Kapitel XIV. Om Roms indtagelse under pave Clemens i år 1527

Da pave Clemens VII så, at det gik kejser Karl så godt overalt i Italien, frygtede han, at kejseren ville blive ham for mægtig – for paverne bryder sig ikke om, at kejserne bliver mægtige. For at forhindre det sluttede han et forbund med venetianerne og andre magthavere og med de store byer i Italien om, hvordan de kunne holde kejserens magt tilbage. Men den egentlige hensigt var at drive ham helt ud af Italien. Dette forbund kaldte paven Liga Sanctissima, det allerhelligste forbund. For alt, hvad paverne gør, skal kaldes det allerhelligste, eftersom paven er så hellig, at selv Gud, Skriften, evangeliet, kirken og alt andet må ligge under hans fødder. Også Firenze var med i forbundet.

Da kejser Karl fik nys om planen, sørgede han straks for, at den højt ansete, ædle ridder Georg von Frundsberg førte en del landsknægte fra Tyskland til Italien. Til ham kom hertugen af Bourbon med nogle spaniere, og han blev udnævnt til øverste feltherre. Desuden sluttede fire fænniker landsknægte sig til ham; de havde ligget i Cremona som forstærkning. Der kom også nogle fænniker burgundiske landsknægte til ham med deres høvedsmand, der blev kaldt von Lade. Men da pavens samvittighed slog ham, fordi han havde givet anledning til denne krig, sendte han en udsøgt flok udueligt pak de kejserlige i møde for at hindre dem i at gå over Po. Deres høvedsmænd var Giovanni de' Medici, pavens fætter, og hertugen af Urbino, venetianernes feltherre. Men før de nåede frem, var tyskerne allerede over floden, og ingen vovede at stille sig i vejen for dem eller angribe dem. Kort efter blev pavens fætter, den øverste høvedsmand, skudt. Tyskerne drog videre mod Parma og Bologna, pavens byer. Pavens folk fulgte efter dem, men kunne ikke gøre dem nævneværdig skade. Paven sendte Muschanus, rigets øverste vikar i Napoli, for at han skulle forhandle med de tyske høvedsmænd om, at de skulle skåne den romerske kirkes og pavens lande og områder. Man forlangte tre hundrede og halvtreds tusind gylden af ham. Men da ingen ville betale en sådan sum, rykkede tyskerne videre frem mod Ferrara. De lå der en tid og led stor sult i lejren, og ingen betalte dem sold. Så blev hæren, som det er landsknægtes art, forbitret på høvedsmændene. Især truede de forfærdeligt den højt ansete, ædle ridder Georg von Frundsberg. Han tog sig sagen så nær, at han blev syg af det, fik et slagtilfælde og døde i Ferrara. Sulten tog til, og nøden i hæren var så stor, at landsknægtene gik halvnøgne og barfodede. Nøden tvang dem til at bryde op, og de drog mod Firenze. Da paven hørte det, blev han glad, for han mente, at nu var han i sikkerhed. Og selv om florentinerne var i forbund med ham, ville han hellere, at Firenze kom til skade, end at han selv led nogen skade.

Men det skulle gå, som man siger: Utroskab slår sin egen herre. For florentinerne bestak høvedsmændene med penge, så de drog bort fra dem.

Hertugen af Urbino fulgte hele tiden efter tyskerne og sørgede for, at de ingen forsyninger fik, men gjorde dem ellers ingen skade. Da de nu ikke kunne komme videre nogen steder, satte de direkte kurs mod Rom – ikke ad en lige vej, men gennem bjerg og dal, skov, stok og sten, ad den korteste vej. Og de nåede frem til Rom, før noget bud kunne komme med den nyhed, at de var på vej. Dagen efter apostlene Filip og Jakobs dag slog hæren lejr foran Rom. Men heller ikke pavens høvedsmand i byen, hr. Lorentz von Cere, en Orsini, tøvede: Han lod kanonerne skyde mod tyskerne i to nætter og en hel dag. Tyskerne lå mellem Borgo ved Sankt Peter og det gamle Rom, på det sted, man kalder Campo Santo, og han skød dygtigt ind i deres lejr.

Den blodige nød herskede med al sin magt i hæren. Derfor måtte man frygte, at hvis hertugen af Urbino kom efter dem med pavens hær, ville man blive fuldstændig udslettet.

Da rådede hertugen af Bourbon, den øverste kejserlige feltherre, til, at man bare skulle være ved godt mod: Her måtte man kæmpe som riddere og vinde Rom eller dø med ære. Og da man hverken havde svært skyts eller andet, som var nødvendigt til en belejring, var det det allerbedste at storme i en fart, mens Rom endnu intet anede, frem for at lade sig skyde og stikke ned dér. Det blev besluttet, og stormen begyndte den femte maj tidligt om morgenen. Tyskerne måtte vige tilbage to gange, så voldsomt skød de inde i byen. Men Gud ville endnu en gang lære Rom manerer og lod en tåge falde på, så romerne ikke kunne se, hvor de skød hen. Ved den tredje storm blev Rom så indtaget. Størstedelen af schweizerne, pavens garde, blev stukket ned, og alle, som satte sig til modværge, blev slået ihjel.

Pave Clemens foragtede denne hær så meget og følte sig så sikker, at han den dag gik i Sankt Peters kirke og lod messe holde dér. Og han opdagede ikke, at byen var indtaget, før landsknægtene stod foran kirken. Paven flygtede op på Engelsborg, og havde han ikke lukket nogle døre i de hemmelige gange og skudt slåen for, var han også blevet fanget og havde fået en slem behandling. De øvrige schweizere og også deres høvedsmand, Resch fra Zürich, blev næsten alle slået ihjel. Kardinalerne og biskopperne løb til Engelsborg. Dér lukkede man de mægtige ind; af de andre blev en del trampet ned, og resten blev lukket ude. Landsknægtene stormede og plyndrede byen og de mægtiges huse, og intet blev skånet. De tog alt, hvad de overhovedet kunne få fat i, og huserede vildt. De ville også undergrave Engelsborg og sprænge den i luften, men kunne intet udrette på grund af voldgravene. Paven sendte en anset delegation af kardinaler, biskopper og verdslige herrer til hæren for at forhandle om fred. Men legaterne blev holdt fanget, og man ville kun have sold, guld, penge og atter penge af dem [usikker læsning i kilden: «Sold/ Gold/ Geld/ Geld»]. Man bevogtede døren dag og nat. Men fordi tyskerne er gode folk og ser meget dybt i vinglasset og ølkanden, blev herrerne bragt bort gennem en skorsten eller kamin. Paven måtte opgive borgen, Moles Hadriani, og lade spanierne og tyskerne komme ind, og det skete også. Høvedsmanden Meinhard Ehinger fra Ulm besatte det forreste gemak med et fænnike landsknægte, og spanierne besatte det overfor med lige så mange. Men spanierne var snu og intrigerede for at få paven alene i deres magt og blive af med tyskerne på borgen. Imens brød hæren op og drog til Narni, ti eller tolv tyske mil fra Rom, for i Rom havde de ædt næsten alt op, og desuden var der udbrudt en frygtelig epidemi blandt dem. Byen Narni stormede de og plyndrede alt. De slog mange mennesker ihjel, alene fordi de ikke havde bragt dem proviant.

Curt von Beymelburg, kaldet «den lille hesser», og Wendel zum Weyta blev efterladt på borgen i Rom en tid. Så vendte hele hæren tilbage fra Narni til Rom og åd og ødelagde det, der var tilbage. Det kan ikke beskrives, hvordan dette pak husede; det, gallerne og langobarderne i sin tid gjorde, var spøg og leg i sammenligning. Selv de herrer, der var gode kejserlige, blev ikke skånet. Man gik aldrig til ro. Havde en af dem lige haft en hel sæk fuld af kalke, monstranser, små bægre og sølvtøj, så spillede han det straks bort på pladsen, så han gik derfra i bare skjorten. Landsknægtene vidste, at paven var Luthers fjende og havde lyst dem alle i band, som om de var lutherske. Det betalte de ham tilbage og råbte hele tiden: «Luther! Luther!» Og de tog en eller anden dranker, klædte ham ud som pave og bar ham frem foran paven. Han gav aflad og nåde og velsignede, og denne «pave» lod dem kysse sine fødder. Der var ingen grænser for den slags. Men da kongen af Frankrig drog mod Napoli med hundrede tusind mand til fods og til hest for at indtage byen, brød hæren op igen og kom dertil før ham. Italienerne havde også rejst sig og ville have fået dem i klemme mellem sig og helt sikkert slået dem alle ihjel, men det reddede dem, at de så hurtigt var kommet til Napoli. Da Rom blev indtaget, var hæren i begyndelsen på omkring fjorten tusind mand, men de drak og åd sig ihjel, så til sidst drog knap otte tusind derfra. Således kan Gud sætte paverne på plads med en lille flok og lade dem se, hvad han formår.

Kejser Karl undskyldte sig over for paven og andre magthavere med, at han ikke havde befalet denne krigerskare noget sådant. De havde heller ikke gjort ham nogen tjeneste med det, og han ville ikke længere regne dem for sine folk. Og paven tog også kejseren i forsvar: Han havde alt for stor tillid til denne kejser Karls underdanige hengivenhed over for den pavelige stol og den romerske kirke til at tro, at han skulle have samtykket i en sådan gerning og fundet behag i den. Og det var også sandt. For havde en kejser befalet det, så havde det ikke kunnet lykkes – lige så lidt som for Barbarossa eller Henrik IV. Men da Gud skikkede det sådan, så lykkedes det.

Paverne blev dog ikke spor mere retskafne bagefter, men kun mere hovmodige og stolte over for Gud og kristenheden. Hverken konge eller kejser tog sig heller denne Guds gerning til efterretning, men slikkede og kyssede pavens fødder som før.

Alt dette skete i det år, da den ulyksalige mand Ferdinand trængte sig frem til titlen romersk konge, i år 1527.

I år 1528 begyndte den første visitation og ordning af sognene i fyrstendømmet Thüringen. De uduelige, ulærde præster blev afskediget og forsørget, andre blev indsat i deres sted, og sognene fik tillæg og forbedringer.

I år 1529 omkring mikkelsdag fik landgreve Philipp det i stand, at de lærde fra Wittenberg og andre steder kom sammen i Marburg i Hessen. Her skulle de forsøge, om den forfærdelige splittelse og strid om det hellige, højværdige sakramente kunne bringes til enighed gennem en venlig samtale og disputats. Striden var først vakt af Karlstadt og siden udbredt af Zwingli og Oekolampadius. På dr. Martin Luthers side mødte følgende op fra Wittenberg: dr. Martin Luther, dr. Cruciger, magister Georg Rörer, Philipp Melanchthon, Friedrich Mecum fra Gotha, Justus Menius fra Eisenach, Eberhard von der Tann, amtmand på Wartburg, Johannes Brenz fra Schwäbisch Hall, Osiander fra Nürnberg, dr. Stephan Frosch, dr. Franciscus Lampertus, magister Adam fra Fulda i Marburg, magister Erhard Schnepf [kilden har «Gerhardus»] og flere andre. På sakramentsfornægternes side var: dr. Ulrich Zwingli, dr. Johannes Oekolampadius, Martin Bucer, Dionysius Melander, dr. Caspar Hedio, hr. Jakob Sturm fra Strasbourg, borgmesteren fra Basel, borgmesteren fra Zürich osv.

Først blev der holdt en privat samtale (colloquium privatum) mellem Philipp Melanchthon og Oekolampadius og mellem dr. Martin Luther og Zwingli. Men det førte ikke til enighed, bortset fra at Oekolampadius snart måtte lade sig fratage argumentet om «est», det vil sige «significat» [at «er» skal forstås som «betyder»], og ligeledes argumentet ud fra «Caro non prodest quicquam» [«Kødet gavner intet», Joh 6,63]. Men til sidst holdt han fast ved dette: Var det et legeme, måtte det være på et bestemt sted (in loco) og kunne ikke på samme tid være i himlen og på jorden i hostien. Et så stort legeme kunne ikke være i en så lille hostie og heller ikke på så mange steder. Derfor måtte det være ved Faderens højre hånd, men her var det som i et minde, et mindetegn osv. Men Luther sagde, at det ville han indrømme, når man talte om et andet legeme eller om et legeme som træ og sten, men om Kristi legeme kunne han ikke indrømme det. For dér stod ordet: «Hoc est corpus meum» [«Dette er mit legeme»], og: «Non est impossibile apud Deum ullum verbum» [«For intet er umuligt for Gud», Luk 1,37] osv. Derefter blev der disputeret offentligt i tre dage, i nærværelse af landgreven og alle de førnævnte herrer, og der var også mange andre ansete folk til stede. Luther fastholdt ordenes enfoldige, almindelige forstand, og sakramentsfornægterne kunne ikke få medhold i deres mening. Nogle år senere blev der i Wittenberg affattet en erklæring, som begge parter underskrev [Wittenberg-konkordien 1536]. Gud give, at den ugrundede zwinglianske mening igen må blive taget fra alle, som har fået den banket ind.