Justus Menius' tilegnelse: Til den højædle, højbårne fyrstinde og frue, fru Sibylla, født hertuginde af Kleve, Jülich osv., hertuginde af Sachsen, landgrevinde i Thüringen, markgrevinde af Meissen, min nådige frue

Nåde og fred fra Gud Fader ved Kristus. Højædle, højbårne, nådige fyrstinde! Herren har sagt i Matt 7, at den, der hører hans ord og gør det, ham vil han ligne ved en klog mand, der bygger sit hus på en fast klippe; mange vinde og skylregn brydes mod det, men kan dog ikke skade det. Der er ingen tvivl om, at han har villet sige det til advarsel og trøst for alle kristne mennesker.

For eftersom denne verden er djævelens rige, og vi lever i den ikke anderledes end midt blandt mordere og fjender, som hvert øjeblik tænker på at myrde os og står os efter livet, har vi hårdt brug for begge dele: at vi bliver advaret mod sådanne mordanslag, og at vi, når vi er blevet advaret, også ved, hvordan vi kan trøste og styrke os.

For at man nu i alle ting kan se sig klogt for og vide at bevare både legeme og sjæl mod djævelen, skal enhver tage dette til sig som en advarsel: Han må aldrig være så tåbelig at gå ind i nogen stand eller begynde på noget andet uden Guds ord og befaling, men skal altid sørge for at lægge Guds ord som grundvold under alle sine sager og handlinger. På det kan han så bygge sin tro og bestå i alle slags anfægtelser og modgang, som der står skrevet i Ordsp 18: «Herrens navn er en fast borg; den retfærdige løber derhen og bliver beskyttet.»

For det koster alligevel møje og besvær nok at holde stand mod djævelen, selv når man er allerbedst rustet og står på Guds ords allervisseste grund – for slet ikke at tale om, at nogen skulle tænke sig at kunne bestå uden det. Som Skriften siger i 1 Pet 4: «Hvis den retfærdige (som dog står på klippen, Guds nåde og sandhed) kun med besvær bliver bevaret, hvor vil så den ugudelige og synderen (som kun har sin egen indbildning og drøm) blive af?»

Dermed mener jeg ikke, og det må heller ikke forstås sådan, at Guds nåde og sandhed skulle være så usikker og farlig en ting, at den ikke kunne beskytte og bevare os tilstrækkeligt i nød og anfægtelse – den er jo Guds almægtige kraft, og himmel og jord måtte snarere forgå, end at den mindste tøddel af den skulle falde bort. Det skal derimod forstås sådan, at det alene er på grund af vores svaghed og ikke på grund af Guds ord, at det er farligt og usikkert for os at skulle bestå i nød.

For hvor stor vores svaghed er, viser Skriften os næsten overalt i apostlenes og andre helliges eksempler. Dem ser vi så ofte blive modløse og forsagte i nød, at ingen tør bilde sig ind eller tænke, at han kan bestå i selv den mindste nød uden at vakle – og alligevel må han være standhaftig, ellers bliver der aldrig noget af det.

Men hvordan skal man så bære sig ad? Man skal holde fast ved troen og dog heller ikke være alt for sikker, men frygte Gud. Hvem kan få det til at gå op? Svar: Det skal forstås sådan, at man i alle troens sager skal overveje og se på to ting. For det første den menneskelige naturs svaghed og ustadighed. For det andet Guds ords almagt og evige sandhed. Hvad nu vores natur angår, skal man helt fortvivle over den og ikke stole en dråbe på den, selv om den forekom sig selv at være helt af jern; for der er dog ingen fasthed i den, som man kan se på Sankt Peter, ja, på alle helliges eksempel. Derfor kan man slet intet bygge på sådanne grunde, hvor Guds ord ikke er.

Men omvendt: Hvor Guds ord er, dér skal man aldrig nogensinde blive modløs eller tvivle, men altid holde urokkeligt fast ved det i troen – også når det ser ud, som om det ikke blot er farligt, men spillet helt er tabt; ja, også når det forekommer os, som om Gud selv er imod os, og vi derfor falder i tvivl. For det sker meget let, at vores hjerte tror, at Gud er vores fjend og allerede har overgivet os til fortabelse. Men det skal man helt se bort fra, og man skal ikke tænke på, hvordan det står til med os, men på, hvad Guds ord lover os. For selv om vi lyver, er han dog sandfærdig og kan ikke fornægte sig selv.

Derfor, nådige fyrstinde, har jeg i denne lille bog sat mig for at samle, hvilke statutter og privilegier Gud har givet ægtestanden. For blandt alle det menneskelige livs stænder er der ingen større orden, og ingen, hvis statutter og regel Gud har beskrevet nøjere og mere udtrykkeligt, end ægtefolkenes orden; og dog er der kun få, som ret erkender og tror det.

Denne lille bog vil jeg hermed have tilegnet og i underdanighed tilsendt Deres fyrstelige nåde, som af Guds nåde nu også er blevet viet ind i denne hellige orden, som tegn på min underdanige og skyldige tjeneste. Jeg håber, at den ikke alene skal være Deres fyrstelige nåde til nådigt behag, men også være til nytte og trøst for alle ægtefolk. For jeg har ikke skrevet den, for at den blot skal være en statut eller regel for ægtefolk, hvoraf de kan lære at gøre og udrette alt pænt og ordentligt i husholdningen, men meget mere for at de i alle deres gerninger kan trøste sig ved Guds ord, befaling og ordning og i tillid til det trodse djævelen.

At Deres fyrstelige nåde vil tage nådigt imod dette mit arbejde, håber jeg, fordi Gud den Almægtige blandt mange andre fyrstelige og kristelige dyder i særdeleshed også har prydet det fyrstelige hus Sachsen med dette: at dets medlemmer i ægtestanden kan være et gudfrygtigt og opbyggeligt eksempel for hele verden, sådan som man kan se det på landgreve Ludvig og Sankt Elisabeth [landgreve Ludvig IV af Thüringen (1200–1227) og hans hustru, Elisabeth af Thüringen (1207–1231), landgrevinde, kendt for sin omsorg for de fattige og syge]. Disse hellige ægtefolks eksempel vil jeg stille frem ikke alene for Deres fyrstelige nåde, men for hele verden, så de deraf kan lære, hvordan de skal leve kristeligt og ret i ægtestanden. Og hermed befaler jeg Deres fyrstelige nåde sammen med hele det fyrstelige hus Sachsen og deres undersåtter i Gud den Almægtiges nådige beskyttelse og værn. Givet i Gotha den 8. marts 1529. Deres fyrstelige nådes underdanige Justus Menius.