Hvordan man skal behandle tjenestefolkene

Over for tjenestefolkene skal man forholde sig sådan, at de først og fremmest opdrages til gudfrygtighed og lærer at kende deres Gud ret, så de også kan vide, hvad den rette gudstjeneste er. For eftersom de ved troen også er medarvinger til herligheden og de himmelske goder ved Kristus, lige så vel som andre stænder, er det jo rimeligt, at de bliver undervist og oplært i dette. Derfor skal husherrerne og husfruerne sørge for og have opsyn med, at deres tjenestefolk, karle og piger, ikke bliver forsømt i disse nødvendige ting, hverken af dem eller for deres skyld, men tværtimod bliver tilskyndet og holdt til dem.

Men hvordan man skal bruge tjenestefolkene, lærer Skriften tilstrækkeligt. For sådan står der skrevet i Sir 33 [trykket har «Ecclesiast.», dvs. Ecclesiasticus, Jesus Siraks Bog]: «Til æslet hører foder, stok og byrde, og til tjeneren hans brød, tugt og arbejde.» Ligeledes Ordsp 29: «En tjener lader sig ikke tugte med ord; for selv om han godt forstår det, tager han sig det dog ikke til efterretning.» Og lidt efter: «Når en tjener fra ungdommen af bliver holdt for blødt, vil han siden være junker.»

Summen af det er dette: For det første, at man giver tjenestefolkene den mad og føde, som de har krav på, sådan som også Kristus selv siger i evangeliet: «En arbejder er sin føde værd.» Det skal retskafne husfolk rette sig efter. De, der bilder sig ind, at de kan blive rige af det brød, de sparer på tjenestefolkene og arbejderne, tager nemlig ganske sikkert fejl og når ikke deres mål. For det går jo alligevel tabt på mange andre måder, som man ser, og som de også må sande, der holder hus med tjenestefolk og dagligt må omgås dem.

Dog skal man heller ikke give dem mere end deres tilmålte del. For meget er nemlig også usundt. Og som Salomo siger: Holder man dem for blødt og mæt, vænner de sig meget hurtigt til det og vil siden helt og holdent være junkere. Sådan ser man det nu i hele verden: Fordi det daglige brød af Guds nåde er let at få overalt, må husherrerne frygte og ære deres tjenestefolk mere, end tjenestefolkene frygter herrerne. Derfor skal man, så vidt det overhovedet er muligt, søge middelvejen og lade det blive ved et rimeligt mål.

For det andet lærer Skriften, at man skal holde tjenestefolkene i tugt og tømme. Det vil sige: Man skal ikke tillade dem alt for megen frihed og egenrådighed, og man skal holde dem sådan, at de ved, at de er tjenende karle og ikke selvrådige og befalende junkere. Og når det er nødvendigt, må man også af og til tage dem hårdt i kraven. For den slags folk lader sig, som Salomo siger, ikke opdrage med blotte ord og tager sig intet til efterretning, selv om de godt forstår det. Dog skal en sådan tugt over for dem bruges med måde og med fornuft, sådan at det er tugt og ikke tyranni. For husherrerne har også selv en herre over sig i himlen, som i sin tid vil lønne enhver efter, hvad han har fortjent, Kol 3.

Det tredje, som tilkommer tjenestefolkene, er, at man giver dem deres arbejde og ikke lader dem gå for meget ledige. For det befaler Skriften også, og den angiver mange grunde til det, som jo dagligt viser sig hos tjenestefolk overalt: «Sæt din tjener i arbejde,» siger den vise mand, «så han ikke går ledig; for lediggang lærer meget ondt.» Ligeledes: «Så snart han får hænderne fri, tænker han på at blive helt fri,» Sir 33.

For at tjenestefolkene kan passe deres arbejde desto flittigere og mere stadigt, skal en husherre derfor altid ånde sin karl i nakken og en husmoder sin pige og selv se efter, at det går rigtigt til. Tjenestefolk er tjenestefolk, som man siger, og gør, som det ligger i deres natur; derfor skal man ikke altid tro på deres ord.

Xenophon skriver i sin Oeconomia [Oikonomikos, «Om husholdning»], at en konge engang spurgte en mand, hvordan han bedst skulle pleje og passe sin hest, så den blev godt fodret. Den anden svarede, at han ikke kendte noget, der fodrer hestene bedre end herrens øje. Det vil sige: at herren ikke overlader det til nogen karl, men selv ser efter; så vil hesten uden tvivl blive plejet ret og godt. På samme måde skriver også Aristoteles, at ingen gødning gøder ageren bedre end den, husfaderen selv bærer derud på sine sko. Det vil sige: at han selv går derud og selv ser efter, hvordan hans ager bliver passet og dyrket med alt det arbejde, den kræver, og ikke overlader det til tjenestefolkene alene.