Om venskaber

Vi tyskere har et almindeligt ordsprog, der siger: «Med naboernes hjælp rejser man hus og lade.» Vi har også sagt ovenfor, at husholdningen skal sigte mod, at man sætter dygtige og retskafne mennesker i verden og opdrager dem, så de kan gavne og tjene det fælles bedste, land og folk. Heraf kan man let slutte, at ligesom det fælles styre ikke kan opretholdes uden mange menneskers råd, hjælp og medvirken, sådan kan en husfader heller ikke styre sit hus uden andre menneskers hjælp og råd.

Derfor har de gamle vismænd sagt, at man lige så lidt kan undvære gode venner som ild og vand. Dermed har de gjort menneskelig hjælp og bistand til noget, man lige så lidt kan leve uden som uden et af elementerne. Ja, de mener, at menneskelig hjælp er endnu sværere at undvære end ikke blot elementerne, men næsten alle skabninger. Og de siger: Eftersom ingen skabning kan gavne mennesket uden menneskelig hjælp og tjeneste, må det videre følge, at næst efter Gud er det ene menneske af alle skabninger det, der kan være det andet til størst hjælp og nytte.

Da Den Hellige Skrift, som vi snart skal høre, lærer næsten det samme, er det nok nødvendigt, at enhver husfader har nogle særlige venner, som han i sin nød trygt og sikkert kan gå til for at søge råd og hjælp hos dem. For lige så stort et behov man har for gode venner i dette timelige liv, lige så sjældne er de venner, som du kan regne med vil være trofaste og stå dig bi i din nød. Det går næsten, som Salomo siger i Ordsp 20: «Mange mennesker roses for deres velgerninger, men hvem kan finde en trofast mand?» Det almindelige ordsprog siger det samme: «Af trofaste venner i nøden går der rigtig mange på et lod.» [Dvs. de vejer så lidt, at der skal mange til at fylde et lod (en lille vægtenhed): Man finder kun få, der holder.]

Men ingen skal tro, at sådanne særlige venskaber strider mod troen eller mod den kristne kærlighed. For vi lærer hermed ikke, at man skal forlade sig på gode venner og sætte sin lid til dem i nøden. Vi ved udmærket, at det er uret og imod Gud, som profeten siger: «Forbandet være den, der sætter sin lid til mennesker.» Vi lærer heller ikke, at man kun skal vise sig hjælpsom og tjenstvillig med velgerninger og kærlighedens gerninger over for dem, der er venlige mod os, og holde sig borte fra alle andre, som også har brug for vores hjælp og råd.

Det, vi vil have lært, er derimod dette: For det første skal man ikke forlade sig på nogen ven, men på Gud alene. Man skal stole og tro på ham, påkalde ham i al nød som vores eneste og bedste ven og nødhjælper og bede ham om hjælp. Og man må ikke sætte nogen god ven over ham – ja, heller ikke far og mor. Som Herren siger i evangeliet: «Den der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værdig.» For det andet vil vi også have lært, at man skal være hjælpsom og tjenstvillig for Guds skyld, ikke for velgerningers eller venskabs skyld, over for alle, der har brug for vores hjælp – ikke kun over for vennerne, men også over for fjenderne, som Herren lærer i evangeliet: «Men jeg siger jer: Gør godt også mod jeres fjender» osv.

Gode venner skal man derimod bruge ligesom Guds andre gaver og legemlige midler, som Gud har givet os til at opretholde dette timelige liv og dække dets behov, såsom mad, drikke, klæder, hus, mark, kvæg, tjenestekarle, tjenestepiger osv. For venskab er ikke andet end et ydre og legemligt fællesskab, hvor den ene villigt påtager sig at tjene den anden i hans behov med stadig hjælp, så godt han kan. Sådanne venskaber har der også været mange af blandt de hellige. Vi læser jo i Skriften om apostlene, at de i særlig grad gjorde brug af bestemte menneskers fællesskab og hjælp, og ligeså Kristus selv, for eksempel Marias, Martas og Lazarus'. Det er om den slags venskaber, vi også vil tale her, og vi vil lære, hvordan man skal opføre sig rigtigt i dem.

Og det første skal være, at man erkender og betænker, at Gud vil have det sådan, at vi skal bruge nogle menneskers hjælp og råd som midler, han har givet, i dette livs anliggender og gøremål. Som Salomo siger: «En ven elsker til enhver tid, og en bror findes i nøden.» Ligesom den gjorde uret, der ville foragte andre nødvendige midler til dette livs opretholdelse – mad, drikke, klæder osv. – og slå dem hen, lige så meget farer den vild, der mener, at han kan leve sit liv uden andre menneskers og gode venners hjælp. For at forlade sig på venner er imod troen, men at foragte vennernes råd og hjælp er at friste Gud.

Det andet er, at venner skal handle oprigtigt og åbent over for hinanden, uden hykleri og falskhed. For i hele verden findes der ikke mere ondsindede folk end de lumske smigrere. I ord og fagter retter de sig altid efter det, de regner med, at man helst vil høre, selv om de godt ved, at det sker til skade for den anden part. Og ligesådan findes der i intet venskab en mere uduelig og skadelig slags folk end netop dem. Derfor skal den ene ven opføre sig sådan over for den anden, at han frit åbner sit hjerte, sit sind og sin mening for ham, når der er brug for det, og lader ham kende det, hvad enten det sker med irettesættelse eller på anden måde. For som Salomo siger: «Åben irettesættelse er bedre end skjult kærlighed.» Og: «Sårene fra den, der elsker, er trofaste, men kyssene fra den, der hader, er svigefulde.»

For det tredje skal kærligheden mellem venner, når de da vil være kristne, have sit bestemte mål og sin grænse, så den ikke bliver en helt verdslig og rå, kødelig kærlighed, som den plejer at være blandt hedninger og vantro. For en sådan kærlighed gør blind og bevirker, at ingen ven tør irettesætte den anden for de fejl og mangler, der klæder ham dårligt. Ja, den er selv årsag til, at mange slags onde og skadelige fejl vokser frem, som at have store og høje tanker om sig selv, foragte andre osv. Derfor skal kærligheden have sin grænse, og en god ven skal være mere optaget af den andens ære og gavn end af det, der behager ham.

For det fjerde skal ikke kun kærligheden, men også irettesættelsen have sin grænse, så den sker med omtanke. For sådan har vise folk engang lært: «En vens fejl skal man kende, men ikke hade.» Det vil sige: Det går godt an, at en god ven kender den andens fejl og mangler; men at han af den grund straks skulle blive hans fjende, det passer sig ikke. For hvor længe skulle ellers selv de allerbedste venner holde sammen? Derfor er dette den rette grænse: at en god ven tåler den andens fejl, hvis det på nogen måde lader sig gøre, og dækker over dem for hele verden, så meget og så længe det overhovedet er ham muligt, efter kærlighedens art og regel. 1 Pet 4: «Kærlighed skjuler en mængde synder.» Og Ordsp 25: «Far ikke straks ud i strid, for hvad vil du så gøre bagefter, når du har gjort din næste til skamme?»

Men er fejlen for stor og ikke til at dække over eller tie om, skal man dog holde den grænse i irettesættelsen, som Kristus har lært i Matt 18, og Salomo i Ordsp 25: «Afgør din sag med din næste, og åbenbar ikke en andens hemmelighed» osv. Det skal ske, for at venskabet for alt i verden ikke bliver revet over, men holdes ved lige, så længe det overhovedet er muligt, eller lidt efter lidt går i opløsning af sig selv. For hvis det ikke kan være anderledes, er det dog bedre at lade det gå i opløsning af sig selv med tiden end at rive det over i en hast til endnu større skade.

For det femte sker det ofte, at store, herlige gaver fra Gud gør lige så stor og endda større skade blandt venner end andre fejl og mangler. For det går gerne sådan, at hvor vor Herre Gud giver en noget frem for andre – ære, gods, magt, dygtighed eller hvad det ellers er – dér finder djævelen også hen og har hverken ro eller fred, før han har løftet ham så højt op i hans egne tanker, at han glemmer og fornægter alle sine gamle venner og gode kammerater. Som man plejer at sige: «Honores mutant mores, sed nunquam in meliores» [Æresposter ændrer sæderne, men aldrig til det bedre]. «Når en bliver en stor herre, regner han ikke længere fattige kammerater for noget.»

Derfor burde man betænke, at blandt gode venner er den ene altid den anden værd, og aldrig agte nogen så ringe og svag, at han ikke i sin tid også kan tjene en stor, vis og mægtig mand. For det lærer også kong Salomo: «Forlad ikke din ven og din fars ven, og gå ikke ind i din brors hus; for en nabo i nærheden er bedre end en bror i det fjerne.» Det plejer også gerne at gå sådan, at de, der foragter deres ringe, fattige og svage små venner, i sin tid også får deres straf for det.

Herom har Æsop fortalt en meget fin fabel: Engang havde en ræv og en ørn sluttet venskab og aftalt at bo sammen, ørnen i et meget højt træ og ræven i en busk tæt ved. Da ræven nu dér havde fået nogle unger og engang var gået ud for at finde føde til dem, kommer ørnen imens flyvende ned i busken, tager rævens unger, bringer dem til sine ørneunger og æder dem alle sammen med dem. Da ræven kom hjem igen og opdagede, hvad der var sket, harmede det ham umådeligt, at ørnen havde vist ham en sådan troløshed. Og dog gjorde hans børns død ham ikke nær så ondt som det, at han ikke kunne hævne ørnens troløshed. Da han ikke kunne gøre mere, stillede han sig derfor under træet, hvor ørnen havde sin rede, og kølede sin vrede med forbandelser og skældsord, så godt han kunne.

Men kort tid efter skete det, at nogle mennesker på marken dér ofrede en ged til deres guder. Da ørnen så det, fløj den også derhen, snuppede et stykke af offeret ud af ilden og bar det sammen med nogle gløder op i sin rede til ungerne. Mens den sad og spiste af det sammen med ungerne, kom der et kraftigt vindstød, som pustede liv i gløderne og satte ild til ørnens rede, så ørnen selv kun lige slap væk. Men ungerne, som endnu ikke havde fjer og ikke kunne komme væk, brændte inde. Da de nu lå godt stegte i deres egen rede og faldt ned fra træet sammen med den brændte rede, løb ræven straks ud af sin busk og hen til dem. Den lod den gamle ørn sidde deroppe og se på, mens den til gengæld åd ørnens unger. Sådan tog den hævn over sin troløse og hovmodige ven – bedre, end den nogensinde kunne have ønsket sig. Dermed har Æsop villet vise, at troløshed og foragt mellem venner aldrig forbliver uhævnet, hvor længe det så end trækker ud.

For det sjette og sidste skal man også vogte sig for at slutte venskab med alt for mange. Det er nemlig sjældent, og der skal stor lykke til, hvis blot to eller tre skal kunne omgås hinanden venligt og godt – for slet ikke at tale om, at mange skulle kunne enes i længden. Desuden kan det aldrig gå uden mistanke og mistro: Den ene frygter altid, at den anden holder sig bedre og venligere til en anden end til ham. Deraf må der nødvendigvis opstå splid og uvilje.