Kapitel VII. Den pavelige legat kardinal Thomas Cajetans forhandling med dr. Martin Luther i Augsburg

Dr. Martin drog i september 1518 til Augsburg og overnattede i Weimar i gråbrødrenes (franciskanernes) kloster. Dér holdt han stadig messe og var stadig ét med munkene. Og da munkenes forvalter, Johann Kestner, af medlidenhed sagde: «Åh, kære hr. doktor! Italienerne er ved Gud lærde folk. Jeg er bange for, at I ikke kan få jeres sag igennem over for dem. De vil brænde jer for det», svarede Luther: «Med brændenælder gik det an, men med ild ville det være for hedt. Kære ven! Bed vor kære Herre Gud i himlen et fadervor for mig og for hans kære barn Kristus, for min sag er hans, at han vil være ham nådig. Fører han blot sagen igennem for ham, så er den allerede ført igennem for mig; men vil han ikke føre den igennem for ham, så kan jeg heller ikke føre den igennem for ham, og så må han selv bære skammen.»

Da Martin nu kom til kardinalen i Augsburg, havde kardinalen sat sig i al sin majestæt; og fordi han var en meget hovmodig mand, brystede han sig, som om han selv var pave. Før han begyndte forhandlingen med Luther, sagde han: «Frater, quid docuisti?» [«Broder, hvad har du lært?»] Luther svarede: «Interroga eos, qui me audierunt, hi sciunt, quid docuerim ego.» [«Spørg dem, der har hørt mig; de ved, hvad jeg har lært», jf. Joh 18,21.] Det var næsten til at le ad: Det var, som om Jesus og Pilatus igen mødtes, og Annas igen kom frem med sit spørgsmål: «Hvad lærer du?» Derefter forelagde kardinalen Luther tre punkter, som han kort og godt skulle opfylde:

1. Han skulle besinde sig, omvende sig og tilbagekalde sine vildfarelser.

2. Han skulle love at vogte sig for de samme vildfarelser.

3. Han skulle afholde sig fra alt det, der kunne skabe uro i den hellige kirke.

Hertil svarede Luther, at han ikke vidste sig skyldig i nogen vildfarelse eller i at have skabt uro i kirken; men blev han overbevist om det, ville han gerne tilbagekalde. Kardinalen fremførte to punkter fra Luthers teser: at han havde skrevet, at Kristi lidelse ikke var den skat, som afladsprædikanterne kunne sælge syndernes forladelse af, og at troen skulle være nødvendig for at modtage det højværdige sakramente. Men da Luther mundtligt og skriftligt beviste begge disse artikler ud fra Guds hellige Skrift, ville den hovmodige legat alligevel ikke være tilfreds: Luther skulle tilbagekalde. Luther ville ikke tilbagekalde den åbenbare sandhed og ikke fornægte Kristus; men til sidst gik han dog så langt, at han ville tie og ikke skrive mere, hvis paven og legaten også pålagde dem, der skrev og råbte imod ham, at tie. Men det ville legaten ikke: Luther og Kristus skulle tie, mens de andre skulle have magt til at spotte og bagtale, som det behagede dem. Jeg har ofte hørt Luther sige, at vor Herre Gud aldrig havde ladet ham synke dybere, end da han gav så meget efter. Siden klagede kardinal Campeggio i Augsburg bittert over for Philipp Melanchthon over, at Cajetan havde handlet meget uklogt og dårligt ved dengang at afslå Luther denne betingelse.

Til sidst tilbød Luther kardinalen at give ham alle sine begrundelser skriftligt og at underkaste sig dommen fra de tre universiteter Basel, Freiburg og Leuven. Men heller ikke dermed opnåede han noget; svaret var blot: «Revoca, revoca» [«Tilbagekald, tilbagekald!»].

Kardinalen tog også dr. Staupitz for sig og formanede ham til at tvinge Luther til at tilbagekalde, da han var hans øverste foresatte. Men Staupitz svarede, at det kunne han ikke, medmindre Luther blev overvundet med Skriften; kardinalen måtte hellere selv prøve sig bedre frem med ham. Da svarede kardinalen: «Ego nolo amplius cum hac bestia loqui. Habet enim profundos oculos, & mirabiles speculationes in capite suo.» [«Jeg vil ikke tale mere med dette dyr. For det har dybe øjne og forunderlige spekulationer i hovedet.»]

Kardinalen ville nu ikke længere lade Luther komme for sig; han krævede uden videre tilbagekaldelsen og lod forlyde, at han havde ordre til at tage både Staupitz og Luther til fange og sende dem til Rom. Da Martin mærkede, at man ville fare frem mod ham på sædvanlig kardinalsvis, med magt og ikke efter retten, slog han en offentlig appel op, og de to parter skiltes.

Også denne sag er trykt og udgivet. Du finder også en beretning om den i Paralipomena (tillægget) til Ursperg-krøniken.