Kapitel X. Om rigsdagen i Worms

I det Herrens år 1520 [sandsynligvis en fejl; rigsdagen i Worms blev holdt i 1521] var der den store rigsdag i Worms, og dertil blev Luther også stævnet af den nye kejser Karl. En herold ledsagede ham fra Wittenberg gennem Erfurt, Gotha, Eisenach osv. Da han i Gotha holdt en prædiken i augustinerklosteret, og der var mødt rigtig mange mennesker op, rev Djævelen efter prædikenen nogle sten ned fra den gavl på kirken, der vender mod bymuren. De havde ligget fast dér i over 200 år og er til denne dag ikke blevet bygget op igen. Siden er samme kloster i år 1532 blevet gjort til sognekirke og skole i Gotha.

I Eisenach blev Luther meget syg, så man endda frygtede for hans liv. Men da han lod sig årelade, og Johann Oswald, der var byfoged og senere borgmester i Gotha, gav ham et kostbart lægevand at drikke, og han derpå faldt i søvn, blev det bedre. Næste dag rejste han videre. Hvor han kom til en by, løb folk ham i møde uden for byen og ville se den forunderlige mand, der var så dristig, at han turde sætte sig op mod paven og hele verden, som holdt paven for en gud imod Kristus. Nogle trøstede ham undervejs meget dårligt: Fordi der var så mange kardinaler og biskopper i Worms til rigsdagen, ville man dér straks brænde ham til aske, sådan som det var gået Hus i Konstanz. Men Luther svarede dem: Selv om de tændte et bål, der nåede fra Wittenberg til Worms og helt op til himlen, så ville han dog, fordi han var stævnet, møde frem i Herrens navn og træde ind i Behemots gab mellem hans store tænder og bekende Kristus og lade ham råde.

Kejseren sad i al sin majestæt med alle kurfyrsterne og alle rigets fyrster, biskopper og prælater; greverne, herrerne og ridderne stod. Og da Luther skulle træde frem, blev der sådan en trængsel, at man måtte skaffe plads med stænger og hellebarder, så han kunne komme frem for kejseren. Der var vel fire kardinaler og legater fra Rom, som alle tørstede efter Luthers blod. Dertil kom de andre legater, der var til stede, og utallige mennesker og mange lærde.

Da Luther nu stod dér og aldrig før i sit liv havde set kejseren og rigets majestæt, troede alle, at han ville blive så forskrækket, at han ikke ville kunne tale. Men han talte lige så frimodigt, fornuftigt og besindigt, som var han i auditoriet i Wittenberg. Og hovedindholdet var dette: Han vedkendte sig de bøger, han havde udgivet; han havde grundet dem på Guds klare, lyse og sikre ord og ville, hvor det var nødvendigt, bevise og forklare dem yderligere. Han kunne heller ikke vige fra dem, medmindre han blev overbevist om, at noget i dem var forkert. Og for at alle kunne forstå det, sagde han det både på latin og på tysk. Derefter fik nogle biskopper, og især ærkebiskoppen af Trier, til opgave at forhandle med Luther i denne sag, og det skete også. Det kom så vidt, at hvis Luther blot ville tage fire artikler ud af sin lære og lade dem fordømme, så ville man godtage hele hans øvrige lære og lade den få frit løb i riget. Luther svarede: Ja, hvis de først gendrev dem med klar og tydelig Skrift. Og fordi disse fire, som han regnede for de vigtigste, De Iustificatione, De Primatu Papæ jure divino, De Missa und Utraque Specie, De Conjugio Sacerdotum [Om retfærdiggørelsen; om pavens forrang af guddommelig ret; om messen og begge skikkelser (nadveren under både brød og vin); om præsternes ægteskab], havde grund i hele Skriften, ville han frem for alt have, at netop de ikke blev fordømt. Hertil svarede biskoppen, at det netop var dem, man ville tage ud. Men Luther kunne ikke, måtte ikke og ville ikke tillade det. Man forhandlede i nogle dage, men kunne slet ikke finde nogen måde at forlige og forene dag og nat, lys og mørke, helvede og himmel, Kristus og Belial. Da vovede pavens legat og nogle biskopper at lægge pres på kejseren for at få ham til ikke at holde Luthers lejde, eftersom han allerede var en forstokket kætter, og hans vildfarelser for længst var fordømt på konciler og af paverne. Og det kunne sandelig være sket, hvis man ikke havde måttet frygte den menige mand og adelen, der i begyndelsen var overordentlig velvillig over for denne sag, og hvis man ikke havde måttet befrygte et oprør.

Men da nogle forstandige og velmenende mænd, og især hertug Frederik af Sachsen, mærkede disse rænker og så, at de pavelige aldrig ville holde op, sørgede man for, at Luther blev forklædt og red bort. Og da han kom til Weißenburg, som ligger i Pfalz, skrev Luther en kort bekendelse og protest om sin lære tilbage til rigsdagen og sendte den straks af sted. Derfra red han videre til Wittenberg og Sachsen osv.