📚 Reformatorernes skrifter · Justus Menius: Oeconomia christiana – om kristen husholdning (1529) · Rhegius, Menius, Bugenhagen, Bucer, Myconius m.fl., 1529–1556
Om at give almisse og om den rette brug af ejendelene
📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold
Hidtil har vi nogenlunde tilstrækkeligt vist, hvordan man skal holde hus og skaffe sig ejendele og udkomme. Deraf kan enhver godt lære, hvordan han med Gud og med ære kan ernære sin hustru og sine børn i verden og eje og besidde sine ejendele. For at man nu også kan vide, hvordan man skal bruge disse ejendele over for andre, vil jeg til vejledning også kort sige lidt om det.
For det første: At man må have ejendele og ejendom, er ovenfor tilstrækkeligt bevist ud fra, at Gud befaler os at erhverve sådanne ejendele og arbejde for dem, så hustru og børn kan ernæres af dem.
For det andet: At man må handle med sådanne ejendele, købe og sælge, og at Gud ikke har befalet nogen at strø sit gods ud til alle for intet, er også klart ud fra det, Skriften siger i Ordsp 16: «Ret vægt og vægtskål er fra Herren, og alle lodder i posen er hans værk.» Og i kapitel 11: «Den, der holder kornet tilbage, bliver forbandet af folk, men velsignelse kommer over den, der sælger det.» Ligeledes ser man mere end ét sted i Skriften, at også de hellige har købt og solgt. Således læser man om Josef i 1 Mos 47, at han solgte korn i Egypten og tog penge, kvæg og mennesker som betaling for det, og om Kristi egne disciple, at de gik ind til byen i Samaria og købte mad, Joh 4. Heller ikke Sankt Paulus forbyder i 1 Kor 7 at købe, men siger kun, at man skal købe, som om man ikke ejede det; det vil sige, at man ikke skal binde sit hjerte til det og ikke misbruge disse Guds goder og ordninger. Derfor synder den ikke, som ved køb og salg holder rette mål og vægt og de andre fastsatte ordninger; han kan med god samvittighed bruge dem som Guds andre skabninger og ordninger.
For det tredje lærer Skriften om at give almisse, at man skal dele med de fattige og trængende og give til dem, så de alligevel bliver forsørget, selv om de på grund af svaghed eller af andre årsager ikke kan arbejde. For vi skal ikke alene have og bruge vores ejendele for os selv og vores egne, men også give de fattige af dem. Sådan har Kristus befalet det i evangeliet, og sådan har apostlene siden lært det, både med ord og med eksempel: Luk 6: «Giv enhver, som beder dig.» Rom 12: «Hjælp de hellige i deres nød» osv.
Hertil giver Gud i Den Hellige Skrift store og herlige løfter og siger, at han rigeligt vil gengælde sådanne gaver og almisser, både i dette og i det kommende liv. Som Salomo siger i Ordsp 11: «Den ene deler ud og får stadig mere; den anden holder på sit, når han har nok, og bliver dog fattigere. Den sjæl, der rigeligt velsigner, bliver fed, og den, der giver andre at drikke, skal selv få at drikke.» Ligeledes i kapitel 19: «Den, der forbarmer sig over den fattige, låner til Herren, og han vil gengælde ham hans løn.» Og Kristus siger i evangeliet: «Sandelig siger jeg jer: Den, som giver en af disse mindste blot et bæger koldt vand at drikke, skal ikke miste sin løn» osv. Ligeledes i kapitel 25: «Hvad I har gjort mod en af de mindste af mine, har I gjort mod mig.» Sådanne store løfter burde i sandhed bevæge og tilskynde os til for Guds skyld at give og dele med fattige mennesker – hvis der ellers er en gnist af kristent sind, tro eller kærlighed i os.
For det fjerde viser Skriften også, hvor langt man skal gå i at give. For Gud befaler ikke, at vi skal give alt, hvad vi har, bort på én gang. Man skal hver gang give sådan, at man selv beholder sit brød og også har noget at give en anden gang, som der står skrevet i Ordsp 5: «Lad dine kilder strømme ud og vandbækkene ud på gaderne, men hav dem for dig selv alene og ingen fremmed sammen med dig.» Det vil sige, som Sankt Paulus siger i 2 Kor 8: Vi skal ikke give sådan, at andre får det let, og vi selv kommer i trængsel. Det er heller ikke nødvendigt, for Gud giver altid så meget, at de fattige på hvert sted godt kan blive holdt oppe, uden at nogen går til grunde af det. Dog vil enhver altid nok kunne ramme det rette mål, alt efter hvad Gud tilskynder ham til, og hvad omstændighederne kræver.
Men jeg ønsker intet hellere, end at hele verden ville tage Sankt Elisabeths eksempel til forbillede – ikke alene når det gælder at give almisse, men i alle gode gerninger. For denne hellige og retskafne fyrstinde holdt sandelig den rette midtvej her, som ellers kun få kan ramme. Nogle hører nemlig, at Gud har befalet at give almisse og har lovet løn for det; så farer de til, giver almisse og sætter også deres lid til det i den tro, at de derved bliver retfærdige og frelst for Gud. Dermed går troen på Kristus til grunde.
Når man så påtaler denne vildfarelse og siger, at vi ikke må stole på nogen af vores gerninger, hvad enten det er at give almisse eller noget andet, men bliver retfærdige og frelst for Gud ved troen på Kristus, så farer andre til og vil slet ikke gøre noget godt, hverken give almisse eller andet. Også det er en vildfarelse og en uret. For tro og gerninger bør begge være til stede sammen, men dog sådan, at de holdes adskilt fra hinanden: Troen alene har med Gud at gøre, gerningerne derimod med næsten.
Denne midtvej ramte Sankt Elisabeth særdeles fint og mesterligt. For selv om hun med sine gerninger og almisser var alle de fattiges tjenestepige og tjenerinde, ja, en sand hospitalsmoder, så rettede hun dog ikke disse gerninger mod Gud, men tjente langt snarere de fattige med dem for Guds skyld, som man kan se det hele vejen igennem i hendes historie.
Reformatorernes skrifter (Rhegius, Menius, Bugenhagen, Bucer, Myconius m.fl., 1529–1556) er oversat fra tysk, latin og gammeldansk til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: Førstetryk fra Bayerische Staatsbibliothek (MDZ), Myconius’ Historia Reformationis (udg. E. S. Cyprian 1718), Peder Palladius’ Danske Skrifter IV (Vingaard 1575) og H. F. Rørdam, Danske Kirkelove I (1883) – alle public domain. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.