📚 Reformatorernes skrifter · Justus Menius: Oeconomia christiana – om kristen husholdning (1529) · Rhegius, Menius, Bugenhagen, Bucer, Myconius m.fl., 1529–1556
Hvorfor Gud har indstiftet ægtestanden
📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold
Man skal lægge mærke til, at Gud ifølge Skriftens vidnesbyrd har skabt, indstiftet og befalet ægtestanden af to grunde. Den første er, at man skal sætte børn i verden, som Gud har befalet i 1 Mos 1: «Voks og formér jer.» Dette ord er lige så vel et Guds ord som det, hvor han siger: «Der skal være lys», og: «Jorden skal lade græs og planter spire frem, der sætter frø, og frugtbare træer» osv. Derfor er det ganske sikkert, at det også må være lige så mægtigt og virkningsfuldt i sin gerning, som hvert af Guds andre ord er i sin.
Ordet er så mægtigt i solen og de andre stjerner, at de må være lys og skinne, og så mægtigt i planter og træer, at de må vokse, sætte frø og bære frugt, og ingen skabning, hverken i himlen eller på jorden, kan stå dette Guds almægtige ord imod i dets gerning. Derfor må også dette Guds ord, som er sagt til mennesket: «Voks og formér jer» osv., være virkningsfuldt og mægtigt i sin gerning og gå sin gang og blive ved uden at blive hindret af nogen skabning, ja, selv om både himmel og jord satte sig imod det. Sådan er det og ikke anderledes – medmindre Gud vil tage nogle særskilt ud af denne gerning og holde dem fri af den. Det gør han jo efter sin vilje på én måde med den ene og på en anden måde med den anden, og han giver den ene denne gave og den anden en anden osv.
Menneskets natur er altså skabt af Gud til denne gerning: at vokse og formere sig. Og ingen kan hindre, standse eller ændre den almægtige skabers ord og gerning. Derfor bør enhver med rette, alt efter hvordan han mærker, at Gud har skabt ham, lydigt og villigt lade sig bruge til det, som hans Gud har skabt ham til og vil have ham til – Gud, sin skaber og Herre, til ære og behag. Han skal ikke se på eller bekymre sig om, hvor meget møje og arbejde der samtidig bliver lagt på ham, men langt hellere tænke over og agte på, hvad der er Guds gerning og vilje, og fuldt og fast tro, at Gud, som alene er mester for denne gerning og er almægtig, vil råde og hjælpe ham godt i alt dette. Og når han har Gud til ven, bliver al møje ingen møje for ham og alt arbejde intet arbejde. Alt, hvad han på den måde tager fat på i Guds navn, bliver kun en lyst og glæde for hans hjerte, og det hele vil gå så let som muligt fra hånden. For som Herren har sagt: «Alt er muligt for den, som tror.»
De, der nu vil være klogere end deres Gud og skaber og vil gøre det bedre med sig selv eller med andre, end Gud, deres skaber, har gjort det med dem, synder svært, som enhver kan se. De falder dermed i en forfærdelig og grufuld formastelse og foragt for Gud, deres skaber, hvis gerning og skabning de uden hans befaling og vilje vil ændre og forbedre. Hvad kunne djævelen dog finde på, der var mere forfærdeligt?
Men se, hvordan det går dem, der på den måde formaster sig imod Guds ord, gerning og vilje! Gud skaber dem, og han skaber dem som mand og kvinde. Desuden giver han sin velsignelse over denne skabning og siger, at de skal vokse og formere sig. Han vidner også, at det med mennesket, ligesom med de andre skabninger, er rigtig vel gjort, og at alt er meget godt og fint. Ja, han gentager det en gang til og siger: Det er ikke godt, at mennesket er alene; det må have sin medhjælp osv. Det burde med rette være nok til, at hele verden var belært og advaret, så den lod sig nøje med Guds vilje og vogtede sig for så skadelig og forfærdelig en formastelse.
Men hvad vover djævelen ikke? Han er en løgner fra begyndelsen og bliver en løgner i evighed. Derfor må han også altid modsige sandheden, i dette stykke lige så vel som i andre, og gennem sine tjenere lære, at det ikke er godt at leve i ægteskab, men godt at være ugift, og at ægteskabet derfor ikke skal tillades, men forbydes alle gejstlige, fordi de er det højeste, ædleste og mest fuldkomne folk på jorden. Heraf ses tydeligt, at en sådan lære i virkeligheden må være opdigtet af djævelen selv, som Sankt Paulus har forudsagt i 1 Tim 4. Hvem ville ellers være så formastelig imod Gud?
Men selv om det ikke var bevist godt nok med klare ord i Den Hellige Skrift, at dette forbud mod de gejstliges ægteskab kom fra djævelen og var hans eget opspind, så fremgår det dog tydeligt nok af gerningerne. For djævelen lønner dem pænt af, som han plejer. Først forfører han dem ind i de ugudelige løfters net og snarer og overtaler dem til at mene, at de med deres løfter og eder har bragt det så vidt, at de nu aldrig mere lever i kødet som andre mennesker. De bilder sig ind, at de er lutter ånder, der er fløjet op og svæver højt, højt oppe over alle de hellige engle. Så styrter han dem ned i skidt og snavs, så de sidder fast i det til op over ørerne. Han lader dem falde i åbenlys synd og skam, så de for Gud og hele verden bliver til skurke og skøger – hvis det da ikke er endt i en anden og værre vederstyggelighed, som det ikke er sømmeligt at tale om.
Det samme sker også for de kloge hoveder, som ingen lov udelukker fra ægtestanden, men som selv vil være så kloge, at de tænker, at de på den måde kan undgå og flygte fra ægtestandens møje, arbejde, bekymringer og trælse besvær – eller som ikke vil overvældes af små børn til skade for deres stand og komme i fattigdom. For de stoler ikke på, at Gud, deres skaber og Herre, vil ernære dem i den stand, som han har skabt dem til. Så forblinder djævelen også dem i deres klogskab.
Men hvordan går det dem? Det skal jeg sige dig. Sådan går det: Vil de ikke gifte sig i Guds navn, så må de blive horebukke i djævelens navn. De vil ikke Gud til behag, med god samvittighed og med fuld ære over for verden, tage en lille møje, en let bekymring og et overkommeligt arbejde på sig og for en ganske rimelig og beskeden udgift forsørge en retskaffen, ærbar hustru og trofast medhjælp – og Gud ville aldrig have ladet dem mangle noget. Til gengæld lønner djævelen, deres rådgiver, dem sådan, at de med ond samvittighed over for Gud og med synd og skam over for alle retskafne folk må forsørge skændige, modbydelige skøger, og det mange af dem. Oven i det må de altid tåle mere fra sådanne uregerlige bæster, end nogen ægtemand nogensinde kan komme ud for fra sin hustru, og der er hverken troskab eller kærlighed længere, end pengene rækker. For ikke at tale om, at mange raske og fine unge mænd oven i alt dette mister liv og sjæl, ære og gods. Sådan lønner djævelen sine tjenere.
Derfor er den anden grund til at gifte sig denne: at man kan undgå sådan utugt og andre, endnu mere skændige og afskyelige laster og også de store, svære straffe, som Gud sender for sådanne synders skyld. Denne grund nævner Sankt Paulus også i 1 Kor 7, hvor han siger: «For at hindre utugt skal enhver mand have sin egen hustru, og enhver kvinde have sin egen mand.» Det burde enhver med rette tænke over og rette sig efter.
For når man irettesætter sådanne skurkestreger, hvad enten det er hos de gejstlige eller hos de andre kloge hoveder, har de straks et svar parat: «Åh, hvad kan man gøre ved det? Hvem kan helt og holdent leve et himmelsk liv? Vi er jo mennesker, og den menneskelige natur er svag og skrøbelig; en gang imellem kan vel gå an. Si non caste, tamen caute [Lever man ikke kysk, så i det mindste forsigtigt] osv.» Dermed skal det så være forsvaret godt nok og hele sagen klaret. Men de burde også vide, at når de erkender, at Gud har skabt dem så svage, at de ikke kan leve et himmelsk liv, så har Gud også skabt en hjælp og et lægemiddel mod deres svaghed, som de godt kan bruge til at råde bod på den og hjælpe sig selv. Og det er, at de skal gribe til ægteskabet, og at enhver mand for at undgå utugt skal have sin hustru og enhver kvinde sin mand osv.
Netop fordi de erkender og bekender, at Gud har skabt dem så svage, at de slet ikke kan leve et himmelsk liv, og dog godt ser, hvordan de uden skade kunne hjælpe sig i deres svaghed, men alligevel ikke vil lade sig hjælpe på den måde, men foragter det og således med vilje bliver i den syndige elendighed – netop derfor giver Gud dem også ofte hen til et forvendt sind og sindelag, så de over for Gud og alle skabninger på den mest grufulde og afskyelige måde må bringe sig selv i evig skam, som Sankt Paulus vidner i Rom 1. Og ve dem, der med deres magt og love er årsag til en sådan vederstyggelighed og slet ikke lader sig bevæge, hverken af Guds ære eller af deres egen og så mange andre sjæles frelse! Åh, ve dem!
Men ligesom de synder, der flygter fra ægtestanden og ikke vil gifte sig på grund af fattigdom eller andet besvær, sådan synder også de, der ikke gifter sig af de grunde, der er nævnt ovenfor, men snarere for penges, gods og jordisk udkommes skyld eller for at få gode, dovne dage og et herligt liv. De går deres egen vej og bliver helt uden Guds ord i deres ægtestand, så længe deres hjerte holder fast ved og bliver hængende i en sådan forvendt og vantro hensigt. Bliver deres liv så surt og tungt for dem, så de med deres gods får møje, arbejde og ærgrelser nok, så sker der dem kun ret, og det ville også være en skam, om det gik dem anderledes. For også dem lønner deres rådgiver, som Sankt Paulus siger: «De, som vil være rige, falder i djævelens snare» osv.
Hermed, mener jeg, er der sagt nogenlunde nok om, hvad livet i ægteskabet er, hvem der har indstiftet denne orden, og hvem der hører til i den, og hvem ikke. Nu vil vi i det følgende undervise dem, der allerede lever i den, så de ved, hvad denne stand er grundlagt på, og hvad hele husholdningen skal rettes imod.
Reformatorernes skrifter (Rhegius, Menius, Bugenhagen, Bucer, Myconius m.fl., 1529–1556) er oversat fra tysk, latin og gammeldansk til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: Førstetryk fra Bayerische Staatsbibliothek (MDZ), Myconius’ Historia Reformationis (udg. E. S. Cyprian 1718), Peder Palladius’ Danske Skrifter IV (Vingaard 1575) og H. F. Rørdam, Danske Kirkelove I (1883) – alle public domain. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.