Kapitel VI. Hvordan nogle begyndte at skrive imod Luther

Blandt alle munke på jorden var prædikebrødrene (dominikanerne) de mest hovmodige, og de var kætterdommerne. De mente, at hele kristenheden hvilede på dem, ligesom verden ifølge bønderne hviler på den store fisks hale [usikker læsning i kilden: «auf Concelebrants des grossen Fischschwantz»]. Der var en i Italien ved navn Silvester Prierias, som skrev imod Luther og ville forsvare afladen. Men Luther svarede ham sådan, at han fik næsen pudset. Derefter skrev en ved navn Catharinus; ham svarede han også og gendrev hans bog, så han holdt sig væk. Der kom også en frem ved navn Latomus med et stridsskrift; men Luther tog imod ham med et svar, så de måtte blive hjemme. Rundt omkring trådte munkene frem, råbte, skreg, klagede, skrev bøger og gøede som ramte hunde. Men Gud havde givet Luther en pande af stål, ligesom han gav Jeremias en, og det var en ren glæde for ham for alvor at afsløre løgnedjævelen og gøre ham til skamme. Bøgerne findes og er trykt; enhver, der vil, kan læse dem. Samme år, 1518, skrev Martin også til pave Leo X, yderst ydmygt og underdanigt. Han lagde endda både sig selv og sin lære for hans fødder, så paven kunne slå ihjel eller gøre levende, som han ville. I dette skrift bad han ikke om andet, end at paven dog som Kristi stedfortræder ikke ville tillade afladsprædikanterne at prædike så gudsbespottelige ting under Kristi og pavens navn og at narre og gøre nar af verden så skamløst for pengenes skyld. For det ville til sidst føre til et stort frafald fra kristendommen og fra den hellige stols autoritet i Rom, som Luther dengang endnu agtede højt. Også dette skrift er trykt. Men skønt det blev overgivet til paven, opnåede Luther slet ingen nåde; paven blev blot endnu mere rasende. Sådan ville Gud netop have det, for at den giftige orm, Antikrist, så meget bedre kunne blive trukket frem i lyset, og Kristus for alvor kunne træde ham på hovedet.

Samme år trådte også dr. Eck fra Ingolstadt frem, et sjofelt menneske, der fra sin ungdom havde ført et utugtigt, urent og drukfældigt liv. Han ville vinde sine sporer på Luther og skrev også imod ham. Ham svarede dr. Andreas Karlstadt i Wittenberg med gode teser; for på den tid var Karlstadt endnu på rette vej. Samme år skrev dr. Luther også den smukke prædiken om omvendelsen og om betragtningen af Kristi lidelse og dens frugt. Desuden skrev han om bandet: hvilken kraft det havde, hvad det var, hvem man skulle sætte i band, og hvornår det gjaldt, og hvornår ikke.

Ved samme tid kom en legat fra Rom, en kardinal ved navn Thomas Cajetan, titelkardinal ved San Sisto (tituli S. Sixti). Da opnåede hertug Frederik af Sachsen, kurfyrsten, med store omkostninger, at paven ikke ville tvinge Luther til Rom, men ville overlade det til nogen i de tyske lande at undersøge og pådømme sagen. Desuden tilbød han at bære omkostningerne og sørge for, at Luther mødte frem. Maximilian var på den tid stadig i live.