Kapitel XII. Hvilke mænd vor kære Herre Gud på denne tid vakte op i hele riget til fremme af det hellige evangelium

Da Gud ville grundlægge, ophøje og befæste Israels rige, gav han en David; og David gav han lærde, fremragende, vise, frimodige, modige og dyrebare helte i begge stænder, nemlig Ebjatar, Natan, Sadok, Abishaj, Asael osv., som man har det i Anden Kongebog kapitel 23 [efter den gamle opdeling, hvor Samuelsbøgerne kaldes Første og Anden Kongebog; dvs. 2 Sam 23]. Med de lærde i Tyskland var det nu blevet det rene barbari. Men nogle år før evangeliets sag begyndte, gav Gud de rette, rene studier i alle tre sprog i Tyskland. Og disse var de fornemste, der begyndte dem: Rudolf Agricola, en friser, der ligger begravet i Heidelberg; han fik for alvor dialektikken frem. Johannes Reuchlin fra Pforzheim bragte som den første hebraisk til Tyskland og samlede det i en grammatik og en ordbog, noget man aldrig før havde hørt om i Tyskland. Han fik også studiet af græsk lidt i gang. Efter ham kom Erasmus af Rotterdam, Johannes Oekolampadius, Hutten og Philipp Melanchthon; de bragte græsk og ren latin tilbage i skolerne. Alt dette skete fra det Herrens år 1510 til 1530. Da stod det på sit højeste, så højt det overhovedet kan nå i alle kunster: at erkende, inddele, forklare, tale, bevise og gendrive, så selv Cicero ville have måttet regne disse folk for lærde. Og disse var de fornemste mænd og helte, der sluttede sig til Luther i Tyskland. Nogle hjalp med skrift og prædiken, andre med de allerypperste prædikener og trofast råd til at sætte sagen i gang, holde den oppe og fremme den.

Af fyrsterne: tre kurfyrster af Sachsen efter hinanden, hertug Frederik, hans bror hertug Johan og dennes søn hertug Johann Friedrich. De var den hellige kristne kirkes rette fædre og formyndere. De drev sagen, som om de havde stået med Johannes under korset, og Kristus med den største alvor havde betroet dem sin mor. Ja, de har sandelig måttet bære kors for det fra år 1517 og frem til nu, år 1542. Det er ikke muligt at sige, skrive, trykke eller tro, hvilke onde rænker Djævelen har udtænkt mod denne sag. Men Gud har dog altid på underfuld vis bevaret, reddet og udfriet sin fattige lille flok, imod al menneskelig fornuft.

Siden kom der også fyrster til: Philipp, landgreve af Hessen; Ernst og Franz, brødre og hertuger af Lüneburg; Christian (III), konge af Danmark og hertug af Holsten; Ulrich, hertug af Württemberg; Georg, markgreve af Brandenburg i Franken; Philipp, hertug af Braunschweig; hertugerne af Pommern, hertugerne af Mecklenburg og flere andre fyrster, grever og herrer. Særlig stor flid har fyrsterne og herrerne af Anhalt vist, fire brødre og fætre; ligeledes hertugerne af Bayern i Zweibrücken osv.

Af de lærde var disse de helte, som Gud vakte op næsten på én gang, og som kunne føre striden mod Antikrist og hans helvedes porte.

I Wittenberg: Guds udsendte mand og den sidste Elias, dr. Martin Luther. Han var den, der begyndte, da endnu ingen kunne have drømt om denne sag. Dr. Johannes Bugenhagen fra Pommern: Han har rejst vidt omkring og ført mange lande og folk til evangeliet: Danmark og søstæderne og ligeledes sit fædreland Pommern. Han har også skrevet fremragende bøger. Dr. Justus Jonas, en fremragende prædikant og skribent. Dr. Caspar Cruciger, prædikant og skribent. Man har aldrig hørt om et menneske på jorden, der kunne skrive så hurtigt som denne dr. Cruciger: Når han skrev efter Luther under en prædiken eller en forelæsning, gik der ikke et ord tabt, så hele verden måtte undre sig. Dr. Aurogallus, lærer i det hebraiske sprog. Magister Philipp Melanchthon, «Miraculum mundi in omnibus artibus» [et verdens under i alle kunster], og en Paulus efter evangelisten Johannes. Magister Georg Rörer, prædikant i Wittenberg; ved hans flid er Luthers prædikener og salmeudlægninger og mange smukke kommentarer af Luther blevet nedskrevet og udgivet på tryk. Magister Georg Major, tidligere skolemester i Magdeburg. Og mange andre fremragende mænd.

I Weimar ved kurfyrstens hof: dr. Gregor Brück, kansler. Han var jurist, men i teologien overgik han alle doktorer, og han forsvarede sagen på rigsdagene. Alle andre kurfyrsters og fyrsters kanslere tilsammen var knap én Brück værd. Ved kurfyrstens hof var magister Wolfgang Stein prædikant, en beskytter og fremmer af alle de andre prædikanter.

I Magdeburg: dr. Nikolaus von Amsdorf, «Vir potens in sermone & doctrina» [en mand mægtig i ord og lære].

I Lüneburg og siden i Celle, men først i Augsburg: dr. Urbanus Rhegius. Hans bøger viser, hvilken mand han var. Han kunne på egen hånd have forsvaret sagen på et koncil mod alle de pavelige. Han var lærd i hebraisk, græsk og latin. Han døde i år 1541, efter mødet i Hagenau. Senere var også magister Paul Rhode og dr. Christoph Hegendorf i Lüneburg.

I Hamburg: dr. Johannes Aepinus, som før mig, Friedrich Mecum, havde været i England og forhandlet med biskopperne om bekendelsen i England, men forgæves, fordi kong Henrik VIII er en løgnens og mordets djævel. I Dessau: dr. Feigenbutz [usikker læsning i kilden: «Feigenbutz»], magister Johannes Schlahinhauffen [usikker læsning i kilden: «Schlahinhauffen»].

I Lübeck: dr. Hermann Bonnus, en virkelig dyrebar mand, og flere andre på det sted. I Braunschweig: magister Martin Görlitz og seks andre gode mænd. I Breslau: dr. Hess og Moibanus, to overmåde lærde mænd. I Preussen: dr. Paul Speratus og Poliander og mange andre. I Riga, i Reval og i Livland også mange gode, lærde mænd; til dem har dr. Martin også skrevet et brev, som er trykt. I Zwickau: magister Nikolaus Hausmann, magister Paul Lindemann og magister Wolfgang Zeiner. Men da nogle af borgmestrene øvede og tillod megen overlast mod de ærlige mænd, rejste alle tre bort: Hausmann til Dessau, Paul til Auerbach og siden til Freiberg og Dresden til hertug Heinrich af Sachsen, Zeiner til Schneeberg. Zwickau har aldrig siden haft så lærde folk, og forfølgernes slægter gik til grunde.

I Joachimsthal: magister Simon Aw, engang min skolemester i Annaberg; magister N., en dominikanermunk, som hertug Georg i år 1523 fordrev fra Annaberg; og magister Johannes Ering, der i mange år havde været hertug Georgs kapellan og hofprædikant, og som han jog bort for evangeliets skyld.

I Naumburg: dr. Nikolaus Medler og før ham magister Johannes Langer, nu prædikant i Coburg.

I Weimar: magister Johannes Grau, som biskoppen af Bamberg fordrev fra sognet i Kronach.

I Erfurt: dr. Johannes Lang, tidligere augustinermunk, «Græce & Latine doctissimus, qui multos annos suo sumtu prædicavit» [meget lærd i græsk og latin; han prædikede i mange år for egen regning]. Magister Ægidius Mechler, magister Sigismund og mange andre gode, trofaste og fremragende mænd. Der er næppe en by i riget, hvor man har smedet flere rænker for at drive evangeliet ud eller udsulte det. Men vor kære Herre Kristus har altid ødelagt Djævelens spil og bevaret det almindelige folks hjerte hos Kristus. De værste djævle, der forfulgte det, var Jörg Dinstadt, Christoph Milwitz, dr. Plix, Michel Müller, Andreas «zum Propheten», byskriveren Wilhelm og mange flere. Men når de var allerværst, kom døden og hentede nogle af dem på én gang, så de måtte holde fred. Over for dem stod dyrebare mænd, som holdt evangeliet oppe, nemlig Balthasar Utzberg, Jakob von der Sachsen, Jörg Milwitz, Bonaventura Gunderam, dr. Sturtz, digteren Eobanus Hessus, Heinrich Seltzer og rigtig mange flere. De første prædikanter var fremragende mænd: magister Forchheim, som blev forgiftet, og dr. Culsamer.

I Gotha har jeg, Friedrich Mecum, været sognepræst. Og skønt jeg har været en af de allerringeste, må jeg dog ligesom Paulus også rose Guds gerninger gennem mig. Under bondeoprøret bevarede Gud ved sit ord denne by Gotha og amtet, så de ikke blev oprørske. Bondeflokken i Ichtershausen overtalte og splittede jeg med en tale, så de drog bort uden at gøre nogen skade. De ville jævne slottene Gleichen, Mühlberg og Wachsenburg med jorden og fordrive adelen. Tre gange er jeg rejst med kurfyrsten af Sachsen, hertug Johann Friedrich, til Nederrhinen [kilden har «Niderland», dvs. egnene ved Nedre Rhinen], til Köln, Jülich og Kleve og har dér prædiket evangeliet, omvendelsen og syndernes forladelse. To gange er jeg rejst med til Sachsen; i Braunschweig, Celle, Soest, Essen og Düsseldorf har jeg prædiket Kristus under stort tilløb af Kristi udvalgte folk. I Düsseldorf holdt jeg en offentlig disputats med munkene og sofisterne fra Köln, men de måtte lade Kristus forblive en frelser for de troende og en dommer over de vantro.

På fyrstemøderne i Schmalkalden, hvor rigets stænder sluttede sig sammen om evangeliet og om nødværge mod tyrannerne, har jeg fire gange været prædikant. På rigsdagene i Frankfurt og Nürnberg har man også brugt mig. Dér har Guds Ånd givet megen god og nødvendig belæring. Magister Philipp Melanchthon hjalp mig godt med det; med ham drøftede jeg alle sager i forvejen, og han satte også fjer på mine pile.

Efter hertug Georgs død måtte jeg drage gennem landet med hans arving og bror og alle steder hjælpe med at gøre den første begyndelse med evangeliet og prædike, så folket ikke skulle blive bange, når Kristus talte til dem, sådan som disciplene blev bange, da Kristus kom til dem på søen. I Leipzig blev jeg tre fjerdedele af et år; jeg lagde grunden til hele Kristi lære og indrettede sognene og embederne. Mine medhjælpere var dr. Cruciger, hr. Johann Pfeffinger, sognepræst i Belgern, og magister Balthasar fra Wittenberg. De pavelige påberåbte sig munkenes og sofisternes hemmelige lære og hvisken på universitetet. De udsendte også nogle teser om dåben, om transsubstantiationen og om andre artikler i vor lære i den tro, at jeg ikke ville svare. Sagen kom til disputats i Collegium Maius ved Sankt Nikolaj. Dér argumenterede jeg den ene dag i fem timer og den anden i ni: Da faldt pavens kram og Djævelens, der rider ham, helt i skidtet. Sofisten dr. Melchior Klinge tog sin hat og gik, dominikanermunken licentiat Balthasar drog til Würzburg, og dr. Ochsenfurt døde siden. Kort sagt: Tagets blomster visnede for heden og glansen fra Guds ords sol [jf. Sl 129,6]. Sammen med hr. Philipp Melanchthon, Justus Menius, Christoph von der Planitz, Georg von Wangenheim og Johann Cotta har jeg hjulpet med at visitere og ordne alle sogne i Thüringen, med stor omsorg, møje og arbejde. Nu har hvert sogn sin lærer og sin faste indtægt, og hver by sin skole og det, der hører til kirken. Ak, kære Herre Gud, du har givet, at det er blevet godt indrettet: Giv, at det også bliver godt holdt og bevaret.

I Gotha havde kannikerne, nonnerne og munkene lagt alle sognenes ejendomme ind under sig og slugt dem i mere end fire hundrede år, og alle embeder og kirker var faldet sammen som et gammelt hus. Men med Guds og landsfyrsternes hjælp, også visitatorernes, har jeg bragt det i den orden, det nu står i, Gud være lovet: Skolerne har jeg grundlagt i augustinerklosteret, og til embederne har jeg skaffet og ordnet indtægterne, sådan som de er opført i denne bog. Alt er blevet stadfæstet af kurfyrsterne og visitatorerne og bekræftet og ordnet med brev og segl. Det har kostet et utroligt arbejde at bygge et nyt hus af det gamle, ormædte, smuldrede og rådne træ. Men du, kære Gud, giv, at efterslægten bevarer det! Ak, hvor har vi måttet vade mod strømmen og hente alt ud midt fra ilden. Med dette arbejde har jeg sammen med dem, der har hjulpet mig, været optaget fra år 1524 til år 1542. Mine medprædikanter her i Gotha har i nitten år været disse retskafne, ærlige, lærde, trofaste og flittige mænd: hr. Heinrich Thilo, tidligere augustinermunk, hr. Johann Golhart eller Moritz ved Sankt Margaretha og siden magister Georg Merula, der før havde været skolemester her i nogle år. «Cucurrimus, certavimus, laboravimus, pugnavimus, vicimus & viximus semper conjunctissime & amicissime» [Vi har løbet, kæmpet, arbejdet, stridt, sejret og levet sammen, altid i den største enighed og det største venskab], så folk undrede sig over det. I hele fyrstendømmet har kirkens tjenere, rådet og skolemestrene aldrig nogensinde holdt så længe sammen og levet i fred med hinanden som her i Gotha. «O! Domine Deus, autor charitatis & pacis, conserva hæc bona tua, quæ operatus es in nobis» [O Herre Gud, du kærlighedens og fredens ophav, bevar disse dine goder, som du har virket i os].

Skolerne blev begyndt på ny og genoprettet af Basilius Monner fra Weimar, nu doktor i jura, kurfyrstens råd og de unge fyrsters lærer. Begyndelsen blev gjort i augustinerklosteret i år 1524, mens munkene endnu var der i deres munkedragter. Hans efterfølger var Laurentius Schüpper, derefter magister Georg Merula og efter ham magister Pankratius Süßenbach fra Schlesien, som har givet skolerne den rette form og orden.

Fra år 1524 har disse været de fremmeste i rådet, som til dels har fremmet evangeliet og skolerne og har hjulpet med at tjene og fremme kirken og den fælles kasse, nemlig: Andreas Schultheiß, fire gange borgmester. Hr. Dietrich Tunckel, de lærdes ven og de fattiges fader: Denne mand har en gave til at forlige folk, der er uenige. Hr. Herman Goltz, hr. Johann Oswald, hr. Just Brengbier, hr. Johann Reichenbach, hr. Heinrich Oswald, hr. Johann Blichenrodt, hr. Claus Beringer, hr. Hans Dörrefelt og Matthias Lachenbeck, som engang var i Fuggernes tjeneste fra Augsburg ved smeltehytten i Hohekirchen, de lærdes beskytter og alle fattiges fader. Og flere andre gode folk. De, der endnu lever, er: hr. Johann Fliedener og hr. Peter Ruckenstul, borgmestre; hr. Jocff Langenhain, Johann Martersteck, Melchior Dörrefelt, hr. Caspar Eisnach, forstander for kirkens embede og indtægter; hr. Johann Popp, hr. Just Popp, hr. Hartung Stiegel, hr. Johann Reichenbach, hr. Christoph Pinckus, hr. Joachim Goldstein osv. og flere andre ærlige, trofaste folk, som gerne og villigt har ladet sig bruge til at opretholde kirken og til tjeneste for byens fattige. Hr. Johann Wagner var stadsskriver, og hr. Hans Lebe var amtsskriver, en beskytter af kirken, af studierne, af de lærde og af de fattige, en ven af det retfærdige, det hæderlige og det rette. Ak, kære Fader i himlen, lad vore få, ringe og fattige tjenester behage dig. Det har kun været dine gaver, dine pund og det, du har lagt ud. Og tilgiv os, hvor vi har været for dovne, for sløve og for lidt ihærdige [usikker læsning i kilden: «unenlich»].

I Altenburg var magister Georg Spalatin sognepræst og superintendent, kapellan og historieskriver hos tre kurfyrster. Han har ordnet og visiteret kirkerne i Meissen og i Vogtland. En trofast, dyrebar og lærd mand. Han er blevet brugt ved næsten alle rigsdage.

Franciscus Vinariensis [Franz Burchard fra Weimar], vicekansler og siden kansler hos kurfyrsten af Sachsen, hertug Johann Friedrich, elev af Philipp Melanchthon. Han var den fineste taler på latin, man på denne tid kunne finde i Tyskland: meget lærd i græsk og latin og en virkelig gudfrygtig mand. I år 1538 var han sammen med mig, Friedrich Mecum, et helt halvt år i England. Dér lod kong Henrik VIII, som om han ville tage imod evangeliet, og udnævnte tre biskopper og fire doktorer i teologi, nemlig: Thomas Cranmer, ærkebiskop af Canterbury (Candelberg), biskoppen af London (Lunda), biskoppen af Chichester (Cicester), dr. Day (Deius), rektor i Cambridge, dr. Nicholas Heath, ærkedegn i Canterbury, dr. Wilson og dr. Robert Barnes. De forhandlede en hel sommer med os om Den Augsburgske Bekendelse, den ene artikel efter den anden, så de ikke kunne angribe en eneste artikel med Skriften eller med gode grunde. Tværtimod bekendte de sig med deres egen underskrift til næsten det hele, dog med lidt andre ord, end der står i Den Augsburgske Bekendelse. Derfor opstod der i hele England et almindeligt håb om, at Kristus ville få plads og rum dér. Kongen tillod og påbød også offentligt, at evangeliet skulle prædikes rent. Men man skulle ikke desto mindre beholde den gamle afgud, krogmessen [privatmessen], nadveren under én skikkelse, øreskriftemålet eller opregningen af alle synder og præsternes og nonnernes cølibat – det vil sige: lade Antikrist sidde i Guds tempel og lade kong Henrik være pave. Og da vi rejste bort med godt håb, viste det sig, at det for denne Henrik kun havde drejet sig om de gejstlige indtægter. Han slog den gyldne og sølvne kiste i stykker, den hellige Thomas af Canterburys grav, det rigeste klenodie i verden, og ligeledes Maria de Bara Thalassa [sådan i kilden; det er uklart, hvilket Mariabillede eller hvilken Mariahelligdom der menes]. Han tog alle landets gejstlige indtægter til sig og satte en særlig opkræver over dem, som han kaldte kansler for forøgelserne (Cancellarius augmentationum), og det indbragte hvert år mange hundrede tusind gylden. Det var det evangelium, Henrik søgte. Derefter forstødte han hertuginden af Jülich, sin gemalinde, sådan som han tidligere også havde gjort med tre af sine dronninger, og tog den femte. Og forinden havde han ladet seksogtyve herrer i landet dræbe, nogle af dem hans nærmeste blodsbeslægtede, blandt dem også hertugen af Buckingham (Bockeniam) og biskoppen af Rochester (Roffen). Siden lod han den dyrebare og højlærde dr. Robert Barnes, den dygtigste mand i hele England, slå ihjel. Han havde været mange år i Wittenberg og blev kaldt Antonius Anglus. Ham lod han brænde sammen med to andre evangeliske doktorer og tre pavelige doktorer. Omtrent samtidig lod denne Nero også sin allerøverste og mest trofaste tjener, lordseglbevarer Thomas Cromwell, halshugge og partere – ham, der havde fremmet evangeliet og trofast stået riget og kongen bi. Og han forbød, bandlyste og fordrev Kristi navn helt. Kort sagt: Herodes var ikke så tyrannisk mod Kristus og Nero ikke mod apostlene. Der var også på denne tid flere fine og lærde biskopper i England, som kongen og hans biskop Stephan af Winchester (Vintoniensis) [usikker læsning i kilden: «Vintoniensis»; sandsynligvis Stephen Gardiner] berøvede deres bispedømmer for evangeliets skyld, såsom Hugh Latimer, den mest veltalende af alle på sit sprog; dr. Cram, en mand, ærværdig af alder, som flere gange havde stået ved bålet; dr. Bullus, kongens livlæge; dr. Stippius, kongens kapellan. Dr. Johannes Tixtillus døde af sorg. Skolemesteren Friedrich i London lod kongen brænde, fordi han havde undervist i katekismen. Kort sagt: Dette kongerige er grundigt farvet og gødet med kristnes blod.

Den førnævnte Franciscus Burggratus, kansler, blev brugt til at få hertuginden af Kleve, vor kurfyrstindes søster, gift med kongen. Men den listige, lumske og falske konge kunne bedrage enhver med sin forstillelse og sin fortielse.

I Arnstadt: dr. Joachim Maurus og nogle fine, lærde mænd.

I Rudolstadt og hos grev Heinrich: Bonifacius Rempus.

I Saalfeld: magister Caspar Aquila, vellærd i hebraisk og græsk og meget velbevandret i Bibelens tekst.

I Neustadt an der Orla: Johannes Weber, som siden hjalp med at visitere hertug Georgs fyrstendømme i Thüringen.

I Waltershausen: først dr. Johannes Draco, siden hr. Nicolaus Stroblin.

I Eisenach: hr. Justus Menius, som havde stort besvær med at feje de æg og den stank ud, som dr. Strauss havde efterladt sig. Han har hjulpet med at ordne alle kirkerne i begge fyrstendømmer i Thüringen: en meget god disputator og skribent. Han har skrevet om Kongebøgerne og Oeconomia, har oversat Luthers kommentar til Galaterbrevet og har foretaget nogle rejser til rigsdagene. [Resten af afsnittet er på latin i kilden.] Denne mand har gjort sig særdeles fortjent af hele Kristi kirkes fællesskab og fortjener, at alle efterkommere ønsker ham alt godt. Han var meget berømt for sin lærdom, levede et meget uskyldigt liv og var meget trofast over for sine venner.

I Nidda i Hessen: Johannes Pistorius, en af udvalget ved rigsdagen i Regensburg, som efter kejser Karls befaling skulle forhandle med de pavelige om et forlig.

I Marburg: Adam fra Fulda (Adamus Fulda), først hofprædikant hos landgreve Philipp, siden øverste superintendent; dr. Johannes Draco, Johannes Corvinus. Ligeledes Chimetus og Johannes Lichtenfels.

I Alsfeld: dr. Schnabel, augustinermunk.

I Rottenburg: Georg Müller, dekan, og mange andre fremragende, virksomme og lærde mænd.

I Tübingen: magister Erhard Schnepf og dr. Balthasar, lektor i teologi, også kaldet dr. Reuflin.

I Heidelberg: magister Heinrich Dippach.

I Landau: magister Johannes Bader.

Kurfyrsten af Pfalz' kansler, von Fleckenstein, har ivrigt fremmet sagen.

Under markgreve Georg: Andreas Althamer, dr. Stephan Agricola, magister Johann Rurer og en vis Simon N., Gerhard Noviomagus osv.

I Strasbourg har der fra begyndelsen været meget fremragende folk, og denne prisværdige by har frem for alle andre gjort meget for evangeliet, for bekendelsen og for studierne. Og dette er fædrene: hr. Jakob Sturm, en af de øverste i rådet. Denne mands redelighed og dygtighed i alle slags kundskaber, hans hæderlighed, klogskab og standhaftighed er elsket og rost i hele riget. Martin Bucer, en kvik, lærd og virksom mand; hans skrifter findes. I begyndelsen var han længe belastet af sakramentsfornægtelsen, men siden har han offentligt renset sig for den i Wittenberg. Hans skrifter findes.

Dr. Wolfgang Capito, lærd i hebraisk og græsk, en mand med et hæderligt levned.

Mange doktorer i medicin på det sted.

Dr. Caspar Hedio, tidligere i Mainz.

Magister Matthias Zell og flere andre.

Johannes Sturm, leder af latinskolen, skrev mod kardinalernes opdigtede reformation og desuden mange smukke bøger.

Johannes Calvin, en franskmand, stod for den franske menighed i Strasbourg; siden kom han til Genève.

I Konstanz, hvor Guds hellige martyrer Johannes Hus og Hieronymus af Prag engang blev brændt på koncilet, har vor kære Herre Kristus i vore dage tidligt ladet sit lys skinne, og der er sket mærkværdige ting dér. Først: Da man skulle befæste og bevogte byen og også forbedre bygningerne, lagde rådet en lille, ringe og overkommelig skat på de rige domherrer og præsteskabet. Når de nød godt af byens beskyttelse, skulle de jo også hjælpe lidt med at bære omkostningerne. Men præsterne afslog det og påstod, at de var fritaget, og de pønsede på at [føre] alt sølvtøjet i kirkerne [bort], skønt det jo var de almindelige borgere, der havde skaffet det. Rådet fik det at vide og tog klenodierne i forvaring. Præsterne udbredte blandt menigmand, hvor nyttige de var for byen, og hvor mange mennesker der levede af dem, og de truede med, at hvis man ville lægge skat på dem, ville de flytte bort. Så måtte man se, hvordan man bagefter skulle klare sig. De havde tænkt sig, at det skulle føre til oprør. Da rådet mærkede det, kaldte det borgerne sammen og fortalte på sin side, hvilke byrder og hvilken forargelse byen havde haft og stadig havde på grund af præsterne, og hvor urimeligt det var, at de afslog denne lille skat og oven i købet ville ophidse de almindelige borgere til uro, ulydighed og oprør osv. Herpå blev borgerne enige med rådet om, at før de ville fritage præsterne for denne lille skat – når de nu selv nød godt af beskyttelsen – og tillade dem deres egenrådighed, ville de hellere også undvære den fordel, de havde haft af dem. Kunne man ikke holde to karle eller to tjenestefolk, ville man så længe klare sig med én. Og den beslutning holdt de hemmelig. En dag drog præsterne ud af byen og tog deres ejendele med sig, og ingen holdt dem tilbage. Og – Gud være lovet – der blev intet oprør, og man kunne godt undvære dem, når det kom til stykket. Siden ville de gerne ind igen, men da var rådet og borgerskabet blevet enige om, at når de af egen vilje havde forladt byen og var draget bort, skulle de også blive ude. Kannikerne brugte mange penge og megen møje og arbejde på det og opnåede mandater fra kejseren og en dom ved rigskammerretten – der var godt pavelig – om at de skulle genindsættes. Men konstanzerne holdt standhaftigt fast ved deres beslutning. Den gamle biskop døde, og biskoppen af Lund, kejserlig gesandt, blev valgt – han, som ved rigsdagen i Frankfurt i år 1538 var kejserens befuldmægtigede. Han skrev til kannikerne og præsterne, at de skulle være ved godt mod; han ville snart føre dem ind igen. Det fik konstanzerne at vide, og de sendte bud til biskoppen og lod ham meddele, at han bare skulle spare sig denne møje og dette arbejde, for han ville ikke opnå noget hos dem, eftersom præsterne havde været så egenrådige. Og om han så kom selv, ville de ikke lukke ham ind i byen. Sådan blev Konstanz fri for præsterne.

Konstanz har på denne tid haft meget fine og dygtige folk. Den, der indførte og prædikede evangeliet, hed dr. Johannes Zwick. Han var af hæderlig slægt og en retskaffen og lærd mand. De havde også en dygtig syndikus, som var egnet til disse sager.

I Ulm var der også fremragende folk, både i kirken og på rådhuset. Deres præst var Martin Frecht, licentiat i den hellige teologi.

I Augsburg var dr. Caspar Huberinus, en lærd, trofast og dyrebar mand; magister Bonifacius Wolfhart, en meget veltalende prædikant; Wolfgang Musculus, en retskaffen og åndfuld mand, tidligere kartusianermunk, meget kyndig i det hebraiske sprog.

Desuden havde Augsburg tidligere dr. Urbanus Rhegius. Men under rigsdagen dér tog hertug Ernst af Lüneburg ham og sendte ham til Sachsen, hvor han indtil sin død trofast udbredte evangeliet i næsten hele Sachsen og i søstæderne. Blandt de verdslige herrer var der særlig én, Langmantel, den mest fremragende; han blev sendt til rigsdagene og forsamlingerne.

I Reutlingen var prædikanterne magister Matthäus Alber og Johannes Schradin. De holdt byen fast, så sværmeriet om det højværdige sakramente ikke kunne gøre skade dér, og de forhandlede og disputerede kraftigt mod sakramentsfornægterne.

I Memmingen var Gervasius Scholasticus sognepræst og prædikant.

I Fritfeld: Martinus Germanus.

I Frankfurt am Main var disse de ypperste: magister Johannes Bernhardus, magister Nicolaus Maurus, ærværdig både af alder og lærdom, magister Petrus Geldner, Matthias Limporgius, Sebastianus Ligarius, Andreas Zopfel, Johannes Lullus og Johannes Cellarius, som efter hertug Georgs død blev prædikant i Dresden. I denne by sad der fremragende folk i styret, som holdt fast ved evangeliet. Og disse var de fornemste: borgmester Johann Brom; Philipp Fürstenberger, en lærd, god og klog mand, venlig mod alle og slet ikke hovmodig; Justinian von Holzhausen, Ortwin zum Jungen, Christoph Stallberger og Georg Weiß den Ældre, alle lærde mænd. Deres retslærde var dr. Hieronymus Glauberger og dr. Johann Fichard. Skolemester var den fine, fremragende og lærde mand Jacobus Micyllus, der var uden sidestykke både i prosa og på vers.

I Schwäbisch Hall var den højt oplyste og lærde mand dr. Johannes Brenz, hvis skrifter og gerninger roser mesteren. Magister Philipp Melanchthon sagde tit, at han hellere ville have en eneste Brenz hos sig på et koncil end nogen anden teolog. For hos ham fandtes forstand og standhaftighed, råd og dåd sammen.

I Basel: Simon Grynæus og mange fremragende folk, hvis navne jeg ikke kender, og Johannes Oekolampadius.

I Zürich og i Bern var der også overordentlig lærde mænd. Og selv om de til dels var besmittet med sakramentsfornægtelsen, var de dog ellers lærde og hjalp med at gøre ende på Antikrists, pavens, halleluja i Tyskland.

Skotten Alexander Alesius og sognepræsten i Frankfurt an der Oder i Mark Brandenburg var også virkelig lærde mænd.

Ved disse helte og ved mange flere fine, udsøgte og udvalgte Guds redskaber er pavens, universiteternes, stifternes, munkenes, nonnernes, biskoppernes, kardinalernes, patriarkernes, abbedernes, provsternes og dekanernes lære – ja, hele den romerske, antikristelige, forførende og gudsbespottelige lære – blevet angrebet, bekæmpet, gendrevet og slået ned. Mange fine, lærde og dyrebare mennesker er også blevet forfulgt, fordrevet, myrdet, druknet, brændt og slået ihjel.

Ak, evige Gud, hvor meget møje, arbejde, slid og slæb, hvor mange rejser og rådslagninger, hvor store omkostninger, hvor meget gods og hvor meget uskyldigt blod af de dyrebareste mennesker på jorden har det ikke [kostet], før man igen fik dit kære barn ud af Egypten og ind i vort forjættede land, det vil sige: før dit rene ord, dit sakramente og din tjeneste i kirken blev genoprettet. Og vore efterkommere vil glemme og foragte det så letsindigt!

I år 1521 døde pave Leo X, og Hadrian, en tysker, der engang havde været kejser Karls lærer, blev valgt til pave. Han gav sig ud for at ville gennemføre en stor reformation i kirken, men det ville have varet længe, før kardinalerne og romanisterne havde fundet sig i det. Han levede knap to år. I hans tid indtog kejser Karl Milano, både byen og borgen, og Rhodos gik tabt. I Rom døde over hundrede tusind mennesker, og krigen mellem kejser Karl og kongen af Frankrig brød også ud omkring denne tid. Denne pave skrev til hertug Frederik og bandlyste også dr. Martin.

I år 1523 omkom den ansete og højt berømte krigsmand Franz von Sickingen ved Landstuhl: En bjælke blev skudt i stykker, faldt ned og knuste ham. Samme år blev flere byer i kongeriget Granada slugt af jordskælv og gik til grunde. Og i Napoli blæste vinden hele landsbyer, byer og borge omkuld.

I år 1524 blev Clemens VII valgt til pave. Han fordømte også evangeliet. Luther blev ved med at skrive, og i denne tid udkom mange smukke prædikener, salmer og bøger.

Samme år drog kejser Karl selv med en hær mod kongen af Frankrig, men han udrettede ikke meget.

Samme år 1524, omkring Marias himmelfartsfest [15. august], blev jeg, Friedrich Mecum, af hertug Johan sendt hertil til Gotha og indsat som prædikant efter anmodning fra rådet, menigheden, dekanen, stiftet og amtet. Her har jeg nu tjent i atten år.

Samme år tog hertuginden af Lüneburg, hertug Frederiks søster, i kraft af sin myndighed som mor sin datter ud af det kloster, hvor hun var blevet indviet som nonne. Det vakte stor opsigt i hele verden.

I år 1525, omkring søndagen Misericordias Domini [2. søndag efter påske], døde den ypperste, ædleste, klogeste og mest kristne fyrste, hertug Frederik af Sachsen. Og omtrent samtidig vakte Djævelen bondeoprøret og mente, at han på den måde kunne kvæle evangeliet. Anstifterne var en mand ved navn Schapler og Thomas Müntzer i Mühlhausen. Om dette kan du læse i Carions krønike. Luther skrev to bøger, og de udrettede mere end alle fyrsternes spyd og harnisker. Oprøret opstod helt sikkert alene af den grund, at fyrsterne og biskopperne ikke ville lade evangeliet prædike for den fattige, menige mand og alle som én øvede tyranni. Det er næsten ikke til at tro, hvor modløse alle herremænd, riddere og regenter i hele Tyskland blev, så selv ti små bønder uden harnisk kunne indtage en uindtagelig borg. Siden vendte det sig, så én eneste rytter kunne tage ti bønder til fange. Det var Guds vrede. Rundt om i Tyskland blev mere end hundrede tusind mennesker slået ihjel. Men byerne Strasbourg, Nürnberg og andre tog imod de flygtende og beskyttede dem efter lov og ret, indtil den rasende vrede havde lagt sig. Når en biskop, en vred adelsmand eller en storpraler siden bar had og nag til en fattig mand og gerne ville hævne sig på ham, behøvede han blot at beskylde ham for at være oprører. Ligeledes måtte den, der under tyrannerne holdt sig til evangeliet, kaldes oprører, og mange retskafne mennesker omkom uskyldigt. Gud, forbarm dig! Hvor lidt agtes menneskeblod, som om det var vand!

I år 1525 tog kejser Karls krigsfolk kong Frans af Frankrig til fange ved Pavia. De førte ham først til Italien og derefter til Spanien. Philipp Melanchthon har i Carions krønike samlet det i et vers, som lyder:

CaptVs erat GaLLVs, CoëVnt CVM rVre Cohortes. [latin: «Franskmanden var taget til fange, hærskarerne tørner sammen med landbefolkningen.» Verset er et kronogram: De store bogstaver læst som romertal (C, V, L, L, V, C, V, C, V, M, V, C) giver tilsammen 1525.]

Deri har du årstallet.

Müntzer, anstifteren af oprøret og af gendåben, blev dette år ved Frankenhausen taget til fange af kurfyrsten og fyrsterne af Sachsen og landgreven af Hessen, henrettet og sat på et spyd.

Samme år begyndte Johannes Oekolampadius i Basel og Ulrich Zwingli i Zürich sværmeriet om det hellige sakramente. De påstod, ligesom engang Berengar, at Kristi legeme og blod ikke er virkelig til stede i Kristi nadver. Mod dette sværmeri skrev dr. Martin med stor kraft og forsvarede den rette forståelse af sakramentet så kraftfuldt, at det ikke er blevet udlagt så klart siden apostlenes tid.

I år 1526 drog den tyrkiske kejser Süleyman med en vældig hær ind i Ungarn. Den gode, retskafne unge kong Ludvig drog ham i møde, og med ham hr. Stephan Schlick fra Joachimsthal og en del herrer, i alt omkring fyrre tusind mand. Tyrken havde omkring to hundrede tusind. Flere ungarske herrer og de egentlige krigsfolk skulle endnu støde til. Men en biskop, som var franciskanermunk, ville ikke, at man skulle vente; man skulle straks slå til. Den unge konge lod sig overtale og blev slået sammen med hele sin hær. Buda (Ofen) blev indtaget og plyndret. Tyrken skal have sagt, at han i hele sit liv næppe havde set større tåbelighed, end at nogen ville slå 200.000 med 40.000 – og de 200.000 var endda berømte krigsfolk.

[på latin i kilden] Samme år giftede jeg, Friedrich Myconius, præst ved kirken i Gotha, mig og holdt bryllup med den ærbare jomfru Margarethe Jäck, datter af Barthel Jäck. Med hende har jeg fået ni børn, og af dem lever fire endnu i dette år 1542. Dem overgiver jeg til dig, Herre Jesus Kristus. Efter din befaling er de blevet bragt til dig, for du siger: «Lad de små børn komme til mig, for Himlenes rige er bestemt for sådanne.» Og jeg beder om, at de fuldkommen må iklæde sig dig, sådan som Paulus siger: «For alle I som er blevet døbt til Kristus, lod jer iklæde Kristus» osv.

I år 1527 samlede pave Clemens VII en vældig hær mod kejser Karl, og magthaverne i Italien hjalp ham kraftigt. Men Georg von Frundsberg samlede en flok landsknægte i Tyskland og drog til Italien for at se, hvad den hellige fader havde i sinde.

Samme år holdt den nuværende kurfyrste, Johann Friedrich, bryllup med fyrstinden af Kleve, fru Sibylla, og med hende har han også fået tre sønner: Johann Friedrich den Anden, Johann Wilhelm og Johann Friedrich den Tredje.

Samme år 1527, på Sankt Matthias' dag, blev Ferdinand kronet til konge af Bøhmen i Prag. Men de gode bøhmere – ja, alle riger, lande og folk – har haft en net beskytter i ham. Han har været en bitter fjende af evangeliet, og derfor har Gud også hævnet sig grundigt på ham, som der står i salmen: Cum perverso perverteris. [latin: «Over for den forvendte viser du dig forvendt», Sl 18,27.]