Hvad der særligt påhviler manden i husets styre

Det første, som en ægtemand eller husfader allermest har brug for, er, at han har et virkelig forstandigt og troende hjerte over for Gud. Han skal vide, at fordi Gud har skabt og indsat ham i denne stand, så er alt det, han i sin stand gør og lider over for sin hustru, sine børn, sine tjenestefolk og andre efter Guds ord og vilje, lutter kostelige, gode gerninger og hellig gudstjeneste. Desuden skal han af hele sit hjerte forlade sig på Gud, sin Herre og skaber, stole på ham og tro, at han vil stå ham bi i alt, hvad han gør og lider, hjælpe ham med at styre og forsørge sig selv, sin hustru, sine børn og hele sit hus og nådigt vogte og bevare ham for alt ondt. Alt dette har Gud jo rigeligt lovet ham i sit ord, og han beviser det endnu i dag på mange måder, så man kan se det for sine øjne.

Det andet stykke er, at han ikke er en ægteskabsbryder, men at han holder sig til sin hustru alene som sin eneste medhjælp, som hans Gud har skabt og givet ham. Han skal lade sig nøje med denne Guds gave og ikke indlade sig med nogen anden imod Guds bud, sådan som Salomo lærer i Ordsp 5 [trykket har «Pro. 4»]: «Glæd dig over din ungdoms hustru, lad dig altid nøje med hendes kærlighed, og fryd dig altid ved hendes (ikke en andens) kærlighed.» Dertil føjer han et smukt billede af rådyret og hinden, hvis art og natur det er, at de holder særlig godt sammen og holder så meget af hinanden og regner hinanden så højt, at hjortene endda forsvarer og beskytter deres hinder mod andre med magt.

Det er det, Salomo henviser ægtefællerne til, og han vil, at de også på samme måde skal holde sammen. For Gud vil ikke lade en sådan last som ægteskabsbrud gå ustraffet, sådan som vi ser, at han straffede David så hårdt for det, da han syndede med Batseba (2 Sam 12). Dette forfærdelige eksempel skal ægtemændene ofte se på og alvorligt tænke over, så de desto bedre kan vogte sig for en sådan synd og for Guds straf.

Det tredje stykke er, at en ægtemand skal elske sin hustru, sådan som apostlene har lært mange steder. Her skal man dog lægge mærke til, hvilken slags kærlighed Skriften taler om. For der er en meget stor forskel på denne kærlighed hos de ugudelige og hos de gudfrygtige. En ugudelig elsker sin hustru sådan, at han ikke søger Guds vilje, men alene sit eget hos hende. Derfor er en sådan kærlighed heller ikke en ren kærlighed, men en uren og ligefrem svinsk kærlighed, hvor der hverken kan være troskab eller bestandighed. For så snart den ugudelige går glip af det, han søger og er ude efter hos sin hustru, er kærligheden med det samme slukket og helt forbi.

En gudfrygtig, retskaffen ægtemand derimod ser ikke på andet hos sin hustru end Guds bud og vilje. Og alene fordi denne hustru er givet ham af Gud, hans skaber og Herre, som medhjælp og ægtefælle, holder han af hende og regner hende højt som en Guds gave for Guds, sin Herres, skyld. Han tager derfor til takke med hende, selv om der også er noget ved hende, som godt kunne vække hans lede, som grimhed, fattigdom eller andre lignende fejl og mangler. Han lader sig nøje med det og er helt tilfreds, når blot han er sikker på, at Gud har behag i dette liv, som han lever med sin hustru. Desuden takker han Gud af hele sit hjerte for, at Gud ved dette nådige middel så nådigt holder ham fra synd og skam og bevarer ham. Og han ønsker sig intet andet, end at Gud også vil have tålmodighed med ham i hans svaghed og nådigt se gennem fingre med ham, hvor det måske ikke i alle ting går så rigtigt til med ham, som det med rette burde.

Det er det, apostlene mener, når de lærer, at ægtemændene skal elske deres hustruer i Herren, det vil sige, fordi de er skænket og givet dem af Herren. Det mener Salomo sandelig også, når han siger i Ordsp 18: «Den, der finder en hustru, finder noget godt og får velbehag fra Herren.» Det vil sige: Hvordan det end går ham, er han dog altid sikker på og glad for, at Gud har behag i hans stand og liv. Og han ved for vist, at alt, hvad han gør og lider i denne stand efter Guds vilje, ikke kan skade ham, men at alt må falde ud til det allerbedste for ham. De, der har hustruer i en sådan tro, er dem, der efter Sankt Paulus' råd og lære har deres hustruer, som om de ikke havde dem. For de har dem, elsker dem, lever sammen med dem og omgås dem, ikke imod, men efter Guds bud og vilje.

Af det, der nu er sagt, følger også det fjerde stykke, som påhviler en retskaffen ægtemand: at han forstår at behandle sin hustru ret og redeligt, som det sig hør og bør, at omgås hende pænt og nænsomt og at indrette sig efter hendes væsen, så han kan bære over med hende i noget, ja, i meget. Sådan formaner Sankt Peter i 1 Pet 3: «I mænd skal leve med forstand sammen med hustruerne og vise dem som det svageste redskab den ære, der tilkommer dem, for de er også medarvinger til livets nåde, så jeres bønner ikke hindres osv.»

Det vil sige: Sankt Peter vil, at man skal have tålmodighed med kvinderne og tage til takke med dem, da de både af legeme og sind er en svag skabning. For ligesom de i legemet ikke formår at udføre samme arbejde som en mand, sådan kan de heller ikke i sind og hjerte magte at tåle og bide i sig, hvad der bliver gjort imod dem. Man siger, og jeg tror også, at det nærmest forholder sig sådan: «Kvinder har lange kjoler og kort forstand.» Derfor skal en mand have så megen forstand, at han klogt forstår at skåne sin hustru og bære over med hende i det, der ellers er til at bære, så djævelen ikke, som man siger, kan finde en anledning ud af ingenting til at stifte stor jammer og splid mellem ægtefællerne.

Men mange uslinger er sådan skabt, at de selv hverken kan kagle eller lægge æg, og alligevel vil de have, at alt hos deres stakkels hustruer skal gå lige efter snoren. De mener, at når de blot kan buldre afskyeligt mod de stakkels kvinder, bande og skælde ud, rive i håret, slå og smide alt, hvad de kan få fat på i huset, hulter til bulter, så har de gjort det rigtigt og bevist deres mandighed herligt. Sådanne folk fortjente sandelig, at man en gang imellem også sendte dem mester Hans [dvs. bøddelen] som tugtemester på huden. For Skriften forbyder en sådan rå opførsel i Sir 4 [trykket har «Ecclesiast. 4», dvs. Ecclesiasticus, Siraks Bog]: «Vær ikke i dit hus som en løve, der vælter hele sit hus omkuld og slår alle dem ned, som er under ham.»

Men hvordan en forstandig mand skal opføre sig over for sin hustru, læser vi gode eksempler på i Skriften, især om Abraham: hvordan han bar over med sin hustru Sara og for hendes skyld sandelig mere end én gang bed i det sure æble. Første gang var, da hun kom og klagede til ham over, at hendes trælkvinde Hagar ikke længere ville agte hende, efter at hun var blevet gravid ved ham. Hun lagde hele sagen over på den gode mand, som om al skylden var hans, og sagde ham lige op i ansigtet, at han holdt mere af trælkvinden end af hende; det måtte hun overlade til Gud, som nok ville dømme i det osv. (1 Mos 16). Ligeledes senere, da han måtte skille sig af med trælkvinden, som hustruen dog selv tidligere havde givet ham, og jage hende ud af huset sammen med barnet, som han havde fået med hende (1 Mos 21). Og der er ingen tvivl om, at han har holdt meget af dem, især fordi han ikke vidste andet, end at denne søn skulle være arving til hele hans hus og gods, da Sara var ufrugtbar. Deraf kan man nok forstå, hvor ondt det må have gjort manden at forlade dem, sådan som teksten også siger: «Det ord mishagede Abraham for hans søns skyld» (1 Mos 21).

Men se, hvordan han finder sig i den svære sag, hvor fint han svarer sin vrede og oprørte Sara, og hvor pænt og nænsomt han i alle ting omgås hende, som var hun et råt æg. «Se,» siger han første gang, «din trælkvinde er i din magt, gør med hende, som du finder for godt.» Anden gang, da det ikke kan være anderledes og de må skilles, fordi de to kvinder ikke kan forliges, gør han igen, som hun vil, og lader den gode trælkvinde gå i Guds navn sammen med sit barn, så striden endelig kan blive bilagt. Men hvordan kunne den gode, retskafne mand have handlet smukkere med sin hustru, end han gjorde? Nu er der ingen tvivl om, at Skriften ikke forgæves stiller os sådanne eksempler for øje. Gud vil, at vi skal lade dem være vores lære og vores forbillede, som vi skal rette vort liv og vandel efter, ved siden af de bud, vi har fra Gud.

Sådan læser man også om landgreve Ludvig, Sankt Elisabeths mand: Selv om djævelen mange gange gennem mange onde og løse tunger satte sig for at så sin sæd mellem dem og gøre dem uenige, så lod den retskafne fyrste sig dog aldrig bevæge til at nære nogen mistanke eller mistro mod sin hellige gemalinde, og endnu mindre til at vise sig uvenlig mod hende på grund af sådanne opdigtede angivelser. Dette eksempel skal vi også med rette se på og have for øje, da det er noget, som Den Hellige Skrift og Gud selv roser.

Det femte stykke, som påhviler en retskaffen ægtemand og husfader, er dette: Han skal med sit arbejde skaffe sin kære hustru og sine børn husly og føde, og han skal som deres hoved og værge forsvare, beskytte og værne dem. For det har Gud også befalet i 1 Mos 3, hvor han siger: «I dit ansigts sved skal du spise dit brød.» Desuden viser Skriften andre steder, at det særligt er manden, der har pligt til at gøre dette, når den siger, at de to, mand og hustru, er ét kød, men at manden er hustruens hoved (Ef 5). Heraf følger, at det særligt tilkommer manden som hovedet at sørge for sin hustru og sine børn, som er hans lemmer, med føde og alt andet.

Også de hedenske filosoffer har lært, at det tilkommer manden at tjene til føden og bringe det hjem, som hører til og er nødvendigt. Men i dette stykke har de, ligesom i mange andre, taget fejl netop på det vigtigste punkt. For det er hurtigt lært, at en husfader skal skaffe sin hustru og sine børn føde, og at det er hans opgave og pligt. Men dermed er der endnu intet udrettet; det bedste står stadig tilbage, nemlig at vide: Hvor skal det komme fra? Kunsten er at kunne vise, hvor det skal findes. Derfor vil vi nu undervise om netop det.

Filosofferne lærer og siger, at det afhænger af hver enkelts forstand og dygtighed, om han får sit udkomme og bliver rig. Dermed lægger de hele sagen over på menneskers råd og planer. Alligevel må de samtidig indrømme, at alle menneskers råd og planer, hvor vise og kloge de end er, hverken kan råde eller hjælpe, når Gud ikke vil det. For de har nok set og hørt, at det ofte er gået galt for mange vise og forsigtige folk i store og vigtige sager, mens det omvendt er lykkedes allerbedst for mange jævne og enfoldige folk.

Men hvad lærer Den Hellige Skrift om det? Den lærer således: Den befaler manden at arbejde, så det damper af ham, og sveden løber ned over ansigtet, for at han kan forsørge sig selv og sit hus, sådan som Gud har sagt: «I dit ansigts sved skal du spise dit brød.» Ligeledes 2 Kor 12: «Forældrene skal samle skatte til børnene.» Og Ordsp 19: «Hus og gods arver man fra forældrene» osv. For selv om det ord er sandt, at Gud alene giver al føde, vil han dog normalt kun give den gennem vores arbejde. Derfor skal alle, som lever i ægtestanden, have dette Guds bud for øje og betænke, at Gud vil have, at de med deres arbejde skal skaffe deres hustruer og børn føde, hver efter det, Gud har kaldet ham til.

Men ingen må være så tåbelig, at han derfor tror, at det er hans dygtighed, flid og arbejde, der forsørger ham og gør ham rig. For det er en hedensk og vantro, ja en ganske ugudelig og afgudisk vildfarelse. Ligesom Gud befaler, at man skal arbejde og ved arbejdet søge sin føde, sådan forbyder han også, at nogen sætter sin lid til sit arbejde eller forlader sig på det eller roser sig af det, som var det hans arbejde, der forsørgede ham. Han skal derimod vide, som evangeliet siger, at vi lever af Guds velsignelse, der kommer ned fra himlen, sådan som Kristus, vor Herre, lærer i Matt 6.

Det er særlig fint vist i 1 Mos 3, hvor Gud siger til Adam: «Forbandet være jorden for din skyld.» Dermed gives der jo at forstå, at vi ikke ganske enkelt erhverver og skaffer os vores føde med vores arbejde, men at den er Guds nådige gave og velsignelse. For når det forholder sig sådan, at Gud har forbandet jorden, som Skriften klart vidner, så kan den jo ikke af sig selv bære nogen frugt, men må, som Gud har sagt, bære lutter tidsler og torne, hvor meget vi så end arbejder og dyrker den, medmindre Gud velsigner den igen.

Sådan siger Herren også til Israels børn i 5 Mos 11: «Jeg vil give jeres land regn i rette tid, tidlig og sent, så du kan samle dit korn ind» osv. Ligeledes 5 Mos 28: «Herren vil åbne sit gode skatkammer for dig, himlen, så den giver dit land regn i rette tid, og han vil velsigne alt dit hænders arbejde» osv. Alt dette sigter på, at vi skal vide: Hvis ikke Gud ved sin velsignelse sørger for og giver, så er alle vores råd og planer, vores dygtighed og forsigtighed, vores omsorg og flid, møje og arbejde spildt og forgæves. Og den rette måde at få sin føde på er at stole på Gud og tro, sådan som Herren lærer i Matt 6: «Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt dette gives jer i tilgift.» Det vil sige: Lær først at tro på Gud og vente af ham, at han vil give jer føde; så vil jeres arbejde bære frugt og forsørge jer. For ellers, uden dette, er det en ren hedensk, vantro og ugudelig ting at ville arbejde, som om det var vores egne hænder, der forsørgede os, og ikke Guds velsignelse.

Derfor er dette nu den rette kunst til at få sin føde og blive rig: ikke at man alene arbejder, som om det kun afhang af arbejdet og der ikke hørte mere til, men at man lærer at stole på Gud og tro på ham for det daglige brød, det vil sige for alle timelige og legemlige fornødenheder, og at tage imod disse goder som fra hans milde hånd. Arbejde skal man derimod alene af den grund, at Gud har befalet og pålagt det, og tro på, at han nok vil forsørge os og vores hustru og børn, hvad enten det sker gennem vores arbejde eller ad andre veje og ved andre midler, sådan som det behager ham.

Tænk derfor bare over, hvorfra og hvordan det kommer, at mange dag og nat med stor møje og arbejde, med stor bekymring og angst stræber efter føden, og dog er det hele spildt og forgæves; de kommer hverken frem eller tilbage. Det skyldes alt sammen dette: Tåben bilder sig ind, at det er hans arbejde, der skal forsørge ham, og han kender ikke sin Gud, men piner sig sådan med sit arbejde uden tro. Så giver Gud heller ingen velsignelse til et sådant vantro og ugudeligt værk, og dermed bliver den stakkels tåbe fattig og ulykkelig, uanset hvad han gør.

Og selv om det en gang imellem lykkes for en sådan mand at få noget, så kan han dog aldrig rigtig glæde sig over det. For hans hjerte hænger ved det, og han tænker hele tiden på, hvor surt det var for ham at erhverve det. Han tør aldrig bruge det med glæde, som han har lyst til, men frygter altid, at det skal svinde, så han igen må arbejde lige så hårdt eller mangle og lide nød som før. Ja, selv om han sætter tusind låse for det og spærrer sit gods inde, ikke blot for fremmede, men også for sig selv, sin egen hustru og sine børn, så ingen af dem nogen sinde får glæde af det, så er han alligevel bange og ilde til mode ved det og frygter hvert øjeblik, at en ulykke skal ramme det, så det tager skade og går tabt. For da det er et vantro og ugudeligt hjerte, kan det aldrig få hverken fred eller ro, som Herren vidner i Es 57: «De ugudelige har ingen fred.»

Derimod ved det hjerte, som kender Gud og tror, for det første, at det har fred med sin Gud og står godt hos ham for Kristi skyld. Fordi det er vist på dette og ikke tvivler på det, stoler det også på ham, når det gælder den timelige føde til legemet, og venter af Gud, at han for Kristi skyld lige så lidt vil lade det lide mangel på føden til legemet som på føden til sjælen. Derfor passer det sit arbejde i Guds navn, sådan som dets Gud har befalet det, og overlader bekymringen til ham, der har lovet at skaffe det føde. Det er godt tilfreds med det og lader ham give det, når og hvordan han vil. For det skal jo nok få det, som det behøver og skal have, hvad enten det kommer på én gang eller i flere omgange. Kommer det ikke i skæppevis, så kommer det i skefulde, som man plejer at sige.

Så bliver arbejdet heller ikke surt for en husfader, og hans føde kommer til ham på den allerletteste måde, som Salomo siger i Ordsp 10: «Herrens velsignelse gør rig uden møje.» Og ligesom den erhverves uden møje, sådan bevares den også uden bekymring. For Guds ord, hvori de troende får løfte og tilsagn om al føde, er for en sådan troende et fast og velbevaret skatkammer, hvorfra ingen tyv kan stjæle noget, og som hverken rust eller møl, ild eller vand eller nogen anden ulykke kan skade, som Herren siger i evangeliet, Matt 6.

Det er dem, Sankt Paulus taler om i 2 Kor 6: «som de der intet har, og dog ejer alt.» For selv om de har meget, ved de dog, at det ikke er evigt, men timeligt. Derfor overlader de det til Gud og lægger det i hans hånd; de hænger ikke deres hjerte ved det, men har det, som om de ikke havde det. Og omvendt, når de intet har, tvivler de heller ikke, men ved med allerstørste vished og er sikre på, at Gud ikke vil svigte dem. For han har givet dem sit ord, hvormed han har lovet og tilsagt dem rigeligt at give dem ikke blot det daglige brød, men alt, hvad de behøver både til det timelige og til det evige liv. Det holder de sig til, og dermed er de tilfredse i Herrens navn.