Hvordan tilgivelsen (afløsningen) skal foregå

For den fører en synder (forudsat at han tror) tilbage til den pagt, der blev sluttet i dåben.

Ingen skal have tilgivelsen tilsagt, medmindre han beder om den, fordi han erkender sine synder. Derfor skal sognepræsterne i købstæderne være til stede i kirken om lørdagen under aftensangen, men i landsbyerne før messen om søndagen, og være rede til at tage imod alle dem, der vil skrifte og have nadveren.

Den, der skrifter, skal gøre skriftefaderen regnskab for sit liv og enten i almindelighed bekende, at han er en synder, eller erkende noget, han har forsømt i sit kald. Eller hvis der er noget, som nager hans samvittighed, skal han sige det. Ellers kræves det her ikke, at man opregner alle sine synder, hver enkelt for sig. Men at man fortæller nogle af dem, kan i høj grad lette samvittigheden.

Men her må især kirkens tjener være forstandig og omhyggelig og ud fra Guds ord give det rette lægemiddel mod synden, alt efter hvilken synd det er.

Derefter skal han tilsige ham tilgivelsen med håndspålæggelse, medmindre han finder ud af, at den skriftende er sat i band og endnu ikke er forsonet med den hellige kirke igen.

Vil han derefter have nadveren, skal han omhyggeligt spørges, hvordan han forstår og opfatter Herrens nadver: om han forstår, hvad Herrens nadver er, hvilken nytte den giver, og hvorfor han ønsker at bruge den, og om han i Kristi skole er nået så langt, at han kan fremsige de ti bud og det øvrige, der hører til børnelærdommen.

Kan han ikke det, skal han denne gang være udelukket fra at få del i nadveren, ligesom den, der ikke har bryllupsdragt på.

Dog skal præsten forklare ham dette i det private skriftemål, så han selv holder sig fra sakramentet, indtil han retter sig eller har lært mere. Så kommer han ikke i dårligt ry, sådan som han ville, hvis han blev vist bort fra alteret så åbenlyst.

Ingen manddraber skal få tilgivelse, før han er blevet forligt med sagsøgeren og har givet fuld bod både til herskabet og til sagsøgerne. Endnu mindre skal en sådan få lejdebrev og sikkerhed uden sagsøgerens og herskabets samtykke. Men hermed foreskriver vi ingen regel for nødstilfælde, for nød kender ingen lov.

Men den, der efter et sådant drab er blevet forligt med herskabet og med den dræbtes venner, skal efter gammel skik tage nogle af sine slægtninge og venner med sig og så om søndagen gå til sognepræsten på stedet. Dér skal han straks efter prædikenen offentligt give sin anger og sorg til kende for alle foran højalteret.

Når sognepræsten så har hørt ham, skal han formane hele menigheden til at bede for ham, trøste ham med det hellige evangelium og så tilsige ham tilgivelsen.

På samme måde skal også de, der ligger med en nær slægtning, og alle, der ved åbenlyse laster offentligt har vakt forargelse i den hellige kirke, gøre offentlig bod.

Beder de da alvorligt og af hjertet om tilgivelse, må de få tilgivelsen tilsagt offentligt og blive forsonet med menigheden, den hellige kirke.

For synder, som er kendt af alle, skal forlades offentligt med tilgivelsen. Men for skjulte synder kan tilgivelsen også tilsiges i det skjulte.

Man må dog ikke forsømme noget over for dem, der er dømt til døden og skal henrettes for deres misgerninger: De skal have tilgivelsen og ligeledes sakramentet, hvis de beder om det.