Studiebibelen

📚 Reformatorernes skrifter · Friedrich Myconius: Reformationens historie (ca. 1541) · Rhegius, Menius, Bugenhagen, Bucer, Myconius m.fl., 1529–1556

Kapitel IV. Hvordan pavens afladskræmmere og dr. Martin Luther blev uenige og kom i strid, hvorved hele det hellige evangeliums lære siden kom frem imod Antikrist

📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold

Samme år kom nogle med de afladsbreve, de havde købt, til dr. Martin i Wittenberg og skriftede for ham i tillid til deres aflad. Da de bekendte grove synder og lod forstå, at de hverken ville holde op med ægteskabsbrud, hor, åger, uretfærdigt gods eller lignende synd og ondskab, ville doktoren ikke tilsige dem tilgivelse, fordi der ikke var tale om nogen sand omvendelse eller bedring. Da henviste skriftebørnene til deres pavebreve og til Tetzels nåde og aflad. Det ville Martin ikke rette sig efter, og han henviste til ordet: nisi pœnitentiam habueritis, omnes similiter peribitis, Luk 13 [«hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme på samme måde», Luk 13,3]. Da han ikke ville tilsige dem tilgivelse, gik de tilbage til Tetzel og klagede over, at denne augustinermunk ikke ville give noget for deres breve. Tetzel var i Jüterbog i Sachsen og blev meget vred over den nyhed. Han rasede, skældte ud og forbandede frygteligt fra prædikestolen og truede bistert med kætterdommerne – det var på den tid prædikebrødrene [dominikanerne]. For at sætte skræk i folk lod han flere gange om ugen tænde et bål på torvet og viste dermed, at han havde befaling fra paven til at brænde kætterne, som satte sig op imod den allerhelligste, paven, og hans allerhelligste aflad.

Dr. Martin skrev først til fire biskopper, nemlig biskopperne af Meissen, Frankfurt, Zeitz og Merseburg, og derefter også til biskoppen af Mainz, Albrecht. Han mindede dem om, at de i kraft af deres bispeembede havde pligt til at gribe ind, så Guds navn ikke blev misbrugt og bespottet på den måde, og det stakkels folk ikke blev forført så jammerligt. Men biskop Albrecht af Mainz foragtede det, og nogle af de andre svarede, at de hverken kunne eller turde foretage sig noget imod sådanne pavelige anliggender. Da dr. Martin Luther så, at biskopperne heller ikke ville gøre noget ved det, skrev han nogle teser (propositiones) om afladen, som begynder: Dominus & Magister noster Christus dicens, pœnitentiam agite, voluit omnem omnium hominum vitam esse pœnitentiam [«Da vor Herre og Mester Kristus sagde: ‹Omvend jer›, ville han, at alle menneskers hele liv skulle være omvendelse»]. Han lod dem trykke og ville kun disputere om dem med de lærde ved universitetet i Wittenberg: hvad aflad egentlig var, hvad den formåede, hvor den kom fra, og hvor meget den gjaldt osv. Men før der var gået 14 dage, var disse teser løbet gennem hele Tyskland og i løbet af fire uger næsten gennem hele kristenheden, som om englene selv var budløbere og bar dem frem for alle menneskers øjne. Ingen kan tro, hvor meget der blev talt om det. De blev snart oversat til tysk, og sagen faldt i alles smag, undtagen prædikebrødrenes og biskoppens i Halle – og nogle andres, som dagligt nød godt af paven og flittigt brugte de jordiske skatte, han havde inddrevet.

Reformatorernes skrifter (Rhegius, Menius, Bugenhagen, Bucer, Myconius m.fl., 1529–1556) er oversat fra tysk, latin og gammeldansk til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: Førstetryk fra Bayerische Staatsbibliothek (MDZ), Myconius’ Historia Reformationis (udg. E. S. Cyprian 1718), Peder Palladius’ Danske Skrifter IV (Vingaard 1575) og H. F. Rørdam, Danske Kirkelove I (1883) – alle public domain. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.