Kapitel III. Hvordan Johann Tetzel kommer til biskoppen af Mainz i Halle og bliver indsat som afladsprædikant, og hvordan de begge spændte buen så hårdt, at den måtte briste

In diebus illis [lat. «i de dage»], i år 1517. Da biskop Albrecht nu var øverste kommissær for den pavelige aflad, kom den store skråler og afladsprædikant Johann Tetzel til ham. Han tilbød sine tjenester: Ville man bruge ham, ville han føre afladen rundt og prise den sådan, at han håbede, den skulle give et pænt udbytte. Biskoppen blev glad, tog imod ham og overlod ham sagen. Men fyrsterne af Sachsen ville ikke tillade denne nye aflad, fordi deres lande allerede i en årrække var tømt og udsuget for alle penge. For at sagen alligevel kunne komme i gang, indtil man også kunne få bugt med fyrsterne, lod biskoppen først Tetzel rejse korset og prædike afladen i sine egne bispedømmer, Magdeburg og Halberstadt. Det er utroligt, hvad den skamløse munk vovede at påstå, sige og prædike. Han gav brev og segl på, at også de synder skulle være tilgivet, som man endnu havde i sinde at begå. Paven havde mere magt end alle apostlene, alle engle og helgener, ja, end selve Jomfru Maria. For de var alle stadig under Kristus, men paven var på lige fod med Kristus. Ja, efter himmelfarten havde Kristus ikke længere noget at regere i kirken indtil den yderste dag; han havde overladt alt dette til paven som sin vikar og stedfortræder.

På samme tid var dr. Martin Luther lektor og prædikant i Wittenberg og måtte også undertiden høre skriftemål. Dr. Staupitz var augustinernes generalvikar, og dr. Wenceslaus Linck var provincial. Og der var mange dygtige og lærde folk rundt omkring i Tyskland, som om vor kære Herre Gud særligt havde ladet dem fødes og blive lærde til dette, fordi han ville sætte et andet spil i gang. Men kun få forstod Antikrists skurkestreger, og der var ikke et menneske, der turde vove at kny med et ord imod paven.