Hvordan nadveren skal gives

For denne nadver er de troende kristnes styrkelse, ja, i sandhed et pant, som giver os vidnesbyrd og vished om, at vi skal få de goder, som loves os i evangeliet, nemlig syndernes forladelse, tilregnelse af retfærdighed og det evige liv.

De, der altså vil have nadveren og modtage sakramentet, skal overalt modtage det under begge skikkelser.

Hvis nogle er svage i troen, så de ikke tør modtage det sådan, eller hvis de endnu ikke ved nok, kan de jo godt i løbet af tre måneder lade flittige og retskafne prædikanter undervise sig så meget i Kristi indstiftelse, at de også får vilje til at modtage det sådan, især når de ser andre kristnes eksempel. Vil de så ikke høre, kan man ikke regne dem for svage eller uvidende, men må anse dem for forhærdede og genstridige mod Kristi indstiftelse.

Ingen må få adgang til det hellige fællesskab (som kun hører de kristne til), medmindre de har meldt sig hos kirkens tjener og har bedt ham om at få nadveren. Heller ikke alle, der beder om det, må få adgang, før de har gjort rede for sig og deres tro og svaret på de spørgsmål, der stilles dem om nadveren – medmindre man da kender dem som ordentlige og retskafne nok.

Ja, selv om de udmærket kan svare, skal man dog give agt på deres levned. Svarer det ikke til deres forståelse, skal de holdes borte fra sakramentet. Dog skal det ske i det private skriftemål, som før sagt.

For det første må ingen af de troende få adgang til denne hellige delagtighed, hvis de ikke har givet sig til kende over for kirkens tjenere.

Dernæst heller ingen af dem, der har ladet sig overhøre og ikke kunne svare på det, de blev spurgt om.

Ligeledes heller ingen af de overhørte, hvis liv ikke stemmer overens med det, de har bekendt ved overhøringen og givet sig ud for.

Derfor skal følgende holdes borte fra denne delagtighed i det hellige sakramente:

I. Dem, der åbenlyst er sat i band og ikke igen har fået tilgivelsen.

II. Dem, der forhærdet holder fast ved et åbenlyst kætteri.

III. Sindssyge mennesker og uforstandige børn.

IV. Alle dem, der hårdnakket lever i åbenlyse laster, såsom horkarle, løsagtige, ågerkarle, svirebrødre, spottere, voldsmænd og allermest dem, der håner og foragter Guds ord – dem, der åbenlyst og uden nogen gudsfrygt synder sådan og alligevel praler meget med store ord om evangeliet.

Kort sagt er meningen denne: De Kristi disciple, som har meldt sig hos kirkens tjenere, har ladet sig overhøre og har bekendt sandheden, som derudover har vist bekendelsen i deres liv, og som så har fået tilgivelsen og ikke er blevet afvist – de må modtage nadveren og gå frem, mændene først og derefter kvinderne.

Hvert år skal det altid kundgøres to gange, palmesøndag og fjerde søndag i advent, hvem der skal holde sig fra alterets sakramente [kilden har «tøsser» (Roskilde-udgaven: «tysser»), gammeldansk for «to gange»].