Hvordan man skal besøge de syge og fattige

Det bør især virkelig gode prædikanter også gøre. For de, der frem for andre har allermest brug for at høre evangeliet, tager også helst imod det. Derfor skal prædikanterne ofte besøge de fattige og syge. Og når der er anledning til det, skal de flittigt formane folk til i god tid, efter at sygdommen har ramt dem, at sende bud efter prædikanterne, så de desto oftere kan gå til dem og give dem formaning og gode råd og ikke vente til den allersidste nød – medmindre nogen bliver overfaldet af en brat og uventet sygdom.

Er de først én gang blevet kaldt til et sted, skal de siden af og til gå derhen igen, alt efter hvad den syge har brug for, medmindre han har andre hos sig, som kan give ham tilstrækkelig vejledning.

Men bliver de ikke kaldet, er de med rette undskyldt, hvis de ikke kommer.

Når præsten så kommer ud for at give den syge nadveren, skal han særligt lægge mærke til, hvordan den syge har forholdt sig til Guds ord, så han kan vejlede ham desto bedre og mere til gavn.

Dernæst skal han, hvis den syges tilstand kan tåle det, ud fra klare steder i Skriften vise, at alle mennesker er syndere og alene ved troen på Jesus Kristus får syndernes forladelse.

Derefter skal han vise, hvad Kristus har indstiftet sin nadver til, efter indholdet af den formaning, som skal foreholdes den syge, før han får nadveren.

Imens skal han lade en ren dug brede over bordet og et tændt lys sætte frem, hvis det er til at få.

Så skal han lægge brød på disken og hælde vin i kalken.

Og når det er gjort, skal han vende sig om mod dem, der er til stede, og sige:

Vor Herre Jesus Kristus siger selv i Matt 18, at hvor to eller tre er forsamlede i hans navn, dér er han midt iblandt dem, og hvad de beder om i hans navn, det skal de visselig få. Da vi nu er forsamlede her i Herrens navn for at mindes hans nadver, vil vi i Guds navn give vor syge broder eller søster, som ikke kan komme med os til delagtighed i den kristne nadver, hans hellige sakramente.

Så skal han med klar stemme på dansk først læse Credo (trosbekendelsen) og Pater noster (Fadervor) og derefter indstiftelsesordene og sige:

«Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød osv.»

Og så række den syge Kristi legeme, som man plejer.

Dernæst skal han tage kalken og ligeledes sige: «På samme måde tog han også bægeret osv.»

Kirkens tjenere skal også bære anstændige og passende (dog almindelige) præsteklæder, når de således forvalter sakramentet, til ære for det højværdige sakramente.

Til sidst skal han flittigt undervise den syge om dåben og om korset og frem for alt råde ham til tålmodighed: Herren Gud sender korset, ikke fordi han vil fordærve os, men for at kalde os til omvendelse og bedring og således lære os at kende os selv og ham, så at han, når vi råber til ham og påkalder ham, kan dele sit gode og sin nåde med os. For den, han elsker, revser han, og han har særligt behag i ham, ligesom en far har i sin søn. Og derfor er dette den sabbat, man skal holde hellig for Herren Gud: at man tålmodigt lider alt, selv om det skulle gå til døden, så vor dåb således kan blive fuldkommen – især fordi vor død i Kristus ikke er nogen død, men en indgang til det sande liv, som der står skrevet: «Den, der tror på mig, skal aldrig dø» osv.

Men de, der i deres levetid har foragtet evangeliet eller i hvert fald levet et ondt liv: Vil de lade sig omvende af prædikanterne ved deres sidste stund, så er det godt. Men vil de ikke, må sakramentet med Kristi legeme og blod ikke gives dem, så de ikke modtager det til større fordømmelse for sig selv. Men dem, der bekender Kristus, også erkender deres onde levned og helt alvorligt beder om sakramentet, kan man uden nogen fare give det; for tjeneren kan jo ikke dømme videre end efter det, han ser og hører.

Desuden skal de også flittigt besøge de fattige på hospitalerne én eller to gange om ugen [usikker læsning i kilden: «tøsser»; Roskilde-udgaven har «een sinde oc anden sinde»] og trøste dem venligt med Guds ord og ligeledes undervise dem, hvor der er brug for det.