Martin Luthers fortale: Til den strenge og ærefaste Hans Metzsch, høvedsmand i Wittenberg, min gunstige herre og gode ven

Nåde og fred i Kristus og dertil en stærk og fuld forståelse af denne lille bog, strenge og ærefaste, kære herre og ven. Denne lille bog kunne godt have fortjent at gå ud uden mit navn og uden nogen tilegnelse – ikke kun fordi den i sig selv er en kunstfærdig, fin, kristen, nyttig og trøsterig lille bog, men også fordi den er tilegnet den prisværdige, højbårne fyrstinde, vor nådige frue Sibylla, hertuginde af Sachsen osv. Alligevel har jeg påtaget mig også at besudle den med mit navn og min fortale og med fortalen at forære jer et eksemplar af den. Det gør jeg ikke kun for at tjene bogtrykkerne, som undertiden plejer at sælge deres små bøger desto bedre under mit navn og med mit vidnesbyrd – nogle med urette, andre med rette. Jeg gør det også til gavn for enhver, der ønsker det og sætter pris på mit vidnesbyrd, så han holder desto mere af denne lille bog og lærer den desto flittigere. Men allermest gør jeg det for helt trofast at formane jer med den. For det forekommer mig, at mester Justus Menius i den har ramt meget af det, der bor i jeres hjerte, og fint og præcist har malet jeres behov af (om end kun antydningsvis). Derfor håber jeg, at Gud vil give nåde til, at også I en dag selv bliver et billede og et eksempel på det, denne lille bog lærer. Amen.

For jeg tror, at denne lille bog må behage selv vore modstandere, skønt de ellers ikke vil synes om noget, der kommer fra os. For den angriber intet af deres; den roser og priser alene ægtestanden, enkelt og klart. Hvor meget mere må den da behage os og vore, som kender Guds ord og gerning og priser dem! Sandelig, den slags små bøger er ikke blot særdeles nyttige, men også højst nødvendige at læse og bevare. For rigtig mange, ja vel de fleste, anser ganske vist ægtestanden for ret og guddommelig, men ikke for nødvendig eller befalet – ligesom man anser jomfrustanden for en ret og guddommelig ting, men ikke for nødvendig eller befalet. Derfor går de ligegyldigt og sorgløst omkring og tænker ikke på, at Guds bud tvinger og nøder dem til ægtestanden – som om de var frie, og det stod til deres eget forgodtbefindende og frie vilje at gifte sig, når de vil, eller aldrig. Imens bliver de ved med at leve et åbenlyst og kendt syndigt liv og trøster sig med den sidste time, hvor de så vil omvende sig, når de ikke længere kan synde. Så er det ikke dem, der forlader synden, men synden, der forlader dem.

Sådanne folk, siger jeg, har brug for at have og læse denne lille bog, så de ved dette: Når Gud siger «Du må ikke slå ihjel» og «Du må ikke bryde ægteskabet», er det højst nødvendigt og et strengt bud. Lige så nødvendigt og lige så strengt et bud – ja, langt mere nødvendigt og langt strengere – er dette: «Du skal være gift, du skal have en hustru, du skal have en mand.» For dér står Guds ord: «Gud skabte mennesket som mand og kvinde», og han sagde: «De skal være ét kød. Manden skal forlade far og mor og holde sig til sin hustru.» Sådanne Guds ord er ikke overladt til vores frie valg, sådan som jomfrustanden og den ugifte kyskhed er det. Det skal og må være, som de lyder: Mand og kvinde er skabt til at være ét kød og til at holde sig til hinanden og blive sammen. Dette bud må man indskærpe med prædikener og med sådanne bøger og dermed besvære, nøde og plage samvittigheden hos de ugifte, som ikke har fået nåde til at leve i ugift kyskhed, indtil de må give sig og til sidst siger: «Skal det være, så må det være; kan det ikke være anderledes, så råde Gud, og så vover vi det.»

Dernæst er der nogle andre, som mener, at det er nok at blive gift eller være gift. De tænker ikke længere end: «Havde jeg bare en hustru, havde jeg bare en mand.» Eller tænker de højere, så tænker de på gods og ære: hvordan de kan blive rige, leve flot og efterlade børnene en stor arv. Børnenes opdragelse er de ligeglade med, og som nogle nu siger: «Når min søn lærer så meget, at han kan tjene penge, er han lærd nok.» Nu vil ingen opdrage deres børn til andet end den kløgt og de færdigheder, der skal til for at tjene til føden. De tænker simpelthen ikke andet, end at de er frie, og at det står til deres eget valg at opdrage børnene, som de har lyst – som om der ingen Gud var, der havde befalet dem noget andet, men som om de selv var gud og herre over deres børn. Men hvis der var et strengt og ordentligt styre i verden, og man fandt sådanne skadelige, onde folk, som ikke ville bedre sig og opdrage deres børn anderledes, så burde øvrigheden straffe dem alle sammen på liv og gods eller jage dem ud af verden. For sådanne folk er de allergiftigste og mest skadelige mennesker på jorden – ja, hverken tyrkerne eller tatarerne kan være så skadelige.

Årsagen er denne: Så vidt det står til dem, gør de ikke andet end at lade både den gejstlige og den verdslige stand gå til grunde og ødelægge både husholdningen og børneopdragelsen. Selv bliver de ved med at være lutter vilde dyr og svin i verden, som ikke duer til andet end at æde og drikke. Læg mærke til det: Hvis man ikke opdrager børnene til lærdom og kundskab, men gør dem til lutter ædedolke og pattegrise, som kun er ude efter foderet, hvor skal man så hente sognepræster, prædikanter og andre folk til Guds ord, til kirkens embede, til sjælesorgen og gudstjenesten? Hvor skal konger, fyrster og herrer, byer og lande hente kanslere, rådgivere, skrivere og embedsmænd? Der er jo ingen landsby så lille, at den kunne undvære en skriver – medmindre vi alle sammen ville lære at leve sådan, at vi ikke behøvede at omgås de folk i verden, hvor kundskab og skrift bruges og holdes i ære. Hvilken øde og grufuld verden ville det ikke blive! Så måtte jo både den gejstlige, den verdslige, ægteskabets og husets stand gå til grunde, og verden ville blive en ren svinesti. Men hvem hjælper til med det? Hvem er skyld i en sådan gru? Netop sådanne grufulde, skadelige, giftige forældre, som nok har børn, de kunne opdrage til at tjene Gud, men som kun opdrager dem til at tjene bugen. Ve og atter ve og atter ve over dem alle!

For sådanne onde orme eller ligeglade forældre og ægtefolk er det højst nødvendigt at læse eller høre denne lille bog, så de lærer, hvad Gud befaler dem, og hvad de skylder Gud, når det gælder deres børn. Min kære ven, har du et barn, som er egnet til boglig lærdom, så er du ikke fri til at opdrage det, som du har lyst, og det står heller ikke til dig at gøre med det, som du vil. Du må tværtimod huske på, at du skylder Gud at fremme hans to regimenter og tjene ham i dem. Gud har brug for en sognepræst, en prædikant, en skolemester i sit åndelige rige. Og du kan give ham en sådan, men gør det ikke. Se, så røver du ikke en kjortel fra en fattig, men mange tusind sjæle fra Guds rige, og du støder dem ned i helvede, så meget det står til dig. For du tager den person bort, som var egnet til at hjælpe sådanne sjæle. Omvendt: Opdrager du dit barn, så det kan blive sjælesørger, så giver du ikke blot en kjortel, og du stifter heller ikke blot et kloster eller en kirke – du gør noget langt større: Du giver en frelser og en Guds tjener, som kan hjælpe mange tusind sjæle til himlen. Hvad gør det, at ikke alle bliver til noget? Nogle bliver dog til noget, og hvem ved, om det bliver din søn? Med alt dit gods er du jo ikke værdig til at hjælpe blot én time til en sådan guddommelig stiftelse og så stor en gudstjeneste, og dog kan du hjælpe til med det hele dit liv. Men nu gør du det modsatte, ikke blot én time, men hele dit liv. Det er sandelig at storme og plyndre stifter, klostre og kirker for alvor – så de oprørske bønders stormløb knap kan regnes for mere end en spøg og et forspil. Sig mig: Hvilket helvede kan være dybt og hedt nok til en sådan skadelig ondskab som din? Og hvilken straf vil der ikke også komme over os på grund af en sådan misgerning!

Sådan er det også i det verdslige styre: Med børneopdragelsen kan du tjene din herre eller din by mere, end hvis du byggede borge og byer til ham og samlede alle verdens skatte. For hvad hjælper alt det, hvis man ikke har lærde, kloge og retskafne folk? Jeg vil slet ikke tale om, hvilken jordisk gavn og hvilken evig løn du får af det for Gud og verden, og at dit barn også på den måde får et bedre udkomme end efter dit skændige, skadelige, svinske råd og forehavende. Om det vil jeg, om Gud vil, formane nærmere en anden gang i en særlig lille bog mod sådanne skændige, skadelige, fordømte forældre, som ikke er forældre, men skadelige svin og giftige dyr, der selv æder deres egne unger. Nu får dette være nok som en formaning til enhver husfader, der vil bestå for Gud og verden og blive salig, her i tiden og i evigheden: Han skal flittigt læse denne kristne lille bog. Dertil give Gud sin nåde. AMEN.