Når helvede eller den evige fordømmelse melder sig og skræmmer

Den onde ånd anfægter mennesket med bekymring for, om det er udvalgt, så den syge ved djævelens indskydelse kommer til at tænke: «Åh, hvad nu, hvis Gud ikke vil have dig? Du er måske ikke en af de udvalgte og frelste.» Det er en svær anfægtelse. Her må man forsvare sig alvorligt og ikke indlade sig på at diskutere med den onde ånd. Men gør sådan, så holder du stand: Sig eller tænk: «Vig bort, Satan! Der står skrevet: Du må ikke friste Herren, din Gud. Gud har altid handlet faderligt og godt mod mig – hvorfor skulle jeg så tvivle på hans nåde? Han har ladet mig komme til den hellige dåb og kaldet mig til sin nådes evangelium. Han vil være min Fader. Derfor kan jeg ikke vente andet af ham end lutter god vilje. Hvorfor skal jeg gruble så meget over udvælgelsen? Han har selv lært mig, hvad jeg her skal tænke, da han siger i Joh 3: Den, som tror på Kristus, skal ikke fortabes, men har evigt liv.» Derfor skal den, der tror på Kristus som sin eneste retfærdiggører og frelser, ikke vente nogen fordømmelse. For han bliver med sikkerhed frelst, han er en af de udvalgte, forudbestemt og beskikket til frelse i Kristus, og han står allerede indskrevet i de levendes bog. Den, der er forudbestemt til livet, er forudbestemt til at blive ligedannet med Kristus, og han bliver med sikkerhed kaldet til den kristne tro, gjort retfærdig i den og til sidst frelst. Det kan ikke slå fejl. Det er Gud Faders nådige råd og forsæt med dem, der tror på Kristus (Rom 8). Lad dig derfor ikke forvirre af noget af det, den onde ånd kaster imod dig. Tro blot på Kristus, så er Kristus din egen, og du er hans egen, og du kan ikke gå fortabt; du bliver frelst uden al tvivl. For de, der tror på Kristus, drages af Faderen til Kristus (Joh 6), og Faderen har pålagt Kristus, vor Herre, at frelse dem, så ingen af dem går fortabt (Joh 10). Vær derfor trøstig, og tvivl ikke. Alle mennesker, der tror ret på Kristus, er forudbestemt til det evige liv. Derfor skal enhver se hen til Kristus og tage imod Kristus, den sande frelser, i sand tro, så følger frelsen med sikkerhed. Her skal enhver lægge mærke til Paulus' trofaste formaning i Hebr 12: «Lad os med udholdenhed løbe den kamp, som ligger foran os, idet vi retter vores blik mod Kristus, troens banebryder og fuldender, som på grund af den glæde, som lå foran ham, udholdt korset uden at tage hensyn til skammen og har sat sig ved den højre side af Guds trone.» Kristus har lidt al anfægtelse for os, som Paulus siger i Hebr 4: «Vi har ikke en ypperstepræst,» siger han, «som ikke kan have medlidenhed med vores svagheder, men én som er blevet fristet i alt ligesom os, men uden synd. Lad os da med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp, når vi har brug for det.» Mærk dig det, kære kristne: Kristus er givet os, først for at han selv skal være vores forløser, forsoner og retfærdiggører, den, der betaler al skyld, og vores frelser; dernæst er han også givet os som forbillede, så vi kan leve og dø saligt efter hans eksempel. Dø som Kristus, så dør du godt. For Kristus er givet os som forbillede, så vi skal leve, lide og dø som han. Ingen kan leve ret, lide ret eller dø ret, medmindre det sker efter hans mål og bliver ligedannet med Kristi liv, lidelse og død; i hans død er alle kristnes død opslugt. [Randnote: Rom 8]

Læg nu mærke til, hvordan Kristus forholdt sig i anfægtelsen på korset, og følg ham, så vidt Gud giver nåde.

For det første blev han anfægtet med døden, da de sagde: «Lad ham nu stige ned fra korset! Andre har han hjulpet, sig selv kan han ikke hjælpe.» Det var, som om de sagde: «Det er ude med ham, han må dø og gå til grunde; her er der intet, der hjælper.» Sådan vil fjenden også skræmme dig med døden. Men vær trøstig: Kristus har overvundet fjenden, og ved Kristus skal også du overvinde ham. Hold troens skjold, troen på Kristus, frem foran dig, og sig: «Min Herre Kristus, herlighedens konge og livets Herre, lever og regerer. Han lader mig ikke blive i døden, det ved jeg. Jeg skal leve hos ham i evighed. At han nu lader mig erfare anfægtelsen og dø her i tiden, sker til mit eget bedste. For skal jeg ind i det evige liv, så må jeg jo forlade dette elendige, timelige liv og dø fra det, så jeg først da for alvor begynder at leve. Desuden er det godt for mig, at jeg gennem min egen død erfarer, hvor stor en kærlighed Kristus har vist mig, og hvor store ting han har gjort for mig, da han døde for mig, selv smagte døden, slukkede den og overvandt helvedes porte. Ellers havde jeg ikke vidst og erfaret, hvor stor livets magt i Kristus er, den magt, som har opslugt vores død, og jeg var ikke blevet så taknemmelig mod Kristus, min Herre og forløser. Derfor: Fordi Kristus lever, vil også jeg leve, og denne død skal for mig kun være en salig søvn og indgangen til det sande liv. Amen.» [Randnote: I]

For det andet blev Kristus anfægtet med synden, som om han havde været en synder, da de sagde: «Er du Guds Søn, så stig ned fra korset! Andre har han hjulpet – hjælp dig selv!» Det var, som om de ville sige: «Han har ført folk bag lyset; han er ikke Guds Søn, men en synder.» På samme måde frister Satan også den syge: Han dynger hans synder op foran ham for at se, om han kan drive ham ud i fortvivlelse, så han ikke venter nogen nåde hos Gud. Stå fast, og sig: «Ja, i mig selv er jeg en stor synder og fortjener fordømmelse. Men Kristus er ingen synder, og han er død for mine synder. Derfor er de betalt, hvor mange de end er; for Kristi død er en forsoning også for mine synder. Derfor ved jeg ikke længere af nogen synd. Jeg takker Kristus, som har betalt dem for mig og tilgivet mig dem.» [Randnote: II]

For det tredje blev Kristus anfægtet med helvede og den evige fordømmelse, da de sagde: «Han har sat sin lid til Gud; lad ham nu redde ham, hvis han vil have ham.» Det var, som om de sagde: «Alt hans håb til Gud er forgæves; Gud vil ikke have ham; han er fordømt.» Lad ikke noget forvirre dig her. Slå synd, død og helvede tilbage; de kommer dig ikke mere ved. Se alene hen til Kristus. Han er din, og han har købt dig fri fra djævelen og fordømmelsen, og det til en høj pris. I Kristus Jesus har du uskyld nok og mere end nok; i Kristus har du liv nok og mere end nok; i Kristus har du al frelse nok og mere end nok. Lad ikke dit hjerte vende sig bort fra den korsfæstede Kristus i nogen anfægtelse, så står du på en uovervindelig klippe mod alle helvedes porte og siger med Kristus (Sl 16): «Jeg har altid Herren for øje, for han er ved min højre hånd; derfor skal jeg blive stående. Derfor glæder mit hjerte sig, og også mit legeme skal ligge trygt. Du vil vise mig livets vej; hos dig er glæde i fylde og lyst ved din højre hånd for evigt.» Ved en sådan tro på Kristus er du Guds barn, Kristi broder og medarving, og du bliver frelst i evighed. Denne tro gør retfærdig. De retfærdige, det vil sige de troende kristne, skal som den himmelske Faders velsignede børn gå ind til det evige liv, ind i Himmeriget, som er beredt for børnene fra begyndelsen. [Randnote: III; Gal 3; Joh 1; Rom 1 og 8; Matt 25]

Måske mærker du i anfægtelsen, at du er helt svag i troen, ikke tålmodig i Guds vilje, kold i kærligheden til Gud og ikke rigtig fast i håbet, og du frygter derfor, at din sag ikke står godt med Gud. Det er sandelig, kære Gud, en svær og overvældende anfægtelse. Så tænk alligevel, min kære kristne, på, hvordan Kristus for din skyld var i en sådan uudholdelig anfægtelse, at det så ud, som om al hjælp, trøst og bistand var forbi, og som om Gud og hele verden var lutter vrede fjender, da han sagde: «Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?» Åh, hvor grusom en anfægtelse var det, evige Gud! Hvor tungt blev det ikke for Kristus at smage den bitre død for os og gøre korsets vej let! Når nu Kristus frivilligt har givet sig ind i så gruelig og ulidelig en angst og jammer efter sin og vor himmelske Faders nådige vilje, ja, kære kristne, så kan han jo have medfølelse med os og forstå vores svaghed. Han siger jo selv: «Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile.» Åh, hvor nødvendig en trøst er det ikke! Hvad kan dog skræmme de elendige syndere mere gruligt og overlæsse dem med større angst, end når nogen frygter, at Gud ikke vil have ham, at han er helt uden tro og et vissent lem? Hjælp, Jesus Kristus, og giv os hvile her, ellers drukner dette forfærdelige uvejr os, og graven lukker sig over os! Nuvel, Kristus har lovet det, og han vil gøre det. Mærker du byrden af din modløshed og din svage tro, og mener du, at du tvivler på Guds nåde og slet ingen tro har, så klag det for Gud, så hjælper han dig, og du skal prise ham. Han har lovet det; han vil gøre det, og han vil også gøre det. Giv ikke op. Bed al trøsts Fader om, at han ikke vender sit ansigt bort fra dig og ikke forlader dig. Klag og bekend for ham dine mangler og din skrøbelighed. Råb med disciplene (Luk 17): «Herre, giv mig mere tro!» og med den månesyge drengs far (Mark 9): «Jeg tror, Herre, hjælp min vantro!» «Herre, skynd dig at hjælpe mig, ellers går jeg til grunde. Din barmhjertighed er over alle dine gerninger. Åh, kæreste Fader, gå ikke i rette med din tjener, for ingen kan bestå for din retfærdige dom. Kristus er min retfærdighed og forløsning; for min skyld er han død en bitter død. Åh, al barmhjertigheds Fader, se på det, og styrk mit hjerte med sand tro på Kristus, og trøst mig med Helligåndens trøst, så jeg altid glæder mig i Kristus. Amen.» [Randnote: Sl 18; Sl 143; 1 Kor 1] [trykket har «Psal. 142» efter Vulgatas nummerering for Sl 143]

Når du altså kæmper og brydes, fordi du erkender din egen intethed og modløshed, men alligevel længes efter Guds hjælp og griber Kristus og ikke slipper ham, men ivrigt påkalder ham, for at han vil udfylde det, du mangler, så står det godt til. For de to ting ligger ikke langt fra hinanden: at tro på Kristus og inderligt at længes efter at tro. Hvor svag du end er, så har du dog den trøst, at Gud befaler os at påkalde ham og lover os hjælp. Og ligesom intet ønske er mere rimeligt end ønsket om en fast tro, sådan bliver heller ingen bøn hellere hørt. Derfor har den, der er svag i troen, en trøst i den brændende længsel efter troen. For den er i sandhed en god gnist, et Guds frø, som alene kommer fra Gud. Han siger gennem profeten Esajas: Kristus slukker ikke den rygende væge, og han brækker ikke det knækkede rør. Tro derfor fast på Kristus, eller længes i det mindste efter at tro på ham. Klag din vantro for ham, og tvivl ikke på, at du er retfærdig for ham og et velsignet Guds barn. For han har ikke forgæves lagt vores svaghed på sin elskede Søn Kristus. Kristus siger selv i Matt 5: «Lykkelige er de fattige i Ånden, for Himlenes rige er deres. Lykkelige er de som sørger, for de skal trøstes. Lykkelige er de som sulter og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes.» Du er bedrøvet og ville gerne være retfærdig. Vær ved godt mod: Det er du ved Kristus.

Overgiv derefter, efter Kristi og Stefanus' eksempel, din ånd i Faderens hænder, og sig: O Fader, i dine hænder overgiver jeg min – ja, meget mere din – ånd, som du har betroet mig, dit eget billede, din lighed, som du har skabt efter dig selv, og som din enbårne Søn derfor har udgydt sit blod for. Jeg overgiver min ånd i dine trofaste hænder, som ingen kan rive eller røve mig ud af. Fader, jeg er din, frels mig. Amen. [Randnote: ApG 7; 1 Mos 1; 1 Kor 5; Joh 10; Sl 119] [kilden har «Psal. 118» efter Vulgatas nummerering; jf. Sl 119,94: «Jeg er din, frels mig»]

Nu beder jeg jer, som bærer Kristi navn, ved Guds barmhjertighed, at I vil bedre jer og tage det alvorligt at høre Guds ord. Bank uophørligt på, og bed den himmelske Fader ved Jesus Kristus om, at han vil drage os og oplyse os med den sande erkendelse af Kristus, så vi vender os fra det onde og lever med selvbeherskelse, retfærdigt og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter det salige håb og den store Guds og vores frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst. Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al uretfærdighed og for at rense sig et ejendomsfolk, som er ivrigt efter at gøre gode gerninger. Kære kristne, nu har I jo Skriften, som er givet os til trøst. Dér ser I, hvordan Gud vender sin straf bort, når man for alvor begynder et liv i omvendelse. Læg mærke til det, og tag i hast jeres tilflugt til Gud med alvorlig og uophørlig bøn om, at han for sin elskede Søns skyld vil forlade os vores synder og hjælpe os.

David var i stor nød på grund af synden, 2 Sam 24 [kilden har «2. Reg. 24» efter Vulgatas bognavne, hvor Samuelsbøgerne kaldes 1. og 2. Kongebog]. For Gud sendte en pest over ham, så der i kort tid døde halvfjerds tusind mand fra Dan til Be'ersheba. Men han skyndte sig at søge hjælp hos Gud. Han bekendte sin synd, bad om nåde, rejste et alter for Gud på jebusitten Aravnas tærskeplads og ofrede brændofre og takofre [kilden har «todopfer», sandsynligvis en trykfejl for «danckopfer», takofre]. Så blev Gud forsonet med landet, og plagen hørte op blandt Israels folk. Bekend altså jeres skyld, råb om nåde, og bring det velbehagelige offer, et angrende hjerte, ved Kristus, så bliver vi hjulpet.

Gud truede gennem Jonas den store by Ninive med, at han ville ødelægge den om fyrre dage. Ninivitterne troede denne prædiken og begyndte at bedre sig i stor ydmyghed, og Gud forbarmede sig over dem og skånede dem. Gør det samme. Guds arm er ikke blevet for kort. Han kan og vil hjælpe, når vi blot påkalder ham med troende bøn. Han lader jo Paulus forkynde om sig, at han er den Gud, der er rig nok for alle som påkalder ham, Rom 10.

Guds elskede, jeg beder jer: Foragt ikke denne lille vejledning. Med den har jeg, et svagt lem, nu ved Guds nåde i hast og i stor svaghed villet tjene jer, som er lemmer sammen med mig i Herren. Jeg ville langt hellere trøste jer alle mundtligt, hvis jeg kunne. Men denne gang må min bøn for jer træde i stedet for min tjeneste. Måtte Kristus, vores prøvede læge og overmåde rige apoteker, gøre denne sjælemedicin, som er tilberedt fra hans apotek, Den Hellige Skrift, virksom i vores hjerter, så vi i sand kristen tro, i brændende kærlighed til Gud og næsten, i udholdende tålmodighed under korset, i lydig efterfølgelse af Kristus og i fast håb om det evige liv ved Kristus kan holde ud og stå fast nu og altid. Amen. Bed også Gud for mig, stakkels synder.

Augsburg den 8. november [kilden har «Wintermonat», som i 1500-tallet normalt betød november] i år 1529.

1 Pet 4: «Det er tiden til at dommen begynder med Guds hus. Men hvis den først begynder med os, hvad vil da afslutningen blive for dem som ikke tror Guds evangelium? Og hvis den retfærdige frelses med besvær, hvor vil den ugudelige og synderen så være at se?»

Trykt i Augsburg af Alexander Weyssenhorn ved Sankt Ursula-klosteret.