Kapitel II. Hvordan det gik til, at det kom til sammenstød med pavedømmet og antikristendømmet

Mange kejsere har ganske vist trofast sat sig imod det og sat meget blod på spil for det, især tysk, kristent blod, og de har med magt villet standse og hindre pavens opstigning, hovmod og tyranni over legeme og sjæl. Det gjaldt Henrik IV, Frederik I, Frederik II, Ludvig af Bayern og andre. Men det var forgæves. For der stod skrevet, at han skulle stige op i Guds tempel, ja, op over Gud, og give sig ud for selv at være Gud. Det måtte ske. Og når han var steget op og sad allerhøjest, skulle han ikke med menneskehånd eller menneskemagt, men alene med Herrens munds ånde, det vil sige med Guds kraftige og mægtige ord og det hellige evangelium, åbenbares, gøres til skamme og styrtes ned. Alt det har måttet ske, og det gik til på denne måde.

Paven sendte aflad ud i landene og lod prædike, at den, der lagde penge som bidrag til krigen mod tyrkerne eller til byggeriet af den nye Peterskirke, skulle have syndernes forladelse, både for straf og skyld. Bullerne og brevene findes endnu; dem kan du læse. Og næsten hvert år kom der en ny nåde og aflad fra Rom. Det indbragte utallige penge. For alle spindersker og enker, også de, der levede af almisser, ville løse aflad og forløse deres slægtninges sjæle, som de mente alle var i skærsilden. De lagde to, tre, fire, fem schneebergere [sølvgroschen præget i Schneeberg] og løste også afladsbreve, så Tyskland, hvis det havde varet længere, ikke ville have beholdt en eneste skilling. Alligevel var paven og italienerne [kilden har «die Wahlen», dvs. «die Welschen»] ikke mætte. Og pengene kom hverken til krigen mod tyrkerne eller til byggeriet, men gik til pavens og kardinalernes pragt, hovmod og romerske skurkestreger. Den, der talte imod, blev brændt, som den hellige Johannes Hus og flere andre hellige lærere. Til sidst blev det så slemt, at også kejser, konger, fyrster og herrer i det hellige rige blev trætte af det. Men ingen kunne råde bod på det: Den jordiske gud i Rom var for mægtig i kirken og i alle menneskers hjerter. Man klagede ganske vist meget over det på flere rigsdage og bad kun om en reformation, men ingen turde foretage sig noget alvorligt. Pavens band var for frygtet.

I det Herrens år 1512 var jeg, Friedrich Mecum, 22 år gammel og havde i to år været i gråbrødreordenen (franciskanerne) i St. Annaberg, i Leipzig og i Weimar. Dengang var Maximilian kejser, og Frederik den Vise og Frederik, hertug af Sachsen [sandsynligvis hertug Johan, Frederiks bror], Uriel, ærkebiskop af Mainz, Philipp, ærkebiskop af Köln, Richard, ærkebiskop af Trier, og Ludwig, pfalzgreve ved Rhinen, regerede. Julius II var stadig pave, men han døde senere samme år, 1512.

Før Julius døde, blev nogle kardinaler trætte af hans grufulde, krigeriske styre. De arbejdede på at afsætte ham og vælge en anden pave, og nogle af kejserens rådgivere hjalp dem, så man frygtede et skisma. Man indkaldte et koncil, først til Pisa, siden til Milano. Men der kom ikke andet ud af det, end at Julius blev ved at være Julius og pave. Alligevel arbejdede paven og kardinalerne på at lægge endnu større byrder på Tyskland. Derfor indkaldte kejser Maximilian til en rigsdag i Trier og Köln. Dertil kom de førnævnte gejstlige og verdslige kurfyrster sammen med nogle andre rigsstænder for at rådslå om, hvordan man dog kunne komme den stakkels kristne kirke og især den tyske nation til hjælp. Her blev man enige om, at man for det første også skulle afskaffe gudsbespottelsen og det grufulde drukkenskab, og der blev udsendt strenge påbud. Vide in Chronica Paralipomena affixa Chronicæ Urspergensi. [«Se Paralipomena-krøniken, der er føjet til Ursperg-krøniken.»]

Til denne rigsdag sendte paven, som han altid plejer, sin legat, en kardinal. Han fremførte på pavens og den romerske kirkes vegne, at man – ud over afladspengene og de årlige afgifter fra de tyske lande – i en årrække hvert år skulle pålægge hvert hoved i det hellige rige en schneeberger groschen og sende den til paven. Så kunne man samle en skat til krigen mod tyrkerne. Paven var ikke meget optaget af tyrkerne; han ville hellere fortære det, der var tilbage af tysk blod og sved, så han bagefter desto lettere kunne få magt over de stakkels herrer.

Kejseren og riget gav først et mildt og venligt svar og bad om skånsel for det stakkels tyske land. Men da det ikke hjalp, og legaten pressede mere og mere på for at få skatten, fandt fyrsterne og stænderne til sidst, af Guds særlige nåde og gave, dette svar: at de med liv og lemmer, gods og ejendom og alt, hvad de overhovedet formåede, ville stå bi, hjælpe og rådgive deres kære moder, den hellige kristne kirke. Legaten mente nu, at han allerede havde vundet, og at man ville pålægge skatten. Han ville også, at ikke alene de, der havde modtaget det hellige, højværdige sakramente, men også de, der var nået til skelsalderen, så de kunne modtage det, skulle være forpligtet til at betale denne groschen, så pengene kunne blive desto flere. Så erklærede kejseren og fyrsterne over for ham, at de havde givet dette tilbud til den hellige kristne kirke, som er de helliges samfund i hele verden, også blandt tyrkerne. Men at de skulle og måtte give alt, hvad paven og det romerske hof kunne finde på at begære, kræve og forlange af dem, det fandt de alt for byrdefuldt, og de mente heller ikke, at de var forpligtet til det. Og så blev der denne gang ikke noget af skatten. Sådan fandt man for første gang den sande definition af den almindelige kirke (vera definitio Ecclesiæ Catholicæ) og skelnede mellem det romerske hof og den almindelige kirke (distinctio inter Romanam curiam & Ecclesiam catholicam). Men alligevel blev paven ved at være pave i hele verdens hjerter. Han lod ikke det mindste af alt sit tyranni og sine skurkestreger fare, og ingen kunne eller turde hænge bjælden på katten eller trække gudskappen af ham.

Samme år, 1512, blev augustinermunken Martin Luther promoveret til doktor i Wittenberg. Han var en lærd munk og hjalp flittigt med at undervise i, leve efter og forsvare hele pavens lære, som han stadig holdt for rigtig.

Omkring samme tid var der en dominikanermunk ved navn Johann Tetzel, den store skråler, kommissær og afladsprædikant i Tyskland. Rundt om i Tyskland og især i den nye mineby St. Annaberg, hvor jeg, Friedrich Mecum, selv hørte ham i to år, prædikede han utallige penge ind, som han sendte alle sammen til Rom. Der kom vældig mange penge ind.

Det er utroligt, hvad denne ulærde og uforskammede munk vovede at påstå. Han sagde, at selv om en mand havde ligget med Kristi kære moder og blot lagde penge i pavens afladskiste, så havde paven alligevel magt i himlen og på jorden til at tilgive det; og når han tilgav det, måtte Gud også tilgive det. Endvidere: Hvis de hurtigt lagde penge og løste nåde og aflad, så ville alle bjergene omkring St. Annaberg blive til rent, gedigent sølv. Endvidere: Så snart groschen klang i bækkenet, fór den sjæl, man havde betalt for, direkte op til himlen. Så stor en ting var hans aflad! Kort sagt: Vor Herre Gud var ikke længere Gud; han havde givet al guddommelig magt til paven: Tu es Petrus, tibi dabo claves, quodcunque ligaveritis [«Du er Peter … dig vil jeg give nøglerne … alt hvad I binder …», jf. Matt 16,18–19; 18,18]. Så skulle Petrus og petra, clavis og solvere [Peter og klippe, nøgle og at løse] alt sammen være og hedde paven alene. Og der var kætterdommere: Den, der sagde et ord imod, satte de i band og brændte. Og afladen blev holdt i så høj ære, at når man førte kommissæren ind i en by, bar man bullen frem på et fløjls- eller guldklæde, og alle præster, munke, rådet, skolemestre, skoleelever, mænd, kvinder, jomfruer og børn gik ham i møde med faner og lys, med sang og procession. Så ringede man med alle klokker og spillede på alle orgler, ledsagede ham ind i kirken og rejste et rødt kors midt i kirken, hvorpå man hængte pavens banner osv. Kort sagt: Man kunne næppe have taget smukkere imod Gud selv og æret ham bedre.

I år 1513 blev Leo X pave i Rom efter Julius' død. I år 1516 blev jeg, Friedrich Mecum, viet til præst i Weimar og sang min første messe pinsedag, som det dengang var skik under paven. Til stede var de to kurfyrster af Sachsen, hertug Johan og Johann Friedrich, og det var den sidste papistiske første messe, som kurfyrsterne af Sachsen har bekostet.

Samme år, i mit 25. leveår, blev jeg indsat i prædikeembedet i Weimar. Jeg holdt nogle få prædikener om helgenernes lidelser og legender, dog uden at gøre større skade. For Gud bevarede mig, så jeg ikke har undervist i mange af pavens artikler.

I det Herrens år 1517 var Leo X blevet pave efter Julius' død. Han foregav, at han ville bygge Peterskirken i Rom færdig, som Julius havde påbegyndt. Dertil skulle alle lande og især den tyske nation give penge. Samtidig var Albrecht biskop af Magdeburg. Han havde for nylig købt palliet i Rom for mange penge og var også blevet biskop af Mainz og kurfyrste. For også at opnå det i Rom måtte han betale både det tidligere og det nye pallium igen, og det kostede mange tusind gylden. Desuden var denne mand pragtsyg og stolt og ville ikke undvære noget. Han opførte også mange unyttige bygninger i Halle og levede i utroligt hovmod og ødselhed, så han også havde brug for penge. For nu igen at skaffe penge sendte den nye pave Leo X endnu en aflad til Tyskland. Til overkommissærer blev udnævnt biskop Albrecht af Mainz og Magdeburg og gardianen [forstanderen] for gråbrødreklostret i Mainz, en lille tyk mand. De skulle derefter udnævne underkommissærer og ansætte prædikanter, der skulle formane og tilskynde folket til at lægge penge, så de ivrigt løste aflad. Og for at biskoppen kunne gøre det med desto større glæde, lovede paven ham også en del af pengene. Det vakte andagt! Men gardianen og gråbrødreordenen havde ingen lyst til sagen. For Tetzel havde, som nævnt ovenfor, båret sig så groft ad, at den menige mand næsten var begyndt at mistænke afladen, som om man ikke søgte at løse folk fra synderne og de døde ud af skærsilden, men snarere at løse dem fra deres penge og gods og at fortære enkers og forældreløses huse, som Kristus siger.

Desuden klagede munkene over, at de havde arbejde nok med at tigge så meget sammen, at de kunne underholde sig selv og deres klostre. Skulle de også tigge nok sammen til paven, kardinalerne og hele den romerske pragt, ville det blive for tungt for dem og uudholdeligt for det fattige folk. Men skulle de på den anden side nægte paven denne lydighed og afvise hans apostoliske bud – ham, som de og hele deres orden havde hyldet og aflagt løfte og ed til – ville det også være meget svært for dem; de måtte frygte hans unåde. For han havde for nylig til ære for ordenen gjort deres øverste general, Christophorus de Forlivio, til kardinal, skønt de havde måttet betale 30.000 gylden for det. Sådan var de kommet i klemme med denne aflad og dette kommissærhverv. Derfor berammede de et møde i Weimar i Thüringen for at finde en udvej i denne sag.

Så kom gardianen fra Mainz og nogle gardianer fra Thüringen sammen i Weimar, nemlig fra Arnstadt, Eisenach, Salza osv. Og da man havde foreslået alle mulige måder at slippe for dette kommissærhverv på, men ingen af dem rigtig kunne forenes med, at man beholdt pavens gunst og nåde:

Til sidst sagde gardianen fra Mainz, der havde fået kommissionen pålagt: Kære brødre! I ved alle, at vores biskop af Mainz er en stolt og hovmodig mand, og han vil bestemt ikke lade sig belære af os, der er fattige tiggere og tiggermunke. Derfor vil jeg tage hen til ham og drøfte og rådslå med ham, hvordan afladen skal prædikes og kommissionen udføres, og jeg vil lægge nøje mærke til, hvad han foreslår. Bagefter vil jeg lade, som om det slet ikke behager mig, og kun komme med urimelige forslag, indtil han bliver vred. Alligevel vil jeg holde fast ved min mening. Når han så hævder, at mit forslag slet ikke passer, vil jeg til sidst sige: Nådigste herre! I er overkommissær; når I ikke kan give mig medhold, så overlader jeg sagen helt og aldeles til jer alene, for at Hans Pavelige Helligheds mandat dog kan blive opfyldt. Gør, som I vil. Og jeg vil lade bullen og brevene blive hos ham. Lader han så sagen gå tilbage til paven, må vi se, hvordan vi forsvarer os. Men påtager han sig kommissionen alene – og det tror jeg gerne om den hovmodige mand – så er vi fri for den. Og da munken kom til biskoppen, gik det hele, som man havde planlagt det i Weimar. Biskoppen blev glad for, at han alene fik pavens magt, og munken blev glad for, at han slap for det flåneri.