Hvad der særligt påhviler børnene

Det, der nu er sagt om, at forældrene skal undervise deres børn og holde dem i ave, vænne dem til noget og vænne dem af med noget, skal også siges til børnene, så de adlyder og følger forældrene i det. For det vil Gud have, og det behager ham som den eneste gudstjeneste, de unge kan vise og yde ham. Derfor har han også givet børnene meget nådige og trøsterige løfter: Han vil være deres Gud, altid beskytte og værne dem, give dem lykke og velfærd, bevare dem mod alt ondt, opholde dem i al nød og hjælpe dem ud af den og give dem et langt liv på jorden. For at børnene desto bedre kan lære at opføre sig, vil vi derfor se nærmere på hvert af de stykker, der påhviler et retskaffent barn.

For det første og frem for alt andet skal retskafne børn lære at kende og ære Gud, deres almægtige skaber og Fader, på rette måde. Det vil sige: De skal lære altid at have hans hellige bud i hjertet og for øje, vandre og leve efter dem med stor frygt og omhu og betænke, hvor alvorligt Herren vil straffe alle, som i overmod foragter hans bud og ikke holder dem – på legeme og sjæl, i denne verden og i den kommende, evigt.

Desuden skal de ofte og med alvor se på og meget flittigt betragte de eksempler på Guds vrede, som Skriften stiller os for øje: Kain, Datan og Abiram og Elis sønner. I dem ser man, hvor frygteligt Gud straffer synden, og hvor meget han hader den. For han har ofte straffet ikke blot enkelte personer, men også store og mægtige konger og fyrster som Saul, Absalom, Akab, Farao og mange flere, ja, hele byer og kongeriger og til sidst sit eget folk Israel – og det meget hårdt og forfærdeligt for syndens skyld.

Børnene skal også lære at lægge mærke til, at vor Herre Gud den dag i dag ikke lader nogen synd gå ustraffet. Det ser man jo på tyve, røvere, mordere, oprørere og andre forbrydere: Meget sjældent dør en af dem en god død; som regel kommer de alle sammen skændigt og ynkeligt af dage, som enhver kan se.

Men det er ikke nok, at retskafne børn kun frygter deres Gud, skaber, Herre og Fader. De skal også erkende, at han vil være dem nådig og barmhjertig og i alt vil være over for dem, sådan som en trofast, venlig og kærlig far skal være over for sine elskede børn. Derfor skal de altid vente sig det allerbedste af ham og i al deres nød søge deres eneste og sikre tilflugt hos ham. De skal lægge deres nød frem for ham og klage den for ham og bede ham alene om hjælp og råd og om alle gode gaver – sundhed på legeme og forstand, føde, langt liv for forældrene og øvrigheden, fred og enighed for alle – og takke ham for det.

Disse to stykker, frygten og troen, som en ret, sand og fuldkommen kundskab om Gud består i, skal altså plantes sammen i et ungt hjerte, slå dybe rødder, vokse godt og tage til fra dag til dag ved Guds nåde. For ingen af dem kan være uden den anden, uden at det gør skade. Hvor der er frygt uden tro, kan den nemlig med sikkerhed ikke føre til andet end endelig fortvivlelse og en forfærdelig, grufuld og fjendtlig foragt for Gud og hans nåde.

Og omvendt: Hvor der er tro uden frygt, kan det heller ikke slå fejl. Så må der komme en vild, ugudelig sikkerhed og en fræk og overmodig formastelighed ud af det, og heraf kan der heller ikke følge andet end foragt for Gud og hans dom.

Derfor skal unge mennesker stræbe efter og først og fremmest sætte al deres flid ind på at lære Gud ret at kende på den måde, der nu er vist – det vil sige at frygte ham og samtidig lære at stole på ham og tro på ham. Hvad man skal lære gudsfrygten af, har vi nu sagt, og på samme måde vil vi også undervise lidt om troen.

Guds evige, almægtige godhed og sandhed skal vække og bevæge de unges hjerter til at vente sig alt godt af Gud, deres skaber, Herre og Fader. Den bliver tilbudt og lovet os alle allerede i barndommen gennem Kristus, og det så rigeligt, at vi i al vores nød kan finde trøst og hjælp i den, nok og til overflod. For sådan siger Herren i evangeliet: «Lad de små børn komme til mig og lad være med at hindre dem, for Himlenes rige er bestemt for sådanne» [Matt 19,14; Mark 10,14]. Ligeledes: «Deres (de små børns) engle i himlen ser altid min himmelske Fars ansigt» [Matt 18,10].

Hvad kunne et menneskehjerte høre mere trøsterigt fra Gud end det, der her bliver sagt til de små børn? Kristus lover dem jo, at de skal være arvinger og herrer i Himmeriget; det skal være deres eget. Og hvad der er endnu mere: Han siger, at de allerede har deres pladser sikret dér gennem deres engle, som altid står for hans Faders ansigt. Derfor skal børnene tage disse trøsterige løfter fra Gud til hjerte og lade dem være et evigt fundament for deres tro på Gud i al deres nød, hele livet igennem. For der kan i sandhed ikke falde nogen byrde så tung på os, at den kan trykke os ned, når vi står fast i troen på denne grund.

Hvad der ellers hører til børnenes lærdom og kristne undervisning, lader jeg ligge denne gang. For jeg har ikke sat mig for at skrive en hel katekismus. Det vil andre, om Gud vil, gøre til gavn og opbyggelse ikke blot for de unge, men for hele kristenheden. Jeg nøjes derfor med så kort som muligt at have vist, hvilke stykker der er allermest nødvendige, for at børnene kan kende Gud. Enhver, som Gud har betroet børn at opdrage og undervise, vil selv kunne se, hvad de ellers har brug for at lære.

Det andet, der påhviler retskafne børn, er, at de skal ære deres forældre, sådan som Gud alvorligt har befalet. For det er den særlige befaling, Gud har givet børnene: at de deri skal tjene ham i troen på Kristus og aldrig tvivle på, at denne tjeneste fra dem behager ham så godt, at de ikke kan gøre noget, som er ham kærere eller mere velbehageligt.

Men æren består i dette: Et barn ser ved sine forældre først og fremmest på Guds bud, vilje og ordning og betænker den. Når Gud selv har ordnet og indrettet det sådan, må det uden tvivl også være ordnet og indrettet på den allerbedste måde. For Guds skyld er barnet derfor tilfreds med alt, hvad forældrene befaler. Det er lydigt og underdanigt over for dem i det og sætter sig ikke for at rette på noget af det efter eget forgodtbefindende og imod deres vilje, hverken ved at gøre noget eller ved at lade noget være. Tværtimod sætter det for Guds skyld alt, hvad de gør, højt og regner det for meget, også selv om andre skulle kritisere det eller foragte det med hån.

Det tredje er, at retskafne børn så meget og så flittigt, som de overhovedet kan, skal vænne sig af med lediggang, som er årsag til alle laster. De skal villigt lade sig vejlede enten til studiet af hæderlige fag eller til redeligt arbejde, alt efter hvad hver enkelt er egnet til og opdrages til af sine forældre. For hvor meget lediggang mishager Gud, er vist tilstrækkeligt ovenfor; det er derfor ikke nødvendigt at gentage det her. Derfor vil jeg formane børnene til også at betænke dette og især klogt og omhyggeligt at vogte sig for dårligt selskab og i stedet altid holde sig til agtværdige og redelige folk, hvis gode skikke og prisværdige eksempel de kan følge og blive bedre af. For ligesom Gud i Skriften har forbudt lediggang, forbyder han også dårligt selskab (Ordsp 1). Og der kommer i sandhed ikke mindre ondt af det ene end af det andet, som også det kendte ordsprog bevidner: «For gode kammeraters skyld ender mangen en i galgen.»

Det fjerde stykke er, at børnene, indtil de bliver gift, skal føre et kysk, rent og sømmeligt liv og betænke, hvordan de kan bruge deres ungdoms ædle og dyrebare tid godt og tilbringe den, så det behager Gud og senere bliver til ære og gavn for dem selv. Åh, hvor er det dog en kostelig og ædel ting, når unge mennesker, hvad enten det er drenge eller piger, på den måde tjener Gud Herren i ærbarhed og renhed og i lydighed mod deres forældre! For uden tvivl findes der på jorden blandt alle stænder intet lettere, roligere og bedre liv, hvor man kan leve og vandre med god samvittighed for Gud og i al ære over for verden, end netop denne ene stand, jomfrustanden (den ugifte stand).

For hvad enten det går godt eller dårligt, har denne stand dog overordentlig store og herlige fordele frem for andre og især frem for ægtestanden, som Sankt Paulus siger i 1 Kor 7. For det første kan den, selv når det går den dårligt, ikke komme ud for så mange slags legemlig nød, møje og besvær som ægtestanden. Og selv når den kommer i ulykke, har den stadig den fordel, at den lettere kan bære alt dette og bedre arbejde sig ud af det, end det er muligt for ægtestanden. For enhver ser jo godt, hvor meget mere møje og besvær, bekymring og angst især ægtefolk har på halsen dag og nat end de ugifte. Det er også sikkert, at når der kommer nød over alle, som krig, dyrtid, pest og hvad der ellers kan ske af den slags, kan intet af det nogensinde blive så tungt for denne stand som for ægtestanden. For en enlig person kan jo lettere slippe bort eller lettere bære det, Gud sender, end den, der er bundet til sin hustru, sine børn og andre ting, som han ikke så let kan tage med sig bort, og som han dog heller ikke tør efterlade. Sådan har den ugifte stand det i onde tider på alle måder bedre end ægtestanden.

Men går det godt og lykkeligt, så har jomfrustanden alligevel også den fordel, at den bedre kan bruge sådanne gode dage og passe alle sine gøremål – hvad enten det er at studere, læse, bede, arbejde eller hvad det ellers måtte være – med større flid og færre forhindringer end ægtestanden. For jomfrustanden har kun én ting at passe, efter sit eget ønske og når det passer den, men ægtestanden har mange ting at passe på én gang, efterhånden som de dukker op. Den er så optaget af sine gøremål, at den aldrig kan få dem alle ordentligt udført, og alligevel tør den ikke forsømme nogen af dem. Den er altså delt, som Sankt Paulus siger, så den aldrig kan hellige sig én ting alene, heller ikke når det gælder Gud, men må udføre mange ting på én gang og hver enkelt, når og som den lige dukker op.

Men så god og kostbar en ting jomfrustanden er, så farlig og bekymringsfuld er den også, for djævelen stræber altid efter at besudle den, både åndeligt og legemligt. Åndeligt sker det, når man sætter jomfrudommen alt for højt og ophøjer sig over for Gud på grund af en sådan gave fra Gud, sætter sin lid til den og bilder sig ind, at man derfor er mere velbehagelig og mere værd for Gud end andre stande og kan opnå saligheden ved den. Dermed bliver troen på Kristus krænket, fornægtet og udslettet, og man gør det til et sandt afgudsdyrkende horeri med gerningerne. Det har man set ske blandt præster, munke og nonner.

Legemligt sker det derimod, når man sætter jomfrudommen alt for lavt og lader sig af djævelen trække rundt og tilsøle i al slags urenheds snavs, sådan som man ser, at han med stor magt river de unge med i al slags løsagtighed. Derfor skal de unge hjerter med Guds ord ruste sig godt og vogte sig mod begge slags anfægtelser fra djævelen. For uden det er det ikke muligt for dem at stå ham imod.

For det første skal de betænke, hvor nådigt Gud har frelst dem fra djævelens og helvedes gab og taget dem i sin beskyttelse og varetægt, som vi har vist ovenfor: at han kalder børnene til sig, lover dem Himmeriget og siger, at han vil være deres Gud, Herre og nådige Fader. Derfor skal de altid være på vagt og tage sig godt i agt, så de ikke letsindigt sætter en sådan gunst og nåde hos ham over styr og mister den. De skal altid huske, hvad Sankt Paulus siger i 1 Kor 6: «Ved I ikke, at jeres kroppe er Kristi lemmer?» Og ligeledes: «Jeres krop er et tempel for Helligånden i jer, som I har fra Gud, og I tilhører ikke jer selv. For I er blevet købt for en betaling. Ær da Gud i jeres krop.»

For det andet skal man betænke, hvilken straf vor Herre Gud har truet urenheden med. For sådan siger Sankt Paulus samme sted: «Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere osv. skal arve Guds rige» osv. – det rige, som Kristus jo har købt og vundet til os så dyrt, nemlig med sit eget blod. Hvis man betænkte dette, ville det forhindre, at nogen let satte sin lid til sin stand og sin levevis og gav slip på Kristi fortjeneste. Samtidig ville det få en til også at hade løsagtigheden. For selv om et løsagtigt liv var ærbart og nyttigt i verdens øjne – hvad det dog ikke er – burde man alligevel hade det, når man hører, at det i Guds øjne er en sådan vederstyggelighed og påfører mennesket en sådan skade, at han derved kan miste ikke blot ære og gods, men også krop, liv og sin sjæls salighed.

Men Sankt Paulus giver grundene til, at Gud hader utugtens last så meget, når han siger: «Ved I ikke, at jeres kroppe er Kristi lemmer? Skal jeg da tage Kristi lemmer og gøre dem til en prostituerets lemmer? Nej, slet ikke. Eller ved I ikke, at den, som holder sig til en prostitueret, er én krop med hende? For de to, siger Herren, skal blive ét kød. Men den, som holder sig til Herren, er én ånd med ham.» Af disse ord hører man, at Kristus ved en sådan synd bliver berøvet sine lemmer, og at hans Helligånds tempel bliver vanhelliget, gjort til én krop med den prostituerede og givet hende i eje. Videre følger deraf: Ligesom vores kroppe ikke kan få nogen større ære og herlighed end at være Kristi lemmer og Helligåndens tempel og bolig, sådan kan de omvendt heller ikke komme til større synd og skam end ved at blive berøvet en sådan ære og herlighed og blive djævelens ådsler og en skøges lemmer.

Men er denne hjælp ikke nok for nogen til at modstå djævelens anfægtelse i jomfrustanden og bevare sin krop i kyskhed og renhed, så skal han blot villigt give afkald på jomfrustandens gode dage og for Guds skyld gå ind i ægtestandens møje og slid. Og han skal tænke sådan: Det, han ellers i jomfrustandens ro og stilhed ville have lært af andre om Guds gerninger, skal han nu selv erfare og lære at kende i ægtestanden.

For at et retskaffent barn kan tage fat på et sådant værk på rette måde og i Guds navn, skal dette være det femte stykke: Barnet skal sørge for ikke på egen hånd at unddrage sig lydigheden mod sine forældre, som Gud har sat det under, og ikke forlove sig hemmeligt bag om deres råd, vilje og vidende, sådan som man desværre ser, at de unge i vore dage ofte gør. Dermed gør de som regel også vor Herre Gud så vred, at de bagefter har rigeligt at bøde for hele livet. Barnet skal i stedet uden nogen frygt, men med al ærbødighed og ydmyghed, fortælle sine forældre om sit behov og sin situation og ligeud sige, hvem det har lyst til og kærlighed til at gifte sig med, og så søge deres råd om det i Guds navn.

Gud har nemlig befalet, at man ikke skal forlove sig bag om forældrenes vidende, sådan som det fjerde bud indebærer, og som mange hellige menneskers eksempel i Skriften bevidner, fx Samsons og Rebekkas osv. Men dertil har det også altid været ordnet og overholdt under ethvert godt styre, hvor vise, fornuftige og ærbare folk har regeret, at intet barn har turdet forlove sig bag om sine forældres vidende og vilje. Det kan man også stadig se i de gamle romeres love, som ikke anerkendte et ægteskab som gyldigt, medmindre det var indgået med forældrenes råd og medvirken.

Hos grækerne ser man ligeledes, at det blev overholdt, sådan som digteren Euripides' vers tydeligt viser. Sankt Ambrosius nævner dem i forbindelse med Rebekkas bryllup og anfører dem i sine skrifter. I versene siger en jomfru: «Sandelig, mit hjerte begærer ikke nogen bestemt, som jeg skal troloves med; det kan jeg sige med sandhed. Min far, som har opdraget mig, ham vil jeg følge tidligt og sent og trygt vove mig frem på hans råd» osv.

Derfor skal retskafne børn i dette stykke som i alle andre ikke handle mod Guds vilje og befaling ved at unddrage sig lydigheden mod deres forældre og forlove sig hemmeligt. De skal betænke, at det ikke blot er imod den verdslige og fornuftige ærbarhed, men også imod Guds bud. Gud giver da også sjældent sin velsignelse, lykke og fremgang til sådanne løfter, som man ser hver dag.

Det sjette og sidste er, at børnene, når de er blevet voksne og står på egne ben, skal huske de velgerninger, de har modtaget, og være taknemmelige for dem. Til gengæld skal de også tage sig af deres forældre og skolemestre, som opdrog dem i deres ungdom, når disse bliver gamle og svage, og give dem pleje, føde og alt, hvad de har brug for. For alt dette er indeholdt i Guds bud: «Du skal ære din far og din mor.» Desuden var det i gamle dage hos nogle vise og ærbare hedninger et offentligt og almindeligt bud, at børnene skulle forsørge deres gamle og svage forældre; ellers blev de straffet strengt for det.

Gud har heller ikke blot nedlagt det i alle forstandige og fornuftige menneskers hjerter, men også i nogle ufornuftige dyrs natur, at børnene til gengæld skal tage sig af forældrene i deres alderdom og svaghed og vise sig taknemmelige over for dem med velgerninger. Det ser man hos storkene, som af naturen er sådan indrettet, at ungerne tager sig af deres gamle, når de er blevet svage og afkræftede. De giver dem ikke blot føde, men tager dem også op på ryggen og bærer dem med sig, hvorhen de har brug for at komme. Dette eksempel fra naturen satte man i oldtiden så højt, at man altid anbragte et billede af en stork øverst på kongens scepter for at vise, at en sådan troskab og godhed skal agtes højere end alt andet.

Men lad os slutte med et helligt eksempel. Skriften har ganske vist rigtig mange af dem, men jeg mener, at Tobias' eksempel er et af de vigtigste og nyttigste [Tobits Bog i Bibelen 1992, hvor faderen hedder Tobit og sønnen Tobias]. Af det kan forældrene lære, hvordan de skal forholde sig over for deres børn og i det hele taget i hele husholdningen, og børnene kan lære, hvordan de til gengæld skal forholde sig over for forældrene. Jeg vil hermed anbefale enhver at læse det med flid og rette sig efter det.