Kapitel XI. Om Luthers fangenskab og hans gerninger på Patmos [O: Luthers navn for Wartburg]

Den retskafne og priselige kurfyrste hertug Frederik mærkede, at paven, legaterne, biskopperne og de gejstlige havde besluttet, at de ville slå Luther ihjel, fordi man ikke kunne overvinde ham med skrifter. Men for at få Luther ud af deres syne sørgede han for, at Luther ved et skovstykke i en dal ved Möhra, ikke langt fra Eisenach, blev taget til fange og ført bort af nogle trofaste, fortrolige og tavse folk. Man har aldrig hørt, at en sag har kunnet holdes så hemmelig som denne: hvem der dog havde taget Luther til fange og ført ham bort. Mange, også på rigsdagen, troede, at det var et virkeligt fangenskab, så hemmeligt blev det holdt. Dr. Jonas og nogle andre sad med i vognen, og alligevel kunne de ikke få mere at vide, end at det var nådige fjender. Men i år 1538 fortalte dr. Martin os hele historien i Gotha i amtsskriveren Johann Löbes hus, så Jonas, Pomeranus [Johannes Bugenhagen] og alle vi, der var til stede, blev forbløffede. I tiden under dette fangenskab skete der forunderlig mange gode og smukke ting, især hvordan Djævelen to gange kom til Luther på Wartburg i skikkelse af en stor hund og ville slå ham ihjel, men blev overvundet ved Kristi kraft. Desuden hvordan han færdedes forklædt i Reinhardsbrunn, Gotha og Jena, oplevede mærkelige ting med munkene og andre dér og forblev ukendt. Men der er for lidt papir i denne bog. Under dette fangenskab udgav dr. Martin overordentlig smukke og nødvendige bøger. Først skriftet til den tyske adel, hvor han rev pavedømmets tre mure ned, som det havde forskanset sig bag over for hele verden. Desuden den lille bog om den kristne frihed [disse to skrifter udkom allerede i 1520, før fangenskabet]. Endvidere om klosterløfterne, om privatmessen og om skriftemålet. Og i dette år begyndte han at skrive postillen over evangelierne.

Også andre hæderlige, lærde og fremragende mænd skrev imod pavevæsenet, munkevæsenet og antikristendømmet. Erasmus skrev for eksempel et brev til biskoppen af Mainz. Den smukke og kunstfærdige Oratio Didymi Fauentini, cujus autor fuit Philippus Melanchthon [Didymus Faventinus’ tale, som Philipp Melanchthon var forfatter til], blev også skrevet i dette år 1521. Ulrich von Hutten skrev ligeledes nogle smukke dialoger til pfalzgreven, som han kaldte Bulla eller Bullicida [«Bullen» eller «Bulledræberen»]. Fra Frankrig kom Franciscus Lampertus [Franz Lambert fra Avignon], en doktor af franciskanerordenen, til Wittenberg; han skrev også imod pavedømmet. Og det gjorde mange andre fremragende mænd også.

I dette og det følgende år, 1522, satte hele universiteter sig også op imod Luther og fordømte dr. Martins lære, nemlig Leuven, Köln og Paris. Men det var kun munke, sofister, præster og pavelige. Og Luther og Philipp gav dem, hvad de bad om, og hudflettede deres sofisteri, som det sig hør og bør. Det foreligger alt sammen på tryk.

I Antwerpen, i Genf [sandsynligvis Gent] og i Nederlandene blev Luthers bøger brændt i kejser Karls nærværelse af Aleander og kejserens skriftefader, en franciskanermunk ved navn Glapion. Det samme har de gjort igen nu i år 1541. Men al anden skændsel lader man dér gå ustraffet hen.

Omkring den tid skrev flere gode fantaster imod Luther; men det var halmpile, der ikke satte sig fast, og det hele blev til skamme.