Hvordan enhver skal passe sit erhverv, sit håndværk og sit levebrød

Ganske vist er der allerede sagt meget ovenfor i det syvende kapitel om det, der særligt påhviler en husfader, og blandt andet om det arbejde, han skal skaffe sig sit levebrød ved. Alligevel må jeg her sige noget mere om det særskilt. For det er endnu ikke helt nok, at man bare arbejder og slider løs og tænker, at det er lige meget, hvad man gør, når det bare kan kaldes arbejde – i dag det ene, i morgen det andet. Det er også nødvendigt, at enhver ved, hvilken beskæftigelse der er befalet og tildelt netop ham, så han frem for andre har den at gøre og tage sig af, og så han trygt kan regne med, at Gud vil give ham hans levebrød gennem den.

Det er en almindelig og skadelig fejl næsten i hele verden, at mange glemmer sig selv og deres egen næring. Imens står de og gaber med åben mund og store øjne og ser kun på, hvad andre gør og har for. Så går det snart sådan, at han imens også selv lider skade, fordi han glemmer sit eget og ikke passer det, som han skulle. Så bliver han træt og led af det, giver sin næring eller sit håndværk skylden for den undergang, han selv har forvoldt, opgiver det og tager fat på noget nyt.

Så er der også nogle andre, som en tid lang passer deres næring flittigt nok, holder hårdt ved med arbejdet og udfører det, de skal. Men så snart de opdager, at andre ved siden af dem efter deres mening ernærer sig bedre og mere bekvemt end de selv ved en anden slags beskæftigelse, tænker de straks: «Vent lidt! Når det lønner sig så godt, vil vi også forbedre vores kår på den måde.» Og så lader de deres rette og vante beskæftigelse fare og begynder på noget nyt.

Ud over dem er der så endnu andre, som vil være de allerklogeste, men som imens er de allerstørste tåber. Det er dem, som ikke kan nøjes og være tilfredse med den beskæftigelse, de har lært og er vant til, og som de godt kunne ernære sig af med Gud og med ære. I stedet bliver de som aber og vil ved siden af deres eget også drive og efterligne alt, hvad de ser og hører hos andre, selv om de aldrig forstår sig på det. Derved kommer de ofte i stor nød og fattigdom, og det går dem som æslet i ordsproget: Når det har det for godt, går det ud at spadsere på isen og brækker et ben af bare kedsomhed.

Hos alle disse er det nu i sandhed det rene narreri og tåbelighed, og ingen af dem får nogen sinde held med sig, selv om han så tog fat på alle de næringsveje, der findes under solen. Ja, jo flere han tager fat på, jo mere går han til grunde og lider skade. Det lærer erfaringen, og det bevidnes af de almindelige ordsprog, hvor man plejer at sige: «Syv håndværk, fjorten ulykker.» Ligeledes: «Han kan ikke blive rig af bare iver efter at blive meget rig.»

Derfor har den vise filosof Platon, hvor han lærer, hvordan alt skal gå godt for sig i et godt samfund, udtrykkeligt forbudt, at nogen dér får lov til at drive to slags kunst eller beskæftigelse på én gang og ved siden af hinanden. Sådan er det også i dag klogt ordnet med lavene i alle gode samfund: Enhver må alene passe sit eget, og ingen må gribe ind i en andens erhverv. Heller ikke grækerne havde meget tilovers for en sådan ustadighed. Det har en af deres lærde bevidnet med en lignelse i to meget fine små vers, hvis mening er denne: At ride godt er rytterens kunst, / en sanger vinder ved sin sang sin gunst, / når han den godt kan synge. / Vil rytteren nu synge sin sang / og sangeren drive rytterens dont, / så lykkes det for ingen.

Men hvor tror du, det kommer fra, og hvad må årsagen dog være til, at sådanne folk går til grunde? Det vil jeg sige dig. For det første er årsagen, at de letsindigt lader Guds ord og befaling, som er givet netop dem, fare og påtager sig ting, som ikke er befalet dem. Det er det ene. Deraf følger det andet: at de uden tro må drive de næringer, som de selv har tvunget sig ind i, og de kan aldrig være sikre på, om de behager Gud dermed eller ej. Når det nu er noget, der sker uden tro, så må det også være synd, som Skriften siger: «Alt det, som ikke er på grund af tro, er synd.» Er det nu synd, så er Gud også fjendtlig over for det. Men er han fjendtlig over for det, så giver han heller ingen velsignelse, lykke eller fremgang til det, men det må gå ned ad bakke og til sidst gå til grunde, hvor længe det end stritter imod.

Men at det er sandt, at enhver har sin særlige befaling fra Gud, som han skal øve sin tro i og vente på den lovede salighed, er tilstrækkeligt vist ovenfor i det syvende og ottende kapitel, og det er slet ikke nødvendigt at gentage det her. Derfor vil jeg slutte med dette: Den, der vil ernære sig roligt og godt, skal lægge mærke til tre ting. Det første er, at han ved, hvilken beskæftigelse og gerning Gud har befalet ham, så han kan passe og pleje den i tro.

Det andet er, at han passer den gerning og opgave, han har fået befalet, flittigt og stadigt og ikke er doven og forsømmelig med den. Han skal heller ikke skele til andre og tage sig af fremmede næringer, selv om han synes, at han dermed kunne skaffe sig bedre fordel og udkomme, end han kan nu. For Salomo siger: «Den, der er ringe og passer sit eget, er bedre end en, der regnes for stor, men mangler brød.» Ligeledes: «Lad dine øjne se lige frem for dig osv.» Og om dem, som uden grund letsindigt flytter og ændrer deres stand og næring: «Som en fugl, der flygter fra sin rede, sådan er den, der flygter fra sin plads osv.»

Det tredje er, at han ikke alene passer sit eget og udfører det, han er befalet, men også at han alene passer det og ikke bekymrer sig om eller belæsser sig med andre ting, som ikke er befalet ham. Han skal vide, at Gud ikke vil give ham det mindste mere gennem mange næringer end gennem den ene næring, som er hans egen og er befalet ham. Ja, han skal være helt og aldeles sikker på det, og han vil også opleve og erfare, at det, han tjener på ét sted, hvor Gud giver ham lykke, vil han miste mange gange andre steder. For sådan siger Skriften: «Den arv, der i begyndelsen hurtigt vokser, bliver til sidst ikke velsignet.» Ligeledes: «Gør dig ikke umage for at blive rig, og hold op med at stole på din egen forstand. Lad ikke dine øjne flyve hen efter det, du ikke kan få, for det skaffer sig vinger som en ørn og flyver mod himlen osv.»

Endelig skal en husfader, der vil ernære sig, så vidt han kan, vogte sig for og undgå alle unyttige og unødvendige udgifter. Han skal ikke rode sig ud i unødvendige og overflødige indkøb og byggerier, som han godt kunne undvære, og han skal ikke bebyrde sig med tjenestefolk, som han godt kan klare sig uden. For da de timelige goder også er Guds gaver, som Skriften bevidner: «Herrens velsignelse gør rig osv.», skal man heller ikke ringeagte dem og ødsle dem bort til ingen nytte, som der står skrevet i Ordsp 5: «For at du ikke skal give andre din ære, og for at fremmede ikke skal mætte sig af din formue osv.» For den, der ikke passer godt på i disse stykker, skal ikke undre sig over, at fattigdommen kommer på besøg hos ham, som en græsk digter har sagt: Hvem fremmede maver vil mætte / og bygge huse i tal, / mister han gods og ære, / så går det ham, som han vil: / Til fattigdom må han vende, / det mål styrer han lige imod.