Forskellen på hedningernes og de kristnes lære om husholdningen og det borgerlige styre

Nu har filosofferne og verdens vise også skrevet og lært meget om begge slags styre, og om hvordan man skal bære sig rigtigt ad både i husholdningen og i landets styre. Men ingen af dem har nogen sinde kunnet ramme det rigtige; de har alle sammen taget allermest fejl på dette punkt: De har ikke erkendt eller lært (hvad også var umuligt for dem uden Guds ord), at et sådant styre også er Guds rige, gerning og ordning, som Gud selv tager sig af. De har kun tænkt, at både hus og land bliver styret og opretholdt af menneskers klogskab og fornuft.

Men vi, som vil være kristne og kende Gud, skal frem for alt vide dette og aldrig tvivle om det: Gud er den eneste skaber, herre og hersker både over oeconomia og politia, det vil sige over husholdningen og landets styre. Uden ham er alle husholdere og landets regenter intet og formår intet, sådan som David har bevidnet i Sl 127: «Bygger Herren ikke huset, arbejder alle, der bygger på det, forgæves. Vogter Herren ikke byen, våger vægteren forgæves» osv.

Derfor skal den, der vil påtage sig denne kunst – hvad enten det er at holde hus eller at styre et land – først og fremmest sørge for frem for alt at lære at erkende, at det er Gud, der altid vil stå ham bi i hans stand og embede og trofast hjælpe og råde ham. Og han skal regne med, at ikke han selv, men Gud er herre og mester over et sådant værk, mens han selv ikke er andet end en tjener, som Gud, den rette og øverste Herre, har sat til det. Over for ham skal han, når tiden kommer, aflægge regnskab for alt, hvad der er betroet ham.

For den, der holder hus i den tro, at det er ham alene, huset eller styret hviler på, ved slet intet om Gud og bryder sig heller ikke om ham. Han vil helt sikkert aldrig holde hus eller styre godt, men vil komme til skade, hvordan det end går ham, godt eller dårligt. For går det ham godt, vil han alligevel misbruge sit gods og sin lykke til sin egen og hele husets ødelæggelse, fordi han ikke frygter Gud og ikke tror andet, end at han er til, ikke ved Gud, men ved sig selv, og at det, han har, har han ikke fra Gud, men fra sig selv. Og går det ham dårligt, vil han på samme måde fortvivle fuldstændig og i sin fortvivlelse ende med at sætte sig selv, sin hustru, sine børn og alt, hvad han har, på spil. For han hverken kender eller tror Gud og tror ikke andet, end at det er ham alene, der kan og skal finde råd for tingene; hvad han ikke selv finder råd for og hjælp til, dér vil ingen anden hjælpe eller råde ham.

For at man nu kan vide, hvordan man skal holde hus som kristen, og samtidig kan se, hvor skændig, skadelig og ugudelig en lære det er, når nogen lærer, at det er forbudt for et kristent menneske at passe sin husholdning og sit levebrød, og at man ikke må eje noget selv, men skal have og bruge alt gods i fællesskab – sådan som gendøbernes sekt hævder blandt andre grufulde vildfarelser – vil vi her ud fra Den Hellige Skrift og Guds ord vise, hvad en kristen husholdning er, og hvordan man kan holde hus med Gud, med ære og med god samvittighed. Gud give nåde dertil. Amen.

Jeg mener, at man må begynde med ægtestanden. For det er alene ægtestanden, som husholdningen i særlig grad hører til, og hvor den ikke findes, kan der heller ikke være nogen husholdning af nogen art. Sådan har også de hedenske filosoffer, især Xenophon, begyndt, når de lærte om husholdningen. Derfor vil vi også i Guds navn tage fat dér først og se på, hvad det ægteskabelige liv er, hvor det kommer fra, hvordan det behager Gud, hvorfor han har skabt det, og hvordan man i alle henseender skal leve kristeligt og rigtigt i det.