Hvordan man skal opdrage børn

I sjette kapitel ovenfor, hvor det blev vist, hvad husholdningen skal sigte mod, er der delvis og næsten tilstrækkeligt sagt om, hvordan man skal opdrage børnene. Alligevel kræver opbygningen, at der her siges lidt mere om det for sig.

Det er sagt ovenfor, at husholdningen er ordnet og indstiftet af Gud alene for børneopdragelsens skyld, og at ikke blot hvert enkelt hjems, men også hele landes og folks trivsel og undergang afhænger af den. Alt dette vil jeg for kortheds skyld undlade at gentage her. Jeg vil dog minde om, at man i denne sag skal betragte det som det vigtigste og mest nødvendige og lægge mærke til det. For der er ingen tvivl om, at ligesom man af unge kalve opdrætter store køer og okser, af unge føl prægtige stridshingste og af unge, spæde planter store, frugtbare træer, sådan må man også opdrage børn til forstandige og dygtige folk, som kan være til gavn og fremgang for land og folk.

Den, der vil opdrage sit barn godt, sådan at han selv kan have ære af det, og land og folk kan have glæde og gavn af det, skal først og fremmest begynde med at lære sit barn at kende Gud ret. Det vil sige: Han skal lære sit barn altid at have Guds, sin skabers og herres, bud for øje, med al flid at lære at rette sit liv efter dem og at frygte Guds vrede og dom med den allerstørste alvor. Det lærer også Salomo, at man skal gøre, Ordsp 1: «Herrens frygt er begyndelsen til kundskab.»

Dernæst skal man også lære børnene at stole på Gud, at vente sig alt godt af ham og at bede ham om alt, hvad de har brug for. Man skal også lære dem ikke kun at bede for deres egne behov, men for alle kristnes og for fællesskabets, og at takke Gud for alle de velgerninger, vi modtager af ham. For de små børns bøn behager vor Herre Gud overmåde, og der er ingen tvivl om, at han også bønhører dem, eftersom han har lovet og tilsagt dem, at han vil være deres Gud, beskytter og værn. Han lader sig også gerne prise af dem, som Salme 8 siger: «Af de umyndiges og diendes mund har du skabt dig lovsang» (Sl 8).

Og hertil skal forældrene indprente Guds bud. For sådan siger Herren i 5 Mos 6: «De ord, som jeg befaler dig, skal du tage dig til hjerte, og du skal indskærpe dem for dine børn og tale om dem, når du sidder i dit hus, eller når du går på vejen» osv. Ligeledes siger Sankt Paulus i Ef 6 [trykket har «Ephe. 5»]: Man skal opdrage børnene med Herrens opdragelse og vejledning. For man siger, og det er sandt: Hvad man vænner sig til som ung, gør man som gammel. Det bevidner også Salomo, Ordsp 22: «Lærer man drengen den vej, han skal gå, så viger han ikke fra den, når han bliver gammel.» Det vil sige: Bliver de unge grundlagt ret og godt i kundskaben om Gud, så forstår de at holde fast ved den, når de bliver gamle. For hvor det ikke sker i ungdommen, dér er det allerede tabt i alderdommen. Gamle hunde, siger man, er svære at tæmme, og skal man først plante et træ, når det er blevet gammelt, får man aldrig glæde af dets frugt.

For det andet er det nødvendigt i børneopdragelsen, at man holder børnene i skole og lader dem studere. For eftersom Gud ikke giver nogen kundskab om sig selv på anden måde end ved Den Hellige Skrift som middel, så må man jo nødvendigvis have folk, som studerer og lærer så meget, at de kan tjene andre med prædiken og på anden vis efter deres behov. Hvilket vildt, ynkeligt og elendigt liv skulle der ellers blive på jorden?

Ak, Herre Gud, hvor groft røber den blinde, tåbelige verden sig dog på netop dette ene punkt! Hvem skulle nogen sinde tro, at slet ingen på jorden spørger efter Gud, hvis man ikke så det så åbenlyst? Før i tiden sagde man, når nogen gjorde sit barn til præst, munk eller nonne, at han havde ofret det til vor Herre Gud. Men i virkeligheden, og når man så det i det rette lys, blev det ikke ofret til Gud, men til bugen. For hvor har der nogen sinde været én, som gjorde sit barn til præst, munk eller nonne af nogen anden grund end alene for at det kunne blive godt forsørget og have sit udkomme? Man har altid set efter de bedste og fedeste præbender og efter de rigeste og prægtigste klostre og ikke efter, hvor de fattigste folk var, som havde mest brug for præster. Man kan pynte på sagen og dække over den, så meget man kan og vil, men det er dog den rene sandhed.

For man ser det jo for øjnene: Nu da præsternes græsgang er blevet lidt tør og mager, er der ingen længere, som for Guds og det fælles bedstes skyld vil holde sit barn i skole og gøre det til præst. På den måde vil det meget snart komme dertil, at mange steder vil stå uden sognepræst, prædiken og sakramente, og at der helt og holdent vokser en øde, ugudelig, hedensk verden op. En retskaffen kristen burde tusind gange hellere vælge, at hans børn blev stukket ned og ynkeligt dræbt for øjnene af ham og på stedet, ja, også han selv, end at han skulle leve under så grufulde forhold. Man har ganske vist allerede eksempler og tegn nok på det, og det mere end ét sted, hvis man ellers ville se og overveje det og gøre noget ved det i tide, mens man endnu kunne.

Derfor kunne man i dag med rette sige, at den, der holder sit barn i skole og især lader det studere Den Hellige Skrift og blive sognepræst, har ofret det til Gud. For alle skyr og flygter nu dette embede, fordi man i det må forvente og udstå stor fare og meget arbejde, men til gengæld ringe gavn og ære, ja, stor foragt og forfølgelse næsten overalt. Dog skal ingen troende kristen tvivle på, at Gud vil lønne sine tjenere og heller ikke lade den ugudelige hob gå ustraffet. Sådan skal det nu være.

Men hvad under er det, at verden ikke spørger meget efter skjulte og hemmelige guddommelige ting – læren om den kristne tro er jo en hemmelig og høj lære – når den gør nøjagtig det samme i sine egne verdslige sager, som den har for øje og har med at gøre hver dag? Det er så galt, at selv en, der kun har halv forstand, kunne undre sig over, hvad det med tiden skal blive til, også i det verdslige styre, hvis man ikke tager fat på sagen på en anden måde. For man studerer næsten lige så lidt i de andre gode fag som i Den Hellige Skrift. Men så meget er sikkert: Skal verden fortsat være en verden, så må man alligevel have folk. Derfor skal den far, der vil sit barn det godt og er klog, sørge for at lade det studere, enten i Den Hellige Skrift, i lovkyndighed, i lægekunst eller i andre hæderlige, gode fag. Og han skal ikke lade sig tynge af, at han må bruge nogle penge på det, og at andre tåber gør nar af ham for det. Med tiden vil det hele komme godt og rigeligt igen.

For det tredje skal forældrene ikke være alt for bløde over for deres børn eller give dem for frie tøjler, så de bliver overmodige og lærer at foragte forældrene. For derved kommer de videre ud i større og skadeligere laster, og i ungdommen vænner de sig til at foragte deres forældre og skolemestre, sådan at de som voksne også foragter øvrigheden og bliver vilde, hensynsløse, oprørske og skadelige folk, som man kan se det på Absalom og flere andre onde børn. Det får forældrene, og ofte også et helt land, skam og skade af. Derfor har Salomo meget ofte og ihærdigt lært, at man skal holde børnene i tugt og ikke spare på riset, når det er nødvendigt. For Salomo siger i Ordsp 13: «Den, der sparer sit ris, hader sin søn; men den, der elsker ham, tugter ham straks.» Skriften stiller os også det frem som eksempel og advarsel, som overgik Eli og hans børn, fordi de var overmodige og ulydige mod deres far, og han var for blød over for dem. For det blev deres død og undergang, som der står skrevet i 1 Sam 2.

Dog skal også tugten have sit rette mål og ikke være alt for hård og tyrannisk, men faderlig, som Salomo siger i Ordsp 19: «Tugt din søn, mens der er håb, men lad ikke din sjæl drives til at slå ham ihjel. For stor vrede bringer skade. Lad ham derfor løs, så kan du tugte ham mere» osv. Ligeledes Ef 6 [trykket har «Ephe. 5»]: «I fædre, gør ikke jeres børn vrede.» Ligeledes Kol 3: «Fædre! Provoker ikke jeres børn, for at de ikke skal blive modløse.»

Om en sådan hård og umådeholden straf finder man et godt eksempel hos Titus Livius om en romersk rådsherre ved navn Lucius Manlius [hos Livius (8,7) er det konsulen Titus Manlius Torquatus]. Engang da romerne lå i felten mod latinerne, befalede han på rådets vegne, at ingen under livsstraf måtte kæmpe med fjenden uden nærmere befaling og tilladelse fra rådet. Nu skete det, at en høvedsmand rykkede ud fra fjendens hær, trodsede romerne og sagde: Hvis en af dem var så frisk og modig, at han ville prøve kræfter med ham, kunne han komme ud på slagmarken til ham; så ville han tage kampen op med ham. Og den af de to, der blev besejret, hans folk skulle have tabt, og det andet folk skulle have vundet striden. Efter denne trodsige udfordring drog rådsherren Lucius Manlius' søn ud til ham, kæmpede med ham og fældede ham, så romerne den dag takket være ham beholdt slagmarken og vandt slaget.

Da de nu drog hjem igen i stor triumf og med prægtig glæde og førte rådsherrens søn frem for ham sammen med det gods, de ved hans hånd havde erobret fra fjenderne, blev faderen meget vred på sin søn, fordi han havde handlet imod rådets forbud og desuden imod den lydighed, han skyldte ham som sin far. Og han lod ham straks halshugge i hele folkets påsyn for denne gerning, uden hensyn til at han dermed havde tjent sit fædreland til lykke, ære og fred.

Sådan læser vi også, at Saul var meget hård mod sin søn Jonatan af uretfærdige grunde. Af disse eksempler skal vi lære at holde måde med tugten, så man heller ikke misbruger den faderlige og moderlige myndighed.

For det fjerde skal forældrene sørge for, at deres børn bliver holdt til arbejde og vænnet af med lediggang i ungdommen. Når Gud har befalet alle mennesker at arbejde, kan man være sikker på, at han slet ikke har behag i de unges lediggang og aldrig vil give sin velsignelse til den. For han har ikke blot befalet at arbejde, men også strengt forbudt lediggang: «Hvis nogen ikke vil arbejde, skal han heller ikke have føden» osv. (2 Thess 3).

Når børnene skal arbejde, er det heller ikke kun for at de skal tjene noget og ikke æde deres brød for ingenting. Det er langt mere for at man med arbejdet kan afværge og forebygge mange skændige og skadelige laster, som de ellers kunne falde i gennem lediggang: at lyve, bedrage, drikke, spille, danse, leve løsagtigt, stjæle og lignende. For det slår aldrig fejl; det må gå, som den vise mand Cato har sagt: Når folk ikke har noget at gøre, lærer de imens at brygge ulykke og gøre ondt.

Derfor skal forældrene altid holde dem kort og forhindre, at de kommer ud i slyngelstreger og falder skændigt, som det skete for Jakobs datter Dina. Hun ville gå en tur og se på de kana'anæiske kvinder (1 Mos 34) og mistede derved sin jomfruelige ære.

Men især skal forældrene passe på, at børnene under ingen omstændigheder lærer at lyve. For det er som regel, som ordsproget siger: Den, der lyver, stjæler også. Den, der med løgnagtige ord snyder en anden for hans ejendom, er sandelig ikke meget bedre end den, der stjæler den fra ham af pungen eller kisten. Derfor nævner Skriften også ofte begge dele sammen og forbyder dem begge (Ef 4): «Aflæg løgnen» osv. Og kort efter: «Den som stjæler, skal ikke mere stjæle, men hellere arbejde» osv. Og Ordsp 21: «Den, der samler skatte med falsk tunge, vil fejle og falde blandt de døde.» Og kort efter: «Et løgnagtigt vidne går til grunde, men den, der lader sig sige, kan altid tale» osv.

For det femte skal forældrene sørge for og hjælpe til, at børnene gifter sig i tide og træder ind i ægtestanden, når deres behov kræver det. Vor Herre Gud har jo betroet dem børnene og lagt dem under deres myndighed. Derfor er det også rimeligt – ja, forældrene er over for Gud og hele verden forpligtet til det – at de i tide hjælper og råder deres børn i denne sag og gifter dem bort dér, hvor man ikke kun ser på gods og stor pragt, men langt mere på Guds vilje og gerning.

Man ser desværre alt for ofte, hvor megen ulykke det overalt fører med sig, når man udsætter børnenes giftermål, fordi den ene part er for fattig, den anden af for ringe stand eller på anden måde for ringe i ens øjne. For derved opstår der ikke blot offentlig skam og last – og ofte falder unge mennesker, som ellers godt kunne være blevet bevaret, derved skændigt – men der kommer også mere end én slags jammer og nød i samvittighederne. Så forlover man sig i al hemmelighed, snart her, snart dér, og kryber sammen her og dér. Undertiden bærer man sig sådan ad, at det ikke er ærbart at se på, og at det alligevel heller ikke kan skjules eller nægtes. Til sidst blander djævelen sig også og får så meget at sige i sagen, at både far og mor i stor jammer og sorg kunne slå hænderne sammen over hovedet. Se, det er, hvad vores klogskab udretter, når vi vil gøre det anderledes og bedre end Gud. Men nok også om det. Lad os gå videre med vores undervisning.