, drikke, sove, fordøje og udskille, bliver træt og til sidst går i forrådnelse. Derfor begynder legemet straks at stinke og rådne, når sjælen skilles fra det, og ingen kan holde det ud. Det er den vanære eller skam, som er kommet ind i legemet på grund af synden. Men på den yderste dag vil Gud gøre legemet så smukt som solen, så det også bliver stærkt og udødeligt, og Gud selv vil holde det i live i evighed uden legemlig føde. Derfor siger Paulus og peger med fingeren på sit eget legeme: Dette forgængelige, det vil sige netop dette dødelige legeme, skal iføre sig uforgængelighed, og dette dødelige skal iføre sig udødelighed.

Når dette forgængelige har iført sig uforgængelighed, og dette dødelige har iført sig udødelighed, da skal det ord, som står skrevet, gå i opfyldelse: Døden er opslugt i sejr.

Anna: Godt, nu har jeg hørt om frugten af Kristi lidelse og opstandelse, og den er denne: Alt det, som Djævelen ved synden har fordærvet i Adam og i vores natur, har Kristus ved sin død og opstandelse bragt i orden igen. Det vil sige: Han har skaffet synden af vejen, slået døden ihjel og bragt livet tilbage, så vi, som tror på Kristus, er blevet fri for synden, er undsluppet dødens og Djævelens tyranni, er blevet forløst og er blevet arvinger til det evige liv. Sig mig nu, hvad slags rige Kristi rige er, som med så herlige ord bliver lovet og beskrevet for os i loven, profeterne og evangelisterne.

Urbanus: Kristi rige, som blev lovet hos profeterne, er et åndeligt rige i denne verden, men ikke af denne verden. Det er et rige med evig velsignelse, barmhjertighed, sandhed, retfærdighed, fred, liv, visdom, lys, glæde, sand tryghed, frihed og evig salighed. I det rige regerer ærens konge, Kristus, som er faret op til himlen og ophøjet ved Guds højre hånd. Ved evangeliet og Helligånden regerer han usynligt over sine kristne i troen, midt blandt de allerstørste fjender, nemlig Djævelen, kætterne, verden, kristenhedens forfølgere, synden og døden. Han går også i forbøn for os i himlen hos Faderen, tilgiver os vores synder, sender sin Helligånd ind i vores hjerter, fornyer den ødelagte og forstyrrede natur, genopretter Guds smukke billede i os, gør os hellige og beskytter og værner os i al nød. Og sådan samler han stadig, indtil den yderste dag, Guds børn på hele jorden ind i sit rige, som er den sande kristne kirke. I dem overvinder han synden, døden og verdens fyrste, og sådan gør han dem rede til den store, herlige dag for den fuldkomne forløsning. Og selv om de kristne dør efter legemet, vil han dog oprejse dem alle igen på den yderste dag og beholde dem hos sig i evighed i det evige liv.

Men før den yderste dag vil gode og onde altid bo sammen, og de onde vil også gerne regnes for kristne. Ja, de vil ofte sidde ved magten, som på Annas' og Kajfas' tid, og de vil sætte de rette kristne i band. For den sande kristenhed er så skjult for verden, at den undertiden i stor anfægtelse endda for en tid er skjult for sig selv.

Anna: Hvad tænker de stakkels gendøbere da på, når de her i verden vil samle en ren og ubesmittet kirke, hvor der ikke er en eneste synder? For også de oprigtige kristne er skrøbelige, og de fleste er hyklere og onde mennesker.

Urbanus: De forstår ikke Skriften og ved derfor ikke, hvad den rette kirke er, og hvordan det står til med den i denne verden. Det er Kristus alene, der på den yderste dag skal skille avnerne, det vil sige de ugudelige, fra det gode korn, det vil sige dem, der tror på ham.

Imens må de kristne bo blandt de onde i verden, og det skader dem ikke, så længe de ikke lever ondt som verden og ikke synes om verdens ondskab. De må også gerne sidde i det verdslige styre og bruge alle de ordninger, som den verdslige øvrighed fastsætter, så længe de ikke derved bliver tvunget til at handle imod Gud – når blot de kan beholde det hellige evangelium og leve efter det. Hvad angår liv og gods, skal og må de i øvrigt også være med til at holde alle de menneskelige ordninger, som tjener til at opretholde dette liv.

Anna: Hvad er så Djævelens rige?

Urbanus: Det er det stik modsatte af Kristi rige. Det er et rige med evig forbandelse, løgn, synd, død, uvidenhed, mørke, evig sorg, evigt fangenskab og fordømmelse. Og dette fordømte rige er i denne verden; dertil hører alle ugudelige, som ikke vil tro evangeliet. I dem, siger Paulus i Ef 2, virker den onde ånd, som derfor kaldes denne verdens fyrste (Joh 14) og denne verdens gud. Han forblinder de vantros sind, så de ikke ser evangeliets klare lys om herligheden hos Kristus, som er Guds billede (2 Kor 4).

Anna: Hvordan regerer Djævelen i denne verden?

Urbanus: Han er den stærke i gården (Luk 11), og han har de ugudelige i sin magt efter sin vilje (2 Tim 2). Dem forblinder han og holder dem med magt fast i løgnen og mørket. Han ægger og driver dem ud i alle slags laster. Han modarbejder også alle kristne i alle hellige gerninger. Han vækker falske lærere og forfører folk til vildfarelse. Han volder ulykke overalt og våger uophørligt for at skade mennesker på legeme, sjæl, ære og gods. Han anstifter mord. Kort sagt: Han hindrer overalt, så meget han kan, at Kristi rige vokser, men det hjælper ham ikke. Over for ham har vi de kære, gode engle, som holder djævlene tilbage, og vores Herre Jesus Kristus er selv en mur af ild rundt om os, så vi kan være sikre mod de onde ånder. Sandelig, hvis Gud ikke holdt ham tilbage ved sine hellige engle, ville der ikke være et hus i verden, hvor Djævelen ikke hver dag voldte jammer og hjertesorg. Ja, han ville ødelægge hele verden, i løbet af kort tid rive den i stykker og slå den sammen til en klump, for han er vores svorne fjende. Tak derfor Gud hver dag, morgen og aften, for hans faderlige trofasthed, og fordi han så vidunderligt og så mægtigt beskytter os mod så grufulde fjender.

Anna: Ja, meget gerne og med rette. For vi skal jo med rette være vores Herre Gud og Fader taknemmelige for, at han sørger sådan for os som en far. Vi har nemlig ofte oplevet, hvor gerne de onde ånder ville have skadet os, men Gud har synligt holdt dem tilbage. Nu vil jeg bede dig vise mig de profetier, der taler om de hemmeligheder i vores kristne tro, som vi lige har talt om, nemlig om Kristi død, opstandelse og rige.

Urbanus: Først vil jeg tage vidnesbyrdene fra Salmerne, sådan som jeg begyndte ovenfor. For blandt alle profeterne er David en krone. Han har meget klart og kraftfuldt profeteret om Kristus, som efter sin menneskelige natur skulle fødes af hans slægt, og om alle hans gerninger og hemmeligheder. Ovenfor har du hørt Kristi kongerige beskrevet ud fra Sl 2, hvor Gud Fader indsætter sin Søn Kristus til konge, ikke alene over jøderne, men også over hedningerne i hele verden; de skal være Kristi arv. Heraf følger da, at Kristus, skønt han døde som et sandt menneske af Davids sæd, ikke måtte blive i døden, men måtte opstå igen. For efter Faderens ordning skulle han blive konge over hele verden. Det kunne ikke ske på legemlig, jordisk vis, sådan som jøderne mener, at Messias skal oprette et sådant mægtigt rige på jorden. Et sådant rige måtte være af en helt anden art end dette forgængelige liv, for det måtte være evigt, og den, som er i det, må have evig retfærdighed, fred, tryghed, liv og salighed. Derfor siger han bagefter: «Salig er den, som stoler på Herren», og han taler ikke om denne verdens timelige lykke. For kongen selv og hans kæreste fyrster, profeterne og apostlene, har ikke haft mange gode dage og megen legemlig fornøjelse på jorden.

Sl 3: «Jeg ligger og sover og vågner igen, for Herren opholder mig.» Denne profeti har den gamle kirke for tusind år siden forstået om Kristi sande død og opstandelse, som Arnobius med rette viser.

Sl 14: «Gid hjælpen over Israel måtte komme fra Zion, og Herren forløse sit fangne folk! Så skulle Jakob være glad og Israel fryde sig.»

Her længes David i ånden efter Messias, som i Skriften er den eneste, der kaldes den rette forløser, og ved hvem både jøder og hedninger bliver hjulpet ud af al nød, så de ved ham og i ham kan være glade i evighed. Også Augustin forstår disse ord om Kristus. For hold dig dette som en sikker regel i Skriften: Da Gud kun har givet menneskene én eneste frelser, ved hvem de må blive retfærdige og salige, så er der helt sikkert overalt, hvor der står frelse, frelser, forløsning og forløser, skrevet om Kristus Jesus, hvad enten det så sker i billedtale eller med klare ord. Da nu Israel og Jakob, det vil sige hele kristenheden, samlet af jøder og hedninger, skal glæde sig i Kristus, så må de helt sikkert leve trygt og i fred. Men det kan ikke ske, uden at samvittigheden bliver hjulpet, synderne tilgivet og døden udslettet. Så meget siger disse ord da i hvert fald, at man forstår, at frelseren fra Zion – eller, som Targum har det, forløsningen, som er Kristus selv – må tage alt det bort, som gør hans kristne bedrøvede og sørgmodige, såsom trængsel, synd, ond samvittighed, forfølgelse, al slags angst og døden osv. For han må tage fangenskabet bort, det vil sige overvinde Djævelen, som har taget os til fange, og forløse os fra hans magt.

I Sl 16 siger Kristus: «Mit kød skal ligge trygt. For du vil ikke lade min sjæl blive i helvede og ikke tillade, at din Hellige går i forrådnelse. Du gør mig vejen til det evige liv kendt; for dit ansigt er der glæde i fylde og liflighed ved din højre hånd i evighed.»

Vi kan ikke få sikrere og bedre udlæggere af profeterne end apostlene og evangelisterne. Nu har Peter i ApG 2 og Paulus i ApG 13 udlagt disse profetier om Jesus Kristus: at han skulle dø og begraves, men ikke gå i forrådnelse som vores syndige kød. Og Kristi sjæl skulle ikke blive i helvede, men igen forenes med legemet og opstå fra døden og også give os det sande liv ved Guds højre hånd. Men det forstod Peter, Johannes og de andre apostle ikke selv før Kristi opstandelse, skønt de ofte havde hørt det (Joh 20), før de så Herren levende igen. Derfor er det ikke underligt, at Kleopas og hans ledsager ikke forstod det.

Sl 30: «Herre min Gud, da jeg råbte til dig, gjorde du mig rask.»

«Herre, du har ført min sjæl op fra helvede; du har holdt mig i live, da de andre for ned i helvede.»

Også denne profeti forstår Arnobius og Augustin om Kristi død og opstandelse.

Sl 49: «Gud vil forløse min sjæl fra helvedes magt, for han har taget mig til sig.»

Det forstår kirken også om Kristi død, nedfart til helvede og opstandelse.

Sl 71: «Du lader mig erfare megen og stor angst og gør mig levende igen og henter mig op igen fra jordens dyb.»

Det har også Arnobius udlagt om Kristi død, nedfart til helvede og opstandelse.

I Sl 86 siger Kristus til Gud Fader: «Og du har reddet min sjæl fra det dybe helvede.»

Det har Augustin forstået om Kristi nedfart til helvede og opstandelse, og uden tvivl med ham hele kirken i Afrika.

Sl 22 beskriver tydeligere end andre salmer Kristi lidelse, opstandelse og evige rige over alting. Og det er netop de ord, som Kristus siden bad på korset i sin største angst og nød. Den viser også, hvordan Kristus har lidt, og hvilke frugter hans lidelse og opstandelse har:

«Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Alle, som ser mig, spotter mig, spærrer munden op og ryster på hovedet: Han klager sin nød for Herren, så lad ham hjælpe ham ud og redde ham, hvis han har behag i ham. De har gennemboret mine hænder og fødder. Jeg kunne tælle alle mine knogler. Men de ser til og fryder sig ved synet af mig. De deler mine klæder mellem sig og kaster lod om min kjortel.»

Se, hvor nøje Helligånden har forudsagt Kristi lidelse og ligefrem gengivet de ord, som jøderne spottede Herren med på korset. Og evangelisterne viser tydeligt disse ting i lidelseshistorien og anfører versene fra denne salme for at bevise, at denne Kristi lidelse er sket efter Faderens og Sønnens gode vilje. For Helligånden har så længe forinden forudsagt, at det skulle gå Kristus sådan.

Men samtidig har han også forkyndt, at Kristus gennem denne lidelse skulle gå ind til sin herlighed og blive Herre over alt, som du har hørt i Sl 8. Og han siger også i denne 22. salme:

«Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre, jeg vil prise dig i menigheden.»

Hør: Lidelsen skal gå forud, men han skal ikke blive i lidelsen og døden; derefter skal han herligt forkynde Faderens navn og blive kendt i hele verden. Og ud fra denne lovprisning og prædiken om Gud – om hvordan han ikke sparede sin enbårne Søn, men gav ham i døden for os, for at vi ved ham skulle leve evigt – skal al slags velsignelse komme til verden. For han siger videre:

«De elendige skal spise og blive mætte, og de, der spørger efter Herren, skal prise ham. Jeres hjerte skal leve evigt.»

Det er en åndelig spisning og mættelse, når de elendige syndere spiser det rette himmelbrød, det vil sige hører evangeliet om Kristi menneskevordelse, lidelse og opstandelse og bevarer det i troen og i deres hjerte. Så bliver de derved bespist til det evige liv, som Kristus siger i Joh 6: «Jeg er det levende brød, som er steget ned fra himlen. Den, der spiser af dette brød, skal leve evigt.» Samvittigheden kan heller ikke andetsteds blive mæt eller rolig, så den får fred, end ved Kristus, når den griber ham ved troen.

Og videre: «Alle verdens ender skal komme det i hu eller tage det til hjerte og omvende sig til Herren, og alle hedningernes slægter skal tilbede for hans ansigt. For riget er Herrens, og han hersker blandt hedningerne.»

Det vil sige: Ved denne prædiken af evangeliet skal menneskene komme Guds store velgerning i hu og blive vakt til at kende Herren og tilbede ham, han som er sat til Herre og hoved over alt; og nu tilhører riget blandt hedningerne i hele verden ham. Her har du Kristi rige, den hellige almindelige kristenhed, så vidt som verden rækker. Overalt skal Kristus være Herre, hvor den onde ånd før herskede ved sine løgne og førte hedningerne ind i al slags vildfarelse og afgudsdyrkelse, så de, som Paulus siger i Ef 2, var uden Kristus, uden Guds ord, ikke havde noget håb og var uden Gud i verden.

Videre: «Han skal have et afkom, som tjener ham; om Herren skal man forkynde for børnebørn.»

Skal Kristus nu have et afkom, det vil sige sådanne åndelige børn, født ved evangeliet af jøderne og hedningerne, så må han ikke blive i døden. Hvordan skulle han ellers kunne samle hedningerne i den kristne tro og føde dem på ny? Hvordan skulle han kunne begynde et så stort rige, som skulle fylde hele verden og vare evigt? For den, der tror på ham, skal jo leve evigt.

Således er der altid, hvor profeterne beskriver Kristi rige, og hvordan det har evig fred og frelse, i bund og grund også henvist til Kristi og hans kristnes død og opstandelse. For skulle han oprette et evigt rige, så måtte han forlade det timelige, forgængelige liv ved døden og gå over i et uforgængeligt og derfor ikke holdes fast af døden. Så måtte han også have et folk, som han regerede over; det må jo heller ikke blive i døden, men leve evigt med sin konge. Lad denne skønne salme være dig kær, for den er en af de skønneste og mest trøsterige af dem alle.

I Sl 69 profeterer profeten David overmåde klart om Kristi lidelse og dens frugter og siger i Kristi person:

«De hader mig uden grund; jeg må betale, hvad jeg ikke har røvet.»

«Deres hån, som håner dig, falder på mig.»

«Og de giver mig galde at spise og eddike at drikke i min store tørst.»

Her beskrives frugterne af Kristi lidelse, nemlig at han selv betalte vores skyld, da han bar vores synder på korset. Han var vores borgen og den, der betalte for os. Havde vi selv skullet bære vores synder, havde de trykket os ned i helvedes afgrund og sænket os ned i den for evigt. Du hører også her, hvordan korsfæsterne skulle pine Kristus, idet de skulle give ham galde og eddike, sådan som evangelisterne beskriver, at alt dette er gået i opfyldelse, Matt 27; Mark 15; Luk 23; Joh 19.

I Sl 41 profeterer David om, hvordan Kristus skulle forrådes af Judas, og siger:

«Også min ven, som jeg stolede på, som spiser mit brød, træder mig under fode.»

Sådan anfører Joh 13 dette skriftord. Og lige derefter i samme salme beder Kristus sin himmelske Fader om opstandelsen og himmelfarten: at han må blive oprejst fra døden igen og ophøjet til Gud Faders højre hånd.

«Men du, Herre, vær mig nådig, og rejs mig op, så vil jeg gengælde dem. Du stiller mig for dit ansigt for evigt.»

I Sl 40 profeterer David om, at de jødiske ofre skal afskaffes, og om Kristi sande offer, hvorved han har forsonet os. Han alene har også opfyldt hele Guds vilje og loven fuldkomment. Han siger:

«Offer og afgrødeoffer behager dig ikke, men ørerne har du åbnet på mig. Du vil hverken have brændoffer eller syndoffer. Da sagde jeg (Kristus): Se, jeg kommer. I bogen (Moses' og profeternes) er der skrevet om mig. Din vilje, min Gud, gør jeg gerne, og din lov har jeg i mit hjerte. Jeg vil prædike retfærdigheden i den store menighed.»

Derefter beder han Faderen om ikke at forlade ham i lidelsen og siger:

«Du, Herre, vend ikke din barmhjertighed fra mig. Lad din godhed og trofasthed altid bevare mig, for utallige lidelser har omringet mig.»

Og videre kalder han vores synder sine synder – ikke fordi han havde syndet, men fordi han havde taget vores synder på sig for at sone dem alle, som var de hans egne. Det er sandelig en uudgrundelig barmhjertighed.

«Mine synder,» siger han, «har grebet mig, så jeg ikke kan se. De er flere end hårene på mit hoved, og mit hjerte har forladt mig. Lad det behage dig, Herre, at redde mig; skynd dig, Herre, at hjælpe mig» osv.

Sl 118 er en skøn profeti om Kristus: at han skulle forkastes af jøderne, især af deres skriftlærde og farisæerne, men alligevel ophøjes igen og samle både jøder og hedninger i én åndelig bygning, den kristne kirke.

«Den sten, som bygmestrene forkastede, er blevet hjørnesten.

Det er sket ved Herren, og det er underfuldt i vores øjne.

Dette er den dag, som Herren har gjort; lad os fryde os og være glade på den.»

Denne profeti har apostlene og evangelisterne med stor kraft udlagt om Kristus, således Peter i ApG 4 og 1 Pet 2, Matt 21 og Paulus i Ef 2: at Kristus alene er vores klippe og hjørnesten, som vi ved troen bygges på, så vi kan stå fast mod alt ondt.

Da jøderne havde forseglet Kristi grav, mente de, at det nu var helt forbi med ham, sådan som også de to disciple på vej til Emmaus tænkte. Men Peter prædiker noget helt andet om det i ApG 2, hvor han siger: «Hele Israels hus skal vide for vist, at Gud har gjort denne Jesus, som I korsfæstede, til Herre og Kristus.» Og i ApG 5 siger han til disse ugudelige bygmestre: «Vore fædres Gud har oprejst Jesus, som I slog ihjel og hængte på træet. Ham har Gud ophøjet ved sin højre hånd» osv.

Hør nu også, hvor store ting David profeterer om Kristi herlighed. I Sl 18 siger Kristus:

«Du hjælper mig fra det trættekære folk og gør mig til hoved for hedningerne. Et folk, som jeg ikke kendte, tjener mig.»

Det har Guds Ånd visselig først og fremmest sagt om Kristus, som hans eget folk modsagde og ikke ville have til konge. Men de bliver forkastet, og Kristus bliver hoved og konge over alle hedninger i hele verden. Det skete efter hans opstandelse og himmelfart, da han gennem evangeliet blev forkyndt og bekendt i hele verden og taget imod som konge.

I Sl 21 synger David om Kristi evige og åndelige rige, om hans store herlighed, og om hvordan Kristi fjender skal gå til grunde. Han siger:

«Herre, kongen glæder sig i din kraft, og hvor inderligt glad er han over din hjælp!

Du giver ham, hvad hans hjerte ønsker, og nægter ham ikke, hvad hans mund beder om.

For du overøser ham med gode velsignelser; du sætter en gylden krone på hans hoved.

Han beder dig om liv, og du giver ham et langt liv, altid og evigt.

Han har stor ære ved din hjælp; du lægger pris og pragt på ham.

For du gør ham til en velsignelse for evigt; du glæder ham med glæde for dit ansigt.

For kongen håber på Herren og skal stå fast ved den Højestes godhed.

Din hånd skal finde alle dine fjender, din højre hånd skal finde dem, der hader dig.

Herren skal opsluge dem i sin vrede, ild skal fortære dem.»

Her hører du igen, hvordan Kristus efter sin dybe fornedrelse skal ophøjes over alt som den sande konge over den evige velsignelse og alle goder, og hvordan hans og kristenhedens fjender skal knuses. Derfor burde de to disciple ikke have taget så stor anstød af hans lidelse.

Anna: Det havde dog været rimeligt, at de som fødte jøder havde forstået deres profeter bedre. Men det har vel dengang været den gejstlige øvrigheds skyld, at man vidste så lidt om Messias og hans rige. For du siger jo selv, at da Kristus kom til synagogerne, havde de skriftlærde og farisæerne ladet Bibelen ligge og regeret med menneskelære. Hvad under er det så, at enfoldige folk intet ved, når de, der styrer det gejstlige, selv er blinde?

Urbanus: Ja, sådan er det. For i Matt 15 ser du tydeligt, hvordan blindeførerne på den tid lod Guds bud fare og overtrådte det for deres menneskelige forordningers skyld. Djævelen vil altid også have sine falske profeter i Guds folk og lære sin løgn.

Anna: Gud bevare os for dem! Fortsæt nu i Salmernes Bog.

Urbanus: I Sl 24 har David igen givet en profeti om Kristus: at han skal være en mægtig konge i hele verden. Og han vil, at al herlighed eller verdslig magt skal åbne dør og port for denne store konge og give ham plads overalt, for han er almægtig. Derfor siger han:

«Gør portene vide og dørene i verden høje, så ærens konge kan drage ind.

Hvem er denne ærens konge? Det er Herren, stærk og mægtig, Herren, mægtig i strid.

Gør portene vide og verdens døre høje, så ærens konge kan drage ind.

Hvem er denne ærens konge? Det er Herren Zebaot (hærskarers Herre), han er ærens konge.»

Og Sl 29: «Herren forbliver konge i evighed. Herren skal give sit folk kraft, Herren skal velsigne sit folk med fred.»

Denne Herre, som skal sidde i regeringen evigt, er ingen anden end Jesus Kristus, hvis rige alene er evigt, Es 9. Og det er ikke et jordisk rige, hvor Israel efter kødet regerer i Kana'ans land, som jøderne mener, men et åndeligt rige. For David siger ikke her, at Herren vil give sit folk store byer, marker, enge og vingårde, men kraft – uden tvivl Helligåndens kraft, han som er styrkens ånd – og at han velsigner sine med sand og evig fred.

Om dette rige profeterer Sl 72 meget herligt og beskriver det sådan, at det skal være et retfærdighedens rige, hvor der er sand retskaffenhed og ikke hykleri som i verden, og et rige med sand fred, hvor alt går oprigtigt, redeligt og fredeligt til, og hvor også de elendige, fattige og trængte får hjælp og trøst. Det skal også være et rige over hele verden, ikke kun blandt jøderne, og i det er det sande liv. For sådan synger Salomo: «Gud, giv kongen din ret og kongesønnen din retfærdighed,

så han fører dit folk til retfærdighed og redder dine elendige.

Han skal holde det elendige folk ved retten og hjælpe de fattige og knuse spotterne.

I hans dage skal den retfærdige blomstre og stor fred herske, indtil månen ikke er mere.

Han skal herske fra hav til hav og fra floden (Eufrat) til verdens ende.

For ham skal de, der bor i ørkenen, bøje sig, og hans fjender skal slikke støv.

Kongerne ved havet og på øerne skal bringe gaver, alle konger skal tilbede ham, alle hedninger skal tjene ham.

Han skal være nådig mod de ringe og fattige, og de fattiges sjæle skal han hjælpe.

Han skal forløse deres sjæle fra svig og vold, og deres blod skal være dyrebart i hans øjne.

Han skal leve, og man skal give ham af guldet fra det rige Arabien; dagligt skal man prise ham.

Hans navn skal bestå evigt; så længe solen varer, skal hans navn nå til efterkommerne.

Og ved ham skal de blive velsignet, alle hedninger skal prise ham.»

Skulle denne profeti nu opfyldes, så måtte han opstå fra døden igen for at begynde og fuldføre et så stort og mægtigt rige.

Og i Sl 45 beskriver Helligånden Kristus og hans kongerige meget prægtigt. Han kalder Kristus den sande Gud, sådan som også Paulus viser i Hebr 1.

«Gud, din trone står altid og evigt, dit riges scepter er et retfærdigt scepter.

Du elsker retfærdighed og hader ugudelighed; derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine fæller.»

Se hele salmen igennem, og læg mærke til, hvor smukt profeten beskriver Kristus og hans åndelige rige: at i Kristi rige er synden, døden og Djævelen og alt, hvad der plager de kristne, overvundet, og evigt liv er kommet i stedet.

Og i Sl 47 har Helligånden med glade ord beskrevet Kristi himmelfart, hans forherligelse og hans store rige, hvor han siger:

«Klap i hænderne, alle folkeslag, og råb af fryd for Gud med glad klang!

For Herren, den Højeste, er frygtindgydende, en stor konge over hele jorden.

Gud steg op under jubel, og Herren under klar basunklang.

Lovsyng, lovsyng Gud, lovsyng, lovsyng vores konge!

For Gud er konge over hele jorden, lovsyng ham med forstand.

Gud er konge over hedningerne, Gud sidder på sin hellige trone.»

I denne salme formanes alle jordens folk til at love og prise den sande Gud, som i Kristus nu regerer i hele verden. Skulle alt dette nu opfyldes i hele verden, så var det umuligt, at Kristus blev i døden, eftersom verden også skulle forløses fra dødens bånd, og han skulle ophøjes til den højeste højhed.

Og i Sl 68 synger kong David også om vor Herre Jesu Kristi kamp og sejr: hvordan han har overvundet døden og djævelen og med magt forløst alle, som lå fanget i djævelens vold, og er faret til himmels. Sådan anfører Paulus også denne salme i Ef 4: «Du er faret op i det høje,» siger han, «og har taget fangenskabet til fange.» Ved dette fangne fangenskab forstår den hellige Augustin enten døden selv, som holdt alle Adams børn fanget som syndere og herskede over dem med magt, eller de kristne, som var bundet og fanget under den onde ånds åg, men som ved Jesu Kristi død og opstandelse er blevet forløst igen.

Sl 93: Herren er konge og herligt smykket; Herren er smykket og har grundlagt et rige, så vidt verden når, og indrettet det, så det skal bestå.

Fra da af står din trone fast; du er evig.

Havets bølger er store og bruser frygteligt, men Herren i det høje er endnu større.

Dit ord er en ret lære; hellighed er dit huses pryd for evigt.

I denne salme profeterer Gud Helligånden om Kristi rige, som Kristus, ærens konge, opholder så underfuldt og mægtigt, at det aldrig nogensinde kan falde – selv om denne verdens hav raser frygteligt imod det og gerne ville rive det i stykker. Langfredag ville jøderne gerne have udslettet denne konge helt. Nu, da han er opstået fra de døde igen, sætter jøder og hedninger, tyrkere, kættere, falske kristne, verden og djævelen sig op imod ham og hans rige med løgn, bedrag, mord og al slags vold. Men de skal intet udrette. Han er død én gang og dør nu aldrig mere, og han er sat ved Guds højre hånd over alle himle, en evig, almægtig konge, hvis trone står fast. For helvedes porte kan ikke overvælde kristenheden, eftersom den har en sådan himmelsk konge til hoved. Han er vores urokkelige klippe. Den, der falder på denne sten, skal slås i stykker; men den, som den falder på, vil den knuse (Matt 21). Da nu denne konges hus skal stå i evighed, må han også leve evigt og give også os det evige liv.

Og Sl 99: Herren er konge, derfor raser folkene.

Han sidder på keruberne, derfor kommer verden i oprør.

Herren er stor på Zion og høj over alle folk.

I denne konges rige elsker man retten. Du giver retskaffenhed, du skaber ret og retfærdighed i Jakob.

Ophøj Herren vor Gud, tilbed ved hans fodskammel, for han er hellig.

Denne konge er Kristus. Han regerer kristenheden, det åndelige Zion i hele verden; han har sat sin fodskammel i himlen og regerer overalt og i evighed. Det kan djævlene og den onde verden ikke tåle, og eftersom de ikke kan støde Kristus ned fra hans majestæts trone, bliver de vrede og forfølger hans kristne. Men det nytter ikke. Hvor kongen bliver, dér må til sidst også alle hans kristne blive. Derfor kan verden ikke skade dem; og selv om den slår dem ihjel og myrder dem, hjælper den dermed blot de kristne frem til det evige liv.

Sl 102: Måtte du rejse dig og forbarme dig over Zion, for det er tid til, at du er hende nådig, og timen er kommet.

For dine tjenere ville gerne, at hun blev bygget, og de ser gerne, at hendes sten og kalk bliver gjort i stand,

så hedningerne frygter dit navn, Herre, og alle konger på jorden din ære,

så Herren bygger Zion og viser sig i sin ære.

Han vender sig til de forladtes bøn og foragter ikke deres bøn.

Det skal skrives op for efterslægten, og det folk, som skal skabes, skal love Herren.

For han skuer ned fra sin hellige højde, og Herren ser fra himlen ned på jorden

for at høre den fangnes suk og løse dødens børn.

I denne salme ser vi, hvordan de retskafne gamle kristne før Kristi fødsel længtes så inderligt efter Kristi rige, hvor syndernes forladelse og sejren over døden findes alene og ingen andre steder. Og disse retskafne kristne beder om, at Zion, kirken, må blive bygget op overalt, og at Kristi ære må blive set i hele verden. David, Samuel og profeterne havde længe forinden med åndens øjne set, at Messias først måtte fornedres og derefter ophøjes i hele verden. Og de tog ikke anstød af denne Kristi villige lidelse, for de forstod ordenen i Guds gerninger: hvordan han ville sætte Kristus til Herre og hoved og så underfuldt bygge Zion, det vil sige den hellige kristenhed, på alle steder i verden. En sådan konge og hans store rige ville de også gerne have set med legemlige øjne, sådan som Kristus viser i Luk 10: «Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger ville se det, I ser, og har ikke set det, og høre det, I hører, og har ikke hørt det.»

Og Sl 110: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder.

Herren skal sende dit riges scepter ud fra Zion: Hersk midt blandt dine fjender!

Han skal drikke af bækken på vejen, derfor skal han løfte hovedet.

I denne salme er der en overmåde trøstefuld profeti om, hvordan Kristus skal sættes ved Guds højre hånd, det vil sige ophøjes til den højeste ære og magt – dog sådan, at han først drikker af bækken, det vil sige af lidelsens kalk, og således går ind til sin herlighed gennem lidelsen.

Hold af denne salme, for den beskriver to store ting, som al vores trøst og frelse beror på: nemlig Jesu Kristi evige kongerige og guddommelige magt over alle ting i himlen og på jorden, og desuden Kristi evige præstedømme. For det første sidder han ved Guds højre hånd. Det vil sige: Han har al magt; han er Herre og konge, også efter sin velsignede og forherligede menneskelige natur, over alle skabninger i himlen og på jorden, og alle ting er lagt under ham. Derfor kan han hjælpe os i al nød, timelig og evig. Og ingen skabning kan heller skade os, når blot vi er i Kristi rige ved den sande kristne tro.

Dernæst er Kristus med ed indsat til at være vores evige præst, som tager sig af al vores skrøbelighed, som var den hans egen. Han har betalt for vores synder med sit eget offer på korset og forsonet os med Faderen igen. Han går også uophørligt i forbøn for os hos Faderen. Han lærer os og giver os også ved sit ord og sin Ånd, hvad vi skal vide og have til retfærdighed og frelse. Derfor forstår David, at Kristus er hans Herre, selv om Kristus efter sin menneskelige natur var Davids søn, det vil sige født af hans kød og blod. Han er hans Herre ikke alene efter den guddommelige natur, som skaber og herre over alle ting, men også, som Augustin siger, efter den forherligede menneskelige natur, efter hvilken han er ophøjet til Guds højre hånd. For han er Israels evige konge, som for alvor har oprettet Davids rige og grundfæstet det i evighed. Desuden er han den rette præst og Melkisedek, som alene kunne og skulle give den rette velsignelse. For han er Abrahams velsignede søn, i hvem alene vi bliver velsignet, det vil sige: frie for synd og død, retfærdige og salige i evighed. Denne lektie gav Kristus de lærde farisæere for i Matt 22, men de vidste ikke, hvorfor David kalder Messias sin Herre, når han dog er hans søn.

Sl 103: Herren har beredt sin trone i himlen, og hans rige hersker over alt.

Sl 146: Herren er konge i evighed, din Gud, Zion, fra slægt til slægt.

Han siger: Zion, din Gud regerer i evighed. Dér taler han ikke om et jordisk rige i det jordiske Zion, men om et himmelsk Jerusalem. Det bevidner også Sl 103, hvor han siger: Herren har beredt sin trone, ikke i Kanaan, men i himlen.

Sl 145: Alle dine gerninger skal takke dig, Herre, og dine hellige skal love dig

og prise dit riges ære og tale om din magt,

for at din magt må blive kendt af menneskenes børn, og dit riges herlige pragt.

Dit rige er et evigt rige, og dit herredømme varer fra slægt til slægt.

Alt dette er forkyndt om Kristus og hans kongerige.

Og i Sl 89 kaldes Kristi rige et himmelsk rige. Profeten synger om det løfte, som Gud havde givet kong David i 2 Sam 7 [kilden har «2. Reg. 7.» efter Vulgatas bognavne]: at han ville give ham en søn, som skulle være en særlig, allerhøjeste konge, og hvis kongerige skulle være evigt; i det skulle der være syndernes forladelse og evig barmhjertighed og derfor liv og salighed. For hvor synden bliver forladt, dér er dødens tyranni overvundet. Og en sikker salighed er lovet for denne konges skyld, som er af Davids sæd efter kødet, og i hvem den evige nådepagt med Gud er sluttet og stadfæstet.

Jeg vil synge om Herrens nåde for evigt og forkynde hans sandhed med min mund fra slægt til slægt.

Og jeg siger således: En evig nåde skal gå op, og du vil trofast holde din sandhed i himlen.

Jeg har sluttet en pagt med min udvalgte, jeg har svoret min tjener David:

Jeg vil skaffe dig sæd for evigt og bygge din trone fra slægt til slægt.

Retfærdighed og ret er din trones grundvold, nåde og sandhed står for dit ansigt.

Salig det folk, som kan juble! Herre, de skal vandre i dit ansigts lys.

De skal dagligt glæde sig over dit navn og være herlige i din retfærdighed.

For du er deres styrkes stolthed, og ved din nåde vil du ophøje vores horn.

For Herren er vores skjold, og Israels Hellige er vores konge.

Jeg har fundet min tjener David, jeg har salvet ham med min hellige olie.

Min hånd skal holde ham oppe, og min arm skal styrke ham.

Hans fjender skal ikke overvælde ham, og de uretfærdige skal ikke kue ham; men jeg vil slå hans modstandere ned foran ham, og dem, der hader ham, vil jeg plage.

Men min sandhed og nåde skal være hos ham, og hans horn skal ophøjes i mit navn.

Jeg vil lægge hans hånd på havet og hans højre hånd på vandene.

Han skal kalde mig sådan: Du er min far, min Gud og den klippe, som hjælper mig.

Og jeg vil gøre ham til den førstefødte, den allerhøjeste blandt kongerne på jorden.

Jeg vil bevare min nåde for ham i evighed, og min pagt skal stå fast for ham.

Jeg vil give ham sæd for evigt og opholde hans trone, så længe himlen varer.

Men hvis hans børn forlader min lov og ikke vandrer efter mine retsregler.

Hvis de vanhelliger min ordning og ikke holder mine bud,

så vil jeg straffe deres synd med riset og deres misgerning med plager.

Men min nåde vil jeg ikke tage fra ham, og min trofasthed vil jeg ikke lade svigte.

Jeg vil ikke vanhellige min pagt og ikke ændre, hvad der er udgået af min mund.

Jeg har én gang svoret ved min hellighed: Jeg vil ikke lyve for David.

Hans afkom skal bestå evigt og hans trone for mit ansigt som solen.

Som månen skal den bevares evigt, og som vidnet (det vil sige regnbuen) står fast i skyerne.

Se, hvor helt sikker Guds nåde er for os i vores konge Jesus Kristus! Selv om vi stadig synder, skal synden alligevel ikke fordømme os, når vi bliver i Kristus. For hvad Gud har talt, er sandheden og kan ikke svigte. Vi er ganske vist uværdige og har ingen egen fortjeneste, der kan give os så store goder, men kun synd og skrøbelighed. Alligevel er det vores trøst, at Gud ikke har lovet os så store ting for vores fortjenestes og værdigheds skyld, men alene af barmhjertighed i Kristus. Derfor er det sikkert, for det er grundlagt på Guds evige barmhjertighed og sandhed, som han aldrig fortryder og aldrig nogen sinde kan tage tilbage.

Sl 111: Han sender sit folk forløsning; han lover, at hans pagt skal bestå evigt.

Her bliver Kristus lovet som Forløseren, for der er ingen anden forløser end Jesus Kristus alene (1 Kor 1). I jødedommen blev denne salme sunget ved påsken og påskelammet som tak for forløsningen, fordi Gud havde forløst dem fra fangenskabet i Egypten. Men den forløsning og det lam var ikke mere end et forbillede på vores sande lam, Jesus Kristus, ved hvis blod vi bliver forløst fra helvedes fangenskab og ført ind i det himmelske fædreland.

I Sl 113 forudsiger profeten også herligheden og storheden i Kristi rige, og at det skal være i hele verden. For han siger, at Herrens navn skal lovprises fra solens opgang til dens nedgang. Det kan ikke ske på anden måde end ved den kristne tro, ved at hedningerne hører Kristi evangelium og derved kender og lovpriser hans nåde. Det er de kristnes takoffer, og han siger:

Lovpris Herren, I tjenere, lovpris Herrens navn!

Herrens navn være lovet fra nu af og til evig tid!

Fra solens opgang til dens nedgang være Herrens navn lovet!

Herren er ophøjet over alle hedninger, hans ære rækker så vidt som verden.

Hvem er som Herren vor Gud, der har sat sig så højt

og ser ned til det, der er ringe, i himlen og på jorden?

Det samme gælder Sl 117. Også den forudsiger, at hele verden, jøder og hedninger, skal prise Kristus og ære ham som deres Gud i hans rige, hvor alt godt findes: sand retfærdighed, sand fred, trøst, glæde og liv. Og den siger:

Lovpris Herren, alle hedninger, pris ham, alle folkeslag!

For hans nåde og trofasthed råder over os i evighed.

I Sl 130 lovsynges også Guds nåde i Kristus, den nåde, han har lovet os i Kristus, den rette nådestol og det rette sonoffer.

Herre, hos dig er der tilgivelse. Israel, håb på Herren!

For hos Herren er der nåde og megen forløsning hos ham.

Og han skal forløse Israel fra alle dets synder.

Det må man forstå om Kristus. For Det Nye Testamente er kernen i Det Gamle og dets sikre og grundige udlægning. Det bevidner overalt, at der ingen anden forløser og forsoner er end Jesus Kristus alene, og det lærer, at denne forløsning og forsoning er sket ved Kristi død, han, som er det evige syndoffer og den evige fyldestgørelse for hele verdens synd. Derfor: Hvor forløsning, forsoning, syndernes forladelse og Guds nåde bliver lovet hos profeterne, må man altid forstå det om Kristus med hans død, offer og blodsudgydelse, selv om Messias ikke udtrykkeligt er nævnt ved navn. For disse store ting er ikke fortjent og tilvejebragt ved noget andet middel end Jesu Kristi død og offer. Det skal du holde fast ved som en sikker regel i hele Skriften, en regel, der ikke kan slå fejl. Så har du nu de vigtigste profetier om Kristus hos David.

Anna: Men hvad siger Esajas om Kristus, om hans lidelse, opstandelse og evige rige?

Urbanus: Esajas er efter den hellige David en særlig fremragende profet, som har profeteret klart om næsten alle Kristi hemmeligheder. I Es 2 beskriver han Kristi åndelige rige, det vil sige den kristne kirke, og hvor stor og herlig den skal blive i hele verden blandt hedningerne ved evangeliet. Gennem det lærer menneskene at kende Guds nåde i Kristus, og så bliver de omvendt og tjener Gud med glæde.

I de sidste tider, siger han, skal bjerget, hvor Herrens hus står, blive gjort højere end alle bjerge og hævet over alle høje. Og alle hedninger skal strømme dertil, og mange folkeslag skal gå derhen og sige: Kom, lad os gå op på Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus, så han kan lære os sine veje, og vi kan vandre på hans stier. For fra Zion skal loven udgå og Herrens ord fra Jerusalem. Og han skal dømme blandt hedningerne og irettesætte mange folkeslag. Da skal de smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til segle. For intet folk skal løfte sværd mod et andet, og de skal ikke mere lære at føre krig. Kom, I af Jakobs hus, lad os vandre i Herrens lys!

Anna: Profeterne har en underlig måde at tale på, som om de talte om et timeligt rige her på jorden. Her taler Esajas for eksempel, som om hele verden skulle løbe til Zions bjerg i Jerusalem og høre Guds ord dér, og ligeledes som om der heller ikke skulle være krig mere på jorden, men lutter god fred blandt alle mennesker. Men det er jo umuligt og utroligt.

Urbanus: Ja, profeterne har en særlig måde at tale på. Især når de profeterer om Kristi rige, bruger de mange slags smukke billedlige ord, billeder og lignelser, så det lyder, som om de talte om store verdslige herredømmer og jordiske riger her på jorden. Men i begyndelsen af vores samtale viste jeg dig ud fra Peters første brev, at profeterne taler om langt større ting, end deres ord ser ud til for de enfoldige. De taler nemlig om den evige salighed, om Jesus Kristus, Guds søn: hvordan han skulle komme til verden og blive født af en jomfru som et sandt menneske af Abrahams og Davids slægt, bære verdens synd, med sin død dræbe vores synd og vores død, opstå igen og få al magt i himlen og på jorden og give alle kristne et evigt rige og et evigt liv. Dette rige skulle have en så umådelig herlighed, at intet øje på jorden kan se den, intet øre høre den og intet hjerte fatte den, som Esajas siger i Es 64. For al majestæt, magt, pragt, prydelse, styrke, rigdom, ære, lyst, glæde, fred, sikkerhed, trøst, kraft og liv i denne verden og alt, hvad denne synlige, forgængelige verden formår med alle sine goder, er ikke engang en skygge i sammenligning med den kommende herlighed i Kristi rige.

Når profeterne nu taler om så store ting, som Gud lover os i sin søn Kristus, ting, som langt overgår alle menneskers sanser og fornuft, og som også englene i himlen glæder sig over, så må de hente deres måde at tale på og deres billeder fra legemlige ting, for eksempel fra et jordisk rige, jordisk magt, fred, herlighed og lignende. På den måde kan de gennem sådanne synlige, timelige og kendte ting i nogen grad vække os og føre os ved hånden, så vi betragter de åndelige, usynlige og evige ting og længes efter dem. For det er for at eje disse evige ting, at vi sammen med englene er skabt. Her i denne synlige verden skal vi kun vandre en tid som fremmede gæster og pilgrimme, men til sidst skal vi sættes ind i Kristi åndelige og evige rige og gøres lige med englene.

Men giver vi nøje agt på profeternes profetier, finder vi ud fra sammenhængen i deres tale, at de profeterer om et åndeligt og evigt rige. For de tillægger Kristi rige så store og forunderlige ting, at det umuligt kan gå sådan til i et jordisk rige. For eksempel at rigets konge først skal komme i fattigdom og foragt, prædike, lide, dø og blive begravet og alligevel netop på den måde blive en mægtig herre over synd, død og djævel og have et evigt rige.

Desuden har vi Det Nye Testamente, apostlenes og evangelisternes skrifter. De er profeternes rette udlæggere, og Det Nye Testamente er den sande og sikre udlægning af profetierne. I Det Nye Testamente hører vi nu ikke om et timeligt, jordisk rige for Kristus, men om et åndeligt, himmelsk og evigt. Derfor skal vi forstå profeterne efter Det Nye Testamentes udlægning, så kan vi ikke tage fejl.

Anna: Godt, så sig mig: Hvad mener Esajas med sine billedlige ord? Hvilket bjerg er det, han taler om? Hvilket er Herrens hus? Hvor løber hedningerne hen?

Urbanus: Det forklarer Paulus i Hebr 12. I er kommet, siger han, til Zions bjerg og til den levende Guds by, til det himmelske Jerusalem og til mange tusinde engles skare og til de førstefødtes menighed, som er indskrevet i himlen.

Her hører vi, at det jordiske Zions bjerg, Davids bolig, og det jordiske Jerusalem ikke er mere end et forbillede på det åndelige Zions bjerg og den åndelige by Jerusalem, det vil sige alle de udvalgtes kristne kirke. Til dette bjerg, det vil sige til dette rette Jerusalem, som er den levende Guds hus, løber hedningerne. Helligånden blev åbenlyst sendt fra himlen i det jordiske Zion og Jerusalem. Dér er evangeliet også blevet prædiket af Kristus og apostlene, og dér begyndte kristenheden, da Det Nye Testamente blev åbenbaret. Sådan er Kristi lære udgået fra Zion, men den blev ikke kun dér; den gik ud i hele verden, så der blev bygget et åndeligt Jerusalem ud af den, udbredt over hele verden.

Sådan siger Kristus i Luk 24: «Kristus skulle lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skulle der prædikes omvendelse og syndernes forladelse blandt alle hedninger, og det skulle begynde i Jerusalem.» Da strømmede hedningerne i flokke til evangeliet. Hvor vidt omkring prædikede ikke Paulus alene Kristi evangelium! Hvor mange hedninger strømmede ikke op på Herrens bjerg og lod sig lære Herrens veje, loven og evangeliet, og forlod de vildfarne afveje i deres tidligere ugudelige liv og afgudsdyrkelse! For Herren dømmer blandt hedningerne, når han ved evangeliet og Ånden overbeviser verden om synd, så de bliver bodfærdige, længes efter Kristi nåde og kommer til tro på Kristus. Ved den samme tro får de fred med Gud i deres samvittighed. Sådan bliver sværdene blandt de kristne smedet om til plovjern: når den åndelige fred kommer til dem ved evangeliet, så de først får den sande fred med Gud i hjertet og derefter også holder fred med deres næste. Sådan en fred har Kristi rige. Folk bliver ydmyge, sagtmodige og barmhjertige og venlige mod alle, ligefremme og retfærdige – et folk, der ikke gør nogen skade.

Kort sagt: de er de sande israelitter, som der ikke er falskhed i. For deres konge, Kristus, udruster og regerer dem med sin Ånd, så de ikke krænker nogen. For deres egen skyld er der altså ingen brug for sværdet, men for de vantros skyld, som man må regere med sværdet, så de retskafne kan være i fred for dem. Sådan taler også Esajas i kapitel 11 om Kristi kongerige: «Man skal ingen steder gøre skade eller ødelægge på mit hellige bjerg, for landet er fuldt af kundskab om Herren, ligesom havet er dækket af vand.»

Og om denne åndelige fred i Kristi rige profeterer også Mika i kapitel 4: «Enhver skal bo under sin vinstok og sit figentræ uden frygt.»

Og Hoseas i kapitel 2: «På den tid (forstå: i Messias' rige) vil jeg slutte en pagt for dem med de vilde dyr, med fuglene under himlen og med krybdyrene på jorden, og jeg vil fjerne bue, sværd og krig fra landet og lade dem bo trygt.»

Og Zak 9: «Jeg vil udrydde vognene fra Efraim og hestene fra Jerusalem, og stridsbuen skal brydes, for han skal lære hedningerne fred.»

Alt dette skal ikke forstås legemligt og jordisk, sådan som de forblindede jøder og chiliasterne drømte, men åndeligt, om den åndelige fred i Kristi åndelige rige.

Hvis nu hedningerne i hele verden efter denne profeti skulle strømme til Herren Kristus i kristenheden, tage imod hans lære og få den sande fred, så måtte Kristus jo opstå igen for at oprette og opretholde så stort et rige af både jøder og hedninger. For da han døde, vidste hedningerne endnu intet om ham, og jøderne selv veg sky tilbage for deres egen konge. Sådan formaner profeten da også jøderne i slutningen af denne profeti og siger: «I af Jakobs hus, kom, lad os vandre i Herrens lys» – det vil sige i evangeliet og troen på Kristus.

Og i kapitel 4 trøster Esajas folket og profeterer for dem, at selv om det skal gå jøderne ilde, og der skal komme et stort fald, så skal dog mange af israelitterne undslippe alt fald og alt ondt og få del i det herlige, som Gud har lovet om Kristi rige. Han siger:

«På den tid skal Herrens spire være kær og dyrebar og jordens frugt herlig og skøn for dem i Israel, som bliver frelst. Og den, der er tilbage i Zion og bliver tilbage i Jerusalem, skal kaldes hellig, enhver, der er skrevet op blandt de levende i Jerusalem. Da skal Herren vaske Zions datters snavs af og fjerne Jerusalems blodskyld ved den ånd, som skal dømme og tænde en ild.

Og over hver bolig på Zions bjerg, og hvor den er forsamlet, skal Herren skabe sky og røg om dagen og flammende ildskær om natten. For der skal være et værn over alt, hvad der er herligt, og en hytte til skygge om dagen mod heden og et tilflugtssted og skjul mod uvejr og regn.»

I denne profeti forudsiger profeten, hvor herligt Messias' kongerige skal blive. Og han taler i egentlig forstand om Det Nye Testamentes tid, hvor Kristus pryder sit rige, kirken, over al måde med Helligåndens gaver af enhver art. For han vasker, renser og helliger Zions datter, kirken, i den hellige dåb (Ef 5) ved sit eget blod (1 Joh 1). Han dræber den gamle Adam med dommens og ildens ånd. Og fordi kirken her i kødet må kæmpe mod store fjender og står i stor fare, lover Kristus, den almægtige konge, hende her trøst, beskyttelse og værn i al modgang, så hun skal være tryg i den Højestes skjul. For han vil selv være kirkens sky om dagen og ild eller lys om natten, ligesom han synligt hjalp sit folk Israel ud af trællehuset i Egypten, sådan som der står skrevet i 2 Mos 13: «Herren gik foran dem om dagen i en skysøjle for at føre dem den rette vej og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne vandre dag og nat. Skysøjlen og ildsøjlen veg aldrig fra folket.»

Læg også mærke til, at profeten kalder vor Herre Kristus Guds spire og jordens frugt. For Kristus er Guds søn af natur og er også i sandhed et menneskes søn, nemlig den evigt rene jomfru Marias, af Davids stamme. Derfor kaldes han jordens frugt, fordi han i sandhed har antaget sin hellige menneskenatur af en Adams datter, og Adam blev skabt af jord (1 Mos 2).

Og denne profeti har jøderne i Babylon og siden hen også forstået om Kristus. For Targum Jonatan siger: «På den tid skal Herrens Messias være til glæde og herlighed.»

Anna: Kleopas og hans ledsager kunne også have forstået ud fra denne profeti, at Israel ikke behøvede at gå til grunde, fordi Kristus døde. For når han skulle være jordens frugt, det vil sige et naturligt menneske, hvad var der så mærkeligt i, at han måtte dø? Men da han også var en lille spire af Gud, kunne han ikke blive i døden – ellers måtte Gud selv blive i døden, og det er umuligt. Så kunne han jo oprejse både sig selv og andre fra døden igen og forløse dem. Og eftersom ikke alle i Jerusalem og Zion, men kun de tiloversblevne skulle være hellige og skrevet op blandt de levende, så måtte jo nogle i Jerusalem være uhellige og derfor imod Kristus, den Allerhelligste, for hellighed og uhellighed kan ikke forliges med hinanden. Hvad var der så mærkeligt i, at de uhellige ypperstepræster og de fornemste overgav Kristus, den Allerhelligste, til døden? Han kunne alligevel godt forløse Israel. Ja, netop sådan en død var den rette måde at forløse det sande Israel på, sådan som profeterne, så vidt jeg kan se, har skrevet – ikke med sværd og væbnet hånd, som de måske mente, men med den højeste retfærdighed, sådan som det behagede Gud. Men man ser tydeligt i Luk 24, at de kære disciple hverken kendte eller forstod Messias' person eller hans embede: at han kunne og skulle overvinde døden ved døden.

Urbanus: Helt rigtigt. Derfor kalder Kristus dem tåber og sene til at forstå, hvad profeterne havde forkyndt om Messias. Læg nu mærke til, hvad Esajas siger om Kristus i kapitel 8. Først giver han Kristus et krigsnavn, nemlig Snart-rov, Hurtigt-bytte [hebr. maher-shalal-hash-baz, Es 8,1.3], på grund af hans almagt, som ingen kan stå imod. Derfor behøver han ikke lang tid til det, han vil gøre, sådan som et blot og bart menneske gør. Desuden er han også den uovervindelige løve af Judas stamme (Åb 5), som med egen kraft og hurtigt slår alle vore fjender ned og med magt forløser os fra deres tyranni. Og videre i kapitel 8 viser profeten, hvordan man skal tage anstød af Kristus, og siger:

«Hold Herren Zebaot hellig; ham skal I frygte og skælve for, så skal han være en helligdom, men en anstødssten og en klippe til fald for Israels to huse, en snare og et fald for Jerusalems borgere, så mange af dem støder imod den, falder, knuses, fanges i snaren og tages til fange.»

Se, selv om Kristus er den ædle hjørnesten i den åndelige bygning til det evige liv og er kommet til verden, for at vi ved ham skal oplyses og forløses fra alt ondt for evigt, går det dog sådan til, at mange først bliver blinde og forhærdede, når Kristus bliver prædiket. Mange støder sig og tager anstød af ham, så de går fortabt – men alt sammen uden hans skyld. Det er ligesom den skønne sol, der med sin glans uden egen skyld er en pine for et rindende, sygt øje, men en fryd for et sundt øje. «Salig er den, som ikke tager anstød af mig,» siger han i Matt 11. Men verden kan ikke lade være; den tager anstød, hvor den burde forbedre sig. Den vil forkaste Kristus og løber imod ham som en lerpotte mod en stærk klippe og bliver knust. Sådan skete det i Israel, da både de hellige farisæere og de gudløse saddukæere stødte sig på ham. Og sådan går det stadig indtil den yderste dag: han er for mange mennesker uden egen skyld en klippe til fald, sådan som Det Nye Testamente udlægger denne profeti. For i Luk 2 siger Simeon til Maria: «Se, han er sat til fald og oprejsning for mange i Israel og til et tegn, som modsiges.» Det behøver ikke megen udlægning nu, for det ligger åbent for dagen, hvordan man tager anstød af Kristi salige lære, og hvordan de vanvittige gendøbere og de rasende farisæere modsiger Kristus i hans person og i hans embede, sådan som det altid har været. For jøderne i Rom sagde til Paulus i ApG 28: «Om denne sekt ved vi, at den overalt bliver modsagt.» Dér kalder de forhærdede jøder kristenheden og Guds sande evangelium en sekt, ligesom papisterne nu kalder det kætteri.

Paulus forklarer denne profeti i Rom 9: hvordan Kristus har været en anstødssten for jøderne. Han siger: Jøderne har stræbt ivrigt efter retfærdigheden, men de har ikke opnået den. Af hvilken grund? De lod sig jo omskære, de ofrede, fastede, holdt helligdagene og gjorde lovens gerninger. Paulus svarer: De har ikke opnået retfærdigheden, fordi de ikke har søgt den i troen på Messias, men i deres egne lovgerninger. Det vil sige: De har villet komme til Gud og blive retfærdige uden Messias, og det er umuligt. Og de har stødt sig på snublestenen, som der står skrevet: «Se, jeg lægger i Zion en sten at snuble over og en klippe til forargelse, og den, som tror på ham, skal ikke blive til skamme.»

Og Peter siger i 1 Pet 2: «I er kommet til Herren som til den levende sten, der er forkastet af mennesker, men hos Gud er udvalgt og kostbar. Og I skal også selv som levende sten bygge jer op til et åndeligt hus og til et helligt præsteskab for at bringe åndelige ofre, som er Gud velbehagelige ved Jesus Kristus. Derfor står der i Skriften: Se, jeg lægger i Zion en udvalgt, kostbar hjørnesten, og den, som tror på ham, skal ikke blive til skamme. For jer, som tror, er han altså kostbar; men for de vantro er stenen, som bygmestrene forkastede, og som er blevet til hjørnesten, en sten at støde sig på og en klippe til forargelse; de støder sig på ordet og tror ikke på det, og det er de også bestemt til.» Om det taler også Es 28.

Anna: Hvis de to bedrøvede disciple havde vidst, at det skulle gå sådan med Israels forløser, havde de ikke taget sådan anstød af Kristi død.

Urbanus: I Es 11 bliver Kristus også beskrevet: hvorfra han efter sin menneskelige natur skal fødes, hvad slags konge han skal være, hvad slags herredømme hans kongerige er, og hvad slags folk han skal have i sit rige. Profeten siger sådan:

«Der skal skyde en kvist frem af Isajs stamme, og en gren af hans rod skal bære frugt. På ham skal Herrens ånd hvile, visdommens og forstandens ånd, rådets og styrkens ånd, kundskabens og Herrens frygts ånd. Han skal indgive ham frygt for Herren, så han ikke dømmer efter det, øjnene ser, og ikke irettesætter efter det, ørerne hører; men han skal dømme de ringe med retfærdighed og skaffe de fattige i landet ret med billighed. Han skal slå jorden med sin munds stav og dræbe den ugudelige med sine læbers ånde. Retfærdighed skal være bæltet om hans lænder og troen bæltet om hans nyrer. Ulvene skal bo hos lammene og panteren ligge hos bukkene.»

I denne profeti har du først Maria og hendes søn Kristus. For Maria er af Isajs stamme, og Isaj var far til David, det vil sige kongen. Dernæst: Hvormed opretter han et så stort, evigt rige? Hvormed opretholder han det? Riget er åndeligt; det behøver ingen legemlige våben. Kristi Helligånd styrer riget med sine gaver og virker alt godt i det. Hans gaver og gerninger er: visdom, så han lærer os at kende Gud og det, der hører til et gudfrygtigt liv, hvem Kristus er, og hvad han gør.

Han giver forstand, så vi kan bedømme, hvad et gudfrygtigt liv er, og hvad der strider imod den rene lære, eller hvad der ligner den.

Han giver også gode råd, så de kristne under korset ved, hvordan de skal forholde sig, og han trøster de bedrøvede.

Han giver også kraft og styrke, så vi kan bestå i trængsler, bevare et frimodigt hjerte og overvinde det onde.

Han giver kundskab, så en kristen i Kristi rige ved at opføre sig ret over for enhver, hvad enten vedkommende er svag eller stærk i troen.

Han giver gudsfrygt, som er begyndelsen til den sande visdom.

Deraf ser vi, at vores konge Jesus Kristus dømmer helt anderledes end kongerne på jorden. De jordiske konger kan ikke se ind i nogens hjerte. Derfor holder de mangen en for retskaffen og hæderlig efter det, de ser og hører, selv om han i sit hjerte er en skurk. Men Kristus, som kender hjerterne, dømmer ret, som evangeliet bevidner, når han har med farisæerne at gøre, som i Matt 5; 9; 23 og andre steder. Dér kender han deres skjulte tanker og bryder sig ikke om deres ydre retskaffenhed, men revser dem som fordærvede mennesker og kalder dem hyklere.

Men hvad slags folk har han? Deres titel her på jorden er den, som Kristus, kongen, selv har båret i Zak 9: fattig, elendig, bedrøvet. Dér ser du det åndelige rige. Hvis det var verdsligt, ville kongen ikke have været fattig, elendig og bedrøvet på jorden, men rig, prægtig og glad; og hans folk måtte ligeledes være mægtige, herlige og fulde af timelig glæde og fornøjelse. Men det er alt sammen åndelige ting. Dog skal de ikke altid forblive elendige og fattige; kun her i tiden må de være elendige, træde i deres konges fodspor og bære deres kors. Men ligesom kongen efter lidelsen er blevet stor og herlig, sådan skal også alle kristne blive det på den yderste dag, når Guds børns herlighed bliver åbenbaret i deres ærens konge. Imens må vi, som Paulus skriver, dø bort fra denne verden og være elendige, forfulgte og foragtede; for vores sande liv er skjult med Kristus i Gud. «Men når Kristus, som er vores liv, bliver åbenbaret, så skal vi også blive åbenbaret sammen med ham i herlighed», Kol 3. Imens må vores uretfærdige gamle Adam her straffes med korsets dom, for han hører ikke til i Kristi rige. Derimod må den sande retfærdighed oprettes i os, det vil sige troen på Kristus, når Gud for Kristi skyld tilgiver os vores synder og af nåde gør os retfærdige i Kristus eller regner os for retfærdige.

Heller ikke vores konges scepter eller stav er jordisk, men åndeligt, nemlig hans hellige ord og hans Ånd. Med denne stav slår han før den yderste dag jorden, det vil sige vores gamle Adam, som er af jord. Han slår det ugudelige væsen, så menneskene, revset af Kristi ord, hader og forlader synden og indretter sig på et uskyldigt liv. Med sit ord slår han også al jordisk, vildfarende lære ned, som man bliver forført af. Og han slår og dræber også Antikrist med sin munds ånde, som Paulus siger i 2 Thess 2. For ligesom riget ikke er verdsligt, sådan er også våbnene åndelige: retfærdigheden, troen og sandheden. For vi værger os imod helvedes hær med troen på Kristus, som er vores retfærdighed, og med den troende bøn, som han hører, sådan som han har lovet os.

Når han taler om ulve og lam, er det billedligt sagt og en billedtale; for det var ikke ufornuftige dyr, profeten havde i tankerne. Han mener derimod, at kirken skal samles af mange slags mennesker, og at det, som før var helt imod hinanden og fjendtligt, nu ved evangeliet bliver så tamt og blidt, at det ikke gør nogen fortræd. Det er frugten af det prædikede evangelium, at de vilde hedninger, de hovmodige farisæere og denne verdens mægtige bliver tæmmet, ydmyget og omvendt ved evangeliets prædiken og kommer ind i den kristne kirke.

Videre siger Esajas i kapitel 11: «Og det skal ske på den tid, at hedningerne skal spørge efter Isajs rod, som står som et banner for folkene, og hans hvile skal være herlig. Og på den tid skal Herren endnu en gang række sin hånd ud for at vinde det tilbage, som er tilbage af hans folk, så meget som er blevet tilovers, fra assyrerne, egypterne, Patros, Etiopien, elamitterne, Sinear, Hamat og fra havets øer. Og han skal rejse et banner blandt hedningerne og samle de fordrevne af Israel og føre de spredte af Juda hjem fra jordens fire hjørner» osv.

Her forkynder profeten, hvor stort og vidt Kristi kongerige skal blive, og lærer os, hvordan det skal gå til i Det Nye Testamentes tid. Selv om Isajs rod, det vil sige Davids søn Jesus Kristus, er blevet foragtet og forkastet af sit eget folk, skal han alligevel blive en så herlig konge, at alle hedninger i hele verden skal ære og tilbede ham. For han skal blive rejst og sat op som en fane eller et banner, som man i krig holder særligt øje med; for det er et trøstende tegn, der giver mod og frimodighed, et sejrstegn. Sådan er vores konge blevet ophøjet på korset, og netop ved dette kors har han overvundet Djævelen og forløst sine. Og ligesom jøderne i ørkenen løb hen til den kobberslange, der var rejst op, når de var blevet bidt til døden af slanger, sådan er Kristus rejst op for os, for at enhver skal løbe til ham og se på ham i troen. Så bliver den, der gør det, helbredt for synden og overvinder mørkets magt i bannerets kraft, det vil sige i kraft af Kristi kors.

Men især skal man lægge godt mærke til, at profeten siger: Hedningerne skal spørge efter Kristus. Septuagintas oversættere har gengivet disse ord sådan: «Han, som skal opstå for at være hedningernes fyrste», det vil sige alle folkeslag på jorden, «på ham skal hedningerne håbe». Sådan har også patriarken Jakob ifølge de 70 jøders oversættelse [usikker læsning i kilden: «Jüden»] sagt i 1 Mos 49: «Shilo (et navn for Messias) skal være hedningernes håb.» Her har vi klart, at også hedningerne skal kaldes til evangeliet; for de skal spørge efter Kristus som den eneste Frelser og sætte deres håb til ham. Hvad er det andet end, at de skal kende Kristus som sand Gud og sandt menneske af Davids stamme? For efter det første bud er håbet den ære, som alene tilkommer den ene, sande, levende Gud. Altså må Kristi rige efter denne profeti være så vidt som hele jorden, så jøderne bliver den mindre og mindste del af Kristi rige. Og alle jøder forstår også dette kapitel om Messias, som skal genrejse Israels rige og oprette det ret.

Når profeten siger: «Hans hvile skal være ære», er meningen, at hans død og begravelse skal være ærefulde og herlige. For hans legeme gik ikke i forrådnelse, og hans død er en uskyldig død, som har ført os, Adams børn, fra evig skam ind i den evige ære og herlighed. For ved denne sin allerhelligste død er Kristus gået ind i sit rige i den evige herlighed, og sådan har han for alvor begyndt sit rige efter døden. Og da jøderne mente, at han nu var død, og at hele hans sag var forbi – sådan som også Kleopas og hans ledsager tænkte –, da kom han frem igen fra døden, som han havde overvundet og gjort til intet. Først da blev han herlig og en konge over jøder og hedninger, som regerer i evighed og gør alle sine fjender til skamme for evigt.

Så rummer disse ord for det første Kristi død, for profeten siger: «Hans hvile». Dernæst også hans herlige, sejrrige opstandelse, for han siger, at hans hvile er ære. Hans hvile eller død ville jo ikke være nogen ære eller være herlig, hvis Kristus var blevet i døden og intet havde udrettet med sin død.

I Anden Mosebog står der skrevet, hvordan Herren engang rakte sin hånd ud og viste sin almagt på underfuld vis, så han førte sit fangne, hårdt plagede folk ud af Egypten ind i det forjættede land Kanaan. Nu lover profeten her endnu en sådan hjælp, men langt større og mere underfuld end dengang, da han druknede Farao med hans hær i Det Røde Hav og førte sit folk uskadt gennem alle farer ind i det forjættede land. Udfrielsen fra Egypten var kun et forbillede på den forløsning, som profeten taler om her. For han vil ved Kristus forløse de tiloversblevne af jøderne og hedningerne fra Djævelens evige fangenskab og samle dem i Kristi rige, hvor de aldrig mere i evighed skal lide nød. Og han nævner alle slags hedninger i hele verden, for forløsningen skal nå ud til hele verden, så Guds adspredte børn fra alle jordens egne bliver samlet til Kristus i hans rige. Sådan siger han selv (Joh 12): «Når jeg bliver ophøjet fra jorden, vil jeg drage dem alle til mig.» Og Joh 11: «Jesus skulle dø for folket, og ikke for folket alene, men for at han kunne samle Guds adspredte børn.»

Om denne overvældende velgerning, den sande, åndelige forløsning i Kristus fra den evige nød, synger profeten Esajas nu en skøn salme i Es 12, hvor han priser Guds nåde i Kristus og siger:

Gud er min frelse. Jeg er tryg og frygter ikke, for Herren er min styrke og min sang, og han er min frelse.

Havde Kleopas og hans ledsager kendt denne sande frelser, Kristus, sådan som Esajas gjorde, så havde de ikke været så bedrøvede. Han synger videre:

I skal med glæde øse vand af frelsens kilder.

Og på den tid skal I sige: Tak Herren, forkynd hans navn, gør hans gerninger kendt blandt folkene, forkynd, hvor ophøjet hans navn er!

Lovsyng Herren, for han har handlet herligt. Det skal være kendt i alle lande!

Råb af fryd og jubl, du, som bor i Zion, for Israels Hellige er stor hos dig. Hør, hvor smukt profeten fryder sig i Ånden over Guds rige nåde i Kristus, den eneste frelser! Når man prædiker evangeliet om Guds nåde, bliver Helligånden givet med sine gaver: syndernes forladelse, fred i samvittigheden og sand glæde. Det er sandelig en rigtig kilde med levende vand, som Kristus også taler om i Joh 4: «Det vand, jeg vil give ham, skal blive en kilde i ham med vand, der vælder frem til evigt liv.» Og Joh 7: «Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, af hans indre skal der, som Skriften siger, flyde strømme af levende vand.» Men det sagde han om Ånden, som de, der troede på ham, skulle modtage.

Denne Helligånd har han erhvervet os ved sin død, og han har sandelig vist herligt, at han ved sin død og ved sejren i opstandelsen har overvundet synden, døden og Djævelen for os. Derover fryder det sande Zion, det vil sige hele kristenheden, sig med rette i evighed og priser denne sejr, ved hvilken den har syndernes forladelse, den sande retfærdighed, Helligånden, fred i samvittigheden og evig salighed. For Paulus siger i 1 Kor 15, at Gud har skænket os denne herlige sejr og triumf over loven, synden, døden og helvede ved vor Herre Jesus Kristus.

I Es 25 forudsiger Esajas også Kristi trøstefulde sejr og siger: «Han (Messias) har opslugt døden for evigt, og Gud Herren vil tørre tårerne af alle ansigter og tage sit folks skam bort i alle lande, for Herren har sagt det.»

Har han nu opslugt døden, så er vi jo forløst fra den. For døden havde hverken magt eller ret over Kristus, fordi han ikke havde gjort nogen synd; men den havde magt over hele menneskeslægten. Men Kristus har betalt hele menneskeslægtens synd og overvundet og opslugt døden i sig selv, så den heller ikke mere skal eller kan fortære os. For ved kraften i Kristi opstandelse skal også vi alle opstå igen.

Det kunne også have trøstet Kleopas og hans ledsager og vist dem, at Kristus er en åndelig konge, som ikke skulle genoprette det jordiske Israels rige, men forløse de sande israelitter, det vil sige forjættelsens børn i hele verden, fra dødens rige og flytte dem ind i et åndeligt, evigt rige, livets og udødelighedens rige.

I Es 26 synger Esajas en dejlig lovsang om Kristi rige, om den kristne kirke og om dens styrke og tryghed:

Vi har en stærk by. Han (Gud) vil gøre frelse til mure og bolværk.

Det vil sige: Dens mure og værn er Kristi frelse og sejr, som er uovervindelige.

Luk portene op, så det retfærdige folk kan komme ind, det folk, som bevarer troen.

Her bliver denne bys borgere beskrevet, nemlig de retfærdige, der har den kristne tro. Videre:

Du bevarer altid freden efter dit sikre løfte, for man forlader sig på dig.

Det er sagt om kongen i denne åndelige by: at han overalt holder god og varig fred mod Djævelen, verden og kødet. Det er freden i hjertet ved troen på Kristus.

Og lidt efter forudsiger Esajas de dødes opstandelse, deres, som tror på Messias og er borgere i det åndelige Jerusalem, og siger:

Dine døde skal leve og opstå med legemet. Vågn op og jubl, I, som ligger under jorden! For din dug er dug over det grønne felt, og landet skal kaste de døde ud.

Gå, mit folk, ind i kammeret og luk døren efter dig. Skjul dig et lille øjeblik, til vreden er gået over. For se, Herren skal gå ud fra sin bolig for at hjemsøge landets indbyggere for deres ondskab, så landet skal åbenbare sit blod og ikke længere skjule dem, der er dræbt i det.

Skal nu de retfærdige opstå i deres egne legemer, som ligger i jorden, så måtte helt sikkert den opstå først, som er deres hoved og konge, ved hvem de er blevet retfærdige og fri af synden, og ved hvem de også skal oprejses. Altså har profeten her helt sikkert forudsagt Kristi og de kristnes opstandelse. Og han kalder de kristne Guds døde, det vil sige dem, der tilhører Gud, og som han vil tage sig af og ikke lade ligge i døden, men gøre levende igen. For når han er deres, og de er hans, kan de ikke blive i døden. Så har døden ikke helt opslugt dem og gjort dem til intet, men kun skilt legeme og sjæl fra hinanden en lille tid, for Gud er ikke de dødes Gud, men de levendes (Matt 22). Sjælen er hos Kristus, legemet i jorden; men på den yderste dag vil Gud forene dem igen og pryde dem med en uudsigelig herlighed.

Men hvad det evige liv efter dette liv er for et liv, lærer Esajas os, når han siger: «Vågn op og syng.» Skal de kristne synge, så er det uden tvivl et evigt halleluja over, at døden er opslugt i Kristi sejr. Så bliver vores liv efter dette timelige liv et saligt liv, som skal have evig glæde uden sorg, sundhed uden sygdom, fryd uden lede, så vi ikke igen kan blive gamle og syge; men det skal være en evig glans og en evig grønnen. Derfor siger han: «Din dug er dug over det grønne felt.» Det vil sige: I skal ikke visne efter opstandelsen, men grønnes altid og evigt, ligesom de skønne marker eller haver bliver friske og grønne af himlens dug, ja, ligesom levende igen.

Men før denne glædelige dag for den almindelige opstandelse kommer, skal det gå trængselsfuldt til, som Kristus også siger (Joh 16): «I verden skal I lide.» Det må vi nu gerne tåle, for at vi kan blive ligedannet med Kristi billede i lidelsen og derefter også i herligheden, efter vores mål. Sådan siger også Paulus (Fil 3): «Hvad der var en vinding for mig, har jeg regnet for tab, for at jeg kan vinde Kristus og kende ham og kraften i hans opstandelse og fællesskabet med hans lidelser, så jeg bliver ligedannet med hans død, om jeg dog kunne gå ham i møde i opstandelsen fra de døde.»

I mellemtiden sidder vi lukket inde og ukendte for verden i vores kammer, den hellige kristenhed, og holder os til det hellige evangelium indtil dommen, så vreden går over, og det bliver dømt, som skal dømmes. For vores lidelse skal ikke vare altid, men kun et øjeblik her i tiden. Så kommer Gud til dom og gengælder enhver efter det, han har gjort. Da skal den retskafne, uskyldige Abel komme frem af jordens støv, og jorden skal ikke længere skjule de helliges legemer, men give dem frem, så de sammen med sjælene bliver forklarede.

Og i Es 27 forudsiger profeten Kristi rige og den hellige kirke og kalder den en vingård.

På den tid, siger han, skal man synge om vingården med den bedste vin: Jeg, Herren, vogter den, jeg vil vogte den dag og nat. Det skal dog komme dertil, at Jakob slår rod, og Israel blomstrer og grønnes, så de fylder jorden med frugt. På den tid skal man blæse i en stor basun, og så skal de fortabte i Assyriens land og de fordrevne i Egyptens land komme og tilbede Herren på det hellige bjerg i Jerusalem.

Denne vingård er den hellige kristenhed, som er indfattet og indhegnet med Guds ord. Den er smykket med Helligåndens mange slags gaver og vandet med Jesu Kristi dyrebare blod. Og selv om mange onde dyr lusker omkring denne vingård for at ødelægge den, må den alligevel grønnes og bære frugt, for Herren selv er dens vogter og vægter uden ophør. Sådan plejer også Det Nye Testamente at tale om kirken, Matt 20 og 21.

Selv om denne vingård også må lide store anstød og uvejr, bliver den dog ikke revet i stykker eller dårligere, men større og smukkere, jo længere tid der går. For kirken vokser og breder sig ud til verdens fire hjørner. De kære apostle var af Jakobs stamme og fødte israelitter, og de har udbredt evangeliet i verden blandt alle hedninger. Ved deres plantning og vanding har Gud givet vækst, så der ved evangeliet i hele verden er blevet åndelige jakobitter eller israelitter af hedningerne. De har deres åndelige fader Jakobs tro og bekender og bevidner også med deres liv, at de har patriarkernes tro og er deres børn i troen.

Sådan har det rette Jakob eller Israel, det vil sige kristenheden, som før kun fandtes i jødedommen, bredt sig ud over hele verden. For mange skulle komme fra øst og vest og sidde sammen med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriget, Matt 8. For da tiden var fuldkommet, og Kristi nåde skulle åbenbares for alle mennesker, måtte evangeliets basun lyde ud i hele verden, så både jøder og hedninger fra hele verden kunne komme sammen i én hellig kirke eller forsamling og tilbede Herren Jesus Kristus på det hellige bjerg i Jerusalem, det vil sige i hele kristenheden, som er Guds bjerg og det himmelske Jerusalem. For det jordiske Jerusalem har fået sin ende og har kun været et forbillede på det himmelske. Og når sandheden selv nu er til stede, har man ikke længere brug for forbilledet. Derfor er jødernes håb forgæves, når de forstår disse profetier om det jordiske Jerusalem, for det skal aldrig mere komme tilbage til sin tidligere stand, sådan som Daniel har forkyndt i sit niende kapitel.

Anna: Når denne vingård, kirken eller kristenheden, altså skulle være i hele verden, og alle hedninger skulle tilbede Herren Kristus, blive det rette Israel og blomstre og grønnes under Kristi værn og beskyttelse, så måtte Kristus jo opstå fra de døde for at plante og bevare denne store vingård. Han skulle altså ikke alene forløse og bevare Israel efter kødet, men også os hedninger, de åndelige israelitter. Men det havde de to disciple ikke tænkt over.

Urbanus: I alle sådanne profetier finder man, når man ser rigtigt på dem, Kristi og hans kristnes opstandelse. Det er Israels rette forløsning, ikke alene fra kongen i Assyrien eller Babylon, men fra helvedes tyran, Djævelen, og fra døden.

Videre profeterer Esajas om Det Nye Testamentes nådefulde tid, da Kristus var kommet, og Helligånden var sendt i de troendes hjerter, så der i Kristi rige blev skabt den rette fred og samvittighedens sande tryghed. I kapitel 32 siger han sådan:

Paladserne skal være forladt, indtil Ånden fra det høje bliver udgydt over os. Så skal ørkenen blive til mark, og marken regnes for skov, og retten skal bo i ørkenen og retfærdigheden holde til på marken. Og retfærdighedens frugt skal være fred, og retfærdighedens udbytte evig ro og tryghed, så mit folk skal bo i fredens huse, i trygge boliger og i stolt ro.

Esajas havde profeteret for jøderne, at deres by og rige skulle ødelægges, sådan som det siden skete ved kaldæerne. Og det skulle vare, indtil Messias kom og gjorde ende på alt ondt, og Kristi Helligånd blev udgydt over dem fra himlen. Det blev opfyldt på pinsedag i Jerusalem, da Kristus sendte sin Ånd offentligt til apostlene, sådan som vi læser i ApG 2. Først da blev det rette Jerusalem bygget af apostlene på hjørnestenen Kristus.

Og ørkenen, det vil sige resten af jøderne og hedningerne, skal da være som en veldyrket mark eller ager og bære rig frugt i troen på Kristus. Og marken, som før grønnedes, det vil sige synagogen, skal da blive til skov og ørken. Så skal den rette retfærdighed, det vil sige troen på Kristus, bo i dette Kristi rige. Den bringer en skøn og dejlig frugt med sig, som hedder fred: den sande fred i Herren, samvittighedens fred, som Rom 5 taler om, og sand, evig tryghed.

Men han kalder Kristi kirke fredens huse og trygge boliger. For ellers er der ingen fred og ingen tryghed over for den onde ånds tyranni, synden og døden, uden alene i den kristne kirke. For han, som vogter kirken, er Hærskarers Herre selv, som har overvundet Djævelen og grundlagt Zion, det vil sige kirken, ganske fast og bevarer den vel på alle sider. Han alene har erhvervet forsoningen, og kristenheden er hans åndelige legeme, hans tempel og hans rige, som han bor i. Derfor kan den sande fred ikke findes andre steder end i kristenheden, hvor man har fred med Gud ved den eneste mellemmand og forsoner, Kristus. Uden for dette Guds hus er der bare ufred og vrede. For over den, som ikke tror på Kristus, bliver Guds vrede, og han må gå evigt fortabt. Men den rette fred og tryghed, som vi har her i troen ved pantet på den kommende arv, Helligånden, skal først for alvor begynde i det kommende liv, når den sidste fjende, døden, er helt og aldeles tilintetgjort.

Videre er der i Es 35 en meget trøstefuld profeti om Kristus og hans rige, kristenheden, om evangeliets prædiken, om Kristi undere, om den rette forløsning i Kristus og om de kristnes evige glæde, hvor han siger sådan:

Ørkenen og ødemarken skal fryde sig, og sletten skal stå glad og blomstre som liljer. Den skal blomstre og stå glad i al lyst og glæde, for Libanons herlighed er givet den, Karmels og Sarons pragt. De skal se Herrens herlighed, vor Guds pragt.

Styrk de trætte hænder, og giv kraft til de snublende knæ. Sig til de forsagte hjerter: Vær trøstige, frygt ikke! Se, jeres Gud kommer med hævn; Gud, som gengælder, kommer selv og vil frelse jer. Da skal de blindes øjne åbnes, og de døves ører lukkes op. Da skal de lamme springe som en hjort, og de stummes tunge skal lovsynge. For vand skal strømme hid og did i ørkenen og floder på sletterne. Og hvor det før har været tørt, skal der være damme, og hvor det har været udtørret, skal der være kilder. Hvor slangerne før lå, skal der stå hø og rør og siv. Og der skal være en bane og en vej, som skal kaldes den hellige vej, så ingen uren skal gå på den. Og den skal være for dem, så man kan gå på den, så selv tåber ikke kan fare vild. Der skal ingen løve være, og intet rovdyr skal træde på den eller findes der, men man skal gå frit og trygt der.

Herrens løskøbte skal vende tilbage og komme til Zion med jubel. Evig glæde skal være over deres hoved, glæde og fryd skal gribe dem, og smerte og suk skal vige.

Jøder og kristne forstår dette kapitel om Messias' tid, da Det Nye Testamente bliver forkyndt i hele verden.

Profeten taler i billedlige ord, som store hemmeligheder ligger skjult under. Libanon, Karmel og Saron er steder i Kanaans land, men ved dem må man forstå indbyggerne. Og denne blomstring og jubel er en åndelig ting, som sker i menneskenes hjerter, når de hører Jesu Kristi evangelium. Og profetens mening er denne: Selv om den ulydige synagoge, de fornemste i jødedommen, og den største del sammen med deres rige skal ødelægges, skal der dog blive noget tilbage, og Guds folk skal stadig grønnes og vokse. Det blev opfyldt i Kristi tid på jorden i det jødiske land, også på jøderne, for Kristus og hans disciple drog rundt overalt i hele landet. Kristus var også i ørkenen. Desuden blev evangeliet prædiket med store undergerninger i byerne, flækkerne og landsbyerne, på marken, på vandet og på bjergene. Og selv om det skete i den tørre og ufrugtbare ørken, var det alligevel en frugtbar og glad ørken, fordi kilderne til Kristi nåde sprang så rigt frem dér, og Helligånden ved evangeliet bar så skønne frugter, hvor der før havde været så tørt og ufrugtbart, hvad erkendelsen af Gud angår.

Er det ikke skønne frugter og vellugtende, smukke liljer: troen på Kristus, erkendelsen af egne synder og af Guds nåde, syndernes forladelse, en glad samvittighed i Herren og gode gerninger af oprigtig kærlighed og uskrømtet tro? Og denne nåde er ikke blevet alene hos resten af synagogen, men er også ved jøder, nemlig apostlene, kommet ud i hedningernes tørre og frygtelige ørken, som også er blevet vandet og gjort frugtbar ved evangeliets kilde. Og Guds herlige gaver, som før kun var hos synagogen, er nu givet til kirken af resten af jøderne og hedningerne, så vi har Guds ord, loven, profeterne og evangelisterne i den rette forståelse. Alt det har de vantro jøder ikke.

Er det ikke en stor herlighed at se Herren, det vil sige at kende Jesus Kristus – en erkendelse, som gør os retfærdige, Es 53 – så vi derved bliver fri og løst fra synden, døden og alle de krav, Djævelen havde på os?

Anna: Hvilken prædiken og hvilket glædeligt evangelium er det så, som sætter så store ting i værk?

Urbanus: Kristi prædikanter skal på det venligste trøste alle sønderknuste, ydmyge hjerter, som erkender deres synd og længes efter Kristi nåde. For Gud har allerede beskikket dem trøst og hjælp i Kristus, så de aldrig mere skal frygte døden og Djævelens tyranni.

Anna: Men hvad er den trøst og den hjælp?

Urbanus: Ja, det er virkelig en rigtig hjælp: Gud vil selv komme i egen person og hjælpe os ud. For han siger: hu javo, han selv skal komme. Hvor skal synden, døden og Djævelen så blive af, når Gud selv kommer og vil hjælpe os ud af dem? De må flygte og forsvinde for hans ansigt. Denne profeti blev opfyldt i Nazaret og Betlehem, da Guds sande, naturlige Søn, Faderens evige Ord, selv i egen person tog den menneskelige natur på sig i jomfru Marias skød, i enhed med sin evige person, og for vores skyld blev født som et sandt menneske. Det skete, for at han i sin evige, uskyldige person kunne bringe den fortabte menneskelige natur tilbage og hjælpe den ud af al nød, sådan som han også har vist det ved sin lidelse og opstandelse.

Se, så dybt havde Kleopas og hans ledsager ikke forstået dette løfte om Messias. Ellers ville de have været glade og have sagt: «Lad bare farisæerne og de skriftkloge rase; vores Messias skal nok være sikker for dem. At han dør én gang, sker af hans egen gode vilje; ellers havde jøderne nok måttet lade ham være uskadt. Men han bliver ikke i døden, for han er Gud, som også har lovet os stakkels syndere hjælp og evig trøst og glæde. Derfor er han opstået igen ved egen magt og har taget al magt fra døden, først i sin egen person, siden også i os, som tror på ham. Vi har jo set alle de undergerninger, han har gjort, og de vidner om, at han er den sande Messias. For han har gjort de blinde seende, de døve hørende, de lamme ranke og de stumme talende.»

Derfor siger profeten: «Da skal de blindes øjne åbnes.» Ved ordet «da» skal du forstå nådens glade tid i Det Nye Testamente, Kristi tid. I den tid skal kilderne med levende vand flyde fra sted til sted i ørkenerne, hvor Gud før var ukendt. For fra én kristen forsamling skal evangeliet flyde, hele tiden udbredes videre og nå til andre steder, så man også dér lærer at kende Kristus. Og hvor slangerne før har udgydt deres gift, falsk lære og overtro, dér skal sandhedens sunde lære komme og bære megen frugt.

Anna: Men hvad er den hellige vej samme sted, som ingen uren går på?

Urbanus: I denne profeti taler han om Kristi evangelium og hans kirke. Derfor er den hellige vej den rette tro på Jesus Kristus, sand Gud og sandt menneske, født i tiden af Abrahams og Davids stamme. På denne vej går alene de kristne, de udvalgte. På denne vej har Abraham, Isak, Jakob, David, Maria og apostlene vandret, og der er ingen anden vej til Gud end denne, Joh 14: «Jeg er,» siger Kristus, «vejen og sandheden og livet. Der kommer ingen til Faderen uden alene ved mig.»

Der findes jo ingen anden ret tro end den kristne tro. Alle andre sekter er vildfarelse og djævelsk overtro. Intet menneske har nogensinde kunnet blive frelst uden at være kristen. Derfor kaldes denne kristne tro den rette, eneste, hellige vej til den evige salighed. Den, der går på den, kan ikke gå glip af frelsen, hvor enfoldig og jævn han ellers er. Men den, der går en anden vej, farer vild og går lige mod helvede, hvor lærd, hellig, vis og forstandig han end kan være.

Denne vej alene er også den sikre vej, hvor løverne og de vilde dyr ikke kan skade os. For den, der bliver på denne bane, kan hverken tyranner eller falske lærere skade. Selv om de tager liv og gods fra ham, har han dog kun vinding og ikke tab deraf, for alt må tjene ham til frelse. Kristus vil også bevare ham godt og ikke lade så meget som en lille knogle, ja, et lille hår gå tabt for ham.

Anna: Men hvem er Herrens forløste?

Urbanus: Det er alle jøder og hedninger, som tror på Jesus Kristus, det vil sige alle sande kristne. De blev først ført bort af den onde ånd ind i syndens og dødens grusomme fangenskab. Dér havde de måttet blive for evigt, hvis Herren ikke selv var kommet og havde forløst dem med sit eget dyrebare blod.

Men han er kommet og har overvundet og plyndret Djævelen, og disse forløste vender tilbage til Zion, det vil sige til den hellige kristne kirke, ved troen og sakramenterne, og de kommer med jubel. For jo grusommere og værre dette fangenskab er, desto større er også glæden hos dem, der er blevet forløst fra det. Men det er et evigt fangenskab, hvor vi skulle være blevet pint på legeme og sjæl i al evighed. Denne evige nød overgår al sans og forstand. Derfor er det med rette, at glæden i Herren i Zion også er stor.

Verden glæder sig også, men det er en kort glæde, for den bliver taget bort. De kristnes glæde er derimod evig, for den begynder her i troen og skal først for alvor bryde frem, når den sidste fjende, døden, er helt opslugt, og Djævelen med sin ugudelige verden er stødt ned i helvedes afgrund for evigt, og når alle kristne, det vil sige hele Kristi rige, fra da af ikke længere skal kæmpe mod nogen fjende eller ulykke.

Da skal de kristnes sande, evige glæde først for alvor begynde, og al sorg, smerte og bekymring skal have en ende. For når Kristi riges herlighed bliver åbenbaret, har det ikke længere nogen synd, ingen død, ingen sygdom, ingen forfølgelse, slet ingen bekymring, og alle årsager til sorg er da taget bort ved Kristus. Som Kristus siger i Joh 16: «Jeg skal se jer igen, og jeres hjerte skal glædes, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.» Og i Åb 21: «Gud vil tørre alle tårer af deres øjne, og døden skal ikke være mere, og der skal hverken være klage, skrig eller pine mere.»

Anna: Når vi altså ved Messias skulle have en så fuldkommen forløsning fra al synd, død og fordømmelse og have det evige liv med evig glæde, så har han jo ikke selv måttet eller kunnet blive i døden. Gid vi også rigtigt kunne gribe det med troen og altid være glade i Herren!

Urbanus: Det burde vi jo også. Men den onde ånd trækker til tider med sin anfægtelse en tyk sky for solen, så vi en tid ikke ser den og bliver bedrøvede, og så glemmer vi dette overvældende store løfte om det evige liv eller tænker i hvert fald ikke alvorligt over det. Men vi skal altid have Helligåndens sværd, nemlig evangeliet, i hånden og værge os mod Djævelens brændende pile. Vi skal vække og øve troen ved at øve os i Skriften og betragte den alvorligt, så vi ikke falder i søvn i kødelig sikkerhed. Sig ofte med den hellige David: «Bønhør mig, Herre min Gud! Oplys mine øjne, så jeg ikke sover ind i døden, så min fjende ikke kan prale med, at han har fået magt over mig, og så mine modstandere ikke glæder sig over, at jeg ligger nede,» Sl 13.

Videre siger Esajas i kapitel 40: «Zion, du som forkynder, stig op på et højt bjerg! Jerusalem, du som forkynder, løft din røst med kraft, løft den og frygt ikke! Sig til Judas byer: Se, dér er jeres Gud! For se, Herren Gud kommer med vælde, og hans arm skal herske. Se, hans arbejde og hans gerning skal ikke være uden frugt osv.»

Her bliver Zion og Jerusalem formanet til at forkynde Guds nåde og magt i Kristus og hans komme. Sådan skulle hun sige til de andre jødiske byer: «I har længe ventet på Messias, som er lovet i loven og profeterne. Se jer nu omkring: Alt skal gå jer godt. Se, dér er jeres Gud, nemlig Messias, en mægtig hersker, som viser sin magt. For han forløser jer fra de allerstærkeste fjender: synd, død og helvede. Hvad han sætter sig for at gøre, det gør han og fuldfører det, og ingen kan hindre ham. For han er Gud selv i menneskelig natur.» Nu siger Esajas videre, hvordan denne Herre regerer sit rige eller folk, nemlig med den største trofasthed og omsorg, og han siger:

«Som en hyrde skal han føre sin hjord på græs. Han skal samle lammene i sine arme og bære dem i sin favn og føre fårene med ære.»

Vi er lammene, Joh 10, og Kristus er hyrden. Han fører os på græs med sit trøstende ord, som er vores føde. Og selv om vi endnu er svage og skrøbelige i kødet, kaster han os alligevel ikke fra sig af den grund, men bærer os blidt i sin favn. For Kristi rige er et nådens rige. Sådan bar han virkelig også disse to svage lam, Kleopas og hans ledsager. For de var endnu uforstandige og svage i den kristne tro, men han førte dem på græs med Guds ord og prædikede for dem, så de blev meget glade og rigtig vederkvæget og siden kunne trøste de andre.

Og i Es 43 siger Kristus til sit folk: «Du har givet mig arbejde med dine synder og voldt mig møje med dine misgerninger. Jeg, jeg sletter dine overtrædelser for min egen skyld og husker ikke dine synder.»

Her ser vi, hvad der drev Kristus til hans lidelse og død, nemlig vores synder. Han alene og ingen anden skulle og kunne gøre fyldest for dem over for Gud Fader; vores gerninger og lidelser kunne ikke gøre det. Derfor beror vores retfærdighed ikke på det, vi gør og lider, men på Kristi lidelse og gerning. Han soner, forlader og udsletter vores synder, ikke for vores fortjenestes værdigheds skyld, men for sin egen skyld. Her har du årsagen til Kristi lidelse og dens frugt. Derfor burde de to disciple have tænkt: Han har lidt, men ikke af tvang, derimod villigt. Det var Faderens vilje og også hans egen vilje, og det var netop den rette måde at forløse det sande Israel på og begynde sit kongerige.

Og derefter i kapitel 44 viser han, hvilke frugter der er kommet af den møje og det arbejde, som Kristus har lidt for vores synders skyld, nemlig Helligånden med sine gaver, så Kristi rige, kristenheden, vokser og grønnes som den tørre mark af den frugtbare majregn. Når Gud gør den ugudelige retfærdig, tilgiver han ham ikke blot hans synder, men giver ham Helligånden med hans gaver: tro, kærlighed, håb, glæde og samvittighedens fred. Deraf vokser så det sande Jakob og Israel. Derfor siger han sådan til Israel:

«Jeg vil udgyde vand over de tørstige og strømme over det tørre land. Jeg vil udgyde min ånd over dit afkom og min velsignelse over dine efterkommere, så de skal vokse som græs, som pilene ved vandløbene. Den ene skal sige: Jeg tilhører Herren, og den anden skal kaldes med Jakobs navn. Og en tredje skal med sin hånd skrive sig til Herren og kaldes med Israels navn.»

Her har du hedningernes kald: at også de skal blive Jakob og Israel i ånden og troen og med mund og hånd bekende Kristus som deres eneste Herre og Gud. Derfor er dette Israels sande forløsning: at Kristus forløser både jøder og hedninger fra synd, al vildfarelse og den evige død og giver dem sin Helligånd, så de kender Gud, bekender, lovsynger og priser ham og til sidst opstår fra døden og lever med Kristus i evighed. Det er velsignelsen fra Abrahams velsignede sæd, som Kristi rige vokser ud af.

Disciplene mente måske, at Messias skulle forløse jøderne med sværdet og give dem timelig fred og gods i Kanaans land. Men det er en meget ringe forløsning sammenlignet med forløsningen fra det evige fangenskab. Og efter at profeten har irettesat Israel for afgudsdyrkelsens skyld, fordi de ikke ærede den sande Gud ret, siger han videre:

«Husk på dette, Jakob og Israel, for du er min tjener. Jeg har dannet dig, for at du skal være min tjener. Israel, glem mig ikke! Jeg udsletter dine misgerninger som en sky og dine synder som tågen. Vend om til mig, for jeg forløser dig. Jubl, I himle, for Herren har gjort det! Råb, du jord hernede! I bjerge, fryd jer med jubel, du skov og alle træerne i den! For Herren har forløst Jakob og er herlig i Israel.»

Det forstår kristenheden om Kristus, den sande Forløser. For der er jo ingen anden forløser for menneskeslægten end Kristus, og der er heller ingen anden Gud, som udsletter og tilgiver synden, end Jesus Kristus alene. Over en så herlig forløsning glæder med rette hele skabningen sig som over den største velgerning, der kunne være kommet os til del: at Israels eneste evige præst og konge, Kristus, har forsonet os med Gud, udslettet vore synder og overvundet døden og helvede.

Videre profeterer Esajas meget klart om Kristus og kristenheden i kapitel 49: «Så siger Herren, Israels forløser, dets Hellige, til den foragtede sjæl, til det folk, man væmmes ved, til den tjener, som er under tyrannen: Konger skal se det og rejse sig, og fyrster skal tilbede for Herrens skyld, han som er trofast, for Israels Helliges skyld, som har udvalgt dig. Så siger Herren: Jeg har bønhørt dig i den velbehagelige tid og hjulpet dig på frelsens dag. Jeg har bevaret dig og sat dig til en pagt for folket, så du skal genrejse landet og tage de ødelagte arvelodder i besiddelse, for at sige til de fangne: Gå ud! og til dem, der er i mørket: Kom frem! De skal græsse ved vejene og have deres græsgange på alle høje. De skal hverken sulte eller tørste, ingen hede og ingen sol skal stikke dem, for deres forbarmer skal føre dem og lede dem til vandkilderne. Jeg vil gøre alle mine bjerge til vej, og mine stier skal være banede. Se, disse kommer langt borte fra, og se, de der fra nord, og disse fra havet, og de der fra Sinims land. Jubl, I himle, glæd dig, du jord, lovpris med jubel, I bjerge! For Herren har trøstet sit folk og forbarmer sig over sine elendige.

Men Zion siger: Herren har forladt mig, Herren har glemt mig. Kan en kvinde glemme sit lille barn, så hun ikke forbarmer sig over sit eget livs søn? Og selv om hun glemte det, vil jeg dog ikke glemme dig. Se, i mine hænder har jeg tegnet dig, dine mure er altid for mine øjne. Dine bygmestre skal skynde sig, men de, der bryder dig ned og ødelægger dig, skal drage bort. Løft dine øjne og se dig omkring: Alle disse kommer samlet til dig. Så sandt jeg lever, siger Herren, skal du iføre dig dem alle som et smykke og lægge dem om dig som en brud. For dit øde, ødelagte og nedbrudte land skal da blive dig for snævert for alle indbyggerne, når dine ødelæggere er langt borte fra dig. Og de børn, du fik, da du var barnløs, skal videre sige for dine ører: Her er for trangt for mig, ryk til, så jeg kan bo hos dig. Men du skal sige i dit hjerte: Hvem har født mig disse? Jeg er ufrugtbar, ensom, fordrevet og forstødt. Hvem har opfostret disse? Se, jeg var efterladt alene – hvor var disse da?

Så siger Herren Gud: Se, jeg vil løfte min hånd mod hedningerne og rejse mit banner for folkene. Så skal de bære dine sønner hid i armene og dine døtre på skuldrene. Og konger skal være dine plejefædre og deres fyrstinder dine ammer. De skal kaste sig ned for dig med ansigtet mod jorden og slikke støvet af dine fødder. Da skal du erfare, at jeg er Herren, og at de, som venter på mig, ikke bliver til skamme.

Kan man tage byttet fra en kæmpe? Eller kan man befri den retfærdiges fanger? For så siger Herren: Nu skal fangerne tages fra kæmpen, og byttet skal rives løs fra de stærke. Jeg vil strides med dem, der strides med dig, og hjælpe dine børn. Og dem, der plager dig, vil jeg give deres eget kød at spise, og de skal blive drukne af deres eget blod som af sød vin. Og alt kød skal erfare, at jeg er Herren, din frelser og din forløser, den Mægtige i Jakob.»

Profetien trøster det sande Israel, det vil sige kristenheden, Kristi åndelige rige, samlet af jøder og hedninger. Og den lærer os, hvordan det står til med Kristi kongerige i denne verden: at ingen regnes for mere foragtelige end israelitterne eller de sande kristne. For kongen selv førte et ydmygt liv på jorden, så verden foragtede ham, som om hans sag slet intet var. Efter at han i næsten fireogtredive år havde vandret på jorden i fattig skikkelse som en pilgrim, døde han til sidst også den allermest skændige død. Nu må de kristne blive deres hoved lig og være et foragtet og elendigt folk på jorden, sådan som Paulus siger i 1 Kor 4: «Vi er altid som en forbandelse for verden og alle menneskers syndebuk.»

Tertullian skriver i sit forsvarsskrift mod hedningerne (Apologeticum contra gentes), at man på hans tid kaldte de kristne unyttige folk, som ikke duede til noget. Cyprian siger i skriftet mod Demetrianus (Contra Demetrianum), at man på hans tid gav de kristne skylden for al ulykke, der skete på jorden: Intet uvejr, ingen dyrtid eller anden nød og ulykke kom andre steder fra end for de kristnes skyld. Og Paulus kalder i Rom 8, med ordene fra Sl 44, de kristne i denne verden for slagtefår, for alle vil slå dem ihjel, og den, der slår dem ihjel, mener, at han har bragt Gud et velbehageligt offer (Joh 16). Derfor er det i høj grad nødvendigt, at de kristne over for dette har en stærk trøst fra Gud, så de ikke bliver modløse under korset.

Anna: Hvad trøst giver profeten så her?

Urbanus: For det første kalder han resten af sit folk, de kristne, foragtede sjæle, som verden væmmes ved, og som må være tyrannernes slagtefår. Men over for det lover han dem, at der skal ske en stor forandring med disse fjender: De skal vende om og blive de kristnes venner og ære de kristne højt for Herrens skyld, som også de skal lære at kende og tage imod ved evangeliet. Det er jo sket, da de romerske kejsere, som før forfulgte Kristi rige og dagligt slog de kristne ihjel, til sidst selv blev kristne og ærede de kristne som Guds kære folk, sådan som Konstantin den Store, Theodosius, Karl den Store og andre retskafne kejsere gjorde. Det har også givet de kristne en timelig lindring.

Men den sande trøst kommer først i de følgende ord, hvor profeten siger: «Jeg har bønhørt dig i den velbehagelige tid» osv. Denne velbehagelige tid er Det Nye Testamentes nådefulde tid, hvor den barmhjertige Gud først for alvor har åbnet sin nådes skatte og ved evangeliet offentligt har ladet sin evige barmhjertigheds pagt udråbe i hele verden, sådan som også Paulus udlægger denne profeti i 2 Kor 6. For Gud havde sendt Kristus, og Kristus havde fuldbragt alt, hvad der hørte til menneskeslægtens forløsning: Synden var sonet, døden opslugt, loven opfyldt og Djævelen overvundet. Og disse goder og denne sejr lod Gud tilbyde og skænke verden ved evangeliet. Det er jo en dejlig og glad frelsens dag, eller den sande hjælps dag.

Gud har også sat sine kristne til en pagt for folket, ligesom Kristus er en pagt mellem Gud og menneskene. For hos kirken og i kirken finder man Guds ord og de hellige sakramenter, og ved dem fører kirken også andre mennesker ind i den evige nådepagt, så også de får del i Guds løfter.

Så længe menneskene ikke kender Gud og har med overtro eller afgudsdyrkelse at gøre, er de spredt af ham, der spreder, den onde ånd (Luk 11), og er en ødelagt arvelod. Men ved evangeliet og den kristne kirkes prædiken bliver de samlet i den frelsende tros enhed.

Anna: Hvad prædiker kirken så for de vantro?

Urbanus: Som Esajas siger: «Gå ud!» Det vil sige: I sidder i Djævelens fængsel og i vantroens og al synds mørke. Bliver I dér, går I evigt fortabt. Derfor: Bryd op, flygt ud af Djævelens rige, omvend jer, tro på evangeliet, så bliver I oplyst med kundskab om Gud og om jer selv og bliver retfærdige og frelst. I Djævelens rige og fængsel er der intet andet end evig sult og mangel, men i kirken, i Kristi rige, er der lutter gode græsgange. For evangeliet er et trøsterigt livets ord, hvor vi finder al vederkvægelse: syndernes forladelse, sand retfærdighed, fred med Gud, glæde i ånden, en tryg samvittighed og lutter tryghed, trøst og liv. Det er det, profeten mener med disse billedlige ord, når han siger: ved vejene, på alle høje, ikke sulte, ikke tørste, ikke lide under heden osv.

Hvor får de en sådan vederkvægelse fra? Profeten siger: «For deres forbarmer skal føre dem.» Hør: De er i barmhjertighedens rige, hvor Kristus selv fører dem ved sit ord i Ånden. Det er de søde vandkilder, som man overalt kan slukke den åndelige tørst med. Og for at man overalt kan slukke en sådan åndelig tørst og finde livets græsgang, vil Herren gøre alle sine bjerge til vej. Det vil sige: I alle de kristnes forsamlinger skal man finde plads, så man let kan komme dertil. Det skal være en veltrådt eller banet vej, så ingen kan klage over vejen og sige, at han ikke kan blive en kristen. For uanset hvilken stand man er i – blot den ikke er imod Guds ord – er der ingen fare, når man tror på Kristus. Han skal få syndernes forladelse og blive arving til den evige salighed, hvad enten han er jøde eller hedning, herre eller tjener, frue eller tjenestepige, øvrighed eller undersåt.

«Og de skal komme langvejsfra.» Før var de kristne i det lille land Kanaan, og kirken var meget snæver og lille. Men nu skal den brede sig ud over hele verden. Og som Kristus siger i Luk 13: «I skal komme fra øst og vest, fra nord og syd og sidde i Guds rige.»

Nu byder profeten hele skabningen at juble, for alle skabninger findes på de to steder: i himlen og på jorden. Grunden til denne jubel er, at Gud har sendt sin Søn til verden og givet os sit evangelium fra himlen. Det er et budskab om forsoningen mellem Gud og menneskene og et ord om nåde og syndernes forladelse. Og grunden er, at Guds folk, de kristne, nu ikke længere er i fare, for døden er overvundet. Og han kalder de kristne «de elendige», for de er bedrøvede og ængstede i denne verden: indvendig af frygt for døden og for Guds kommende vrede, udvendig af forfølgelse og al slags nød. Men det er vores trøst, at Gud kalder os sit eget folk. Er vi altså hans, og trøster han os og forbarmer sig over os, så skal vi være glade. For når Gud er med os, hvem kan da være imod os? Hvad kan skabningen skade, når Skaberen selv trøster og hjælper?

Men alligevel er kødet meget svagt. Når korsets uvejr og mørke og trængslerne kommer over os, så vi må lide, så vil disse trøstende løfter, Gud har givet om sin nåde og hjælp, forsvinde for vores øjne, så vi hele tiden tror, at Gud har forladt os og kun vil være vred og lade os gå til grunde i trængslen. For sådan siger Zion – det vil sige den fattige, trængte kristenhed – i sin store svaghed og anfægtelse: «Herren har forladt mig og glemt mig. Kære Gud, min synd er for stor, jeg sidder fast i døden. Hvordan skal jeg undslippe Guds vrede?»

Anna: Ja, det sker også ofte for mig, at jeg bliver så modløs og forskrækket, at jeg tror, Gud er ligeglad med mig og vil lade mig sidde fast i angsten og gå til grunde.

Urbanus: Det forsagte kød kan jo ikke værge sig mod sådanne onde tanker, hvor rigt Guds løfte end er, og hvor ofte han end hjælper så synligt, at vi kan tage og føle på, at han er til stede. Alligevel – når trængslen kommer igen, vil vi straks glemme Guds tidligere hjælp, som om han kunne glemme os. Men han kan jo ikke glemme os, for han har lovet os trøsten og hjælpen, og han er sanddru og mægtig nok.

Derfor sætter Esajas her en meget stærk trøst op imod en sådan modløshed og fortvivlelse og bruger et billede fra naturen, som alle kender godt, nemlig moderens trofasthed. For vi oplever, hvilken trofasthed Gud har plantet i mødrenes hjerte over for frugten af deres skød: De vil hellere selv dø end lade deres stakkels lille barn komme noget ondt til. Men selv om en mor skulle kunne glemme sin trofasthed, så skal en kristen være vis på, at Guds faderlige trofasthed mod os ikke kan glemmes. Ja, den overgår langt al trofasthed i alle skabninger. Det forklarer Kristus fyldestgørende i Matt 7 med barnet, der beder sin far om et brød: Ham giver faderen ikke en sten i stedet for brød. Når altså vi, som er onde, viser vores børn en sådan trofasthed, hvor meget mere vil så Gud, den himmelske Fader, vise os trofasthed. Det er et stort ord, men det må gribes med troen, ellers forstår man det ikke.

Dernæst viser profeten, hvor højt Gud elsker sin kirke, og siger, at han har tegnet den i sine hænder. Det vil sige: Han ser altid så nøje på den, at han ikke kan glemme den – ligesom jeg ikke kan glemme noget, jeg bærer i hænderne for øjnene af mig. Og da muren om denne åndelige by altid er for Guds øjne, så han våger over os og ser til os, kan sandelig ingen angribe os eller belejre eller storme denne by. Gud ved det, han ser det. Og selv om han måske længe lader os blive anfægtet, så lader han os dog ikke gå til grunde.

Denne by har også gode bygningsmænd, det vil sige rette lærere, der hele tiden gør den større og stærkere. Og selv om også kættere og tyranner forsøger at indtage og nedbryde denne by, skal de ikke kunne gøre det, men må trække sig tilbage med skam. For denne by er bygget på en stærk klippe, som helvedes porte ikke kan få bugt med.

Dernæst viser profeten, hvordan så mange folk alle vegne fra skal strømme til, tage imod evangeliet og komme til kristendommen. Og Gud sværger en dyr ed på, at alle disse – også mange af dem, der først har kæmpet imod kirken – skal komme ind i kirken og pryde den, så den kan rose sig af dem, sådan som det skete med Paulus og mange andre. Og på grund af den store mængde folk skal kirken brede sig længere og længere ud. I begyndelsen var den snæver og havde kun få folk, ligesom en ufrugtbar kvinde er alene i sit hus. Men de kristne, som var så få, skal undre sig over, at de bliver så mange, og over, hvor så mange folk dog kommer fra.

Dertil svarer Helligånden: «Jeg vil bringe dem hid, for jeg vil løfte min hånd og rejse et banner.» Det vil sige Kristi kors, som jeg vil kalde og samle dine børn til. Og det skal ske på en venlig måde, for evangeliet er en sød, faderlig stemme, der lokker børnene til sig med lutter trøstende løfter om al hjælp og alt godt. Derved bliver også denne verdens store herrer, konger og fyrster draget til kirken, så de tror på evangeliet og giver kirken megen hjælp og støtte. De skal også komme ind i kirken med den største ærbødighed og falde ned for kirkens fødder med ansigtet mod jorden.

Det er Guds løfte, og det skal sandelig blive opfyldt, selv om det for verden synes umuligt, ja, ofte ser ud til at være det modsatte. Men man skal vente på Gud, til han fuldbyrder det, så skal det ikke slå fejl. For den, der venter på ham og tror hans ord, skal ikke blive til skamme, men opnå og se det, han har håbet på.

Men hvis kristenheden i sin svaghed og modløshed skulle sige: «Kære Gud, hvordan skal det gå til, at jeg endnu skal få så mange børn, der kommer til evangeliet? De er jo under sådanne tyranner, at de ikke kan blive fri for dem og komme til mig. Synden er stor, den har forblindet dem; døden og helvede holder dem for fast, og det med rette, for de er forhærdede» – det er, hvad ordene betyder: «Kan man tage byttet fra en kæmpe?» – så svarer Gud: Kirken skal blive stor og herlig, og de, der allerede nu er under sådanne tyranner, skal blive fri, hvad enten tyrannerne vil det eller ej. For han vil selv sætte sig op imod sådanne tyranner. Han vil føre sine egne hid og gøre kirken fuldt beredt, og tyrannerne skal ødelægge sig selv. Når han så siger: «Kan man løslade den retfærdiges fanger?», er meningen: Loven, synden og døden havde taget os til fange med rette. Fordi synden havde overvundet os, var vi dens fangne tjenere (2 Pet 2 [trykket har «2. Pet. j.», dvs. kapitel 1; stedet er 2 Pet 2,19]). Men der er en stærkere helt, han hedder Kristus Jesus. Han har også med rette gjort os fri igen og har købt os med en overmåde kostbar, dyr løsesum, det vil sige med sig selv, så vi er befriet fra Djævelens fangenskab efter dom og ret og ikke blot med magt. Sådan har Esajas meget smukt beskrevet, hvordan Kristi åndelige rige er, så ingen sammen med de forblindede jøder og de vanvittige gendøbere skal vente på et jordisk rige for Kristus.

I Es 50 profeterer Esajas helt klart om Kristi lidelse og siger i Kristi person: «Jeg holdt min ryg frem for dem, der slog mig, og mine kinder for dem, der rev mig i skægget. Jeg skjulte ikke mit ansigt for hån og spyt, for Gud Herren hjælper mig, derfor bliver jeg ikke til skamme. Derfor har jeg holdt mit ansigt frem som en flintesten, for jeg ved, at jeg ikke bliver til skamme.» De to disciple troede, at Kristus nu var overvundet og gjort til skamme. Men på den tredje dag viste det sig at være anderledes: Kristi fjender blev gjort til skamme, og Kristus blev ophøjet til den højeste ære.

I Es 51 trøster profeten kristenheden, som er kaldet sammen af resten i jødefolket og af hedningerne, og som her i tiden lider angst og nød. Han trøster den med eksemplet med Abraham og hans Sara. Det så heller ikke ud til, at et så stort og herligt folk endnu skulle udspringe af Abraham og hans gamle, ufrugtbare Sara. Alligevel skete det: Hans afkom blev så talrigt, som Gud havde lovet ham, som sandet ved havet. Sådan også her: Selv om Guds folk på den tid var en lille flok i verden og ganske som en ufrugtbar og forladt enke over for den utallige skare af ugudelige, så skal det dog komme dertil, at du skal vokse, blive talrig og blive meget herlig. For selv om du har onde fjender i verden, som gerne ville ødelægge dig, så skal de dog lade dig blive. For der er intet ved dem: «Møl skal æde dem som en klædning, og orm skal æde dem som uldent tøj. Men min retfærdighed består evigt og min frelse fra slægt til slægt.» Og han siger et trøsterigt ord: «Herren trøster Zion, han trøster alle hendes ruiner og gør hendes ørken som en lysthave og hendes ødemark som Herrens have, så man finder fryd og glæde dér, tak og lovsang.»

Det er det samme som at sige: Selv om kristenheden er som en enlig Abraham og som en ørken, skal den dog blive velsignet og vokse smukt som en lysthave. Derfor skal man ikke tage anstød af Kristi ringe og uanselige skikkelse ved hans første komme eller af kristenhedens, mens den vandrer i denne onde verden.

Derefter siger Gud: «Jeg, jeg er jeres trøster.» Det er en stor hemmelighed, for her skal vi forstå det om Guds menneskevorden. Det er, som om han sagde: Der er hidtil givet megen trøst gennem mine tjenere profeterne, men Israels sande trøst er endnu ikke selv kommet. Nu vel, nu skal det gå helt anderledes til, for jeg vil selv komme i egen person og trøste Zion. Det blev opfyldt, da han blev menneske. For han sendte hverken en profet eller en engel, men da tiden var fuldkommet, kom han selv i kødet for at trøste menneskeslægten for alvor. Denne trøst erfarede de to disciple i rigt mål påskedag, da Gud selv i forklaret menneskelig natur trøstede dem ud fra Skriften og overmåde kraftigt glædede deres sorgfulde hjerter.

Og Es 52: «Op, op, Zion, ifør dig din styrke! Smyk dig herligt, du hellige stad Jerusalem! For herefter skal ingen uomskåren eller uren herske i dig. Ryst støvet af dig, rejs dig, du fangne Jerusalem! Løs båndene fra din hals, du fangne datter Zion! For så siger Herren: I blev solgt for intet, I skal også løskøbes uden penge. For så siger Herren Gud: Mit folk drog i begyndelsen ned til Egypten for at bo der som fremmede, og Assyrien har undertrykt dem uden grund. Men hvordan behandler man mig nu her? siger Herren. Mit folk bliver ført bort for intet, dets herskere skaber kun hyl, siger Herren, og mit navn bliver bestandig spottet dag efter dag. Derfor skal mit folk kende mit navn på den tid, for se, jeg vil selv tale.

«Hvor yndige er på bjergene evangelieforkyndernes fødder, de som forkynder fred, prædiker godt, forkynder frelse, de som siger til Zion: Din Gud er konge! Dine vægtere råber højt og jubler sammen, for de skal se det med egne øjne, når Herren omvender Zion. Vær glade og jubl sammen, I Jerusalems ruiner! For Herren har trøstet sit folk og forløst Jerusalem. Herren har åbenbaret sin hellige arm for alle hedningers øjne, så alle jordens ender ser vor Guds frelse.»

Nu trøster profeten igen Guds folk og lover Kristus, den sande forløser. Det er, som om han ville sige: Nu vel, Zion, du er så ofte blevet plaget, indtaget af fjender, men befriet igen og derefter atter taget til fange og ødelagt, så det er en jammer. Men vær nu ved godt mod og glad, det skal blive bedre. Hidtil er du en tid lang blevet befriet fra fjender og har haft ro en stund, men derefter er du igen blevet plaget. Jeg vil én gang oprette en sand og varig forløsning, som skal være evig, og som ingen ødelæggelse og intet fangenskab mere skal følge efter. Vær derfor ikke bedrøvet, tag mod til dig; én gang skal du få den rette hjælp.

Og sådan profeterer profeten om den evige forløsning, som vi har i Kristus. Han har overvundet vores fjender, som holdt os fanget og plagede os, og har gjort os fri og løst fra dem. Og det har han gjort uden vores fortjeneste, af lutter nåde, skønt det kostede ham det højeste gode. For han ofrede sit legeme som skyldoffer og udgød sit dyrebare blod for derved at sone alle vores synder, tilintetgøre døden og ødelægge helvede for os og ved disse gerninger af sin evige, uendelige person at tilvejebringe en evig forløsning, Hebr 9.

Det gør den åndelige stad Zion ondt at skulle have ugudelige folk hos sig, for den kan ikke tåle, at Guds navn bliver spottet så skamløst. Derfor lover Gud her gennem profeten, at de uomskårne og urene – det vil sige de vantro, hvis hjerte ikke er omskåret eller renset ved den kristne tro, og som er kirkens fjender – ikke skal herske i kirken og være i den. Det sker åndeligt i denne verden. For den, som ikke tror på Kristus, er ikke et lem af det rette, sande Zion, det vil sige kristenheden – selv om han ellers sidder på Sankt Peters stol eller står øverst i styret, sådan som Annas og Kajfas herskede i synagogen, og mange andre vantro jøder også ville regnes for rette jøder. For han har ikke Kristi Ånd; hvordan skulle han så kunne høre til Kristus, hovedet, eller være hans lem? Han står uden for de helliges samfund.

Men på forløsningens dag, når Kristus kommer til dom, da skal alle vantro og falske kristne først for alvor også legemligt skilles fra de rettroende. Og Zion skal blive rigtig smuk, når alle, som bor i den, bærer smukke bryllupsklæder, og kirken skal være helt uden rynker og pletter; og den, der ikke har bryllupsklædningen, skal kastes med bundne fødder og hænder ud i det yderste mørke.

I mellemtiden har Zion udadtil en jammerlig skikkelse. For vi vandrer endnu i kødet, det gamle menneske er endnu ikke helt dødt, djævelen og verden håner og forfølger os, og sjælemorderne plager os med menneskelærdomme. Men vi skal ikke være kødeligt sikre; vi skal ryste støvet af os og vågne op. Og selv om vi med legemet endnu ikke helt er kommet derhen, skal vi dog med hjertet løfte os op til forløseren Kristus, som Paulus lærer i Fil 3: «Vores vandel er i himlen.» Desuden skal vi blive stående i den frihed, som Kristus så dyrt har vundet til os, med ren tro hænge ved Kristus alene og ryste de menneskelige forordningers bånd af samvittigheden, så Kristus alene regerer i samvittigheden; ellers kan vi ikke bestå.

Nu taler profeten om to slags fangenskab og bortførelse. For det første et legemligt, da de var fattige trælle i Egypten og senere også i Assyrien og Kaldæa. Disse fjender var selv værre end jøderne og derfor ikke værdige til at plage Guds folk efter forgodtbefindende. Men nu, vil Gud sige gennem profeten, går det endnu værre til. For de, som hersker over mit folk, nemlig farisæerne, saddukæerne og deres lige, skaber kun klage og jammer, tynger og martrer de stakkels samvittigheder, så deres legemlige fangenskab har været lettere at bære end dette åndelige fangenskab for samvittighederne. Derfor vil jeg gøre ende på et sådant tyranni over sjælene og selv samle mit folk til mig, så de kender mit navn: at jeg alene er den, der gør dem retfærdige, og deres sande forløser. Men hvornår skal det ske? Han siger: «på den tid», det vil sige på tiden for Kristi første komme. Derfor siger han videre: «Se, jeg vil selv tale.» Her har Gud endnu en gang lovet sin menneskevorden. For da Guds Søn blev menneske og vandrede på jorden, var han for første gang hos os på en særlig måde, nemlig som et sandt menneske, og talte selv. Han, som tidligere havde talt og handlet med menneskene gennem engle og profeter, er nu selv til stede i egen person, den sande lærer, som vi skal høre, sådan som Faderen befaler i Matt 17. Hos ham hører ord og gerning sammen.

Anna: Men hvad siger han så? Personen, sendebudet, er stor; så vil hans tale vel uden tvivl også være noget særligt, stort og herligt?

Urbanus: Han er kommet, siger Paulus i Ef 2, for at forkynde os fred: at Gud for hans skyld vil tilgive os synderne, i evighed ikke vredes på os, men være en evig, barmhjertig Fader. Det er jo et yndigt og glædeligt budskab, som taler om den evige fred. Derfor siger han: «Hvor yndige er evangelieforkyndernes fødder,» for de bringer et godt budskab fra himlen. Kristus har selv som omskærelsens tjener prædiket Faderens nåde, som er skænket os, for jøderne, og han har befalet apostlene at prædike dette budskab om den evige fred og frelse, og han prædiker endnu gennem sine tjenere, som han giver Helligånden, så de kan forstå og prædike Skriften.

Her ser du et åndeligt rige, som ikke oprettes med legemlig rustning og våben, men ved evangeliet. For prædikanterne gør ikke andet end at stå frem og højt udråbe Guds nåde og den evige fred med Gud i Kristus og sige: Tidligere har djævelen regeret med magt i verden. Men nu er der kommet en, der er stærkere. «O Zion, din Gud selv er konge!» Det vil sige: Kristus Jesus har overvundet djævelen og verden, han er indsat som den almægtige konge og regerer over alle skabninger. Så kan jo ingen skabninger skade os, så længe vi sidder i denne almægtige konges skjul og værn. For denne konge er Gud selv.

Vægterne er apostlene, som jo har råbt så højt, at hele verden er blevet fuld af deres røst. De har enstemmigt jublet over, at Frelseren, Kristus selv, var til stede og ville hjælpe. Man så det også med legemlige øjne, at denne konge omvendte Zion. Han regerede ikke med magt i Zion, for han rejste til og fra Jerusalem som en gæst. Men han omvendte Zion, det vil sige sit folk, med evangeliet, så de vendte sig fra vildfarelse og synd til sandheden og et kristent liv. Det hele skete ved Kristi ord og Ånd, men så mægtigt, at han med ét ord udretter, hvad hele verden med al sin magt og rigdom ikke kan udrette. Det er et vidunderligt og yndigt herredømme.

Derfor formaner han Jerusalem, det vil sige sit folk: De skal være glade og enstemmigt berømme og prise en så umådelig nåde. Men han kalder det en ørken, fordi de var få og uanselige. Grunden til denne glæde er vigtig, for den allerstørste trøst er til stede: Herren selv trøster sit folk og forløser dem fra den allerstørste, evige nød. Han har sendt sin eneste Søn, som kaldes Guds arm, det vil sige Guds styrke og kraft. Ham har han åbenbaret for alle hedninger ved evangeliet, så alle verdens ender nu ser vor Guds frelser, det vil sige Jesus Kristus, som man tidligere intet vidste om blandt hedningerne; kun blandt jøderne ventede man på ham.

Anna: Men hvad siger Esajas i kapitel 53 om Kristus – det kapitel, du altid kalder det gyldne kapitel, og som alle kristne burde kunne udenad?

Urbanus: Indtil nu har du hørt, hvordan Esajas har beskrevet Kristi åndelige rige under korset og desuden kristenhedens store trøst, nemlig at de kristne skal have en fuldkommen forløsning i Messias og efter korset skal være herlige i al evighed. Men i dette kapitel 53 lærer Esajas, hvormed vor konge Kristus har erhvervet og beredt så store ting – den fuldkomne forløsning fra alt ondt, et evigt rige, evig fred, glæde og frelse. Og han profeterer klart om Kristi lidelse, opstandelse og herlighed, som han er gået ind til gennem lidelsen, og siger:

Se, min tjener skal regere med visdom og blive ophøjet og meget højt hævet, så mange skal tage anstød af dig, fordi hans skikkelse er mere hæslig end andre folks og hans udseende end menneskebørnenes. Men sådan skal han bestænke mange hedninger, at også konger skal holde deres mund over for ham. For de, som intet er blevet forkyndt om det, skal se det med glæde, og de, som intet har hørt om det, skal mærke det. Men hvem tror vor prædiken? Og for hvem bliver Herrens arm åbenbaret?

For han skyder op foran ham som en kvist og som en rod op af tør jord. Han har hverken skikkelse eller skønhed. Vi så ham, men der var ingen skikkelse, der kunne behage os. Han var den allermest foragtede og ringeagtede, fuld af smerte og sygdom. Han var så foragtet, at man skjulte ansigtet for ham. Derfor regnede vi ham for intet.

Sandelig, han bar vores sygdom og læssede vores smerter på sig. Men vi holdt ham for en, der var plaget, slået og pint af Gud. Men han er såret for vores misgerningers skyld og knust for vores synders skyld. Straffen ligger på ham, for at vi skulle have fred, og ved hans sår er vi helbredt. Vi gik alle vild som får; enhver så kun på sin egen vej. Men Herren kastede vores alles synd på ham.

Men da han blev straffet og mishandlet, åbnede han ikke sin mund, som et lam, der føres til slagtebænken, og som et får, der er stumt over for sin klipper og ikke åbner sin mund.

Men han er taget bort fra angst og dom. Hvem kan udsige hans livs længde? For han er revet bort fra de levendes land, da han blev plaget for mit folks misgerning. Og han er begravet som de ugudelige og død som en rig, skønt han ikke har gjort nogen uret, og der ikke har været svig i hans mund. Men Herren ville således knuse ham med sygdom.

Når han har givet sit liv som skyldoffer, skal han få afkom og leve længe, og Herrens vilje skal have fremgang ved hans hånd. Fordi hans sjæl har slidt, skal han se sin lyst og få fylde. Og ved sin kundskab skal han, min tjener, den retfærdige, gøre mange retfærdige, for han bærer deres synder. Derfor vil jeg give ham en stor mængde som bytte, og han skal have de stærke som rov, fordi han har givet sit liv i døden og er regnet blandt overtræderne og har båret manges synd og bedt for overtræderne.

Anna: Når man nu lægger nøje mærke til ordene i dette kapitel, ser man tydeligt, at denne profeti ikke taler om nogen anden end Jesus fra Nazaret – så nøjagtigt beretter den om Kristi lidelse, sådan som evangelisterne har beskrevet den.

Urbanus: Ganske rigtigt. Det mærker jøderne i vor tid også udmærket, og de søger forunderlige og urimelige udflugter, så de ikke skal være nødt til at udlægge kapitlet om Kristus – for at man ikke skal gribe dem i det mord, de begik på Messias for 1500 år siden. De har nok på fornemmelsen, at den synd, de har begået, må være langt sværere end deres fædres synd, siden de nu har været i dette elendige fangenskab i mere end 1500 år. For deres fædre var for afgudsdyrkelsens skyld kun fanget i Babel i 70 år, men nu lider de dette fangenskab så lang tid og kender ingen grundfæstet trøst fra loven og profeterne om, at dette fangenskab skal ende sådan, at de kan komme tilbage til Kanaans land, sådan som de altid er blevet befriet fra andre fangenskaber og ført hjem igen. Det fortæller også Rabbi Samuel. De er også så ubodfærdige, at selv om de ud fra profeterne kan se, at Jesus fra Nazaret efter enhver beregning må være den rette Messias, så tier de alligevel stille og siger intet om det i deres synagoger til de enfoldige jøder og børnene, og således holder de dem med magt fast i vildfarelsen.

Kohelet fra Prag [kilden har «Roheleth»; Hiltons engelske oversættelse har «Koheleth»] ville på rigsdagen i Augsburg udlægge kapitlet for magister Philipp Melanchthon, Johannes Brenz og mig om vor tids jøder, som er spredt blandt hedningerne i hele verden, foragtede og plagede. Men han talte så urimelige, ugrundede og løgnagtige ting, at han dermed blev offentligt til skamme over for os alle.

Men i gamle dage, før jøderne for Kristi udgydte blods skyld var faldet i denne blindhed og dette forvendte sind – nemlig før Kristi fødsel, da de endnu havde profeter – forstod de også dette kapitel om Messias. Det læser vi i Jonatans Targum, som begynder sin oversættelse af kapitlet sådan: «Ha jatslach avdi meshicha», det vil sige: «Se, min tjener Messias skal have lykke.» Og de gamle hebræere har udlagt kapitlet sådan: «Messias skal ophøjes mere end Abraham og hæves højere end Moses og blive meget høj, højere end Guds engle.»

Anna: Vor tids jøder læser i deres gruelige blindhed utvivlsomt også dette i deres bøger. Men det går dem, som Paulus siger: Til denne dag hænger Moses' dække for jødernes hjerte, så de læser om Messias og alligevel intet forstår. Men hvis de omvendte sig til Herren, ville dækket blive taget bort. Så snart de da troede evangeliet, ville de klart forstå alle profetierne om Kristus, som de nu ikke forstår et bogstav af. Er det ikke en dyb blindhed, at jøderne mener, at Messias skal grundlægge et verdsligt rige her på jorden? Men at han skulle sone alle menneskers synd og forløse fra døden, er skjult for jøderne og en forargelse, for de forstår ingen profeti og bliver mere og mere blinde, indtil Gud en dag også forbarmer sig over dem efter Paulus' løfte, Rom 11. Men jeg har aldrig set en grovere blindhed hos jøderne end dengang rabbineren i Hannover sagde til dig i synagogen: «Selv om Messias kom, ville jeg alligevel ikke søge syndernes forladelse eller retfærdighed hos ham.» O, hvilken gruelig blindhed!

Urbanus: De kender hverken Messias' person eller embede. Lad os fortsætte. For os kristne er det mere end nok, at evangelisterne og apostlene overalt udlægger kapitel 53 så klart om Jesus Kristus, som Matt 8; Mark 15; Luk 22; Joh 12; ApG 8; Rom 10; 4; 15; 1 Pet 2.

For det første bevidner kapitlet i næsten alle vers, at vor Herre Kristi rige ikke er et legemligt, verdsligt rige, men et åndeligt. For det har ingen anseelse eller verdslig herlighed i verden. Dette riges konge selv er blevet foragtet, spottet og dræbt. Derfor var det en stor uvidenhed, at nogle – også af de troende jøder på Kristi tid – mente, at han ville genoprette Israels legemlige rige, så han blev jødernes verdslige konge i Kanaan og befriede dem fra hedningernes tyranni. Han var kommet for større tings skyld end alle verdens riger, herredømme, magt, pragt og rigdom, nemlig for at ødelægge Djævelens gerninger og hans rige af synd og død og oprette et evigt rige af retfærdighed og evigt liv. Men de kødelige forstår kun Guds løfter kødeligt, indtil de får sandhedens mester, Helligånden. Først han åbner hjertets øjne rigtigt, så man kan se, forstå og tro den guddommelige sandhed. De hellige evangelister plejer at tale sådan om Kristi person, at de snart taler om hans guddom og herlighed og straks efter om hans ydmyghed, elendighed og hans i verdens øjne foragtede skikkelse, alt efter hvad sagen kræver.

Tidligere har du hørt, hvordan Esajas forjætter, at den enbårne Gud, Jesus Kristus, som fra begyndelsen har talt gennem profeterne, selv i egen person skal komme til menneskene. Nu viser Esajas i dette kapitel 53, hvad han vil gøre, når han således er til stede i kødet: Han skal tjene os. Og Faderen kalder ham sin tjener efter frelsesværkets orden (iuxta dispensationem), fordi han i denne tjeneste er Faderen lydig indtil døden på korset og fornedrer sig under alle mennesker for at ophøje os. Samtidig viser profeten også, hvordan Kristus efter en sådan fornedrelse skal blive så herlig og høj.

Anna: Hvordan skal Kristus da tjene og regere?

Urbanus: Med visdom. For han skal udføre det embede, som hans himmelske Fader har givet ham, så viseligt, at ingen i al evighed kan undre sig nok over det. For selv om det ser ud til at være tåbeligt gjort, at Kristus vil frelse andre fra døden og selv dør, at han vil sætte sine troende i evig herlighed og selv bliver så ringe og foragtet, så er netop det den bedste måde at udføre så stor en ting på. Hvordan skulle Faderens evige visdom kunne foretage sig noget, som ikke var godt og viseligt foretaget?

Man kunne også godt oversætte jaskil (han skal handle viseligt) med «han skal give visdom eller forstand, gøre vis og klog». For de kristne lærer i Kristi skole denne højeste visdom, som ingen fornuft i denne verden nogen sinde har kunnet fatte. Verdens børn med kødets visdom kan ikke nå videre end til at stræbe efter denne verdens forgængelige goder. Men de kristne er meget klogere: De bruger verden og dens goder, som en gæst bruger kroen, og søger de rette, evige goder i det himmelske fædreland.

Læg videre mærke til, at denne Kristi tjeneste – at han bliver Faderens tjener og tjener os – kun skal vare en kort tid. Så er tjenestetiden forbi, og der følger intet andet end ære og herlighed. Derfor siger Esajas, at han skal blive meget høj. Men det skal først gå sådan til, at mange skal undre sig over ham på grund af den dybe fornedrelse og tage anstød af ham. Det gør jøderne jo: De holder det for en vederstyggelighed, når man siger, at Messias, som er lovet i profeterne, måtte lide og dø den allermest forsmædelige død. Derfor kalder de bespotteligt Kristus talui, det vil sige: den hængte. For de søger timelig ære og denne verdens goder hos Messias. De mener, at det er skændigt at sige, at en sådan konge over Israel skulle hænge mellem røverne, som om også han var en forbryder.

Nuvel, skal hans skikkelse da være så ynkelig og elendig, at han for de legemlige øjne ikke anses for at være den, der skal gøre andre herlige, så han altså er en anstødsklippe – hvordan skulle hans rige så kunne være verdsligt? Verdslige konger må have et herligt og stort ydre og en majestæt, som man forfærdes over. Et verdsligt rige kan ikke bestå, hvor der ikke er magt og ærbødighed. Hvor et herredømme bliver foragtet og forfulgt og ikke holder sig oppe, dér falder regeringen til jorden.

Men vores konge skal med denne sin fornedrelse udrette mere end alle fyrster og konger på jorden med al deres pragt og magt. Hvad da? Han skal bestænke mange hedninger. Det er sagt på hebraisk vis, for ordet jazzeh betyder egentlig at stænke hid og did, sådan som man stænker vanddråber hid og did. Derfor betyder det at bestænke hedningerne her ikke andet end at prædike ordet blandt hedningerne. Det skete, da apostlene ved Helligåndens kraft prædikede Guds nådes uudtømmelige kilde i Kristus for hedningerne i hele verden og stænkede den ud som en frugtbar majregn, så frugten af kundskaben om Gud voksede overalt. Og der blev udrettet så meget ved ordet, at selv de mægtige konger og kejsere ærede Kristus, tilbad ham, frygtede ham og af undren lukkede munden for ham. Og blandt hedningerne, hvor man før intet vidste om evangeliet og Den Hellige Skrift, dér lærte de at forstå evangeliets store hemmeligheder.

Når altså så stort og underfuldt et værk skal ske ved Kristus – at Gud selv bliver menneske og fornedrer sig på det allerdybeste og i sin velsignede, uskyldige menneskenatur tåler en sådan forhånelse, smerte og angst fra sit eget folk, som han ikke havde vist andet end alt godt på legeme og sjæl, og alligevel først ved en så forsmædelig død skal ophøjes og sættes i den højeste herlighed og oprette et åndeligt rige, som først også, ligesom dets konge, skal slide under korset og lide al forhånelse og angst, og alligevel netop ved et sådant kors først for alvor skal ophøjes og gøres evigt herligt –, ja, når det (siger jeg) går så underfuldt og mod al fornuft til med Kristus og hans rige, så vil det være utroligt, når verden hører det. Det har profeten set i Ånden, og han siger: «Hvem tror vores prædiken?» Det er en alt for høj og utrolig ting; fornuften vil ikke lade sig overbevise om, at så underfulde ting er sket eller skal og kan ske. Hvordan bar jøderne sig ikke ad over for evangeliet i begyndelsen! Kristi slægtninge efter kødet ville i begyndelsen ikke tro på ham. Hvor meget møje og arbejde havde Johannes Døberen ikke med sine disciple, indtil han fik vist dem bort fra sig selv til Kristus! Og selv da de så tegnene, gik det først meget langsomt med, at de kom til tro på Kristus. Sådan tog jøderne anstød af Kristi ringe, foragtede skikkelse og hans uanselige væsen og vandel; de mente hele tiden, at hvis han var Kristus, måtte han føre et langt mere herligt liv.

Hvordan gik det Kleopas og hans ledsager? Blev denne profeti ikke tydeligt opfyldt på dem? Først havde de hørt og set guddommelige gerninger af ham og ventede, at han var Israels rette forløser. Men da de langfredag så en sådan svaghed hos ham, at han lod sig dræbe og begrave, var det for dem en skikkelse, man tog anstød af. Da begyndte de at tvivle på, om han var den rette mand eller ej. Da kunne de ikke længere tro, at Jesus, den korsfæstede, skulle hjælpe andre og forløse Israel, eftersom det nu var den tredje dag, siden han var død på korset. Åh, tænkte de, hvordan kan han hjælpe Israel ud af al nød, som har ladet sig gribe og hænge på korset? Vi troede nok, at det var ham, der skulle gøre det, men nu er vores håb ude.

Se, hvor svært også disciplene troede evangeliets hemmeligheder om Kristi død, opstandelse og evige rige: Da kvinderne sagde, at de havde set engle ved graven og hørt af dem, at Kristus var opstået og levede, troede de det ikke. I Luk 18 siger Kristus til disciplene, hvordan det skulle gå ham i Jerusalem: at han måtte lide, men på den tredje dag opstå igen. Men Lukas siger, at de slet ikke forstod noget af det; det var en skjult ting for dem. Og i Lukas' sidste kapitel, da Kristus allerede var opstået, var det svært for disciplene at tro, at det var ham. Når han viste sig, mente de, at de så en ånd – indtil de så hans sande legeme, rørte ved det og spiste med ham.

Derfor siger Esajas videre: «For hvem bliver Herrens arm åbenbaret?» Denne arm er Kristus, Guds kraft, som er evig, uendelig og almægtig. Fornuften kan ikke begribe og fatte det; derfor må det åbenbares for hjertet ved Kristi Ånd, for alene ved ham kan vi forstå og tro de store ting, som er skænket os ved Kristus, 1 Kor 2. Det naturlige, kødelige menneske kan ikke forstå og tro det. Derfor måtte Kristus selv, Luk 24, åbne disciplenes hjerte og oplyse det ved sin Ånd, så de forstod Skriften og troede den.

Anna: Hvorfor kalder profeten ham så et skud og en rod op af tør jord?

Urbanus: For det første kan det forstås om hans underfulde fødsel. For hele menneskeslægten var en tør jord uden nådens levende vand. Alligevel vokser Kristus frem af den tørre, forbandede menneskeslægt som et smukt lille skud af velsignelse og bliver et sandt menneske, men uden nogen syndens plet. Det er virkelig et underfuldt skud, som kan vokse op af tør jord uden at bringe noget af den fordærvede jords lyde med sig.

For det andet, at Kristus bliver så stor en herre over alle skabninger i og efter en så ynkelig skikkelse, hvor der dog hverken var udseende eller tegn på, at der af et sådant kors skulle komme en sådan herlighed. Derfor siger profeten ikke forgæves: «Han skyder op for ham», det vil sige: for Gud. For dér var han jo det allersmukkeste lille skud, herligt og stort, skønt han var foragtet for verdens øjne og slet intet udseende havde i sin lidelse; dér var ingen skikkelse. Kære Gud, hans hellige ansigt var slået og sønderrevet og så medtaget af blod, spyt og torne, at selv hedningen Pilatus undrede sig over ham og havde mere medlidenhed med ham end de misundelige jøder.

Nu beskriver Esajas videre Kristi forsmædelige lidelse, hvordan han blev så ynkeligt pint og foragtet. «Han var», siger Esajas, «den allermest foragtede, som man ikke regnede for noget.» Jøderne regnede ham jo ikke for noget; de drev bare spot med ærens konge, ligesom også Herodes. Se, når nu Esajas har forudsagt dette om Kristus, burde jøderne jo slet ikke have taget sådan anstød af Messias' forsmædelige lidelse – især fordi det var Guds ordning og vilje, og Kristus ikke blev tvunget, men frivilligt kom i jødernes hænder.

Hør nu, hvad Kristus har udrettet med en sådan fornedrelse og lidelse: «Han har ikke båret sin egen sygdom, men vores.» Vi skulle være gået til grunde i evig skam. Men han har forbarmet sig over os og taget den tunge byrde, som var kommet af synden og var faldet på hele menneskeslægten, fra os og lagt den på sig selv.

Lær heraf for det første, at den menneskelige natur er blevet dødeligt syg ved synden og også ville være sunket ned i den evige død, hvis Kristus ikke havde hjulpet den. For han har båret vores svaghed.

For det andet følger det, at vores synd, og hvad der er kommet af synden, var så stor og tung en byrde, at hele menneskeslægten ikke kunne bære den; den ville være sunket under den ned i helvedes afgrund. Derfor har intet menneske, som kun er menneske, kunnet gøre fyldest for verdens synd; alene Messias måtte og kunne gøre det.

For det tredje må det være den rene gudsbespottelse, når man lærer, at man skal sone synden med vores gerninger og lidelser. Så er også klostre og gejstlige stiftelser, og hvad der ellers er oprettet i den hensigt, at man dermed skal sone folks synder og fortjene syndernes forladelse og det evige liv for dem, lutter skadelige sekter, hvor man går til grunde og bliver fortabt. 2 Pet 2.

For det fjerde: Lær den rette trøst. Har Kristus båret vores synder og smerter, så er også Kristi lidelse vores egen og alle hans fortjenester vores egne. Så kan vores synder aldrig nogen sinde fordømme os, når vi tror denne profeti; for han har lagt dem på sig for at udslette dem helt, så de ikke mere kan skade os. Således er Kristi lidelse vores fyldestgørelse for synden. Så er vi ved denne lidelse forløst fra alle vores synder. Ham være lov i evighed. Amen.

Anna: Men det tror vores munke og nonner ikke, for de påstår, at de fortjener syndernes forladelse til os og bærer vores synder.

Urbanus: Hvis klostrene ikke tror denne profeti, men søger retfærdighed ved andre gerninger end ved Kristi gerninger og lidelse og lover andre den, så er de sande mordergruber for sjælene, fulde af gudsbespottelse fra grunden og helt op til gavlen. Dem skulle man sky som helvedes egne porte.

Anna: Hvad mener Esajas, når han siger: «Vi regnede ham for en, der var slået af Gud»?

Urbanus: Læs bare lidelseshistorien i evangelierne, så har du den rette forståelse. For jøderne påstod, at Kristus var en forfører, en oprører, en fjende af loven og en gudsbespotter. Og i Joh 18 sagde de til Pilatus: «Hvis han ikke var skyldig, havde vi ikke overgivet ham til dig.» Derfor mente man, at han havde handlet imod Gud og blev straffet af Gud på grund af sin egen skyld. For det kan fornuften ikke fatte, at retfærdigheden skulle oprettes på den måde, at én synder, og en anden, som er uskyldig, bliver straffet. «Den, der synder, må betale,» siger fornuften. Men her er det anderledes, fordi Gud Fader har villet det i sin nåde. Vi har syndet og skulle også selv lide straffen i evighed. Kristus er uskyldig, men af barmhjertighed træder han selv i vores sted og lider den straf, som han ikke havde fortjent. Her har du også Kristi sande menneskenatur, for han er virkelig blevet slået for os og har båret vores synder i sit legeme op på træet.

Derfor siger Esajas videre, at han er slået af Gud, ikke for sine egne synders skyld, men for vores misgerningers skyld. Han måtte være det sande påskelam, som selv er uskyldigt, men bærer verdens synder, som ikke er dets egne. Ud fra denne profeti prædiker Paulus for romerne i Rom 4: «Kristus,» siger han, «blev givet hen for vores synders skyld.» Sådan ligger den straf, som vi har fortjent ved vores synder, på ham, fordi Gud i sin nåde har villet det, for at vi skal have fred. Havde han ikke taget straffen for vores synder på sig, så var Gud forblevet vores fjende i evighed, og vi havde aldrig nogen sinde fået fred. Vi var dødeligt sårede af synden, til den evige død, og ingen kunne helbrede os uden vores allerkæreste Herre Jesu Kristi blødende sår.

Her er ingen undtaget. Menneskenaturen var helt og aldeles såret og forgiftet af synden; intet menneske var retfærdigt, som også Sl 14 lærer. Vi var alle faret vild fra sandhedens og uskyldens rette vej ud på løgnens og syndens vildveje, ligesom får, der bliver sky og løber bort. Vi lå som det sårede, halvdøde menneske på vejen fra Jerusalem ned til Jeriko, og vi trængte alle til en læge, en forløser og en hyrde, der kunne opsøge det vildfarne får, gøre det rask og forløse det. Og der var ingen anden, som kunne eller skulle gøre det, end Jesus Kristus, efter det nådige løfte om sin Søn, som Gud havde givet os i loven og profeterne. For han var forudbestemt til at forløse os (1 Pet 1). Derfor siger Esajas, at Gud har kastet alle vores synder på ham. Det er vores evangelium. Hvad kan den sårede og fortabte synder høre, der er mere trøsterigt, end at hans synder nu er lagt på Kristus? Ligger de på ham, så har han helt sikkert allerede betalt dem og udslettet dem. For han er jo død én gang for vores synders skyld, men er opstået igen.

Og en sådan lydighed hos Kristus – at han som et lam er blevet vores syndoffer og med inderlig vilje og tålmodighed har lidt den bitre død for os – er i sandhed for Guds øjne et så kært og velbehageligt offer og en så uendelig fortjeneste og værdighed, at det er umuligt, at Gud skulle fordømme os, når vi blot tror på Kristus. Derfor har Gud Fader lagt alle vores synder på sin kære Søn, for at de ikke skulle trække os ned i fordømmelsen. Denne kærlighed er for stor; intet menneskehjerte kan fatte den. Og syndofferet er så kostbart, at ingen synd kan bestå over for det.

Men hvordan bar Kristus sig ad i sin lidelse? Han var tålmodig som et lam, der bliver slagtet. Profeterne kalder Kristus et lam, for han var sendt af Faderen for at bære vores synder og ofres for os, ligesom fårene blev ofret i Moseloven. Men det var kun et forbillede på Kristus.

Anna: Men hvordan blev han taget bort fra angst og dom?

Urbanus: Her forudsiger Esajas den herlighed, som Kristus er gået ind til gennem sin lidelse. For Kristus gik ikke ind i døden for at blive i den, men for at opsluge døden og opstå igen. Han var i angst og for retten i de tre dage, idet han lod sig dømme af Pilatus til døden på korset. Men denne usigelige angst og denne dom – at alle tings Herre, de levendes og de dødes dommer, lod sig dømme af syndige mennesker – skulle kun vare tre dage. Derefter skulle han komme herligt frem igen og først for alvor regere over Israel. Han er død én gang og dør ikke mere; døden hersker ikke længere over ham, men han hersker over døden i evighed (Rom 6). Derfor siger profeten: «Hvem kan udsige længden af hans liv?» Da jøderne mente, at han nu var helt borte, da gik han først ud af den forgængelige tid og ind i evigheden, som ingen ende har, fra døden ind i den salige udødeligheds herlighed.

Se her den uendelige fortjeneste i Kristi lidelse, hvorved han har fortjent os syndernes forladelse, livet og den salige evighed. Ved lidelsen blev han ganske vist revet bort fra de levendes land, fra dem, der lever i denne forgængelige verden. Men det er et fattigt, elendigt og kort liv, som uophørligt bærer døden på ryggen. Han er derimod først nu gået ind til det rette og evige liv, fra døden til udødeligheden, hvor han nu er vores hoved og konge i evighed.

Anna: Men hvorfor siger Esajas, at han blev begravet som de ugudelige?

Urbanus: Profeten taler om, hvordan Kristi lidelse tog sig ud i det ydre. Paulus kalder ham i Gal 3 en forbandelse og siger, at han er blevet en forbandelse for os. Det vil sige: Skønt Kristus i sin person var uskyldig og var Abrahams velsignede afkom, som synd og død ikke havde nogen ret over, er han dog villigt i det ydre blevet elendig, foragtet og en forbandelse for os. Han lod sig hænge op på korset – en død, som dog kun tilkommer de forbrydere, der er dømt – for at vi skulle blive velsignet ved ham.

Sådan blev han korsfæstet med en sådan anklage og overskrift fra de blinde jøder, som om han var en gudsbespotter og en oprører, der havde syndet imod Gud og kejseren og med rette havde fortjent den skændige død. Denne skam bar han villigt for vores skyld, skønt han ikke havde gjort noget uret og slet ikke kunne synde.

Sådan var vores himmelske Faders nådige vilje: Han ville ikke skåne sin kære Søn, for at vi elendige mennesker kunne blive hjulpet ud af al nød ved denne skændige, men for os frelsebringende død.

Nu lærer Esajas videre, hvilke frugter der skal komme af Messias' jammerlige død, og viser, hvordan ofrene i Moseloven, som var forbilleder, skal opfyldes ved Kristi ene offer: «Når han har givet sit liv som skyldoffer, skal han få afkom og leve længe.» Det vil sige: Når han har ofret sig selv for os på korset til Gud, den himmelske Fader, skal han få børn – det er de kristne i hele verden – og han skal leve så længe, at hans og de kristnes liv ingen ende får. Med andre, jordiske konger er det anderledes: Når de dør, er deres herredømme forbi, og de må overlade riget til andre. Men vores ærens konge, Kristus, dør en salig død, hvorved han først for alvor går ind til livet og med magt begynder at regere sit rige. Her er igen Kristi og de kristnes opstandelse tydeligt forkyndt. For det kaldes at regere ret og at oprette et rigtigt rige, når en konge opretter et varigt og evigt rige, hvor hans folk altid og evigt har beskyttelse, værn, fred, tryghed og alt godt i overflod i evighed. Det kan ingen verdslig konge gøre; de dør bort, og deres kongerige forgår. Vi ser jo, at alle herredømmer varer en tid og derefter falder.

Derfor siger Esajas: «Herrens forehavende skal lykkes ved Messias' hånd.» For hvad Faderen havde befalet Kristus at gøre for vores skyld, det har han fuldbragt fuldkomment og med frugt.

Dernæst viser han Kristi fortjeneste: «Hans sjæl har arbejdet.» Det vil sige: Den har lidt megen jammer og møje for vores skyld. Men det skal lønnes ham herligt. For efter det fuldbragte arbejde skal Messias se sin glæde, nemlig den almindelige kristenhed. Den skal ære Kristus, sin Herre, med ren tro og offentligt prise og bekende ham. Og den skal agte hans møje og arbejde så højt, at den ikke tvivler på, at Kristi arbejde har skaffet os evig hvile. Derfor vil den heller ikke flygte fra den timelige død for Kristi navns skyld, for den tvivler ikke på, at den rette retfærdighed, det rette liv, den evige salighed og alt godt i fylde findes hos Kristus.

Nu har du hørt, hvordan Kristus har båret og sonet vores synder. Dernæst lærer Esajas nu, hvordan vi skal få del i frugten og fortjenesten af Jesu Kristi lidelse og blive retfærdiggjort, og han siger, at det at kende Kristus er midlet til at opnå denne skat. Derfor: Når du tror denne profeti, nemlig at Jesus Kristus, Guds Søn, sand Gud og menneske, har båret dine synder, gjort fyldest for dem, givet sig selv som løsesum for dig, er blevet din mellemmand og ved sin uskyldige død har forsonet dig med Gud Fader igen, så har du ved denne tro forladelse for alle dine synder og er retfærdig for Gud. Sådan lærer evangelisterne og apostlene overalt, men især Paulus, Peter og Johannes. Det er de kristnes retfærdighed: at kende Kristus som vores eneste frelser og saliggører, som Gud har sendt for at bære og betale vores synder. Denne retfærdighed kalder Paulus troens retfærdighed, som ikke står på vores gerninger og fortjeneste, men på Kristi fortjeneste. Den, der nu kender Kristus som den eneste, der soner synden og slår døden ihjel, og ved den kristne tro griber ham i sit hjerte og holder ham for sit livs eneste skat, han bliver retfærdig og salig, og ellers ingen. For Gud har besluttet og ladet os forkynde ved loven, profeterne og evangelisterne, at han ganske enkelt vil være os nådig, tilgive synden og skænke det evige liv for intet andet i himlen og på jorden end for Kristi skyld, når vi blot tror på ham (ApG 4; 13; Rom 3; Gal 2; 3).

Derfor siger profeten ikke forgæves: «For han bærer deres synder.» Da der ellers ingen er i himlen og på jorden, som bærer og soner vore synder, uden Messias, så følger det sandelig, at ingen kan blive løst fra synden, blive retfærdig og frelst, uden at han tror på denne eneste, som soner synden: Kristus.

Så hører du nu, at Kristus er Guds tjener i forløsningens gerning og kaldes den retfærdige, for han alene er retfærdig og gør også andre retfærdige, sådan som Sankt Stefanus også kalder ham i ApG 7. Og han gør os retfærdige ved kundskaben om ham, det vil sige: når vi hører evangeliet om, at han alene og ingen anden har båret vore synder, og fast tror dette og forlader os på det i liv og død, så vi med hjerte og mund siger: Kristus har båret mine synder, han er død for dem, han alene er min retfærdighed for Gud. Denne retfærdighed består mod helvedes porte, fordi den er grundlagt på Kristus.

Anna: Så forstår jeg nu godt, at når man spørger mig: «Hvorfor er du retfærdig, når du dog har syndet?», så skal jeg svare: «Jeg er retfærdig, ikke fordi jeg ikke har syndet eller har sonet synden med mine gerninger, men fordi han, Kristus selv, har båret mine synder.»

Urbanus: Ja, det er det rette svar. Sådan har alle patriarker, profeter og apostle og alle kristne troet fra verdens begyndelse. Der er heller ingen anden tro, som frelser. Den, som ikke tror sådan, bliver fordømt. Selv om han trak alle munkekutter på jorden på og havde hele verdens gode gerninger, fortjenester og lidelser for sig alene, så hjalp det ham intet; han måtte blive en brand i helvede for evigt.

Videre taler profeten om frugten og lønnen af Kristi lidelse: Den er nu en evig triumf eller sejr over synd, død, verden og djævel. Fra disse uovervindelige fjender har Kristus vundet og taget alle de udvalgte, og således har han fået et herligt, stort folk, en skøn kirke i hele verden, til ejendom og arv; den er hans åndelige rige. Så meget har Kristi forsmædelige død udrettet: at han har båret vore synder, ladet sig hænge mellem to forbrydere og bedt for synderne eller overtræderne på korset. Som Paulus siger i Hebr 5: «Kristus har i sit køds dage frembåret bønner og nødråb med stærkt skrig og tårer til ham, som kunne hjælpe ham ud af døden, og han blev også bønhørt, fordi han ærede Gud. Og skønt han var Guds søn, lærte han dog lydighed af det, han led. Og da han var fuldendt, blev han for alle, som er ham lydige, årsag til evig frelse, af Gud kaldt ypperstepræst efter Melkisedeks orden.»

Anna: Hvad siger Esajas så om Kristus i kapitel 54?

Urbanus: I kapitel 54 beskriver Esajas Kristi rige i troen, den kristne kirke, som i denne verden står under korset, fattig, elendig, forladt og ufrugtbar at se til. Men han trøster den og lover den hjælp og frugtbarhed: Den skal blive rig på folk fra alle folkeslag og få en stor mængde nådens børn, flere end den genstridige synagoge, som dog havde stor anseelse, for den havde loven og mange gode gerninger, mange gerningslærere og al slags øvelser. Og han siger:

«Ros dig, du ufrugtbare, som ikke føder; fryd dig med ros og jubl, du, som ikke er svanger! For den ensomme har flere børn end hun, som har manden, siger Herren.» Denne trøst skal også vi lægge os på sinde og ikke forskrækkes over, at de kristne er så få. Deres tal skal nok blive stort nok.

Nu bruger profeten billeder for at vise, hvordan kirken skal brede sig ud over hele verden, så man overalt skal høre evangeliet og tage imod Kristus, og han siger: «Gør pladsen i dit telt vid, og bred tæpperne i din bolig ud; spar ikke på dem! Stræk dine snore langt, og slå dine pløkke fast! For du skal brede dig ud til højre og til venstre.»

Videre lover han kirken hedningerne som arv – ikke sådan at kristenheden skal arve hedningerne legemligt på verdslig vis, som en konge besidder sit folk, for Kristi kongerige er ikke verdsligt. Men det skal være en åndelig arv, som kristenheden får ved det hellige evangelium, og den skal bo dér, hvor der før var øde på grund af uvidenhed og vantro. Sådan gik det, da evangeliet kom til Athen, hvor man ikke vidste noget rigtigt om Gud: Dér omvendte Paulus mange mennesker, som tog imod evangeliet. Derfor siger profeten: «Dit afkom skal arve hedningerne og bo i de ødelagte byer.»

Videre stadfæster Esajas den trøsterige forjættelse om Kristi rige, at det skal blive stort, uanset at kirken ofte ser så ringe ud, som om den var forladt af Gud og måtte gå til skamme og til grunde; for Gud selv vil være kirkens brudgom.

«Frygt ikke, for du skal ikke gå til skamme; bliv ikke modløs, for du skal ikke blive til spot. Men du skal glemme din jomfrustands skam og ikke mere tænke på din enkestands vanære. For han, som har skabt dig, er din mand, Herren Zebaot er hans navn, og din forløser er Israels Hellige, som kaldes hele verdens Gud.»

Det er et åndeligt ægteskab, den største trøst, vi har. Paulus har forstået at udfolde denne trøst meget smukt i Efeserbrevet og kalder det en stor hemmelighed, at Gud selv i menneskelig natur tager os til sin brud. Deraf lærer vi: Hvad Gud har, skal også være vores, og hvad vi har, det tager Gud og bærer det alt sammen, som om det var hans eget. Vi har synd, død og evig forbandelse eller fordømmelse; Kristus har retfærdighed, liv og frelse. Så tager han disse onde ting fra os og overvinder dem og skænker os, hvad han har. Er det ikke et kosteligt ægteskab?

Ligesom en retskaffen hustru venter sig alt godt af sin trofaste mand, og han også viser hende alt godt, sådan er det mellem os og Gud. Derfor skal vi være ved godt mod og ikke fortvivle i nogen nød. Når synden trykker samvittigheden, og døden forskrækker os, skal vi alligevel ikke gå til skamme, for han, som beskytter os, vil og kan frelse os fra alle disse onder.

Læg også mærke til, at vor forløser, nemlig Kristus, skal kaldes hele verdens Gud. Dér har du Kristi guddom, og at Kristus skal kendes og æres i hele verden som den sande, eneste Gud.

Læg videre mærke til, at kirken på jorden ser ud som en forladt, bedrøvet kvinde. Så følger det også, at den her har sin store herlighed i håbet; men efter dette liv skal den åbenbares, Rom 8. Skal den nu være i bedrøvelse her, så er Kristi rige ikke legemligt eller verdsligt. Derfor siger han videre:

«For Herren har ladet dig få ry for at være som en forladt kvinde, bedrøvet i hjertet, og som en ung hustru, der er forstødt, siger din Gud.» Men det har ingen nød. Verden mener, at kristenheden er et fattigt, forladt folk. Men Gud siger:

«Et lille øjeblik har jeg forladt dig, men med stor barmhjertighed vil jeg samle dig. I vredens øjeblik skjulte jeg mit ansigt lidt for dig, men med evig nåde vil jeg forbarme mig over dig, siger Herren, din forløser.»

Hør, hvor trøsterigt Gud taler med sin brud, kristenheden: Hendes kors skal ikke vare længe, men glæden og nåden skal vare evigt. Sådan trøster Paulus os også i Rom 8 og 2 Kor 4. Nu bruger Esajas et billede på, hvordan Gud vil vise os sin nåde. Noa lovede han nåde, så han aldrig mere ville ødelægge verden med syndfloden, og han gav ham regnbuen som tegn. Sådan vil han holde fast ved sin nåde mod os, og han siger:

«For dette skal være for mig som Noas vand, da jeg svor, at Noas vand ikke mere skulle gå over jorden. Sådan har jeg svoret, at jeg ikke vil vredes på dig eller irettesætte dig. For bjergene skal nok vige, og højene falde, men min nåde skal ikke vige fra dig, og min fredspagt skal ikke falde, siger Herren, din forbarmer.» Det vil sige: Hvor mægtige dine modstandere end er, skal du dog bestå over for dem; de skal skælve og vige, men min nåde og hjælp skal stå fast for dig, for jeg har sluttet en nådepagt med dig, som jeg vil holde urokkeligt. Og det er et meget trøsterigt ord, at Gud her ikke vil være vores dommer, men vores forbarmer.

Videre skal kirkens trængsler ikke alene være korte, men også tjene til, at de kristne bliver flere: Jo mere den forfølges og plages, jo mere vokser den. For Gud gør som en murer, der hugger stenene til og gør dem egnede til bygningen: Han høvler og hugger det gamle menneske til. Derfor hugger Gud godt nok på kirken, men derved bygger han et meget skønt rige af kostelige sten, det vil sige de kristne, oplært af Gud. For de kristnes kunst er evangeliet, som fornuften hverken har fundet på eller fatter; Helligånden må lære det ved prædikenen. I dette rige skal den sande fred med Gud være ved troen på Kristus, så kirken kan finde ro i al bedrøvelse, fordi Gud selv er dens forbarmer. Efter denne fred kommer så retfærdighedens rette, gode gerninger. Alt det mener han med disse ord:

«Du elendige, som alle storme går hen over, og du trøstesløse! Se, jeg vil lægge dine sten som et smykke og lægge din grund med safirer og gøre dine vinduer af krystal og dine porte af rubiner og alle dine grænser af udsøgte sten. Og alle dine børn skal være oplært af Herren, og stor fred skal dine børn have. Du skal grundfæstes ved retfærdighed; du skal være langt fra vold og uret, så du ikke behøver at frygte for dem, og fra rædsel, for den skal ikke komme dig nær. Se, hvem vil rotte sig sammen mod dig og overfalde dig, når de rotter sig sammen uden mig?»

Alt dette bliver opfyldt åndeligt i de kristnes hjerte og samvittighed, og det skal først for alvor blive opfyldt på forløsningens dag. Jøderne venter på et Jerusalem, der er bygget af perler og ædelsten, og de forstår disse forjættelser kødeligt om en verdslig bygning. Men Esajas taler om en åndelig bygning og om åndelige sten. Når vi hører og tror evangeliet, bliver vi ved ordet og troen bygget på vores kostelige hjørnesten og klippe, Kristus, til en hellig Guds stad, hvor han selv bor, og som han også selv bygger. Den, der er en sten og en borger i denne stad, er og bliver i sikkerhed for synd, død og Djævel, for her er Gud selv den rette bygmester og vægter.

Sådan har Esajas i mange kapitler meget grundigt lært, hvem Kristus er, og hvad hans embede er, og at kirken eller Kristi rige ikke er et jordisk rige, men en forsamling i Ånden af de kristtroende, som tror Kristi evangelium og her på jorden alene holder sig til Guds ord og ikke til synlige ting i denne verden. For Guds børn hører til i en anden verden og et andet land, hvor der kun bor retfærdighed. De søger en kommende stad, for her i denne verden har de ingen blivende stad (Hebr 13). Og for at de ikke skal tage anstød af korset og de mange trængsler og ikke tænke, at det er forbi med dem, trøster Gud dem med faderlige forjættelser om al trøst og al hjælp. For i denne verden, hvor Kristi rige er troens skjulte rige under korset, må vi holde os til Guds ord og hente trøst og styrke dér. Derfor formaner Esajas i kapitel 55 Kristi kirke til at være flittig i Guds ord, hvor de højeste goder bliver tilbudt og skænket os uden vores fortjeneste, nemlig evig retfærdighed, fred, glæde, liv og salighed, og han siger:

«Op, alle I, som tørster, kom hid til vandet, og I, som ingen penge har, kom hid, køb og spis! Kom hid og køb uden penge og for intet både vin og mælk. Hvorfor tæller I penge op for det, der ikke er brød, og giver jeres arbejde for det, som I ikke kan blive mætte af?»

Se, hvor venligt Gud lokker og kalder os til sit ord og sine evige goder. Han kalder sit ord et vand – uden tvivl vandet fra den levende kilde, som han taler om i Joh 4 og 7. Det er godt mod den evige tørst, det kvæger os i al tørke og hede under forfølgelse og trængsel, og det er det rette forfriskende vand, som vi kommer til kræfter igen ved. Han kalder det også vin og mælk, for det er en trøst og en vederkvægelse for gamle og unge, stærke og svage; det glæder samvittighederne og nærer os.

Og han lukker ingen ude. Den, der hungrer og tørster efter den rette retfærdighed, skal komme, siger han; han behøver ingen penge. Alle de fattige i ånden, som Kristus lærer i Matt 11, er de rette folk til at drikke dette vand, denne vin og denne mælk.

Farisæerne og de gerningshellige må man betale dyrt for deres retfærdighed, deres gerninger og deres trøst. Men her i Guds ord får vi det for intet. Alle mennesker, der søger fred for deres samvittighed og retfærdighed andetsteds end i evangeliet, giver penge for det, der ikke er brød. For Guds løfte er vores brød, som vi lever af for Gud. Nu siger han videre:

«Hør dog på mig, og spis det gode, så skal jeres sjæl blive fed og fryde sig. Bøj jeres øre hid, og kom hid til mig. Hør, så skal jeres sjæl leve. For jeg vil slutte en evig pagt med jer, nemlig Davids sikre nåde. Se, jeg har sat ham som vidne for folkene, som fyrste og hersker over folkeslagene. Se, du skal kalde på hedninger, som du ikke kender, og hedninger, som ikke kender dig, skal løbe til dig for Herren din Guds skyld og for Israels Helliges skyld, som herliggør dig.»

I disse ord lærer Esajas, hvor herligt et udbytte vi får af Guds ord, nemlig livet. I Guds ord er sjælens fryd, trøst, mad og drikke. Den, der tror det, lever og kan ikke dø den evige død (Joh 8).

Det er et ord om nåde og sandhed; hvad det lover, er vist og fast. Og for at vi kan være så meget mere trøstige, kalder han forjættelsen om sin nåde i Kristus, som blev givet David, en pagt. Om den har du hørt i Sl 89. Således er Det Nye Testamente nådens pagt mellem Gud og alle kristne, som tager imod den rette David, Kristus, i sand tro. Fra dem vil Gud aldrig nogensinde vende sin barmhjertighed bort. Og selv om de rette kristne endnu er skrøbelige, er der dog intet fordømmeligt i dem for Kristi skyld, som de ved troen er indpodet i (Rom 8).

Hvis denne pagt hvilede på vores gerninger, så Gud ikke ville være os nådig længere, end så længe vi var retfærdige og uden synd, så ville det være en usikker sag, for vi lever aldrig uden synd i kødet. Men vores frelse har et fast grundlag, som hedder Guds nåde og sandhed. Den lover syndernes forladelse af nåde og holder det af nåde. Derfor siger Paulus et skønt ord i Rom 4: «Retfærdigheden kommer ved troen, for at den kan være af nåde, og for at forjættelsen kan stå fast for hele slægten, ikke alene for den, der er under loven, men også for den, der har Abrahams tro, han som er fader til os alle.»

Videre siger han, at han har sat den rette David, Kristus, Davids søn efter kødet, som vidne, for han prædiker evangeliet; som fyrste og hersker over folkeslagene, det vil sige: Kristus skal være hedningernes lærer og konge. De skal af evangeliets vidnesbyrd se, hvor hårdnakket og vantro et folk jøderne er, som ikke vil tage imod deres eget kød og blod, Jesus Kristus, den sande Messias, sådan som de med rette burde have gjort frem for alle andre. Sådan sagde Paulus til de forhærdede jøder (ApG 13): «Guds ord skulle først prædikes for jer. Men da I nu støder det fra jer og ikke anser jer selv for værdige til det evige liv, se, så vender vi os til hedningerne. For sådan har Herren befalet os osv.» Og i ApG 28 sagde han også til jøderne i Rom, da de ikke ville tro evangeliet: «I skal vide, at denne Guds frelser er sendt til hedningerne, og de skal høre.»

Og i Es 59 bliver Kristus klart forjættet som Zions forløser, det vil sige forløser for de udvalgte blandt jøderne, så de alligevel ikke alle skal blive fordømt, selv om de er faldet i en tung, grufuld og langvarig blindhed. Og Gud lover, at hans ord og Ånd ikke skal blive taget fra kirken. For som Matthæus siger i kapitel 28: Kristus vil altid blive hos os. Og Esajas siger:

«Til dem i Zion skal der komme en forløser, og til dem i Jakob, der vender om fra synderne, siger Herren. Og jeg slutter denne pagt med dig, siger Herren: Min Ånd, som er hos dig, og mine ord, som jeg har lagt i din mund, skal ikke vige fra din mund eller fra dit afkoms mund eller fra dine børnebørns mund, siger Herren, fra nu af og til evig tid.»

Anna: Anfører Paulus ikke denne profeti i Rom 11, hvor han endnu giver jøderne en trøst: at også en del af dem skal blive omvendt før den yderste dag?

Urbanus: Jo, han fortæller hedningerne en hemmelighed, for at de ikke helt skal forkaste de tiloversblevne jøder i verden og opgive håbet om deres frelse, og han siger: «Blindhed er kommet over en del af Israel, indtil hedningerne i fuldt tal er kommet ind, og sådan skal hele Israel blive frelst, som der står skrevet (Rom 11): Fra Zion skal han komme, som udfrier og fjerner ugudeligheden fra Jakob. Og dette er min pagt med dem, når jeg tager deres synder bort. Med hensyn til evangeliet holder jeg dem for fjender for jeres skyld, men med hensyn til udvælgelsen har jeg dem kær for fædrenes skyld.» Ud fra alle disse profetier kunne Kleopas og hans ledsager have fundet trøst og forstået Kristi åndelige rige.

Hør nu videre, hvor yndige ting Esajas profeterer om Kristi rige: hvordan det ved prædikenen skal vokse så mægtigt alle steder, og hvordan frelsen alene er i kirken, og at den, der ikke kommer ind i dette åndelige rige, bliver fordømt. Det er billedlige ord, som det er profeternes måde, men man må vænne sig til en sådan måde at tale på. Sådan siger han igen i kapitel 60:

«Rejs dig, bliv lys, for dit lys kommer, og Herrens herlighed går op over dig.» Lyset er evangeliet; Guds herlighed er gaverne af evige goder og rigdomme, såsom evig retfærdighed, fred, visdom, tryghed, liv og frelse. Videre:

«For se, mørke dækker jorden og mulm folkeslagene, men over dig går Herren op, og hans herlighed viser sig over dig. Og hedningerne skal vandre i dit lys og folkeslagene i den glans, der går op over dig. Løft dine øjne og se dig omkring: Alle disse er samlet og kommer til dig. Dine sønner (det er de kristne) skal komme langvejsfra (det vil sige: overalt i hele den vide verden skal evangeliet blive prædiket, og folk skal blive kristne), og dine døtre skal opfostres ved din side. Da skal du se din fryd og stråle, og dit hjerte skal undre sig og vide sig ud, når mængden ved havet (det er hedningerne på øerne og alle, der bor ved havet) vender om til dig, og hedningernes magt kommer til dig.»

Det er blevet opfyldt, da hedningerne ved evangeliet blev omvendt i Spanien, Frankrig, Italien, Grækenland, i Asien, Kilikien, i Afrika, Egypten, Cypern, Kreta, Rhodos, Livland, Preussen, Pommern, Nederlandene ved Vesterhavet, Skotland, England, Irland, Island og andre steder.

«For mængden af kameler skal dække dig.» Det vil sige: Folkeslagene mod solopgang, som plejer at have kameler, skal også komme til kristenhedens himmelske Jerusalem. Videre:

«Dromedarerne fra Midjan og Efa.» Det vil sige: Folkene ud mod Det Røde Hav og fra det rige Arabien skal også komme til tro på Kristus. «De skal alle komme fra Saba, bringe guld og røgelse og forkynde Herrens pris. Alle hedninger i Kedar skal samles til dig, og Nebajots bukke skal tjene dig.» Ved Saba skal du forstå folkene på højre hånd mod solopgang, men ved Kedar og Nebajot dem på venstre side. Alle disse skal tjene kirken, samles til den og love og prise Kristus som vores eneste frelser.

«De skal ofres på mit alter, som er mig til behag.» Det sker, når prædikanterne ved evangeliet omvender folk, så de villigt giver sig ind under korset, dræber det gamle menneske og på den måde ofrer sig selv til Gud ved Kristus, vores alter.

«For jeg vil smykke min herligheds hus.» Det vil sige: Jeg vil udruste og smykke mit åndelige tempel, kristenheden, med Helligåndens mange slags gaver. Videre:

«Hvem er de, der flyver som skyerne og som duerne til deres vinduer?» Det er billedlige ord. Skyerne er apostlene. De er frugtbare, for de bringer regnen med Guds ord, og de er fløjet hurtigt som skyerne og duerne ud gennem hele verden til alle folkeslag for at prædike evangeliet dér. Videre:

«Øerne venter på mig, og skibene på havet fra gammel tid, for at de kan bringe dine børn hid langvejsfra sammen med deres guld og sølv til Herrens, din Guds, navn og til Israels Hellige, som har gjort dig herlig. Fremmede skal bygge dine mure, og deres konger skal tjene dig.» Det vil sige: Man skal overalt med stor længsel vente på evangeliet som den eneste trøst for de bedrøvede samvittigheder. Folk skal også bruge deres ejendele og gods på, at Guds navn bliver forkyndt vidt og bredt, og at de fattige bliver holdt oppe. De fremmede er prædikanterne fra hedningerne, som har bygget kirken op med deres skrifter og prædikener, som Athanasius, Gregor af Nazianz, Kyrillos, Chrysostomos, Augustin, Hilarius, Ambrosius og deres lige. Videre:

«For i min vrede har jeg slået dig, og i min nåde forbarmer jeg mig over dig.» Det vil sige: Du har stadig synd og må tugtes og revses med en faderlig svøbe og lide noget her på jorden. Men det er en faders vrede, og det sker til dit bedste, for at du ikke skal fordømmes sammen med den vantro verden. Under vreden er der lutter faderlig nåde og trofasthed skjult, for jeg vil ikke slå dig ihjel, men tugte dig, så du kan leve. Videre:

«Og dine porte skal altid stå åbne og hverken dag eller nat lukkes, så hedningernes magt kan bringes til dig, og deres konger føres hid. For de hedninger eller kongeriger, der ikke vil tjene dig, skal gå til grunde, og hedningerne skal lægges øde.» Det vil sige: Selv om du er blandt mange fjender på jorden, som alle lurer på dig, skal du alligevel være tryg som en sikker by, hvor man ikke lukker portene og ikke er bange for nogen fjender. Det er tryghed i Ånden: at ingen fjender kan ødelægge kirken, selv om de plager liv og gods. Kirken er også som en åben by, for den venter hvert øjeblik på nye kristne, som bliver omvendt og kommer ind i denne by, fordi den har løftet om, at den skal vokse uafbrudt frem til den yderste dag. Ordet og sakramentet skal man altid finde dér hos kirken. Ved dem bliver man omvendt og får syndernes forladelse, som ellers ingen steder findes uden i kirken eller kristenheden. Den, der ikke er en kristen eller borger i denne by, bliver fordømt. Videre:

«Libanons herlighed skal komme til dig, gran, bøg og buksbom sammen, for at smykke stedet for min helligdom. For jeg vil gøre det sted herligt, hvor mine fødder står.» Det vil sige: Alt det, som jødernes synagoge hidtil har haft af herlighed frem for andre folkeslag – Den Hellige Skrift, kundskaben om Gud, løftet om nåden, Kristus, retfærdigheden og det rette håb om livet –, det vil jeg fremover give den kristne kirke. Videre:

«Også de, der har undertrykt dig, skal komme bøjede til dig, og alle de, der har spottet dig, skal falde ned for dine fødder og kalde dig Herrens by, Israels Helliges Zion. For fordi du har været den forladte og hadede, hvor ingen færdedes, vil jeg gøre dig til en evig pragt og til glæde fra slægt til slægt, så du skal die hedningernes mælk, og kongers bryster skal give dig die, for at du skal erfare, at jeg, Herren, er din frelser, og jeg, den Mægtige i Jakob, er din forløser.»

Det vil sige: Hør, du kristenhed! Dine forfølgere og spottere skal endnu blive omvendt til den kristne tro og først da lære dig at kende: at du er en Guds by og det rette, åndelige Zion. Så forladt som du har været, så herlig skal du til gengæld blive. Og når han i billedlig tale taler om mælk, mener han, at hedningerne skal vise sig venlige over for kirken og vise den al kærlighed og godhed, sådan som mødre plejer at gøre det mod deres egne små børn. Læg her mærke til, at selv om kristenheden udadtil har en fattig og forgængelig skikkelse, så vil Gud alligevel opretholde og bevare den, så den skal være herlig – først i Ånden, og den pryd overgår al pragt i hele verden. Dernæst skal man også ære dem, som man har foragtet og forfulgt i verden. Blev apostlene og martyrerne ikke foragtet på det grusomste? Nu fejrer man hvert år deres minde med stor glæde som Guds allerkæreste venner. Hvor kommer en sådan herlighed fra? Fra at Gud selv er vores frelser, og den Almægtige er vores forløser. Hvordan skulle vi så kunne gå til grunde? Videre:

«Jeg vil bringe guld i stedet for kobber og sølv i stedet for jern, kobber i stedet for træ og jern i stedet for sten. Og jeg vil gøre det sådan, at dine forstandere skal lære fred, og dine forvaltere prædike retfærdighed. Man skal ikke mere høre om vold i dit land, ej heller om skade eller ødelæggelse inden for dine grænser, men dine mure skal hedde Frelse og dine porte Lovsang. Solen skal ikke mere skinne for dig om dagen, og månens glans skal ikke mere lyse for dig, men Herren skal være dit evige lys, og din Gud skal være din ære. Din sol skal ikke mere gå ned, og din måne skal ikke miste sit skær, for Herren skal være dit evige lys, og din sorgs dage skal have en ende. Og dit folk skal være lutter retfærdige og eje jorden for evigt, for de er kviste af min plantning og et værk af mine hænder til min ære. Af den mindste skal der blive tusind og af den ringeste et mægtigt folk. Jeg, Herren, vil fuldbyrde det i hast, når tiden er inde.»

Det vil sige: Hør, du plagede kirke! Selv om du mister noget for min skyld, skal det dog rigeligt erstattes dig med evig rigdom, så du skal blive meget stærk og herlig. Du skal også få tro biskopper og prædikanter, som skal prædike den åndelige og den timelige fred ret, så folk bliver stille og fredelige, indadtil med Gud og udadtil med deres næste. Gud vil beskytte dig så underfuldt, at dine indbyggere skal bo helt trygt. Det skal i denne tid forstås om den åndelige tryghed. Og man skal kalde dine mure Frelse, fordi der i dig er en hjælp og tryghed, som hele verden ikke formår at give magen til. Man skal også kalde dine porte Lovsang, for i dig skal den uudsigelige rigdom af Guds nåde i Kristus prædikes og forstås så klart, at alle kristne derved bliver tilskyndet til uden ophør at prise Gud og sige ham lov og tak for al hans legemlige og åndelige velsignelse. Den kender denne onde verden ikke, og endnu mindre takker den Gud for den. Kun de kristne gør det. De synger for Gud i ånden og også med munden og ønsker at måtte gøre det i evighed, som Sl 84 synger: «Salige er de, som bor i dit hus; de lover dig altid.»

Og for at man ikke sammen med de blinde jøder og de vanvittige chiliaster [dvs. dem, der venter et jordisk tusindårsrige] skal vente på en legemlig by og et jordisk Kristi rige, siger profeten videre, at denne legemlige, synlige sol ikke skal gøre denne bys porte og mure synlige, så man kan se dem i dette solskin. Der skal et større lys til: Gud skal skinne i denne by som en usynlig sol og åbenbare evangeliet for hjertet. Ved et sådant åndeligt lys kan man se, hvilke herlige ting Gud har lovet kirken.

Heraf ser vi igen, at den kristne kirke eller Kristi rige ikke er en ydre samfundsordning. For de verdslige samfundsordninger og regeringer kan man se med legemlige øjne sammen med deres herlighed. Men skal man se kristenheden med dens herlighed, så kræver det åndelige øjne og en anden sol.

Se nu, hvilke kostbare og store løfter vi, som Peter siger, har i Kristus: Kristi riges sol skal ikke gå ned. Den synlige sol går ned hver dag og skjuler sig til næste morgen. Men vores sol og måne skal blive. For Kristus, retfærdighedens sol, står op for os ved evangeliet og går aldrig ned for de udvalgte. For selv om en sky af anfægtelse kommer foran solen, går den alligevel ikke helt ned for os. Ja, først på forløsningens dag skal den vise sig for alvor, når ingen skyer af bedrøvelse, uvidenhed eller vantro mere kan dække eller hindre dens glans. Dér skal de store løfter først for alvor begynde at gå i opfyldelse, og kirkens fred, glæde og frelse skal begynde, når Kristus lader sig se og bliver vores evige lys, ansigt til ansigt, og alle lidelser får ende, og den evige herligheds dag viser sig for Guds børn.

Læg også mærke til, at der i kirken, i Kristi rige, skal være lutter retskafne eller retfærdige. Her i tiden bor de ugudelige og de kristne legemligt mellem hinanden. Men den rette kirke er alligevel en sådan forsamling af de kristne i Ånden, at der ikke er nogen ugudelig i den. Men på den yderste dag skal de vantro også legemligt skilles fra de retskafne kristne for evigt.

De vanvittige, tossede gendøbere bilder sig ind, at de her på jorden kan samle lutter hellige legemligt i en jordisk by og opfylde disse løfter legemligt. Det bliver der ikke noget af. Ukrudtet skal først skilles fra den gode hvede ved verdens ende. Og de ugudelige er i kirken blandt de kristne, men kun med legemet, frem til den yderste dag, og de misbruger alle skabninger, ligesom røvere og mordere i et fyrstendømme, der med vold og uret tager alt i besiddelse. Men de kristne skal herske med Kristus i himlen og på jorden. Gud skal også gøre jorden og den synlige skabning smukt i stand, så Guds børn kan nyde den. Og på den måde skal de kristne eje nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor, som Peter siger i 2 Pet 3. Hvorfor skal de få en sådan herlighed? Esajas siger: De kristne er kviste, som Gud selv har plantet med sine hænder. For ved sit ord og sin Ånd har han fornyet Guds billede i os igen og gjort os til nye mennesker, en ny skabning i Kristus.

Til sidst i kapitlet lover profeten, at kirken, hvor lille den end er i begyndelsen, skal vokse sådan, at et mægtigt, utalligt folk skal tage imod den kristne tro. Og for at man ikke skal tvivle på dette løfte, når man ser, at de kristne bliver forfulgt og slået ihjel i hobetal, og at verden med sin skare er stor og kirken lille over for den, slutter han og siger: Det er ikke et menneskeværk at gøre Kristi rige så herligt og stort; nej, han vil selv gøre det, når hans tid kommer. For at evangeliet bliver prædiket, at menneskene tror så høje hemmeligheder, at de på Guds løfte forlader denne verden og bekender Kristus, også med døden – alt det er så store gerninger, at ingen fornuft, verdslig visdom eller kraft formår dem. Gud selv må ved sin almagt og sin Ånd virke disse ting i os, oprette og opretholde dem.

Af denne profeti har du igen Kristi åndelige, evige rige, og at Kristus måtte opstå igen, hvis han ellers skulle være de kristnes evige lys og sol. Og du har, at også vi må opstå for fuldt ud at modtage de store løfter, som vi har hos profeterne, i det kommende liv. Den, der tror det, bliver ikke bedrøvet som Kleopas og hans ledsager. For han ved jo, at Kristus vil forløse Israel og gøre det herligt for evigt – men ikke i dette forgængelige liv: her i sikkert håb, efter dette liv i sikkert, evigt eje.

Hør nu videre, hvordan Esajas profeterer om den kristne kirke og dens frelser Kristus: at han skal komme for at gøre Zion og hedningerne retfærdige; hvordan også hedningerne skal tage imod Messias; hvordan han vil give kirken tro biskopper og hyrder og smykke den meget herligt og bevare den godt; og hvordan hans kære brud, kristenheden, ikke er forladt af Gud (det skal enhver se), selv om den bærer sit kors her, for at den må blive ligedannet med sit hoved og sin konge, Kristus. Han siger sådan i kapitel 62:

«For Zions skyld vil jeg ikke tie, og for Jerusalems skyld vil jeg ikke holde inde, før dens retfærdighed bryder frem som en glans og dens frelse brænder som en fakkel, så hedningerne ser din retfærdighed og alle konger din herlighed. Og du skal kaldes med et navn, som Herrens mund skal nævne, og du skal være en smuk krone i Herrens hånd og et kongeligt diadem i din Guds hånd. Man skal ikke mere kalde dig den forladte eller dit land en ødemark, men du skal hedde «Min lyst til hende» og dit land «Det har en herre». For Herren har lyst til dig, og dit land har en herre. For som en ung mand har en jomfru, sådan skal dine børn have dig, og som en brudgom glæder sig over bruden, sådan skal din Gud glæde sig over dig.»

Her siger profeten: Selv om størstedelen af menneskene hverken spørger efter Gud eller Kristus, så spørger dog de udvalgte, det rette åndelige Zion, efter ham og venter på den eneste frelser, Kristus. Men fordi Zion bliver forfulgt og ødelagt af de onde, har det brug for trøst. Derfor: «Jeg vil ikke tie», men altid prædike om Kristus, til han kommer. Kristus er Zions, det vil sige det åndelige Jerusalems, eneste retfærdighed, sådan som Paulus klart siger i 1 Kor 1, og han er kirkens eneste frelse, sådan som evangelisterne og apostlene lærer overalt. Derfor profeterer Esajas her ikke om nogen anden end Jesus Kristus, som Gud har sendt os som frelser, for at både jøder og hedninger skal nyde godt af ham, sådan som det jo er gået i opfyldelse i hele verden fra apostlenes tid. Det nye navn er uden tvivl, at Guds folk nu kaldes kristenheden, Guds børn, det rette åndelige Jerusalem, en moder til alle udvalgte hellige osv.

Se nu, hvor dyrebar og kær kristenheden er for den trofaste Gud. Profeten kalder den en smuk krone. Verden regner de kristne for tåber, slyngler og fodklude, som enhver skal tørre fødderne af på. Men her står der en anden titel: Den hedder den kære, den dyrebare, en krone, «Min lyst til hende», et folk, der har en herre, som ikke glemmer den. Det er trøstende løfter under korset, og dem må man gribe med fast tro. For det er sandelig sådan, at vi, skønt foragtede og plagede i verden, alligevel er så kære og dyrebare for vores trofaste Gud, at alle skabninger må tjene os, selv når verden mener, at den skader os. Englene i himlen må vogte og passe os, og Gud selv bærer os i sine hænder som en far sit barn.

Se nu på det store værk, Guds menneskevordelse, og på Kristi lidelse: Det er jo alt sammen sket for kristenhedens skyld, for at den derved skulle føres fra alt ondt til liv og frelse. Hvordan kunne Gud have vist sin faderlige kærlighed mægtigere mod kristenheden end ved at give sin enbårne søn i døden for dens skyld for at forløse den, mens den endnu var Guds fjende, Rom 5? Selv om vores svaghed og vores kors i dette liv ser grueligt onde ud, er de alligevel ikke andet end den trofaste faders ris, som han tugter sit kære barn med til det allerbedste.

Jeg vil nu ikke tale om den herlighed, som skal åbenbares på os på forløsningens dag. Da skal man se, hvor højt Gud elsker kristenheden, og at de kristnes timelige trængsel er et sikkert tegn på Guds kærlighed og trofasthed mod os.

Esajas' ord lyder, som om han talte om det jordiske Jerusalem i Kanaans land. Men profeten nævner disse jordiske ting som et forbillede på det rette åndelige Jerusalem og retfærdighedens land, og med Åndens øjne ser han på kristenheden. Det beviser Peter og Paulus til fulde, og de giver os en sikker regel for at forstå profeterne ret om Kristus og hans rige, kristenheden.

Læg også mærke til, at Esajas kalder kristenheden en krone, som bæres i Guds hånd. Det vil sige: Kristenheden er et åndeligt rige, som Gud selv regerer. Men den er herlig i Guds hånd, for over for verden ser den ikke herlig ud.

At profeten tager et billede fra ægteskabet og den ægteskabelige troskab, er meget trøsterigt. For deraf lærer vi, hvor inderligt og ømt Gud elsker os, og hvilke store goder vi skal modtage fra ham, eftersom brudgommen også deler alt sit gode med bruden. Videre:

«O Jerusalem, jeg vil sætte vægtere på dine mure, som hele dagen og hele natten aldrig skal tie stille, og som skal komme Herren i hu, så der ikke er nogen tavshed hos jer, og så I ikke tier over for ham, før Jerusalem bliver gjort færdigt og sat til lovprisning på jorden.»

Disse vægtere er trofaste prædikanter, som våger i bøn og lære over kristenheden, så ærkefjenden Satan med sine forførere ikke sniger sig ind på den eller overvinder den. Og de prædiker altid om Guds nåde i Kristus og formaner uophørligt, så erkendelsen af os selv og af Gud bliver vakt i os, og man takker Gud for hans uudsigelige velgerning. Videre:

«Herren har svoret ved sin højre hånd og ved sin mægtige arm: Jeg vil ikke mere give dit korn til dine fjender at spise og ikke lade de fremmede drikke din most, som du har arbejdet for. Men de, som høster kornet, skal også spise det og prise Herren, og de, som bringer mosten ind, skal drikke den i min helligdoms forgårde.»

Det er sagt om det åndelige korn og den åndelige most, og meningen er denne: Guds ord, som prædikanterne lærer, skal med sikkerhed bære sin frugt, og de skal med sikkerhed også erfare og mærke troens frugt, hvad der ikke kan times de ugudelige.

Forgårdene er de kristnes forsamlinger, hvor evangeliet prædikes ret. Dér bliver samvittighederne fredfyldte og glade i Herren, dér får det indre menneske god mættelse og fryd i Guds ord – en fryd, som ingen vantro smager. Og for at man slet ikke skal tvivle, aflægger Gud en ed; så vist skal det ske, som han lover. Videre:

«Gå ud, gå ud gennem portene, bered folket vejen! Ban vej, ban vej, ryd stenene bort, rejs et banner! Se, Herren lader sig høre til verdens ende. Sig til datteren Zion: Se, din frelse kommer; se, hans arbejde og hans gerning skal ikke være uden frugt. Man skal kalde dem det hellige folk, Herrens forløste, og dig skal man kalde den besøgte og ikke forladte by.» [trykket har «die besuchte vnd verlassene Stad» (den besøgte og forladte by); forklaringen nedenfor («som Gud aldrig vil forlade») viser, at der skal stå «ikke forladte», som i Luthers bibel.]

Med disse ord formaner profeten til, at man hurtigt skal prædike og holde ved, hvor man blot finder folk. Kirkens porte står åbne, alt er beredt; driv kun ordet, tro, og ryd det af vejen, som hindrer evangeliets løb og dets frugt, så det kan gå fremad. Prædik Kristus, den korsfæstede; så vil han ved sin Ånd drage og samle alle til sig. Kort sagt: Evangeliet måtte frem og lyde til verdens ende. Det skulle forkyndes for datteren Zion, det vil sige for alle de udvalgte af jøder og hedninger, at deres frelser Kristus Jesus kommer, og at det, han sætter sig for til forløsning af sit folk, det åndelige Zion, det udfører han. For hans fangenskab og lidelse er vores forløsning og frelse, hans død er vores liv. Og hvordan Zion end tager sig ud i det ydre over for verden, skal det dog blive herligt og berømt, fordi de er det hellige folk, som Gud selv i menneskelig natur har forløst. Og selv om verden mener, at kristenheden på grund af sin lidelse og sit kors er i Guds unåde og helt forladt, skal den dog hedde og være Guds besøgte by, som Gud aldrig vil forlade. Og dér har du artiklen: Jeg tror på en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund. For den, som tror på Kristus, er i denne by og er hellig i Kristus, som tilgiver os synden og helliggør kirken ved ordet og Ånden.

Skal nu frelseren Kristi gerning ikke være uden frugt, så må evangeliet prædikes i hele verden, og der må blive kristne overalt, og de troende må forløses fra døden, så kristenheden bliver en prægtig by og bolig for Gud, som Gud aldrig nogen sinde forlader. Så følger det også, at Kristus måtte opstå igen fra døden for at opbygge denne by i hele verden og hjælpe sine kristne ud af al nød, synd, død og fordømmelse. Det forstod Kleopas og hans ledsager ikke på vejen til Emmaus; derfor var de bedrøvede.

Lad os nu videre i Esajas' 63. kapitel se Kristi herlige sejr og triumf: hvordan han ved korset og ved sit blods udgydelse så underfuldt har overvundet og ødelagt sine og kristenhedens fjender – synden, døden, Djævelen og de vantro jøders synagoge, som korsfæstede ham – og det ved egen kraft. Esajas bruger her nogle skønne billedord og siger:

Hvem er han, der kommer fra Edom i farvede klæder, fra Bosra, han, der er så prægtig i sine klæder og skrider frem i sin store kraft?

Her spørger profeten om Kristi lidelse og undrer sig over den. Edom betyder «rød», Bosra betyder en vinhøst, hvor man plukker druerne og træder dem.

Nu kalder han jødernes synagoge rød, fordi de har besudlet sig med profeternes og Kristi uskyldige blod, da de sagde: «Hans blod komme over os og over vore børn.» Profeten ser altså i ånden Kristus, hvordan han af den morderiske synagoge er blevet hudstrøget, mishandlet og blodig, helt overstænket, ligesom den, der træder vindruer, bliver helt våd og overstænket. Men samtidig ser han, hvad Kristus har udrettet med denne blodsudgydelse: Han har nemlig overvundet fjenderne og besejret dem i egen kraft uden nogens hjælp, og nu skrider han som en sejrrig helt med disse tegn på sin kamp mægtigt og prægtigt frem. For da jøderne mente, at han allerede var overvundet og død, da stod han op fra de døde og gik ind i sit rige som den almægtige sejrherre over synden, døden og hele mørkets rige, han, som nu ville straffe jøderne for denne synd, de havde begået mod ham, med en frygtelig plage: forhærdelse, frafald og fangenskab i hele verden.

På dette spørgsmål svarer Messias, Jesus Kristus, og siger: «Det er mig, der lærer retfærdighed og er en mester til at hjælpe.» Det vil sige: Hvorfor undrer du dig over mig og over, hvem jeg er? Det er mig, der er sendt af Gud for at lære den sande retfærdighed, ja, også for at hjælpe, det vil sige for at gøre retfærdig og salig. Så spørger profeten videre: Er du da den sande Frelser, som skal hjælpe os? Hvorfor bærer du så en blodig klædning og er overstænket som en, der træder vinpersen? Hvordan rimer det med disse løfter om, at du skal hjælpe os andre? Hertil svarer Kristus igen således:

Jeg trådte vinpersen alene, og ingen af folkene var med mig. Jeg har presset dem i min vrede og trampet dem ned i min harme. Derfor har deres blod stænket mine klæder, og jeg har tilsølet hele mit nye klædebon. For jeg havde sat mig en hævnens dag for; året til at forløse mine er kommet. For jeg så mig om, og der var ingen hjælper, og jeg var forfærdet, og ingen støttede mig. Men min arm måtte hjælpe mig, og min vrede støttede mig. Derfor har jeg trampet folkene ned i min vrede og gjort dem drukne i min harme og stødt deres sejr til jorden.

I dette svar fra Kristus ser vi, hvordan han ville gå gennem lidelsen ind til sin herlighed og fuldkommen forløse os. Han siger: Du skal ikke undre dig over min blodige klædning. Det er den rette måde at hjælpe verden på, sådan som den himmelske Fader har bestemt det. Jeg har trådt vinpersen alene. Det vil sige: Jeg alene har båret verdens synd på korset. Ingen anden kunne gøre fyldest for verdens synd end jeg alene; mit blod måtte gøre det. Der var intet andet middel til at hjælpe jer fra synden. Og netop ved denne svaghed har jeg vist den største magt og trampet de stærkeste fjender af menneskeslægten ned og overvundet Djævelen med al hans ondskab, som han har bragt ind i verden for at fordærve menneskene. Da den vantro synagoge før ikke ville have mig til Herre, overvandt jeg Djævelen, som havde forblindet jøderne, og jeg er blevet sat til Herre over alle skabninger i himlen og på jorden for at straffe de vantro, og nu har jeg også taget hedningerne til mit eget folk. Det har jeg gjort alene ved min egen kraft, som også Paulus siger i Kol 2. Og jeg har straffet fjenderne i min vrede, for jeg har udført det embede, som Faderen har betroet mig, med nidkærhed og således gjort jøderne til skamme, så de har mistet al den ære og fortrinsret, som de havde før. Hævnens og forløsningens dag er den tid, hvor Kristus har ladet jøderne blive forblindet og spredt og til gengæld hjulpet hedningerne, knust den gamle slanges hoved, givet hedningerne sejren og taget al forstand på Skriften fra synagogen.

Nu taler han videre om sin lidelse og svaghed, som han var i for vor skyld, og siger: Jeg så mig om – forstå: i lidelsens og svaghedens tid –, og der var ingen anden, som ville eller kunne hjælpe. Der var heller ingen på min side, ingen hjalp mig. Men jeg hjalp mig selv; min kraft alene måtte gøre det. Jeg holdt mig selv oppe og oprejste mig selv i min nidkærhed. Nu regerer jeg også og straffer dem, der foragter mig, og tager fra dem alt deres bedste eje: Skriften, profeterne og alt det gode, de havde frem for andre.

Opfyldelsen af denne profeti ligger lige for dagen. Se blot på de jøder, der lever nu: De ved slet intet om Skriften, hverken om loven eller om forjættelsen. Loven forstår de kødeligt, og de formaster sig til at opfylde Guds bud med deres gerninger uden Messias. De ved ikke, at Messias' ånd hører dertil. De ved heller ikke, at forjættelserne om Kristus taler om et åndeligt rige, og at loven kun er en tugtemester til Kristus, i hvem alene man finder velsignelsen, retfærdigheden og lovens opfyldelse.

Her kunne Kleopas og hans ledsager have tænkt: Nuvel, Messias har nu engang villet dø og lide for synagogens hånd; det er Guds ordning og Kristi vilje, forkyndt ved profeterne. Men ved denne lidelse vil han forløse sine. Hvordan vil det så gå ypperstepræsterne og vore farisæere? Deres glæde varer ikke tre dage, så kommer Kristus frem igen fra døden og støder blodhundenes sejr til jorden og træder dem ned i sin harme. Når de mener, at de har vundet, skal de miste alt, hvad de har: loven, profeterne, landet, byen og templet, og de skal betale for Kristi blodige klædning med hele jødedommens uophørlige ødelæggelse og evig jammer. Farisæerne og Kristusmorderne har god grund til at være bedrøvede; de har pådraget sig selv en uudholdelig Guds vrede over deres hoved og har ikke gjort Kristus nogen skade. Men vi skal være glade og synge «Krist er opstanden» [den gamle påskesang «Christ ist erstanden», på dansk «Krist stod op af døde»], for Kristus har ved denne død forløst Israel.

Videre profeterer profeten i Es 65 om kaldelsen af kirken blandt hedningerne og om jødernes frafald og forkastelse, sådan som Paulus anfører denne profeti i Rom 10. Og Kristus siger:

Jeg bliver søgt af dem, der ikke spørger efter mig; jeg bliver fundet af dem, der ikke søgte mig. Og til hedningerne, som ikke tager imod mit navn, siger jeg: Her er jeg, her er jeg! For jeg rækker min hånd ud hele dagen til et ulydigt folk (det vil sige til jøderne), som vandrer efter deres egne tanker på en vej, der ikke er god. Da han havde truet jøderne med deres straf og endelige ødelæggelse, lover han – for at ingen skulle mene, at han havde forkastet hele det jødiske folk helt, så ingen mere skulle komme til nåde – alligevel nåde til nogle af folket, som han vil lade blive tilbage af den store mængde, og siger:

Ligesom når man finder most i en drueklase og siger: «Ødelæg den ikke, for der er velsignelse i den», således vil jeg gøre for mine tjeneres skyld, så jeg ikke ødelægger det hele. Men jeg vil lade sæd vokse frem af Jakob og af Juda en, som skal eje mit bjerg. For mine udvalgte skal eje det, og mine tjenere skal bo dér.

Det er blevet opfyldt ved apostlene og ved dem fra jødedommen, som troede apostlene. De er kernen af jøderne, den udvalgte sæd, forjættelsens børn, som Faderen har draget, så de er kommet til Kristus, og de ejer Guds bjerg, det vil sige kirkens åndelige Zion.

Anna: I denne profeti burde Kleopas og hans ledsager også tydeligt have set, at jødedommen skulle få ende, når Messias kom, og at også hedningerne skulle komme til tro, og at jøderne ved deres vantro skulle falde fra Messias og gå til grunde, men at Gud alligevel ville redde og frelse nogle. Det er uden tvivl Israels åndelige forløsning. Og her er det godt at lægge mærke til, at ikke hele Israel efter kødet skulle slutte sig til Messias. Derfor skulle den lovede forløsning af Israel ved Messias ifølge profeterne ikke ske sådan, at Israels tolv stammer fremover skulle befries legemligt fra hedningernes magt og under Messias have et jordisk rige i Kanaans land, hvor der var al frihed, lyst, fred og tryghed efter kødet. Nej, forløsningen skulle være åndelig: at mange af dem alligevel ved Kristus skulle blive gjort retfærdige og salige ved evangeliet, men at den store mængde skulle falde fra og modsige Kristus og kristenheden, sådan som de stadig gør.

Urbanus: Sådan er det. Men de forstod ikke profeterne. Ja, da Kristus kom, var synagogen så fuld af menneskelige forordninger, at selv lærerne – ligesom hos os under pavedømmet – ikke kendte Skriften. Hvad skulle så det jævne folk have vidst? Profeterne siger jo klart, at goyim – det er hedningerne – i Messias' tid skulle komme til den rette tro og kende Messias som deres Herre, og at størstedelen af jøderne skulle falde fra ham, og at kun resten skulle omvendes; til den skulle også hedningerne slutte sig og blive ét åndeligt Israel. Derfor gælder også de trøstefulde løfter om Kristi rige overalt både resten af jøderne og hedningerne sammen, sådan som Esajas siger længere fremme:

Derfor siger Herren således: Se, mine tjenere skal spise, men I skal sulte. Se, mine tjenere skal drikke, men I skal tørste. Se, mine tjenere skal være glade, men I skal blive til skamme. Se, mine tjenere skal juble af godt mod, men I skal skrige af hjertesorg og hyle af jammer. Og I skal efterlade jeres navn til mine udvalgte som et navn at forbande ved, og Gud Herren skal dræbe dig og kalde sine tjenere med et andet navn, så den, der velsigner sig på jorden, skal velsigne sig i den sande Gud, og den, der sværger på jorden, skal sværge ved den sande Gud. For den tidligere angst er glemt og skjult for mine øjne.

Anna: Taler profeten her om at spise og drikke legemligt?

Urbanus: Paulus siger i 1 Tim 4: De troende kristne har løfte om både det nuværende og det kommende liv. Derfor er det også helt sikkert sandt, at de kristne, som med en ret tro forlader sig på Kristus, også får, hvad de behøver til livets timelige fornødenheder. Men profeten har helt sikkert set på noget større, nemlig på den åndelige spise og drikke. For profeterne er ikke meget optaget af mad og drikke, men af den evige salighed: at de søger og lover den salige evighed og udødelighed i Kristus. For i deres forjættelser har de Jesu Kristi rette evangelium. Men evangeliet er en forjættelse om den sande retfærdighed, om det sande evige liv og saligheden, om Kristi åndelige, evige rige. Derfor nævner profeterne nok det timelige, men gennem det profeterer de om de evige goder.

Derhen viser også hele evangeliet os, hvor Kristus siger i Joh 6: «Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den, som består til evigt liv.» «Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen. Den, der spiser af dette brød, skal leve evigt.» Og i Luk 22: «Jeg overdrager jer riget, sådan som min Fader har overdraget mig det, så I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige.» Og det løfte giver han de disciple, som var blevet hos ham i trængslen, dengang der hverken var timelig pragt eller noget jordisk rige. Og Paulus i Rom 14: «Guds rige er ikke mad og drikke, men retfærdighed, fred og glæde i Helligånden.» Den sande og evige glæde skal de kristne have, men de vantro bare vrede, straf, angst og sorg, Rom 2. De kristnes glæde begynder her i ånden og troen, midt i trængslen, fordi Gud Helligånden giver os vidnesbyrd om, at vi er Guds børn og arvinger, allerede salige – men i håbet. På Herrens store dag skal den evige glæde først for alvor begynde.

Anna: Men hvad er det for et navn, som de udvalgte bruger, når de sværger?

Urbanus: Esajas vil sige så meget som dette: Jødernes navn skal på grund af deres frafald, fordi de fornægter Kristus, stinke i verden. Når man vil forbande nogen rigtig slemt, vil man ønske, at det må gå ham, som det går jøderne. Men Guds tjenere, det vil sige de sande jøder og israelitter i ånden, som tror på Kristus, skal kaldes med et andet navn, nemlig kristne, efter Kristus, deres Herre og Gud. Det er alt sammen gået i opfyldelse. Al den velsignelse, som før var hos jøderne, er nu hos de kristne. De kristne har Skriften og dens rette forståelse. De har den sande Messias, den rette tro, som gør salig, den sande retfærdighed og de rette gode gerninger, de sande ofre, den sande ypperstepræst, det sande alter og tempel, den sande gudsdyrkelse på jorden. Og dette navn skal være overmåde herligt. Det har Kristi dyrebare riddere, martyrerne, heller ikke skammet sig over; de har tværtimod sagt foran tyrannerne: «Christianus sum – jeg er kristen», skønt de vidste, at de snart måtte dø for det navns skyld, som Eusebius bevidner. Man velsigner sig også i den sande Guds, Jesu Kristi, navn. Der er ingen anden Gud end Kristus Jesus. Der er jo kun én Gud, og den samme Gud er i Sønnens person blevet sandt menneske, af Davids slægt. Det er gået i opfyldelse. For fordi de kristne ved, at al nåde, hjælp, trøst, forløsning, liv og frelse alene er i Kristus Jesus, flygter de i al nød alene til dette navn, Jesus, som kvæger og styrker hjertet, blot det bliver nævnt.

Anna: Hvorfor siger profeten, at den tidligere angst er glemt og borte fra deres øjne, når der dog i Kristi rige, det vil sige i kristenheden, her i tiden efter det ydre menneske bare er angst og trængsel, så selv de allerhelligste mennesker falder i åndelig bedrøvelse og undertiden har brug for andres trøst?

Urbanus: Du må vænne dig til profeternes måde at tale på. De taler om Kristi rige, som om vi allerede var ovre, og som om dette riges herlighed allerede var åbenbaret, ja, som om det kommende evige liv allerede var kommet, skønt det dog kun er begyndt i troen. Og sådan måtte det være. For skulle de beskrive Kristi rige rigtigt, måtte de se det ikke alene i den ringe skikkelse, hvori det her på jorden ligger skjult under korset, men også i den herlighed, det skal få på den fuldkomne genfødsels dag, når al forargelse og alt det onde allerede er ryddet bort, og man allerede er undsluppet al ulykke.

Men vi er allerede nu forløst, har syndernes forladelse, er retfærdiggjort ved troen på Kristus og bærer Kristus i vores hjerte ved troen; vi er allerede blevet Guds børn, og vores liv er skjult og bevaret med Kristus i Gud; vi har pantet på vores arv, Helligånden, og er således åndeligt allerede opstået fra syndens død, så der ikke er mere tilbage, end at også dette dødelige legeme skal dø og opstå igen. For så store tings skyld, siger jeg, og fordi vi allerede er salige i håbet, plejer profeterne – fordi de så, hvad troen på Kristus formår – at tale sådan om Kristi rige, som om det allerede var flyttet ud af dette forgængelige liv, ud af al angst, sorg og nød, og ind i det evige liv. Og det er sandelig en sikker trøst for os. Ja, den åndelige velsignelse, som vi allerede har modtaget, og Åndens førstegrøde er så store goder, at ingen tunge kan udsige dem. Derfor skal vi så meget mere tålmodigt bære det kors, som trykker os. Før var vi i Djævelens rige, i den evige forbandelses rige. Men nu er vi i den evige velsignelses rige, hvor Guds nåde, retfærdighed, liv og salighed er – alene der og ingen andre steder. Videre siger Esajas:

Se, jeg vil skabe en ny himmel og en ny jord, så man ikke mere skal komme det tidligere i hu eller tage det til hjerte. Men de skal glæde sig og fryde sig evigt over det, jeg skaber. For se, jeg vil skabe Jerusalem til en bolig og dets folk til glæde, og jeg vil fryde mig over Jerusalem og glæde mig over mit folk, og der skal ikke høres gråd eller klageråb i det.

Se, hvor stor en herlighed Kristi rige skal have efter dette liv. Gud vil også forny himmel og jord for de kristnes skyld, for de er i Kristus arvinger til alle ting. Alt skal glæde sig med Guds børn, og al den pine, trængsel og angst, der har været på jorden, skal glemmes, for sorgens tid har fået ende, og den evige glæde er begyndt. Nu kalder man jorden en jammerdal. For hvor man end ser hen, er der overalt fare og trængsel: I vandet drukner man, i ilden brænder man; fra luften kommer uvejr, torden, lyn og hagl ned; på jorden ser man bare dødgravere og mordergruber, her en galge, dér en stejle og al slags ulykke. For Djævelen raser og hærger stadig med sin verden og anretter al ulykke. Men når han med sin vantro verden bliver kastet i helvedes afgrund, og Gud fornyer jorden, og der overalt bare er kristne, og bare retfærdighed bor på den, så er den tidligere jammerdal, hvor der ikke var andet end fare, sygdom, lidelse, angst og død, helt glemt. Da skal det himmelske Jerusalem først rigtig bygges, og der skal ikke være andet end glæde, hvor vi skal glæde os i Gud evigt. Så skal Gud være alt i alle, 1 Kor 15.

Men at jøderne og chiliasterne vil tyde disse profetier om det jordiske Jerusalem, er en vildfarelse. Jødedommen med sit tempel, Jerusalem, præstedømme og sine konger har haft sin bestemte tid og skulle ikke bestå længere, end til Kristus Jesus kom, som sammen med sin kristenhed var forbilledligt betegnet ved den. For straks efter, i kapitel 66, profeterer Esajas, at de jødiske ceremonier skal få ende, så at der fremover, nemlig i kristendommen, skal komme den ene måned efter den anden og den ene sabbat efter den anden; det vil sige: Det skal altid være sabbat, den ene sabbat efter den anden, skønt jødedommen havde bestemte sabbatsdage. Og i samme sidste kapitel har Esajas en smuk profeti om Kristi rige eller kristenheden og siger:

Glæd jer med Jerusalem, og fryd jer over det, alle I, som elsker det. Glæd jer med det, alle I, som har sørget over det. For til gengæld skal I die og blive mætte ved dets trøsts bryster; I skal til gengæld die og fryde jer over dets herligheds fylde. For således siger Herren: Se, jeg udbreder freden hos det som en flod og hedningernes herlighed som en strømmende bæk. Da skal I die; I skal bæres på hoften, og man skal kærligt holde jer på knæene. Jeg vil trøste jer, som en mor trøster sit barn; ja, I skal fryde jer ved Jerusalem. I skal se det, og jeres hjerte skal glæde sig, og jeres knogler skal grønnes som græs. Da skal man kende Herrens hånd på hans tjenere og vreden på hans fjender.

I denne profeti hører du, at man har sørget over Jerusalem på grund af dets kors, fordi det her i tiden bliver så jammerligt forfulgt og plaget. Men han lover, at der i dette åndelige Jerusalem skal være trøst nok, så de kristne derved skal glemme al trængsel. Han bruger dog billedlige ord: Ligesom et tørstigt barn dier med stor begærlighed og lyst, og intet er sødere for det end den mælk, der flyder fra moderens bryst, sådan skal der i kirken være al trøsts bryster, så alle kristne får vederkvægelse og fryd nok. For her har kirken de guddommelige forjættelsers søde mælk, som Guds børn dier af for at vokse i troen og glæde sig inderligt i Helligånden, som oplyser dem indvortes og lærer dem evangeliets hemmeligheder.

Og selv om kirken har trængsel og ufred i denne verden, lover Gud den her alligevel en rig og evig fred, sådan som en god flod altid strømmer og aldrig tørrer ud. For Kristi rige er et rige med den evige fred, som vi har med Gud ved Kristus. I Kristi rige bliver de kristne også båret, sådan som mødre bærer deres børn ved brystet. Det sker ved hyrderne, som trofast lægger det rene græs, Guds ord, frem og skærer det rigtigt ud til både svage og stærke, til hver efter hans behov. Ingen jordisk mor eller far kan nogensinde vise sig så kærlig mod sit elskede lille barn, som Gud, den himmelske Fader, viser sig mod os, omgås os, trofast sørger for os på alle måder og drager omsorg for os, hans børn. Derfor: Selv om kirken efter Kristi eksempel må være bedrøvet og trængt, er der ved siden af så meget guddommelig trøst, at al verdens glæde og trøst visselig er intet imod den. Som Paulus siger i 2 Kor 1: «Ligesom vi har meget af Kristi lidelser, sådan bliver vi også rigeligt trøstet ved Kristus.» Og i Sl 94: «Jeg havde mange bekymringer i mit hjerte, men din trøst fryder min sjæl.» Og Kristus forudsiger for sine disciple og for os, at de skal græde og være bedrøvede i denne verden, mens verden skal glæde sig. Men disciplenes og vores sorg skal forvandles til en glæde, som ingen i al evighed kan tage fra os, Joh 16.

Hvilken glæde har ikke en kristen allerede nu på jorden i det åndelige Jerusalem, når han med åndens øjne ser denne herlige Guds stad: hvordan der i hele verden er så mange elskede Guds børn, som alle har én Fader, én konge, én lære, én tro, ét sind, ét håb og én evig arv sammen med alle dem, der allerede er sovet ind i Herren, og som vi på den yderste dag skal se med disse vores egne øjne i forklarede legemer? Hvilken glæde bliver det ikke dér at se Kristus, alle de helliges hoved, den højt velsignede Guds moder Maria, alle patriarker, profeter, apostle, jomfruer, martyrer, børn og alle engle i himlen? Menneskets hjerte i det dødelige kød og alle dets sanser kan jo ikke fatte en eneste lille dråbe af sådanne evige goder og en sådan glæde. Det overgår langt alle sanser og al forstand, sådan som Paulus anfører det i 1 Kor 2 fra Es 64 og siger: De evige goder, som Gud har beredt dem, der elsker ham, i det himmelske Jerusalem, har intet øje set og intet øre hørt, og de er aldrig opstået i noget menneskes hjerte.

Desuden skal vores knogler grønnes. Det skal ikke kun forstås om den forfriskelse og glæde, som vi har af Guds ord i dette liv. For kirken har forstået dette løfte sådan, at det taler om legemets herlige opstandelse på den yderste dag. Da skal vores tørre knogler, hvor de så end er, i jorden eller i vandet, grønnes igen, det vil sige: De skal igen samles ved ærkeenglens røst, og legemet skal udstyres med evig sundhed, så vores knogler skal grønnes i evighed. For i det himmelske Jerusalem skal der efter den yderste dag ikke være sygdom, alderdom eller død, men lutter sundhed, en evigt varende ungdom og lutter liv i al evighed. Sådan har Augustin udlagt denne profeti i Om Guds stad (De civitate Dei), bog 20, kapitel 21.

På jorden er Guds børn svage, foragtede og forfulgte; man slagter dem som slagtefår. Verden derimod svæver højt oppe i magt, ære og gode dage, så man tror, at der ikke findes noget mere elendigt folk end de kristne. Men dér, når det himmelske Jerusalem på den yderste dag er helt og fuldt opbygget, dér skal man først kende Guds hånd eller magt på hans tjenere, det vil sige på de sande kristne. Så er de ikke længere svage og elendige, men mægtige og herlige hos Kristus ved hans højre side, i forklarede legemer, Kristus lige, smykket med den højeste ære og pragt, befriet fra døden og alt ondt. De skal regere og håne døden og Djævelen: «Død, hvor er dit spyd? Helvede, hvor er din sejr? Døden er opslugt i Kristi sejr for evigt.» Og selv om verdens børn, som ikke har troet evangeliet, har været lykkelige her på jorden, som om Gud var dem meget nådig, skal man alligevel på den yderste dag erkende, at de er Guds fjender, og man skal se, hvor forfærdelig en ting Guds vrede over Kristi fjender er, når han sammen med djævlene støder dem ud i den evige fordømmelse uden nogen nåde.

Og i slutningen af sin profeti forudsiger Esajas videre, at hedningerne fra hele verden skal kaldes til evangeliet: hvordan apostlene ved evangeliet skal samle de udvalgte blandt hedningerne og bringe dem ind i det åndelige Jerusalem, kristenheden, til Herren som et offer. Han siger:

«Jeg vil komme og samle deres gerninger og tanker sammen med alle folk og tungemål, så de skal komme og se min herlighed. Og jeg vil sætte et tegn blandt dem og sende nogle af dem, der er reddet, til folkene ved havet, til Pul (det vil sige til Afrika) og Lud (det vil sige til Lydien), til bueskytterne (det vil sige til partherne), til Tubal og Javan (det vil sige til Italien og Grækenland) og ud i det fjerne til øerne, hvor man intet har hørt om mig, og som ikke har set min herlighed. De skal forkynde min herlighed blandt hedningerne og bringe alle jeres brødre fra alle folk til Herren som afgrødeoffer, på heste og vogne, i bærestole, på muldyr og løbere til Jerusalem, til mit hellige bjerg, siger Herren, ligesom Israels børn bringer afgrødeoffer i rene kar til Herrens hus.»

Hør: Gud vil dømme alle jødernes og hedningernes gerninger ved evangeliets prædiken og samle dem, så de skal se Guds herlighed: at al vores evne er intet, og at Guds nåde i Kristus alene formår og gør alt. Han tilgiver synd, gør retfærdig og frelser; han alene overvinder døden og Djævelen og hjælper sine ud af al angst og nød. Det lader han forkynde ved evangeliet, så vidt verden når, sådan som han også nævner nogle steder i verden rundt omkring mod de fire verdenshjørner. Den rest af jøderne, som er reddet fra forblindelsen, er apostlene; dem sender han ud i hele verden. Dér hører du ikke noget om et verdsligt rige.

Tegnet er den korsfæstede Kristus, som man prædiker som hele verdens eneste frelser og som Guds sande herlighed. Denne herlighed, det vil sige den sandhed, barmhjertighed og magt, som Gud har vist os i Kristus, skal de prædike for hedningerne. Derved bliver hedningerne ført til Herren, ligesom et rent offer, der er beredt ved evangeliet. Sådan siger Paulus i Rom 15, at han er Kristi tjener blandt hedningerne for at ofre Guds evangelium, så hedningerne kan blive et offer, der er Gud velbehageligt, helliget ved Helligånden. Så hører du, at jødernes ofre skal have en ende. Der skal ikke længere ofres ufornuftige dyr, men levende mennesker i hele verden. Det er den sande forløsning af Israel ved Messias: at han omvender sine i hele verden, jøder og hedninger, oplyser dem med sit ord og sin Ånd, gør dem retfærdige og frelser dem. Og disse, som tror på Kristus, er det åndelige Jerusalem, det hellige bjerg, de kristnes forsamling, som der hver dag i hele verden kommer nogle ind i som rene ofre for Herren.

Ved hestene, bærestolene, vognene og den slags skal du forstå den milde prædiken af evangeliet, hvorved samvittighederne bliver ført helt mildt. Og som Augustin lærer i Om Guds stad, bog 20, kapitel 21, kan man derved forstå al guddommelig hjælp, ved Gud selv, ved engle og ved mennesker, hvorved de udvalgte israelitters brødre, brødre i troen, bliver ført ind i kristenheden.

Sådan har du Kristi åndelige rige samlet af jøder og hedninger: hvordan det bliver oprettet ved evangeliet i hele verden, og hvordan det her er underlagt korset, så det kan blive Kristus, kongen, ligt. Og dog har det dyrebare, trøstefulde løfter, som det har sin trøst og glæde i, indtil Kristus, ærens konge, i sin majestæt bliver åbenbaret fra himlen med sin krafts engle, så han bliver herliggjort i sine hellige og forunderlig i alle de troende. Da skal man først se, hvor overvældende og uendelig en herlighed det er, som Guds hellige profeter fra begyndelsen har forudsagt om den evige ærens konge og om hans evige rige, kristenheden.

Anna: Hvad forkynder Jeremias så om Kristus og kirken?

Urbanus: I kapitel 11 forudsiger han Jesu Kristi frivillige lidelse og siger:

«Herren har åbenbaret det for mig, så jeg ved det, og han viser mig deres forehavende: at de vil føre mig til slagtebænken som et stakkels får. For jeg vidste ikke, at de havde lagt råd op imod mig og sagt: ›Lad os ødelægge træet med dets frugt og udrydde ham af de levendes land, så hans navn aldrig mere bliver husket.‹ Men du, Herre Zebaot, du retfærdige dommer, som prøver nyrer og hjerte, lad mig se din hævn over dem, for jeg har overgivet min sag til dig.»

I denne profeti er Jeremias et forbillede på Kristus, og sådan har kristenheden altid forstået denne profeti, allerede for tusind år siden: at Faderen viste Kristus jødernes misundelse og morderiske anslag, at de ville slagte ham som et får. Sådan kalder også Esajas Kristus, for han skulle være det rene lam, som ved at ofre sig selv betalte for hele verdens synd, sådan som forbillederne i Moseloven på forhånd havde peget på ham.

Anna: Men hvorfor siger Kristus, at han ikke kendte til deres onde råd? Han havde jo sagt til sine disciple længe i forvejen, at han skulle lide i Jerusalem, og han vidste alt, hvad de havde for imod ham.

Urbanus: Den hellige Hieronymus har forstået denne tekst sådan, at Kristus ikke kendte til nogen synd, sådan som også Es 53 siger. Men skal man endelig læse denne tekst sådan, som den nu er oversat til tysk, så forstår jeg den om Jeremias. Imod ham lagde hans egne landsmænd, jøderne i Anatot, også så onde, hemmelige anslag, at han ikke ville have kendt til dem, hvis Gud ikke havde åbenbaret dem for ham. Det er nok, at Jeremias i det vigtigste stykke, nemlig lidelsen, er et forbillede på Kristus. Det er ikke nødvendigt, at han i alle sine ord betegner Kristi person og ord.

Det var altså jødernes plan, at de helt ville udrydde Kristus, så man skulle glemme ham fuldstændig. Hieronymus læser denne tekst sådan: «Lad os komme træ i hans brød.» Det er hidtil blevet forstået sådan i kristenheden: «Lad os lægge korset på hans legeme, lad os korsfæste ham.» For i Joh 6 kalder Kristus selv sit kød en mad og livets brød. Dernæst taler Kristus videre efter den menneskelige naturs art og egenskab, som han har påtaget sig for vores skyld: «Herre, du er retfærdig, du ved godt, at de gør mig uret; jeg overgiver min sag til dig.» Sådan bad han også i haven på Oliebjerget: «Fader, ske din vilje.» Og denne bøn blev hørt. Kristus var Faderen lydig og har forløst os. For selv om han blev korsfæstet i svaghed, som Paulus siger i 2 Kor 13 – den svaghed, som han villigt bar for vores skyld i den tid, da han udførte frelsesværket (dispensatio) – så lever han dog ved Guds kraft ved Guds højre hånd som Herre over jøder og hedninger. Og han ser, hvordan de ubodfærdige jøder nu i mere end 1500 år går vildfarende omkring, spredt ud over verden, vanærede og forblindede, så de er mere foragtede end hundene. Og i kapitel 16 forudsiger Jeremias, hvordan hedningerne skal komme til tro på Kristus, og siger:

«Herre, du er min styrke og kraft og min tilflugt i nøden. Hedningerne skal komme til dig fra verdens ende og sige: Vores fædre havde falske og tomme guder, som ikke kan hjælpe.»

Forinden havde han sagt, hvordan Kristus skulle kalde hedningerne og oprette sit åndelige rige, og han siger: «Se, jeg vil sende mange fiskere ud, siger Herren, og de skal fiske dem.» Det er gået i opfyldelse ved apostlene. De fornemste af dem var fiskere, men blev siden menneskefiskere, da Kristus kaldte dem i Matt 4 og sagde: «Følg mig, jeg vil gøre jer til menneskefiskere.» Heraf følger, at han ikke har villet oprette noget verdsligt rige, for til et sådant hører der andre folk end prædikanter.

Videre i kapitel 23 forudsiger Jeremias meget trøsterige ting om Kristus: hvad slags konge han er, hvad hans kongerige er, og hvordan han regerer det. Først forkynder han den straf, som skal komme over de utro hyrder, der ikke forkyndte Guds ord rent og trofast for folket, og siger:

«Ve jer hyrder, som lader hjorden på min græsgang gå til grunde og spreder den, siger Herren. Derfor siger Herren, Israels Gud, om de hyrder, som vogter mit folk: I har spredt min hjord og drevet den bort og ikke set til den. Se, jeg vil straffe jer for jeres onde færd, siger Herren. Og jeg vil samle resten af min hjord fra alle de lande, som jeg har drevet dem bort til, og føre dem tilbage til deres folde, så de skal vokse og blive mange. Og jeg vil sætte hyrder over dem, som skal vogte dem, så de ikke mere skal frygte eller forskrækkes eller blive hjemsøgt, siger Herren.»

Anna: Sig mig, hvem er de hyrder, som Jeremias truer sådan?

Urbanus: De onde konger i folket, de falske profeter og lærere, farisæerne og de skriftkloge. Der ser du, at de har holdt dårligt hus i Guds hus og har forsømt og forført det fattige folk. Alligevel kalder Gud dette folk sin græsgangs hjord. Sådan har der også under pavedømmet stadig været en Guds hjord, som de har passet dårligt. Alligevel har Gud bevaret sine får og igen givet dem gode hyrder, og de onde har han hjemsøgt sådan, at de bliver til skamme for hele verden – de, som før blev regnet for gode hyrder og for de allerhelligste. Sådan gjorde Gud farisæerne blandt jøderne til skamme og opvakte apostlene i deres sted, så de skulle vogte folket ret med Guds ord. Og de har også samlet resten af Guds hjord alle vegne fra i den kristne tros enhed.

Anna: Men hvornår skulle det ske?

Urbanus: I Det Nye Testamentes tid, da den rette Messias kom af Davids slægt. Da fik farisæernes tyranni en ende, og de rette lærere kom, apostlene, som Jeremias forudsiger videre:

«Se, tiden kommer, siger Herren, da jeg vil opvække en retfærdighedens spire for David. Han skal være konge og regere med visdom og skabe ret og retfærdighed på jorden. I hans tid skal Juda få hjælp, og Israel skal bo trygt. Og dette skal være hans navn, som man skal kalde ham: Gud, vores retfærdighed.»

Denne tid eller disse dage, som så store ting bliver lovet til, er tidens fylde, som Paulus taler om i Gal 4, da Kristus, som var lovet i loven og profeterne, er kommet. Og Jeremias kalder ham en spire af David, det vil sige et virkeligt, sandt menneske af Davids blod og stamme, sådan som Gud havde lovet David i 2 Sam 7 [kilden har «2. Reg. 7.» efter Vulgatas bognavne]. Og denne profeti er talt om Messias, som også jøderne selv indrømmer. For Jonatan siger i sin Targum (aramæiske oversættelse): «Akem le David Meshiach dezadikaia», det vil sige: «Jeg vil opvække den retfærdige Messias for David.» Er han da et sandt menneske af Davids stamme, hvad underligt er der så i, at han først har været dødelig? Han skulle og kunne alligevel forløse Israel og gøre det retfærdigt og hjælpe det ud af al nød.

Men den største nød er at være fanget i synd og død. Derfor måtte denne konge, Davids søn, forløse Juda og Israel, det vil sige jødernes tolv stammer sammen med alle sande israelitter, fra synd og død; ellers havde de endnu ikke fået den rette hjælp. Så følger det også, at han måtte opstå fra døden igen. Og det var en ringe sag for ham, for han var ikke bare et rent og skært menneske af Davids stamme, men også selv den sande, almægtige Gud. Derfor siger Jeremias, at han skal hedde JHVH (Guds eget navn, som i danske bibler gengives «Herren») eller Adonaj (Herre), det vil sige den sande Gud selv. For jøderne lærer selv – og sådan siger Skriften også – at navnet JHVH ikke kan tillægges nogen skabning, men alene det rene guddommelige væsen, som alle ting har deres væsen fra, sådan som du har hørt før.

Derfor skulle han blive en anden konge end dem, der før havde regeret på Davids trone. For Jeremias siger: Han skal oprette ret og retfærdighed på jorden i hele verden, fordømme og afskaffe det onde og gøre lutter retfærdige mennesker, for hans rige er den sande uskylds rige. Og Juda og Israel, det vil sige begge folk, skal få hjælp – ikke sådan at de ti stammer igen skal komme fra Assyrien til Samaria, eller at Juda skal bo i fred i Jerusalem som under David og Salomo, men sådan at de skal få åndelig hjælp ved Kristus fra synden og fra dødens magt, så de bor trygt, det vil sige har en fredfyldt og glad samvittighed, som de, der nu ved troen på Kristus har syndernes forladelse og fred med Gud ved Kristus, så de aldrig mere skal forfærdes over døden og alt ondt. For denne vise konge, retfærdighedens rene spire, er nu selv blevet de kristnes retfærdighed, så de kristne, det åndelige Israel af jøder og hedninger, ved troen modtager Helligånden, som vidner for deres hjerte, at de nu er Guds børn, Guds arvinger og Kristi medarvinger. Og i Åndens store tryghed siger de med Paulus: «Vi er visse på, at hverken død eller liv, hverken engle eller magter, hverken kræfter eller nutid eller fremtid, hverken højde eller dybde eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vores Herre.»

Er det ikke en god hjælp og en sikker bolig for de kristne, at de kan sige med 1 Joh 3: «Vi ved, at vi er flyttet fra døden over til livet»? Det vil sige: Helligånden har ved sit ord og ved salvelsen lært os, at Kristus har forløst os fra synd og død, og at vi skal opstå igen fra døden og ved ham leve evigt. Det er Israels håb, som ingen hedning eller vantro har.

Se nu, hvordan profeten tilskriver denne Davids søn lutter store guddommelige gerninger, som ingen kan gøre uden Gud selv. For han skal oprette ret og retfærdighed og gøre retfærdig. Skal han gøre retfærdig, så må han tage synden bort og tilgive den – ikke kun de ydre synder, men også dem i hjertet. Det tilkommer jo alene Gud; han alene kan forvandle det onde hjerte, oplyse det og føde os på ny. Og når han kan tage synden bort, så kan han også tilintetgøre døden, som er syndens løn, og synden er dødens brod (1 Kor 15). Kan han overvinde døden og således give os en evig retfærdighed og et evigt liv, så er han den sande Gud, som kan hjælpe ret ud af synden og den evige død og give og bevare den rette tryghed.

Skal nu Juda og Israel, det vil sige hele kristenheden, således hjælpes fra synd og død, så må de jo også leve evigt med deres konge Kristus. Og når man gennemgår denne profeti omhyggeligt, følger det af den, at Kristus som en naturlig søn af David nok måtte dø, men ikke blive i døden; han skulle derimod gøre Juda og Israel, det vil sige sit folk, retfærdigt og saligt. Derfor måtte han selv opstå fra døden igen og også opvække sine israelitter fra døden og skaffe og give dem evig fred og tryghed. For hvis det kun skulle vare en tid, var det endnu ikke den rette hjælp, og det var heller ikke den rette tryghed. Derfor må det være en evig tryghed og frelse.

Sådan har du i denne korte profeti ganske grundigt fået denne evige konge med hans død, opstandelse og evige kongerige. På netop samme måde prædiker Jeremias også i kapitel 33 og kalder evangeliet et godt ord, som han taler med Israel og Juda. For loven åbenbarer dem alene synden og straffen, men evangeliet, den nye pagt, forkynder lutter nåde og forløsning.

Nu profeterer han videre om, hvor langt kongens hjælp og forløsning skal nå. Før i tiden sang og fortalte Guds folk om den velgerning, at Gud havde forløst dem ud af Egypten og vist så store undergerninger. Men når Davids søn, Kristus, kommer, skal man prise langt større velgerninger fra Gud, nemlig at Kristus har ført os ud af det mørke Egypten, af syndens, dødens og den evige fordømmelses rige, og forløst os, og at han har samlet i kristenheden ikke alene israelitterne efter kødet, men også forjættelsens børn blandt hedningerne, så vidt som verden når. Det er da også hele tiden blevet opfyldt siden apostlenes tid. For vi kristne har nu en langt herligere fører, end Moses og Josva var i fortiden. Vi har Jesus Kristus, som har ført os ud af den åndelige Faraos, Djævelens, trællehus. Ved denne evige forløsning tænker vi hver dag på vores Gud og siger: «Så sandt Gud lever, han som har forløst os fra synd, død og helvede og fra hele verden har ført os ud af al vildfarelse til erkendelse af evangeliet.»

Det er en åndelig udførelse og forløsning og et åndeligt rige. Her ser vi, at jødedommen nu skulle ophøre, og at der skulle blive en kristendom i hele verden – men alt sammen ved vores konge, Kristus. Derfor måtte han opstå igen for at oprette dette rige i verden og opretholde det evigt. Og profeten siger sådan:

«Se, derfor skal tiden komme, siger Herren, da man ikke mere skal sige: Så sandt Herren lever, han som førte Israels børn ud af Egyptens land, men: Så sandt Herren lever, han som førte Israels hus' efterkommere ud og bragte dem fra Nordens land og fra alle de lande, hvor jeg havde fordrevet dem hen, så de skal bo i deres eget land.»

Læg også mærke til, at alle de timelige forløsninger, hvor Gud forløste jøderne af tyrannernes og hedningernes hænder, kun er forbilleder, som forudbetegner den rette, evige forløsning ved Messias. Her er ikke stedet til at opregne disse forbilleder. Profeterne føjer også gerne sådanne omstændigheder til, at vi let kan mærke, at de har set længere end alene til forløsningen fra Babylon og lignende. Sådan siger han i kapitel 30:

«Sådan siger Herren, Israels Gud: Skriv alle de ord, som jeg taler til dig, op i en bog. Tiden kommer, siger Herren, da jeg vil vende mit folks fangenskab, både Israels og Judas, siger Herren, og føre dem tilbage til det land, som jeg har givet deres fædre, så de skal tage det i eje.»

Denne profeti kan ikke forstås om den legemlige forløsning og om Kana'ans land. For Hoseas siger i kapitel 1, at hans hustru fødte ham en datter, som hed «Uden barmhjertighed» [hebr. Lo-Ruhama, Hos 1,6], for at betegne, at Gud fremover aldrig mere ville forbarme sig over Israel, det vil sige de ti stammer, sådan som han forbarmede sig over Juda og Benjamin, som han førte hjem igen fra Babylon. Men de ti stammer har han for stedse ladet blive i Assyrien blandt hedningerne. Derfor profeterer Jeremias her med sikkerhed om det åndelige fangenskab for dem, der er tilbage af jødernes tolv stammer. Dette åndelige fangenskab, hvor de lå fangne rundt omkring i vildfarelse og vantro under Djævelen, vil Gud vende, og han vil ved evangeliet føre dem ind i sandhedens og retfærdighedens land. Det kan du se af disse ord hos Jeremias, som følger:

«Men det skal ske på den tid, siger Herren Zebaot, at jeg vil bryde hans åg af din hals og sprænge dine bånd, så han ikke mere skal tjene de fremmede i dem, men Herren, deres Gud, og deres konge David, som jeg vil oprejse for dem. Frygt derfor ikke, min tjener Jakob, siger Herren, og forfærdes ikke, Israel. For se, jeg vil hjælpe dig fra fjerne lande og dit afkom fra det land, hvor de er i fangenskab, så Jakob skal vende hjem igen, leve i fred og have nok, og ingen skal skræmme ham. For jeg er med dig, siger Herren, for at hjælpe dig.»

Det er jo også blevet opfyldt legemligt, i et forbillede, på jøderne, idet Gud igen befriede dem fra det åg, som Nebukadnesar havde taget dem til fange under. Men det er en meget ringe forløsning sammenlignet med den åndelige forløsning, at Kristus har forløst os fra Djævelen. Og profeten taler her klart om Kristus, sådan som også jøderne bekender sammen med os. Jeremias kalder Kristus en David, jødernes konge. For David, Salomos far, var for længst sovet ind i Herren; men fordi Kristus efter kødet nedstammer fra David, bliver han ofte kaldt David i Skriften. Det bekræfter nu den kaldæiske (aramæiske) oversættelse, for sådan læser Jonatan teksten: «Vejishtam'un limshicha bar David malkehon», det vil sige: «De skal være lydige mod Messias, Davids søn, deres konge.» Sådan forstod jøderne denne profeti om Messias på tiden for det babyloniske fangenskab, da de endnu havde profeter og endnu ikke var berøvet forståelsen af Den Hellige Skrift.

Om denne forløsning under den rette David, Kristus, synger Zakarias i Luk 1 en skøn lovsang, hvor han meget grundigt forklarer denne profeti hos Jeremias og andre lignende profetier om Kristi rige. For da han ved Helligåndens oplysning forstod, at hans søn Johannes var Kristi forløber, som Kristus skulle følge lige i hælene, og at den nådefulde tid altså var kommet, hvor alle Guds forjættelser om Israels forløsning skulle opfyldes, begynder han denne glade sang:

«Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk.

Og han har oprejst os et frelsens horn» (det vil sige et fast kongerige, hvor den rette frelse og salighed er) «i sin tjener Davids hus.» For Maria, som fødte denne rette David, Jesus Kristus, var af Davids slægt, sådan som Gud tidligere havde lovet David. Derfor siger han videre:

«Sådan som han fordum har talt gennem sine hellige profeters mund,

at han frelser os fra vores fjender og fra alle deres hånd, som hader os,

og viser vores fædre barmhjertighed og kommer sin hellige pagt i hu,

den ed, som han svor vores fader Abraham, at give os,

at vi, forløst af vores fjenders hånd, skulle tjene ham uden frygt hele vores liv i hellighed og retfærdighed, som er ham til behag.

Og du, lille barn, skal kaldes den Højestes profet. Du skal gå foran Herren for at berede hans vej

og give hans folk kundskab om frelsen, som består i deres synders forladelse,

ved vores Guds inderlige barmhjertighed, hvorved Solopgangen fra det høje har besøgt os,

for at han kan vise sig for dem, der sidder i mørke og dødens skygge, og lede vores fødder ind på fredens vej.»

Her ser vi, at Kristus Jesus er den konge, under hvem de kristne sidder trygt og uden frygt i det åndelige rige, i en fylde af åndelige goder, fordi Kristus har skabt dem fred med Faderen og selv er deres konge og herre. Hvad skulle de så frygte? Hornet i Davids hus, nemlig Kristi kongerige, er jo et velsignelsens rige, hvor hverken synd, død eller Djævel kan skade de kristne, for han hjælper selv. Og det er den rette hjælp og den sande forløsning, som alle retskafne kristne fra begyndelsen inderligt har længtes efter.

Videre profeterer Jeremias i kapitel 31 om Messias' salige tid: «På den tid, siger Herren, vil jeg være Gud for alle Israels slægter, og de skal være mit folk.» Opfyldelsen af denne profeti begyndte i apostlenes tid, da mange fra alle Israels stammer kom til tro på Kristus og blev Guds folk, og den skal endnu ske, når hedningernes fylde er gået ind – skønt de ti stammer forinden på grund af deres afgudsdyrkelse var blevet fuldstændig fordrevet fra landet, bort fra Herrens ansigt.

Videre prædiker han om hedningernes håb: at det endnu skal komme dertil, at Israel (det vil sige de tilbageblevne, som Gud har udvalgt sig) skal blive løst fra sit fangenskab og komme til Zion, det vil sige ind i kristenheden, med åndelig jubel. Det skal hedningerne høre og forkynde, og de skal glæde sig over, at jøderne omvender sig på den måde. Så må de sandelig også komme til Zion, det vil sige ind i den kristne kirke, som er Kristi åndelige rige, hvor der skal være en fylde af alle gode ting. Og ved kornet, vinen, olien og lignende skal du forstå de åndelige goder, som Kristus ved sin Ånd giver kirken, så den glæder sig i Ånden. For Kristi rige er ikke jordisk mad og drikke, men retfærdighed, fred og glæde i Helligånden (Rom 14 [trykket har «Ro. 4»]). Profetien lyder sådan:

«Hør Herrens ord, I hedninger, og forkynd det langt ude på øerne og sig: Han, som har spredt Israel, skal også samle dem igen og vogte dem, som en hyrde vogter sin hjord. For Herren skal forløse Jakob og redde ham af den mægtiges hånd. De skal komme og juble på Zions høje og strømme sammen til Herrens gaver, nemlig til korn, most, olie, unge får og okser, så deres sjæl skal være som en vandrig have, og de ikke mere skal være bekymrede.»

Det forstår jøderne ikke; de mener, at det skal gå til på kødelig vis. Men jeg har nu ofte sagt dig, at profeterne plejer at tale med sådanne ord om Kristi åndelige rige og om dets uudsigelige goder, som de troende jøder og hedninger skal nyde. Det er: Guds ord, Helligånden med sine gaver, tro, syndernes forladelse, samvittighedens fred, glæde i Ånden, forståelse af Skriften, trøst og håb ud fra Guds løfter. Det er Herrens gaver, som han gør sit rige, de kristne, frugtbart med som en smuk frugthave.

Videre trøster Jeremias i dette kapitel 31 de svage i Israel, så de ikke tvivler på Guds løfte om Messias, men fast tror, at sådan som han har lovet den åndelige forløsning, syndernes forladelse i Messias, sådan skal det visselig ske: at han vil have et Israel til sit folk, og at Kristi rige således skal bestå. Og han forkynder den nye pagt, Guds evige nådepagt med de kristne: at han vil forlade os vores synder for Kristi skyld og evigt være en nådig Fader. Han lover også Helligånden i vores hjerter, som skal oplyse os med kundskab om Gud og rense vores hjerter med den kristne tro, så vi ikke blot skal have Guds lov skrevet på papir, men i vores hjerter.

Loven kræver tro, gudsfrygt, håb og kærlighed til Gud og til næsten. Men hjertet er ondt fra ungdommen af og fordærvet af arvesynden, så det hverken har forstand, lyst, vilje eller kraft til at vandre i Guds lov. Men Messias' Ånd, Guds finger, skal rense alt dette og med levende bogstaver skrive det, som loven vil have, i vores hjerter: troen på Kristus, ved hvilken vi har syndernes forladelse, og kærligheden, som er lovens opfyldelse. Så vil det gå rigtigt til. For i Kristi rige er der lutter oplyste mennesker, som kender sig selv og Gud og tjener Gud villigt af et nyt, rent hjerte, med en god samvittighed og en uskrømtet tro – skønt der stadig blander sig svaghed og synd ind. Derfor beder de med alle de hellige: «Forlad os vor skyld» osv. Profetien lyder sådan:

«Se, den tid kommer, siger Herren, da vil jeg slutte en pagt med Israels hus og med Judas hus, ikke som den pagt, jeg sluttede med deres fædre, da jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Egyptens land – den pagt, som de ikke har holdt, så jeg måtte tvinge dem, siger Herren. Men dette skal være den pagt, som jeg vil slutte med Israels børn efter denne tid, siger Herren: Jeg vil give min lov i deres hjerte og skrive den i deres sind. Og de skal være mit folk, så vil jeg være deres Gud. Og ingen skal belære den anden, og ingen sin broder, og sige: Kend Herren! Men de skal alle kende mig, både små og store, siger Herren. For jeg vil tilgive dem deres misgerning og aldrig mere komme deres synd i hu. Så siger Herren, han som giver solen til lys om dagen og månen og stjernerne efter deres bane til lys om natten, han som bevæger havet, så dets bølger bruser – Herren Zebaot er hans navn: Hvis disse ordninger ophører for mit ansigt, siger Herren, så skal også Israels slægt ophøre med at være et folk for mit ansigt. Så siger Herren: Hvis man kan måle himlen deroppe og udforske jordens grundvold, så vil jeg også forkaste hele Israels slægt for alt det, de har gjort, siger Herren.»

Denne profeti lærer apostlen os at forstå i Hebr 8, og han viser, at den er opfyldt ved Kristi første komme til denne verden, da Kristus, den nye pagts mellemmand, udførte sit præsteembede, ofrede for os og blev sat ved højre side af Majestætens trone i himlen, en forvalter af de hellige goder og af det sande, evige telt, som Gud har rejst og ikke et menneske. Dengang havde den gamle pagt sin bestemte tid, nemlig indtil Messias, som var forbilledligt fremstillet ved præstedømmet, ofrene og ceremonierne. Da lyset kom, måtte skyggen vige.

I den gamle pagt havde de loven skrevet på stentavler. Ved den blev folkets overtrædelse og forbandelse åbenbaret og straffet, men ikke ophævet. For den var et dræbende bogstav, som udefra sagde, hvad der var ret, men den formåede ikke at forandre og forny det gamle, kødelige menneskes hjerte indvendig, så det fik lyst og vilje til det gode. Den drev derimod folk videre, nemlig til Messias, som med sin Ånd skulle omskære hjertet, udslette synden og skrive loven i hjertet.

Den ydre omskærelse, kvægofrene, dyrenes blod, det levitiske præstedømme, Mose lov og ceremonierne var kraftesløse ting, når det gjaldt om at hjælpe mod synden. Det erfarede de gamle kristne før Kristi fødsel udmærket på sig selv, og de vidste også godt, at det ikke skulle blive ved disse ceremonier, for ved dem ville ingen synder være blevet hjulpet. Men de vidste, at Gud havde lovet den nye pagt, syndernes forladelse, ved Messias' blod og offer, og at Messias' Ånd måtte skrive og opfylde loven i os, så vi ved troen fik en god samvittighed og erkendte Gud som vores Fader ved den nye pagts mellemmand, Kristus Jesus. Derfor længtes de overalt så inderligt efter ham. Abraham så i ånden denne den nye pagts dag, da Kristus skulle forherliges og åbenbares for verden ved evangeliet og Helligånden, og han jublede (Joh 8). Og den gamle pagt var en forberedelse til den nye med henblik på Kristus. I den nye klinger bogstavet ikke blot udefra i ørerne, men Ånden gør levende og oplyser indvendig. Alt dette var noget meget skjult i den gamle pagt, men åbenbart og klart i den nye. Derfor kalder Paulus i 2 Kor 3 korintherne sit brev, som han har skrevet, ikke med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på stentavler, men på hjertets kødtavler.

Jøderne modtog loven fra Gud, og han lovede dem timelige goder. Til gengæld lovede de Gud, at de ville holde den. Men det gjorde de ikke; de ville gøre det uden Messias, og det er umuligt. Så sluttede Gud et bedre testamente eller en bedre pagt med sit folk, som ikke er grundet på vores gerninger og værdighed – så ville den være noget vaklende og usikkert – men er et sandt løfte om hans barmhjertighed i Kristus, uden vores fortjeneste. Denne pagt var en nådepagt, en evig og fast pagt, fordi den var grundet på Guds sandhed og barmhjertighed i Messias. Og Guds nåde og sandhed bliver evigt. For Guds gaver og kald er af den art (Rom 11), at han ikke kan fortryde dem. Derfor sender han først Moses, som prædikede loven og viste verden synden og forbandelsen, for at den skulle lære sig selv at kende for Gud, blive ydmyg og begære Guds nåde. Men fra begyndelsen havde han lovet sin nåde og velsignelse i Messias, Abrahams og Davids efterkommer. Dette løfte er evangeliet eller den nye pagt, som i sin tid blev stadfæstet og fuldbyrdet ved Kristi blod. Derfor måtte også Kristus komme, han som loven viser enhver hen til, for at nåde og sandhed kunne blive givet ved Jesus Kristus (Joh 1).

Anna: Det forstod Kleopas og hans ledsager ikke, ellers ville de ikke have haft et så bedrøvet hjerte, men have tænkt: Nuvel, nu er tiden inde, da vores jødedom med dens ceremonier skal have en ende. Jesus fra Nazaret har ved sin guddommelige gerning bevist, at han er den sande Messias. Nu har Jeremias profeteret, at den gamle pagt i Messias' tid skal ophæves og en ny nådepagt oprettes. Den må jo også stadfæstes ved blod, og ikke ved fåre- eller kalveblod, men ved Messias' blod og død, sådan som Esajas og Daniel vidner. Og denne pagt skal vare evigt med Guds folk. Det er Israels rette forløsning, og først dér bliver Israels rige for alvor oprettet og grundfæstet til evig tid. Det vil Gud ikke tage tilbage, lige så lidt som han hidtil har brudt dagens og nattens orden. Kort sagt: Israels håb er ikke forgæves. Sådan som vi håber efter Guds ord, sådan må det ske, for Gud kan ikke lyve. Han har heller ikke gjort dette løfte afhængigt af vores gerninger; derfor står det fast. Så må Israel og Juda jo blive hjulpet, og Kristus må opstå igen for at udbrede den nye pagt.

Urbanus: Ja, helt rigtigt. Og eftersom omskærelsen og de andre jødiske gudstjenester skulle afskaffes, kunne de nok have tænkt, at heller ikke Israels jordiske rige skulle bestå, lige så lidt som det ydre præstedømme med dets ydre, forbilledlige gudstjeneste. Så kunne det jo godt være, at også hedningerne kom til Messias i hans åndelige rige. For hvis den ydre omskærelse, præstedømmet, ofrene og blodsslægtskabet med Abraham ikke længere skulle gælde eller hjælpe til retfærdighed, men hjerterne skulle omskæres og Guds lov skrives ind i hjerterne ved Helligånden – hvilken forskel ville der så være tilbage mellem jøder og hedninger, hvad angår retfærdiggørelsen?

Anna: Sandelig ingen. Men som Peter lærer i ApG 15, havde Gud for længst forudset, at evangeliet også skulle prædikes for hedningerne, og at de skulle komme til troen på Kristus ligesom Abraham, Isak, Jakob, patriarkerne og apostlene. For Gud har jo givet dem vidnesbyrd om, at han også vil tage dem op i sit himmelske rige: Han har givet dem Helligånden lige så vel som jøderne og ikke længere gjort forskel på jøder og hedninger. Skillevæggen er brudt ned, og Gud har også renset deres hjerter ved troen, så nu er kristenheden alene Guds folk uden forskel, og alene Kristi rige, det vil sige de troende, bliver salige – ved intet andet end ved vor Herre Jesu Kristi nåde.

Urbanus: Det er grunden. Men når Jeremias videre lover, at små og store skal kende Gud i den nye pagt, så skal det forstås om alle israelitter, som er forjættelsens børn. For dem begaver Gud ved evangeliet med den kristne tro og Ånd og drager dem, så de kommer til Kristus, og så salvelsen lærer dem, og de kender deres hyrdes røst og følger ikke de fremmede.

Hør nu videre, hvordan Ezekiel i kapitel 11 profeterer om Messias' tid og om hans embede og rige.

«Så siger Gud Herren: Jeg vil samle jer fra folkene og samle jer fra de lande, som I er spredt i, og jeg vil give jer Israels land. Dertil skal de komme og fjerne alle skændsler og vederstyggeligheder derfra. Og jeg vil give jer et enigt hjerte og lægge en ny ånd i jer. Jeg vil tage stenhjertet ud af jeres krop og give jer et hjerte af kød, for at de skal vandre efter mine bud og holde mine love og gøre efter dem. Og de skal være mit folk, så vil jeg være deres Gud. Men dem, der vandrer efter deres hjertes skændsler og vederstyggeligheder, vil jeg lade deres gerninger falde tilbage på deres eget hoved, siger Gud Herren.»

Med denne profeti trøster Ezekiel de fangne jøder i Babylon, efter at Gud havde vakt ham til at profetere, og han lover dem, at Gud vil forløse dem fra det fangenskab, de var i, og føre dem hjem igen til Jerusalem. Det skete da også under Zerubbabel, Josva, Ezra og Nehemias; da drev de ikke længere afgudsdyrkelse med Baal og andre afguder, sådan som det var sket før. Alligevel var denne forløsning kun et forbillede på den rette forløsning i Kristus, da de fangne og de tiloversblevne først for alvor blev forløst og frelst, forlod al falsk gudsdyrkelse og tog imod den kristne tro.

Og denne profeti ser frem til Messias' tid, da han erhvervede Helligånden og gav ham til sit folk, omskar hjertet, rensede det gamle, blinde, ubodfærdige hjerte og skabte et nyt, som har lyst og vilje til at vandre i Guds bud. For Kristus alene er den rette læge for vores sårede natur, han som genføder os ved sin Ånd og gør os raske. Og han alene er vores mellemmand, som stiller Guds vrede, så Gud er vores Fader, og vi bliver hans børn, når Kristus renser vores hjerte, tilgiver synden og forsoner os med Faderen. Alt dette kunne Moses ikke med sin lov. Han kunne kun vise forbandelsen og profetere om Abrahams velsignede afkom. Men at tage synden bort og gøre retfærdig hører Messias til.

Og det er den måde, Kristus opretter og opretholder sit åndelige rige på: Han gør syndere til retfærdige kristne, giver dem et nyt hjerte, oplyser dem med sit ord og sin Ånd og fornyer dem, så de efter det indre menneske har glæde ved Guds vilje og bud. Det mener Moses, når han i 5 Mos 10 befaler, at de skal omskære deres hjertes forhud, det vil sige de onde tanker og lyster. Og i 5 Mos 30 lover han folket denne åndelige omskærelse og siger: «Herren din Gud vil omskære dit hjerte og dit afkoms hjerte, så du elsker Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl, for at du kan leve.»

Verdslige konger opretholder en ydre retskaffenhed og hindrer synden med sværdet. Men hjertet kan de ikke hindre; hjertet har alligevel lyst til alt ondt, og turde det, så gjorde det det. Derfor må det jordiske styre opretholdes med hjul, galge, sværd, reb og straf, og alligevel kan det ikke bestå. For så snart hjertet får spillerum, gør det ondt. Men Kristus tager fat på det rette sted: Han gør hjertet rent og godt, og så følger der straks også udadtil en god vandel, så folk ved troen bliver mennesker, der virkelig ikke gør andre skade. Sådan regerer vores konge åndeligt og udretter mere med sit ord og sin Ånd, end alle konger og kejsere kan udrette med al deres straf i det verdslige rige.

Og i Ez 36 lover han endnu en gang denne frelsens dag og den nye nådepagt og siger klart: «Jeg vil hælde rent vand ud over jer, så I bliver rene fra al jeres urenhed, og fra alle jeres afguder vil jeg rense jer osv.»

Dér lover profeten dåbens hellige sakramente. Den er det rene vand – rent for Guds ords skyld, som den er fattet i og prydet med. Derfor kaldes den i Tit 3 et genfødelsens bad og en fornyelse ved Helligånden, som Gud i dåben rigeligt udgyder ved Jesus Kristus, vores frelser, for at vi ved hans nåde kan blive retfærdige og arvinger til det evige liv efter håbet. Det blev opfyldt, da disciplene døbte folk og tilgav dem deres synder i vor Herre Jesu Kristi navn. Da blev der en ren, gudfrygtig forsamling af kristne, som først nu for alvor fandt Gud, og som blev flere og flere dag for dag. Sådan læser vi i Apostlenes Gerninger, at Kristi åndelige rige voksede dagligt ved ordet, selv om de blev forfulgt og slået ihjel. Og det var måden, der blev regeret på i Kristi rige. Men de blinde jøder mente, at alt skulle gå kødeligt og verdsligt til.

Og i kapitel 34 lover Gud folket den rette hyrde, som har den rette græsgang og kan holde sine får i live og bevare dem – hvad farisæerne og de troløse hyrder i jødedommen ikke gjorde; de fodrede kun sig selv. Og han siger:

«Jeg vil opvække en hyrde for dem, som skal vogte dem, nemlig min tjener David. Han skal vogte dem og være deres hyrde, og jeg, Herren, vil være deres Gud. Men min tjener David skal være fyrste blandt dem; det siger jeg, Herren. Og jeg vil slutte en pagt med dem og udrydde alle vilde dyr af landet, så de skal bo trygt i ørkenen og sove i skovene. Og jeg vil lade en navnkundig plantning vokse op for dem, så de ikke mere skal lide sult i landet og ikke mere bære deres skam blandt hedningerne. Og de skal erfare, at jeg, Herren, er deres Gud hos dem, og at de af Israels hus er mit folk, siger Gud Herren. Ja, I mennesker skal være min græsgangs hjord, og jeg vil være jeres Gud, siger Gud Herren.»

Denne hyrde er Messias. Ham kalder Ezekiel David, fordi han skulle fødes af Davids slægt, sådan som også jøderne mener sammen med os. For David, Isajs søn, var død for længe siden. Men denne profeti blev givet under det babyloniske fangenskab, og fra det og tilbage til David, Isajs søn, er der 14 slægtled. Sådan behandler Augustin denne profeti i De ovibus, kap. 11 [«Om fårene», Augustins prædiken (sermo 47) over Ez 34].

Nu hører du, hvordan denne fyrste eller konge skal regere: ikke på jordisk vis, men han skal vogte sit folk, det vil sige føre og opholde det ved ordet, sådan som Kristus grundigt udlægger denne profeti i Joh 10. Pagten skal være en tryghedens pagt, så israelitterne skal bo trygt. Gud vil aldrig mere vredes på dem i unåde, og de skal have fred i deres samvittighed. Under denne hyrde David skal heller ingen kunne skade dem. For så tryg er en kristen ved sin tro, at ingen kan skade ham; alle skabninger må tjene ham til det bedste. De skal, siger han, erfare, at jeg, Herren, er deres Gud hos dem. Er det ikke blevet mægtigt opfyldt, da Kristus, den rette David, selv vogtede folket, tilgav dem synden, stillede det oprørte hav, fordrev al sygdom og opvakte de døde? Alt dette kunne Kleopas og hans ledsager ikke forstå, før de hørte det af Herren selv.

Og i Ez 37 profeterer profeten om Kristus og hans rige, om den almindelige opstandelse på den yderste dag, og om hvordan den rette forløsning skulle tilfalde jøderne ved den sande David, Kristus, og han siger:

«Herrens hånd førte mig ud på en vid slette, som lå fuld af tørre dødningeben, og han sagde til mig: Menneskesøn, mon disse ben skal blive levende igen? Og jeg sagde: Gud Herre, det ved du. Og han sagde til mig: Profetér om disse ben, og sig til dem: I tørre ben, hør Herrens ord! Så siger Gud Herren om disse ben: Se, jeg vil bringe ånde i jer, så I skal blive levende. Jeg vil give jer sener og lade kød vokse på jer og overtrække jer med hud og give jer ånde, så I bliver levende igen, og I skal erfare, at jeg er Herren. Og jeg profeterede, og benene kom sammen igen, hvert til sit ben, og jeg så, og se: Der voksede sener og kød på dem, og han overtrak dem med hud. Men der var endnu ingen ånde i dem.»

«Og han sagde til mig: Menneskesøn, profetér, og sig til vinden: Så siger Gud Herren: Vind, kom hid fra de fire verdenshjørner, og blæs på disse døde, så de bliver levende igen. Og jeg profeterede, som han havde befalet mig. Da kom der ånde i dem, og de blev levende igen og rejste sig op på deres fødder, og de var en meget stor skare. Og han sagde til mig: Menneskesøn, disse ben er hele Israels hus. Se, nu siger de: Vi er tørre ben, vores håb er ude, vi er fortabte. Profetér derfor, og sig til dem: Så siger Gud Herren: Se, jeg vil åbne jeres grave og hente jer, mit folk, op af dem og bringe jer til Israels land, og I skal erfare, at jeg er Herren, når jeg har åbnet jeres grave og ført jer, mit folk, op af dem. Og jeg vil give min Ånd i jer, så I skal leve igen, og jeg vil sætte jer i jeres land, og I skal erfare, at jeg er Herren. Jeg siger det, og jeg gør det også, siger Herren.»

Anna: Taler profeten ikke her om jøderne, at de ikke skulle fortvivle i Babylon, som om Gud havde glemt sit løfte og ville lade dem blive siddende i fangenskabet og tage det rige tilbage, som han havde lovet Davids søn? De var jo bange og fulde af tvivl, ligesom Kleopas og hans ledsager, da de sagde: «Vores håb er ude.»

Urbanus: Ja, her bliver de fangne jøder trøstet, så de ikke skal fortvivle om deres hjemkomst til Kanaans land, selv om de var fattige og plagede mennesker. For lige så umuligt det ser ud, at de tørre, sønderbrudte knogler skulle blive levende igen, lige så umuligt syntes det de fangne, at de nogen sinde skulle komme tilbage til Jerusalem, bygge templet, genoprette gudstjenesten og således blive sat ind i deres gamle stand igen. Men her ser Ezekiel et trøsterigt syn: Gud gør de tørre knogler levende igen, så stærke og smukke, som de nogen sinde kunne have været før. Deraf skulle det jødiske folk lære Guds almagt at kende og ikke tvivle om, at det, han havde lovet dem om Messias, Davids søn, og om hans herlige, evige rige, det kunne og ville han også opfylde. Han ville hjælpe dem ud, så alt det, han tidligere havde lovet dem gennem alle profeterne, blev fuldbragt i Kanaans land og i Jerusalem. Og dette halvfjerdsårige fangenskab skulle ikke forhindre hverken hjemkomsten eller det, han havde lovet dem om Messias. For han ville vise sin magt på sit folk, så ord og gerning fulgtes ad. Derfor fortsætter profetien:

«Og du skal sige til dem: Så siger Herren Gud: Se, jeg vil hente Israels børn ud fra hedningerne, som de er draget hen til, og jeg vil samle dem fra alle kanter og bringe dem tilbage til deres land. Jeg vil gøre dem til ét folk i landet, på Israels bjerge, og de skal alle sammen have én eneste konge og ikke mere være to folk eller være delt i to kongeriger. De skal heller ikke mere gøre sig urene med deres afguder og vederstyggeligheder og alle slags synder. Jeg vil hjælpe dem ud af al den nød, hvor de har syndet, og jeg vil rense dem, og de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud. Min tjener David skal være deres konge og den eneste hyrde for dem alle, og de skal vandre i mine love og holde mine bud og leve efter dem. De skal igen bo i det land, som jeg har givet min tjener Jakob, og som jeres fædre har boet i. De og deres børn og børnebørn skal bo dér til evig tid, og min tjener David skal være deres fyrste til evig tid. Jeg vil slutte en nådepagt med dem; den skal være en evig pagt med dem. Jeg vil bevare dem og gøre dem mange, og min helligdom skal være midt iblandt dem til evig tid. Jeg vil bo midt iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk, så også hedningerne skal erfare, at jeg er Herren, som helliger Israel, når min helligdom er midt iblandt dem til evig tid.»

Denne profeti blev opfyldt legemligt, da det halvfjerdsårige fangenskab fik ende, og det jødiske folk kom tilbage til landet og igen samlede sig og blev mange frem mod Kristi komme, som skulle komme 490 år efter fangenskabet. Da havde de jo alle kun ét overhoved. Men sin rette opfyldelse fik den i Daniels sidste årsuge, ved Kristi første komme, da han og hans disciple omvendte jøderne i Kanaans land og alle andre steder og ved evangeliet samlede dem i den ene åndelige fårefold, den kristne kirke. Før havde Juda og Benjamin deres egen konge, og de andre ti af Israels stammer havde også deres egen konge og var under Rehabeam faldet fra Davids hus. Men da Kristus, den rette David, kom, blev alle jøder ét folk under én eneste ret konge, Kristus. Da spurgte man ikke længere meget: Er du af Rubens stamme, af Levi, af Issakar, af Zebulon, Dan, Gad, Asher osv.? Men: Er du en kristen? Kender du Jesus fra Nazaret som den sande Messias, som de kære patriarker og profeter og alle Israels stammer har ventet på? Indtil denne tid havde de ventet i angst og længsel. Men da Kristus selv kom, Israels rette hyrde og konge, blev den evige nådepagt mellem Gud og menneskene oprettet. Da var den rette nådestol, hvor hele guddommens fylde bor legemligt, nemlig Jesus Kristus, sand Gud og menneske, selv her på jorden blandt menneskene.

Den gamle kapporet (nådestolen), det stoflige tempel og det levitiske præstedømme skulle ikke længere gælde noget. Forbillederne havde fået ende; sandheden selv var trådt frem. De kristtroende i folket, som ved den sande tro tog Kristus ind i deres hjerte, blev Guds levende tempel og helligdom, sådan som Paulus på mesterlig vis udlægger disse forbilleder i 1 Kor 3: «Ved I ikke», siger han, «at I er Guds tempel, og at Guds Ånd bor i jer? Guds tempel er helligt, og det er I.» Og i 1 Kor 1 forklarer han, hvad den rette helligdom og fylden af alle forbillederne er, nemlig Kristus selv, og siger, at Kristus er givet os af Faderen til at være vores visdom, retfærdighed, helliggørelse og forløsning. Og når Gud videre siger: «Min helligdom, det vil sige mit tempel eller min bolig, skal være midt iblandt dem til evig tid», så er det en sådan omstændighed i den foregående profeti, at den tvinger os til at forstå, at denne samling af israelitterne under deres ene konge, Kristus, må være et åndeligt, evigt rige. For Kanaans land, Jerusalem og templet var kun forgængelige, timelige ting, ligesom også denne synlige verden. Derfor kunne den bolig ikke blive stående for altid. Altså taler profeten om åndelige, evige ting, som ikke kan forgå med tiden, men bliver evigt. Hvad der er jordisk og verdsligt, forgår; men kong Messias og hans bolig, Jakobs hus og rige, varer evigt. Derfor er de hverken jordiske eller kødelige, men åndelige.

Anna: Hvis Jakobs hus eller Messias' rige efter denne profeti skal være Guds helligdom til evig tid, og denne åndelige David til evig tid skal være israelitternes eller de kristnes fyrste, så følger det jo, at han måtte opstå igen og samle de spredte israelitter eller Guds børn og oprette et evigt rige. Og han måtte også oprejse sit folk fra døden og give dem evig fred, liv og salighed, det vil sige en ret og fuldkommen forløsning af Israel fra alt ondt, timeligt og evigt. Hvis Kleopas og hans ledsager havde troet denne profeti, havde de ikke sagt: «Vi håbede, at han skulle forløse Israel», men: Vi håber og tror, at han forløser Israel, selv om han selv dør. For Guds løfte står fast og kan ikke slå fejl.

Men Messias kaldes David, fordi han er født af Davids slægt. Når han da også er et sandt menneske, hvad underligt er der så i, at han kan dø og dør? Men fordi han skal vogte og regere Israel til evig tid, bliver han ikke i døden, men opstår igen for at opfylde denne og andre profetier om sit evige rige. Men der er endnu én ting i denne profeti, som forvirrer mig. I går sagde du, at Ezekiel her har profeteret om den almindelige opstandelse, som skal komme på den yderste dag. Men profeten siger jo, at disse tørre knogler er Israels hus, som var i det babyloniske fangenskab. Hvordan beviser du så den almindelige opstandelse af de døde ud fra dette?

Urbanus: Det er ganske rigtigt: Ezekiel taler her i dette kapitel om Israels forløsning og genoprettelse, at de skulle føres hjem igen. Men tænk selv efter: Når Gud med denne lignelse har villet trøste sit folk, så de ikke skulle tvivle om deres forløsning, så må opstandelsen her i sandhed anføres som en sikker og utvivlsom ting. For hvis opstandelsen var en usikker ting, kunne han ikke have stadfæstet eller trøstet noget ved den. Så kunne de have sagt: Ja, lige så lidt håb der er om disse knogler, at de kan blive levende igen, lige så lidt håb er der om, at vi bliver fri af det babyloniske fangenskab. Men han anfører her disse knoglers og døde legemers opstandelse som en sikker ting, som ingen rettroende kan tvivle om. Det er, som om han ville sige: Så sikkert som disse legemer opstår igen og bliver levende igen ved Guds kraft, så sikkert skal I også føres tilbage fra Babel til jeres land. Desuden ved vi, at denne profeti til alle tider i kristenheden – utvivlsomt ikke uden Helligåndens oplysning – er blevet forstået om kødets sande opstandelse, både i Østen og i Vesten. Det bevidner de hellige biskopper og lærere: Irenæus i 5. bog Mod valentinianerne, Tertullian i Om kødets opstandelse, Cyprian i 3. bog til Quirinus, Hilarius over Salme 52 [Vulgatas nummerering; Sl 53 i Bibelen 1992], Ambrosius i Om troen på opstandelsen og i 3. bog Om Helligånden, Gregor af Nazianz i ligtalen over Basilius og Gregor den Store over Ezekiel, homili 20.

Videre beskriver Ezekiel i kapitel 40 en vidunderlig stad Jerusalem og et vidunderligt tempel. Men det skal alt sammen forstås åndeligt om det himmelske Jerusalem, Guds evige stad.

Lad os nu se, hvad Daniel siger om Kristus. Det, jeg for nogle dage siden har forklaret ovenfor ud fra kapitel 2 og 9, er det ikke nødvendigt at gentage nu. Men i kapitel 7 profeterer han meget klart om Kristi og hans helliges rige, at det skal være evigt og findes i hele verden. Han siger:

«Jeg så i dette syn om natten, og se, der kom en med himlens skyer, som lignede en menneskesøn, helt hen til den Gamle, og han blev ført frem for ham. Han gav ham magt, ære og rige, så land og folk skulle tjene ham. Hans magt er evig og forgår ikke, og hans kongerige har ingen ende.» (Og straks derefter siger han:) «Den Højestes hellige skal tage riget i besiddelse, og de skal eje det i al evighed.»

Nu kender du denne almindelige regel for at forstå profeterne: Hvor der i profeterne står noget om Kristi og de kristnes evige rige eller om det evige liv, dér kan og skal man slutte Kristi og kristenhedens opstandelse ud fra det. For skal kristenheden leve og regere til evig tid, så må den visselig opstå igen. Og det profeterer Daniel klart i kapitel 12, som om en evangelist havde skrevet det. Profetien gælder den sidste tid, når denne verden skal få ende, og han siger:

«På den tid skal dit folk blive frelst, alle som står skrevet i bogen. Og mange af dem, som ligger og sover under jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til evig skam og skændsel. Men lærerne skal stråle som himlens glans, og de, der vejleder mange til retfærdighed, som stjernerne i al evighed.»

Her ser du alle menneskers sande opstandelse, både de godes og de ondes, men med forskel: Guds folk, det vil sige de kristne, som er skrevet ind i livets bog, skal frelses fra Guds kommende vrede, som skal gå ud over den vantro verden, nemlig fra helvedes evige pine, og de skal føres ind i det evige liv. Men de ugudelige, som ikke har troet evangeliet, bliver ikke frelst; Guds vrede bliver over dem til evig tid. For de har ikke villet tage imod det sande liv, Kristus. Derfor skal de blive til skamme for evigt.

Desuden viser Daniel også Guds børns herlighed i opstandelsen: hvordan de skal stråle som solen og stjernerne evigt og altid. Og det er Israels rette og endelige forløsning, det vil sige Guds børns, som vi venter på. For ligesom alt det andet, der er lovet i profeterne – Kristi fødsel, lidelse, opstandelse og himmelfart, hedningernes kaldelse osv. – er blevet opfyldt, sådan skal også det sidste blive opfyldt, nemlig de dødes opstandelse og de kristnes rette forløsning. Disse og lignende løfter er vores evangelium og grundlaget for vores håb.

Anna: Nu vil jeg høre, hvad Hoseas siger om Kristus.

Urbanus: Han er en af de små profeter, men han profeterer om mange skønne hemmeligheder i evangeliet, som hedningernes kaldelse til evangeliet. Og selv om jøderne skal falde tungt og blive forkastet af Gud, lover han dem alligevel Guds nåde, så de til sidst skal komme til den kristne tro og også tage imod Kristus, som de før har forkastet, som deres Herre og konge.

Han profeterer også om Kristi store, herlige rige, den kristne kirke, om det åndelige ægteskab mellem Kristus og alle kristne, om Kristi sejr, at han skulle overvinde synd og død, og om Kristi og vores opstandelse. Samtidig revser han også Israels ti stammer for deres afgudsdyrkelse og truer dem med et fangenskab uden ende under kejseren i Assyrien. Men Juda, det vil sige de to stammer, som blev ved Davids hus, nemlig Juda og Benjamin, lover han nåde og hjælp. I kapitel 1 truer han Samarias rige med det assyriske fangenskab og siger:

«Jeg vil ikke mere forbarme mig over Israels hus, men jeg vil kaste dem bort. Men over Judas hus vil jeg forbarme mig, og jeg vil hjælpe dem ved Herren, deres Gud. Men jeg vil ikke hjælpe dem ved bue, sværd, krig, heste eller ryttere.»

Her kunne Kleopas og hans ledsager godt have lært, at Kristi rige ikke er et jordisk rige. For Hoseas truer størstedelen af jøderne med et sådant legemligt fangenskab, at de aldrig mere skal komme hjem igen til deres tidligere stand og rige, som dengang de endnu havde deres egen konge i Samaria eller Jizre'el. Hvis Israels tolv stammer under Messias skulle have haft et rige, hvor de legemligt regerede over hedningerne og levede i al verdslig lykke – sådan som jøderne havde en kødelig forestilling om Messias' rige – så måtte de alle være blevet sat fri og løst fra Assyrien igen. Men her hører du, at Israel skal glemmes, og det blev også betegnet ved profetens datter, der blev kaldt Lo-Ruhama, det vil sige: Ikke-forbarmet. Men eftersom Israel samtidig gennem alle profeterne bliver lovet forløsning, så må den i sandhed ske, for Guds ord slår ikke fejl. Og eftersom den ikke skal være en legemlig, jordisk forløsning fra kongen af Assyrien tilbage til det gamle rige, så må den være åndelig; for der er ingen mellemvej. Sådan lyder også de efterfølgende ord, hvor han lover Judas slægt en hjælp, som ikke skal bestå i legemlige våben som bue, sværd osv., men i deres Herre. Hvad er det andet, end at Juda, det vil sige netop Davids kongerige og alle rette israelitter og Guds bekendere, skal få nåde og hjælp på en anden måde, end verdslige fyrster hjælper deres undersåtter?

Gud vil forbarme sig over dem, det vil sige tilgive dem deres synder, gøre dem retfærdige og salige og således hjælpe dem ud af Djævelens fangenskab, sådan som Salme 130 klart synger om Israels forløsning: «Herren skal forløse Israel fra alle dets synder.» Det er Israels eneste håb og forløsning fra synden og dermed også at blive fri for døden. Sådan udlægger Paulus disse profetier med få ord i Ef 1 og siger: «I Guds Søn Kristus har vi forløsningen ved hans blod, syndernes forladelse, efter hans nådes rigdom.» Ganske vist forstår vi også den timelige hjælp, da Gud hjalp Juda mod Sankerib og førte jøderne tilbage fra Babel til Jerusalem. Men denne timelige forløsning er kun et forbillede på den rette, evige forløsning, da Kristus uden ydre magt, ved korset, forløste alle rette jøder, det vil sige Guds bekendere og lovprisere, fra synden, døden og helvedes tyran.

Hør videre, hvordan Gud til sidst ville forlade jødedommen og afskaffe deres jordiske kongerige og forbilledlige præstedømme. Profetens hustru fødte en søn, som Gud lod kalde Lo-Ammi, det vil sige: Ikke mit folk, og han angiver grunden: «For I er ikke mit folk», siger han, «så vil jeg heller ikke være jeres.»

Heraf skulle jøderne jo have mærket, at jødedommen stod over for en stor forandring, og en gang for alvor have spurgt: Hvordan skal vi dog forstå Guds ord? Han lover jo overalt gennem alle profeterne Israels og Judas folk store ting: Han vil være deres Gud, og de skal være hans folk. Han vil forløse dem fra alle deres fjender, de skal bo trygt i landet, og ingen skal skræmme dem. Han vil forbarme sig over dem og give dem et evigt rige. Han har sluttet en evig nådepagt med dem. Hvordan skal det så rime med disse herlige løfter, at Israel skal føres i fangenskab, at Gud vil glemme det og fremover aldrig mere forbarme sig over Israel? Er vi da det rette Israel, eller er vi det ikke? Fejlen må vel ligge hos os.

Og i kapitel 6 siger Gud: «Jeg har behag i kærlighed og ikke i offer, og i kundskab om Gud og ikke i brændoffer.» Af disse ord skulle de jo have mærket, at den sande religions grundlag ikke består i ceremonier, men at det er troen, der er rig på kærlighed, som kræves. Det var for den, Abraham, Isak og Jakob fik ros for at være Guds tjenere – mere end for den legemlige omskærelse. Her havde de fundet deres fejl.

Anna: Det spørgsmål vil jeg også gerne høre besvaret. For jeg tvivler jo ikke på, at Gud holder fast ved det, han har lovet Israel; og omvendt er det, han har truet med, også overgået dem. Du kan sikkert få disse skriftsteder til at hænge sammen og forlige dem med hinanden.

Urbanus: Gud siger jo i Sl 94 [trykket har «Psal. 49»; stedet er Sl 94,14]: «Herren vil ikke forstøde sit folk eller forlade sin arv.» Og Paulus siger i Rom 11, at Gud ikke har forstødt sit folk. Og i Sl 98: «Herren kommer sin nåde og sandhed i hu mod Israels hus.» Sådan synger også Maria, den udvalgte Guds moder, i sin lovsang, og Zakarias, at Gud ikke glemmer den barmhjertighed, som han har lovet Israels folk. Derfor skal du vide, at Gud er sanddru og urokkelig i sine løfter og opfylder for jøderne alt, hvad han har lovet dem. Men du må give nøje agt på Guds løfter.

Guds løfter er af to slags. Nogle er timelige eller legemlige og gives med en tilføjet betingelse, som når Gud lover Kanaans land, og om det stoflige tempel, at det skal bestå, og lignende. Sådanne løfter gælder jødedommen og har en tilføjet betingelse: Hvis jøderne holder Guds lov, så skal løftet også gå i opfyldelse. Men de har ikke holdt den og vil alligevel vente på, at disse løfter bliver opfyldt – i sandhed af stor blindhed. Men Gud har holdt disse løfter, sådan som de skulle holdes: Forbillederne skulle ophøre, når sandheden selv er til stede. Han har også sendt dem Messias, sin enbårne Søn, sådan at han skulle fødes som jøde af Abrahams og Davids stamme. For denne sin Søns skyld har han også ført dem ud af Egypten, givet dem Kanaans land, skilt dem ud fra alle folk på jorden med et ydre præstedømme og en ydre gudstjeneste og et jordisk kongerige, siden altid opholdt dem med store undere og til sidst også ført dem tilbage fra Babel. Kort sagt har han nådigt og underfuldt opretholdt deres gudstjeneste, tempel, stad, styre og land, indtil den lovede Messias, Israels sande, evige konge, blev født af dem. Så de har i sandhed haft stor ære og fordel frem for hele verden, og mange af dem er ved Messias blevet forløst fra synd og fordømmelse og er først da kommet ind i det rette Jerusalem og Zion. De kaldes i profeterne de tiloversblevne af folket, Jakobs og Israels rest, som Gud havde udkåret sig blandt de andre og udvalgt til salighed i Kristus. De er mange, når man ser på deres antal, men få, når man sætter dem over for den store mængde af vantro.

Men andre af Guds løfter er frie, af lutter nåde, uden vores værdighed og fortjeneste. De hører til Det Nye Testamente og hviler på Messias' fortjeneste og værdighed. De har et fast grundlag, nemlig Guds bundløse barmhjertighed, faderlige troskab og sandhed, og hænger slet ikke på vores værdighed. Derfor er de faste og uigenkaldelige, og de handler om åndelige, evige goder, nemlig om sejren over synd, død og Djævel, om syndernes forladelse og om ret, evig retfærdighed, liv og salighed i Kristus.

Sådanne løfter gælder ikke alene jødedommen eller israelitterne og jøderne efter kødet, men de rette jøder og israelitter efter ånden. Det er de udvalgte i Kristus, løftets børn, Det Nye Testamentes børn, uanset om de efter kødet er født jøder eller hedninger. For her ses der ikke på den kødelige fødsel og slægtskabet med Abraham, Isak og Jakob, men på den åndelige fødsel og hjertets indre omskærelse. Om disse jøder og rette israelitter taler Johannes Døberen i Luk 3 og siger:

«Sig ikke: Vi har Abraham til fader. Gud kan opvække Abraham børn af disse sten.» Og Paulus siger ligeud i Rom 9: «Ikke alle, der stammer fra Israel, er israelitter, og ikke alle, der er Abrahams afkom, er derfor også børn, men i Isak skal din slægt kaldes (siger Gud). Det vil sige: Det er ikke de, der er børn efter kødet, som er Guds børn, men løftets børn regnes for hans afkom.»

Du hører altså, at Gud ganske vist først tog sine tjenere og børn til sig fra jødedommen, mens hedningerne endnu var uden Kristus, Ef 2, fremmede og uden for Israels borgerskab, fremmede for forjættelsens pagt, så de endnu intet håb havde og var uden Gud i verden. Men han har altid åbenbaret for sine profeter hemmeligheden om fællesskabet i Kristus: at også hedningerne skal være medarvinger sammen med Israel, indlemmet i samme legeme og meddelagtige i hans forjættelse i Kristus, Ef 3.

Se nu blot, på hvilken måde den hellige Skrift fremholder de fornemste patriarker, Abraham og Jakob, med så stor ros. Den priser og fremholder som eksempel ikke blot Abraham, som han var født af kød og blod, men den Kristus-troende Abraham, som er genfødt ved troen og blevet et andet menneske. Sådan lærer Paulus mesterligt i Gal 3, hvor han siger:

De, der er af troen, er Abrahams børn. Skriften siger: Den har forudset, at Gud gør hedningerne retfærdige ved troen; derfor forkynder den for Abraham: I dig skal alle hedninger velsignes. Så bliver nu de, der er af troen, velsignet sammen med den troende Abraham, som er far til alle Kristus-troende, hvad enten de er jøder eller hedninger.

Ligeledes fremholder Skriften for os ikke blot Jakob, men den Jakob, der kæmpede med Gud og sejrede over ham ved den kristne tro. Derfor fik han det herlige navn, at han blev kaldt Israel, det vil sige et menneske, der er mægtigt hos Gud, som ved den kristne tro er herre over alle ting i Gud, med Gud og ved Gud, så han kan gøre og formå alt, 1 Mos 32.

Det er nu de patriarker, som de åndelige forjættelser er givet til som sande kristne – ikke på grund af den legemlige omskærelse eller på grund af loven, for Moseloven blev først givet længe efter. Se her, hvad det rette Israel er, og hvad det rette Juda er, og hvem der er patriarkernes rette børn. Så bliver profetierne, der er givet Israel, meget lettere for dig at forstå, og du vil bedre end før vide, hvem de mennesker er, der hører til i Kristi rige. For Esajas siger i 10. kapitel: Når Israels børns tal bliver som havets sand, skal dog kun resten af dem blive omvendt.

Der hører du, at forjættelserne ikke bliver modtaget af alle jøder eller israelitter efter kødet, men at kun nogle i Jakobs hus skal reddes fra fortabelsen ved Messias: de, som tror de forjættelser, som Abraham og Isak troede, og som derfor er Abrahams og Israels rette børn for troens skyld.

Men for at ingen skal mene, at Guds evige nådepagt med Israel bliver ophævet på grund af dette frafald og denne vantro hos den store hob i jødedommen, trøster profeterne tværtimod folket mægtigt og ser med deres ånds øjne ud over hele verden, til det åndelige Israel af jøder og hedninger, sådan som også Hoseas gør her. For lige efter den førnævnte tekst siger han videre:

Israels børns tal skal være som havets sand, der hverken kan måles eller tælles. Og det skal ske: På det sted, hvor man har sagt til dem: I er ikke mit folk, skal man sige til dem: I den levende Guds børn! For Judas børn og Israels børn skal samles og holde sig sammen til ét hoved osv.

Forstå derfor profeten sådan: Gud har jo sluttet en pagt med Abraham og hans sæd efter ham, at han vil være deres Gud, gøre dem talrige som havets sand og ikke forkaste dem. Det har han først trofast opfyldt på jøderne, som Gud har gjort talrige og bevaret med store undergerninger, og som han aldrig helt har forladt, indtil Abrahams rette sæd, Jesus Kristus, kom til jorden, han, i hvem alle folk på jorden bliver velsignet. For da Kristus kom og ved evangeliet var forkyndt i hele verden, da strakte Guds evige nådepagt med Abraham og hans sæd sig først rigtigt ud, og opfyldelsen begyndte først for alvor, eftersom der ikke alene af jøderne, men også af hedningerne i hele verden blev en utallig skare af Abrahams børn ved evangeliet, hvorved Abraham er blevet Guds barn.

Profetens mening er altså denne: Selv om Gud forkaster det ydre Israel og aldrig mere vil føre det ind i Kanaans land, bliver Guds herlige løfter, der er givet Israel, ikke desto mindre opfyldt, og Israels børns tal bliver ikke desto mindre som havets sand, og Messias skal oprette et herligt, stort rige. Men det skal gå sådan til, at han ikke alene gør Abrahams børn af jødedommen, men også af hedningerne i hele verden. For de bliver først de rette Abrahams og Israels børn, som ved en sand tro på evangeliet tager imod Abrahams velsignede sæd, Jesus Kristus, Israels sande og eneste konge. Dette er den herlige forøgelse af Abrahams sæd og af Israels børn, som således sker ved evangeliet i troen over hele verden og stadig fortsætter indtil den yderste dag, til alle, der hører til i Kristi rige, er kommet ind i det.

Læg videre mærke til: Før Kristi fødsel var Israels kongerige delt, og kun to stammer, Juda og Benjamin, blev ved Davids hus. De ti gjorde sig deres egen konge og blev for største delen lutter afgudsdyrkere. Men i den rette Israels konge Jesu Kristi tid bliver det anderledes, siger Hoseas. For Juda og Israel, det vil sige forjættelsens børn af disse stammer og af hedningerne, skal slutte sig sammen under den eneste sande konge, Jesus Kristus, i én tro og ånd, og de kristne af alle folk skal blive flere og flere. For Kristi rige, Es 9, skal altid vokse indtil den yderste dag, men alle jordiske riger må aftage og gå til grunde.

Og lige efter, ved slutningen af 2. kapitel, profeterer Hoseas igen om den evige nådepagt mellem Gud og os med et dejligt og trøsterigt billede og siger:

På den tid vil jeg slutte en pagt for dem med de vilde dyr, med fuglene under himlen og med krybdyrene på jorden, og jeg vil fjerne bue, sværd og krig fra landet og lade dem bo trygt. Jeg vil trolove mig med dig for evigt, jeg vil vie mig til dig i retfærdighed og ret, i nåde og barmhjertighed. Ja, i troen vil jeg trolove mig med dig, og du skal kende Herren.

Her taler han ikke om jordiske ting, men om samvittighedens åndelige fred med Gud ved troen på Kristus, som hverken tyranner på jorden eller djævle i luften kan omstøde. For hvordan skulle noget kunne skade de kristne, når de ved troen er gift med Herren Sebaot (Hærskarers Herre), Kristus selv, og således ved dette åndelige ægteskab bliver ét kød? Ved denne forening får vi alle de kostelige løfter, som profeterne og evangelisterne efter Guds befaling har givet kirken.

Anna: Hvordan går det til?

Urbanus: Hvad den ene ægtefælle ejer, det ejer også den anden; mand og hustru har alt fælles, både krop og gods. Nu har vi på vores side synd, død og fordømmelse, men vores brudgom, Jesus Kristus, er fuld af nåde, liv og salighed. Når vi nu tror på Kristus som vores eneste forløser og frelser, så forener denne tro os med Kristus, så han bliver vores hoved og vi hans lemmer. Således tager Kristus det onde, vi har, på sig og giver os det gode, han har. Således bliver vi retfærdige for Gud, levende og salige, vi, som før var syndere, døde og fordømte.

Det er de uransagelige rigdomme af Guds nåde, som er skænket os i Kristus, og som Paulus roser så herligt i Ef 3; de overgår al sans og forstand hos alle skabninger. For tænk – så vidt det dog er muligt – på, hvilken person Kristus er: nemlig en uendelig person, Gud og menneske, som ikke kan synde, dø og blive fordømt, eftersom hans retfærdighed, liv og frelse er uovervindelig, evig og almægtig. Når nu uskylden, livet og frelsen selv kæmper på korset med vores synder, død og fordømmelse, og de ikke kan overvinde ham, så må de opsluges i ham.

Når vi derfor ved den kristne tro bliver plantet ind i Kristus, bliver vi af lutter nåde fri for alle synder, trygge mod dødens tyranni og udrustet med vores brudgom Jesu Kristi evige retfærdighed, liv og salighed. Således bereder Kristus sig kristenheden, sin kære brud, så den er herlig, uden plet og rynke, men renset ved vandbadet i livets ord, det vil sige ved troen på dette ord om liv, retfærdighed og salighed. Nu har du hørt, hvordan Gud trolover sig med det rette Israel som sin brud i troen, i barmhjertighed, i retfærdighed og ret.

Læg videre mærke til, at dette ægteskab skal vare evigt, som profeten tydeligt siger. Deraf følger, at Kristus, brudgommen, selv måtte opstå fra de døde og også opvække sin brud, så hun kan leve med ham i evighed. Det er Kristi evige rige, et nådens rige, hvorfra al synd, døden og alt ondt er stødt ud, og hvor lutter nåde, retfærdighed, uskyld, liv og frelse bor i evighed. Sådan som han jo siger: Og du skal kende Herren. For at kende Gud er det evige liv, Joh 17.

På den tid, siger Herren, vil jeg svare; jeg vil svare himlen, og himlen skal svare jorden, og jorden skal svare korn, most og olie, og de skal svare Jizre'el. Og jeg vil beholde dem for mig på jorden som en sæd og forbarme mig over dem, der var i unåde, og sige til det, som ikke var mit folk: Du er mit folk. Og det skal sige: Du er min Gud.

Her taler han om Det Nye Testamentes nåderige tid: Når evangeliet bliver prædiket, og Kristus bliver taget imod ved troen, så vil Gud ikke lade de Kristus-troende mangle noget, men sørge godt for dem. Selv om de i mellemtiden stadig må slide under korset, skal de dog få, hvad de har brug for. Og det rette Israel skal tiltage og vokse ved Messias. Kristenheden skal blive et ret Israel, det vil sige Guds sæd, så den stadig tiltager og bliver til evig tid. Således forbarmer Gud sig over de øvrige jøder og hedninger. Før var jøderne eller Israel dem, der var uden nåde, men i Kristi tid forbarmer Gud sig over dem. Hedningerne var ikke Guds folk, men i Messias' tid blev de kaldet ved evangeliet og blev Guds folk, som ved den eneste forløser og mellemmand, Jesus Kristus, kender, påkalder og ærer Gud i en sand tro.

Anna: Har jøderne eller israelitterne efter kødet da slet intet håb i Skriften om, at de endnu skal blive hjulpet ud af det forhærdede liv, de nu lever i? Eller skal der fremover ingen jøder, men kun hedninger komme ind i Kristi åndelige rige?

Urbanus: De har et håb. Gid de dog forstod Skriften, hvilken nåde Gud stadig har gemt til dem! For Hoseas siger i 3. kapitel:

Israels børn skal i lang tid blive uden konge, uden fyrste, uden offer, uden alter, uden efod og uden gudstjeneste. Derefter skal Israels børn omvende sig og søge Herren deres Gud og deres konge David, og de skal ære Herren og hans nåde (eller godhed) i den sidste tid.

Du har før hørt af Paulus i Rom 11, hvordan han vil, at jøderne ikke skal foragtes, for de har et løfte om deres omvendelse før den yderste dag. Når nemlig israelitterne efter ånden, det vil sige det udvalgte tal af Guds børn blandt hedningerne, er fuldt, så de alle er blevet kristne, så skal jøderne holde op med deres blindhed, samle sig om den rette Messias, Jesus Kristus, og også tage imod evangeliet. Det har Paulus meget fint forstået ud fra Hoseas, som også her giver jøderne et trøsterigt løfte: at de i den sidste tid endnu skal blive benådet, kaldet og omvendt ved evangeliet – de af dem, som endnu hører til i Kristi rige. Kristus kender sine får godt, og de skal også kende deres hyrde.

Denne profeti står lige for øjnene af os og behøver ikke megen forklaring. Efter at Messias, Jesus fra Nazaret, er kommet, har jøderne nu i mere end femten hundrede år (det er den lange tid) været spredt over hele verden og har hverken egen konge eller fyrste, for de kender endnu ikke Kristus, deres rette konge. De må som fattige, elendige mennesker overalt leve under fremmede herrer. Deres tempel og alter og deres offersted er ødelagt og forbliver ødelagt; de har ingen præster og ingen ret gudstjeneste. Gud give, at de snart bliver omvendt i stort tal! Amen. Guds ord lyver ikke: De skal søge den rette Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, ved den rette Messias, Jesus fra Nazaret. Efter lang vildfarelse skal de vende om igen og søge deres rette konge, Jesus Kristus, som er lovet i loven og profeterne, sendt, da tiden var fuldkommet, født af Davids stamme og sat ved Guds højre hånd i al magt, og sammen med os skal de prise den overvældende nåde og godhed, som han skænker os i evangeliet.

Anna: Hoseas siger, at de skal komme til David i de sidste dage. Skal David da opstå igen før den yderste dag og regere?

Urbanus: Nej. Du har jo ovenfor hørt hos Ezekiel og i Salme 89, at Jesus Kristus bliver kaldt David. For efter kødet er han født af Davids slægt, og han er den rette David, som Hieronymus siger, det vil sige stærk af hånd. For han alene har ved sin egen kraft forløst sit folk af Djævelens fangenskab. Og sådan har også jøderne selv forstået denne profeti om Kristi fødsel, som Targum bevidner. Den gengiver teksten sådan: Derefter skal Israels børn vende om og søge deres Guds ære og være lydige mod Messias, Davids søn, det vil sige Kristus.

Anna: Så skulle man sandelig ikke afskrive jøderne så fuldstændigt, når Gud stadig vil vise dem så megen nåde og omvende så mange af dem.

Urbanus: Det har jeg ofte sagt: Hedningerne skulle spotte de stakkels jøder mindre og tænke på Paulus' advarsel i Rom 11.

Videre profeterer Hoseas i 5. kapitel om opstandelsen ved Messias og siger:

Når det går dem ilde, må de søge mig og sige: Kom, lad os vende om til Herren! For han har sønderrevet os, han vil også læge os; han har slået os, han vil også forbinde os. Han gør os levende efter to dage, på den tredje vil han også oprejse os, så vi skal forblive for hans ansigt. Så vil vi give agt og stræbe efter at kende Herren. For han skal bryde frem som den skønne morgenrøde og komme til os som en regn, som en sildig regn, der væder landet.

Denne profeti har Ambrosius og andre kristne lærere forstået om Kristi og vores opstandelse. For Messias er opstået fra de døde på den tredje dag, og når vi har båret vores kors i dette forgængelige liv og er helt døde fra verden, så vil han oprejse os igen på forløsningens dag, og vi skal leve hos ham i evighed, sådan som også Paulus lærer i 1 Thess 4. For han er selv opstået og brudt frem med en skøn morgenrøde som den sande retfærdighedens sol, der oplyser os og også gør os frugtbare med sin nådes frugtbare regn, så vi bærer den sande omvendelses frugt.

Og i 13. kapitel profeterer Hoseas overmåde klart om Kristi sejr: at han har overvundet synd, død og helvede for os. Jeg vil (siger han) forløse dem fra helvede og frelse dem fra døden. Død, jeg vil være din gift; helvede, jeg vil være din plage. Det har Kristus opfyldt, da han døde på korset for os og på den tredje dag herligt opstod igen. Derved sonede han vores synd, overvandt døden, som havde fået magt over os, og forløste os fra den evige fordømmelse eller helvedes pine. Synden var vores dødelige gift, som den menneskelige natur var forgiftet med til den evige død. Nu udsletter Kristus synden ved sin død og kvæler således vores død, som vi ellers skulle være blevet i for evigt.

I 14. kapitel profeterer han også meget trøsterige ting om Kristus og hans rige, hvor der er nåde og syndernes forladelse, lutter Guds kærlighed og trofasthed mod os og Guds pris i os, lutter god frugt og tryghed. For vores Gud selv er beskytteren, Jesus Kristus. Og han siger:

Vend om, Israel, til Herren din Gud! For du er faldet på grund af din misgerning. Tag disse ord med jer, vend om til Herren og sig til ham: Tilgiv os al synd og gør vel mod os, så vil vi ofre vores læbers tyre. Assur skal ikke hjælpe os, og vi vil ikke ride på heste og heller ikke mere sige til vores hænders værk: I er vores Gud. Men lad de faderløse finde nåde hos dig.

Så vil jeg igen læge deres frafald; gerne vil jeg elske dem, for da skal min vrede vende sig fra dem. Jeg vil være for Israel som en dug, så han skal blomstre som en rose, og hans rødder skal slå ud som Libanon, og hans grene skal brede sig, så han bliver så smuk som et oliventræ og dufter så godt som Libanon. Og de skal igen sidde i hans skygge; af korn skal de ernære sig og blomstre som en vinstok. Hans ry skal være som vinen fra Libanon. Efraim: Væk med afguderne! Jeg vil bønhøre ham og lede ham. Jeg vil være som en grønnende gran; hos mig skal man finde din frugt.

I begyndelsen af 14. kapitel formaner Hoseas israelitterne til omvendelse. Men eftersom ret omvendelse er et værk af Helligånden i os og ikke af det naturlige menneske, har Helligånden til sidst sat skønne løfter ved siden af, så Israel derved kan blive vakt til tro på Guds lovede nåde. Ved den tro får Israel Helligåndens kraft, så han kan være lydig mod Guds bud og formaninger. Er det ikke et trøsterigt løfte, når han siger, at han vil læge Israels frafald? Det vil sige: Han vil tilgive dem al deres misgerning, elske dem og aldrig mere vredes på dem på grund af synden. I dette løfte er Kristus, nådetronen, indesluttet. For det er besluttet hos Gud, at han ikke vil tilgive nogen synden, elske nogen og tage nogen til nåde uden alene for sin elskede Søns skyld, som er blevet vores eneste forløser, mellemmand, forsoner, biskop, offer og nådestol. Sådan som Paulus siger i Ef 1: Vi er blevet velbehagelige for Gud, men i den elskede Søn, Jesus Kristus, i hvem vi har forløsningen ved hans blod, nemlig syndernes forladelse, efter hans nådes rigdom. Derfor følger det af dette faste grundlag i apostlenes lære, at Hoseas her prædiker om Kristus (skønt han ikke nævner ham ved navn), eftersom der ingen anden forsoner er, som vender Guds vrede bort fra os, end alene Jesus Kristus. Derfor har jeg nu ofte sagt til dig: Hvor Gud lover sin nåde, forløsning, syndernes forladelse, retfærdighed, liv og frelse, dér bliver Kristus lovet, ved hvis død og dyrebare blod vi igen er forsonet med Gud.

Nu følger i teksten flere løfter i billedlige ord, og han henter billeder fra dug, roser, Libanon, oliventræ osv. Disse ord vil ikke andet end vise Israels eller de kristnes overvældende salighed, efter at de er taget op i Guds nåde, er blevet troende og har fået forladelse for al misgerning.

Er det ikke en usigelig salighed at få syndernes forladelse, at blive regnet for retfærdig for Gud, at modtage Helligånden med hans gaver og ved ham blive beseglet i troen – at modtage et så dyrebart pant på vores himmelske arv, nemlig Gud Faderens og Sønnens Ånd, i vores hjerte, han som vidner for os, at vi er Guds børn og dermed også Guds arvinger og Kristi medarvinger? Kære, hvad kan den mangle, der har Gud selv til arv? Denne profeti begyndte for alvor at gå i opfyldelse på Kristi tid, da evangeliet bar stor frugt i hele verden, og Kristi åndelige rige brød frem overalt, så at ærens konge, Kristus, blev modtaget som vores Gud og frelser. Ved troen på ham bliver vi Guds børn, som sammen med de hellige engle skal prise Gud evigt. Den herlighed overgår alt, hvad nogen skabning nogen sinde kan tænke sig. Nu er den skjult, fordi vi endnu kun er frelst i håbet; men når vores ærens konge kommer i sin herlighed for at holde dom, skal den åbenbares, Rom 8.

Kort sagt: Gud vil være Israels værn, vederkvægelse, hjælp, trøst og alt godt. Og profeten taler om et langt større værn, en langt større trøst, hjælp og langt større goder, end denne verden forstår eller formår. Derfor er Kristi rige et rige med al velsignelse, hvor man evigt ejer fylden af alle sande goder. Denne åndelige forløsning, hjælp, trøst og dette varige rige har profeterne forkyndt – men ikke et timeligt rige med en overflod af forgængelige goder, sådan som de kødelige jøder drømmer om.

Anna: Hvad profeterer Joel om Kristus og hans hemmeligheder?

Urbanus: I kapitel 2 [kilden har «2. cap.» efter Vulgatas kapitelinddeling; citatet nedenfor er Joel 2,27 og 3,1–5 i Bibelen 1992] profeterer han om Kristi salige rige: hvordan det skal oplyses med så rig en kundskab om Gud og så rigeligt modtage Helligånden med hans gaver, og at den sande forløsning, hjælp eller redning fra synd og død alene er på Zions bjerg, det vil sige i den kristne kirke; og at der heller ikke længere skal være forskel på personer, hvad enten de er jøder eller hedninger: Enhver, som påkalder Herren Messias' navn, skal reddes fra alt ondt. Profetien lyder sådan:

«I skal erfare, at jeg er midt iblandt Israel, og at jeg er Herren jeres Gud og ingen anden, og mit folk skal aldrig mere blive til skamme. Og derefter (eller som Peter anførte denne profeti i sin prædiken på pinsedag i Jerusalem: I de sidste dage, det vil sige i Messias' tid) vil jeg udgyde min Ånd over alt kød, og jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal have drømme, og jeres unge mænd skal se syner. Også over trælle og trælkvinder vil jeg på den tid udgyde min Ånd, og jeg vil give undertegn på himlen og på jorden, nemlig blod, ild, røg og damp. Solen skal forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer. Og det skal ske: Enhver, som påkalder Herrens navn, skal reddes. For på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være redning, som Herren har lovet, også hos de andre tilbageblevne, som Herren vil kalde.»

Denne profeti begyndte at gå i opfyldelse på Kristi tid. Da erfarede Israel jo, at Gud var hos dem i menneskelig natur. Også blev Helligånden dengang givet langt mere herligt og rigeligt end før Messias' fødsel, lidelse og opstandelse. For tidligere var det altid kun nogle få, der modtog profetiens ånd; men da Jesus blev ophøjet ved Guds, sin Faders, højre hånd, blev Helligånden med sine gaver givet til mange på en underfuld og rig måde, sådan som det hebraiske ord eshpokh viser, for det betyder «udgyde». Helligånden blev synligt udgydt over de troende kristne, når de blev døbt, og kristenheden havde overalt lærere, som havde profetiens ånd.

Men når han taler om Zion og Jerusalem, skal du forstå det om kristenheden, hvor Zions konge, Kristus, har sin bolig som i et rige. Og den, der vil reddes fra synden, døden og Djævelens magt, må tro på Kristus og komme ind i kristenheden; ellers, uden for kirken, er der hverken syndernes forladelse eller frelse. En synder behøver heller ikke at stirre på den ene eller den anden by i særdeleshed, sådan som jøderne stirrer på deres jordiske Zion og Jerusalem. For Joel siger, at Gud vil udgyde sin Ånd over alt kød eller alle mennesker – ikke kun over jøderne i Jerusalem eller i Kanaans land, men overalt i verden, hvor man tror evangeliet. Derfor følger der: Enhver, som påkalder Herrens navn, bliver frelst. Ikke kun de jøder, som tilbeder og påkalder ham i Jerusalem. For nu var den time kommet, som Kristus taler om i Joh 4, hvor den himmelske Fader ville have sande tilbedere, der tilbad og påkaldte ham i ånd og sandhed. Se, hvor vidt Kristi rige strækker sig, og hvor vidt det åndelige Jerusalems porte står åbne, så enhver alle steder kan komme ind. Man behøver fra nu af ikke at lade sig omskære, rejse til Jerusalem eller bringe de foreskrevne dyreofre. Det er heller ikke nødvendigt at være født af Abrahams slægt. Man skal alene tro evangeliet om Kristi magt og nåde og påkalde ham, hvor man end er, så kommer man ind i det rette Zion, hvor man finder den rette frelse og den sande redning fra den evige nød. Det er en herlig og vidtfavnende forløsning eller redning – ikke kun for israelitterne efter kødet, men for alle mennesker i hele verden, som tror på Kristus og påkalder ham.

Sådan læser du i ApG 16, at da fangevogteren i Filippi sagde til Paulus og Silas: «Herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?», gav de ham dette svar: «Tro på Herren Jesus, så bliver du frelst, du og dit hus.» De bad ham ikke gå til Jerusalem eller til Zion i templet. For nu var det åndelige Jerusalem begyndt at brede sig ud blandt hedningerne i hele verden. Hvor der end er en, som tror evangeliet og påkalder Kristus, dér bliver han frelst og er i det åndelige Jerusalem, det vil sige i kristenheden; han har én Gud, én forløser, én lærer, én Ånd, én tro og ét håb sammen med alle de hellige i hele verden.

Og i kapitel 3 [kilden har «3. cap.» efter Vulgatas kapitelinddeling, svarende til Joel 4 i Bibelen 1992; citatet er Joel 4,16–17.20–21] profeterer Joel også om det rette, åndelige, evige Jerusalem, det vil sige om kristenheden, og siger blandt andet:

«Herren vil være en tilflugt for sit folk og et værn for Israels børn, og I skal erfare, at jeg, Herren, er jeres Gud, som bor på Zion, mit hellige bjerg. Da skal Jerusalem være helligt, og ingen fremmed skal mere drage igennem det (og lidt efter): Juda skal være beboet evigt og Jerusalem fra slægt til slægt, og jeg vil ikke lade deres blod være uhævnet, og Herren skal bo på Zion.»

Her har du, at den kristne kirke, selv om den har mange og store fjender, dog skal bestå evigt; og hvad man har gjort de kristne ondt, det vil Kristus hævne til fulde, og han vil blive på Zion. Dette løfte gentages igen og igen hos profeterne: at Gud selv altid vil bo på Zion, det vil sige i kristenheden. Det rummer mere trøst, end nogen kan tænke sig. Paulus har i al trængsel med stor alvor anført dette løfte som en uindtagelig fæstning, til trøst for sig selv og for kristenheden, når han siger i Rom 8: «Er Gud med os, hvem kan så være imod os?» Som om han ville sige: Kristi rige, det åndelige Jerusalem, er vel bevaret; det behøver ikke at frygte fjender, for Gud selv bor i det – hvem vil så ødelægge det? Hvad er hele verden, alle djævle, tyranner og alle skabninger over for Gud? Intet andet end lutter afmægtige fluer.

Anna: Nu følger Amos. Hvad profeterer han om Kristus og hans rige?

Urbanus: I kapitel 9 profeterer han om Kristus, som han kalder Davids hytte, fordi Kristus er født af Davids slægt. Og han kalder ham et sammenfaldent telt eller en sammenfalden hytte. For han taler ud fra det jødiske folks kår: Da jøderne hele tiden var fangne, spredte og plagede, og løftet om Messias af Davids slægt efter deres mening trak alt for længe ud, blev dette løfte ikke regnet for noget stort, men af de fleste foragtet, som om Gud ikke ville opfylde det. Desuden var Davids slægt efter det babyloniske fangenskab, da Kristus nu skulle komme, og Daniels halvfjerds årsuger hastede mod deres afslutning, blevet forarmet og havde mistet al magt, så det slet ikke så ud til, at den store konge i Israel, Messias, endnu skulle fødes af den. For Kristi forældre boede ikke i Judas land i Betlehem, Davids by, eller i Jerusalem på Zion, men i Galilæa, i Nazaret.

Davids slægt og den Messias, der var lovet af den, så altså i jødernes øjne ud som en sammenfalden hytte, som det var ude med. Da nu Kristus blev født i Betlehem, Davids by, blev Davids telt rejst igen, og hans rige, som var lovet ham i hans afkom, blev først nu rigtig oprettet; og hvad der var faldet sammen og brudt ned, blev først nu rigtig genoprettet, og det løfte, der var givet David, at hans afkom skulle regere evigt på hans trone, blev opfyldt med stor magt. Sådan forstår også Targum denne profeti: at Kristus og hans rige er lovet ved teltet eller hytten. Og lad Jonatans udlægning her være dig en sikker forståelse: Akin jat malkhuta debet David, det vil sige: Jeg vil oprejse Davids hus' rige – og det er Kristi rige. Og læg mærke til: Selv om Davids rige allerede før var mægtigt, og han ikke alene herskede over alle Israels tolv stammer, men også over edomitterne, syrerne, moabitterne, filistrene og flere andre hedningefolk, var det dog kun en skygge og et forbillede på den rette David, Kristus Jesus, og hans evige rige. Ja, sammenlignet med Kristi rige var det en fattig, sammenfalden hytte, overalt fuld af revner og huller. Men da Kristus kom, da blev frelsens horn eller rige først rigtig oprejst i Davids hus, og Davids kongetrone blev givet til den rette konge. For Kristus kalder ved evangeliet alle Israels stammer ind i sit åndelige rige og ved sine apostle alle hedninger i hele verden, så at jøder og hedninger skulle slutte sig til Davids søn og tage imod ham som deres konge, så han skulle herske overalt, fra hav til hav (Sl 72), en almægtig Herre over hele verden, ja, over alle skabninger. Det må da kaldes at hegne hullerne i det sammenfaldne telt godt til og at rejse og befæste det, der var faldefærdigt. Hør nu profetien:

«På den tid vil jeg rejse Davids sammenfaldne hytte igen og hegne dens huller til, og hvad der er brudt ned, vil jeg rejse igen, og jeg vil bygge den, som den var i gamle dage, for at de skal tage i besiddelse, hvad der er tilbage af Edom, og hvad der er tilbage blandt alle hedningerne, over hvem mit navn skal prædikes, siger Herren, som gør dette. Se, den tid kommer, siger Herren, da man på samme tid skal pløje og høste og på samme tid presse vin og så, og bjergene skal dryppe af sød vin, og alle høje skal være frugtbare. For jeg vil vende mit folk Israels fangenskab, så de skal bygge de øde byer op og bo i dem, plante vingårde og drikke vinen fra dem, anlægge haver og spise frugten fra dem. For jeg vil plante dem i deres land, så de aldrig mere skal rykkes op af deres land, som jeg vil give dem, siger Herren din Gud.»

Denne profeti har Jakob i ApG 15 anført på apostlenes første kirkemøde i Jerusalem for at bevise hedningernes kaldelse og den kristne frihed: at hedningerne ikke skal bebyrdes med Moses' lov, men at det skal være nok til frelse, at Kristi navn bliver prædiket blandt hedninger og jøder, og at man tror på ham, så man altså ikke bliver frelst ved lovens gerninger, men alene ved vor Herre Jesu Kristi nåde, både jøder og hedninger, og at omskærelsen sammen med andre lovens gerninger ikke er nødvendige til retfærdiggørelsen. Det er den kristne frihed, som vi har ved Messias, den rette David, og som i Det Nye Testamente offentligt er prædiket i hele verden. Og det er den nåderige tid, som Amos profeterer om, frelsens dag.

Dernæst profeterer Amos videre i billedlige ord om Kristi rige, at det er et rige med al velsignelse. Og han bruger sådanne ord, som om han talte om legemlig og jordisk velsignelse, hvor man har nok af vin, korn, frugt, smukke bygninger og lysthaver og alt, hvad man har brug for til det legemlige liv. Men du kender den almindelige regel for, hvordan alle sådanne profetier om Kristus og hans åndelige rige skal forstås: at man ikke sammen med de blinde jøder ser på timelige goder. For Kristi rige har helt andre rigdomme, glæder, mad, drikke og goder, nemlig åndelige og evige goder i Kristus, den åndelige, evige ærens konge. Vi må derimod tale om Kristi rige og forstå det, sådan som Kristus selv i evangeliet og apostlene beskriver dette rige for os.

Forstå altså her ved disse legemlige goder og velsignelser den åndelige velsignelse, som Paulus taler om i Ef 1, når han siger, at Gud og vor Herre Jesu Kristi Fader har velsignet os med al åndelig velsignelse i de himmelske goder ved Kristus. Og i Ef 3 kalder han disse velsignelser, der er lovet i Kristus, Kristi uransagelige rigdom, som ikke kan udforskes, så store og kostbare er de. Men det er Helligåndens måde i det hellige sprog at tale om åndelige ting ved ydre billeder.

At han ikke profeterer om jordiske ting, viser sammenhængen. For Gud lover, at han vil vende sit folks fangenskab, det vil sige, at han vil forløse sit folk fra alle fjender. Det er den herlige forløsning, som Guds folk, det vil sige de kristne, har i Kristus. Og han vil bevare dem i deres land, som han vil give dem. De havde Kanaans land i forvejen, men Gud vil give dem et bedre, hvor der skal være fylde af al velsignelse. Det er uden tvivl det nye land eller den nye jord, hvor retfærdighed bor (2 Pet 3), og det rette fædreland, som patriarkerne og de retskafne kristne har søgt, nemlig det himmelske fædreland (Hebr 11). Og alt dette har Gud selv lovet, han som ikke kan fejle. Derfor måtte Kristus komme af Davids slægt, dø, opstå igen og oprette sit velsignede rige og bevare det evigt, et rige, hvor der ingen forbandelse er, men lutter velsignelse og alt godt. For alle Guds løfter er lagt på Kristus og er i ham ja og amen (2 Kor 1).

Anna: Obadja er meget kort. Siger han også noget om Kristus? Han bliver vel ikke kaldt Obad-jah, det vil sige Guds tjener, for ingenting?

Urbanus: Jo, i slutningen af sin profeti profeterer han om Kristi rige, om den kristne kirke, under navnet Zion og Jakobs hus, og om at den skal brede sig ud i hele verden. Han siger:

«På Zions bjerg skal der være redning og en helligdom, og Jakobs hus skal tage dem i besiddelse, som havde taget det i besiddelse, og Jakobs hus skal blive en ild og Josefs hus en flamme, men Esaus hus halm; dem skal de sætte ild på og fortære, så der ikke bliver noget tilbage af Esaus hus, for Herren har talt. Og de mod syd skal tage Esaus bjergland i besiddelse, og de i lavlandet filistrene; ja, de skal tage Efraims mark og Samarias mark i besiddelse, og Benjamin Gileads bjerg; og de bortførte af denne Israels børns hær, som er blandt kana'anæerne helt til Sarepta, og de bortførte fra Jerusalems by, som er i Sefarad, skal tage byen mod syd i besiddelse. Og der skal komme frelsere op på Zions bjerg for at dømme Esaus bjergland. Sådan skal riget være Herrens.»

Anna: Denne tekst har underlige ord. Hvad er her Jakobs hus, Josefs hus, Esau, lavlandet, Efraims mark, Samaria, Gileads bjerg, Sarepta og Sefarad? Og hvilken besiddelse taler Obadja om? Mener han den jordiske besiddelse, at jøderne skal lægge alle disse lande under sig og blive herrer over dem? Eller hvad er meningen?

Urbanus: De vantro jøder forstår denne tekst og alle lignende om jordiske ting. De har et forfængeligt håb om, at alle de hedningefolk, som de har været fanger hos – assyrerne, kaldæerne, perserne, makedonerne, romerne, syrerne, filistrene, egypterne og så videre – må lægges under Israels folk under Messias' styre, og at Israels folk så skal bo trygt uden flere fangenskaber.

Det er en falsk forståelse. For Gud har ikke lovet dem dette på den måde, som de påstår. Han har derimod lovet dem, at Juda skulle blive fri af Babylon igen og bygge byen og templet op igen, og at Israels rette hersker, Messias, skulle komme efter det babyloniske fangenskab, som det står i Dan 9; og så skulle jødedommen have sin ende, og af Judas jordiske rige skulle der blive et åndeligt, evigt rige, som også gojim, det vil sige hedningerne, skulle komme ind i fra hele verden og sammen med det rette Israel evigt have del i alle Guds løfter i Messias.

Derfor må du her forstå Obadja om en åndelig besiddelse, nemlig at Messias, hans apostle og de troende ved evangeliet skal bringe alle folk ind under den kristne tros søde åg, så de anerkender Kristus som deres eneste, evige konge og anerkender hans apostle sammen med dem, som er kommet til tro på Kristus, omvendt af apostlene, som deres åndelige moder og Guds herlige by, som de villigt adlyder – sådan som du også har hørt det hos Amos i kapitel 9.

Hør nu, hvad ordene i denne profeti betyder, så bliver den let for dig at forstå. Zions bjerg er, som du nu godt ved, kristenheden, og det er et helligt bjerg, for Gud selv bor på det, og den Allerhelligste, Kristus, indvier og helliger det ved sit ord og sin Ånd til en evig bolig, sådan som Ezekiel viser. Når man læser det hebraiske ord kodesh, betyder det hellighed. For sand retfærdighed og hellighed findes ingen andre steder end på dette hellige bjerg, kristenheden. Men nogle læser kadosh, og så betyder det helligt, af den grund, der er nævnt ovenfor. Domus Jacob, Jakobs hus, kaldes i Skriften Davids hus, Judas stamme, som altid blev ved Davids hus; og det er næsten det samme, når man siger Juda, Jakobs hus, Jerusalem, Davids hus. Og det var et forbillede på Kristi Jesu kongerige. Derfor kalder ærkeenglen Gabriel i Luk 1 Kristi rige for Jakobs hus og Davids trone, hvorpå Kristus skal regere evigt. For i kong Davids jordiske rige begyndte Kristi åndelige rige på Zion og bredte sig derfra ud i hele verden, da apostlene efter Kristi befaling begyndte at prædike evangeliet for al skabningen og i Kristi navn forkyndte omvendelse og syndernes forladelse for alle hedninger. Og de begyndte i Jerusalem, som Lukas siger i kapitel 24.

Læg mærke til, at Gud lovede disse patriarker, Abraham, Isak og Jakob (1 Mos 22; 26; 28), en sæd af deres eget kød og blod, i hvilken alle jordens slægter skulle velsignes, det vil sige blive fri og løst fra den evige forbandelse og fra syndens, dødens og djævelens bånd og blive Guds børn, som sammen med denne samme sæd skulle regere evigt i uskyldens, livets og frelsens rige. Det var et stort løfte. Derfor nævner Skriften overalt disse fædre. For da denne sæd blev dem lovet, og at deres børn skulle blive så mange som sandet ved havet, da blev Kristus, den evige konge, og hans evige rige, kristenheden, lovet dem. Derfor kaldes dette Kristi rige også Jakobs hus og Davids trone, det vil sige den kristne kirke.

Josefs hus er i Skriften det samme som de ti andre af Israels stammer, som faldt fra Davids hus og valgte sig deres egen konge. Og dette særskilte rige kaldes også Samaria efter hovedstaden i Efraims land, og Efraim for Jeroboams skyld, som var af Efraims stamme; ligeledes Josef eller Josefs hus for Josefs skyld, som var Efraims far.

Esaus hus er edomitternes rige; de har deres oprindelse fra Esau og boede i Seirs bjerge (Jos 24) ved den store ørken syd for Jerusalem.

De mod syd er dem, der boede i Judas stamme. De i lavlandet, det er Lydda og Emmaus, som Hieronymus viser. Filistrene er de fem byer, der ligger mod vest: Gaza, Ashkalon, Ashdod, Ekron og Gat. Efraim er landet Samaria, hvor Efraims stamme boede, han som var Josefs søn. Benjamin er en særskilt stamme blandt jøderne, men regnes med til kongeriget Juda.

Gilead er ifølge Hieronymus Arabien. Sarepta var en by mellem Tyrus og Sidon; om den skriver Josefus i bog 8. Sefarad var en by i Babylons land.

Profetens mening er altså denne: Før har han profeteret om folkets fangenskab, og hvordan Edom skulle ødelægges. Men nu trøster han jøderne, så de ikke skal fortvivle i det babyloniske fangenskab, som om det nu var helt forbi med Zion, og Messias ville udeblive. Og han lover jøderne forløsning, så de igen skal komme til Zion, selv om det nu var ødelagt af babylonierne og edomitterne; for Gud vil endnu skaffe forløsning, hjælp og redning på Zion. Det er også allerede opfyldt. For efter at jøderne var vendt hjem fra Babylon, og byen Jerusalem sammen med templet og gudstjenesten var genopbygget og genoprettet, kom Messias, den rette frelser, ikke længe efter til Zion. Også før havde Gud ofte hjulpet Zions bjerg og byen Jerusalem; men det var endnu ikke den rette hjælp og den rette frelse, som Messias i egen person skulle bringe med sig. Men da Israels konge af Davids stamme selv kommer til Zion, da kom lykke og frelse i al fylde. For ved sit ord og sin Ånd begyndte han at vende folket bort fra det åndelige fangenskab, som de havde lidt under djævelen og de falske lærere, og at redde dem. Han opfylder profeterne og bereder sit folk den rette, evige forløsning ved sin frelsebringende død og herlige opstandelse. Det var den rette peletah, det vil sige redning, forløsning. Alle de tidligere havde kun været forbilleder.

Læs Apostlenes Gerninger, og se, hvordan en sand frelse begyndte på Zion ved evangeliet og bredte sig ud over hele verden. Peter redder og omvender på én gang 3000 mennesker, og Gud øger hele tiden Kristi rige, som Lukas siger i ApG 2: «Herren føjede hver dag endnu flere mennesker til forsamlingen, så de blev frelst.» Denne frelse blev forkyndt med en sådan Helligåndens kraft, at de tilbageblevne af Israel, apostlene og deres medarbejdere, det sande Jakobs og Josefs hus, var som ild og flammer, der som strå fortærede Esaus hus, det vil sige edomitterne, der før havde været Jakobs og Josefs hus' dødsfjender, så at uden tvivl også mange af disse edomitter blev vundet ved evangeliet, og deres fader Esaus onde art blev fortæret i dem ved kærlighedens ild, så de i deres hjerte ikke længere var esauitter, men nu også kom til Jakobs og Josefs hus og blev ét med dem i tro og sind.

Ligeledes er evangeliet gået videre ud til verdens fire hjørner, så det troende Juda overalt har ført rigtig mange lande og folk til den kristne tro. Dem skal man forstå ved de nævnte folk, som han netop derfor fletter sådan ind i hinanden for at vise, at Messias' frelse og rige ikke kun skal være på Zion og i Jerusalem, men i alle lande i hele verden, mod solopgang, solnedgang, nord og syd. For de nævnte folk lå sådan ud mod verdens fire hjørner, som Kristus profeterer om hedningernes kald i Luk 13: «De skal komme fra øst og fra vest, fra nord og fra syd og sidde i Guds rige.»

Anna: Af denne profeti forstår man også, at kongen på Zion, Kristus, ikke kunne blive i døden, eftersom han skulle oprette en sådan redning eller forløsning, som gik ud i hele verden, og at den, der blev forløst af ham, altid skulle blive tryg hos ham i hans rige.

Urbanus: Helt rigtigt.

Anna: Men hvem er de moshiim (frelsere), som skulle komme fra Zion? Der er jo kun én moshia eller frelser, Jesus Kristus.

Urbanus: Apostlene kaldes sådan på grund af det evangelium, de prædikede, som er et ord om liv og frelse (1 Kor 15). Ved det omvendte de mange på Zion og vandt dem for Kristus. Sådan siger også Paulus i Rom 11, at han har ægget jøderne, for at han kunne redde eller frelse nogle af dem, det vil sige føre dem til den eneste frelser, Jesus Kristus. Disse moshiim eller redningsmænd dømmer Esaus bjerg; for Helligånden revser ved deres prædiken alt ugudeligt væsen før den yderste dag, og på den yderste dag skal de sidde på de tolv troner og være med til at dømme Israels tolv stammer.

Anna: Hvad skal der så ske videre efter denne forkyndelse af evangeliet i hele verden?

Urbanus: Alle verdens riger skal forgå sammen med verden. Men Zions konge har på Zion oprettet en sådan forløsning og hjælp, som varer evigt. Derfor skal verden med sin pragt og sit kejserdømme få ende, og alt jordisk styre skal høre op; men riget skal forblive hos vores konge, Kristus Jesus, og det skal ingen ende have. Andre riger har deres fastsatte tid; så falder de. Det assyriske og babyloniske rige varede nogle år; så regerede perserne og mederne. Dem vandt Alexander, og Alexanders rige vandt romerne. De har det sidste monarki på jorden; også det skal få ende, for det er allerede for alvor ved at bryde sammen. Og desuden har intet af disse kongeriger eller kejserdømmer nogen sinde hersket over hele verden.

Men vores ærens konges rige skal bestå evigt og herske med magt over alt, sådan som også Targum fint gengiver det på dette sted. For på kaldæisk (aramæisk) står der: «Og Herrens rige skal åbenbares eller ophøjes over alle jordens indbyggere.»

Så herligt skal Jakobs hus blive. Hvad behøves der mange ord? Englen Gabriel giver os her den rette, sikre forståelse af denne profeti i hænde, når han med få ord beskriver denne vores konge og hans kongerige for den højt velsignede jomfru Maria og siger i Luk 1: «Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Herren skal give ham hans fader Davids kongetrone, og han skal være konge over Jakobs hus for evigt, og hans rige skal ingen ende have.» Der har du, hvad Obadja mener med sin afslutning, nemlig: Hidtil har mange konger regeret på jorden, og kongerigerne er hele tiden gået fra den ene til den anden; de har plaget hinanden godt og grundigt, og det ene har hele tiden slugt det andet. Men når frelsen eller redningen på Zion begynder efter det babyloniske fangenskab, så skal der oprettes et virkelig bestandigt kongerige, som ikke mere kan komme i nogen andens hånd, nemlig Jakobs hus, forsamlingen af de sande israelitter af jøder og hedninger. Dette hus eller kongerige skal tilhøre Herren Messias og forblive hans i evighed.

Anna: Men hvad siger Jonas om Kristus?

Urbanus: For det første viser Jonas med sin prædiken Kristi riges herlige udstrækning: at jøder og hedninger skulle blive frelst i Kristus, og at Kristus således skulle blive hele verdens konge og frelser. For Gud sender ham til en hedensk by, Ninive, hovedstaden i det assyriske kejserdømme, for at han skal bevæge den til omvendelse og vende den om til Gud; og han prædiker hverken omskærelse eller anden jødisk gudsdyrkelse for dem, kun at de skal holde op med at synde.

Her har du: Den, der erkender og angrer sin synd og tager sin tilflugt til Guds nåde i Kristus, bliver retfærdig og salig uden lovens gerninger. Og at Gud, som der står i Rom 3, er jødernes og hedningernes Gud; og at han også vil gøre israelitter af hedningerne, og at de sammen med hans folk skal modtage alle løfterne i Kristus.

For det andet er Jonas et forbillede på Jesu Kristi død og opstandelse. For i Jon 1 [Jon 2,1 i Bibelen 1992] har du, at Gud skaffede en stor hval til veje, som skulle sluge Jonas; og Jonas var i fiskens bug i havet tre dage og tre nætter. Det var et forvarsel om, at Kristus skulle dø, være begravet i tre dage og opstå igen på den tredje dag. Sådan udlægges dette forbillede af Kristus, sandheden selv, i Matt 12, når han siger: «Den fordærvede og utro slægt kræver et tegn, men den skal ikke få noget andet tegn end profeten Jonas' tegn. For ligesom Jonas var i hvalens bug tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter midt i jorden.»

Anna: Har Mika også mere om Kristus end den profeti fra kapitel 5, som du allerede har forklaret ovenfor?

Urbanus: Ja, endnu meget mere, som det ville tage lang tid at gennemgå. Lige efter den skønne profeti om Herren i Israel, Kristus, hvordan han skal udgå fra Betlehem, siger han:

«Imens lader han dem plages indtil den tid, da hun, som skal føde, har født. Da skal resten af hans brødre vende tilbage til Israels børn. Men han skal træde frem og vogte i Herrens kraft og i sin Guds navns sejr, og de skal bo trygt; for på den tid skal han blive herlig, så vidt verden når.»

Det vil sige: Israels hersker kommer ikke nu. Jøderne skal først plages grundigt for deres afgudsdyrkelses skyld. For de skal først sidde i elendighed i Babylon i halvfjerds år og først derefter vende hjem og vente på deres Herres, Israels Kristi, salige tid. Men hvor grusom plagen og fangenskabet end bliver, vil Gud dog holde sit løfte og i sin tid sende den lovede Messias, moshel (herskeren), til Israel. Så skal alt blive godt, og israelitterne skal for alvor samles. Det skete også på Jesu Kristi tid. Han er den gode hyrde, som er trådt frem og har forkastet de falske hyrder, farisæerne og de skriftkloge jøder, og selv har vogtet sine får i Guds store kraft. For han har undervist og ved Helligånden også omvendt og oplyst hjerterne, uddrevet djævle, oprejst døde og gjort undere efter sin himmelske Faders befaling, så at fårene under ham ikke længere blev ædt af ulven og ødelagt af falske hyrder, men sad trygt og godt bevaret under hans beskyttelse og på hans græsgang.

Og denne moshel eller Israels hersker skal (siger Mika) på den tid, i Det Nye Testamentes tid, blive herlig, så vidt som verden når. Det gik i opfyldelse, da Kristus gennem lidelsen gik ind til sin herlighed, da han opstod på den tredje dag og blev sat ved Guds højre hånd, så al magt i himlen og på jorden blev givet ham, Matt 28, og da Helligånden gennem evangeliet herliggjorde ham i hele verden, og hans horn, det vil sige det åndelige rige, som du har hørt i Sl 89, blev ophøjet og forøget i Guds navn, af jøder og hedninger. Og det vokser stadig dag for dag, hvad enten Djævelen og hans brud, den vantro verden, bryder sig om det eller ej.

Og lidt efter profeterer Mika om, hvordan de kristne eller Kristi rige skal herske og bestå også under korset midt blandt fjenderne. Deraf ser vi, at det er et åndeligt rige, eftersom det er i verden blandt mange folk som dug fra Herren og som en lille dråbe på græsset. For det er et underfuldt folk, de kristne: De er på jorden og er dog ikke et jordisk rige. Deres lære, det hellige evangelium, kommer ned fra himlen, fra Gud Helligånden. De er også født på ny ovenfra ved vand og Ånd, og deres liv står i troen. De lever i Kristus og bliver på underfuld vis bevaret under korset. Og hvor svage de end ser ud for verden, er de dog uovervindelige og sejrer ved troen på Kristus og bryder igennem verden, synd, død og Djævelens snarer – alt sammen på en åndelig, underfuld måde, skjult for verdens øjne. For det sker i ordet og Ånden, men det er langt herligere, end nogen kan fatte. Profetien lyder sådan:

«Også de tilbageblevne af Jakob skal være blandt mange folk som dug fra Herren og som dråber på græsset, der ikke venter på nogen og ikke håber på mennesker. Ja, de tilbageblevne af Jakob skal være blandt hedningerne, hos mange folk, som en løve blandt dyrene i skoven, som en ung løve blandt en fåreflok, som ingen kan hindre, når den går igennem, træder ned og river i stykker. For din hånd skal sejre over alle dine modstandere, så alle dine fjender skal udryddes.»

Her ser du evangeliets og de troendes kraft. De, som troede på Kristus og ventede på ham, var de rette tilbageblevne, den rest, der var tilbage af Jakob. De satte ikke deres lid til noget menneske, men til Herren: at han efter sit løfte helt sikkert ville hjælpe dem ud af al nød, selv om de dengang var fangne og fattige, plagede folk midt blandt deres dødsfjender. Men Gud bor hos sine, og han har i 2 Mos 23 lovet de troende, at han vil være deres fjenders fjende og plage dem, som plager de kristne. Derfor bliver der her lovet de tilbageblevne af Jakob og også Kristi rige, det vil sige hele kristenheden, som i denne verden også bor blandt fjender, en sikker sejr. Sådan bliver de kristne trøstige, uforfærdede og frimodige ved Guds løfte i Kristus og ved den kristne tro, ligesom løven i skoven, der ikke frygter noget dyr, men sejrer over dem alle.

Og i kapitel 4 beskriver han, næsten som Esajas i kapitel 2, Kristi rige meget herligt og siger blandt andet:

«På den tid, siger Herren, vil jeg samle de halte og bringe de knuste sammen og dem, jeg har plaget. Og jeg vil gøre de halte til nogle, der skal have arv, og de svage til et stort folk. Og Herren skal være konge over dem på Zions bjerg fra nu af og til evig tid.»

Det er Det Nye Testamentes tid. Ved disse ord (halte, knuste og svage) betegnes de kristne – sådan har de jo disse betegnelser i Es 61 og overalt i Skriften – på grund af det kors, som de bærer i verden, og hvorved de må blive deres konge, Kristus, lig. Forstå altså ved de haltende eller lamme, forstødte og svage de kristne, der er fattige i ånden: dem, der har en bedrøvet samvittighed, udadtil forfølges af verden og indadtil er forfærdede ved erkendelsen af deres synd, ved dødsangst og rædsel for Guds vrede. Det er de fattige, som dette evangelium her forkyndes for: at de har en så god konge, som ikke vil forstøde dem for deres skrøbeligheds skyld, men nådigt hjælpe dem. Og selv om de i verden er svage, forladte, elendige og dybt foragtede, vil han dog gøre dem til et herligt folk, som i evig ære skal bo trygt under denne konge i Kristi rige.

Her har du igen, at Kristi rige er åndeligt. For de kristne er svage og foragtede på jorden, men gennem korset kommer de til den højeste ære, så at når al denne verdens herlighed og magt går til grunde på den yderste dag, skal de krones med den højeste ære og herlighed i Kristi evige rige. Sådan ser profeterne overalt hen til den salige evighed og frelsen i Kristi evige rige.

Og i slutningen af kapitel 7 [trykket har «67.»] priser han meget herligt den overstrømmende rigdom af Guds barmhjertighed, som er lovet os i Kristus. De løfter er givet Abraham, Isak og Jakob, og af disse fædres stamme skulle Kristus, nådens konge, fødes. Og han siger:

«Hvor er der en Gud som du, der tilgiver synden og eftergiver misgerningen for resten af sin arv, som ikke bliver ved sin vrede for evigt? For han har behag i barmhjertighed. Han vil igen forbarme sig over os, dæmpe vores misgerning og kaste alle vores synder i havets dyb. Du vil holde Jakob troskaben (eller sandheden) og Abraham nåden, sådan som du for længe siden har svoret vores fædre.»

Det har været en meget nødvendig trøst for alle bedrøvede samvittigheder på den tid i det babyloniske fangenskab, så de ikke skulle falde i tvivl, som om Gud helt ville forkaste sit folk og tage alle løfterne om sin nåde i Messias tilbage for folkets synders skyld. Det er, som ville han sige: Nuvel, vi må i fangenskab; det er Guds retfærdige dom og vilje, og vi har vel fortjent det. Men vi skal ikke derfor fortvivle om Guds nåde. For hans nåde i Kristus er et bundløst hav, hvor alle vores synder godt kan druknes. Gud har oprettet en evig nådepagt med vores fædre Abraham, Isak og Jakob: at i deres sæd, Messias, skal alle folk på jorden velsignes, det vil sige få syndernes forladelse, forløses fra døden og den evige fordømmelse og udrustes med sand uskyld og evigt liv. Dette løfte vil ikke slå fejl, for Gud har til yderligere sikkerhed for vores svage tro svoret en dyr ed: Han vil være os nådig i Messias og hjælpe os ud af al nød. Denne nåde og sandhed kan ikke tilbagekaldes; men så sandt som Gud er Gud, så vist skal vi have hans nåde, når vi tror hans løfte.

Vær derfor ved godt mod. Hvad Gud har lovet vores fædre, det vil vores synder ikke forhindre eller gøre falsk. Han har lovet Kristus, og han vil også helt sikkert sende ham, så han kan forløse os. Og det har til alle tider fra begyndelsen været Israels håb, det vil sige alle de udvalgtes og troendes håb. For dette er det sande evangelium, som Messias har stadfæstet med sin død og sin blodsudgydelse: nemlig at Guds Søn skulle blive menneske og fødes af Abrahams slægt og give den himmelske velsignelse, det vil sige retfærdighed, liv og salighed, så vi skulle blive fri for synden og ved ham forløses fra døden og oprejses og regere evigt med ham i herlighedens rige. Det er summen af alle profetierne om Kristus og hans evige rige, sådan som Gud opfyldte det efter det babyloniske fangenskab i Daniels sidste årsuge og sendte verden den rette konge og forløser, Jesus Kristus.

Anna: Men hvad godt siger Nahum, trøsteren, om Kristus? Det er jo heller ikke for ingenting, at han hedder Nahum.

Urbanus: Han stemmer overens med profeten Esajas i kapitel 52 om evangeliet og siger:

«Se, på bjergene kommer en god budbringers fødder, en der bringer godt nyt. Hold din fest, Juda, og indfri dine løfter! For den onde skal ikke mere komme over dig; han er helt borte.»

For at du lettere kan forstå, hvad Nahum her profeterer, så læg først mærke til, at denne profet profeterer mod det assyriske kejserdømme og især mod Assyriens hovedstad, som hed Ninive, og som profeten Jonas nogen tid forinden havde omvendt. Det var nu en trøst, at Judas fjender, Sankerib, kongen i Assyrien, og hans rige skulle ødelægges – de, som før havde trodset så stort mod Guds folk foran Jerusalem og efter eget skøn ville æde jøderne helt op, som Esajas siger i kapitel 36 og 37. Og han trøster også Jerusalem og kong Hizkija i kapitel 37 [trykket har «27.»] og siger:

På Guds befaling: «De reddede af Judas hus og de tilbageblevne skal igen slå rod nedad og bære frugt opad. For fra Jerusalem skal der endnu gå tilbageblevne ud, og reddede fra Zions bjerg. Det skal Hærskarers Herres nidkærhed gøre. Derfor siger Herren sådan om kongen af Assyrien: Han skal ikke komme ind i denne by og ikke skyde en eneste pil derind; intet skjold skal komme frem foran den, og han skal ikke kaste en belejringsvold op omkring den. Ad den vej, han kom, skal han vende tilbage, så han ikke kommer ind i byen, siger Herren. For jeg vil beskytte denne by og frelse den for min egen skyld og for min tjener Davids skyld. Da drog Herrens engel ud og slog hundrede og femogfirs tusind mand ihjel i assyrernes lejr. Og da de stod op tidligt om morgenen, se, da lå det hele fuldt af lutter døde kroppe. Og kongen af Assyrien, Sankerib, brød op og drog bort og blev i Nineve. Og mens han tilbad i sin afgud Nisroks hus, slog hans sønner ham ihjel.»

Nu har du historien. Læg så videre mærke til, at Nahum i sin profeti trøster Guds folk: De skal være ved godt mod. For selv om kongen af Assyrien vil belejre Jerusalem og trænge det hårdt, skal det dog ikke komme i nød. Gud vil beskytte dem; de skal høre et glædeligt budskab om, at fjenden ikke skal komme ind, men er gået helt til grunde, så de igen kan holde deres fester og være glade i god fred. Og sådan blev det også opfyldt, som du lige har hørt fra Esajas.

Men vid, at denne guddommelige forløsning, som overgik det jordiske Jerusalem, kun er et billede på den rette, evige forløsning, som vi har i Kristus. Han er det store råds engel, Es 9, sendt for at tilintetgøre fjenderne af det åndelige Jerusalem, kirken, og for at tilintetgøre vores Sankerib, den onde ånd, den rette Belial, sammen med hans helvedes hær, og for at redde os fra dem. Det har han også gjort, og han har overvundet dem ved sig selv, Kol 2.

Dette glædelige budskab om den overvundne fjende, Djævelen, og om de kristnes sande forløsning bringer evangelisterne og det nye testamentes prædikanter os; de råber lutter fred og frelse ud ved Kristus i alle forsamlinger. Og det er meningen med denne profeti om Kristus og kirken: at hun skal glæde sig i Herren over sin forløsning, fordi hun er forløst fra Djævelens belejring og magt, fra synd, død og helvede.

O Juda, du kristenhed, som kender, bekender og lovpriser Gud: Din Sankerib, Djævelen, med sine lemmer, den ubodfærdige verden, som har belejret dig så hårdt og trængt dig sådan, at du ikke kunne være glad, han bliver nu overvundet ved Kristus. Vær ved godt mod! Du skal høre et glædeligt budskab om, at du ikke skal komme i nød. Gud vil selv beskærme og redde dig; du skal få sand fred og glæde. Derfor skal du igen holde dine fester og glædesdage; hold din påske med renhedens og sandhedens usyrede brød. Glæd dig altid i Herren, og jubl, for Belial, Djævelen, er overvundet ved Kristi kors. Han skal ikke mere få overtaget over dig, for han er helt faldet. Han må ligge under fødderne. Den stærkere helt, Kristus, er trængt ind i hans gård og har overvundet ham, taget hans våben fra ham, Luk 11, og holdt triumf over ham, og den samme sejr har han skænket dig.

Derfor skal du endelig holde glædesfest med takofre for den velgerning, der er vist dig ved Kristus. Det er sandelig en stærk trøst, at evangeliet om den evige forløsning skal blive i Juda, det vil sige i kristenheden, og fred, glæde og tryghed i Kristus ved troen. For Djævelen er borte, det vil sige: Al hans magt over kirken er taget fra ham; synden er vasket bort ved Kristi blod, døden er dræbt, og således er ethvert krav, som Belial havde på os på grund af synderne, helt taget fra ham. Så følger det jo, at vi nu må være retfærdige og salige med Kristus evigt. Det er sandelig en herlig grund til, at vi uophørligt skal holde de åndelige glædesfester med lov og tak for en sådan forløsning.

Anna: Profeterne taler kort, men de rummer mange og store ting. Nu vil jeg gerne høre, hvad Habakkuk profeterer.

Urbanus: Habakkuk betyder på dansk «en, der omfavner», en, der trykker en anden ind til sit hjerte eller sit bryst, sådan som en mor gør med sit grædende barn. For han har trøstet det fattige, sørgende folk meget hjerteligt, så man ikke skulle fortvivle på grund af fangenskabet i Babylon, som om Guds folk derfor skulle være helt forstødt af Gud, og som om Guds løfte om den rette forløser, Kristus, af Davids stamme, var helt forbi. Og han omfavner sandelig folket faderligt og sparer ingen flid for at holde sine jøder fast i troen på den kommende Messias, med denne mening: Selv om de for deres synders skyld må i landflygtighed, og Jerusalem bliver ødelagt, skal alle Guds løfter hos profeterne om Kristus, vores eneste forløser, alligevel opfyldes, og den babyloniske tyran skal også straffes. Og han siger sådan i kapitel 2:

«Her står jeg på min vagt og stiller mig på mit værn og spejder og ser efter, hvad der bliver sagt til mig, og hvad jeg skal svare den, der irettesætter mig. Men Herren svarede mig og sagde: Skriv synet ned, og tegn det på en tavle, så den, der løber forbi, kan læse det, nemlig sådan: Profetien skal visselig opfyldes til sin tid og til sidst komme frit for dagen og ikke udeblive. Men trækker den ud, så vent på den; den skal visselig komme og ikke tøve. Men den, der sætter sig imod, hans sjæl skal det ikke gå godt.

FOR DEN RETFÆRDIGE LEVER af sin tro.»

Disse ord måtte Habakkuk skrive meget tydeligt på en tavle og stille dem offentligt frem for folks øjne på torvet eller ved templet, så enhver let kunne se og læse skriften, også i forbifarten. Den skrift skal du forstå sådan:

«Syn» betyder en profeti, og profeterne kaldes seere, 1 Sam 9 [kilden har «1. Reg. 9.», dvs. 1 Kongebog efter Vulgatas tælling], fordi de med deres ånds øjne så evangeliets hemmeligheder om Kristus på lang afstand. Derfor er meningen denne:

Skriv dette syn på en tavle, det vil sige: Skriv på en tavle en stadfæstelse af alle profetierne om Kristus, så de modløse jøder af den kan se, hvad de skal mene om opfyldelsen af alle de profetier, som nogen sinde er givet om Kristus og hans rige.

Nu begynder først selve tavlen: Profetien om Messias og hans evige rige, om den rette forløsning i Messias, og hvad profeterne har skrevet om Kristus og hans gerninger og embede, står fast og skal opfyldes, selv om vi nu bliver taget til fange, og landet bliver ødelagt. Hvad Gud lover, det holder han, og hverken tyran eller djævel kan hindre det. Det bliver opfyldt til den tid, som Gud har fastsat til det. Tiden vil blive jer lang, og I vil få mange sørgmodige tanker, som om der intet ville komme ud af det, fordi Messias trækker sin komme ud til efter fangenskabet. Men I skal ikke af den grund tvivle på Guds ord, men vente; for det er en sikker og fast ting. Man skal jo ikke tvivle på Guds ord.

Men hvis nogen ville være trættekær og ikke tro profetien om Kristus, så gør han sig selv, sin egen sjæl, den største skade. For Guds løfte bliver alligevel opfyldt, hvad enten den trættekære tror det eller ej. Men han får ikke del i det; det skyldes hans vantro. Det kommer an på troen: Den, der tror løftet, får det. Den, der giver Gud æren og holder ham for sanddru og barmhjertig, ham ærer Gud igen og holder ham for retfærdig, tilgiver ham hans synder og gør ham delagtig i alle sine goder i Kristus.

For den retfærdige lever af sin tro. Det vil sige: Skal nogen være retfærdig for Gud og leve, så må han tro Guds løfte. Her ser du, hvad vejen er til at blive retfærdig og salig, nemlig: Vil du blive retfærdig og leve, så tro evangeliet om Kristus; så får du retfærdighed, liv og salighed. Der er ingen anden måde og vej til at blive retfærdig og salig.

Dette skønne skriftord har Paulus meget alvorligt anført i Romerbrevet, Galaterbrevet og Hebræerbrevet om Kristi evangelium, som man ikke kan gribe og beholde på anden måde end ved troen.

Se, derfor irettesætter Kristus også Kleopas og hans ledsager for, at de ikke troede profetierne om Messias og derfor også var sørgmodige og bekymrede. Sådan gør Habakkuk også her. Han siger det ligeud til jøderne: Kort sagt, fanger må I blive. Men den lovede Messias skal alligevel komme og en gang forløse os rigtigt, som profeternes forudsigelser forkynder det. Den, der nu vil have del i denne forløsning, må sandelig tro det guddommelige løfte om Kristus, hans lidelse, opstandelse, himmelfart og evige rige. Den, der ikke tror, får ikke gavn af denne fortjeneste, men bliver fangen i sine synder og dør evigt.

Anna: Sefanja – hvornår profeterede han om Kristus og hans rige?

Urbanus: På den tid, da den 19. konge i Juda regerede, nemlig den retskafne Josija; og han siger sådan i kapitel 3:

«I må vente på mig, til jeg rejser mig til sin tid, når jeg også vil holde dom og samle hedningerne og bringe kongerigerne sammen for at udøse min vrede over dem, ja, al min glødende vrede. For hele verden skal fortæres af min nidkærheds ild. Så vil jeg lade prædike anderledes for folkene med venlige læber, så de alle skal påkalde Herrens navn og tjene ham enigt. Man skal bringe mig mine tilbedere, nemlig de spredte fra den anden side af floden i Etiopien, som en gave.

På den tid skal du ikke mere skamme dig over alle dine gerninger, hvormed du har syndet imod mig. For jeg vil fjerne de stolte hellige fra dig, så du ikke mere skal hovmode dig på grund af mit hellige bjerg. Jeg vil lade et fattigt, ringe folk blive tilbage i dig; de skal sætte deres lid til Herrens navn. Israels rest skal ikke gøre noget ondt eller tale falsk, og man skal ikke finde en svigefuld tunge i deres mund. Men de skal græsse og hvile uden al frygt.»

Jubl, du Zions datter! Råb, Israel! Glæd dig og fryd dig af hele dit hjerte, du Jerusalems datter! For Herren har taget din straf bort og vendt dine fjender bort. Herren, Israels konge, er hos dig, så du ikke mere behøver at frygte nogen ulykke.

På den tid skal man sige til Jerusalem: Frygt ikke! Og til Zion: Lad ikke dine hænder blive slappe! For Herren din Gud er hos dig, en stærk frelser. Han skal glæde sig over dig og være dig venlig og tilgive, og han skal juble højt af glæde over dig. Dem, som blev plaget af menneskers påbud, vil jeg skaffe bort, så de kommer væk fra dig; de påbud var din byrde, og for dem blev du hånet. Se, på den tid vil jeg gøre det af med alle dem, der krænker dig, og jeg vil hjælpe den haltende og samle den bortstødte, og jeg vil skaffe dem pris og ære i alle de lande, hvor man foragter dem. På den tid vil jeg føre jer hjem og på den tid samle jer; for jeg vil skaffe jer pris og ære blandt alle folk på jorden, når jeg vender jeres fangenskab for øjnene af dem, siger Herren.

Sefanja profeterer for folket om straffen for deres synder: at Jerusalem og Juda skal ødelægges, og at folket skal føres bort fra landet. Men fordi profeterne er Jesu Kristi tjenere, sendt for det sande Israels skyld, plejer de altid, efter at de har truet og forkyndt den velfortjente straf, at trøste de udvalgte meget sødt og kraftigt med forjættelserne om Kristus, den sande frelser, og om hans evige rige. Det gør de, for at de godhjertede ikke skal fortvivle i straffen og fangenskabet, som om Gud ville vredes evigt og tage den hjælp tilbage, som han har lovet i Messias. Fordi, siger jeg, det vigtigste i profeterne er forjættelserne om Kristus, som er det sande evangelium, forkynder de altid også Kristus. Derfor gør Sefanja det samme her til sidst og trøster jøderne, så de ikke i det babyloniske fangenskab kommer i tvivl om Guds ord. Og han profeterer om, hvordan Gud med stor magt skal samle dem igen, sende Kristus, udbrede hans rige i hele verden og ophøje sit folk til den højeste ære.

Og meningen med denne profeti er: I må i fangenskab, det er der ingen vej udenom. Men I skal ikke miste modet af den grund, bare vente; for når tiden kommer, vil jeg ikke udeblive med min hjælp, men rejse mig og vise hele verden min magt. For først vakte han kejseren i Babylon, så han åd sig vidt omkring og ødelagde grundigt. Han blev selv til gengæld grundigt ødelagt af perserne, og ved disse krige kom jøderne, Guds folk, vidt omkring i verden. Og det tjente på underfuld måde til at udbrede Guds navn, så at enhver måtte kunne tage og føle på – for slet ikke at tale om forstå – at hebræernes Gud var den sande, eneste, levende Gud, indtil den rette nådens tid kom, da Faderen ved Sønnen, Kristus, i evangeliet først for alvor blev kendt overalt.

De venlige læber er evangeliets prædikanter, som ikke prædiker andet end Guds nåde i Kristus og tilbyder og skænker os den sande forløsning i Messias. Derved kommer den kristne tro ind i menneskenes hjerte, så de modtager Helligånden, Gal 3, og derefter offentligt bekender og påkalder Kristus som den eneste frelser. Og det gør de enigt; for de har én lære, én Ånd, én tro og ét håb. De tror i deres hjerte, at Gud har oprejst Kristus Jesus fra de døde, og bekender med deres mund, at Gud har gjort denne Jesus til Herre og Kristus over alle ting; og ved denne tro bliver de retfærdige og salige.

Nu profeterer han videre om, hvor stort og vidtstrakt Kristi kongerige er. Han nævner det vidtstrakte Etiopien hinsides den store flod Nilen: Også det skal komme til den kristne tro og have tilbedere, som påkalder Gud ved Kristus som den eneste nådestol, og som ved evangeliet skal bringes til vores Gud som en gave i Zion, den kristne kirke. I ApG 8 læser vi, at en etiopier, en hofmand hos Kandake, etiopiernes dronning, kom til Jerusalem for at tilbede den levende Gud dér.

På den tid (nemlig på Kristi tid, når evangeliet prædikes i hele verden) skal du ikke mere skamme dig, Jerusalem. For alle dine synder skal tilgives dig ved evangeliet, og du skal rigeligt modtage Messias' Helligånd, så du ikke mere bliver besmittet med al slags afgudsdyrkelse, som det er sket før.

De stolte er de opblæste farisæere med deres tilhængere, som stolede på deres egen personlige hellighed, på lovens gerninger, på ofre, omskærelse, fastedage og templet. Og i denne formastelighed oprettede de en egen retfærdighed ud fra gerningerne og forkastede Guds nåde i Kristus. De ville ikke erkende Guds sande retfærdighed, som Gud selv har givet os til retfærdighed, nemlig Kristus Jesus, som alene og ingen anden er lovens opfyldelse til retfærdighed for alle, der tror på Kristus, Rom 10. Disse stolte gerningshellige og nådens fjender, som ikke venter saligheden af Guds nåde alene, har Gud jo fjernet fra det sande Jerusalem, så de kristne nu ved, at sådanne folk er forførere.

Hør videre, hvordan Kristi rige ikke er jordisk, men åndeligt. For de kristne er ikke opblæste af timelig pragt på jorden og er ikke højt agtede, skønt de dog er så herlige og store for Gud. Han kalder de kristne et fattigt og ringe folk. De er ikke så mange som de ugudelige og bliver som regel foragtet af verden her på jorden; men for Gud står de i høj ære. For ved den kristne tro er de Guds børn og arvinger, og deres navne er skrevet i himlen. Tiden er endnu ikke kommet, da deres herlighed skal komme for dagen. Nu, indtil den yderste dag, er det korsets tid, hvor de kristne gennem trængsel og forfølgelse må blive ligedannede med deres Herre Kristus. Men på den yderste dag skal Kristi rige åbenbares i sin herlighed. Imens klarer de kristne sig med Guds ord og stoler på Herren, som har lovet dem det sande, evige liv og lutter sande, evige goder. Ligesom andre profeter kalder han de kristne «de tiloversblevne»; for det er den mindste del, der kommer til Kristus, som han selv siger: Mange er kaldede, få er udvalgte. Og hos Lukas kalder han dem den lille hjord, som Gud har så stort et velbehag i, at han vil give dem sit rige.

Når han siger, at denne udvalgte lille rest ikke skal gøre noget ondt osv., så er det sagt om de kristnes gudsfrygt og enfoldighed: at de er ligefremme og retskafne. For de har den sande tro, som er virksom ved kærligheden. Og selv om de endnu kommer til kort og ikke opfylder loven, og selv om de er meget skrøbelige, så de altid må bede: Fader i himlen, forlad os vor skyld, så har de dog ved troen også altid syndernes forladelse. For ved troen er de i Kristi nåderige, hvor der er stadig syndernes forladelse og stadig øvelse i omvendelse og al gudsfrygt. Og den synd, der er tilbage i kødet, bliver ikke tilregnet de kristne til fordømmelse for Kristi, deres nådekonges, skyld, som de tror på og uophørligt påkalder. Derfor følger det videre, at de tiloversblevne af Israel, eller de kristne, skal bo trygt. For Kristi rige er et rige med sand tryghed, fordi de ved troen har grebet Kristus, deres Herre, i hjertet, han som har overvundet Djævelen og verden, og som vil og kan hjælpe dem i al nød. Hvad skulle de så frygte? I ham har de jo den sande hyrde, trøster, frelser og hjælper i nøden og hele fylden af alle goder.

Nu formaner han Zion, kristenheden, til sand glæde, der kommer fra hjertet. Og han profeterer meget trøsterigt om den salighed, de kristne har i Kristus. For Zions Herre, det vil sige Kristus, tager kristenhedens straf bort og vender dens fjender bort. At han reddede det jordiske Jerusalem og vendte dets fjender bort, var kun et forbillede. Men at han forløser det åndelige Jerusalem, kristenheden, og tager den straf bort fra den, som den har fortjent for syndernes skyld, selv gør fyldest for synden og overvinder verden, døden og Djævelen og vender dem bort fra os – det er den sande forløsning og hjælp, og den har Sefanja og andre profeter især haft for øje.

Hvad kan han prædike, der er mere trøsterigt, end at Gud selv er Israels konge og er hos os? For Gud er blevet menneske og bor iblandt os; vi er hans tabernakel, hans ejendom, hans kære folk, og han vil være hos os evigt. Derfor skal vi bestemt ikke frygte nogen ulykke. Hvem kan skade dem, som har Gud Faderen selv hos sig som deres Herre og Fader, som har Gud Sønnen som deres konge, forsoner, forløser og liv, og som har Gud Helligånden hos sig som deres trøster og pant på den himmelske arv? For profeten bruger det store navn JHVH, det vil sige Gud selv.

Er det ikke et herligt rige, Kristi rige? Er det ikke store, usigelige goder, som vores trofaste Gud har lovet os i Kristus ved profeterne? Hvad mere kan den ønske sig, som har Gud Herren, Fader, Søn og Helligånd, det ene, højeste gode, selv hos sig til at beskærme sig?

Nu siger Sefanja videre: På den tid (det vil sige på frelsens dag, når Kristus kommer) skal man bringe Jerusalem (kirken) et glædeligt budskab (som engelen sagde til hyrderne, Luk 2): Frygt ikke, lad ikke dine hænder synke. Det vil sige: Bliv ikke slap og modløs i troen på Guds hjælp. Det skal alt sammen blive bedre, end du kan ønske og håbe. For Gud selv, den eneste stærke frelser, er hos dig. Og for at du kan forvente al trøst og hjælp af ham, både timeligt og evigt, skal du vide, at du er ham så kær, at han glæder sig over dig, som en trofast far over sit kære lille barn, når han hjælper det og gør det godt.

Profeten kan ikke udtrykke stærkt nok, hvilken glæde Gud har i sin kirke, og han siger videre: «Han vil være dig venlig og tilgive, og han vil fryde sig over dig med jubel.» Det vil sige: Han vil udøse hele sin trofasthed og sin faderlige vilje over dig, så verden til sidst må se det og tage og føle på det, men især Guds børn klart forstå, at Gud elsker dig af hjertet. Sådan skriver Paulus i Tit 3: «Da Gud, vores frelsers, godhed og menneskekærlighed blev åbenbaret, frelste han os efter sin barmhjertighed, ikke på grund af vores gerninger» osv.

Og han lover kristen frihed: at nugi, det vil sige menneskers løgne og påfund, skal tages bort fra dig. Farisæerne lærte jo loven forkert og satte deres egne menneskelærdomme ved siden af, nemlig at man skulle holde loven for at få syndernes forladelse ved lovens gerninger og blive retfærdig – og ikke af lutter nåde.

Og videre lover han kirken en sådan hjælp, at dens fjender skal knuses, men den selv skal bestå. Derfor: Selv om kætterne lyver og bedrager, tyrannerne myrder, falske kristne sviger og Djævelen raser og hærger, så skal kirken, Kristi rige, alligevel sejre og vinde, og Kristi fjender skal knuses – også Kristi og kristenhedens sidste fjende, nemlig døden. For kirken har (siger Sefanja) en stærk frelser, som kan hjælpe; og som Matthæus siger, en klippe, som den er bygget på, og som selv helvedes porte intet formår imod. Og selv om de kristne er elendige, fattige og plagede folk, halte og udstødte, forfulgt udadtil og indadtil knust af frygt for døden og helvede, så vil Messias dog hjælpe dem, ophøje dem til den største ære og samle dem ind i sit rige, sådan som han i Luk 14 [trykket har «Luce am 11.»] kalder de krøblinge og vanføre til gæstebuddet.

Er det ikke en stor ære, at det forkyndes om jøderne, at frelsen kommer fra dem, og om kristenheden, at den er Guds stad, som Gud selv har grundlagt og bygget? Og at der ellers ingen sand glæde, fred, retfærdighed, tryghed, styrke, rigdom, ære, liv og frelse er end i den kristne kirke? «På den tid» – Messias' nåderige tid – «vil jeg føre jer ind», det vil sige: kalde dem ind overalt fra de ugudelige ved evangeliet til Kristi rige, samle Guds adspredte børn og bringe dem til sand ære, «når jeg vender jeres fangenskab». Det siger ikke et menneske, men Gud selv, hvis forsæt ingen kan hindre: Han vil samle sine ind i Kristi rige og give dem sand ære. For ligesom det er den største skam at være en synder og Djævelens fange, sådan er det omvendt den største ære at blive fri af syndens og Djævelens fangenskab og ved evangeliet blive Guds barn. Hvem kan tænke tilstrækkeligt over eller udtrykke denne herlighed: at vi af Kristi nåde får barnekår hos Gud, så vi skal leve og regere med Kristus i evighed?

Anna: Har Haggaj ingen forjættelse om Kristi rige?

Urbanus: Jo. Han profeterede efter det babyloniske fangenskab og tilskyndede folket indtrængende til at genopbygge templet, så gudstjenesten igen kunne komme i gang. For dette andet tempel skulle få stor ære, idet Israels sande Herre selv ville komme ind i det i egen person, sådan som også Malakias skriver. Dernæst forjætter han også Kristus: at tiden for hans første komme snart vil være inde. Og han siger:

«Så siger Hærskarers Herre: Endnu en kort tid, så vil jeg ryste himlen og jorden, havet og det tørre land; ja, alle folkeslag vil jeg ryste. Så skal alle folkeslags trøst komme, og jeg vil fylde dette hus med herlighed, siger Hærskarers Herre. For mit er både sølvet og guldet, siger Hærskarers Herre. Dette sidste hus' herlighed skal blive større end det førstes, siger Hærskarers Herre. Og på dette sted vil jeg give fred, siger Hærskarers Herre.»

Denne profeti forudsiger Messias' første komme til denne verden: at han selv skulle komme til Jerusalem, ind i templet, og at der måtte ske en stor forandring i himlen og på jorden. For Gud sendte det store råds engel, sin Søn, i kødet, for at han skulle sammenfatte alt i Kristus, både det i himlene og det på jorden, Ef 1. Jødedommen måtte afskaffes, jøderne falde fra og hedningerne blive Guds folk. Kort sagt: De største ting måtte ske, som englene også evigt undrer sig over. Og han siger, at Kristus er alle folkeslags trøst. For alle mennesker er født som syndere og synder hele tiden; men den, der synder, gør Djævelens gerninger og tilhører døden og Djævelen. Fra dette syndens, dødens og fordømmelsens rige kan ingen komme uden ved Messias, som alene er sendt fra Gud for at nedbryde Djævelens gerninger og ødelægge hans rige, synd og død, og bringe et sandt liv. Derfor er han jo hele verdens eneste trøst, for der er ingen trøst, hjælp, syndernes forladelse, retfærdighed, fred, tryghed, glæde, liv og frelse uden alene i Kristus.

Derfor har alle de udvalgte fra begyndelsen altid haft en uophørlig længsel efter Kristus, fordi ingen anden kunne eller skulle hjælpe den arme verden ud af den evige nød og bringe den ind i den evige glæde end alene Kristus Jesus. Han kom i Daniels sidste uge, og da kom den sande fred, den eneste forsoner og mellemmand, som har oprettet og stadfæstet den evige fredspagt mellem os og Gud. Og profeten gentager ordene «Hærskarers Herre» fem gange, for at de modløse jøder ikke skulle blive trætte af at fuldføre det påbegyndte arbejde, men vente på den kommende Messias i fast tro, eftersom Gud, som er sandheden selv, havde givet dette løfte så alvorligt og så ofte. Således har vi alle folkeslags og alle synderes trøst, og i templet, det vil sige i kristenheden, den sande fred, Kristus, som selv er vores fred, som Paulus siger, Ef 2.

Når Kristus nu er alle folkeslags trøst, så har du heraf, at de skal tro og håbe på ham. Så skal hans rige også være blandt jøder og hedninger i hele verden. Så må de sandelig også håbe på og modtage af ham syndernes forladelse, retfærdighed, forsoning med Gud, sand fred, tryghed, evig glæde, liv og frelse. For hvor synden bliver hos hedningerne, dér bliver døden og Djævelens magt og rige, og så kunne der ingen trøst være. Men eftersom Kristus er deres trøst – og ingen forgæves trøst, for her taler Gud selv – så må sandelig den største sorg, jammer og kummer tages bort fra hedningerne, og det er intet andet end synd, ond samvittighed, død og fordømmelse. Så må de jo også opstå fra døden og være sammen med Abraham, Isak og Jakob i Guds rige for evigt.

Du ved jo fra Sankt Peters brev, at profeterne har sjælenes frelse for øje. Derfor gælder det for dem den sande trøst, når de profeterer om Kristus, som hjælper os ud af synden til retfærdighed og uskyld og ud af døden til det evige liv. Det gør han jo også i sandhed, og han har desuden fortjent os Trøsteren, Helligånden, ved hvem han trøster og opholder os her under korset, indtil vi bliver taget bort fra dette elendige og jammerlige liv og modtager den forjættede herlighed, som vi allerede her ejer med vished, men endnu i tro og håb.

Anna: Du har altid rost Zakarias højt som en trøstende profet. Lad os nu høre, hvordan han trøster os med sin prædiken om Kristus.

Urbanus: Ja, han er virkelig trøstende, og det var der også særlig brug for på hans tid. For han profeterede, da jøderne var vendt hjem fra Babylon, og byen og templet skulle genopbygges. Da var folket endnu sky og modløst og frygtede, at de ikke kunne være i sikkerhed for fjenderne. Så trøster han dem og maler et yndigt billede af Kristus for deres øjne, så de skulle være glade: Kristus ville snart komme og hjælpe sine og udbrede sit rige i hele verden. Derfor måtte også Juda og Jerusalem genopbygges for at tage imod deres sande konge. I kapitel 2 siger han:

«Jerusalem skal bebos uden mure på grund af den store mængde mennesker og kvæg, som skal være i den. Og jeg, siger Herren, vil være en mur af ild rundt om den, og jeg vil være i den og vise min herlighed i den.»

Her profeterer han om det åndelige Jerusalem, den kristne kirke. For det legemlige Jerusalem havde sin afgrænsede plads og sine mure; men det åndelige Jerusalem skal være så stort, at man ikke kan indeslutte det i nogen mure – så vidt som verden er. Det er Kristi rige, som uophørligt vokser indtil den yderste dag; og de sande Abrahams børns afkom skal (som Gud lovede Abraham) blive som sandet ved havet og stjernerne på himlen, og den lovede velsignelse skal komme til alle folkeslag i hele den vide verden, så Kristus overalt bliver kendt og æret som den sande Herre og Gud.

Ved kvæget skal du forstå dem, der er svage i forstand og tro. De bliver ført og vejledt af de stærke og stærkt troende med Kristi græsgang.

Men det er en underfuld mur, der er lutter ild. Sandelig, her har kristenheden et så trøstende tilsagn om Guds hjælp som næppe noget andet sted i Skriften: Gud selv vil være en mur af ild rundt om kristenheden. Nu ser du, at han taler om en åndelig stad, hvor Gud selv vil være vægter, mur og beskytter. Når Gud nu på den måde vil være hos os, så kan vi glæde os i Herren; for hvor Gud selv våger og beskytter, dér sidder man trygt over for verden og Djævelen. Men hvor herligt Gud har vist sig i det åndelige Jerusalem, det viser Jesu Kristi, den sande Guds Søns, højt velsignede menneskevorden og sendelsen af Helligånden, som er i kirken som den sande lærer af den frelsende sandhed. Ved ham bliver kristenheden bevaret i sandheden, mens hele verden ellers farer vild og omgås med løgn. Djævelen, verden og kætterne er sandelig ikke sene til at forsøge at ødelægge kristenheden. Alligevel – hvor svag den end er i kødet – består den, og til sidst sejrer den over alle fjender. Så herligt viser Gud sig i sin åndelige stad, kirken.

Dernæst siger han, hvilken beskyttelse og trøst vi skal have i Kristi rige: «Den, der rører ved jer, rører ved min øjesten.» Hvordan kunne en far nogen sinde tale kærligere til sit barn? Når Gud vil våge sådan over os, som man plejer at skåne og vogte sine øjne, så har vi intet at frygte i Kristi rige.

Dernæst trøster Zakarias de kristne, som bærer korset her, og som er modløse på grund af det svage kød, sådan som jøderne var dengang. Han siger:

«Fryd dig og vær glad, du Zions datter! For se, jeg kommer og vil bo hos dig, siger Herren. På den tid skal mange hedninger slutte sig til Herren og være mit folk, og jeg vil bo hos dig, så du skal erfare, at Hærskarers Herre har sendt mig til dig. Og Herren skal tage Juda i eje som sin arvelod i det hellige land og igen udvælge Jerusalem. Alt kød være stille for Herren! For han har rejst sig fra sit hellige sted.»

Det betyder: O Zion, hvordan det end går med timelig trængsel, så vær ved godt mod. For du skal alligevel bestå, for jeg kommer selv og bor hos dig. Blev det ikke opfyldt, da Gud blev menneske? Og det sker stadig hver dag: Hvor Guds ord bliver taget imod, dér bor Gud, og dér er det rette Zion, sådan som Kristus siger i Joh 14: «Den, der elsker mig, vil holde mine ord, og min Fader vil elske ham, og vi vil komme til ham og tage bolig hos ham.» Det er sandelig et åndeligt rige, hvor Gud bor hos os ved evangeliet og troen, som Helligånden virker i os, sådan som Paulus siger i Ef 3: at Kristus ved troen må bo i os. Og i Es 66 siger profeten klart, hvad Guds bolig er, nemlig troende, ydmyge, gudfrygtige hjerter og ikke jordiske templer.

Dernæst lærer Zakarias, at Kristi rige skal blive vidt udbredt, så også hedningerne skal blive kristne og således blive Guds folk ved troen på Kristus. Alt dette bliver opfyldt hver dag, så vi jo selv erfarer det, og det er sandelig store undere. Men ingen tænker alvorligt over det, sådan som vi dog burde, hvis vi ville være rette kristne.

Men hvordan skal Juda være Guds arvelod og Jerusalem igen blive udvalgt? Det sker, når Gud fjerner skillevæggen mellem jøder og hedninger og ved evangeliet gør dem til ét folk. Så bliver Juda – det vil sige forsamlingen af dem, der bekender Gud – for alvor Guds arvelod og et Jerusalem, en udvalgt by, men ikke i Kanaan alene, derimod i hele verden. Derfor følger formaningen til hele verden, når han siger: «Alt kød være stille.» Af det mærker vi, at han her taler om det åndelige Juda og Jerusalem, som angår hele verden. Ellers ville han kun have befalet jøderne at være stille, hvis det kun var dem, der skulle være hans rige eller arvelod. Så vil han nu sige: Gud vil bo hos jøder og hedninger, i hele verden, på alle steder. Derfor skal hele verden tie og lade Gud alene regere og råde i os. Han vil gøre det vist og godt. Ingen skal være klog og retfærdig i egne øjne, men alle skal bøje sig. For det er noget andet, når Gud kommer og regerer, end når mennesker gør det. Når Gud kommer, så skal alt kød tie og erkende, at det er syndigt og fordømt, så vil Gud hjælpe det. For hvordan skulle synd og noget ondt kunne blive, hvor Gud selv er hersker?

Og i kapitel 3: «Hør, Josva, du ypperstepræst, du og dine venner, som sidder foran dig, for de er lutter undere. For se, jeg vil lade min tjener Tsemach komme. For se, på den ene sten, som jeg har lagt foran Josva, skal der være syv øjne. Men se, jeg vil hugge den til, siger Hærskarers Herre, og jeg vil tage det lands synd bort på én dag. På den tid, siger Hærskarers Herre, skal den ene indbyde den anden under vinstokken og under figentræet.»

I denne profeti har du et klart udsagn om Kristus, hans lidelse og hans rige. For først taler Gud med ypperstepræsten Josva. Han var et forbillede på Kristus, og derfor bærer han også netop det samme navn, så han også hedder Jesus eller Jehoshua. At han kun taler med præsten og hans venner, lærer os, at løftet om Kristus og hans rige ikke kommer alle til gode, og det er deres egen skyld, for ikke alle tror på Kristus. Men løftet hører de retfærdige og kristtroende til, som har én tro og én ånd med Josva. Og han kalder dem lutter undere. For der findes ikke noget mere forunderligt på jorden end en kristen, eftersom han kan forlade alle ting på jorden og følge den korsfæstede Kristus og vente syndernes forladelse og det evige liv af ham alene. Det er en mærkelig ting for verden, at de kristne for Kristi skyld kan agte verden med alle dens goder og også dette timelige liv så ringe og foragte det. Han har jo også selv regnet al verdens pragt og herlighed for intet. Derfor bliver de kristne regnet for tåber i verden. Se bare, hvordan Kleopas og hans ledsager først tog anstød af Kristus, og de var dog disciple. Derfor siger Paulus ikke uden grund, at Kristus er en forargelse for jøderne og en dårskab for hedningerne, 1 Kor 1.

Nu lover Gud videre sin tjener, Kristus. Kristus bliver ofte kaldt Guds tjener i Skriften på grund af sit embede eller sin tjeneste, som han har udført på jorden: at han selv har prædiket, har lidt for syndere og har været sin Fader lydig i hans befaling indtil døden, ja, døden på korset. Om denne gerning og tjeneste, der er udført til gavn for os, har alle Guds andre tjenere profeteret, men ingen af dem skulle eller kunne selv udføre en sådan tjeneste.

Men han kalder Kristus Tsemach, det vil sige en vækst, sådan som en lille kvist vokser og hele tiden skyder i vejret. Med dette navn bliver Kristus også kaldt andre steder, som i Jer 33 og Es 4. For ligesom en lille kvist hele tiden vokser op, indtil den når sin naturlige længde og størrelse, sådan vokser også Kristus uophørligt ved evangeliet i menneskenes hjerter, når han bliver prædiket og kendt længere og længere ud og klarere og klarere. Kristi rige bliver større hver dag og vokser indtil den yderste dag, så alle de udvalgte bliver født, kaldet og retfærdiggjort.

Anna: Kan man også overbevise jøderne om, at denne tekst profeterer om Messias?

Urbanus: Sådan har også Jonatan udlagt denne profeti i den kaldæiske (aramæiske) oversættelse, og han har forstået Kristus ved denne tjener Tsemach. For her lyder hans oversættelse: «Se, jeg fører min tjener Messias frem, og han skal åbenbares.»

Anna: Men hvad er de syv øjne på stenen?

Urbanus: Profeten har forinden talt meget om det fysiske tempel og byggeri. Men fordi alt det kun var forbilleder på Kristus og hans rige, taler profeterne hele tiden også om den åndelige bygning, det levende tempel, som er kirken. Stenen er Kristus, sådan som både Esajas og Peter kalder ham, 1 Pet 2: «Se, jeg lægger i Zion en udvalgt, kostbar hjørnesten» osv. Om det taler også Matt 21 og Sl 118 [trykket har «Psal. 117» (Vulgatas nummerering)]. Men de syv øjne betyder kundskaben om Kristus: at man ser ham med troens øjne og kender ham som den eneste retfærdiggører og frelser. Kristi rige består i troen på Kristus og kundskaben om ham, sådan som profeterne og apostlene samstemmende lærer. Den, der kender Kristus, har meget skarpe, gode øjne. For han er oplyst, så han ser Guds hemmeligheder, som er skjult for verden, og som englene i himlen glæder sig over. Mange hører evangeliet med ørerne, men de kender ikke Kristus og ser ham ikke med hjertets øjne. Kun de, der tror på ham, kender ham. Derfor er der ikke ører på stenen, men lutter øjne, som bliver bygget på ham.

De, der ved Helligånden har taget evangeliet til hjerte, så de tror på Kristus og kender hans uransagelige nådes rigdom og også underviser andre i den, de er de syv øjne. Sådan havde apostlene sandelig skarpe øjne, og det har stadig alle de, der lærer Kristus ret at kende. Men hvor Kristus ikke er blevet ret kendt ved evangeliet, dér er der lutter blindhed og intet øje. Kun på stenen er øjnene. Kun de kristne ser og ved alle ting: hvad Gud, Kristus, Ånden, liv, retfærdighed, synd, død, helvede, engle, djævle, verden og det nuværende og det kommende liv er. Om alt det ved alle verdens vise mindre end den blinde om farver.

Men at han siger, at han vil hugge stenen til, er sagt om Kristi lidelse. For ved sin lidelse og sit kors er han ligesom blevet poleret til at være kristenhedens hjørnesten og til sin herlighed, ligesom en sten bliver hugget og tildannet til byggeriet. Sådan siger han selv til de to disciple:

«Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?»

Og i Hebr 2 siger Paulus, at Kristus ved sin lidelse er gjort rede til at være vor frelses fører. Redskaberne til at hugge ham til var dem, der pinte ham, som soldaten, der stak Kristus i hans hellige side, og andre, Joh 19.

Og denne sten med sin lidelse er den faste grund for det nye, åndelige tempel, som bygningen står sikkert på. Alle kristne er bygget på denne klippe og har al deres retfærdighed, styrke og liv fra Kristi lidelse:

Dernæst viser han klart, hvilken nytte det, at stenen hugges til, det vil sige Kristi lidelse, bringer verden, og siger:

«På én dag skal landets synder blive taget bort ved det.»

Det er, som om han ville sige: I det levitiske præstedømme blev der ofret meget for synden, men disse ofre med deres blod kunne ikke afvaske nogen virkelig synd. De var kun forbilleder, der pegede frem mod Messias. Han alene kan og skal ved at blive hugget til og ved sin død på én dag, nemlig langfredag, frembære et sådant syndoffer og skaffe en sådan forsoning, at den har kraft nok for hele verdens synd, fra verdens begyndelse og til evig tid.

Heraf forstår du også opstandelsen. For skal han hugges til, det vil sige dødes, og tage al synden bort og derefter også dræbe døden, så må han selv opstå igen og også oprejse os igen på den yderste dag.

Og fordi sandheden selv, nemlig Messias med sit ene, fuldgyldige præstedømme, offer og kongerige, snart efter det babyloniske fangenskab selv skulle komme, måtte jødernes billedlige præstedømme og det jordiske rige nu have en ende, og Kristi sande, varige rige måtte engang for alle komme. I det er der altid syndernes forladelse for det offers og den forsonings skyld, som skete på én dag.

Når så synden er sonet, den synd, som havde vakt et evigt fjendskab mellem Gud og os, så er Guds vrede stillet, og vi er igen forsonet med vores Gud ved Messias' død. Og vi har den sande fred og sikkerhed i Kristi rige, så vi aldrig mere skal frygte vores fjender, synd, død og djævel, sådan som før; for Kristus selv har overvundet dem for os. Det mener profeten med de følgende ord:

På den tid (forstå: Messias' tid) skal den ene indbyde den anden under vinstokken. Og han taler i lignelser og billedlige ord om Guds åndelige fred i kristenheden.

I kapitel 8 profeterer Zakarias om, hvor stort og herligt Kristi rige skal blive i hele verden, så at ikke alene jøderne skal få del i Messias, men hedningerne skal holde sig til jøderne og også tage imod Kristus som deres Herre og påkalde ham. Han siger:

Så siger Herren Zebaot: Endnu skal mange folk og borgere fra mange byer komme, og borgerne i én by skal gå til en anden og sige: Lad os gå hen og bede for Herrens ansigt og søge Herren Zebaot; vi vil gå med jer. Således skal mange folk og hedningerne komme i skarer for at søge Herren Zebaot i Jerusalem og bede for Herrens ansigt.

Så siger Herren Zebaot: På den tid skal ti mænd af alle hedningernes tungemål gribe en jødisk mand i kappefligen og sige: Vi vil gå med jer, for vi hører, at Gud er med jer.

Denne profeti er også gået i opfyldelse i det jordiske Jerusalem efter det babyloniske fangenskab: Byen blev herlig, og det andet tempel blev vidt berømt, så mange store folk drog dertil for at tilbede, og de jøder, der var spredt rundt om i verden, vandt mange hedninger for deres tro og førte dem med sig til gudstjenesten i Jerusalem. Men alligevel er den blevet langt herligere opfyldt på apostlenes tid. Da holdt mange hedninger sig til én apostel og ville også lære den samme Herre Kristus at kende og tro på ham, og således kom de til det åndelige Jerusalem, ind i kristenheden, ind i det sande, levende tempel, for at ære den levende Gud.

Og videre i kapitel 11 profeterer Zakarias om, hvordan Kristus skal sælges for 30 penninge, og han siger: Og jeg sagde til dem: Synes I om det, så kom med, hvad jeg er værd; hvis ikke, så lad det være. Og de vejede det af, som jeg var værd: tredive sølvpenge. Og Herren sagde til mig: Kast det hen, så det bliver givet til pottemageren – den prægtige sum, som de har vurderet mig til. Og jeg tog de 30 sølvpenge og kastede dem i Herrens hus, så de blev givet til pottemageren.

Denne profeti er gået i opfyldelse, Matt 27, da Kristus blev solgt af forræderen Judas for 30 sølvpenge, og for dem købte jøderne en pottemagers mark. Det vil sige: Det er den pottemager, som disse 30 sølvpenge for Kristus blev kastet hen til. For Judas Iskariot kastede dem ind i templet, og derefter blev de bragt til pottemageren. For ypperstepræsterne sagde: Det går ikke an, at vi lægger dem i tempelkisten, for det er blodpenge. Men de holdt rådslagning og købte for dem en pottemagers mark til gravplads for de fremmede.

I kapitel 12 profeterer profeten om, hvordan det sande Israel, Kristi rige, skal være under korset i denne verden for evangeliets skyld. Og han siger: Dette er byrden, Herrens ord over Israel, siger Herren, som udspænder himlen og grundlægger jorden og danner menneskets ånd i ham: Se, jeg vil gøre Jerusalem til et tumlebæger for alle folkene rundt omkring; for det skal også ramme Juda, når Jerusalem bliver belejret. Men på den tid vil jeg gøre Jerusalem til en tung sten for alle folk; alle, som vil løfte den bort, skal flænge sig på den. For alle hedninger på jorden skal samle sig imod den. På den tid, siger Herren, vil jeg gøre alle heste sky og deres ryttere bange, men over Jerusalem vil jeg holde mine øjne åbne og slå alle folkenes heste med blindhed. Og Judas fyrster skal sige i deres hjerte: Jerusalems borgere skal blot være frimodige i Herren Zebaot, deres Gud. På den tid vil jeg gøre Judas fyrster til en glødende ovn blandt brænde og til en fakkel i halm, så de fortærer alle folkene rundt omkring, både til højre og til venstre. Og Jerusalem skal fremdeles være beboet på sin plads i Jerusalem, og Herren vil frelse Judas hytter som i gamle dage, for at Davids hus og Jerusalems borgere ikke skal rose sig højt over for Juda. På den tid vil Herren beskytte borgerne i Jerusalem, og det skal ske, at den, som er svag på den tid, skal være som David, og Davids hus skal være som Guds hus, som Herrens engel foran dem. Og på den tid vil jeg sætte mig for at udrydde alle hedninger, som er draget op imod Jerusalem. Men over Davids hus og over borgerne i Jerusalem vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd; for de skal se hen til mig, som de andre har gennemstunget, og de skal klage over ham, som man klager over et eneste barn, og sørge over ham, som man sørger over en førstefødt.

Denne profeti er en trøsteprædiken for apostlene og de troende kristne, så de ikke bliver modløse og flygter i forfølgelsen. Før, i kapitel 11, har han givet det legemlige Israel, jøderne, en hård besked og siger: Jeg vil ikke vogte jer. Men samtidig lover han nogle, det vil sige de fattige, der er tilbage, at han vil bevare dem. Og han siger: De elendige får, der holdt sig til mig, mærkede, at det var Herrens ord. Disse elendige får, der er tilbage, er nu det sande Israel, som Guds trøsterige løfter gælder. Det er dem, der må lide meget i verden og dog bliver reddet og kun bliver stærkere under korset.

«Byrde» kaldes en profeti, som forkynder noget ondt og hårdt, sådan som korset og forfølgelsen over de kristne er; det er tungt og trykkende for det svage kød. Og for at profeten kan trøste så meget stærkere, henviser han tilhørerne til troens første artikel, skabelsen, og giver Gud en herlig titel, for at de kristne under korset skal blive styrket i troen og tænke: Gud er jo med os, den stærke hjælper i nøden, i hvis hånd hele verden står. Han har skabt det alt sammen, han styrer det og opholder det. Ingen skabning kan gøre noget videre imod os, end dens almægtige skaber tillader den.

Jerusalem kalder han et tumlebæger, og han mener apostlene og den første kirke, som blev samlet ved apostlene. De var ringe at se på, så deres fjender rundt om dem, jøder og hedninger, mente, at de snart ville gøre det af med den lille flok; den skulle knap nok være en godnatdrik for dem. Men hvad gør Gud? Han gør den lille flok til et tumlebæger for sådanne forfølgere: Når de mener, at de i en fart vil drikke den ud, bliver de så forvirrede af det, at de tumler og falder som drukne. Det skete, da jøder og hedninger satte sig op imod apostlene og deres disciple og rasede, så de til sidst faldt over det og blev til intet – nogle til deres frelse, så de blev omvendt ved evangeliet og blev til venner i stedet for fjender, men andre blev helt udryddet på grund af deres had til de kristne.

Lige efter kalder han Jerusalem en tung sten for alle folk. For Jerusalem, det vil sige apostlene og alle deres troende kristne, skal ikke blive undertrykt; men deres forfølgere skal falde, nogle i nåde, så de også bliver kristne, de andre i unåde, så de forbliver forhærdede og gør sig selv den største skade. For selv om de gerne ville ødelægge de kristne og kaste dem ud af verden som en unyttig sten, kan de dog ikke løfte denne sten, og de slår sig selv i stykker på den.

Men at han taler om korset, viser de følgende ord: Alle hedninger skal samle sig imod den. Det forudsiger også Kristus sine disciple, Joh 15: Verden hader jer; har de forfulgt mig, så vil de også forfølge jer. Og kapitel 16: Den, som slår jer ihjel, vil mene, at han har bragt Gud et velbehageligt offer. I skal græde, men verden skal glæde sig. I verden skal I have angst. Men samtidig lover han, at han vil hjælpe dem ud, og siger: Vær frimodige, jeg har overvundet verden. I mig skal I have fred. Jeres sorg skal vendes til glæde. Og Joh 10: Mine får skal ingen rive ud af min hånd; de skal aldrig nogen sinde gå til grunde eller gå tabt. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alt; ingen kan rive dem ud af min Faders hånd. Jeg og Faderen er ét.

Det lover Zakarias også her: På den tid, siger Herren, vil jeg gøre alle heste sky osv. Det vil sige: Al den magt, som rejser sig imod de kristne, skal intet udrette imod dem, men skal blive til skamme på dem, hvor godt rustet den end altid er. Hvor er nu Nero, Domitian osv. og de hedninger, der har forfulgt så mange kristne? Det, Zakarias siger her, er gået til fulde i opfyldelse og går stadig i opfyldelse hver dag. Men læg mærke til, hvordan profeten beskriver Kristi rige sådan, at det ligger under korset i verden. Derfor er det ikke et jordisk rige; ellers ville det være højt, prægtigt, rigt og mægtigt på jorden og forsvare sig med magt mod fjenderne. Men de kristnes mod, borg og fæstning er Gud alene, som det følger nedenfor:

«Jeg vil nu holde øje med Judas hus.» Det betyder: Jeg vil bevare apostlene og deres tilhængere, de kristne, for mine øjne som en far i al deres nød. Deres forfølgere skal blive blinde og til nar, så alle deres anslag mod de kristne slår fejl. Verden vil bruge al sin visdom og magt mod de fattige kristne, men de kristne vil ikke sætte sig til modværge med legemlig rustning. Nej, apostlene og lærerne vil under korset trøste sig selv og andre med Guds ord, det vil sige med løfterne i Kristus Jesus, vor Herre. For de vil gerne bære korset for Kristi skyld og lade sig nøje med, at Talsmanden, Helligånden, styrker og trøster dem ved ordet. Og denne trøst hos Judas fyrster, det vil sige prædikanterne, skal være så kraftig, at de skal brænde som ild med Guds ord og fortære alt omkring sig og omvende mange forfølgere og hedninger og føre dem ind i Kristi rige.

Og selv om alle hedninger sætter sig op mod Jerusalem, skal det åndelige Jerusalem, kirken, dog blive, hvor den er, og oven i købet blive folkerig. Men han siger «på sit sted» for at vise, at han ikke taler om det jordiske Jerusalem, men om kristenheden. Den skal være beboet der, hvor den er, eller hvor dens sted er i hele verden.

Anna: Men hvorfor skelner Zakarias i de følgende ord mellem Juda, Davids hus og Jerusalem? Det er jo alt sammen ét Guds folk, lutter kristne.

Urbanus: Dermed vil han vise, at der i kristenheden ikke gælder nogen forskel eller anseelse af personer, men at alle kristne er lige i Kristus. Det lærer Paulus også i Gal 3: «Alle I, som er blevet døbt, har iklædt jer Kristus. Her er ikke jøde eller græker, ikke mand eller kvinde osv., for I er alle sammen én i Kristus Jesus.» Før havde Davids hus fortrinnet og var fornemmere end borgerne i Zion, for det var kongeslægten. Og borgerne i Jerusalem var også fornemmere end de andre jøder. Men nu skal det blive anderledes. Nu skal de alle være lige, for det skal være en åndelig forløsning eller frihed, hvor ingen kan rose sig over for den anden, men kun i Herren.

Med de følgende ord om David lover Gud, at de kristne skal være stærke i Herren. Om den styrke taler Paulus i Fil 4: «Alt formår jeg i Kristus, som giver mig kraft.» Alle kristne modtager ved troen Kristi Helligånd og har Kristus i deres hjerter ved troen. Derfor er de, selv når de slider under korset og er svage efter kødet, allerstærkest i Herren. De har én tro, én Ånd, én Herre; derfor skal de overvinde al synd, døden og verden, hvad hele verden ellers ikke formår med al sin visdom og kraft. Men denne evne har de ikke fra sig selv, men fra Gud. Derfor siger Zakarias: «På den tid (korsets tid) skal Herren selv beskytte Jerusalems borgere», det vil sige alle kristne. Derfor skal den, der falder, alligevel være som David. Han var ingen helt, når man så på hans person, men Guds kraft var forunderligt virksom i ham, så han overvandt kæmpen Goliat. At falde og snuble er i dette liv også fælles for de hellige. Men her har de Guds løfte om, at det alligevel ikke skal være nogen fare. For hvor svage de end er, skal de dog i hjertet være lutter sejrrige Davider. Det må virkelig være en forunderlig styrke, at et eneste menneske kæmper mod verden, mod Djævelen, mod synd og død og vinder sejren. Det er sandelig en ret Davidsbedrift.

Desuden skal de stærke og Davids hus være som Guds hus og som Herrens engel blandt dem. Det betyder: Alle sådanne skrøbelige kristne, som David var, som alligevel sejrer i denne kødets svaghed, skal være det sande Guds hus i kristenheden og som Herrens engle, forstået sådan, at Gud bor i dem. Og de, der så kan lære de andre ret og prædike evangeliet ret, skal blive så herlige, at de bliver de fornemste kristne og regnes som Kristi engle og sendebud.

Dernæst lover han, at Kristi og kristenhedens fjender skal gå til grunde. For den, der gør dem ondt, rører ved Guds øjesten. Her hører du endnu en gang, hvad slags rige Kristus har: Det må også kæmpe. Det har de stærkeste fjender imod sig, og det må også være stærkt og sejre. Men alt dette sker ikke på jordisk vis, men åndeligt i troen, som profetens ord meget tydeligt viser. Alligevel er jøderne og gendøberne så stokblinde, at de mener, at profeterne taler om et jordisk rige for Kristus her på jorden, som bruger legemlige våben og styrke og har jordisk herlighed.

Selv om de kristne nu har så mange fjender, skal de dog bestå, ikke ved legemlige våbens kraft, men ved tålmodighed, så de tålmodigt lider alt ondt. Og profeten nævner videre de åndelige våben, som Gud udruster de kristne med i Kristi rige: «Over Davids hus osv. vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd.» Det betyder: Jeg vil give mine Helligånden, så han oplyser dem med sand erkendelse af evangeliet, så de ved, at jeg er dem nådig for Kristi skyld og tilgiver dem deres synder, og så de derfor får en fredfyldt, god samvittighed. Og når trængslerne kommer, og kødet trykkes hårdt, så skal Helligånden lære dem at bede ret i Jesu Kristi navn. Og han går også selv i forbøn for dem med uudsigelige sukke, Rom 8. Det er de våben, de kristne sejrer med. Når det går ilde, flygter de kristne straks til Herrens navn og påkalder det og får hjælp i rette tid. Men vores jøder og gendøbere vil sætte sig til modværge mod fjenderne med rustning og spyd i forfølgelsen og alligevel være Guds folk; derfor bliver de altid grundigt til skamme.

Nu siger profeten videre, hvorved Helligånden er blevet fortjent for de kristne, nemlig ved Jesu Kristi lidelse og død. «De skal se på mig», siger Herren, «som de har gennemboret.» Og her taler netop den samme Guds person, som hidtil har talt i profeten, og bekender, at han selv skal gennembores, det vil sige korsfæstes og såres. Af denne tekst følger altså også, at Kristus er sand Gud og menneske, som har måttet lide og dø for vores skyld. Heraf følger også Kristi og alle kristnes opstandelse. For før har han lovet at give de kristne sin Ånd, og at han vil udrydde de kristnes fjender og beskytte og bevare de kristne. Skal han da straffe alle hedninger og fjender og bevare sine for evigt, så må han opstå fra døden og også oprejse sine og regere over dem for evigt. Du lægger også mærke til, at Gud og menneske er én person, for han siger: «Mig skal de se, som de har gennemboret.» At blive gennemboret overgik den menneskelige natur, ikke guddommen i sig selv. Men han taler smukt om én eneste person – «mig», siger han – og skiller ikke guddommen fra den menneskelige natur. For netop den samme evige Guds Søn er blevet gennemboret, dog efter den menneskelige natur, ikke efter sin umålelige guddom, som også Paulus siger i 1 Kor 2: Jøderne har korsfæstet herlighedens Herre, det vil sige Herren Zebaot (Hærskarers Herre), Sl 24 [trykket har «Psal. 25»].

Sådan bliver Kristus prædiket og set ved evangeliet, sådan som han er blevet korsfæstet. Og på den yderste dag vil man jo også se hans sande menneskelige natur, efter hvilken han blev korsfæstet og såret, og han beholdt også sårmærkerne i legemet efter opstandelsen.

Desuden er Kristus også blevet begrædt af sine fjender og af de kristne. Men allermest egentligt bliver han begrædt af de kristne, når de ved troen tager Kristi lidelse og død til hjerte og følger Kristi eksempel, så enhver bærer sit eget kors og lider med Kristus for at dræbe det gamle menneske.

Og i kapitel 13 profeterer Zakarias videre om frugterne af Kristi lidelse: om alle synders forladelse, om Helligånden og om dåben, som skal være i Davids hus, den kristne kirke. Han siger:

«På den tid skal Davids hus og Jerusalems borgere have en fri, åben kilde mod synd og urenhed.»

Denne kilde vil Messias lade strømme i sit rige. Om den siger Joh 7: «Hvis nogen tørster», siger Kristus, «skal han komme til mig og drikke. Den som tror på mig, ligesom Skriften siger, fra hans indre skal der strømme levende vand.» Men dette sagde han om Ånden, som de, der troede på ham, skulle modtage. Denne Helligånd bliver rigeligt udgydt i os i den hellige dåb, i genfødslens bad, Tit 3. Og denne hellige kilde i Davids hus står frit åben for alle mennesker; de kan komme og drikke. For kirken tager jøder og hedninger ind i Kristi rige ved dåben. Den vasker arvesyndens urenhed af, som hele menneskets natur ved den første fødsel bliver besmittet og forgiftet af som af en gift, og den tager også de synder bort, som vi selv gør. Det vil sige: Alle synder bliver forladt i dåben i Davids hus, det nye Jerusalem, Kristi rige. I Det Gamle Testamente var der megen vask, men ingen kunne blive renset for synderne derved. Men denne kilde i Det Nye Testamente løber over uden ophør af lutter nåde, helliget ved Jesu Kristi dyrebare blod, og drukner og renser al syndens snavs. Alt sammen kommer det af, at Kristus er blevet gennemboret og pint. Blod og vand flød ud af hans side, siger Joh 19 – uden tvivl til afvaskning af alle vores synder.

Og kort efter profeterer han igen om Kristi, den rette hyrdes, lidelse og siger:

«Sværd, rejs dig mod min hyrde og mod den mand, der står ved min side, siger Herren Zebaot. Slå hyrden, så skal hjorden spredes; så vil jeg vende min hånd til de små. Og det skal ske i landet, siger Herren, at to dele i det skal udryddes og gå til grunde, men den tredje del skal blive tilbage i det. Og den tredje del vil jeg føre gennem ilden og lutre, som man lutrer sølv, og rense, som man renser guld. De skal påkalde mit navn, og jeg vil bønhøre dem. Jeg vil sige: Det er mit folk, og de skal sige: Herre, min Gud.»

Dette sværd tilhørte dengang mørkets magt. Pilatus og de forhærdede jøder havde sværdet, det vil sige magten, i landet. Alligevel havde de intet kunnet gøre Kristus, hvis Gud ikke havde tilladt det over ham, sådan som han sagde til Pilatus, at denne havde sin magt ovenfra.

Hyrden er Kristus, fårene er apostlene, som flygtede fra Kristus i lidelsen. Sådan anfører Kristus selv denne profeti, Matt 26: «I vil alle tage anstød af mig i denne nat, for der står skrevet: Jeg vil slå hyrden, og hjordens får skal spredes.»

Men Gud kalder Kristus «manden ved hans side». For Kristus er den rette og eneste hyrde i kristenheden og er samtidig hos Faderen i evighed, som Johannes siger: Sønnen i Faderens skød. Læg også mærke til, at Kristi rige på jorden ikke ser ud af noget, men tager sig anstødeligt ud, og derfor kan det ikke være jordisk eller verdsligt. Hyrden selv bliver slået af den verdslige magt. Hans får bliver jaget bort og bliver sky, og disciplene selv tog anstød af Kristus, sådan som du har hørt om Kleopas og hans ledsager. De mente, at han skulle have slået andre og have befriet dem fra hedningernes tyranni. De vidste ikke, at der i Messias skulle være en åndelig forløsning fra synd og død.

Men de små, som Kristus vender sig til, er de ringe, fattige og elendige kristne, som verden foragter, men som er Guds kære børn.

Anna: Men hvad er de tre dele, hvoraf kun den tredje del bliver tilbage?

Urbanus: De to dele i landet er den største flok, de ukristne, som tager anstød af Kristus. Af dem vil den ene del ikke bære korset med, men falder fra til verden. Den anden del lader sig føre bort fra sandhedens vej af falske lærere, så de går til grunde i vildfarelsen. Men den tredje del er de rette, som bliver ved det rene evangelium og bliver ligesom guldet grundigt lutret og renset i anfægtelsens og forfølgelsens ild. Det er de sande kristne, som alene bliver frelst, for de holder ud og lader sig ikke trænge bort fra Kristus. Deres tro bliver prøvet i trængslen, og derved påkalder de Herrens navn uden hykleri, i ånd og sandhed, og priser ham, og de bliver bønhørt. Gud kendes ved dem som sine kære børn, og de kender Gud som deres kære Fader. Når nu profeterne så længe forud har profeteret, at korset og anstødet skulle komme over Kristus og hans folk, men uden at det skulle skade Kristus og kristenheden i den herlighed, de var lovet, så skulle de to disciple ikke have taget så stort anstød af Kristi død.

I kapitel 14 profeterer han igen om Kristi kongerige, at det skal gå ud over hele verden, og siger: «HERREN skal være konge over alle lande.» Og her kaldes Kristus igen sand Gud.

«På den tid skal HERREN være den eneste, og hans navn det eneste.» Det er sagt om den kristne tros enhed. Før havde man digtet sig mange guder, men på Messias' tid skal alene den sande, ene Gud æres og påkaldes i Kristus. «Og den slægt på jorden, som ikke drager op til Jerusalem for at tilbede Kongen, Hærskarers HERRE, over den skal der ikke falde regn.» Det vil sige: De, som ikke slutter sig til kristenheden og sammen med alle kristne i enfoldighed kender og tilbeder Kristus, ærens konge, skal være et forbandet folk, som ingen regn af åndelig velsignelse i Kristus skal komme over. For alle, som ikke er i den kristne kirke, har ikke Guds ord, ikke troen og ikke Helligånden. De har ikke syndernes forladelse og går til grunde i deres synder, for uden for dette åndelige Jerusalem er der ingen syndernes forladelse.

Men for at ingen skal mene, at dette Kristi kongerige i alle lande skal være verdsligt, siger Zakarias, at man i det åndelige Jerusalem altid skal holde løvhyttefest, det vil sige leve som pilgrimme: De kristne skal være pilgrimme og fremmede på jorden, som venter på et sikkert, evigt fædreland, Himmeriget. Sådan havde jøderne heller ikke tænkt sig at blive i løvhytterne altid, men kun i otte dage og så straks vende hjem igen.

Anna: Vis mig nu med få ord, hvad Malakias videre profeterer om Kristus og hans rige, for jeg har bebyrdet dig længe nok.

Urbanus: I første kapitel profeterer han om Kristi hellige rige i hele verden: at Kristus overalt, så vidt verden når, skal kendes som den rette Herre og Gud og offentligt bekendes og æres med guddommelig ære. Dermed viser han, at Guds nåderige fremover ikke kun skal være blandt jøderne, men blandt hedningerne i hele verden. Deraf forstår man, at jødernes jordiske rige og forbilledlige præstedømme skal have en ende på Messias' tid, og at et andet kongerige og præstedømme skal begynde, som er åndelige. Derfor ventede Kleopas og hans ledsager forgæves på en timelig, verdslig forløsning, som Messias skulle tilvejebringe, for Malakias profeterer om det åndelige kongerige og præstedømme. Han siger:

«Afgrødeofferet fra jeres hænder behager mig ikke. Men fra solens opgang til dens nedgang skal mit navn blive herligt blandt hedningerne, og alle steder skal der bringes røgoffer for mit navn og ofres et rent afgrødeoffer, for mit navn skal blive herligt blandt hedningerne, siger Hærskarers HERRE.»

Her profeterer den sidste profet, Malakias – som kaldæeren Jonatan [dvs. Targum Jonatan, den arameiske oversættelse af profeterne] og Rabbi Ibn Ezra mener er Ezra – at Guds navn skal blive stort, det vil sige, at man skal prise og ære Guds navn i hele verden. Det blev opfyldt, da evangeliet lød i hele verden og bar frugt. For ved evangeliet er Messias blevet kendt i verden, og Guds nåde, som han har lovet os og vist os i Kristus. Før var Gud kendt i Juda efter sit ord, og hans navn var stort i Israel, men da apostlene og deres efterfølgere havde udbredt evangeliet om Guds nåde i hele verden, synger man nu en anden sang, som i Sl 113: «Fra solens opgang til dens nedgang er HERRENS navn lovet.» For hvor man prædiker evangeliet, det vil sige omvendelse og syndernes forladelse i Jesu Kristi navn, dér bliver hjerterne sønderknuste og ydmyge. De lærer at kende deres egen synd og Guds rigdom af barmhjertighed i Kristus og at forkynde den, så de gerne døder det gamle menneske og ved deres tro ofrer deres legemer til Gud som et offer, der er levende, helligt og Gud velbehageligt; det er deres åndelige gudstjeneste, Rom 12. De lider trængsel med tålmodighed for Herrens skyld og takker Gud for al hans velsignelse i Kristus. De beder og påkalder Herren i al nød og lever gudfrygtigt.

Alt dette er lutter ofre, hvorved HERRENS navn bliver herligt blandt hedningerne: nemlig den rene tro på Kristus, selvfornægtelse og overgivelse til Guds vilje, forkyndelsen af evangeliet, det vil sige af Kristi uudgrundelige rigdom, som han skænker os, bekendelsen og prisningen af Jesu Kristi navn, den troende bøn og takken for det hellige evangelium, for Kristi frelsende død og sejrrige opstandelse og for alle Guds velgerninger ved Jesus Kristus. Sådan forstår Targum også denne profeti og siger: «Mit navn bliver helliget ved jeres hænder, og jeres bøn er som et rent offer for mig.»

Skulle Kristus nu blive herlig blandt hedningerne på hele jorden og blive deres Herre, som de tilbeder som deres sande og eneste Gud, der hjælper dem ud af al nød, og skulle hans rige således være overalt, så måtte han opstå fra de døde igen, tage sig af alle hedningerne, oplyse dem ved evangeliet, tage dem ind i sit rige og værne og beskytte dem i evighed.

I kapitel 3 knytter Malakias tjeneren og herren sammen, nemlig Johannes Døberen og Kristus, og forkynder, at sendebuddet Johannes skulle gå foran Kristus og berede vejen for ham, og at Kristus skulle følge lige i hælene på ham. Han siger:

«Se, jeg sender min engel, som skal berede vejen foran mig. Og snart skal Herren, som I søger, komme til sit tempel, og pagtens engel, som I længes efter. Se, han kommer, siger Hærskarers HERRE. Men hvem kan udholde den dag, han kommer? Og hvem kan bestå, når han viser sig? For han er som guldsmedens ild og som vaskerkonens sæbe. Han skal sidde og smelte og rense sølvet. Han skal rense og lutre Levis sønner som sølv og guld. Så skal de bringe HERREN afgrødeoffer i retfærdighed, og Judas og Jerusalems afgrødeoffer skal behage HERREN som før og i længst forgangne år osv.»

Denne profeti udlægger Kristus selv, Matt 11, og kalder Johannes Døberen netop denne engel og roser ham højt, fordi han overgår alle profeter. For han forkyndte ikke Kristus på afstand, men pegede på ham med fingeren og sagde: «Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.» Han døbte med omvendelsens dåb i ørkenen og prædikede for folket om ham, der kom efter ham, nemlig Kristus Jesus, for at man skulle tro på ham, ApG 19. Og han sagde: «Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær. Jeg døber jer med vand til omvendelse, men han, der kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære hans sko. Han skal døbe jer med Helligånd og ild. Han har kasteskovlen i sin hånd, og han skal rense sin tærskeplads og samle sin hvede i laden, men avnerne skal han brænde i en ild, som aldrig slukkes.»

Og læg mærke til, at Malakias siger, at herskeren, det vil sige Kristus, skal komme til sit tempel pitom, det vil sige pludselig. For da Johannes prædikede, og folket nu strømmede til ham i flokke, kommer Kristus selv pludselig, lader sig døbe og begynder at prædike og går ind i sit tempel i Jerusalem.

Og Malakias siger: «som I søger». For Kristus var forjættet i loven og hos alle profeterne som Israels sande forløser; derfor længtes alle de retskafne inderligt efter ham og ventede på ham med stor længsel. Malakias kalder også Kristus pagtens engel, for han er sendt af Faderen som det store råds budbringer, for at han skulle være mellemmand for den nye pagt eller den evige nådepagt, som er oprettet og stadfæstet ved Jesu Kristi kostbare død og blod. Hvis denne budbringer ikke var blevet sendt og havde sluttet denne nådepagt mellem Gud Fader og os, forsonet os igen og selv sonet vore synder, så var vi forblevet i vore synder, i døden og under Guds vrede for evigt og gået fortabt. Men nu da Kristus selv er kommet og har sluttet og stadfæstet denne pagt for så høj en pris, har vi, som tror på Kristus, i Kristus, den nye pagts engel, syndernes forladelse, evig retfærdighed og forsoning med Gud, liv og frelse.

Den, som først har lovet denne pagt, er Gud, sandheden selv. Den, som har stadfæstet den, er Guds Søn af natur, vor forløser, i hvem Faderen har velbehag. Den, som lærer os at forstå og tro denne pagt og vidner for os, at den står fast, og at vi er Guds børn, er Helligånden. Se, det er Kristi uransagelige rigdom, som Paulus overalt prædiker så herligt om. Derfor siger profeten ikke forgæves: asher attem chafetsim, det vil sige: som I inderligt og af hjertet længes efter. For du ved, at chafets på det hellige sprog betyder at have en særlig vilje og lyst til noget, som når man begærer noget med helt særlig vilje, velvilje og kærlighed.

Sådan længtes de sande israelitter af hjertet efter, at Kristus skulle komme, fordi de godt vidste, at vi ved Kristus skulle få alt godt hos Gud, nemlig fuldkommen forløsning fra alt ondt. De vidste – sådan som Det Nye Testamente overalt bevidner – at ingen af egne kræfter kunne holde loven uden Messias' ånd og kraft, og at ingen kunne blive retfærdig og frelst uden ved Kristus alene. Derfor ventede de på ham som den eneste forsoner og forløser og satte alt deres håb til ham. For hvor de beder om eller priser Guds barmhjertighed og forløsning, dér beder de om og priser Kristus, som alene og ingen anden har erhvervet verden Guds nåde og bragt fuldkommen, evig forløsning. Derfor siger den retskafne Augustin over Sl 89 med dyb indsigt: «For Kristi skyld står testamentet om Guds nåde fast; i Kristus er testamentet formidlet. Han selv er testamentets mellemmand, han er den, der besegler testamentet, han er testamentets borgen og betaler, han er testamentets vidne, han selv er testamentets arv, og han er også vor medarving i testamentet.»

Anna: Hvilket komme taler Malakias om, som skal være så uudholdeligt?

Urbanus: Om det første. Selv om det for de sande israelitter og forjættelsens børn var den eneste trøst og inderligt kært, så var det dog for de andre – de vantro jøder, farisæerne, saddukæerne og andre forførere – et skrækkeligt komme, som de ikke glædede sig over. De tog tværtimod anstød af Kristus og kunne ikke bestå for ham, for hele deres lære var lutter vildfarelse, hykleri og bedrag. Men da Kristus kom, verdens sande lys og sandheden, ved hvem nåden og sandheden er kommet (Joh 1), da blev forførernes vildfarelse åbenbaret, og hele deres falske væsen og hykleri blev offentligt gjort til skamme. For han revsede åbenlyst deres lære og liv, og dem, man før havde anset for de lærdeste og helligste folk i jødedommen, gjorde han sådan til skamme, at man så, at de var virkelig blinde og blinde vejledere og lutter skurke.

For når evangeliet prædikes rent og apostolisk, kan ingen vildfarelse og intet falsk væsen bestå over for den vældige sandhed. Ja, det er så rent et ord, at selv de sande hellige bliver revset af det, eftersom ingen i kødet er uden synd. Kort sagt: Kristus er født og er kommet til verden af den grund, at han skal vidne om sandheden, og enhver, som er af sandheden, hører hans røst (Joh 18).

Djævelen havde stiftet lutter løgn og falskhed på jorden. Men Kristus kom for at gøre løgnen til skamme og lære sandheden. Derfor var hans første komme på grund af denne skarpe lære og revselse som en ild, der skiller alt snavs fra guldet og foretager en forunderlig adskillelse af det onde fra det gode. Når han prædiker, skiller han guldet og sølvet, det vil sige de gode, fra kobberet eller urenheden, det vil sige fra de forhærdede hyklere. For den, der var af Gud, hørte Kristi ord, forlod al vildfarelse og alt hykleri og blev en kristen eller en sand israelit, i hvem der ikke er svig. De blev også renset ved korset og prøvet som guldet i ilden.

Og ved dette første komme har Kristus indviet og renset sande levitter og åndelige præster. Det er (som Peter lærer i 1 Pet 2) alle, der tror på Kristus, og især de, som trofast prædiker evangeliet, hvorved troens retfærdighed kommer ind i hjertet. Sådanne frembærer sande, velbehagelige ofre i retfærdighed, det vil sige i den kristne tro, som er den sande retfærdighed, der gælder for Gud (Rom 2; 3; 4; Gal 3). I troen ofrer de sig selv, et ydmygt og angrende hjerte, lov og tak for forløsningen i Kristus. Og så ofte prædikanterne ved evangeliet omvender folk fra vantroens mørke til lyset og fra Djævelens magt til Gud, frembærer de altid Gud et velbehageligt offer, sådan som Paulus viser i Rom 15: Da han omvendte hedningerne til den kristne tro, kalder han sit arbejde et velbehageligt offer af hedningerne, helliget ved Helligånden.

Her ser vi også klart, at Kristi rige er et åndeligt rige under korset. For alle, der er i det, er ofrende præster; derfor er det et præsteligt kongerige, som her på jorden bliver prøvet ved korset, sådan som Kongen Kristus har givet et eksempel på. Her hører du ikke om noget jordisk herredømme eller nogen pragt, men om et rige i ånden og troen. Juda og Jerusalem, det vil sige den kristne kirke, frembærer i Messias' tid Herren et velbehageligt offer, som ofrene var i gamle dage: Abels, Abrahams, Isaks, Jakobs osv. Disse ofre blev frembåret længe før, Moses havde modtaget loven og ceremonierne fra Gud og lært jøderne dem.

Anna: Men hvordan var ofrene i gamle dage Gud velbehagelige?

Urbanus: Ved den kristne tro. For de gamle patriarker ventede alle med fast tro på den forjættede velsignelse og nåde fra Gud i Messias, og ud fra den tro ofrede de og ærede således Gud i kristen taknemmelighed, fordi han havde lovet dem en sådan nåde. Sådan forklarer Paulus det i Hebr 11: at det er umuligt at behage Gud uden tro. Dér opregner han de retskafne fædre og lærer, at de og deres gerninger var Gud velbehagelige ved troen, og han taler om den kristne tro. For troen er en fast tillid til Guds nåde i Kristus. Gud vil ikke være nogen nådig på anden måde end for Kristi skyld og i Kristus; derfor er der ingen anden ret tro end den kristne.

I 4. kapitel [Mal 3,19–24 i Bibelen 1992] profeterer Malakias om Kristi andet komme til dom, og hvordan det skal gå til på den yderste dag med de retskafne og de onde, og han siger:

«Se, der kommer en dag, som skal brænde som en ovn. Da skal alle foragtere og ugudelige være strå, og den kommende dag skal sætte ild på dem, siger Hærskarers HERRE, og den skal hverken levne dem rod eller gren. Men for jer, som frygter mit navn, skal retfærdighedens sol stå op med helbredelse under sine vinger. Og I skal gå ud og ind og vokse som fedekalve. I skal træde de ugudelige ned, for de skal blive til aske under jeres fødder på den dag, som jeg vil gøre, siger Hærskarers HERRE. Husk min tjener Moses' lov, som jeg befalede ham på Horebs bjerg for hele Israel, med bud og retter. Se, jeg vil sende jer profeten Elias, før HERRENS store og forfærdelige dag kommer. Han skal vende fædrenes hjerte til børnene og børnenes hjerte til fædrene, for at jeg ikke skal komme og slå jorden med band.»

Den dag, Malakias taler om, er Herren Kristi store dag, som Paulus kalder den (1 Thess 5; Fil 1; 2 Kor 1). På den dag vil Kristus komme i sin majestæt med den himmelske hær for at dømme levende og døde. Og som Peter lærer i 2 Pet 3 [trykket har «1. Petri. 3»], vil Kristus komme med ild og dømme verden. Da skal de ugudelige, som ikke har troet evangeliet og er blevet i deres synder, være som strå. Og når fordømmelsens dom er afsagt, skal ilden omgive de ugudelige og rive dem med sig bort fra jorden og fra Herrens ansigt ind i den evige ild i helvedes afgrund, den ild, som er beredt Djævelen, hans engle og de vantro. Sådan siger også Sl 97 [trykket har «92. Psalm»]: «Ild skal gå foran ham (Kristus) og brænde hans fjender rundt omkring.» Og det skal ske lige så vist, som alt det andet, der står skrevet om Kristus, er sket: at han er født, død, oprejst, sat ved Faderens højre hånd og har samlet jøder og hedninger i sin fold. Derfor siger han: Hærskarers HERRE, det vil sige den almægtige Gud, har sagt det.

Og selv om de ugudelige her på jorden har foragtet Gud og hans folk og levet i lutter pragt og hovmod, som om hele verden var deres egen, og som om de ville leve i lyst og verdslig glæde for evigt, så skal de dog på Herrens dag blive så fuldstændig til skamme, og alt deres skal forgå, så de intet mere får i behold. Alle timelige goder, glæde og lyst og selve deres liv skal tages fra dem, og de skal heller ikke få de evige goder at se, som de her har foragtet. Kort sagt: De skal blive stødt bort fra jorden ind i den evige død. Det er det, Malakias mener, når han siger, at Herren Gud hverken vil levne dem rod eller gren. Det vil sige: Han vil kaste dem helt, med legeme og sjæl, i helvedes mørke for evigt, så de hverken skal have eller nyde noget timeligt eller evigt gode fra Gud mere. Det er ligesom når man vil gøre det helt af med et træ: Så river man ikke blot grenene af og hugger det ned til jorden, men man graver også roden helt op, så det aldrig mere kan vokse, og som man siger, så der hverken bliver stub eller stilk tilbage.

Men med de troende kristne skal det gå anderledes. De frygter Herrens navn og tror, at der efter det timelige liv kommer et bedre, og at Kristus på den yderste dag vil dømme meget strengt og gengælde enhver efter, hvad han har gjort i livet. Derfor frygter de her i livet Gud som en retfærdig dommer, der også ved den yderste dom vil kræve regnskab for hvert unyttigt ord, og de elsker ham som en trofast far, som de ligesom børn venter sig alt godt af. Eftersom de her i tiden med udholdenhed i gode gerninger har søgt det evige liv, som Gud har lovet dem i Kristus, skal de også opnå pris, ære og et uforgængeligt væsen, Rom 2.

Det er det, Malakias mener, når han siger: «For dem, der frygter Gud, skal retfærdighedens sol stå op.» Retfærdighedens sol er Kristus Jesus. Han oplyser os med sand erkendelse af Gud og af os selv, og han alene gør os retfærdige med troens glans. For han alene er den skønne, klare sol, der er lutter uskyld, og hvori der hverken er plet eller syndens tåge. Han alene opvarmer vores kolde hjerter med sin Ånds glans og gør vores tørre jord frugtbar, så vi i ham bærer retfærdighedens frugt. For uden ham kan vi intet godt gøre, Joh 15. Når denne sol står op i sin klarhed, bringer den os den lyse, herlige dag i den salige evighed, og den skal lyse for os i evighed og aldrig gå ned.

«Og under denne sols vinger er sundhed» eller helbredelse. Det hebraiske ord er her marpe, af det lille ord rafa, som betyder at gøre rask, at helbrede.

Læg nu mærke til: Vi er de dødeligt syge. For synden har fordærvet både legeme og sjæl hos os med dødbringende gift. Sjælen er fuld af synd, legemet fuldt af synd og dødelighed, så vi måtte dø for evigt, hvis Gud ville gå i rette med os. Men han har givet vores sårede, dødeligt syge natur en læge, Kristus, som skal forløse menneskets natur fra al sygdom og gøre legeme og sjæl raske igen. Den, der overgiver sig til denne læge og tror på ham, bliver fri og løst fra synden og fra alt det onde, som synden har bragt med sig ind i verden, og bliver gjort helt og aldeles rask på legeme og sjæl. Sjælen bliver fri og ren for al syndens urenhed, for onde tanker og begær. Legemet bliver befriet fra dødeligheden eller forgængeligheden. For denne læge er Gud selv, som netop af denne grund har påtaget sig den menneskelige natur, for at han skulle gøre den helt ren, uskyldig og udødelig i os alle.

Derfor siger profeten, at under dens vinger er sundhed eller helbredelse. For den, der søger ly under denne sols vinger og søger sundhed eller helbredelse hos den, bliver frelst. Det er billedlige ord, men de vil ikke sige andet end det, som evangelisterne og apostlene siger med tørre, klare ord: Enhver, der tror på Kristus, bliver frelst eller har det evige liv.

Har den troende kristne det evige liv, så har han jo den sande sundhed. For den, der bliver i synden, bliver i den allerfarligste sygdom og dør for evigt, for Guds vrede bliver over ham, Joh 3. Men den, der tager imod Kristus som den sande læge ved troen, får evig sundhed for legeme og sjæl. Han sammenligner jo selv sig med en læge, Matt 9, og giver os at forstå, at han netop er kommet til menneskene, som en læge kommer til de syge. Og denne sin kunst har han også vist med magt her på jorden i den tid, han vandrede her som pilgrim, da han helbredte sjælene fra synden og ikke blot helbredte legemerne fra alle slags sygdomme, men også oprejste dem fra døden.

Anna: Men hvad mener Malakias med, at de skal gå ud og ind som fedekalve?

Urbanus: Det er en billedlig tale om de troende kristne, som har Guds ord, den bedste græsgang. De skal få det rigtig godt på Herrens dag. Da skal de være helt og aldeles fri og løst fra alt ondt: fra synden, fra det onde begær, fra døden, fra forfølgelse, frygt, angst og modgang. Derfor kalder Paulus den yderste dag forløsningens dag, og i Luk 21 formaner Kristus de kristne til at løfte deres hoveder, når den dag nærmer sig, for deres forløsning er nær. Så skal også de kristnes sidste fjende, nemlig den bitre død, blive udslettet, og dødeligheden blive helt opslugt af Kristi liv. Da skal de også være fri til at være helt og fuldt hos Kristus uden at blive hindret af legemet, som nu er trægt, langsomt, skrøbeligt og dødeligt. Men på den yderste dag bliver det udødeligt, smukt og klart som solen, kraftfuldt og stærkt, fint, åndeligt og hurtigt og udstyret med evig sundhed. For de skal blive salige på sjæl og legeme, som vi har det i vores tro: «Jeg tror på kødets opstandelse» – kødet, som også skal forherliges sammen med sjælen og leve evigt.

Her på jorden har de kristne ligget under de ugudeliges fødder og måttet lade sig undertrykke som stakkels folk, som om de var de værste og ringeste skurke. For indtil den yderste dag er det korsets tid for alle de udvalgte. Men når vores retfærdigheds sol kommer fra himlen for at skille sine fra de ugudelige, avnerne fra det gode korn, så vender spillet. Så er al verdens pragt, ære og trods helt forbi, og de ugudelige må ned og blive en skammel for vores fødder. De skal trampes ned og for evigt agtes ringere end skidtet på gaden. For den, der lider med Kristus her, skal i det kommende liv forherliges og regere med ham. Men den, der her ikke tror på evangeliet og ikke bliver lig Kristus, vores hoved, i korset, må ved den yderste dom gå ind i den rette, evige lidelse og død sammen med alle djævlene.

Og det vil Hærskarers Herre gøre. Den dag vil han lade komme, når verden er allermest tryg, og han vil give sine, nemlig de troende kristne, herlighedens rige, som han overalt har lovet dem gennem profeterne og evangelisterne.

Nu formaner han folket videre til at huske Moses' lov, som om han ville sige: Se nu, Messias' tid er ikke længere fjern; han kommer meget snart. Pas på, og sov ikke jeres besøgelsestid bort, og tag ikke anstød af ham, når han kommer. Moses har på forhånd sagt jer i 5 Mos 18, at Gud vil lade en profet som Moses fremstå af jeres brødre, det vil sige én, der også skal være et sandt menneske ligesom Moses. Han skal prædike på Guds befaling, og den, der ikke vil høre hans lære, vil Gud straffe. For Moses siger, at Gud vil kræve det af ham. Det vil sige: De, som ikke vil tro Messias' evangelium, skal aflægge Gud et tungt regnskab på den yderste dag og blive dømt i unåde for deres vantros skyld.

Havde jøderne fulgt denne formaning, så havde de ikke så skændigt overset deres besøgelsestid, men havde taget imod Kristus og regnet ham for højere end Moses. Men da Kristus kom, ville de stadig være Moses' disciple, skønt Moses' tid nu var forbi. For Moses var kun en tjener i Guds hus; men da Herren Kristus selv kom, måtte tjeneren vige. Og da måtte man høre og tro det ord, som Kristus talte på Faderens befaling.

Retfærdigheden ved troen på Kristus havde også sit vidnesbyrd i Moses' lov og i profeterne. Men da den blev lært og prædiket af Kristus og apostlene, som sagde: «Omvend jer, og tro på evangeliet», foragtede jøderne deres prædiken. De ville blive retfærdige og komme til Gud ved Moses og hans lov og ikke bruge Kristus, den sande mellemmand og frelser, dertil. De forkastede den kostbare hjørnesten; derfor er de blevet forhærdede og gået til grunde.

Og for at de ikke skulle overse dagen for Kristi første komme, giver han dem et godt tegn, som de skulle have lært af, at Messias' tid nu var kommet. Han lover dem, at Kristi forløber, Johannes Døberen, skal komme før den store dag, og han kalder ham Elias. For han skulle gå frem foran Kristus og bane vejen for Kristus i Elias' ånd og kraft, sådan som Guds engel i Luk 1 udlægger denne profeti om Elias om Johannes Døberen. Og Kristus udlægger selv i Matt 11 denne profeti om Johannes, sin døber, og siger: «Han (Johannes) er Elias, som skulle komme», det vil sige ham, som Malakias, den sidste profet, har talt om. «Den, der har ører at høre med, skal høre!» Men deres hjerte var blindt og deres ører tilstoppede, så de ikke ville forstå noget.

Men han kalder dagen for Kristi første komme forfærdelig på grund af jødernes frafald og forblindelse. For før var de det elskede folk, Guds arvelod. Men da de slog Guds Søn, den sande Messias, ihjel og fik skurken Barabbas løsladt i stedet og ønskede det uskyldige blod over sig selv og deres børn til hævn, da blev de stødt bort og forblindet, og hedningerne blev taget i barnekår.

Det er herem, bandet, som landet blev slået med. Men de, der først troede Johannes og tog imod Kristus som den, der gør retfærdig, og nu lod Moses fare, de er undsluppet bandet. Det var apostlene og de af jøderne, som troede på Kristus og apostlene; de kaldes hos profeterne «de overblevne» eller «resten». Så giver Malakias altså at forstå, at Moses med sin lov og Elias – det vil sige profeterne – samstemmende vidner om Kristus: at han alene er Israels sande forløser. Det er, som om han ville sige: Moses har tjent i Guds hus i den tid, der var ham fastsat. Med sine forbilleder, sit ydre præstedømme, sine ofre og omskærelsen og også med åbenlyse forjættelser om Kristus har han profeteret og rettet hele sin lære mod Kristus. Han er Abrahams sæd, i hvem alle folkeslag skal velsignes. Han er den sande ypperstepræst, det sande og eneste sonoffer, den sande Melkisedek, slangen i ørkenen, den store profet, som Moses befaler at høre under trussel om Guds unåde. Han er Davids søn, som Gud havde lovet det evige kongerige. Se derfor til, når han nu kommer, at I ikke holder fast ved tjeneren i stedet for herren, ved forbillederne og skyggerne i stedet for sandheden og lyset. For han er den rette, som loven og profeterne samstemmende profeterer om. Tager I ikke imod ham, så tror I ikke Moses og profeterne, og I bliver bandlyst af Gud. Se jer for. Jeg har sagt jer det.

Vores trofaste Gud være evig lov for hans gave, profetien, ved vor Herre Jesus fra Nazaret, den eneste sande Messias. Han var lovet i loven og profeterne, og da tiden var fuldkommet, nemlig for 1500 år siden, blev han sendt af Gud ind i verden. Han har fuldt ud udrettet og fuldbragt alt, hvad der var nødvendigt for at genoprette og fuldkomment forløse menneskeslægten, og han sidder ved Guds højre hånd som vores ypperstepræst og almægtige konge i evighed.

Nu har du, kære hustru, næsten alle de vigtigste profetier om Kristus Jesus, så omhyggeligt jeg har kunnet samle dem fra alle profeterne og forklare dem. Ud fra dem kan du nu godt vide, hvad Kristus prædikede for de to disciple påskedag på vejen fra Jerusalem til Emmaus.

Anna: Når der kun er 60 stadier fra Jerusalem til Emmaus, så har Kristus vel ikke inddraget alle de profetier, som du nu i flere uger har forklaret mig.

Urbanus: Lukas siger rigtignok, at Kristus begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem i alle skrifterne, hvad der var skrevet om ham. Deraf kan man se, at det virkelig har været en herlig og lang prædiken, hvormed han beviste for dem, at han skulle gå ind til sin herlighed gennem korset. Dog er det meget sandsynligt, at Kristus forklarede disciplene de vigtigste profetier om sin lidelse, opstandelse og himmelfart og om den evige herligheds rige, så de kunne lære, at det er Guds, vores Faders, nådige vilje, at hans elskede Søn, Jesus Kristus, skulle forløse det sande Israel – ikke med guld og sølv, verdslig magt og pragt, men i korsets svaghed med sit dyrebare blod – fra alle fjender: fra den onde, fortabte verden, fra den giftige synd, fra den forfærdelige død og fra vores grumme, svorne fjende, Djævelen. Men jeg har gerne anført så mange skriftsteder, for at jeg des mindre skulle tage fejl af Kristi prædiken, for så vidt den angår profeternes vidnesbyrd.

Men hvad synes du? Er det ikke et sandt paradis og den største fryd på jorden i troen at søge efter og lære de frelsende hemmeligheder om Kristus hos profeterne, sådan som de ædle thessalonikere også gjorde? [Ifølge ApG 17,11 var det jøderne i Berøa, der var mere åbne end dem i Thessaloniki.] For det tjener til at styrke vores kristne tro yderligere. Den tro har Gud givet et så stærkt fundament fra verdens begyndelse ved sine tjenere, de hellige profeter. De er de ældste lærere på jorden, og Jesu Kristi evangelium er den ældste lære på jorden. Den er altid blevet forfærdeligt angrebet af Djævelen og hans lemmer, kætterne, men den har altid bestået. For det er Guds ord, som består til evig tid.

Anna: Denne påskeprædiken er mig kærere end al verdens rigdom og herlighed. Ja, hvad er hundredtusind verdener med al deres forgængelige rigdom, magt og ære sammenlignet med de løfter fra Gud, som vi har i Kristus Jesus? Rent intet! Jeg takker vores trofaste Gud for, at jeg har oplevet den velsignede dag, da jeg skulle høre sådan en apostolisk prædiken. Og jeg håber, at det fra nu af skal blive meget bedre med mig, så jeg kan fejre den glædesrige påskedag med åndelig glæde i Herren Kristus hver dag. For dette evangelium, som så længe forud blev forjættet hos profeterne og i den sidste tid er blevet prædiket åbenlyst i hele verden, lukker ikke mig ude. For enhver, som tror på Kristus og påkalder hans navn, skal blive frelst. Her er det ikke min fortjeneste, men Jesu Kristi uendelige fortjeneste, som alle profeter og evangelister priser, der er nødvendig til retfærdighed og frelse. Den barmhjertige, evige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader og vores Fader, være lovet altid og evigt for den evigt frelsende hemmelighed i Kristi Jesu hellige evangelium, som han så rigt har skænket os uværdige.

Urbanus: Nu ved du, hvad Paulus mener, når han siger, at Jesus Kristus er blevet vores visdom fra Gud, vores retfærdighed, hellighed og forløsning.

Anna: Ja, det ved jeg, og jeg tror det. Gud øge min tro! Og nu beder jeg dig, min allerkæreste Gud og Fader, ved Jesus Kristus, vores eneste forsoner: Åbenbar ved din Helligånd det frelsende evangelium om din uudsigelige nåde, som er forjættet og vist i Jesus Kristus, din enbårne Søn, også for alle vores kære små børn, som du har givet os, så Kristi rige, dit rige, vokser og dit allerhelligste navn bliver priset. Lad dem også ved Åndens indre undervisning forstå og tro din Søn Kristi prædiken, og lad dem ved din Ånd blive i denne kristne tro og i evangeliets og det sande Israels håb.

Al verdens gods er rent intet sammenlignet med denne kristne tro. Jeg ønsker ingen anden medgift og fædrene arv for mine kære små børn end den sande tro på denne prædiken. Har de den, så er de rige nok, her og i evighed, selv om de her i verden skulle gå og tigge i elendighed hele deres liv. For ved den kristne tro får vi Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd til ejendom – dig, den eneste sande Gud – ved din Søn Jesu Kristi umådelige fortjeneste. Han er blevet menneske for vores skyld, for at vi skulle blive dine børn og du vores trofaste Fader altid og i al evighed. Hvad skulle vi dog mangle, når vi har dig selv, den eneste sande, levende Gud, til Fader ved Jesus Kristus, vor Herre, som er vores eneste retfærdighed, liv og frelse?

Urbanus: Den sanddru, barmhjertige Gud bevare mig og dig og vores børn i denne tro! Så er der ingen nød, så har vi Åndens sande glæde og fejrer den glade påskefest hver dag og hver time, indtil vi en dag kommer bort fra denne forgængelige tilværelses skygge ind i Kristi, vor Herres og vores eneste sande Guds, evige lys og rige sammen med vores kære små børn. Det tvivler jeg ikke på. Gud styrke vores tro og håb til pris for sit hellige navn i evighed.

Anna: Amen.

Urbanus: Men du skal hver dag alvorligt, efter først at have takket og bedt i tro, tænke over det, vi to i denne tid har talt sammen om Jesu Kristi evangelium, og gemme det i dit hjerte som din eneste skat.

Anna: Det vil jeg gøre. Gud give sin nåde.

Urbanus: Amen. Amen. Amen.

Celle i Sachsen, i år 1536.

Trykt i Wittenberg af Joseph Klug.