Om nogle særlige bøger, som landsbypræsterne skal have, og som de ikke godt kan undvære

I vore dage udkommer der mange slette bøger, som ofte forgifter ikke alene de uerfarne og uvidende, men også dem, der forstår sig fuldt vel på tingene. Derfor må alle gode sognepræster kun bruge de bøger, som vise og lærde mænd har godkendt, så de ikke under sandhedens skin også drikker vildfarelse i sig, til stor skade for dem, der skal stole på dem.

Derfor skal de først og fremmest have Den Hellige Bibel, som er en kilde til al sand gudfrygtighed.

Dernæst doktor Martin Luthers postil, hvor han udlægger søndagenes evangelier og viser, hvordan evangeliet skal forklares.

III. Philipps Apologi [Melanchthons Apologi for Den Augsburgske Bekendelse], hvor hele kristendommens sikre lære fastslås og bevises, og hvor der med kristne grunde vises, hvorfor man skal tro sådan og også lære det videre.

IV. Philipps Loci communes [Melanchthons fremstilling af troslærens hovedemner], hvor de nyttigste og mest nødvendige artikler og steder i Skriften udlægges på den letteste og mest ligefremme måde.

V. En anden god bog, som de godt kan bruge til at forklare børnelærdommen, sammen med doktor Martin Luthers Lille Katekismus, så de ved, hvordan de skal oplære de unge ret i den første grund til sand gudfrygtighed.

VI. Den saksiske visitationsinstruks (Instructio visitationis Saxonicae) og desuden et eksemplar af denne vor ordinans, så de ved, hvilke stykker de især bør være godt undervist og lærde i.

Bogtrykkerne må ikke trykke nye bøger her i vore riger, hverken skrevet på dansk, latin eller tysk eller oversat til dansk, og nye bøger trykt andetsteds må heller ikke føres ind, især ikke hvis de handler om troen eller om det, der hører til lands og byers styre og husholdning, medmindre de først er blevet gennemset på vor høje skole (universitetet) og har fået en god udtalelse af hver superintendent her i Danmarks rige.

Vi vil heller ikke, at nogen her i vore riger trykker eller lader trykke håndbøger, messebøger eller andre ceremonibøger med nye sange og præfationer oversat til dansk og sat til latinske noder, sådan som oprøreren Müntzer gjorde. Vi har nemlig ingen nytte af dem, medmindre vi skulle ansætte nye korpeblinge [skoledrenge, der sang i koret] til at synge den slags upassende sang. Ligeledes forbyder vi, at nye bønner og kollekter bliver trykt, hverken til messen eller til anden offentlig sang eller læsning, medmindre det sker med universitetets og hver superintendents samtykke. Ellers får man ingen ende på at lave bøger, love, statutter og ordinanser. Enhver kan i sit sogn eller sin kirke nøjes med denne vor og rigets ordinans. Hver sognepræst kan selv lave kristne kollekter, også til højtidsdagene, men de skal være ganske korte. Det er ikke nødvendigt overalt at bede på samme måde med foreskrevne ord, når man ellers påkalder Gud ret. Epistlen og evangeliet kan enhver læse på dansk efter andre bøger. Præfationen skal de kun synge en gang imellem, mest i købstæderne og da på latin, især på højtidsdagene.