Kapitel I. Hvordan det stod til under pavedømmet, og hvorhen Antikrist forførte kristenheden

Her burde man først berette, hvordan det stod til under den pavelige Antikrist. Men det var et så grufuldt, hæsligt og uhumsk dyr, at selv Paulus, Daniel og Johannes i Åbenbaringen ikke har kunnet beskrive det fuldt ud. Om Kristi lidelse, forløsning, død, fyldestgørelse og betaling tav man fuldstændig, og det blev kun prædiket som en historie, ligesom Odysseus' sørejse. Om troen – at man ved den af lutter nåde får del i hans lidelse, uskyld, retfærdighed, hellighed, arv og evige liv og bliver frelst – hørte man intet. I stedet gjorde man Kristus til en grufuld og vred dommer, som ville fordømme og dømme alle, der ikke havde mange forbedere og den pavelige gerningshellighed. Så gjorde man i Kristi sted Jomfru Maria til forbederske og frelserinde, ligesom hedningerne gjorde med deres Diana, og derefter andre afdøde helgener, som paven kanoniserede flere og flere af. Men alligevel lærte man, at heller ikke de bad for os, medmindre man først fortjente det hos dem og hos de ordener, de havde stiftet. Nu gik læren så ud på, ved hvilke gerninger man da fortjente det. Her tav man igen om de rette gode gerninger, nemlig de ti bud, og om det, enhver er forpligtet til at gøre i sin stand. Det blev regnet for blot verdslige stande og ringe, simple gerninger. I stedet fandt man på nye gerninger, som indbragte præsterne og munkene mange penge. Og man sagde, at den, der gjorde mange af dem eller betalte for dem eller købte dem af dem, der gjorde dem, gjorde bod for sine synder, udlignede dem dermed og fortjente det evige liv. Men den, der ikke gjorde det, mens han levede, fór til helvede og den evige fordømmelse eller i skærsilden, hvor han måtte stege og brænde, indtil han enten selv havde betalt, eller andre mennesker, som endnu levede her, havde gjort fyldest for ham. Så kom disse gerninger i brug, og hver og en af dem skulle gælde mere end hele Kristi lidelse og uskyld: faste, fremsige mange små bønner, bede mange fadervor og mange avemaria, hele rosenkranse, «Rauten-Creutz», «Mäydel Maria» [andagtsformer, gengivet som i kilden], Ursula-bønner, Birgitta-bønner, psalteret og tidebønnerne (horae canonicae). Kort sagt: Man skulle synge, brøle og mumle dag og nat, og der var ingen ende på det, stik imod Kristi ord: «cum oraveritis, nolite multum loqui, sicut Ethnici faciunt» [«Når I beder, skal I ikke tale meget ligesom hedningerne», jf. Matt 6,7]. Dernæst var der de mange slags præste-, munke- og nonneordener med alle mulige dragter, ceremonier og skikke. Hver af dem lærte, at den, der holdt ordenen og levede og fastede sådan og sådan, ville blive frelst; men den, der ikke ville gå ind i ordenen, skulle dog købe sig del i den for penge. Så kom mere end halvdelen af verdens gods til ordenerne og de gejstlige, og paven stadfæstede dem alle og tog dem under sin beskyttelse og varetægt. Der var også fasten fra kød, æg, smør og ost: Den, der ikke kunne holde den, syndede og måtte købe sig fri med penge. Ligeledes kom de mange helligdage og valfarterne til Rom, til Sankt Jakob [Santiago de Compostela], til Jerusalem, til Sankt Katarina på Sinajbjerget, til Sankt Mikael, til Aachen, til Fulda og til Sankt Wolfgang. Der var næsten ikke et bjerg, en dam, en lavning, en dal eller en skov, ja til sidst heller ikke en eg, en pil eller en bøg, som man ikke lavede en valfart til; og når man gav penge, stadfæstede paven det og gav nåde og aflad til. Dertil bragte man penge, gods, høns, gæs, ænder, æg, hamp, hør, ost og smør; man sang, man ringede med klokkerne, man brændte røgelse, og derefter ofrede man. Der var også vinstuer og ølstuer, hvor man så drak, og det hele blev stadfæstet med messen. Så fik løjerne deres ret. Heller ikke de små «søsterhorer» og «broderbøfler» manglede [hånlige betegnelser, formentlig for løsagtige kvinder og mænd ved valfartsstederne]; det blev regnet for ringe synd: Pavens aflad og nåde tog det hele bort. Man havde også udtænkt nye sakramenter: firmelsen, den sidste olie og krismen. Ligeledes prædikede biskopperne ikke, men indviede og velsignede nonner, præster, munke, klokker, kirker, kapeller, billeder, fladbrød, æg, kirkegårde osv. Dertil havde de store indtægter, og det hele indbragte mange penge. Dernæst gjorde man meget væsen af relikvierne, de dødes små knogler: Dem indfattede man i guld, sølv og kostbare monstranser, hænder, arme, kors osv. og lod folk kysse dem under messen. Folk måtte give penge og troede så, at den helgen, som denne knogle, dette hår eller denne klædning havde tilhørt, nu gik i forbøn for dem hos Gud. Der var også stiftet næsten utallige broderskaber, hvor en flok sluttede sig sammen og lod sig indskrive. De havde deres egne præster, altre, kapeller, lys og røgelseskar, nogle også deres egne helligdage, hvor de fejrede broderskabet med messer og ofrede til præsterne. Dertil var der også stiftet egne indtægter, renter og afgifter; også det skulle frelse. Enhver, der ville, kunne blive munk eller nonne og gå i kloster; far og mor måtte ikke hindre barnet i det, og barnet behøvede ikke at adlyde far og mor i dette tilfælde. Og ægtefæller løb også undertiden fra hinanden: Den ene gik i kloster, og så måtte den anden blive alene som en enke og klare sig, som han eller hun kunne, eller også gifte sig igen. Det vigtigste for de gejstlige var, at de lovede livslang lydighed, fattigdom og kyskhed. Disse løfter blev regnet for noget højere end hele Kristi lidelse, og som de prædikede offentligt, skulle det være bedre i Guds øjne end selve dåben. Det kom endda så vidt, at sognemessen og modtagelsen af sakramentet blev regnet for en ringe ting, som om de kun var til ringe nytte. Men man holdt hver dag i alle byer, landsbyer, slotte, kirker og kapeller en mængde messer. Til dem var der stiftet egne præster med eget hus, egen gård og egne indtægter. Disse messer blev for størstedelen holdt for de døde, også for dem, der var døde for 200 år siden. De levende gik til offer og lagde småmønter (hellere og penninge) på alteret – dem fik præsterne –, og så fik de også del i messerne. Alene her i byen Gotha blev der således, som man til dels kan se i denne bog, underholdt fjorten kanniker, fyrre messepræster, tredive augustinermunke, to terminarier [tiggermunke, der indsamlede gaver i et bestemt distrikt] og omkring tredive nonner, som alle var optaget af at holde messe. Man holdt dem for levende helgener, som skulle bringe os i himlen med deres gode gerninger; og dog var deres liv det mest hæslige og uhumske liv, der nogen sinde har kunnet findes blandt mennesker på jorden. For da de ikke måtte have hustruer og dog hverken kunne eller ville undvære kvinder, fyldte de verden med utroligt og usigeligt hor, ægteskabsbrud, sodomi og andre synder og skændsler; og dog turde ingen straffe dem for det. For de stod alene under paven, og ham holdt man for sand Gud og menneske, som ikke kunne fejle, og som ingen turde modsige. Ja, paven tålte det heller ikke: Han satte kejsere, konger, fyrster, lande og folk i band og hidsede dem op mod hinanden. Kort sagt: Det blev «homo peccati, filius perditionum, elevans se super omne, quod colitur aut dicitur Deus» [«syndens menneske, fortabelsens søn, som ophøjer sig over alt, hvad der dyrkes eller kaldes Gud», jf. 2 Thess 2,3–4]. Men herom er der skrevet bøger nok fra år 1517 til 1541, det år, hvor denne sammenfatning er skrevet.