Kapitel V. Hvordan dr. Martin på grund af afladen blev tvunget til at bringe evangeliets prædiken frem og begynde den i Wittenberg

Afladsprædikanten Tetzel var stadig i Jüterbog, hvor han kaldte Luther kætter og skreg og rasede heftigt imod ham. Men det ville alligevel ikke længere klinge og vinde gehør i tyske ører, som det havde gjort. I Wittenberg var man lige begyndt at bygge augustinerklosteret, og kun sovehuset, hvor dr. Martin stadig bor, var bygget færdigt. Kirkens fundament var lagt, men kun ført op til jordhøjde. Midt i dette fundament stod et gammelt kapel, bygget af træ og klinet med ler. Det var meget faldefærdigt og var afstivet på alle sider. Det var omkring 30 fod langt og 20 bredt, som jeg selv har set det. Det havde et lille, gammelt, rustent pulpitur, hvor knap tyve mennesker kunne stå. Ved væggen mod syd stod en prædikestol af gamle, uhøvlede brædder – en lille prædikestol, omkring halvanden alen over jorden. Kort sagt: Det så overalt ud, som når malerne maler stalden i Betlehem, hvor Kristus blev født. Den lille kirke, hvor Johannes Hus prædikede i Prag, hed også Betlehem. I dette fattige, elendige, jammerlige kapel har Gud i disse sidste tider ladet sit kære, hellige evangelium og det kære Jesusbarn blive født på ny. Han har én gang ladet det vikle ud af svøbet og vise hele verden, hvilket smukt, yndigt, trøsterigt og saligt barn Jesusbarnet er. Fra ham tager og modtager vi alle vor salighed, betalingen for synden og det evige liv. Af alle domkirker, stifter og gudshuse på jorden på den tid – og dem var der mange hundrede tusinde af – havde Gud ikke udvalgt et eneste til dette; ja, dem forsmåede han og valgte kun dette fattige, uanselige lille kapel. Fra det er Herrens munds ånde gået ud og har blæst Antikrist ned. Fra det er den hellige grav blevet vundet ved hertug Frederik, sådan som den gamle profeti lød. Den hellige grav er den hellige Skrift, som paven havde besat med vagter, for at Kristus endelig ikke skulle opstå. Og da hertugen hængte sit skjold på træet, blev det grønt igen, i år 1518. [hentydning til den middelalderlige profeti om det tørre træ ved Den Hellige Grav, som skulle grønnes igen, når en fyrste hængte sit skjold på det; Frederik den Vise havde valfartet til Den Hellige Grav i 1493.]

I denne kirke prædikede dr. Martin først, og her holdt han prædikenen mod afladen, som blev trykt, og derefter en anden, som han kaldte «Frihed for den prædiken, han før havde holdt mod afladen» [Luthers skrift «Eine Freiheit des Sermons päpstlichen Ablass und Gnade belangend» (1518)]; den blev også trykt. Dette var de første skrifter om afladen, og i dem viste han, at alle lærdomme, som man ville fremføre i kristenheden, skulle rettes, prøves og bedømmes efter Guds ords rettesnor, som gælder mere end alle menneskers ord, forstand og visdom. Sådan har Kristus befalet: Oves meæ vocem meam audient. Alienum non seqvuntur, sed fugiunt ab eo [«Mine får skal høre min stemme. En fremmed følger de ikke, men de flygter fra ham», jf. Joh 10,27 og 10,5]. Ligeledes: Omnia probate, quod bonum est, tenete [«Prøv alt, hold fast ved det gode», 1 Thess 5,21]. Gal 1: Si Angelus de cœlo aliud Evangelium evangelizaverit, quam quod accepistis, &c. anathema sit [«Hvis en engel fra himlen forkynder et andet evangelium end det, I har modtaget, osv., forbandet skal han være», jf. Gal 1,8–9]. Det var noget nyt på den tid, og det rygtedes snart over hele verden. Inden længe blev denne kirke for trang, og dr. Martin fik befaling til at prædike i sognekirken i Wittenberg. Således blev Jesusbarnet igen bragt til templet.

I denne kirke ligger dr. Martin Mellerstadt begravet. Han havde oprettet universitetet i Wittenberg i år 1501 og profeterede, at denne skole ville give hele verden noget at bestille.

Nu ved du, kære læser, grundigt, nøjagtigt og sikkert, hvordan disse ting begyndte.

Dr. Martin prædikede nu frimodigt, og for at begynde ved grunden og roden lærte han først de ti bud; også disse prædikener er trykt. På universitetet holdt han forelæsninger over Salmernes Bog (Psalterium); de blev først trykt til og med Sl 21, Deus, Deus meus respice [Vulgatas nummerering, i Bibelen 1992 Sl 22; lat. «Gud, min Gud, se til mig»]. Wittenberg var indtil da en fattig og uanselig by med små, gamle, grimme, lave træhuse, mere som en gammel landsby end som en by. Men på denne tid kom der folk dertil fra hele verden, som ville høre og se, og nogle ville studere. Den prisværdige kurfyrste, hertug Frederik, fik ved hjælp af dr. Johannes Reuchlin i Pforzheim Philipp Melanchthon til at komme fra Tübingen. Melanchthon var født i Bretten og kom til Wittenberg i år 1518. Han var på den tid kun 21 år gammel, men så velbevandret i alle fag, at hele verden måtte undre sig over ham. Det har siden vist sig, og hans bøger foreligger – ingen vil skrive nogen magen til dem. Over de forelæsninger, taler og disputatser, som han dagligt holdt ved denne skole, har heller ingen kunnet undre sig nok.