📚 Reformatorernes skrifter · Justus Menius: Oeconomia christiana – om kristen husholdning (1529) · Rhegius, Menius, Bugenhagen, Bucer, Myconius m.fl., 1529–1556
Om det hellige kors – hvad man skal trøste sig med i al slags nød
📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold
Til slut i denne lille bog anser jeg det for nødvendigt også at sige noget særskilt om det hellige kors. For som vi har hørt gennem hele bogen, er der næsten ikke et eneste stykke i hele husholdningen (oeconomia), som ikke har en god stump af denne relikvie. Og der er så meget af det, at selv de, der holder præsternes, munkenes og nonnernes urene kyskhed i ære og gerne vil vanære og skælde ud på den hellige og rene ægtestand, i al deres skriveri og skrigeri ikke har noget, de hellere ophidser sig over, end at ægtestanden overalt er fuld af møje og besvær, bekymring og angst. Til det kan de ikke få ord, ånde, penne, blæk og papir nok til at male det hele ud.
Det indrømmer vi, og så mange af os, som lever i ægtestanden, erfarer det også hver dag: Den har møje og besvær nok og behøver slet ikke deres tåbelige skrigeri oven i. Men vi ved også, at al sådan møje og besvær er lutter Guds godhed, nåde og velsignelse og det rette, sande, hellige kors. I det kan de troende vente sig al trøst, frelse og salighed af Gud, deres Herre og Fader, sådan som Den Hellige Skrift siger, og som vi snart vil lære i det følgende. Men da de tier om det, og hele verden ved, at djævelen ikke hader og spotter noget så meget og så fjendtligt som netop dette hellige kors, må vi deraf udlede og med sikkerhed slutte, at alle de, der ikke blot skyr og flygter fra dette hellige kors, men også spotter det fjendtligt og grueligt, må være besat af djævelen og fulde af djævle.
Ingen skal i sådan møje og besvær lade sig skræmme af de onde fjender eller på anden måde fortvivle. Derfor vil vi, ud over alt det, der ovenfor i hele bogen er sagt særskilt om hver enkelt lidelse, også give en almindelig, trøsterig vejledning i, hvordan en kristen skal trøste sig med Guds ord og styrke sig i sin tro i alle slags anfægtelser. Og dermed vil vi slutte.
Det første, man skal trøste sig med i al møje og besvær, bekymring, angst, nød og sorg, er, at man ved for vist, at alt sådant kommer til os efter Guds råd, vilje og styrelse. Det vidner Skriften om i 1 Kor 11: «Når vi bliver dømt, bliver vi tugtet af Herren» osv. Det gælder, selv om naturen bilder sig ind, at alt dette sker for os uden Guds råd og vilje, og tilskriver det de midler, som Gud bruger til det.
For det andet skal man trøste sig med, at vi for vist ved, at sådan lidelse ikke blot kommer til os fra Gud, men vi ved også, at han sender os den til gavn, frelse og salighed. Det er ligesom en trofast far, der tugter sit barn, ikke for at ødelægge det, men langt snarere for at vende det bort fra det, som kunne føre det i ulykke. Det vidner Skriften da også om, når den siger: «Vi bliver tugtet, for at vi ikke skal blive fordømt sammen med verden» [1 Kor 11,32]. Og Ordsp 3: «Den, som Gud elsker, tugter han.» Alle disse lidelser er altså lutter guddommelige vidnesbyrd og hellige sakramenter, hvorved Gud forsikrer os om sin nådige vilje og faderlige trofasthed og gør os visse på den.
For det tredje lærer Skriften os, at vi i al nød, hvad enten den er legemlig eller åndelig, skal påkalde Gud og bede ham om hjælp, og at Gud vil modtage og regne sådan påkaldelse og bøn fra os som den allermest velbehagelige gudstjeneste. Sådan kræver han da også selv denne tjeneste af os i Sl 50: «Påkald mig i nødens tid, så vil jeg frelse dig, og du skal prise mig.» Deraf forstår vi, at han ikke sender os nogen lidelse i den hensigt at ødelægge os, men langt snarere for at drive os til den rette gudstjeneste, som er at påkalde hans navn.
For det fjerde skal man i nøden og i påkaldelsen af Guds navn altid og urokkeligt tro, at Gud nådigt vil bønhøre os og frelse os med al sin magt og herlighed – også selv om vi slet ikke kan tænke eller udtænke, hvordan og ad hvilke veje eller ved hvilke midler han vil gøre det. Vi skal regne ham for så vis og mægtig, at han nok vil vide at finde den rette tid, det rette mål og de rette midler og aldrig vil sove over sig eller glemme os. For han har ikke blot befalet os at bede, men også lovet, at han vil bønhøre os, som der står i Matt 7: «Bed, så skal I få.» Ligeledes Joh 16: «Alt, hvad I beder Faderen om i mit navn, vil han give jer.»
Trykt i Wittenberg af Hans Lufft i året 1529.
Reformatorernes skrifter (Rhegius, Menius, Bugenhagen, Bucer, Myconius m.fl., 1529–1556) er oversat fra tysk, latin og gammeldansk til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: Førstetryk fra Bayerische Staatsbibliothek (MDZ), Myconius’ Historia Reformationis (udg. E. S. Cyprian 1718), Peder Palladius’ Danske Skrifter IV (Vingaard 1575) og H. F. Rørdam, Danske Kirkelove I (1883) – alle public domain. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.