Hvad husholdningen skal sigte mod

I alle fag, som man underviser i, plejer man først og fremmest at spørge, hvad de tjener til, og hvad hvert fag i sidste ende sigter mod. Derfor er det også rimeligt, at vi her viser, hvad husholdningen (oeconomia) tjener til, hvad den i sidste ende skal sigte mod, og hvorfor Gud har forordnet og indstiftet et sådant styre.

De hedenske filosoffer, som har skrevet om husholdningen, har i almindelighed lært, at husholdningen tjener til og i sidste ende skal sigte mod, at man skaffer sig udkomme og bliver rig. Den mening har de fleste husfædre i verden stadig i dag, som man kan se. Men det er ikke en god mening, som stemmer med Gud; det er langt snarere en skadelig og hedensk mening. Den vil vi ikke følge. I stedet vil vi vise en bedre, som stemmer mere med Gud, og den er denne:

En retskaffen og gudfrygtig husfader skal ikke i sin husholdning have for øje alene at skaffe sig et stort udkomme og blive meget rig, og han skal heller ikke lade styret af sit hus sigte mod det, sådan som hedningerne og de vantro plejer at gøre. Nej, hans husholdning skal helt og holdent sigte mod, at han opdrager retskafne, gudfrygtige, lydige og dydige børn. Det skal han tænke på og stræbe efter dag og nat med al flid, møje og arbejde. For sådan lærer Gud selv os at holde hus.

Filosofferne, og især stoikerne, har også indset og lært, at ingen er skabt og født for sig selv alene, men at vi alle sammen er skabt og født for hinanden, for at den ene kan hjælpe den anden i det fælles styre, så den fælles fred og al god orden kan opretholdes. Det er også rigtigt og godt lært. Men man må samtidig vide, at de folk, som skal tjene land og folk, må opdrages dertil fra barnsben; ellers er det intet værd.

For når børnene først og fremmest opdrages i gudsfrygt og lærer Gud at kende, så følger det af sig selv, at de også gør god tjeneste for andre mennesker og for hele det fælles bedste. Og tit kan mange lande og folk have stor gavn af en eneste retskaffen og dygtig mand, både for Gud og for verden. Som Salomo siger i Ordsp 11: «Ved de oprigtiges velsignelse bliver en by ophøjet», og i kapitel 15: «Planer går til grunde, hvor der ingen rådslagning er, men hvor der er mange rådgivere, står de fast.» Det bevidner også eksemplet med Sodoma og Gomorra: Gud ville gerne have skånet dem og de andre byer for ganske få retskafne og gudfrygtige menneskers skyld, hvis der blot havde været nogen i dem, som spurgte efter Gud.

Vil man derfor give land og folk gode råd og hjælpe dem, så det står godt til med det borgerlige styre (politia), så må man sandelig begynde med ungdommen i husholdningen. Men skal ungdommen opdrages og undervises godt, så må man virkelig også indprente den gudsfrygt; for hvor det ikke sker, er det tabt og alt håb ude, hvor og hvordan man så end griber sagen an. Det vil vi dog senere sige mere om i et særskilt afsnit.

Da vi nu ovenfor har lært, at husholdningen særligt er betroet ægtestanden, vil vi nu punkt for punkt lære, hvad der i husets styre påhviler manden, og ligeledes hvad der påhviler hustruen – både i fællesskab og hver for sig, både over for hinanden indbyrdes og over for børn, tjenestefolk og alle andre.