Om kanniker

Vi påbyder også, at de (sådan som de altid burde have gjort) skal holde en mand, der er lærd i Den Hellige Skrift, med et hæderligt underhold i den købstad, hvor de bor. Han skal offentligt på latin kunne forelæse Den Hellige Skrift både for kanniker, skoledegne og forstandige borgere og for andre, som vil komme dertil. Denne læsemester (lektor) skal en gang imellem prædike på et fastsat tidspunkt, dog sådan at ingen sædvanlig prædiken bliver forhindret af det.

De kanniker, som ikke er rejst andetsteds hen for at studere, skal hver dag synge af Den Hellige Skrift og Guds ord, sådan som vor elskede doktor Bugenhagen fra Pommern har foreskrevet det for dem ud fra Guds ord efter den kristne tros anvisning. Denne ordning har vi befalet at lade trykke på latin bagest i denne ordinans [Bugenhagens latinske ordning for kanniker og klostre er ikke med i Rørdams udgave og mangler derfor her]. De skal slet ikke besværes af den, sådan som det før skete med den lange sang. De skal tværtimod have en hellig og glad øvelse i Guds ord og i at påkalde og takke Gud, så gudfrygtige mennesker nærmest legende kan vænne sig til Den Hellige Skrift. Derfor tør ingen kannik, som jo har sit navn efter den kanoniske Hellige Skrift, føle sig besværet af den. Om søndagen og på helligdage må de også holde messe, hvis nogen vil modtage nadveren, medmindre deres kirke er en sognekirke; om det er der talt tidligere. De må gerne leve sømmeligt [usikker læsning i kilden: «liøwskeligen»; Roskilde-udgaven har «høfskelig» = sømmeligt] af deres indtægter og studere, så længe de ikke har nogen tjeneste, indtil de bliver kaldet til et embede. De af dem, som ikke lever ugift, må gifte sig, sådan som Gud har indrettet det, og ikke bryde sig om den djævlelære, der er imod det. «Ægteskabet skal holdes i ære hos alle,» siger apostlen, «og ægtesengen være ubesmittet, men utugtige og ægteskabsbrydere vil Gud dømme» – så vi i øvrigt kan leve uden griskhed og være tilfredse med det, Gud giver os [Hebr 13,4–5]. Vi vil på ingen måde tillade, at de har berygtede kvinder hos sig eller kvinder, som menigheden mistænker dem for at have et ukyskt forhold til, Gud til vrede og den kristne menighed til forargelse.

Hvis nogen af dem på grund af sin lærdom og duelighed bliver kaldet til at blive superintendent, sognepræst, prædikant, skolemester, læsemester ved universitetet eller til andet råd og arbejde til gavn for menigheden, skal han have den fulde løn, som hører til embedet, og desuden beholde alt det, han før havde af sit kannikeembede, medmindre han frivilligt vil afstå noget af det. Så bliver de bedste og de, som tjener andre med deres gode lærdom, de rigeste. Hvis nogen ville foragte denne vor gunst og velvilje, hvad ville det så være andet end at hade sand gudfrygtighed og hæderlighed?

De må heller ikke på nogen måde blande sig i den befaling, som vi i denne vor og rigets ordinans har givet vore superintendenter, lensmænd og provster, medmindre de bliver retmæssigt kaldet til det.

Hvad der ellers er brug for at ordne om kannikerne, vil vi fastsætte i universitetets ordinans.