Hvordan tjenestefolkene skal forholde sig

Også tjenestefolk og tyende har i Skriften Guds befaling og vidnesbyrd om deres stand og liv. For sådan siger Herren i evangeliet: «Salig er den tjener, som hans herre finder tro og retskaffen i sin tjeneste.» Derfor skal de tage sig det alvorligt til hjerte og ikke lade sig anfægte af, at de må være underlagt en andens magt og adlyde ham. For selv om det gør ondt på kødet, og selv om deres stand i verdens øjne er en af de mest foragtede og ringeste, har de dog til gengæld den trøst, at de i sandhed ved, at Gud også tager sig af dem og lader deres tjeneste i en så ringe stand behage sig lige så vel som tjenesten hos dem, der svæver højt til vejrs i store og prægtige stænder. Gud gør ikke forskel på folk.

Det er også altid sikrere at være underlagt en anden og adlyde end at stå i spidsen for andre og regere, især når man er vis på, at det styre, man tjener under, er Guds ordning og behager ham. For hvad er al lydighed da andet end lutter kostelig og hellig gudstjeneste? Derfor siger Sankt Paulus: Den, der er kaldet som tjener, skal slet ikke bekymre sig om det.

Og dette er Herrens befaling, som tjenestefolkene, karle og piger, skal holde sig til: at de for Guds skyld er deres herrer tro og lydige i al tjeneste, som Sankt Paulus lærer i Ef 6 [trykket har «Ephe. 5»]: «I tjenere, adlyd jeres jordiske herrer med frygt og bæven, med et oprigtigt hjerte som for Kristus, ikke med øjentjeneste som dem, der vil indynde sig hos mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje med god vilje. Tænk på, at I tjener Herren og ikke mennesker, og vid, at hvad godt enhver gør, det skal han få igen fra Herren, hvad enten han er tjener eller fri.» Det samme står i Kol 3.

Ligeledes 1 Tim 6: «De tjenere, som er under åg, skal vise deres herrer al den ære, de er værdige til, for at Guds navn og læren ikke skal spottes» osv. Og 1 Pet 2: «I tjenestefolk, underordn jer jeres herrer med al frygt, ikke alene de gode og milde, men også de urimelige. For det er nåde, når nogen for samvittighedens skyld over for Gud tåler sorg» osv. Og lidt efter: «For til dette blev I kaldet, for også Kristus har lidt for os og efterladt os et eksempel, for at I skal følge i hans spor» osv.

Hvilken stand, hvor høj eller lav den end er, kunne ønske sig et herligere og mere trøsterigt vidnesbyrd i Skriften end dette? For det første siger Skriften, at det er Guds vilje og ordning, at de skal tjene. For det andet: De tjener ikke mennesker, men Herren Kristus. For det tredje: Han vil lønne dem for deres tro tjeneste med evige goder. For det fjerde: Kristus har også selv vandret på jorden i en sådan stand og er blevet tjener og træl for os alle. Det er sandelig store og trøsterige ord og løfter fra Gud. De burde visselig anspore og bevæge gudfrygtige og troende tjenestefolk til at tage til takke med deres stand og i den at tjene vor Herre Gud villigt og flittigt.

Og omvendt burde ryggesløse, vilde og uopdragne tjenestefolk jo også blive forskrækkede, når de hører, at de med deres egenrådighed, ulydighed og utroskab ikke blot vækker deres jordiske herres vrede her på jorden, men også den almægtige Guds vrede i himlen. Han har allerede truet med at straffe en sådan ulydighed og utroskab, fordi den ikke blot skader den jordiske herre her på jorden, men også giver anledning til, at Guds navn og lære bliver spottet. Og det rammer direkte Gud selv, som ingen kan bedrage eller narre, og hvis vrede og ris ingen kan undslippe.