Om klostermænd, som selv har noget at leve af

De munke, som forstår Guds sandhed, må nyde deres frihed efter evangeliet i deres egen frie samvittighed. Hvis de høfligt og ydmygt beder deres forstander om lov til at gå ud og sørge for sig selv, fordi de for deres samvittigheds skyld og af gudsfrygt ikke længere vil blive der, men efter Guds vilje vil vælge en anden levevis, så skal det ikke nægtes dem. Forstanderen skal lade de stakkels mænd gå og give dem klæder og lidt til rejsepenge for Guds skyld. Hvis forstanderen nægter dem det, skal han stå til ansvar over for os. Man kan jo lettere lade en munk, som ikke vil blive, gå med en god, rundhåndet almisse end føde ham alle hans dage i klosteret mod hans vilje og samvittighed. Men vi vil sandelig ikke have del i nogles urene kyskhed og ukyske levned, og det vil vi heller ikke på nogen måde tillade.

Men de munke, som vil blive i klosteret, skal være deres forstander underdanige og lydige, så længe de bliver der, og gøre, hvad der sømmer sig for gode, hellige og hæderlige mænd, så de fører et godt og ærbart liv. De må gå i deres kutter og bære ens klæder, ikke for nogen ordensregels skyld, men for at man på deres klædedragt kan se, hvilket kloster de hører til. De skal ikke have nogen raget plet eller krans på hovedet (tonsur); men de, som ikke vil lade deres hår vokse, må have det kortklippet eller helt afklippet. De skal ikke gå ud og strejfe omkring, hvorhen de vil, uden deres forstanders befaling. I stedet skal de gerne høre og lære af de hellige læsninger og prædikener og selv gerne læse Den Hellige Skrift, så nogle af dem med tiden kan blive sognepræster.

Derfor skal hvert sådant kloster også have en god, lærd mand, som skal læse Den Hellige Skrift, lære dem børnelærdommen, som vi kalder katekismen, prædike osv. Og for dette hellige arbejde skal han have et hæderligt underhold til sig selv og sin husstand. Og så skal de synge og holde messe om søndagen og på helligdagene, sådan som det er sagt om kannikerne.