Hvordan de forhærdede skal sættes i band

For bandet er det yderste lægemiddel, kirken har til at behandle åbenbare synder og laster med, og derfor skal man holde strengt fast ved det i denne sidste tid.

Alle, der åbenlyst lever i åbenbare laster og således vækker forargelse i kirken, som horkarle, løsagtige osv., og som ikke vil rette sig, når de er blevet formanet gentagne gange, men bliver forhærdede i deres ondskab, må anses for hedninger og fordømte, Matt 18.

Heller ikke skal de have adgang til alterets sakramente – det ville blive dem til så meget større fordømmelse – så længe de ikke angrer det onde, de så åbenlyst har gjort. Men til prædikenen må man lade dem komme. Dog skal man imens flittigt advare dem om at frygte Gud og ikke foragte den dom, som prædikanterne på menighedens vegne og efter Guds ord har ladet forkynde over dem, så de ikke fremkalder en endnu større dom fra Gud over sig og således vender kirkens moderlige ris til en evig fordømmelse for sig selv. For hvad prædikanterne i den sag beslutter efter Guds ords lyd, det vil Gud lade stå ved fuld magt.

Dog må vi godt have menneskelig omgang med den, der er sat i band, for den fælles freds og rolighedens skyld. Men man skal ikke omgås ham som en broder, så kirken ikke får skylden for hans laster.

Alt det øvrige hører øvrigheden til. For gudsbespottere, horkarle, jomfruskændere, kirkerøvere og de ugudelige, der overfalder kirkerne, hører også under sværdet. Og sværdet skylder kirken sin tjeneste i så høj grad, at hun derved kan blive i fred.