Hvordan kirkens tjenere skal beskikkes

Præsteordination er ikke andet end en ordning i kirken, hvorved nogen kaldes til at tjene i Guds ord og sakramenterne. Derfor må ingen af sig selv, uden at han er lovligt kaldet, påtage sig denne tjeneste i kirken eller trænge sig ind i noget sogn.

Alle præsterne i hvert herred eller len må så sammen med deres superintendent vælge en af prædikanterne, som de anser for egnet dertil, hvad enten han bor i en købstad eller i en landsby, til at være provst over præsterne og kirkerne i herredet.

Når man så har brug for en tjener ved en kirke, skal der, før nogen vælges, flittigt bedes til Gud om ham efter Kristi eget ord og eksempel.

Derefter skal de bedste i menigheden, som det tilkommer, på hele almuens vegne sammen med provsten vælge den, de anser for egnet dertil, og som menigheden med et godt vidnesbyrd om et godt levned og gode sæder kan anbefale skriftligt til superintendenten over det sted. Så skal menigheden sende ham med et brev til superintendenten og dér lade ham eksaminere i hans lærdom og forstand.

Men hvor der er nogle, som fra gammel tid har ret til at forlene nogle kirker som deres sande patroner og plejer at kåre sognepræster eller prædikanter til kirkerne og føre dem frem for biskoppen, dér skal menigheden bede dem om en mand, som den anser for egnet, så de kan føre ham frem for superintendenten.

I købstæderne skal denne ret ligge hos borgmestre og råd, også dér, hvor rådet hidtil ikke har plejet at have en sådan ret, medmindre de misbruger denne vor ordinans og ordning. Og menigheden, som således sender personen til superintendenten og lensmanden, skal betale hans rejseomkostninger.

Hvis den person, som menigheden således ønsker, findes egnet i lærdommen, skal superintendenten anbefale ham skriftligt til lensmanden over det sted, så han modtager ham og stadfæster ham på vore vegne.

Den ed, han skal aflægge, skal lyde således og ikke anderledes:

Jeg, N., valgt sognepræst til N. kirke, lover min allernådigste herre kongen troskab og lover at fremme det, som kan tjene Hans Kongelige Majestæt til ære, lydighed og fred. Ligeledes lover jeg, at jeg vil være flittig i det embede, som er mig betroet, så længe jeg bliver i det. Forsømmer jeg noget, enten uforvarende eller af menneskelig skrøbelighed, da tilgive Gud mig det ved sin Søn, vor Herre Jesus Kristus. Men jeg vil ikke af bevidst foragt gøre noget imod dette. Så sandt hjælpe mig Gud ved sit hellige evangelium.

Vor lensmand skal da, straks når han kommer, tage venligt imod ham og sende ham videre med et brev til superintendenten, så han ikke skal bebyrdes med lange rejseudgifter, og så menigheden heller ikke alt for længe skal undvære sin sognepræst og sjælesørger på Guds vegne, hvilket ikke kan ske uden fare.

Vor lensmand må heller ikke tage noget af ham, for at vore lensmænd ikke skal findes skyldige i en sådan griskhed, som vi forbyder superintendenterne.

Det skal heller ikke se ud, som om vore præster tvinges til at købe sig det hellige kirkeembede ved en forbandet simoni – et embede, som sømmelige, lærde og hæderlige mænd skal kaldes til, ja, endda nødes til med en hellig formaning, hvis de ellers ikke ville. Så langt er det fra, at de på ugudelig og skammelig vis skulle købe sig det.

Derfor sømmer det sig nu ikke for vore lensmænd, ligesom det hidtil ikke sømmede sig for pavens biskopper, medmindre de vil anklages på det skarpeste for tyranni og simoni.

Men skal skriveren, der skriver brevene, have noget for sit arbejde, som dog er ringe, så skal det være en halv gylden og allerhøjest en gylden som en æresgave. Den må den valgte sognepræst give lensmandens skriver, men menigheden, som har sendt ham, skal betale den.

Når han derefter kommer tilbage til superintendenten med brevet, skal denne tage ham ind i kirken i den by, hvor han bor, og foran alteret overdrage ham hans embede på følgende måde.

Først skal en af præsterne, når epistlen er læst i messen, gå op på prædikestolen og sige således:

Denne hæderlige mand, N., har N. menighed valgt og kaldet til at tjene sig i det hellige evangelium. Menigheden giver ham et godt vidnesbyrd om hans levned, og han er af biskoppen eksamineret og fundet egnet i forstand og ret lærdom. Derfor skal han nu ordineres til dette embede og indsættes foran alteret med oplæsning af det hellige ord, formaning, håndspålæggelse og en andægtig bøn til Gud. Derfor formaner og beder han, at enhver kristen vil bede om, at Gud vil lade sin tjener med hans tjeneste være sig til behag, og at den må tjene til Guds ære og mange menneskers frelse. Og I skal gerne takke Gud ved Jesus Kristus, fordi han værdiges at sende sin hellige kirke gode prædikanter. For sådanne prædikanter er sandelig de gaver, som Kristus gav sin kirke, da han for op til himlen, som der står skrevet i Ef 4.

Så skal han, som modtager embedet, sammen med nogle andre præster, som kan være til stede, knæle foran alteret, mens skoledrengene (peblingene) synger Veni Sancte Spiritus (Kom, Helligånd) på latin.

Så skal superintendenten stående foran alteret læse kollekten Deus qui corda fidelium osv. (Gud, du som har oplyst de troendes hjerter …).

Derefter skal han vende sig mod folket og på dansk læse den hellige læsning om biskopper fra brevet til Titus [Tit 1,5 ff.].

Dernæst skal han forelægge den, som skal overtage menigheden, en befaling om at prædike evangeliet ret og forvalte sakramenterne, som det bør sig. Befalingen lyder videre, at han skal lære ret om omvendelse, om korset, om øvrigheden og den lydighed, der hører til den, og om gode gerninger, og at han med den sande lære skal stå imod vildfarelse, og endelig at han gerne skal læse og studere i Den Hellige Skrift og bede uophørligt.

Til alt dette skal han med høj røst svare for hele folket, at han med Guds nådige hjælp flittigt vil gøre det.

Så skal biskoppen, det vil sige superintendenten, sammen med de præster, der er til stede, lægge hænderne på ham og på dansk med høj røst bede Pater noster (Fadervor) og en kollekt, som skal være forfattet til dette, uden tone [læst, ikke sunget]. Til sidst skal han bede hele menigheden svare amen.

Så skal man synge «Nu bede vi den Helligånd» osv. med alle dens vers.

Imens knæler superintendenten og beder stille for sig selv. Men når det første vers er sunget, rejser han sig og står vendt mod alteret.

Ligeledes rejser de andre præster sig sammen med den, som er blevet ordineret. Så går han hen og stiller sig ikke langt fra alteret, så han kan modtage det hellige sakramente, som han da skal gå frem til først af alle.

Så skal hele denne handling med indsættelse og ordination fuldendes efter det ord, Paulus siger: «Skabningen helliges ved ordet og bønnen» osv. [1 Tim 4,4–5]

Derefter skal superintendenten med sit beseglede brev sende ham til provsten og anbefale ham hos ham såvel som hos de andre præster, hvis der er flere i den by, hvor han er beskikket til at være sognepræst.

Ligeledes skal han anbefale ham til borgmestre og råd og hele menigheden som den, der skal være deres prædikant i Guds ord og uddele Kristi sakramenter til dem. Så skal provsten om søndagen eller den næste helligdag derefter i prædikenen anbefale ham over for folket og læse biskoppens brev op, som viser, at han er retmæssigt kaldet, eksamineret og ordineret til embedet osv.

Når vor lensmand siden har et ærinde dertil (ellers er det ikke nødvendigt, at han rejser derhen alene for den sags skyld), skal han på kongens vegne give folket på stedet befaling om, at de skal tage vare på den nævnte præsts bedste og give ham til rette tid, hvad der tilkommer ham, og strengt indskærpe dem, at han på kongens vegne vil straffe de ulydige.

Dette er altså vor alvorlige befaling, at vore lensmænd skal udføre dette, når lejligheden byder sig.

Endvidere findes der sogne i riget, hvor der hverken er så mange folk, eller hvor folk er så rigeligt forsørgede, at hvert sogn kan holde sin egen sognepræst. Deraf kommer det, at en sognepræst nødes til at tjene mange sogne, til stor umage for ham og med kun ringe lønforbedring fra dem. Derfor må ingen sognepræst have flere kirker, end han til gavn kan klare med prædiken og uddeling af sakramenterne, og med sin degn lære dem børnelærdommen, det vil sige katekismen, og besøge dem til rette tid for at undervise dem efter ordinansen, som superintendenten sammen med provsten i samme herred foreskriver ham. Så kan flere sogne blive til ét sogn, hvor superintendenten, provsten og vor lensmand finder det rigtigt, og de skal skrive det til os, så vi kan stadfæste det.

Ingen tiggermunke må herefter opholde sig i vore riger. De må hverken tigge [usikker læsning i kilden: «ligge»; da-barth har «tigge»] eller prædike eller høre skriftemål. Men de, som er gamle og skrøbelige og ikke egnede til noget embede i kirken, må blive i klostret. Dér må de få deres føde for Guds skyld, dog sådan at de skal aflægge kutten og klosterdragten og ikke spotte evangeliet.

Ligeledes skal de billeder fjernes helt, som den uforstandige almue lover at valfarte til og dyrker, og som der også er stort tilløb til fra fjerne steder med megen afgudsdyrkelse. For enhver ved jo godt, at sådan noget ikke er andet end afgudsdyrkelse.

De sognepræster, som nu på denne måde er beskikket til den åndelige tjeneste at prædike evangeliet, må agtes og kaldes det, de er, så længe de forbliver tro i ret lære og gode sæder og et hæderligt levned og ikke befatter sig med nogen timelig handel, som ikke vedkommer dem og deres embede. Men hvis de begynder at blive andre, end de var, og end de bør være, og ikke retter sig, når de er blevet formanet, da må øvrigheden efter superintendentens og provstens skøn stille dem til ansvar, ja, afsætte dem, og de skal regnes for uordinerede ligesom andre lægfolk.