📚 Reformatorernes skrifter · Justus Menius: Oeconomia christiana – om kristen husholdning (1529) · Rhegius, Menius, Bugenhagen, Bucer, Myconius m.fl., 1529–1556
Hvad ægteskabet er
📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold
I alle stænder er det en meget stor og mægtig trøst, at man ved og i sandhed kan rose sig af, at det, man gør eller lider, gør og lider man på Guds befaling. Den trøst giver mod i al nød og modgang, så man frimodigt kan trodse, også når det går allerværst og farligst til. Så behøver man ikke at tvivle på, at det behager Gud allerbedst, selv om al verdens klogskab, sans og fornuft stritter imod og siger det modsatte, sådan som det i almindelighed plejer at gå med alle Guds gerninger.
Derfor skal enhver, som vil gå den sikre vej, omhyggeligt se til og passe på, at han ikke påtager sig noget, og især at han ikke giver sig ind i nogen stand – hvor god, hellig og herlig den så end kan glimre og tage sig ud – medmindre han først har fået en sikker befaling fra Gud til det og ved for sandt, at Gud ikke ser en sådan gerning eller stand som en vederstyggelighed, men har et nådigt velbehag i den. For forregner man sig og plumper så blindt ind i en usikker stand, må der uvægerligt følge en meget stor, hvis ikke en evig, anger bagefter.
Derfor skal også alle, som træder ind i ægtestanden, sørge for at være helt sikre på, at deres stand er en stand, som Gud selv har skabt, indstiftet og befalet, og som han også har et nådigt velbehag i – hvor svær, besværlig og møjsommelig den så end er og ser ud til at være her på jorden. Og de skal trøstigt stole på, at Gud aldrig vil forlade dem i denne stand, som i sandhed er hans egen gerning og ordning, men i al deres nød vil stå dem bi med råd i det timelige og med nådig hjælp.
Men at denne stand er Guds gerning, ordning og bud, det bevidner Den Hellige Skrift, og især Moses i 1 Mos 1: «Gud skabte mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det, og han skabte dem til mand og kvinde osv. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: Vær frugtbare og bliv mange, og fyld jorden osv.» Ligeledes 1 Mos 2: «Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at mennesket er alene; jeg vil gøre ham en medhjælp, som svarer til ham osv. Så lod Gud Herren en dyb søvn falde over mennesket, og han sov ind. Og han tog et af hans ribben og lukkede stedet til med kød. Og Gud Herren byggede en kvinde af det ribben, som han havde taget fra mennesket, og førte hende hen til ham. Da sagde mennesket: Det er endelig ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes kvinde [ty. «Männin», et ordspil på «Mann», mand], fordi hun er taget af manden. Derfor skal en mand forlade sin far og sin mor og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød osv.»
Det er, mener jeg, klare og herlige vidnesbyrd, ja, store, mægtige og overmåde stærke trøstegrunde, som Gud her giver ægtestanden. For i disse sine ord bekender Gud, at han ikke alene har skabt, indstiftet og befalet denne stand, men samtidig viser og lover han også, at han stadig og altid vil være hos ægtefællerne og have med dem at gøre, sådan som vi tydeligt og klart vil vise ud fra teksten.
For når Skriften siger, at Gud har skabt mennesket, og efter overlagt råd skabt det som mand og kvinde, og at han også har givet sin velsignelse til, at de skulle blive mange og være frugtbare, så er det et sikkert vidnesbyrd om, at denne stand er Guds gerning, gavnlig og god. For Skriften siger videre: «Gud så på alt det, han havde gjort, og se, alt var meget godt.»
Men er den Guds gerning og behager ham så vel, som Skriften herligt bevidner, så skal sandelig også alle, der lever i den, trøste sig fuldt og fast ved det og aldrig i nogen nød tvivle på, at Gud vil opretholde og styre sin skabning og gerning og aldrig i nogen nød lade den gå til grunde eller forgå – selv om den måtte lide tusind og atter tusind gange så mange, så mangeartede, store og hårde anstød, som den nu må. Det lader han lige så lidt ske, som han lader solen miste sit skin helt og aldeles, selv om den ofte bliver skjult af mange formørkelser.
Ja, ægtefællerne skal vide, at de ikke kan vise og gøre Gud nogen mere velkommen og behagelig gudstjeneste, end at de venter sig så meget godt af ham og i al deres nød påkalder ham og beder ham om at hjælpe og råde dem. For når Gud på den måde prøver og øver ægtestanden med mange slags anfægtelser og bekymringer, så er det let at slutte, at han sikkert ikke gør det i nogen anden hensigt end den, at de, der lever i den, derved skal erkende og lære, at han tager sig af denne stand som sin egen gerning og sit eget styre og altid vil have med den at gøre.
Sådan har han også bagefter i 5 Mos 8 udlagt for israelitterne de anfægtelser, de led under udvandringen fra Egypten, og sagt, at han havde sendt dem alt dette i den hensigt, at de derved skulle blive klar over og ret erkende, at han på hele denne udvandring og rejse til enhver tid selv havde været til stede hos dem, havde ført dem ud med sin egen hånd og selv havde rådet og hjulpet dem i al deres nød. Var det gået efter dem selv, ja, vel også efter alle skabninger, havde de ellers tusind og atter tusind gange måttet gå til grunde og dø.
De hedenske filosoffer har også skrevet meget om ægtestanden og efter deres forstand rost og lovprist den herligt, fordi de godt så og erfarede, at naturen selv lærte og tvang til, at man skal og må stifte ægteskab. Ligeledes har også de, der har nedskrevet og ordnet lovene, givet ægtestanden overordentlig stor ære og mange privilegier og lavet de allerhæderligste, fineste og mest prisværdige bestemmelser om, hvordan man skal gifte sig og stifte ægteskab osv., så det fortjener at blive rost. Men alle sammen har de dog manglet det allerstørste: De har ikke erkendt og heller ikke kunnet lære, at det ægteskabelige liv er en Guds gerning, og at Gud vil have så meget at gøre med ægtefællerne. Det har kun Helligånden lært, nemlig i Den Hellige Skrift, sådan som vi hører og ser.
Vi har nu sagt, at ægtestanden er Guds egen gerning og ordning, befalet og indstiftet af ham, og at han også har et nådigt behag i den, sådan at alt, hvad man efter Guds befaling gør og lider i denne stand, er lutter ret og hellig gudstjeneste, hvor ringe og foragteligt det så end kan se ud for menneskers øjne. Derfor vil vi nu videre også vise, hvorfor Gud har skabt, forordnet og befalet denne stand, for at de, der lever i den, så meget mere sikkert og trygt kan tjene og takke Gud, deres skaber og Herre, med al glæde.
Reformatorernes skrifter (Rhegius, Menius, Bugenhagen, Bucer, Myconius m.fl., 1529–1556) er oversat fra tysk, latin og gammeldansk til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: Førstetryk fra Bayerische Staatsbibliothek (MDZ), Myconius’ Historia Reformationis (udg. E. S. Cyprian 1718), Peder Palladius’ Danske Skrifter IV (Vingaard 1575) og H. F. Rørdam, Danske Kirkelove I (1883) – alle public domain. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.